Den hvide paraply

Kapitel 1


11 dage siden 4 kommentarer 2 kapitler Uafsluttet Romaner

1Den hvide paraply - Kapitel 2
Langsomt kommer alting på plads i lejligheden. Persiennerne er bl... [...]
Romaner · venskab, stoffer, sex
3 dage siden
4Den hvide paraply - Kapitel 1
Kaffekoppen damper foran mig. Jeg er nervøs. Hvordan skal jeg få ... [...]
Romaner
11 dage siden

Puls: 19,6

Publiceret: 2
Afgivet: 2
Modtaget: 5
Camilla Schrøder (f. 1996)
Kaffekoppen damper foran mig. Jeg er nervøs. Hvordan skal jeg få det fortalt? Jeg ved præcis, hvad min mor vil sige til det. Jeg kan nærmest allerede høre hende fortælle mig, hvor dårlig en idé det er. Men jeg har besluttet mig. Jeg skal ud af det her hus. Væk fra mine forældre.
   Jeg fortæller dem det i aften. Det bliver jeg nødt til.
   Der bliver banket på min dør.
   "Kom ind" siger jeg.
   Min mor åbner døren og kommer ind. Hun sætter sig på kanten af min seng. Jeg spørger hende, hvad hun vil.
   "Kommer Rune forbi i dag?" spørger hun.
   "Nej"
   "Okay" Hun rejser sig igen og forlader værelset.

Om aftenen kalder hun på mig. Der er aftensmad. Frikadeller. Igen. Vi sidder i stilhed og spiser, min mor og jeg. Far sidder som sædvanlig inde i stuen. Han siger at jeg smasker, og vil derfor ikke spise sammen med mig. Jeg er ligeglad. Hans tilstedeværelse har været ligegyldig for mig i årevis. Vi bor under samme tag, men lever forskellige liv. Jeg blander mig ikke i hans liv, han blander sig ikke i mit. Det er fint.
   Da vi er færdige med at spise, tager mor tallerkenerne og begynder at skylle dem af. Jeg beslutter mig for at fortælle hende det, jeg har forsøgt at få sagt i en uge. Det er måske nemmere at sige det til hende, når hun står med ryggen til. Jeg tager en dyb indånding.
   "Mor" siger jeg.
   "Ja?" siger hun uden at vende sig om.
   "Jeg har..." Jeg går i stå.
   "Hvad?"
   Hun vender sig om og kigger spørgende på mig. Nu sker det. Nu fortæller jeg hende det!
   "Jeg har fundet mig en lejlighed"
   Jeg siger det klart og tydeligt. Mor vender sig om, skyller tallerkenen og sætter den i opvaskemaskinen. Stilheden er ulidelig. Jeg tænder en smøg. Venter på hendes reaktion.
   "Casper..." siger hun og sukker. "Er det nu en god idé?"
   "Det ved jeg ikke" siger jeg. "Men jeg flytter om en måned"
   Hun stopper op og kommer hen for at sætte sig ved bordet. Jeg kigger ned på min cigaret, tør ikke møde hendes blik.
   "Okay" siger hun.
   Far kommer ud med sin tallerken og stiller den i vasken.
   "Du må forstå, at jeg er lidt chokeret" fortsætter hun. Jeg nikker.
   "Jeg har lånt penge til indskudet af Onkel Jan" siger jeg.
   "Hmm... Okay"
   Hun tænder en smøg. Vi ryger i stilhed. Efter lidt tid rejser jeg mig og forlader rummet. Jeg er lettet. Nu er det blevet sagt højt.

Endelig kommer dagen, som jeg har ventet på. Det har uden tvivl været den længste måned i mit liv. Jeg har aldrig været den tålmodige type.
   Et par dage forinden, fik jeg nøglen til lejligheden. Og i dag skal jeg flytte. Rune kommer kørende ind i indkørslen med en trailer bag på bilen. Jeg samler en kasse op og bærer den ned af trapperne. Mor står i gangen med armene over kors. Hun ser trist ud. Rune kommer ind af døren med et kæmpe smil.
   "Brother," råber han
   "Rune" siger jeg. "Tag den her"
   Jeg rækker ham kassen. Han tager imod. Sådan fortsætter vi i en lille time, mens min mor lydløst går fra rum til rum.
   Da mit værelse er tømt, tænder jeg en cigaret. Jeg kan ikke lade være med at smile. Om fem minutter er jeg væk fra det her lortehus, i den her lille lorteby. Jeg føler mig fri.
   "Du kan bare starte bilen" siger jeg til Rune.
   "Okay" siger han.
   Jeg går ind og tager afsked med min mor. Hun græder. Jeg krammer hende længe, inden jeg trækker mig væk fra hende og går.
   Vi kører igennem det fine kvarter, som jeg er vokset op i. Langelinie, hedder det. Her bor kun forstadsfamilier bestående af læger, advokater og bankmænd. Børnene herude er som robotter. De leger aldrig, fordi håret sidder for godt og tøjet er for dyrt at erstatte. Ingen legepladser er der bygget heller. Men dyre, flotte biler holder der alle vegne. Kun om natten, når de travle, hårdtarbejde mænd får fyraften, forsvinder bilerne fra gaden, for da tager mændene på jagt efter sprut og beskidte kvinder. Da river de sig fri fra alt det, som det her lortested udstråler. Elegance og klasse. I virkeligheden er de allesammen bare højrøvede hyklere. Jeg skruer op for den moderne technomusik. Jeg ser mig ikke tilbage - aldrig nogensinde.

Vi når frem til den bygning, som min lejlighed ligger i. Bassen pumper stadig løs i højtalerne. Jeg kigger hen på de fire forskellige opgange. Nummer femogtres er den opgang, hvor jeg skal bo. Viceværten står og ryger en smøg ved indgangen. Han hilser på mig, da jeg går forbi ham.
   Jeg træder ind i opgangen med den sidste kasse, da en kvinde i en tætsiddende, sort heldragt kommer ud af en af lejlighederne. Hun smiler med et skinnende hvidt tandsæt. Hun er mørk i huden.
   "Hej" siger hun, da vi passerer hinanden. Jeg stopper op og sætter kassen fra mig, vender mig om og kigger efter hende. Hendes røv sidder for vildt i heldragten.
   "Vent" siger jeg højt.
   Hun vender sig om.
   "Ja?" siger hun.
   "Bor du her?"
   "Ja, derinde" Hun peger mod den dør, hun kom ud fra.
   "Okay, så ses vi nok lige pludselig" Jeg smiler skævt til hende. Hun fniser, vender sig og går videre. Damn, tænker jeg.
   Da vi har slæbt alting op i min lejlighed banker viceværten på. Døren står åben, og han går ind. Han fortæller mig en masse regler, noget med larm og dyr. Jeg lytter kun halvt. Kan kun tænke på den mørkebrune krop i den sorte heldragt, røven der var spændt op, holdt på plads af læder.
   "Nå, i må hellere komme i gang med at pakke ud" siger han og forlader lejligheden.
   Rune og jeg går i gang med at pakke ud, men vi bliver hurtigt trætte og slår os ned på den flade madras, jeg har lagt på gulvet i stuen.
   "Hende den mørke, du ved" siger Rune og smiler til mig.
   "Ja?" siger jeg.
   "Hun var fandeme en ægte black beauty"
   "Ja, med en ægte black booty!"
   Jeg rejser mig og går en runde i lejlighed. Køkkenets gulv er ternet i sort og hvid, og skabslåger og skuffer er lavet af træ. Et stort køleskab står og larmer ved siden af vinduet ud til gården og børnehaven. Jeg vil gerne have et spisebord her i køkkenet, for der er god plads ved siden af køleskabet. Jeg går ind på mit fremtidige soveværelse. Her vil jeg have en dobbeltseng. Plads til damer og plads til aktiviteten, der hører med. Jeg asker på gulvtæppet og smiler. Her kan jeg svine alt det, jeg vil.
   Om aftenen tager Rune hjem, men vi aftaler, at han skal komme igen i morgen. Jeg ligger mig på madrassen og falder i søvn.

Jeg vågner tidligt næste morgen. Min telefon ringer i lommen på mine bukser.
   "Godmorgen," mumler jeg.
   "Godmorgen, Casper" siger en kvinde i røret.
   "Hvem er det?"
   "Kan du ikke genkende min stemme?" siger hun og griner.
   Latteren genkender jeg.
   "Åh... Helle," sukker jeg. Tænder en cigaret.
   "Din mor ringede,"
   "Selvfølgelig ringede hun"
   "Hun vil gerne have, jeg besøger dig et par gange om ugen,"
   "Jeg er ikke et barn længere, Helle"
   "Jeg kommer om en time," siger hun og lægger på.
   Jeg er magtesløs overfor kommunen. Hvem kan bekæmpe dem?
   Jeg går i bad, børster tænder og laver en kop sort kaffe. En times tid senere ringer Helle på, og jeg åbner. Jeg kan høre hendes stiletter, mens hun går op af trappen.
   Hun smiler, da hun ser mig. Det blonde pagehår sidder snorlige. Hun skubber en tot om bag det højre øre - det gør hun altid. Jeg holder døren åben, lader hende gå ind og følger stille efter. Hun går ind i stuen. Kigger, rykker på skuldrene og går videre.
   "Soveværelset er stadig tomt," siger jeg.
   "Nå, er det dét?" siger hun og kigger mistænksomt på mig.
   Hun åbner døren til soveværelset og ser til sin store skuffelse, at jeg ikke har smuglet narko eller andet ulovligt ind. Jeg smiler til hende, men får intet smil tilbage.
   "Lidt forbedringer er der da sket," siger hun, og skubber sig forbi mig.
   Vi går ud i køkkenet, hvor jeg springer op på køkkenbordet og sætter mig. Jeg tager en tår af kaffen og tilbyder hende en kop, hun siger ja tak. Hun sætter sig på køkkenbordet ved siden af mig, smiler og tænder en cigaret. Lange, røde Pall Mall.
   "Din mor er bekymret," siger hun og sænker sine skuldre.
   "Det er hun altid," siger jeg og holder en teske sukker op.
   Hun nikker og jeg hælder sukkeren i hendes kaffe.
   "Det ved jeg godt, men kan du dog ikke forstå det, Casper?"
   "Det er tre år siden," siger jeg toneløst.
   "Ja, men det ændrer ikke på, hvad der skete eller hvad din familie skulle gå igennem"
   Hun suger kraftigt på cigaretten imellem hendes tykke fingre. Vandet koger fra elkedelen og jeg hælder det i hendes kop. Skubber koppen hen til hende. Kaffen damper.
   "Må jeg tage en?" siger jeg og peger på hendes pakke cigaretter.
   "Ja, tag du bare,"
   Vi ryger i stilhed. Hendes buttede ben hænger ud over bordkanten og vifter i den frie luft. Jeg står ved vinduet og lufter ud. Lytter til larmen nede fra børnehaven. Tænk at der har været en tid, hvor jeg var et barn med ble og sut og røde kinder, som dem, der løber rundt dernede. Det er svært at tro.
   Helle og jeg drikker vores kaffe. Min når at blive kold. Hendes damper stadig en smule. Hun stiller mig en masse spørgsmål - hvordan jeg får råd til huslejen, hvad med mad, hvad med møbler, skal jeg bruge hjælp til noget, har jeg egentlig en plan for det her. Jeg svarer hende kort uden at give hende øjenkontakt. Efter tre kvarter sukker hun, rejser sig og skyller sin tomme kop.
   "Tak for kaffe," siger hun.
   "Jeg ville gerne sige, at du altid er velkommen, men det ville være en løgn", siger jeg. Hun ruller med øjnene og går ud. Smækker døren efter sig.

Rune dukker op en halv time efter. Han er skæv og har selvfølgelig medbragt en sixpack Tuborg. Vi sidder på madrassen, drikker dåseøl og ryger cigaretter. Jeg fortæller ham, at Helle var forbi tidligere.
   "Fuck, mand. Altså, dén Helle - din kontaktperson dengang, da røveriet fandt sted?" siger han.
   "Ja," siger jeg.
   Han bliver stille, kun cigaretternes knitren er til at høre i lejligheden. Så tager han en dyb vejrtrækning.
   "Hvad skete der egentlig?" siger han.
   "Hvad mener du?" siger jeg og spiller dum.
   "Du ved, mand... Jeg har hørt alle forskellige historier, der er om det røveri. Hvad er sandheden?"
   Rune tør ikke tage øjenkontakt til mig, mens han stiller spørgsmålet, og med god grund. Jeg har lyst til at smadre ham. Give ham en masse tæsk for at være så nysgerrig. Her omkring passer man sin egen tallerken og holder nallerne fra de andres.
   "Sandheden er, at det er fortid, Rune. Det er ligegyldigt, hvad der skete. Vælg en historie, du har lyst til at tro på, og bland dig så forfanden uden om,"
   Jeg tager resten af min øl i én slurk, bøvser og rejser mig for at pakke en kasse ud.

Nogle dage senere kommer Rune igen forbi. Vi skal hjem til ham. Han bor nede på havnen i en lille, elendig lejlighed sammen med sin elendige mor. Hun er dybt afhængig af heroin og farer rundt hos de lokale pushere, knepper sig til sin rus. Rune hører om det, når han skal hente sine egne stoffer hos pusherne. De fortæller ham forfærdelige historier om brændte brystvorter og slag, kalder hende beskidte navne og griber sig om deres sultne lem. Rune ryster altid på hænderne, når vi kører derfra, men vi taler aldrig om det.
   Vi stopper foran deres blok. Slukker cigaretterne og stiger ud. Vinden er kraftig, men frisk.
   "Bliv her," siger Rune kommanderende.
   "Fuck nej," siger jeg og følger efter ham. Han sukker dybt, låser op og holder døren for mig.
   "Damerne først" siger han og smiler.
   Der lugter af kattepis, så jeg trækker min trøje op over næsen. På væggene er der skrevet telefonnumrer og barnlige tilsvininger med sprittusch. Et af navnene genkender jeg. Anja Petersen. Brune øjne, store bryster og brede hofter.
   Rune går forrest. Han sveder. Han forsøger at låse døren op, men der er allerede åbent.
   Der ligger stiletter i alle farver spredt overalt i deres trange gang. Rune sparker dem væk og laver en lille sti til os. På badeværelset ligger en kvinde med blond hår. Hun sover i en sø af vodka. Den tomme flaske ligger ved siden af hende. Føj. Stanken er ulidelig.
   "Min mor har hele mit liv påstået, at den kvinde er min moster," siger Rune.
   "Hvis det er sandt, så ligger druk åbenbart i dine gener" siger jeg og griner lavmælt.
   "Tsk,"
   Hans mor ligger i sofaen og sover rusen ud, mens nålen stadig sidder i hendes arm. Rune trækker ikke en mine. Han går derover, trækker nålen ud af hendes arm, knækker den og smider stumperne ud af det åbne vindue. Så tænder han en cigaret. Jeg gør det samme. Situationen er så makaber. Rune står og ryger i et par minutter med ryggen til sin mor og jeg. Pludselig vender han sig om, tager den lille stump cigaret imellem tommelfinger og pegefinger og sætter sig foran sin sovende mor. Han kører sin ene hånd igennem hendes hår og holder cigaretten over hendes pande med den anden. Så presser han. Trykker cigaretten ned i huden på hende.
   "Hvad fanden laver du?!" råber jeg og løber hen imod ham.
   Runes mor vågner og skriger. Rune lader sin cigaret sidde i panden på hende, den er brændt fast. Jeg tager fat i hans trøje og river ham væk fra hende.
   "Bland dig udenom, Casper!" siger han koldt.
   "Er du blevet vanvittig?!" råber jeg.
   Jeg er målløs over, hvad jeg lige har overværet.
   Runes mor fjerner skoddet fra sin pande, og begynder at græde. Jeg går over til hende, sætter mig på hug og stryger hende blidt på ryggen. Rune er begyndt at pakke sine ting. Hans ansigt ser sammenbidt ud. Hans øjne er kolde.
   "Undskyld, Rune," siger hans mor, mens tårerne løber ned af hendes kinder.
   "Hold kæft," svarer han.
   Der ligger en pose med hvidt pulver på bordet. Den tager han og putter i lommen. Jeg går ud fra, at det er kokain.
   Efter fem minutter, er han færdig med at pakke sine ting. Han stiller sig i døråbningen og kalder mig hen til ham. Jeg rejser mig. Kigger en sidste gang på hans mor. Sikke en sørgelig kvinde. Ikke nok med, at hun hader sig selv... Hendes søn hader hende også.
   Vi forlader lejligheden, og hele vejen tilbage til min lejlighed, siger vi ikke et ord. Rune sidder med sin taske på skødet, og en duft af hash spreder sig. Jeg trænger til en joint efter at have stået midt i det kaos.
   Vi kommer tilbage til min lejlighed. Da vi træder ind i opgangen, kommer den sorte skønhed ud fra sin lejlighed. Black beauty. Hun har et mere afslappet outfit på i dag. Stramme jeans, tynd tank-top, en beigefarvet cardigan. Håret krøller som på en rigtig negerkvinde. Hun bærer en cigaret mellem sine mørke fingre, lang rød LA. Hun smækker sin dør bag sig. Vores blikke mødes. Hun smiler.
   "Hej," siger hun.
   "Hey,"
   Hun vender ryggen til os og låser sin dør. Jeg stirrer på hendes røv. Den er rund, men samtidig fast. Rune kigger på mig og griner. Vi går forbi hende, og jeg rammes af hendes duft. Hun dufter sødt og lidt krydret. Mhm.
   "Så du er den nye dreng i vores bygning" siger hun.
   "Ja, og du er Catwoman," siger jeg og blinker.
   Hun griner højt.
   "Åh, du hentyder til heldragten - det er mit bikerlook"
   "Homie, kom nu, for fanden" siger Rune og skubber sig forbi mig. Videre forbi Catwoman. Jeg stirrer forblændet på hende.
   "Er du hjemme i morgen?" siger jeg. Hun kigger på mig, mens hun kvæler et smil.
   "Måske," siger hun, går forbi mig og vrikker med røven.
   Da jeg ligger på min madras om aftenen, efter fire joints og seks øl, og med lyden af Runes snorken, kan jeg ikke lade være med at tænke på hende. Den sorte skønhed. Catwoman. Jeg tænker på hendes krøllede hår, hendes eksotiske former og de store, bløde læber. Hendes mørkebrune hud mellem mine hvide drengehænder, ville være et eventyr, en oplevelse. I morgen skal racerne blandes - hvid sæd og sort saft.

Jeg vågner. Solen skinner ind i mit ansigt. Det minder mig om, at jeg skal have hængt mine persienner op. Rune står i køkkenet. Elkedelen er tændt.
   "Hæld en kop kaffe op til mig også, tak!" råber jeg.
   "Okay," råber han.
   Vi drikker vores kaffe.
   "Skal du forbi hende fra stueetagen senere?", spørger han.
   "Ja," svarer jeg.
   "Hun er pisse lækker,"
   "Det ved jeg,"
   Da Rune tager hjem, gør jeg mig klar. Voks i håret, lyse jeans og en sort t-shirt. Simpelt, men stilsikkert. Jeg går med raske skridt ned af trapperne og stopper, da jeg når til hendes dør. Jeg har taget hvidvin med. Mærker at sveden begynder at samle sig på min overlæbe. Jeg er nervøs. Tager mod til mig og banker på. Hun åbner op. Vi smiler til hinanden.
   "Velkommen," siger hun. "Kom ind"
   Hun har en tynd, kort kjole på.
   Jeg træder ind i den smalle gang. Her er mørkt. Tager mine sko af, og opdager, at jeg har et hul i min ene sok. Pis. Det er der sgu intet stilet over. Jeg håber ikke hun ligger mærke til det. Pludselig ser jeg et par herresko. Størrelse firefyrre. Mon hun har en mand? Det skal ikke stoppe mig. Hvis hun har en mand, vil denne aften få hende til at glemme alt om ham.
   Vi fortsætter ind i lejligheden og kommer ind til en stor stue. Hun sætter sig i den store, mørkegrå chaiselong sofa og krydser sine bløde, brune ben. Jeg sætter mig ved siden af hende og stiller vinen på bordet.
   "Vi fik vist ikke udvekslet navne," siger hun.
   "Jeg hedder Casper"
   "Jeg hedder Nikita"
   Der opstår lidt akavet stilhed. Hun rejser sig. Forsvinder ud af rummet og kommer kort efter tilbage med to vinglas. Jeg hælder op til os. Hun tager en tår.
   "Mhm, den er god" siger hun.
   Jeg er ikke god til at tale med kvinder, men jeg har fået af vide, at jeg er en god kysser. Fuck det, tænker jeg og læner mig mod hende. Vores blikke mødes. Nu sker det. Hendes læber skilles ad, og vores læber rammer hinanden. Aldrig har jeg kysset så bløde læber, som hendes. Hold da kæft. Vi kysser længe. Jeg læner mig imod hende i et forsøg på at få hende til at ligge sig ned. Hun giver efter og ligger sig forsigtigt på ryggen. Jeg ligger mig ovenpå hende og vores tunger mødes. Jeg kysser hende på halsen, på kravebenet, på hendes skuldre. Hun trækker sin kjole op. Hendes trusser er bordeaux røde.
   "Kom med" siger hun og skubber mig væk.
   Hun tager min hånd og rejser sig, og sammen går vi ind på hendes soveværelse.
   En lille time senere ligger vi i hver sin side af sengen. Hun begynder at grine.
   "Du er fantastisk" siger hun.
   "I lige måde"
   Jeg kysser hende.
   "Jeg skal hjem nu" siger jeg og rejser mig fra sengen.
   Hun kigger forvirret på mig.
   "Kommer du igen?" siger hun.
   "Ja, det gør jeg"
   "Okay"
   Hun trækker dynen op over sine bryster. Jeg har fået mit tøj på.
   "Vi ses" siger jeg og blinker til hende. Hun smiler, og jeg går.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 25/11-2019 22:32 af Camilla Schrøder (Camillafreja) og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 3304 ord og lix-tallet er 21.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.