Når kæderne brydes

Under overfladen


4 måneder, 9 dage siden 0 kommentarer 2 kapitler Uafsluttet Romaner personlig udvikling tilgivelse socialarv

0Når kæderne brydes - Under overfladen
Hun vågner fortumlet op med en dundrende hovedpine og helt smadre... [...]
Romaner · personlig udvikling, tilgivelse, socialarv
4 måneder, 9 dage siden
4Når kæderne brydes - Kapitel 1 Harmonien
Naja vågner op og strækker dovent sin krop. Hmm hun har sovet fan... [...]
Romaner · livsanskuelse, mønsterbrud, personlig udvikling
7 måneder, 10 dage siden
4De fortabtes liga
Den sidste bold er i spil. · Det er nu eller aldrig, hvis der skal ... [...]
Digte
7 måneder, 10 dage siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Pia Kaalund (f. 1971)
Hun vågner fortumlet op med en dundrende hovedpine og helt smadret i kroppen.
   Hvad fanden foregår der lige?
   Følelsen af ikke at kunne få luft og at være ved at drukne er lammende. Hun sætter sig op og ser sig forvildet omkring uden at ane hvor hun er og hivende efter vejret.
   Langsomt går det op for hende at hun er hjemme hos sig selv i sin egen seng. Hendes vejrtrækning begynder at blive mere rolig, og hun kan tænke mere klart. Hun har haft den vildeste drøm. Minder fra barndommen væltede ind over hende i nattens løb. Brudstykker af situationer fra en svunden tid. Det er sindssygt at barndommens rædsler stadigt kan tage pippet fra hende efter så mange år.
   Gad vide om Michael er stået op?
   Nåh nej, hun kommer i tanke om at han er i USA for at besøge sine drenge, men han kommer heldigvis hjem i dag.
   Hun bliver siddende i sengen med en pude i ryggen, og lader nattens drømme genspille sig for hendes indre blik.
   Måske skal jeg skrive dem ned, så jeg kan se nærmere på dem bagefter?
   Hun griber sin notesbog fra natbordet og begynder at skrive - bare sådan ud af hovedet uden kritisk blik eller nærmere analyse:
   
* * *
"Slip mig! Det gør ondt. Hvad har jeg gjort? Av av av... Så slip mig dog. Flyt dig. Hvad er det jeg har gjort?"
   Hun ligger på ryggen med sin mor siddende overskrævs på hendes mave med et fast greb i hendes hår. Moren banker hendes hoved ned i gulvet igen og igen. Det sortner for øjnene, og hun er lige ved at besvime. Endeligt stopper det. Moren rejser sig og går ud af værelset. Hun bliver liggende. Hun har grædt og råbt så meget at hun er helt hæs. Tårerne triller ned ad kinderne, og hun hikster af gråd.
   Værelset har heldigvis tæppe på gulvet som tager noget af for dunkene, men det gør allerhelvedes ondt alligevel. Hun aner ikke hvad der fik moren til at tænde sådan af igen. Det sker tit. Bliver hun ikke rykket i håret, slået med bøjler eller stokke, nappet og slået i røven eller ansigtet med blå mærker og flækkede læber til følge, så bliver hun kaldt alverdens ukvemsord som fx møgunge eller luder. Hun gider ikke mere. Hun vil bare væk.
   Tit så drømmer hun om at hun er adopteret, og at hendes rigtige forældre kommer og henter hende væk fra dette helvede. Hun rejser sig og smækker døren i. Moren havde ikke lukket den efter sig. Hun kravler op i sin seng og putter sig ned under dynen. Hvorfor er det altid hende det går ud over? Hvorfor slår de aldrig Mona? Hun er bare deres kæledække. Gad vide om naboerne overhovedet hører noget i dette åndsvage parcelhuskvarter, eller har de bare nok i sig selv bag deres fucking ligusterhække? Hun er også pisse ligeglad.
   Hun trækker vejret mere roligt nu, men hovedet værker helt vildt. Hun gad nok vide om det når at forsvinde inden i aften hvor hun skal være sammen med vennerne. Godt hun har dem, så kan hun da slippe væk hjemmefra - fra dette lortehul. Hendes forældre synes sikkert også det er fedt at slippe for hende. Måske er det derfor de aldrig siger noget til at hun aldrig er hjemme om aftenen.

   
* * *
Der sker et skift i drømmen, og hun kan ikke helt huske om det er den samme drøm eller en ny, men det er sådan set også fuldstændig ligegyldigt. Det skal bare ud af hendes system. Hun rifler videre:
   "Skrid ud af mit værelse! Du kan bare skride ad helvede til. Du er ikke min far."
   De har været oppe at skændes igen, og som sædvanligt så sender moren hendes far for at mildne gemytterne.
   "Hvis det ikke snart bliver anderledes, så må vi have fat i kommunen."
   Hendes mor har truet med at sende hende på børnehjem mange gange.
   "Det kan I sgu da bare gøre. Jeg gider alligevel ikke være her mere."
   Dagen efter skal de på kommunen. Hun sidder helt stille og siger ingenting. Hun gider ikke. De kan gøre som de vil. Hun er fucking ligeglad. Hendes mor er bare en kælling! Kan hun da for fanden ikke bare falde død om. Det ville gøre det hele meget lettere.
   De kører hjem. Moren har åbenbart fortrudt, men hvad pokker betyder det. Hun er åbenbart alligevel bare i vejen, uønsket og uelsket. Bare hun dog snart kunne blive gammel nok til at flytte hjemmefra.

   
* * *
I hendes tanker begynder hun at se efter mønstre i sin drøm og forsøger at analysere det skete. Det er ikke nu hun skal gøre det. Hun skal bare skrive videre uden alt den tankevirksomhed. Den må vente til senere.
   "Du skal gå op at handle."
   "Det kan jeg ikke nå. Jeg skal i bad inden jeg skal i byen."
   "Det er muligt, men du skal gå op at handle først."
   "Jeg har hele tiden sagt at jeg skal være der klokken atten, og du lovede at jeg kunne tage af sted."
   Slam! Hun får en syngende lussing. Som en ren refleks - uden at tænke, så giver hun sin mor en ligeså syngende lussing tilbage. Moren vender sig om på hælene og tramper ind i stuen. Hun skynder sig i bad og får tøj på. Griber en taske og kyler noget tøj i den. På et øjeblik er hun ude af døren på vej til sin kæreste. Så får hun da fred så længe.
   Han bor alene på et værelse i nabobyen, og der kan de være i fred for voksne. Hun har haft mange kærester og knaldet til højre og venstre (hvis hendes mor kalder hende en luder, så skal hun få én), men ham her er anderledes. Måske fordi han bor for sig selv. Hans mor er død og hans far bor langt væk. I starten da de lige var blevet kærester, boede han hos sin mormor og dennes kæreste, men han kunne komme og gå som han ville. Det måtte være vildt fedt at kunne det. Hun føler en kvælende, trykkende fornemmelse i kroppen - en længsel efter at være sig selv uden voksne som vil bestemme. Hun har det som om hun er ved at drukne.
   Jeg skal bare væk, og det skal være nu!
   
* * *
Solen bager ned fra en skyfri himmel, og hun løber hen over den uklippede plæne med tårer, snot og blod løbende ned over hendes ansigt. Igen havde hun fået en på kassen.
   Efterhånden er hun så vant til det at hun er ligeglad, men i dag ramte lussingen med bagsiden af hånden så uheldigt at hun fik næseblod og flækkede læben. Hendes far kommer løbende efter hende for at se hvor slemt det er, men hun vil ikke stoppe.
   "Skrid far! Lad mig være i fred"
   "Jeg vil bare se hvor slemt det er, og om du skal have syet læben."
   "Jeg skal ingenting. Lad mig nu bare være."
   Hun er opgivende i stemmen. Afmagten ruller ind over hende. Hun har faktisk efterhånden opgivet at stritte imod deres behandling af hende. De er i sommerhus hvilket faktisk ofte er ret hyggeligt, men denne gang er de blevet uenige om et eller andet. Hun har glemt hvad. Det er sgu også skide lige meget.
   
* * *
Hun lægger kuglepennen fra sig og læser det igennem som hun har skrevet. Det er ikke så underligt at hun har hovedpine og ondt i kroppen. Hun kan tydeligt genkalde sig barndommens psykologiske smerte efter ydmygelserne, truslerne og volden. Hun kan stadigt mærke følelsen af håbløshed og afmagt over ikke at kunne gøre noget. Den lammende fornemmelse af kvælning og snerrende bånd sidder stadigt gemt i kroppens fjernlager. Tårerne triller stille ned af hendes kinder. Det havde været en meget livagtig, grusom drøm uden hoved og hale. Alle minderne var bare kommet væltende i en stor pærevælling uden kronologi.
   Hun skubber dynen til side og gå ned i køkkenet for at lave sig en kop kaffe. Hundene kommer løbende da de hører hendes trin på trappen. De ved at de ikke må komme ovenpå, men de kommer altid springende når hun eller Michael kommer ned. De tror sikkert at de skal ud på deres morgentur ved stranden. Men det skal de ikke nu. Hun vil lige en tur i spaen først.
   
* * *
I mange år var det eneste hun kunne huske slagene, ydmygelserne, beskyldningerne og skænderierne. Når moren satte sig overskrævs på hende, tog fat i hendes hår og dunkede hendes hoved ned i gulvet. Eller når hun fik slag med en stok eller en bøjle, blev nappet, råbt ad, fik lussinger eller blev truet med: "Bare vent til far kommer hjem!" Disse oplevelser kom til at fylde hele hendes barndom og ungdom. Hun havde sikkert heller ikke været et let barn. Det kan hun godt se i dag, men hun ved også at det ikke var hendes skyld, og at det ikke undskylder hendes mors behandling af hende selvom hun nok ikke vidste bedre, eller at hun aldrig havde lært at handle anderledes af hendes forældre.
   Hun har tilgivet sin mor for mange år siden. Det var hun nødt til hvis hun selv ville videre i sit liv uden alle ligene i lasten. Det var en lang og svær proces som startede en dag hvor hun kom til at tænke på hvordan hun ville reagere hvis hendes mor døde. Det der chokerede hende, var at hun ikke ville blive specielt ked af det - at hun faktisk ville blive mere ked af det hvis hendes far døde.
   Og han var ikke engang hendes biologiske far.
   Det fik hende til at arbejde på at kunne tilgive sin mor.
   
* * *
Hun ser ikke sin barndom som specielt god eller specielt dårlig. Mange har sikkert haft en værre barndom end hende, men dengang og i dag føler hun sig ikke rigtigt hjemme i sin familie. På mange måder har hun haft en tryg barndom. Forældrene var altid hjemme og drak ikke. De kunne selvfølgelig godt drikke alkohol engang imellem når de var sammen med deres venner eller til fest, men ellers ikke. Hun kan faktisk ikke huske at hun har set sin mor beruset som barn eller ung.
   De boede i et parcelhuskvarter i en lille landsby hvor hendes mor også var vokset op, og hvor alle kendte alle. Så det var sikkert at bevæge sig ude efter mørkets frembrud.
   Hendes mormor og morfar boede også i byen, så hun vidste at hun altid kunne gå derop hvis hendes forældre ikke lige var hjemme.
   Men på andre måder - under overfalden - var hendes barndom og opvækst ikke tryg.
   Hun vidste aldrig hvilket humør moren var i når hun kom hjem fra skole, eller hvornår hun blev slået eller hvilke trusler der ville komme. Når hun ser tilbage på sit liv den gang så var det godt at hun havde andre voksne i sit liv - voksne som ville hende, og som hun kunne føle sig tryg ved.
   Særligt hendes mormor tog sig godt af hende, og der var en særlig plads i mormors hjerte til hende selvom hun havde mange børnebørn. Det vidste hun. Måske fordi hun boede der det første år af sit liv, og fordi hun var kommet der flere gange om ugen gennem hele sin barndom. Hun og mormor havde haft en helt særlig connection. Selv i dag kan hun af og til føle mormorens tilstedeværelse selvom hun døde for mange år siden.
   
* * *
Vandet i spaen er ved at blive koldt. Det er nok også ved at være tid til at få lidt mad og gå morgentur med hundene. Det varme vand og boblerne har fjernet ømheden i kroppen. Hun har helt sikkert kartet noget rundt i løbet af natten siden kroppen var så øm. Med tanke på det var det godt at Michael ikke var hjemme for så havde hun nok bare vækket ham med hendes urolige søvn.
   Mens hun klæder sig på kommer hun i tanker om en drøm som hun altid havde da hun var barn. Det var et mareridt som ofte vækkede hende, eller som gjorde at hun faldt ud af sengen om natten. Det var altid den samme drøm. Hun blev forfulgt af ulve, og når hun forsøgte at løbe væk fra dem, foregik det altid i slowmotion. Hun kan se det for sig hvordan hendes bevægelser var helt vildt langsomme, så langsomme at hun kunne se hver og en lille bitte bevægelse, fx hvordan foden rullede fra hælen fremover tæerne før den slap jorden. Underligt nok nåede hun altid ind i et hus hvor hun skyndte sig at låse alle døre og vinduer. Men ulvene kunne af en eller anden grund altid komme ind alligevel så hun måtte kravle op på et højt skab hvor de ikke kunne nå hende. Hvis en af hendes fødder stak ud over kanten på skabet, kunne hun mærke dem bide i tæerne. Hun gyser ved tanken.
   Det er i øvrigt længe siden at hun har kunnet huske sine drømme om morgenen. Godt det samme hvis det er den type drømme hun har. I hurtige vendinger noter hun det gamle mareridt ned i notesbogen sammen med nattens drømme. Hun vil læse dem igennem igen når hun kommer hjem fra gåturen. Ikke fordi hun har forstand på drømmetydning, men ofte kan hun alligevel se hvis der tegner sig et billede. Det kan hun se efterfølgende meditere på, og sommetider får hun nogle indsigter som hun kan bruge til at heale arrene.
   
* * *
To timers rask gåtur langs vandet med et par kåde hunde plejer at give god energi til dagens arbejde, men i dag er hun ualmindeligt træt da hun kommer hjem. Derfor vælger hun mod sædvane at sætte sig i hendes yndlingsstole i hendes arbejdsværelse og ser ud over det frådende hav med en kop kaffe. Det blæser kraftigt i dag så bølgerne er høje og med hvidt skum på toppen. Vandet er næsten sort. Notesbogen ligger ved siden af hende på et lille rundt turkisfarvet bord af glas. Når hun lige har siddet lidt, vil hun gennemlæse noterne fra i morges. Hundene ligger ved hendes fødder. De er også trætte efter den lange gåtur. Kaffen dufter kraftigt og er dejlig varm. Hun sipper til den for ikke at brænde tungen. Den varme, brune væske gør godt, og hun får varmen i hele kroppen. Hun tænker på volden hun har oplevet gennem sit liv, og en enorm tristhed fylder hende. Det er ikke så meget selve oplevelser som gør det, men det at hun føler at hun er gået glip af tætte livslange relationer fordi hun ikke har turdet knytte bånd til andre. Volden har gjort hende hård og indelukket. Hun har ikke ladet nogen komme tæt nok på til at lære hende rigtigt at kende. Desværre har det også betydet at hun har haft en adfærd som minder om hendes mors overfor sine egne børn. Ikke så voldsomt og så ofte som hendes mor, men det har luret under overfladen.
   Det er den største fortrydelse i hendes liv selvom hun udmærket godt ved at hun ikke kunne andet før hun fik det lært.
   Heldigvis har hun talt med sine børn om det da de blev voksne. Og hun har fået sagt undskyld for de gange hvor hun har handlet i affekt og givet dem en røvfuld, men det smerter hende alligevel stadigt at hun overhovedet har kunnet finde på det.
   Det er så utilgiveligt!
   Og pludseligt slår det hende som lyn fra en klar himmel. Hun har aldrig tilgivet sig selv for den adfærd, så hvordan kan hun nogensinde komme videre eller forvente at børnene tilgiver hende?
   Tårerne løber ned ad kinderne på hende. Det er en kæmpe åbenbaring for hende. Mærkeligt at hun ikke har fået øje på det før nu med tanke på alle de år hvor hun har arbejdet med personlig udvikling.
   Hun rejser sig, går ud på badeværelset og stiller sig foran spejlet. Ser sig selv dybt i øjnene og siger: "Naja, jeg tilgiver dig for at du har slået dine børn. Du kunne ikke gøre andet for det havde du aldrig lært. Jeg tilgiver dig."
   Hun kan mærke er det er ret svært for hende at sige, og ved dermed at det er fordi hun ikke helt er klar til at tilgive sig selv. Det er vildt som nattens drømme har sat gang i tanker og selvransagelse.
   Hun går tilbage og sætter sig igen i lænestolen, lukker øjnene og giver sig til at meditere på den nye indsigt og tilgivelsesprocessen i forhold til sig selv i håbet om og troen på at det bliver lettere at sige i morgen. Der er en underlig følelse og uro under overfladen. Det er som om der er sket noget andet i hendes liv som vil frem i lyset. Hun får kuldegysninger og den kvælende fornemmelse dukker op igen. Gad vide hvad der er sket som hun har fortrængt?
   
* * *
Hun står og venter med længsel i lufthavnen. Nu kommer han forhåbentligt snart ud af det fly. Hun savner ham og glæder sig helt vildt til at få et kram og mærke hans krop tæt på sin. Hans fly var forsinket med næsten en time, men nu er det landet. Hun brugte den ekstra ventetid på at få skrevet med sine kontakter og drikke en kop kaffe. Hun har kontakter rundt om i hele verden - både mennesker som hun har arbejdet sammen med i mange år, men også grupper som har de samme interesser som hun. Hun nyder at dele viden og indsigter med dem alle. De beriger hinandens liv på den måde. Hun står og tripper lidt. Hun kan mærke utålmodigheden i sit indre. Åh kunne de da ikke tage at skynde sig lidt. Nattens drømme sidder stadigt i hende, og hun trænger til at mærke hans nærhed og trygge favn. Hun ved at det er et mønster hun har - det med trygheden. Måske er det på baggrund af den utryghed som hun oplevede og mærkede i sin barndom som drømmene så tydeligt genskabte. Selvom hun har arbejdet med at finde trygheden i sig selv gennem mange år, så har hun stadigt brug for også at mærke den fra ham.
   Pludseligt kan hun se hans slanke skikkelse nærme sig. Hvor ser han dog fantastisk godt ud. Hendes hjerte slår et slag over af glæde og forventning. Hun går ham i møde og slår armene om hans hals, giver ham et varmt kys og et kram: "Jeg har savnet dig. Hvor er det dejligt at du er hjemme igen."
   "Jeg har også savnet dig."
   "Har du haft en god tur?"
   "Ja, den har været skøn. Dejligt at se Lars og Emma igen."
   Michael har tre drenge (Christian, Lars og Poul). Hun har to drenge (Torben og Søren) og to piger (Trine og Mette), og sammen har de en dreng (Finn) og en pige (Fiona). Det har ikke altid været let med sammenbragte børn, og det har været kilden til mange diskussioner og frustration, men heldigvis går det bedre nu. Udover Lars så bor Trine også i udlandet. Resten af børneflokken bor i Danmark. Finn og Fiona bor i samme by som dem selv.
   
* * *
Da de ligger i sengen om aftenen, har hun en underlig følelse og uro i kroppen selvom det er pragtfuldt og trygt at ligge i arm, så er den sådan ligesom under overfladen. Det er som om der er sket noget andet i hendes liv som vil frem i lyset. Hun får kuldegysninger og den kvælende fornemmelse dukker op igen. Gad vide hvad der er sket som hun har fortrængt?

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 29/03-2020 16:46 af Pia Kaalund og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 3265 ord og lix-tallet er 27.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.