De talende vægge - første bog

Kapitel 1 Hvordan er man egentlig voksen?


2 måneder, 25 dage siden 1 kommentar 4 kapitler Uafsluttet Romaner ungdom forelskelse nogetnyt

2De talende vægge - første bog - Kapitel 2: ...
Mattæus fortæller · Jeg vågnede ved at solen stak mig lige i øjnene... [...]
Romaner · mod, livet, begyndelse
2 måneder, 13 dage siden
1De talende vægge - første bog - Kapitel 1 H...
Bjørk fortæller · Mine forældre havde været væk i nogle dage nu, og... [...]
Romaner · ungdom, forelskelse, nogetnyt
2 måneder, 25 dage siden
3De talende vægge - første bog - Prolog
Vi var i en lejlighedspark, et par kilometer væk fra Københavns c... [...]
Romaner · begyndelser, familieliv, nytliv
3 måneder, 1 dag siden
2De talende vægge - første bog - Forord
Baseret på nogen lunde virkelige hændelser, kan jeg lige så godt ... [...]
Romaner · kærlighed, ungdommen, psykisksygdom
3 måneder, 1 dag siden
4Dit alkoholforbrug er din kvalitet
Vi sad sammen igen, efter flere uger, hvor alting havde været som... [...]
Noveller · erkendelse, brudt forhold, kærlighedspladder
2 år siden
1Og de kaldte hende for Artemis
Igen så jeg hende. Hun havde sat håret op i fire stramme fletning... [...]
Noveller · mystik, samfund, mennesketyper
2 år siden
1Klokken 3 ringer det på døren
Jeg lagde mig i sengen, under de kolde dyner, omkring midnat, træ... [...]
Noveller
2 år siden

Puls: 33,3

Publiceret: 4
Afgivet: 36
Modtaget: 8
Chrysanthe Appollina (f. 1996)
Bjørk fortæller
   Mine forældre havde været væk i nogle dage nu, og jeg ville snart få en mail om hvilke bøger jeg præcist skulle have udover basisbøgerne. Det var en underlig følelse. Jeg havde forventet det var som at starte på gymnasiet igen, bortset fra at vi ville være en 200 mennesker til hver forelæsning. Men det var nærmere som om at min mave var helt tom, men det kildede indeni den. Ligesom når nogle kildede en under fødderne. Så stressende.
   Jeg havde selv købte de sekundære bøger til studiet. Almen kulturhistorie, verdens arkæologisk terminologi ordbog, og jeg kunne nævne så meget mere.
   Måske jeg skulle handle ind til selv at lave noget frokost. Noget rugbrød. Det ville være lidt rart med endnu en dagvagt på cafeen, hvor du kunne spørge kokken om en mad, og han ville lave lige det man ønskede sig. Tit det man ikke bad om, og han gjorde det alligevel, også selvom det var lidt dyrt. Tanken der tæller, som man siger.
   Min mobil gav lyd fra sig. Det var min mor.

Mor: Godmorgen min skat. Går det godt? Jeg har fået tidligt fri. Vi havde en patient som døde, så jeg mødte tidligere på arbejdet. Har du brug for noget hjælp til noget?
   Mig: Godmorgen mor. Nej, det er helt fint. Jeg skal ned og handle senere tænker jeg, og købe lidt ind. Måske udforske København lidt, og se hvor lang tid det tager at cykle over på universitet.
   Mor: Det lyder som en hel dagsorden. København er jo stor, husk cykelhjelmen.


Måske jeg skulle købe en cykelhjelm. Er det ikke i her i København, man kan få en bøde, for ikke at køre med en?
   Godt jeg tog bussen.
   Solen skinnede og nogle af dens stråler varmede min kind op. Jeg lukkede helt øjnene, og kunne allerede mærke hvordan en følelse af savn til Ribe fandt sig vej til min mave. Jeg kunne se åen for mig, og hvordan jeg sad og dyppede mine tæer deri, imens jeg kastede kerner ud til ænderne og svanerne.
   Jeg havde fået øje på en andemor med alle sine ællinger, og kunne se at der var en enkelt som sad på hendes ryg, måske den ikke kunne svømme helt endnu. Den milde sommerbrise, som stadig bar noget af duften af vadehavet med sig, bilerne der kørte forbi, hvor man kunne høre motoren, og lyden af folk som ordnede have og hørte radio var i baggrunden.

Der lød et ding og jeg kiggede op, jeg var kommet et stop for langt, men det var et stop til en Lidl, og Lidl det er billigere end Spar!
   Så måske det ikke gør noget turen er lidt længere, uanset hvad koster det trods alt 11 kr. at køre frem og tilbage, så hellere tage det ekstra stop. Jeg skyndte mig ud. Godt jeg havde en rygsæk og nogle stofposer med.
   Folk ville ikke overfalde en her, vel?
   Man har for mange fordomme som jyde, der er i København. Men jeg var alligevel 15 km væk fra centrum. Jeg måtte erkende det var rart nok. Her larmede ikke. Det var stadig lidt storby, men det var rart.
   Nogle få butikker, lidt ligesom derhjemme i Ribe. Nogle cafeer, og en bogbutik. Helt frygteligt var her jo ikke så.

Jeg fandt min huskeseddel frem og fortrød endnu engang jeg ikke havde skrevet med ordentlig håndskrift, og havde i stedet brugt min skrækkelige gammeldame håndskrift.
   Hvorfor skrev jeg så mange ting ned? Har jeg nok plads til at kunne have det hele med hjem også?
   Jeg trådte ind i Lidl og blev af en kølig brise. Hurtigt tog jeg en kurv, og kiggede mig omkring. Måske jeg skulle tage noget brød med hjem fra deres bager af? Nej, det er ikke nødvendigt. Spis ligesom du spiser i Ribe. Det kan du sagtens. Huskede jeg at skrive æg på min seddel? Ja, ja, det er det. Hvorfor blev jeg så nervøs? Jeg havde jo handlet før. Det er jo en ny by. NEJ. Stop dig selv. Det er ligesom at handle derhjemme. Hvad ville du gøre derhjemme? Men ja, det er en ny by. Men bare fordi det er nyt, så betyder det ikke at det er nu man skal ændre ens livsstil helt.
   Mor ville have lavet en liste fyldt med en masse ting, som egentlig ikke er helt nødvendige. Så jeg ville strege tingene ud. Hun ville grine af mig, og sige jeg havde ret.
   Er der noget på listen som er unødvendig? Håndskriften er rimelig ekstra. Det skal stoppes. Jeg fyldte hurtigt kurven op, men hver gang jeg kiggede ud ad butikkens vinduer, havde jeg lyst til at stoppe og ville helst udforske. Men det måtte vente. Det nødvendige først og så udforsk. Hvis jeg ikke helt tog fejl, var der en sø ikke langt fra hvor jeg bor. Jeg kunne jo tage cyklen derud og tage en bog med og sidde der og nyde stilheden. Eller måske ville folk være der med hele familien og svømme.
   Klokken var kun halv elleve. Virkelig? Jeg må virkelig snart komme i gang med noget andet at læse hele tiden.
   På vejen hjem kunne jeg se hvordan der var en helt almindelig trafik. Det havde jeg ikke tænkt på, at der kunne være. Konstant tænkte jeg på hvor stor en forskel der egentlig var på Ribe og København. Men i sidste, så boede jeg ikke helt i København. Jeg boede jo i Herstedøster, og det var jeg lykkelig over. Tænk sig hvis jeg boede inde midt i det hele? Måske ville det være okay hyggeligt. Men jeg ville ikke have græsset og roen. Var jeg ynkelig for at værdsætte det så meget? Nej, selvfølgelig ikke. Ikke alle mennesker er skabt til at være storbys mennesker.
   Jeg skal stoppe med at være alene med mine tanker.
   Måske jeg burde lave en kalender til mig selv så jeg ville have styr på, hvad der skulle spises de næste par dage. Mor havde fyldt min fryser op med en masse kød. Godt at far går på jagt. Forhåbentligt kunne jeg få en køletaske med hjem i juleferien. Det så ikke ud til at der ville være en ferie i oktober som jeg havde håbet på. Men så betød det bare at jeg måtte blive her. Det måtte jeg også kunne gøre uden problemer.
   Jeg satte tingene ind i køleskabet og tog en lille bøf ud. Jeg havde nogle rodfrugter. Så hvis jeg nu lavede snittede grillet rodfrugt-fritter med bøf og noget bearnaise ville det være fint. Jeg havde stadig tid til at lave mad fra bunden, så kunne jeg ligeså godt gøre jo. Det skulle nydes. Måske jeg først havde tid igen til næste sommer. Jeg havde åbnet mit vindue halvt op, så noget af den varme luft kunne komme ud. Det kunne være godt med noget regn snart. Det ville være lækkert.
   Vasketøj skulle jo også ordnes. Men det ville nok være smartest at vente en to uger endnu. Jeg var jo kun mig, så det ville være spild at gøre det nu. Måske jeg skulle lave en seddel. Jeg elsker trods alt at lave sedler. Sedler med "to-do" ting på. Det er så hyggeligt at krydse dem af.
   "Pas lige på!" Jeg kiggede ud mod min gang. Nogen eller nogle flyttede ind.
   "Vi ska herind." Det var en dybere stemme. Jeg skyndte mig at rejse mig op. Jeg havde helt glemt at lukke min dør! Hurtigt gik jeg ud, og lige i det jeg gjorde, var det lige før jeg kolliderede med en ung mand. Dørene gik nemlig ud af lejligheden og ikke ind. Hvorfor dørene gjorde det, havde jeg ingen ide om, men i Jylland var det den anden vej, den logiske vej.
   "Åh, undskyld!" Udbrød jeg hurtigt. Da jeg kiggede helt op, kunne jeg se at det var lige før jeg skulle stå på tæer. Jeg er helt sikker på at hele mit ansigt blev helt rødt.
   "Det er mig der siger undskyld." De her karamelbrune øjne der så lige ind i mine, med en skarp kæbe og sådan en dyb rolig stemme. Jeg tror jeg savlede lidt.
   "Vi fylder det hele herude. Jeg er din nye nabo. Mit navn er Matthæus." Bibelsk ligefrem. Han kiggede lidt længe på mig.
   "Hov... ja, mit navn? Jeg hedder Bjørk" Sagde jeg og stak hånden frem.
   "Øhm... du har en stor kasse med... noget i. " Sagde jeg og kunne mærke sommerfugle i min mave.
   "Hej Bjørk. Godt at møde dig. Jeg er din nye nabo, sagt igen." Grinte han.
   Jeg lukkede min dør i, men måtte kigge ud af kighullet for at se om jeg kunne få øje på ham igen. Han var virkelig høj, havde brede skuldre, og var tydeligvist ikke typen der sad ned hele dagen. Han var i god form. Åh, så god form. Som om Thor og Captain America havde en søn. Jeg tror jeg blev lidt tiltrukket af ham. Men med den stemme kunne det ske i mørket på en natklub næsten. Hvis jeg gik udenfor om natten i København. Jeg turde ikke helt hvis jeg skulle være ærlig.
   "Vi mangler lige de sidste ting. Skal du have hjælp til at samle møblerne?" Spurgte en ældre herre. Nok hans far. Han så i hvert fald ud til at være lige akkurat gammel nok til det.
   "Jo tak. Skal jeg bestille aftensmad til os?" Spurgte Matthæus så.
   "Det lyder godt." Grinte hans far og klappede ham på skulderen. Eller jeg antager det er hans far. Tilbage til dit eget liv, Bjørk.
   Hurtigt slog jeg det ud af hovedet, og fandt en bog frem og satte mig udenfor for at læse. Det eneste jeg ikke havde taget højde for, det var at min nye nabo havde åbnet sin dør til altanen og jeg kunne høre dakke-dak. Nå. Den slags person. Det var som om at hans fysiske pludselig var det eneste som var tiltrækkende ved ham nu.
   Jeg fandt mine høretelefoner frem og satte noget musik på, og åbnede min bog. Introduktion til den ornitologiske verden af Järis Svalbärd. Svenskere kunne nu noget med at skrive naturvidenskabelige bøger der fangede mig. Hvorfor er stadig et mysterium. Min far ville kalde sjællændere og svenskere for det samme. Kriminelle. Dengang jeg fik bogen til min fødselsdag, kunne jeg egentlig godt huske han havde været lidt utilfreds med min gave, og havde købt en selv til mig. Det var så en ny kikkert til netop at kigge efter fugle, men han ville ikke at jeg skulle have den bog. Han var en sjov form for mand. Folk fra Sjælland? Fy for fanden. Modtage flygtninge som flygter fra krig? Fuck ja. De skal have plads. Men folk fra København? Nej.
   Jeg kiggede udover Herstedøster og smilte. Det var rart byen var langt væk, men overalt kunne jeg enten se grillaftener, hyggestunder i stuerne eller hvordan de ældre ville sidde udenfor og nyde solen. Hvilket heldigt område jeg var kommet til. Som Ribe bare uden de gamle huse, vandværket og gågaden, med lyden af vandbrus, og glas der klingede og folk skålede. Når snapsen lige kunne duftes eller når kirkeklokkerne sang i takt med fuglene. Det var hjemme, men det her skulle også blive hjemme. Det ville bare tage noget tid, og med tid kommer råd. Men med samme omfang af hygge og ro over sig. Måske det her med at være voksen ikke var så slemt igen. Jeg skulle bare holde mig selv i gang og det ville jeg også kunne. Fortsæt med at lave noget lækkert mad, Bjørk, det er vejen frem.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 09/09-2020 13:29 af Chrysanthe Appollina (LittleJensen) og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 1926 ord og lix-tallet er 22.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.