Og de kaldte hende for Artemis


1 måned, 11 dage siden 1 kommentar Noveller mystik samfund mennesketyper

0Rising of a Prophecy - Kapitel 2
Coldron fortæller. · Janelle var stukket af fra undervisningen hos ... [...]
Fantasy
5 dage siden
1Rising of a Prophecy - Kapitel 1.
Coldron fortæller. · Mennesket har altid været god til at glemme bå... [...]
Fantasy
13 dage siden
2Rising of a Prophecy - Prolog.
Coldron fortæller. · En dag sad dronning Terria af Kandrika sammen ... [...]
Fantasy
17 dage siden
3Dit alkoholforbrug er din kvalitet
Vi sad sammen igen, efter flere uger, hvor alting havde været som... [...]
Noveller · erkendelse, brudt forhold, kærlighedspladder
28 dage siden
1Og de kaldte hende for Artemis
Igen så jeg hende. Hun havde sat håret op i fire stramme fletning... [...]
Noveller · mystik, samfund, mennesketyper
1 måned, 11 dage siden
1Klokken 3 ringer det på døren
Jeg lagde mig i sengen, under de kolde dyner, omkring midnat, træ... [...]
Noveller
1 måned, 14 dage siden

Puls: 60,6

Publiceret: 6
Afgivet: 27
Modtaget: 7
Chrysanthe Appollina (f. 1996)
Igen så jeg hende. Hun havde sat håret op i fire stramme fletninger som blev samlet af en stærk lædersnor. Hendes støvler var bundet, snavsede, og hendes kinder lige så. Hun havde et bestemt blik i øjet, hendes hænder var dækket af bandager. Den ene havde noget tørt blod på sig fra hendes knoer.
   Det ene lår holdt et lille hylster med en dolk i. Mange af mændene kiggede mistroisk på hende. Hun brugte ikke gevær, og hun snakkede ikke med nogle. Et par meter bagved kom en stor ulvelignende hund. Sort som natten. Den sagde ikke en lyd, men da dens poter ramte de rådneblade og grene, gav det et ekko i mine ører. Hunden lagde sig foran hendes fødder da hun gik hen til brønden for at fiske noget regnvand op. Hun gav den store hund en slurk. De helt unge drenge lurede længe på hende. Hendes stærke slanke ben, og trøjen som sad godt tæt, så intet var skjult. Men de turde ikke længere op end ti hendes brystkasse, for så man hende i øjnene, blev man bange. Det gjorde de fleste mænd. Hun kørte sin dårlige hånd over kinden med snavs og kiggede omkring sig. Den blev en smule rød.
   Så lød et kald, og alle blev stille. Man vendte sig mod lederen af jagten. Vi samlede os alle med vores hunde for vores fødder. Nogle af dem var urolige og ville ikke sidde ned. Et par mænd klaskede hundene i baghovedet. Men den store sorte hund, som tilhørte pigen havde lagt sig igen for hendes fødder og kiggede op på hende. Hun havde taget en lidt løs jakke på, men den formede sig stadig efter hendes krop. Derefter samlede hun sin sidekogger op og hang den på sin ryg. Hun strammede læderremmen en smule. Hunden lå stadig stille og betragtede alle andre.
   Derefter tog sin bandagen af den ene hånd og tog en lille læderhandsker på, som manglede par fingre. Neglene var røde, en stærk rød, som med garanti havde lugtet hele dagen hun havde taget den på.
   De unge drenge kiggede på hende igen. Hendes krop var som en atlet fra det antikke rom. Hendes hud var blevet brun af sommerens hårde arbejde, og fik hende til at ligne en gudinde. Hendes bryst hævede langsomt op og ned, og hendes hund satte sig op og lænede sit kærligt op af hende. Hendes ene hånd lagde sig på hans hoved og den lukkede øjnene i ro. De nogle af mændene så det, og jeg tog ikke fejl, hvis jeg havde ret i, at de misundte hunden. Hvordan hendes negle rodet i pelsen og kradsede ham på brystkassen.
   Noget så giftigt som en standhaftig, selvstændig kvinde. Tit sagde de unge drenge ting om hende, når hun var væk. Men det gjorde de ældre mænd også. Dem som havde været gift længe med den samme kone. De sagde ikke altid rare ting.
   Jomfru, det ville hun være for evigt, hvis hun ikke snart stoppede med at tro hun kunne gøre som mænd. Ugift og en pebermø, ville hun blive til, hvis ikke hun snart stoppede. Men de snakkede også om hendes krop. Hvordan hun om sommeren ude på hendes fars land ville gå i sine små kjoler, og hvis der kom en vind fra fjorden, så kunne man se ind under og få et glimt af ungdom og frugtbarhed. Tit ville de gerne klappe hende en bagi. Hvis bare det ikke var for den forbandede hund, som altid gik lige ved siden af hende, og mindede ærlig talt om den stille død.
   Engang så jeg den sprinte efter et skamskudt dyr fra pigen, en af hendes første, og knækkede nakken så let som ingenting og kom hurtigt tilbage med dyret endda.
   Det var en varm efterårsdag husker jeg. Hun havde taget sin jakke af, og man kunne se hendes brysters kurven helt uden problemer i trøjen, og hvordan, at selvom det var varmt for årstiden, så frøs hun stadig en smule. Dengang var de ikke helt så store som nu, men de så stadig bløde og runde ud igennem trøjen. Det gav et sug i maven af tænke på det igen.
   De lignede alle sammen sultne gadehunde, som var klar til at flå i hende, så snart de fik muligheden. Men den hund var der altid, og ingen kunne røre den, for når den stod op på to ben, var den lige så høj som en voksen mand, og stærk som to, selvom den så tynd ud.
   Den er hentet fra Norges skove, sagde mændene. Fordi far ikke vil nogen kigger for længe på hans pige. Det gjorde ingen efter den jagt med det skamskudte dyr. Blodet dryppede fra munden og først da dyret blev smidt for hendes fødder, slikkede den sig godt om munden, og man så hvordan pels og kød sad imellem tænderne på den.
   Lederen sluttede sin tale og vi gik i små grupper. Hun gik med nogle af de unge drenge på hendes egen alder. Hunden var selvfølgelig med. Jeg gik alene. Hun var mystisk. Måske jeg havde hørt hende sige et ord eller to de år jeg havde deltaget i jagten. Jeg kunne ikke engang hendes navn, men det var der ikke mange der kunne i sidste ende, selvom området var småt og hendes far var populær. Man kendte kun et kælenavn, som hendes spirituelle bedstemor havde givet hende, og havde siden da godtaget det.
   Tågen fra mosen kom mod os og jeg husker hvordan de unge drenge ikke ville gå derind, på grund af gamle skrøner om hekse der var blevet slået ihjel derude. Men hun gik ind. Der gik et minut måske, hvor drengene var stille og så begyndte de at snakke, og blive urolige. Men hvorfra jeg stod, kunne jeg se og høre hende. De blev kuldret. Som dyr. At en pige turde gå ind i tågen, og en flok valgte at blive stående og betragtede hende, uden at gå med. De kaldte på hende, men hun svarede ikke.
   Hendes hund kiggede på drengene, og det var med et ondt blik. Den sagde intet, men den var klar til at flå deres brystkasser op, mens hun var modig nok til at træde ind. der var ved at komme en god afstand imellem dem. Så kaldte på hende, spurgte om stadig var okay. En af dem tog et skridt mod tågen, men gik tilbage.
   Hun trådte nænsomt, og selvom alle skridt var overvejede prøvede mosen at gå sig et sidste offer. Hunden gik ovenpå alle de ødelagte stykker træ. Pigen hoppede selv op på de kæmpemæssige træer og kiggede sig omkring. Der var en kronhjort eller et rådyr derinde et sted, og hun ville have sine pile lige imellem øjnene på dem.
   Der var intet og hun vendte tilbage til gruppen. Nogle små totter hår var faldt ned i hendes ansigt, og med sine røde negle kløede hun dem ned i hårbunden igen. De kiggede forunderligt på hende og hunden. De gik stille bag hende.
   Hendes blik var meget mere koncentreret end deres. Hun havde en evne til at jage, bedre end nogen anden jeg havde set længe. Men hun var trods alt mere i kontakt med det vilde, mere end vi var.
   Åh, hvor de unge og gamle mænd, ikke kan stoppe med at stirre på hende. For hun var en kvinde af karakter, som slog det ihjel hun selv stegte på panden, eller smed ud til hundene om aftenen af rester, og hvor frygtede hun ikke lugten af indmad, eller at slå det lille får ihjel. Hvor hun stod ud af mængden. For hun var mere end os, og ingen mand kunne lægge en hånd på hende, for de ville ende som lammet. Imellem tænderne på hendes hund.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 05/11-2018 15:56 af Chrysanthe Appollina (LittleJensen) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 1290 ord og lix-tallet er 24.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.