Pladsen er rund, omgivet af store gamle Kastanjer, der skygger og giver fugleliv. Her er så fredeligt, som en lille lund, et afbræk fra det der befinder sig på den anden side. Panseret er unødvendigt. Her er også andre, men vi forstyrrer sjældent, det er som om vi forstår meningen. Jeg sender et smil til gruppen af mænd der står og drikker, de har et par hunde, og poser med flasker. En mumlen stiger op fra deres intime kreds. En af hundene gør, et lille loddent gadekryds. Bussen gasser op ved stoppestedet, jeg kan ane de gule streger. Det minder mig om at jeg faktisk har travlt. Der er så meget. At gøre og ordne. Planer for dagen firkantet orden. Men nu er jeg her, midt i min ro, beskyttet, hvis jeg rejser mig, går det galt. Jeg må blive. Lade dagen være, og de gamle huse stå. Jeg læner hovedet tilbage og skiftevis åbner og lukker øjnene. De grønne blade bevæger sig stille, og rasler. Jeg lytter, lytter langsomt med kun det ene fokus, bladenes sang er musik. Musik har altid haft en plads. Plads det handler om plads. Jeg vil ikke rejse mig, ikke endnu.