Let som fjer
dundyner og
kattepoter
sniger jeg mig
ind i natten
griber ud
føler med fingerspidserne
Ensom, har jeg hørt,
uglen tuder.
Sommerens
lyse skind
dækker mig
løber nedover kroppen
rammer jorden.
Er der skygger
derude?
Liv i universet?
marsmænd eller kvinder
ufoer.
Tegn
jeg leder efter tegn
der må jo være noget
i
de sorte huller
en mening
jeg forstår.
Men himlen er for dyb
uendelig, uendelig
selv en astronaut
der svæver
ser kun småbidder..
Størrelsen uendelig
findes den overhovedet
eller er det bare ord
jeg hørte som lille
når jeg stod med mor
og stirrede op
på månen.
Jeg forstod ikke
dens lys
for mig var det
en tændt lampe
som den over sengen
mørket
var skrækkeligt skræmmende
der boede et monster i klædeskabet
jeg græd
når lyset blev slukket.
Nu er jeg voksen
og universet er
stadig
uforståeligt endeløst.