På den yderste dag

Prolog


1 måned siden 2 kommentarer 3 kapitler Uafsluttet Romaner angst familierelationer skæbnefortælling

3Huset
Køkkenet · Hvor brødet rister · En flue dumper mod glasset, en morgen... [...]
Digte
9 dage siden
0På den yderste dag - Mosehaven
David · Mosehaven lå i udkanten af byen, hvor villakvarterer og lys... [...]
Romaner · familiebånd, skæbnefortælling, angst
21 dage siden
1På den yderste dag - Kirsten
2019 · Knopperne på busken var bristet for tidligt. I går havde de ... [...]
Romaner · familierelationer, skæbnefortælling, angst
29 dage siden
2På den yderste dag - Prolog
Værn mod kulde · 1889 · Esther · Hun var kun nødtvungent gået i kældere... [...]
Romaner · angst, familierelationer, skæbnefortælling
1 måned siden

Puls: 24,6

Publiceret: 4
Afgivet: 5
Modtaget: 6
Stine Nørregård (f. 1995)
Værn mod kulde

1889

Esther


Hun var kun nødtvungent gået i kælderen efter koks, ned til lugten af mørket, til den hårde aftenkulde, og ikke engang trappen tilbage op til værelset, kunne pumpe varmen tilbage i hendes krop, med sin uendeligt stigende spiral - alene gøre hende trang i brystet, til hun endelig kunne stille spanden fra sig, lukke døren til trappegangen.
   Hun stod et øjeblik stille i værelset og så sin egen hvide ånde slå ud foran sig i stakåndede stød, næsten som om den blev hængende i luften, og hun bandt sit sjal tættere om ansigtet for kun at lade øjnene være fri. Det var trods alt bedre at bo oppe under taget end i værelserne nederst ud til gården, hvor luften var gammel og usund, hvor børnene blev syge i lungerne. Så hellere tagværelset, der vendte ud mod gaden, mod vinden. Stadig var luften ikke som på landet. Hun kunne stadig længes efter duften de tidlige morgener efter regnfulde nætter, når hun var skrået over engstykket mod stalden, frisk og sød af kløver og halm i den dampende nattevæde. Men hun skulle ikke tænke tilbage, sagde Eigil, og det gjorde hun heller ikke. Hun kunne ikke tænke på andet end kulden, nu mens hun var i den, til hun igen fik tændt op i komfuret. Frosten.
   Nu fyldte hun koks ind. Hun rodede med tangen og drejede på spjældet, mens flammerne stak op som forvredne tunger, som i en dans, et lysspil, og hun ventede et øjeblik med at lukke lugen. Lyset gjorde godt i værelset, for det var mørkt, selvom det udenfor var lysende og frostklart. Hun havde dækket vinduet til for at tætne karmen og holde kulden ude, men den trængte ind på trods.
   Hun vendte sig så mod petroleumslampen, hvis væge var drejet helt ned. Værelsets eneste anden lyskilde. Nu drejede hun den et stykke op, til hun kunne se børnenes ansigter i lampens lysskær, og hun så, hvordan deres åndedræt fik dynen til at hæve og sænke sig, eller var det noget, hun bildte sig ind? At hun kunne se det så tydeligt - lungernes svulstige åndedræt, dynen op og ned. Hun havde beordret dem at gå tidligt i seng. I sengen kunne de holde varmen. Så sov havde hun sagt, og de var straks faldet i søvn.
   Hun vendte tilbage til komfuret og løftede låget af gryden, hvorfra en tyk damp slog op mod hendes ansigt, fik tørklædet til at klæbe fugtigt om hendes mund, og hun trak det ned igen, under hagen - lod dampen trænge ind i næsen, ned i halsen og svælget med sin varme. Det var en god, stærk suppe. Hun havde spædet op med den sidste bouillon kogt på skank og oksebryst fra gården. Så snart Eigil kom hjem, ville hun servere den for ham, den ville gøre ham godt efter kulden.
   Hun trak sjalet op igen og satte sig på hug foran lugen med hænderne holdt op foran det varme støbejern. Det var en god beslutning at flytte ind til byen, særligt efter at Eigil havde fået arbejde, og det var ikke alle forundt, sjældent de ufaglærte. Han tog af sted tidligt om morgenen til spritfabrikken i den nordlige ende af byen. Hen på aftenen kom han hjem, men nu var det blevet senere end det plejede. Han skulle gå gennem sneen, det var derfor. Han ville være øm i kroppen. Han ville gå langsomt.
   Hun ville snart kunne høre hans skridt på trappen. Halvvejs oppe ville han standse - de sidste skridt ville være listende, hvor han troede sig uhørt, som ville han overraske hende, men hun kunne altid høre ham. Hans trin mellem andre lyde: raske hovslag, hjul over brosten, mågerne fra havnen, der fløj ind i sidegaderne med deres skrig, og hun holdt af alle disse lyde, ligesom de virkede beroligende på børnene, der tav og lyttede. Men nu var der ingen lyde, kun sneen, der gjorde alle lyde tavse, kun hule toner af stilhed.
   Hun stillede sig hen til tagvinduet og lempede forsigtigt på det sækkelærred de havde spændt for, men hun kunne stadig intet se. Ruden var dækket af isblomster. Hun stod et øjeblik og så på dem, gik så hen efter petroleumslampen, hvis lys farvede dem svagt rosa i sit skær, men der var ikke nok varme, nej, der skulle mere til. Hun ville se ned på gaden, bare et hurtigt blik, måske hun kunne se ham.
   Hun gik hen ved siden af døren ud til trappegangen, hvor hendes forklæde hang i en krog på væggen, hvor der i lommen lå en mønt, som hun tog op og lagde på komfuret, og lod den ligge lidt, mens hun igen lettede på låget til gryden, hvor små fedtperler svømmede i overfladen, og hun stak en ske ned og nippede til den klare suppe, smagen af fedt og salt. Fuld af kartofler, løg og gulerødder, møre, fedtfyldige trevler af kød.
   Hun trak ærmerne ned over sine hænder og samlede den gloende mønt op imellem dem, holdt den så ind mod ruden, som i eventyret. Hun havde læst det for børnene, om Snedronningen, isblomsterne. Nu fjernede hun mønten og et rundt kighul var smeltet i frosten. Hun satte så øjet til, men kunne stadig intet se, et fladt mørke kun, og som hun blev ved med at stirre, blev mørket dybere, og noget bevægede sig i det. Hun kom til at tabe mønten. Hurtigt skete det, netop som hun bukkede sig ned for at samle den op, at et vindstød slog ind mod taget, en vind slog ind mod ruden, eller det var gennemtræk fra under døren til trappegangen, og hun hørte sig selv, da der kom en lyd fra hende, et udbrud af forskrækkelse, da vinduet sprang op og der blæste en hård vind ind i værelset, en tæthvirvlende sne, som om den blev ved med at hvirvle og hun kunne ingenting se, de store, hvide snefnug, bare mærke dem - hårde af frosten.
   Det var en kulde der gik lige igennem hende, trængte ind som splinter af frost gennem huden.

Hun kunne høre sit eget åndedræt, se de blåhvide pust, der slap ud mellem hendes læber. Der var ingenting sket. Ruden var lukket nu, sneen holdt ude, der var stille.
   Hun havde ikke opdaget, at børnene var vågnet, at de lurede på hende fra sengen, da hun bukkede sig ned og samlede mønten op igen, og den var fugtig og kold i hendes hånd. Nu lå der dynger af sne over gulvbrædderne, for kolde til at den ville smelte - det var ingen blød sne, men hård og skorpet af frosten.
   Hun ville åbne lugen til komfuret og varme sine hænder ved ilden, men i det samme lød et klonk, som koks der faldt sammen. Så. Hun vidste det allerede, før hun åbnede, at ilden var gået ud. Jo - Hun så den grå røg, der svævede i en tynd stribe op mod loftet. Hun pustede derind med spids mund for at vække liv i de par gløder, hun kunne skimte, men der var ingen. Nu mærkede hun kulden i værelset, og hun havde mærket den før, men ikke på samme måde som nu.
   Hun gned sine fingre der var blevet blå under neglene, vippede med sine tæer, der var følelsesløse, som hun knap kunne mærke.
   For sækkelærredet kunne ikke holde kulden ude. Koksen ville brænde op igen og igen. Vinteren skulle blive lang og hård, for det var isvinter, for det var en af de værste. Og hvad forskel gjorde det, om værelset lå ud til gården eller ud til gaden? Hvad forskel gjorde det, om luften var frisk og ny, når den var kold? Når det var vinter.
   Hun hældte olie på petroleumslampen, for hun havde glemt det før. Flammen var ved at svinde ind i et mørkt skær af lilla, nu blussede den med det samme op, da vægen sugede olien til sig. Hun følte ikke noget ved synet. Hun så hen mod vinduet, hvor kighullet stadig var synligt, som et rundt og sort øje, der så på hende, og hun gik tilbage til suppegryden. Det var den sidste mad tilbage fra gården. Det sidste kød. Om et par dage ville der ikke være mere tilbage, måske allerede efter i aften, for det tænkte Eigil ikke på, at hun ikke kunne blive ved med at lave gode måltider, for så meget tjente han ikke som brænderiarbejder, og han brugte nok halvdelen af lønnen på værtshuset, og det var nok også dér, han nu sad og godtede sig i varmen med sine rødsprængte kinder og sine rødsprængte øjne. Hun havde tilbudt at sy for kvinderne i villaen, eller vaske for dem, men Eigil afslog, han skulle nok tage sig af dem.
   Hun kunne se ham for sig på værtshuset med kaffepunch, brændevin og øl, eller hvad der passede ham at hælde ned i sit lystige gab. Og tænkte han på hende, på børnene?
   Hun blev pludselig bange for sine egne tanker, der syntes sært klare. Da hun så hen på børnene, der lurede på hende fra sengen, og de lukkede øjnene i det sekund hun så på dem, og deres hud over ansigtet var tynd og lyserød. Deres vejrtrækning var ujævn. Èn af dem trak vejret ude af takt med de andre, men hun kunne ikke afgøre hvem. Den lille Vera måske, der lå yderst ved siden af de to drenge.
   "Sov bare," sagde hun.
   Sov!
   Hun ønskede, at de ville ligge sådan for evigt. Hvad skulle de vågne til? At hun aldrig havde født dem. En af dem ville nok få lungebetændelse inden vinteren var forbi, tuberkulose. Det var sket for et par uger siden i tagværelset i den modsatte ende af gavlen. De havde mistet to børn. Det var kun et spørgsmål om tid. Før eller siden.
   Hun lagde mønten tilbage i forklædet. Stadig var der ingen trin på trappen. Hun stod i værelset under de skrå vægge. De havde en seng, de havde et komfur, et bord med to stole, slagbænken, en kommode med to skuffer. De havde tre børn. Hun forsøgte at glæde sig over dem. Hun sagde til sig selv: Se, hvor sødt de sover.
   Hun forsøgte at glæde sig.

"Hvad er der, mor?"
   Hun havde stået stille og set på dem så længe, at hun først ikke troede, hun kunne bevæge sig, men så trådte hun alligevel et skridt frem mod sengen, til Vera, der var vågnet, der spurgte, hvad der var.
   Hvad der var?
   Pigen sad med dynen trukket op om sig, og hendes øjne var små og blanke, som om hun havde feber.
   "Der er ikke noget," sagde hun. "Bare læg dig. Fryser du?"
   Hun satte sig på sengekanten og tog om hendes skuldre for at lægge hende, og de føltes knoglede og spidse i hendes hænder. Drengene var også vågnet nu. De tre børn så på hende. Hun havde selv født dem. Hun havde selv givet dem livet, men hvad havde hun egentlig givet dem? De skulle ligge i en seng og fryse. De skulle leve indtil de døde, og det var det eneste, der var sikkert, der ville komme et tidspunkt.
   Hun rejste sig med et sæt, som for at slå tankerne af sig, løftede låget på gryden og rørte og rørte, men ilden i komfuret var gået ud, suppen var allerede lunken, slap i gryden. Hun gik hen til døren, ramt af en rastløs uro, åbnede og lukkede den, hægtede forklædet ned fra krogen kun for at hænge det op igen.
   "Hvad laver du, mor?"
   "Shh."
   Hun ville, at de skulle lukke deres øjne. Hun ville trække dynen op over deres ansigter. De skulle blive i sengen.
   "Skal jeg læse for jer?"
   Hun hørte sin egen stemme, som om den ikke kom fra hende selv. Den lød mild og kærlig.
   Børnene så på hende, da hun vendte sig om mod slagbænken. De var begyndt i sommers tilbage på gården.
   Hun slog siddebjælken op mod ryggen. Der lå ikke meget dernede. Sygrejet og sølvtøjet. Biblen og leksikonet øverst. Pakket ind i en hullet strik lå bogen med eventyrene gemt væk under dem, H. C. Andersen. Hun pakkede den forsigtigt ud, fjernede et stykke sammenfoldet avispapir, der var stukket ind mellem siderne, hvor de var kommet til, og de var ikke engang halvvejs, de var knap nok begyndt.
   Og børnene gjorde plads til hende i sengen imellem sig. Hun var nødt til at lægge sig helt ned med kun hænderne over dynen for at modstå kulden, og børnene gøs fordi hun tog kulden med sig ned.
   Det var historien om en lille pige og en lille dreng. Esther rømmede sig. Hvad gjorde hun nu? Hun læste for sine børn. Et eventyr. Og hun tippede bogen, så skæret fra petroleumslampen faldt ind over siderne i en flade af lys, og hun gav sig til at læse:

"Roserne blomstrede den sommer så mageløst. Den lille pige havde lært en salme, og i den stod der om roser; og ved de roser tænkte hun på sine egne; og hun sang den for den lille dreng, og han sang den med:
   "Roserne vokser i dale.
   Der får vi Barn-Jesus i tale."

Først ved sidste kapitel, i Snedronningens palads, hørte hun trinnene på trappen, og hun lukkede bogen i over sin hånd, som hun lod blive inde mellem siderne, forvissede sig om, at hun havde hørt rigtigt. Jo.
   Vera klemte om dynen. Der kom en lyd fra pigen, først dybt fra hendes bryst, så steg den i hende som en hosten.
   Hun så igen på pigens øjne, der var blanke, og på huden under øjnene, der var lilla. Hun havde fornemmet, at noget var på vej. Nu var hun nok blevet syg.
   Hun steg ud af sengen og skubbede Vera tilbage på puden. Anfaldet var allerede hørt op. Måske var det ikke noget.
   Nu listede han på trappen. Hun stillede sig ved komfuret, stod med ryggen til, da døren gik op bag hende. Hun havde glemt at tænde op i ilden, efter at den var gået ud. Hun havde glemt at sætte låget tilbage over gryden. Hvad var der med hende? Suppen var kold nu. Kighullet i ruden var igen frosset til is.
   "Du er stadig oppe."
   Hun blev stående underligt stiv i kroppen, da han fat om hende bagfra. Han havde stadig forklædet på fra fabrikken. Han havde drukket, hun kunne lugte det.
   Han sagde det i et tonefald som om det overraskede ham, og hun nikkede. Hvis hun var gået i seng, havde han vækket hende.
   "Hvad er der med dig?"
   Han vendte hende rundt.
   "Der er suppe."
   Hun gjorde sig fri af hans greb, og han satte sig på hug ved komfuret og åbnede lugen, og så op på hende, da der ingen ild var, og han lagde en hånd på komfuret, og jernet var koldt, og han så hen på børnene i sengen. Nu hostede Vera igen. Det var den samme hoste fra før, hul og tør, men den blev ved i længere tid, før hun atter blev stille, og Eigil var gået hen til sengen. Så havde han fået øje på bogen, hun havde glemt at lægge den på plads. Så lukkede han den i. Lagde den foran hende på bordet.
   "Hvad er der med dig?"
   "Hvad der er?"
   Hun lagde sin hånd på bogen, og han rystede på hovedet ad hende og gav sig til at arbejde ved komfuret.
   "Du skulle tage og holde dig fra de eventyr. Du bliver mærkelig i hovedet af dem."
   "Det har ikke noget med eventyrene at gøre. Det skete før."
   "Hvad skete der før?"
   "Ilden gik ud."
   "Ja. Når man ikke vedligeholder den."
   "Ruden sprang op."
   "Det har vel ikke noget med ilden at gøre?"
   Han rejste sig og gik hen til vinduet og fastgjorde sækkelærredet, hvor det havde løsnet sig i et af hjørnet.
   "Eigil."
   Hun så på ham, og hun så hans rødsprængte øjne og hans rødsprængte kinder, hun så på forklædet, der nok engang havde været hvidt, men nu var skæmmet af brune skjolder. Og hun så på ham, da han slubrede suppen i sig, da den omsider blev varm igen, og han spiste med stor forslugent gab uden at lægge skeen fra sig, den gik fra tallerken til mund, op og ned. Hun følte ikke noget. Hvad skulle hun føle? Det ville nok ende med et slagtilfælde eller et hjertestop en dag. Måske ville han falde i havnen, måske i morgen. Hun kom til at sige det højt:
   "Måske i morgen."
   "Hvad siger du?"
   Hun så, da han vippede tallerkenen for at få den sidste suppe op på skeen. Hun kunne ikke forklare, hvad det var, hvad der var sket med hende. Som om hun var blevet mere klar i hovedet. At hun kunne se alt, som det var. En kølig klarhed i tankerne.

*

I sengen lå de tre børn med øjnene klemt sammen i rævesøvnen, kun Vera åbnede et øje, da stemmer blev høje, da hurtige skygger glimtede på den anden side af øjenlågene. Hun så det i skæret fra petroleumslampen, da hendes far lagde eventyrbogen ind i flammerne på komfurets mund, da hendes mor stak hånden ind og hev den ud igen og slog på den med sine ærmer og fik ilden slukket og lagde den tilbage i slagbænken.
   Hun hørte det, da hendes far grinede.
   "Er det snedronningen, vi har haft besøg af?"
   Da hendes mor hvislede mellem tænderne:
   "En isheks, Eigil."
   Hendes mor rørte sig ikke, hun stod helt stille, som var hun stivnet, til hun endelig rørte på sig, da hun nikkede.
   "Det er isheksen."

*

"Snedronningen."
   Hun slog låget op på slagbænken, lyttede efter trinnene på trappen og ventede til de aftog. Hun så de to feberrøde pletter på Veras kinder. Måske skulle Vera blive den første. Det var sådan, hun tænkte.
   Hun krøb ned til børnene med bogen, denne mørke, kolde morgen. Den var branket i kanterne, men ikke noget, der havde betydning for skriften. Hun læste det sidste af eventyret:
   Roserne fra tagrenden blomstrede ind ad de åbne vinduer, og der stod de små børnestole, og Kay og Gerda satte sig på hver sin og holdt hinanden i hænderne, de havde glemt som en tung drøm den kolde tomme herlighed hos snedronningen. Bedstemoder sad i Guds klare solskin og læste højt af Bibelen: "Uden at I bliver som børn, kommer I ikke i Guds rige!"
   Og Kay og Gerda så hinanden ind i øjnene, og de forstod på én gang den gamle salme:
   "Roserne vokser i dale,
   der får vi barn Jesus i tale."
   Der sad de begge to voksne og dog børn, børn i hjertet, og det var sommer, den varme, velsignede sommer.

Nu længtes hun mod sommer.
Forfatterbemærkninger
Prolog til min roman - på den yderste dag - om hvordan myter og angst nedarves gennem generationer.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 20/09-2020 20:32 af Stine Nørregård (Tyren95) og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 3109 ord og lix-tallet er 26.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.