Jeg satte mig på min arbejdsplads og begyndte at rette nogle forskellige artikler igennem som journalister havde skrevet. Derefter skulle en anden rette dem igennem og så skulle de publiceres. Jeg var rimelig træt og kunne mærke hvordan at det mentale havde taget et slag. Da jeg stod op imorges var jeg hjemme hos Matthæus og det virkede så underligt. De to gange jeg stod og lavede mad, inden jeg skulle arbejde, kunne jeg ikke lade være med at tænke på hvem der havde soveværelset lige ved siden af. Det var Matthæus og jeg havde sovet i hans seng, med ham lige ved siden af, og hvilken rus det havde været.
Jeg vågnede dagen efter ved at solens stråler ramte hans væg fra køkkenet og stuen af. Min krop lå underligt og Matthæus havde lagt en pose is på min side, som var viklet ind i et stykke stof. Han lå selv og sov tungt. Isen var ikke flydende, så han havde været oppe måske for en time siden og havde fundet en ny pose. Klokken var halv tolv om formiddagen. Han havde endda lagt en pude under min ryg og en eller anden speciel pude lå under min nakke. Da jeg kiggede mig omkring, så jeg at han havde et soveværelse ligesom mit. Bare uden terrassen. Ved siden af døren var der tre store skabe, en sengekommode overfor sengen og en anden kommode under det store vindue, som havde sorte gardiner så intet lys kunne trænge igennem. Matthæus snorken afbrød stilheden. Han var virkelig bagstiv, tror jeg. Men alligevel nok klar i hovedet til at ringe efter hjælp da jeg ikke kunne. Så stønnede han em smule. Det gav et lille sus i maven den måde han gjorde det på. Men det lød stadig som om han stønnede fordi han havde det så dårligt.
***
"De her artikler skal rettes igennem inden søndag kl. 20" Sagde kontorlederen og lagde en stak dokumenter på mit skrivebord.
Hvorfor social-litteratur ikke er nødvendigt. Det her var min chefs kærestes lektier. Jeg rullede øjnene. Helt ærligt.
"Bjørk, kom med den, søde. Jeg skal nok tage den der. Hans kæreste prøver at bestå HF." Hviskede en af kontorpigerne. De andre piger stoppede pludselig med at skrive og kiggede sig omkring.
"Han er gået ud nu." Sagde en af de andre.
"Undskyld... hvor gammel er vores chef lige?" Spurgte jeg.
"Han er 33. Hans kæreste er 21. Ligesom dig. Men hun var negletekniker før og ville gøre noget mere med sit liv. Hvilket er fint. Men vi kan ikke lide hende. For det er os der retter hendes lektier. Sasha... Sasha! Er det ikke rigtigt du retter hendes engelsk og fransk?" Spurgte Greta.
"Ja..." Sasha var født i Algeriet og senere flyttede hun til Canada og derefter til Danmark. Hun havde altid været flydende i en masse sprog. Dog var hun kommet til at hade fransk fordi hun havde rettet så meget fransk for den kæreste på det seneste, og VUC havde kun været åbent i tre uger.
"Han tror at jeg kan rette det hele til perfektion. Men hvis jeg gør det, ved underviseren at en anden laver arbejdet." Sashas forældre var ironisk nok algerisk og canadisk på grund af hendes forældre, så det franske var kommet ind med modermælken. Måske det franske er kommet på grund af kolonisme, ikke forældrene.
"Men... hvordan kan man lærer fransk og engelsk på samme tid, sådan det er på modermålsniveau? Jeg tænker du er opvokset i det franske Canada." Spurgte jeg. Hun rystede på hovedet.
"Vi boede i Quebec. Jeg havde engelsk lige så længe som alle andre børn. Det var latterligt. Han kaldte mig kolonistbarn forleden, og en anden gang gadekryds. " De andre piger kiggede på Sasha og nikkede.
"I forhold til den tid vi bor i, og hvad der foregår i verden, så har vi både en sexistisk og racistisk chef. Der er ingen mænd herinde, fordi åbenbart er sådan noget her et kvindearbejde. Han klagede også over en "kvindelig tømrer" engang. Hun var arkitekt og tømrer for sit eget firma. Jeg forstår ikke hvordan han findes. Men han bliver fyret en dag. Nok snart. Vi har ikke sendt vores klager endnu. Men hvis det bliver helt forfærdeligt. Så sender vi al dokumentation til TV2." De grinte alle sammen og jeg kunne mærke hvordan jeg selv fik et smil på.
"Det var da godt med et smil fra dig, søde!" Sagde Greta. Jeg kiggede lidt forvirret op på hende.
"Hvad mener du med det?" Spurgte jeg.
"Du har været sådan lidt væk siden i eftermiddags. Vi har snart fyraften, skal vi måske ud og have en tømmermænds drink?" Spurgte hun og de andre pigede lød interesseret. Meget.
"Jeg øhm... jeg vågnede ikke op alene og havde tømmermænd." Fortalt jeg og alle pigerne virkede interesseret.
"Okay... vi har 15 minutter. Så skal vi også arbejde igen. Fortæl." Sagde Sasha og så helt nysgerrig ud.
"Det kan jeg godt... men et spørgsmål først. Bliver man en sladdertante af at arbejde her?" Spurgte jeg og de grinte alle sammen.
"Det er en kvindeting og det gør ikke noget. Nogle kvinder elsker det, andre hader det. Men fortæl os hvad der skete med jer." Tiggede de. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Gud, de var nysgerrige. På en måde gjorde det heller ikke helt noget at være i centrum på den gode måde.
"Jeg faldt ned af en trappe og bukkede mine ribben. Hvis I ikke kan se det, så sidder jeg lidt sjovt og har taget sådan tre store piller i dag med min vand." Sagde jeg. De kiggede på hinanden og nikkede en smule. Jeg tog en dyb indånding og kunne mærke jeg blev lidt nervøs. Så stor den indånding kunne være.
"Okay... jeg har en rigtig sød nabo. Han er en tidligere soldat." Der lød et synkroniseret "uuh" igennem lokalet.
"Han er tidligere sergent, jeg tror vi har lidt lært hinanden at kende, fordi vi måske begge to syntes at vi var søde og fysisk... meget tiltrækkende at se på." Jeg er ikke sikker på at det jeg siger er rigtigt. Dansk ordstillingsmæssigt. For at være ærligt, så tvivlede jeg på at han fandt mig sød. Tit havde jeg hørt jeg godt kunne bruge at tabe mig bare fem kilo, for så ville jeg have den helt rigtige figur.
"Men... vi mødtes den dag han flyttede ind og han har et par gange nu... spurgt efter min lasagne. Jeg tror jeg laver det med vilje. Som om noget i universet siger at så ved jeg at jeg får hans opmærksomhed. Men... jeg faldt ned af trappen til en fest, og jeg bukkede mine ribben og jeg panikkede så meget og fik det dårligt. Men ifølge min mor kan man sagtens gå på arbejde selvom man er lidt sløj, og jeg har ikke feber, så jeg har ingen undskyldning for ikke at arbejde. Men jeg skrev til ham og spurgte om hjælp." De nikkede og så helt nysgerrige ud.
"Hjalp han dig så?" Spurgte Greta nysgerrigt. Jeg nikkede. De så helt tilfreds ud.
"Han var sammen med mig hele natten, og han holdt øje med helt op til jeg skulle på arbejde." De nikkede igen alle sammen og var helt optaget. De sidste jeg havde mere at sige.
"Men sidste lørdag... kyssede vi faktisk for første gang. Men jeg husker ikke meget fra i nat. Jeg har tømmermænd, men jeg har alligevel taget pillerne. Matthæus forsikrede mig om at lægen sagde jeg sagtens kunne tage dem selvom jeg havde lidt alkohol i blodet. Jeg er en svagdrikker." Sagde jeg til sidst.
"Fik så du prøvet varerne i nat?" Spurgte Greta. Jeg fik da prøvet lidt.
Jeg bed mig i læben og kunne ikke stoppe med at smile. Men for at være ærlig, var jeg noget i tvivl om hvad hun helt præcist mente. Matthæus havde jo passet på mig og jeg måtte være ærlig og sige, jeg tror ikke han kunne finde på at gøre noget forkert. Han virker alt for rar til ikke at være en god person.
"Du ved hvad man siger om soldater, gør du ikke?" Spurgte Greta og grinte.
"De er liderlige?" Svarede jeg og de grinte alle sammen.
"Husker I piger dengang man selv lige var de 18 år og Livgarden hver torsdag lukkede de værnepligtige ud? De var vilde. De skulle ud og kneppe som kaniner." Jamen dog, Greta. Det var ikke lige de ord jeg havde regnet med at hun ville bruge.
"Min første datter er resultatet af en lidt for ivrig værnepligtig. I dag er pigerne heldigvis klogere. Hvor var han sergent henne?" Spurgte Sasha.
"Han er fra... Han var på Grønland i et år... så har han været i Afghanistan siden da... tror han... Måske han har sejlet, jeg er ikke sikker. Men han havde kun konstabler så vidt jeg ved. Han var en af de få som ikke var sergent for værnepligtige."
"Er han høj?"
"Ja." Høj som en flagstang. En flot flagstang.
"Hvilken hårfarve har han?"
"Mørkebrunt."
"Hans stemme?"
"Dyb som havet..." Sukkede jeg og tænkte sådan på de kendte stjerner. Chris Hemsworth kom ind i mit hoved.
"Kysser han godt?" Godt jeg havde make-up til at dække min hals til, for jeg følte stadig der var en masse mærker efter tidligere. Det var der nok ikke, men alligevel. Man vidste aldrig. Vi havde jo ikke haft sex, men det var blevet lidt godt.
"Om han gør." Grinte jeg.
"Undskyld piger... vi burde arbejde. Men han hjalp mig til en læge og han fortalte mig alt der skete i nat. Vi kyssede kun, og han hjalp mig af med mit tøj og min top. Ellers lå han hele natten og skiftede isposer ud." Fortalte jeg. Det var faktisk rigtig sødt det han havde gjort for mig. Jeg burde nok have sagt noget mere før jeg tog hjem for at tage videre på arbejde.
***
Matthæus vågnede op og kiggede på mig mens jeg selv prøvede at kigge lidt omkring mig. Jeg var lidt pinlig berørt
"Hey." Sagde hans hæse stemme.
"Godmorgen." Hviskede jeg tilbage og kunne mærke min stemme selv havde taget nogle slag.
"Hvordan har du det?" Spurgte han og tog sin hånd til sig.
"Min hånd er kold." Konstaterede han og blinkede en smule.
"Jeg har det fint. Det gør ikke så ondt lige nu. Hvornår vågnede du sidst?" Spurgte jeg.
"Vi var hjemme omkring klokken tre. Vi sov omkring kvart i fire. Eller du gjorde. Vi kyssede en del. Det kunne jeg godt lide. Så gjorde vi ikke mere. Så blev du mere døsig og slog næsten hovedet. Så hentede jeg isen og faldt i søvn. Men jeg satte en alarm. Faktisk tre tror jeg. Måske kun to. Men sidst jeg gav dig en ispose, der var klokken ni. Men jeg havde hældt salt i posen så det kunne holde længere. Jeg brækkede mig muligvis også en smule. Jeg kan ikke huske mere end det." Sagde han og kørte sin hånd over sit ansigt.
"Jeg burde stå op. Jeg skal på arbejde i dag." Sagde jeg og kom op. Min side gjorde slet ikke så ondt som i nat, hvilket var en kæmpe lettelse.
"Øhm. Du burde nok arrangere dine puder sådan som mine er arrangeret lige nu til når du skal sove i nat." Sagde han og satte sig op. Han havde nogle tatoveringer på sin ene arm og ene del af brystkassen. Tydelige muskler. Armene var selvfølgelig også markeret. Han var lidt viking. Tag dig sammen, Bjørk!
***
Før jeg vidste af det, så havde Karla hentet mig og vi sad i hendes lejlighed. Jeg var faktisk virkelig heldig. Hun boede tæt på min lejlighed, næsten i samme boligring. Hendes kæreste var ikke hjemme lige i øjeblikket. Han var i Norge til noget finansmøde med det firma han arbejdede for. Jeg havde glemt hvad firma det var.
"Vil du have noget at drikke?" Spurgte Karla fra køkkenet. Hendes lejlighed mindede lidt om min. Den var i en anden bygning, og der var en mindre gang, direkte til toilettet og så ud til det store køkkenalrum og to soveværelser.
"Ja tak. Bare noget vand. Hvordan har du det ellers efter i går? Din side ser slem ud." Sagde Karla og gav mig et helt perfekt, koldt, iskoldt glas vand. Det smagte så godt.
"Skete der noget spændende på arbejdet ellers?" Spurgte Karla.
"Der var sladder på kontoret. Jeg tror jeg arbejder sammen med en dansk version af de græske muser. Du ved... jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det, men jeg tror du forstår det. De er nogle sladdertanter, og jeg tænker muser når jeg ser på dem. De er søde nok." Sagde jeg. Karla tændte for fjernsynet.
"Jeg har siddet og lavet lektier hele dagen. Hvordan går det med dine ribben?" Spurgte hun.
"Det går fint nok. Det kan jeg kun takke Matthæus for."
"Matthæus? Hvem er det?"
"Det er min nabo. Han er virkelig høj, man kan ikke helt undgå at se ham." Sagde jeg. Hun så ud til at tænke sig om.
"Jeg har ingen ide. Du må vise mig ham senere. Hjalp han dig bare?" Spurgte hun. Jeg rystede på hovedet.
"Jeg skrev til ham under festen. Jeg var faldet ned af trappen og han hjalp mig fra a til b til c. Så passede han på mig resten af natten, fordi lægen sagde jeg ikke skulle sove alene. Så kyssede jeg ham. Han sagde endda undskyld for det, før vi begyndte at kysse noget mere. Men var det sikkert for dig at køre i dag?" Spurgte jeg og drak af mit vand. Hun nikkede.
"Jeg drak en del og det vil jeg gerne indrømme, men før kl. 12 skulle jeg ikke køre, og jeg hentede dig for en lille time siden, og nu er klokken altså ni. Så det går, du skal ikke tænke på det. Eller jo, måske lidt i fremtiden, hvem ved." Grinte hun og tog en slurk.
"Tænk at du bor så tæt på mig egentlig, det er da dejligt nok at man kender nogen, som heller ikke er fra ens studie af. Jeg følte mig lidt malplaceret." Fortalte jeg.
"Sådan er det altid det første stykke tid, men så ender man med at kende flere folk og man indser ligesom at man har en masse tilfælles." Fortalte hun.
"Men det er også vigtigt at have et fællesskab hvor man bor. At have folk man kender, som er i nærheden, hvis der er det mindste. " Sagde jeg. Hun nikkede.
"Alt for mange af mine veninder kender slet ikke enten naboer, eller udlejere rigtigt, eller noget som helst, og det er altså træls, tænker jeg. Herude er det i det mindste muligt at kunne spørge om hjælp uden problemer, eller ventetid." Sagde hun.
***
Det havde været sådan en hyggelig aften, og jeg gik hjem igen efter midnat. Søndag skulle den fortsat stå på lektier og kaffe. En masse kaffe. Måske te ville gøre godt også. Jeg havde sat mig i stuen ved mit spisebord, og sat alt op. Havde åbnet den første op, gjort tusser og sidenoter klar som senere skulle skrives ind i et dokument. Blyanterne var spidset og kuglepennene var lagt frem også. Smertestillende piller i en lille æske ved siden af samt et glas vand til. Mine ribben var stadig et helvede, men i det mindste kunne jeg sove okay, hvis jeg brugte alle puder i lejligheden og lagde dem rigtigt i sengen.
Jeg stod og smilte bag kassen og var i gang med optælling da noget var gået galt med en af betalingerne var gået galt og de var blevet trukket to gange. Værre lort når det sker.
"Hej." Jeg kiggede op og blev lidt forskrækket. Det var Irabella. Jeg havde ikke kunne få kontakt til hende i flere måneder.
"Hey." Sagde jeg og smilte igen.
"Jeg vil gerne bestille en kaffe. Stor kop." Sagde hun med et smil. Jeg nikkede.
"25 kr., tak" Smilte jeg.
"Er der stadig studierabat?" Spurgte hun.
"Jo. Er du studerende?" Spurgte jeg.
"Nej. Men giver du ikke lidt? Vi gik trods alt i samme klasse." Venner. Vi var venner. Vi lavede alt sammen.
"Nej. Det er ikke et gyldigt studiekort." Smilte jeg og kunne se at der kom en kø bag hende. Hun betalte tog sin kaffe og gik.
Jeg vågnede op og kunne mærke en knude i min mave. Det var næsten et år siden jeg havde set Irabella sidst. Det var en lidt underlig følelse. Klokken var halv elleve og jeg havde sovet over mig. Havde tænkt jeg kunne stå tidligt op uden problemer. Men jeg tog fejl. Jeg redte langsomt sengen, kom ud i køkkenet, tog nogle smertestillende og trak i nogle lange natbukser og en top. I dag ville jeg ikke rigtig have ordentligt tøj på eller BH. Jeg havde en hjemmedag og det må man gerne.
Da jeg fandt havregryn og mælk frem, åbnede min bærbar og bøger, kunne jeg ikke lade være med at tænke på Irabella igen. Hvordan at kontakten bare var forsvundet, og hvordan at jeg faktisk ikke kunne få fat i hende. Jeg vidste ikke hvad hun lavede, jeg vidste ikke hvordan hun havde det. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan at vi altid var sammen i skolen og efter skolen. Hvordan vi sammen gik ned i Ribe, kiggede på tøj, købte en sodavand og måske igen gik op i toppen af kirketårnet, fordi vi kunne og tit kunne vi komme gratis ind, hvis den rigtige medarbejder var der. Jeg var selv vild med udstillingen om pesten og kirkens historie, og jeg havde set på det så mange gange, men det var bare spændende. Måske vi ville kigge lidt mere på vikingeudgravningen. Men Leia og Johanna var jo også med. Men det var bare ikke dem jeg drømte om. Jeg forstod bare ikke helt hvorfor jeg drømte om hende. Det var jo ikke fordi jeg ligefrem havde lyst til at tale med hende længere, når hun var som hun var overfor en. Måden man bare stoppede med kontakten på, var for underlig. Men nu skulle jeg i gang med læsningen og fokusere på næste uges forelæsninger og opgaver. Klart hoved, lav te senere, husk at spis en lidt halv sen frokost.