Delta One SIx Out

Kapitel 1. Indkaldelse og den første tid


8 måneder, 22 dage siden 1 kommentar Uafsluttet Romaner militær

1Delta One SIx Out - Kapitel 1. Indkaldelse ...
Kapitel 1. Indkaldelse og den første tid · Det var en af de morgene... [...]
Romaner · militær
8 måneder, 22 dage siden
2Et år med tiden
En vinter der kommer - en vinter der går · For efter en vinter - de... [...]
Rim og vers
8 måneder, 25 dage siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Niels-Peter Lorentsen (f. 1966)
Kapitel 1. Indkaldelse og den første tid

Det var en af de morgener, hvor man ikke lige gad stå ud af sengen. Det regnede og det var koldt udenfor, rigtig koldt, temperaturen var under frysepunktet og vinte-ren havde for alvor fået fat. Børnene var så småt ved at vågne og Doris, min kone, stod allerede i køkkenet og forberedte morgenmaden. Jeg havde taget dagen fri for at rydde lidt op i garagen. Doris skulle på arbejde og børnene i skole. Der var altid lidt vrøvl fra børnene når de skulle op om morgenen, men de stod altid op og helst i sidste øjeblik, inden de skulle afsted. Da jeg kom ned i køkkenet var kaffen færdig og morgenmaden stod klar på bordet. Børnene kom dryssende og satte sig lidt træt-te ved bordet. Vi fik spist morgenmaden og da jeg havde fri, havde vi aftalt at jeg skulle kører børnene i skole. Jeg fik børnene ud i bilen og vi vinkede til Doris som stod i køkkenvinduet. Det tog tid at komme hen til skolen, da der altid på denne tid af dagen er en masse trafik. Men efter næsten 1 time, var jeg tilbage. Jeg tog mig lige en ekstra kop kaffe, inden jeg gik ud og begyndte at rydde op i garagen.
   Ved middagstid ringede det på døren, jeg gik ud og åbnede hoveddøren. Det var posten. Han havde et anbefalet brev til mig. Jeg skrev under for modtagelsen og gik ind i køkkenet. Jeg kiggede lidt på brevet. Det var fra forsvaret. Jeg satte mig ved køkkenbordet, tog en kniv og åbnede brevet. Jeg læste brevet og forstod jeg var blevet genindkaldt. Jeg havde ikke været genindkaldt før, da jeg efter min værne-pligt havde fortsat med uddannelse som gruppefører og havde været i forsvaret i 10 år. Så af den grund var jeg ikke blevet genindkaldt sammen med de andre fra min årgang. Jeg undrede mig lidt over at jeg nu var genindkaldt og så igen skulle være gruppefører, men sådan var det nu åbenbart. Jeg lagde brevet på køkkenbordet og gik igen ud og fortsatte med at rydde op. Men jeg kunne ikke rigtig få det brev ud af hovedet, så det gik lidt træg med oprydningen. Sidst på eftermiddagen kom Doris hjem med børnene, hun havde hentet dem på vejen, så jeg ikke skulle ud at kører igen.
   Børnene var hurtig inde af døren og lige så hurtig ud igen, trods vejret ikke var det bedste. Doris havde været ude at handle ind, inden hun havde hentet børnene, så hun gik ud i køkkenet for at sætte varerne på plads. Jeg gik ind til hende og viste hende brevet. Hun stod og læste brevet igen og igen. Til sidst sagde hun "Det kan da ikke passe, det må være en fejl". Men vi vidste begge to at det var rigtig nok. Vi aftalte at vi efter aftensmaden ville fortælle børnene det. Der var tid nok til jeg skulle afsted. Jeg skulle møde mandag d. 10. marts, så der var en hel måned. Doris gik i gang med aftensmaden og jeg satte mig ind i stuen for at se lidt fjernsyn. Da børne-ne kom hjem, spiste vi aftensmad og efter aftensmaden satte vi os alle ind i stuen. Jeg fortalte børnene at jeg var blevet genindkaldt og at jeg skulle rejse om en må-neds tid. Jack som var 12 år sad og kiggede og sagde "Det kan de da ikke bare sige du skal!". Men jeg forklarede ham at det kunne de godt. Mine to døtre Maggie på 5 år og Nathalie på 8 år, kunne ikke rigtig forstå det. Maggie kiggede nedtrykt på mig og sagde "Skal du så ikke bo her mere". Vi måtte fortælle hende at selvfølgelig skul-le jeg det, men jeg skulle i den tid jeg var genindkaldt bo på basen, langt væk. Hun smilede lidt og sagde "Nå, du skal bare på ferie". Doris og jeg kiggede på hinanden og kunne ikke rigtig lade være med at smile lidt. Vi vidste godt at det nok ikke lige var ferie jeg skulle på. Men hvis Maggie så det på den måde ville vi lade hende blive i troen.

Den næste dag tog jeg som sædvanlig på arbejde. Jeg ville fortælle min chef Frank det, så han vidste det og kunne finde en vikar eller afløser for mig i den tid jeg skulle være væk. Jeg var montør i et lille firma der monterede og indrettede kontorer og mødelokaler. Frank og jeg havde kendt hinanden en del år og var gode kammerater udenfor arbejdstid også. Både Frank og hans kone Julie havde været på ferie sam-men og vi var tit sammen i weekenderne. Jeg bankede på døren ind til hans kontor og gik ind. "Du ser lidt nedtrykt ud" sagde han og lænede sig tilbage i stolen. Jeg satte mig ned og fortalte ham at jeg var blevet genindkaldt og skulle stille den 10. marts på basen. Han lignede en der havde fået en gravko i hovedet. Til sidst fik han da fremstammet "Er det rigtig eller laver du grin med mig". Jeg måtte så vise ham brevet. Han sad længe og så på det. Men til sidst sagde han "Så må vi se at få fat i en afløser til dig". Han rejste sig fra stolen kiggede på mig og udbrød "Er du sikker på du ikke skal til at gå i fitnesscenter". Han hentydede til at jeg gennem årene hav-de fået lidt på sidebenene. Jeg gik ud og gik i gang med mit arbejde.
   I lang tid snakkede vi ikke meget om det, der var jo lang tid til. Men lige pludselig var tiden der. Det var fredag og jeg havde haft sidste dag på arbejdet. Nu sad vi om aftenen og bare kiggede på hinanden. Ingen sagde ret meget. Alle vidste at søndag skulle jeg afsted. Da børnene var lagt i seng, gik jeg i gang med at pakke kufferter, tasker og rygsæk. Jeg skulle være væk i 14 dage, så der var meget der skulle pak-kes og gøres klar, inden afgang. Lørdag tog vi alle sammen i det store badeland der var i byen. Her blev vi indtil det lukkede. Bagefter tog vi ud at spise på restaurant. Vi havde en rigtig god og sjov dag med børnene. Søndag morgen sov vi altid lidt læn-ge og jeg stod op som jeg plejede og gik til bageren efter morgenbrød. Da jeg kom hjem var Doris allerede stået op og i gang med at lave kaffe og dække morgenbord. Da kaffen var færdig og bordet var dækket, kaldte vi på børnene. Søndag var den eneste dag i ugen hvor der ikke var bøvl med at få børnene op. Nu sad vi alle sam-men omkring morgenbordet. Pludselig så Maggie på mig og sagde "Så er det i dag du skal på ferie far". Stemningen havde været lidt trykket den morgen, men efter det Maggie sagde, sad vi alle sammen og grinede, alle glemte at det var dagen hvor jeg skulle afsted. Vi brugte dagen på at hygge os. Efter aftensmaden skulle jeg afsted. Jeg skulle med bus og turen ville tage omkring 10 timer. Vi fik pakket bilen med alle min kufferter, tasker og min rygsæk. Børnene satte sig ind og vi kørte afsted mod busterminalen. Da vi ankom til busterminalen, fandt vi bussen og jeg fik mine ting ind i bagagerummet på bussen. Jeg gav børnene et ordentlig kram og bad dem væ-re søde og hører efter hvad mor siger. Derefter gave jeg Doris et klem og vi kyssede farvel. Jeg satte mig i bussen og de blev og vinkede til mig da bussen kørte væk.
   Nu var der ingen vej tilbage i morgen stod jeg på basen og var tilbage som soldat med alt hvad det indebar. Jeg satte mig til rette i sædet og faldt hurtig i søvn. Jeg havde sat alarmen på min biltelefon til at ringe kl. 0700, så jeg kunne blive lidt vågen inden jeg ankom til basen. Kl. 0755 stoppede bussen udenfor basens hovedind-gang. Jeg gik ud af bussen og fik mine ting. Jeg gik over til hovedindgangen og viste dem indkaldelsen. De pegede og sagde jeg skulle melde mig i bygning 5 lige ved paradepladsen. Det var helt mærkeligt at være tilbage efter så mange år. Ingenting havde ændret sig siden dengang, så det var nemt at finde bygning 5. På vej over paradepladsen, som var pakket med folk, der ligesom jeg selv var genindkaldt, så jeg et kendt ansigt. Det var Sam som jeg havde været gruppefører for dengang for mange år siden. Jeg kunne kende ham selvom der var gået så mange år, han hav-de ikke ændret sig betydelig. Det var et herligt gensyn, nu var man da ikke alene. Vi fulgtes det sidste stykke over til bygning 5. Vi meldte os til en seniorsergent som stod uden for bygningen. Han så vore indkaldelse og sagde "I skal være på stue 108. Jamen det skulle vi så. Vi fandt stue 108 og fik nærmeste et chok. Der var alle fra vore gamle gruppe. De var kommet søndag aften og havde allerede indlogeret sig.
   Vi smed vores ting på de sidste 2 køjesenge der var på stuen. Det var et gensyn der var til at føle på. Alle de gamle kammerater skulle nu være sammen igen i de næste 14 dage. Martin som var min næstkommanderende i gruppen, Will der var gruppens sygehjælper, Roger der var geværskytte i gruppen, sammen med Fred som også var gruppens Benjamin, Allen der var LMG skytte, George der var LMG hjælper og til sidst gruppens finskytte Sam. 8 mand som nu var blevet en hel del ældre. Jeg var den eneste der var blevet efter vores værnepligtstid var slut. George var dog vendt tilbage og havde været chauffør i staben i nogle år, men havde så skiftet militærlivet ud med et civilt job som sælger. De andre havde alle arbejde forskellige steder. Alle var gift og havde børn, eller næsten alle. Will var som den eneste stadig ungkarl. Vi skulle stille på paradepladsen kl. 0900. Lige som vi sad og snakkede om gamle da-ge, hørte vi et brøl fra døren til vores stue, et brøl man aldrig glemmer. Det var "Big Joe". Big Joe var dengang vores Drill Sergent. "Så er ferien forbi og I er mine" brø-lede Big Joe. Det var ikke uden grund han blev kaldt for Big Joe. Han var lige ved 2 meter høj og fyldte næsten døren ud både i højde og drøjde. Men man skulle ikke tage fejl af ham. Han havde en god kondition og var fysisk stærk. Det var ham vi skyldte at vi kom igennem vores rekruttid. Han havde lært os alt hvad vi kunne og havde gjort det godt. Men alle havde respekt for Big Joe.
   Vi sad og kiggede på hinanden. Alle tænkte det samme: "Skal vi nu igen til at høvles igennem af Big Joe". Det var tydeligt i alles ansigter. Fred kunne som altid se det positive i alting. "Nu ved vi da hvad der venter os", sagde han med et smil. Vi fort-satte vores samtale om gamle dage og hyggede os i et par timer. Derefter gik vi til køjs, så vi kunne være friske næste morgen.
   Vi havde aftalt at stille vores vækkeur til kl. 0600. Så havde vi tid til at få et bad, få spist morgenmad, inden vi skulle stille på pladsen kl. 0900. George var som den-gang den første til at være klar til morgenmaden. Da alle var klar gik vi sammen over i kantinen. Der var allerede mange, så det tog tid inden vi kunne få os sat ned. Normalt var kantinen stor nok til mange folk, men på grund af alle os som var gen-indkaldt, plus dem der fast var på basen, var der trængt til sidste stol. Vi fandt et bord længst nede i bagerste ende af kantinen. Maden var blevet bedre end dengang vi selv var inde. Dengang var det et meget lille udvalg af mad, både morgen, middag og aften. Men nu var der et helt buffetbord med alt hvad man kunne tænke sig. Vi fik spist færdig og alle blev godt mætte.
   Nu gik det så mod paradepladsen og en velkomst til alle der var genindkaldt. Vejret var behagelig, hverken for varm eller for kold. Temperaturen havde igennem de sidste par måneder været under 0 grader. Men her i den første del af marts var temperaturen steget til de 15 grader og der var næsten vindstille. Jeg ved ikke hvor mange vi var samlet på pladsen, men den var fyldt til sidste græsstrå. Der var stillet et stort podie op på den ene langside. Her sad der 8 officerer fra de enheder der var på basen. Chefen gik lidt frem og tilbage og talte med de forskellige officerer, inden han stillede sig op ved talerstolen. Han startede sin tale med at byde os alle sam-men velkommen. Derefter fik vi fortalt at vi var genindkaldt på baggrund af USA's deltagelse i Irak krigen. USA havde sendt flere tusinde mand til Saudi Arabien hvor de skulle støtte og hjælpe andre enheder fra bl.a. England og Frankrig i at befri Ku-wait og Irak fra Saddam Hussein og hans styre i Bagdad. På dette tidspunkt var der ingen snak om at vi også kunne blive sendt til den anden side af jorden for at delta-ge i denne krig.
   Efter vi var blevet budt velkommen og man håbede på at vi fik en god tid i gamle soldaterkammeraters lag, fik vi instrukser om hvor vi skulle afhente vores uniformer og udrustning. Klokken var nu 1030 og vi skulle stille ved depotet klokken 1100. Depotet lå kun lige 10 minutter væk fra paradepladsen og cafeteriet lå lige på sam-me vej, så vi så en mulighed for lige at lave et "pit stop" på vej til depotet og få en kop kaffe. Vi var ved depotet lige lidt før klokken 1100 og var klar til at få udleveret vores uniformer og udrustning. Vi havde inden vores ankomst til basen indsendt mål, så det lå klar til os i kasser og vores pak sæk. Efter udleveringen gik vi alle tilbage til barakken for at få det hele lagt på plads i vores skabe. Hver mand havde 2 skabe hvor der var plads til vores private tøj og vores udleverede uniform og udrust-ning. På vores skab med civilt tøj var der et sted man kunne skrive sit navn. Det andet skab var til uniform og udrustning. På den var der et flag og plads til det kli-stermærke vi havde fået udleveret sammen med vores uniform og udrustning. Ba-rakkerne var dog lavet lidt om siden vi var der sidst. Da vi dengang aftjente vores rekruttid, var der fælles bad for alle i barakken og fælles toiletforhold. I dag er der 2 baderum og 2 toiletter på hver stue. Dette fandt vi ud af gjorde at vi hurtigere kunne blive klar om morgenen, da man ikke skulle vente på 50 andre der også lige skulle i bad og på toilettet. Vi var tilbage i barakken omkring klokken 1130. Kort efter stod "Big Joe" i døren "Klokken 1300 stiller i udenfor barakken iført løbetøj og klar til en lille hyggetur i det blå", sagde Big Joe, med kontant stemme. Alle kiggede på hinan-den og vidste hvad han mente, helt præcis. En lille hyggetur er ikke det man vil kal-de en tur i det blå i hans verden. I Big Joes verden var det mindst 10 kilometer og næsten altid omfatter det "Hell Ridge". Hell Ridge var en lille bakke udenfor basen. På den ene side gik det opad med ikke så mange procenter i stigningen, men den anden side var noget helt andet. Det gik ikke lodret ned men den var stejl. Det mo-rede altid Big Joe at tage os op ad den "nemme side" og ned af den stejle, når vi var nået toppen. Når man så var nede på den anden side, ja så var det retur samme vej som vi var kommet ned. Efter sådan en tur var der virkelig syre i benene og man var fuldstændig mørbanket og vidste at der var cirka 4 kilometer hjem til basen. Klokken præcis 1255 stod vi klar udenfor barakken, 5 minutter før tid. Vi var smilende, da Big Joe kom rundt om hjørnet. Vi var bare klar. Det viste sig hurtig, at det var Big Joe også. Han så på os smilede lidt skævt til os. "I har lige nøjagtig 5 minutter til at få klædt om til uniform med støvler og Baret og stille herude på 2 geledder", råbte Big Joe. Ingen så på hinanden, det var der bare ikke tid til. Vi vidste at vi ikke bare skul-le klæde om, men også at vores løbetøj skulle lægges på plads rigtig, så tiden var knap. Vi nåede det lige på tiden og så var vi jo klar. Big Joe lod os stå og gik ind i barakken. Her åbnede han alle vores skabe og tjekkede om det lagde som det skul-le. Kort efter kom han ud med hele favnen fuld af løbetøj og uniformer. Han smed det på jorden og kiggede på os med et ondt blik. Vi stod alle og tænkte på; Hvem var det der ikke havde lagt det rigtig på plads? Det viste sig at det var Will. Will hav-de altid været lidt af et rodehoved og han havde bare lige kastet hans løbetøj ind i bunden af sit skab. Big Joe stod stadig foran os med et blik der sagde, at nu var der ballade. "I kan nu takke Will for at I har fortjent at alle skifter til løbetøj. Når I har gjort det stiller i herude og tager armbøjninger indtil Will har lagt sit tøj rigtig på plads og skiftet til løbetøj", brølede Big Joe. Så nu var det tilbage til stuen og få skiftet så hur-tig som det var muligt. Vi aftalte at den hurtigste skulle hjælpe Will, indtil vi andre var færdige til igen at løbe udenfor. Da vi kom ud, gik vi i gang med at tage armbøjnin-ger. Vi vidste at Will kun manglede at lægge de sidste par skjorter sammen og ligge dem ind i skabet. Endelig langt om længe kom Will stormende ud fra barakken. Big Joe gik ind og gennemgik Wills skab. Nu var det som det skulle være. Jeg ved ikke hvor mange armbøjninger de andre nåede, men jeg nåede op på 33. På det her tidspunkt, var der nok ikke nogle af os der helt var på toppen, sådan træningsmæs-sig, men vi gjorde hvad vi kunne. Efter Will var dukket op og vi stod udenfor, kom-manderede Big Joe os i løb. Jeg ved ikke hvad vi lignede, men de faste på basen der også var ude på deres daglige løbetur den dag, grinede højlydt når de så os. 8 mand hvor konditallet lagde tæt ved 0 eller derunder løb eller rettere luntede afsted på basens veje og direkte mod hovedporten. Vi fik da også ord med på vejen om vores størrelse, kondition eller mangel på dette. Big Joe råbte og brølede som vi kendte det fra før og vi gjorde hvad vi kunne for at leve op til hvad han ville have, men forgæves, vi måtte alle erkende vores kondi lå milevidt fra Big Joes. Efter en tid der for os alle varede en evighed, nåede vi frem til Hell Ridge. Vi hjalp hinanden op ad det ikke så stejle side og ned på den anden side. Nede fra toppen uden at nogle kom til skade, altså udover at det nok så pinlig ud med en flok genindkaldte uden nogen form for motion, så klarede vi det. Big Joe så på os et par sekunder og sagde så "Så kan I tage en pause små børn, ellers skal vi nok ringe efter et par ambulan-cer". Det skulle han ikke sige to gange. Vi smed os alle i sandet ved foden af bak-ken, her kunne vi side i skygge. Temperaturen i marts plejer at ligge på omkring 12-16 grader, men den stod på 19 grader, ikke en sky på himlen, så det var varmt. Ef-ter måske 10 minutter skulle vi tilbage igen, samme vej som vi kom fra. Dette betød også at vi skulle op ad den stejle side af bakken fra start. Jeg vil ikke her sige hvad vi lignede, men vi kunne se at Big Joe kiggede væk og var helt sikker på at han skreg af grin indvendig, men prøvede at skjule det så godt han kunne. Han for nærmeste forbi os og op på toppen. Her råbte han til os og var meget ned laden på os. Dette lyder måske lidt mærkelig, men det gav os den styrke der skulle til. Ingen af os ville lide et nederlag i ikke at komme til toppen og Big Joes råb gjorde udfaldet. Alle kom til toppen og var klar til turen hjem til basen. På turen hjemad, gik faktisk let, det var hårdt, men alle havde det efter omstændighederne styrken og viljen til at nå helt hjem.
   Da vi atter stod foran barakken fuldstændig drivvåde af sved og pustede og stønne-de som en flok gamle mænd, stod Big Joe og kiggede på os. "I har sgu klaret det godt, så få jer et bad og få klædt om til uniform. Så har i fri til klokken 1900, hvor I er klar her udenfor barakken, klar til undervisning". Det ville sige vi havde næsten to timer indtil vi skulle være klar igen. Med eget bad på stuen og kun 8 mand, så var det overskuelig og ikke så lang ventetid som vi var vant til fra dengang. Vi kunne nyde de to timer og have god tid til også at få aftensmad i cafeteriet. Vi sad og snakkede sammen om hvad vi lavede nu, men også hvordan stedet havde ændret sig siden vi var der sidst. Det lignede det samme sted, men alligevel bare det med ændringerne i barakkerne og stuerne var godt. Maden som vi kendte den var også væk og erstattet af store buffeter hvor der bare var mad nok til alle. Da alle var fær-dige med at bade og få uniformen på, gik vi over og spiste vores aftensmad. Efter aftensmaden skulle vi så have undervisning. Uddannelsesbygningerne lagde i gåaf-stand fra selve indkvarteringsbarakkerne. Basen er stor og med alt det der er på basen, kan det ikke undgås at der er nogle ting og steder man bliver nød til at blive kørt til i lastbiler eller busser. Den første aften med undervisning og uddannelse stod i udrustningens tegn og våben samt føringsmidler. Vi skulle blandt andet have vå-benlære, da vi næste morgen skulle have udleveret vores personlige våben. Det våben vi skulle have udleveret var et gevær fra Colt i Canada, nemlig C8IUR. Her-hjemme kender vi den som M/10 som er standard for det danske forsvar. Et rigtig godt våben som erstatter den som herhjemme hedder M/96. Dette våden var nyt for os, da det jo var mange år siden vi sidst var inde. Vi glædede os alle til at se og prøve dette våben. Allen skulle have udleveret en LSV som også var ny i forhold til den gamle LMG som var tungt våben. LSV'en var let og slet ikke så stor som den gamle LMG han havde været vant til. Så Allen skulle lære to våbentyper at kende. Det samme gjaldt Georg som var LMG hjælper. Han var nu LSV skytte og skulle udstyres med samme våben som Allen. Man havde nu ikke mere en LMG hjælper i gruppen, men havde skiftet ud, således der var to LSV skytter i gruppen, en på hver af de to hold en gruppe var inddelt i. Vi satte os sammen ved samme bord. Instruk-tørerne havde allerede lagt de forskellige våben ud til hver mand med navn og vå-ben nummer. Vi kunne næsten ikke vente med at komme til at bruge våbnene og lære at skille og samle det ad. Vi sad spændte og hørte på instruktørerne og deres instruktion om de to våben typer. Endelig måtte vi kigge nærmere på dem. Vi fik uddannelse i at skille dem ad. Alt foregik efter eksercermetoden hvor man ikke gjor-de noget før man fik lov til det. Efter et stykke tid kunne vi selv både skille det ad og samle det igen. Vi skulle endnu ikke gøre det på tid, da vi skulle kende det lidt mere. Men alle vidste at den tid kom, hvor vi skulle kunne skille og samle det på tid og i mørke. Men den tid den skulle nok komme. Vi havde kun våbenlære denne aften, da vi jo skulle på skydebanen allerede næste morgen.
   Da vi var færdige klokken 2300 kunne vi tage vores våben med og sætte det ind i de våbenskabe vi havde ved siden af vores skabe på stuen. Vi gik stille og roligt hjem til barakken og fik vores våben i skabene. Herefter havde vi fri indtil vi skulle op klokken 0600 næste morgen. I vores barak var der en fællesstue hvor der var fjern-syn og bløde stole. Vi kunne på gangen få kaffe og te hvor der var opstillet en ma-skine. Vi gik derhen og sad en times tid, inden vi gik til køjs. Næste morgen stod vi op som sædvanlig og fik vores morgenmad, inden vi skulle stille ude på pladsen hvor der holdt 3 lastbiler, en til hver gruppe i den deling vi var en del af. Vi fik os bøvlet op i lastbilen og fik os spændt fast. Vi skulle for første gang være fuld felt-mæssig. Dette betød uniform, føringsmidler, kampvest, hjelm. Det eneste vi ikke skulle have på denne dag var vores skudsikre veste. Nu sad vi der og ventede på at ankomme til skydebanen. Skydebanen lagde inden på basen og den var en del af et kæmpe skyde og øvelsesområde, hvor der både var almindelige skydebaner som vi kender dem, feltbaner og en hel by bygget op som man kunne forvente det i Mel-lemøsten. Det var rigtig livagtig med huse opført på nøjagtig samme måde, biler og lastbiler som vi kender dem fra fjernsynet. Når man var der, var det som at træde direkte ind i Mellemøsten, så meget realistisk.
   Nu var vi fremme, vi sad af og stillede på i geled med våben og hele baduljen. Nu var vi klar, klar til at vise vi nok skulle ramme de skiver der stod der for enden af skydebanen. Vi var positive uden at tænke over at der nok var et lille stykke vej til at kunne gøre det på samme måde som da vi var rekrutter, men viljen var der intet galt med. Vi skulle i første omgang have indskudt vores våben, så vi var sikre på vi også ramte der hvor vi sigtede. Dette foregik på den faste skydebane med ringskiver. Der var otte standpladser, så det passede med en gruppe der kunne skyde sammen. Vi var 2. gruppe og vi udnyttede ventetiden på at gøre vores våbenbetjening bedre og få det til at sidde på rygraden. 1. gruppe blev kaldt hen til skydelinien på hver deres standplads. Kort efter blev der råbt "Klar, skyd". Den første skydning tog omkring en halv time for hver gruppe, så det gik hurtig med at få den første skydning overstået. Da vi blev kaldt frem til vores skydning, havde vi opladt vores fire magasiner med 20 skud i hvert magasin. Vi stillede os på hver sin standplads og stod klar i stående klarstilling. Efter vi var færdige og vi havde fået indstillet hver vores våben, havde vi igen lidt tid inden det igen var vores tur til at komme til at skyde igen. Vi var på sky-debanen hele dagen, så det betød også at vi skulle spise ude i området. Big Joe havde derfor allieret sig med basens cafeteria, som kom ud med madpakker til os omkring middagstid. Desuden kunne vi få kaffe, te og sodavand som de havde medbragt. Det var ikke den store kulinariske oplevelse, men det var mad og bedre end ingenting. Nå, resten af dagen gik med forskellige skydninger på alle mulige tænkelige måder, der nu kunne gøres på sådan en skydebane. Omkring klokken fem var vi færdige og vi kørte retur til vores barak. Her fik vi hurtig vores oppakning, udrustning og våben ned fra lastbilen og ind på stuen. Nu var der så rengøring af våben og magasiner, inden vi kunne få vores aftensmad.
   Aftenens uddannelse var førstehjælp. Mange af os havde holdt vores førstehjælp ved lige efter vi var blevet hjemsendt. Det skulle man faktisk i rigtig mange firmaer og virksomheder, så for os alle var det blot vedligeholdelse af denne. Det eneste der skulle pudses lidt af var førstehjælp under kamp. Den sidste del af aftenens uddan-nelse foregik som prøve hvor vi skulle rundt til forskellige poster der var omkring på basen og løse disse. Der var ikke nogle af os der fik topkarakter, men dog gik igen-nem og godkendt prøve. Ingen af os var så begejstret for førstehjælp, men det var noget vi skulle igennem. De næste dage gik med uddannelse i alt hvad vi dengang havde lært og nu skulle vise om vi også kunne huske og hvor meget. Big Joe var som vi huskede ham og vi var glade for at det igen var ham der var vores "mand". Han gjorde sit til at de to uger gik hurtig og uden at nogle kom til skade eller blev trætte af at være der.
Forfatterbemærkninger
Dette er den første bog jeg er ved at skrive. Derfor vil jeg godt have andre til lige at læse dette første kapitel og få lidt meninger om den. Jeg har indtil nu skrevet 4 kapitler, men synes jeg nogle gange er kørt lidt fast og mangler lidt feedback fra andre. Også deres generelle mening om det der er skrevet. På forhånd tak for hjælpen.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 30/12-2018 00:19 af Niels-Peter Lorentsen (Niels Peter) og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 4909 ord og lix-tallet er 28.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.