Handi-klubben


26 dage siden 1 kommentar Noveller livets gang fantasy tillid

5Krig
En meningsløs krig, · Er der mening med livet, · Det er menigs kamp.
Digte · øjebliksbillede, indre smerte, udnyttelse
9 dage siden
1Handi-klubben
En eftermiddag sad min gode kammerat Allan og jeg Jesper, som så ... [...]
Noveller · livets gang, fantasy, tillid
26 dage siden
2Den kære juletid
Julesneen daler, · Glemt er alle kvaler, · Juletræet hentes, · Her kan ... [...]
Digte · livet, hyldest, digte
1 måned, 1 dag siden
0Den falske julemand
Sneen dalede ned over den lille landsby hvor jeg boede sammen med... [...]
Noveller · livsglæde, uretfærdighed
1 måned, 11 dage siden
1To verdener
Hvor er verden dog lille, · Mennesker der har noget til fælles, · Mød... [...]
Digte · strøtanker, tankeflugt, fortabt
3 måneder, 6 dage siden
2Papegøjen
De samme gentagelser, · Igen, igen og igen, · Papegøjen har ingen lær... [...]
Digte · livsanskuelse
3 måneder, 8 dage siden
1Et umage par
Som barn var jeg meget stille og rolig. Jeg havde nogle rigtig sø... [...]
Noveller · stemning
3 måneder, 20 dage siden
2Mand søger kærlighed
Mit navn er Martin og jeg har i længere tid levet livet som singl... [...]
Noveller
3 måneder, 29 dage siden

Puls: 26,0

Publiceret: 6
Afgivet: 6
Modtaget: 11
Henning Nørgård (f. 1962)
En eftermiddag sad min gode kammerat Allan og jeg Jesper, som så ofte før på den lokale knejpe, Viggo's. Vi fik os her et par øl og snakkede om løst og fast, hvad der var sket i ugens løb. Da vi boede i en relativ lille by, var det jo spændende og rart at vide noget om de andre, hvem der var blevet gift eller skilt, hvordan det gik vores fodboldhold i ligaen men også om der mon var kommet nyt "kød" til byen da vi begge var singler. Allan var i øvrigt 23 år og jeg 21 år. Vi havde osse begge bemærket at Christian, der dårligt lavede dagens gode gerning, var begyndt at køre Ferrari, i stedet for den gamle Morris. Vi undrede os meget over hvor pengene til dette mon kom fra?

Der var nemlig ikke ret meget der kunne holdes skjult i den lille provinsby vi boede i, hvor alt vidste alt om alle, og om ikke andet kunne man altid kontakte Louise på 81, der var orienteret om det hele og trofast sad ved gadespejlet dagen lang, og drak kaffe et par gange om ugen sammen med et par andre kaffesøstre. Så vidt vi vidste brugte de det meste af tiden med at udveksle hvad de havde bemærket siden sidst. Jo Louise måtte vide besked. Så vi kontaktede hende med sagen omkring Christian og hans funklende nye Ferrari hvilket hun dog, til vores store undren, ikke vidste besked om. Heller ikke hendes to trofaste kaffe-søstre kendte noget til sagen om Christian og hans Ferrari. Vi blev hurtigt enige om at det enten kunne være den med "brevet fra den rige onkel i Amerika" eller "den med en lotto-gevinst". I alle fald var vi begge meget misundelige på Christian, der nu kunne få al den opmærksomhed fra kvinder han kunne drømme om, og ligedes fra alle andre mennesker når han kørte Danmark rundt. Men da ingen af os troede på den med "den-rige-onkel-fra-Amerika" ej heller chancen at vinde i lotto, tænkte vi begge at det nok var det klogeste og lægge tanken om vores egen Ferrari på hylden og satse på noget mindre.

Vi havde vanen tro placeret os overfor hinanden, Allan sad på en stol, og jeg selv i min trofaste følgesvend kørestolen. Kørestolen havde jeg fået efter en slem arbejdsskade for snart en del år siden. Jeg var som sådan godt tilfreds med kørestolen da den hjalp mig at komme rundt, men samtidig også mig en følelse af at være forkert og noget til besvær. Grundet mit fysiske handicap, skulle jeg i lighed med Christian ikke længere lave dagens gode gerning. Men der var nu stadig en stor forskel, mellem Christians Ferrari, og Allans gamle cykel. Cyklen kunne kun lave knirke lyde med sin rustne kæde når Allan brugte den, mens Ferrari'en havde en brølende og meget maskulin lyd, med sin store V8 motor og 400 hk under hjælmen. Min ven Allan og jeg havde kendt hinanden gennem temmelig mange i år og vidste derfor rigtig meget om hinanden. Det var en rigtig god fornemmelse at have Allan som kammerat, han hjalp mig derfor med rigtig mange ting og omvendt. Vi følte begge i ny og næ en konflikt overfor andre menesker vi mødte i livet. For mit vedkommende var det oftest konflikter overfor andre mennesker, som jeg ikke fik givet udtryk for.

Jeg havde som handicappet kørestolsbruger fået et handicap-ledsagerkort, så Allan kunne hjælpe mig rundt til kulturelle oplevelser uden at betale entre for Allan, da han jo var min ledsager. Så vi brugte derfor ledsager kortet ofte, Allan kunne komme gratis med som ledsager til en del kulturelle ting. Vi brugte kortet når vi tog i zoologisk have, at se på de andre abekatte, hvilket havde en stor lighed med synet i mit badeværelsesspejl. Eller vi tog til rock koncerter som vi begge elskede. Hvad angik koncerter havde jeg dog stillet den betingelse til Allan, nu da han kom gratis med til mange gode koncerter, at hans opgave ville være at hente øl under koncerterne til os begge, hvilket han gerne gjorde. Han havde dog også selv en betingelse - at jeg skulle betale det hele og drikke det halve. Jeg fandt dette en god aftale. Men for at gøre Allan gengæld, hjalp jeg f.eks. med telefon eller pc når teknikken drillede, da dette var en af mine ekspertiser.

Allan, havde modsat jeg et ikke synlig handicap, men som psykisk syg, det der også kaldes den usynlige sygdom. Min sygdom var jo ikke til at overse når jeg kom i kørestolen, jeg i daglig tale kaldte "raceren", da jeg efterhånden havde præsteret rigtig gode tider hvad angik både acceleration og topfart. Allan var manio/depressiv, hvilket han talte åbent om, og der var jo heller ikke grund til andet. Allan svingede derfor en del i humøret men han var heldigvis vel medicineret og derfor i rimelig god tilstand. Da vi jo begge var først i tyverne og singler, drømte vi selvfølgelig om at finde den eneste ene. Måske også derfor besluttede vi for at vores venskab skulle kaldes for "Handi-klubben" omend der kun var os to gode handicappede venner som medlemmer. Men det kunne jo hænde der også kom andre til med et eller form for handicap, så var vi klart til at udvide klubben. Vi gav hinanden et dejligt kammeratligt og varmt kram, og et vi ses.

En nogle dage senere sad Allan og jeg atter og nød en øl, på Viggo's. Som oftest gik meget af snakken på om der var kommet nye single piger til byen, eller måske veninder til nogen, som vi kunne kaste vores kærlighed på for en tid, eller måske bare en enkelt nat. Vi så en kvinde, på vores alder, måske lidt yngre sidde ved baren. Da hun vendte sig om kunne vi se at hun nok osse havde et handicap. Hun så ud til at mangle en arm, hun havde nemlig sweater på, og den ene arm hang i lighed med forsangeren fra Sort Sol, Sten Jørgensens og dinglede. Vi vinkede damen over til os, og faldt straks i snak med hende. Allan og jeg præsenterede os pænt, og kvinden fortalte så at hun hed Sanne Jørgensen. Jeg smilede til Sanne og spurgte, "du er måske i familie med Steen Jørgensen, forsanger i Sort Sol, siden du dingler med armen som han." Sanne slog en mild latter op og sagde "Næppe jeg synger ad pommeren til." På denne måde var vi så pludselig 3 i vores Handi-klub, med det tilfælles at vi alle havde et handicap, vi kunne tale åbent om og give råd og inspiration til hinanden. Sanne havde iøvrigt mistet en hel del af armen, efter en arbejdsulykke, hvor hun betjente maskiner til bearbejdning af jernprodukter, og herved fået armen ødelagt. Vi tre lavede en aftale om at mødes den kommende lørdag klokken 18, at få noget god mad og snak, ved det der blev døbt Handi-klub-bordet.

Som sagt så gjort, så jeg dukkede som den første af trekløveret op lørdag ved 18 tiden. Der sad dog allerede en gut ved Handi-klub-bordet med ryggen vendt mod mig. Jeg tænkte straks - hvem er den herre mon, der åbenlyst har været så fræk at tage plads ved "vores" bord. Han havde tank-top på, så man kunne se hans store og muskuløse overarme, der var tatoveret på kryds og tværs. Da han hørte mine skridt, vendte han lynhurtigt hovedet mod mig, og jeg kunne se på frygten i hans øjne at han var meget påvirket af lyden af mine skridt. Jeg satte mig stille og roligt ned, og sagde så til gutten "Hej jeg hedder Jesper, hvad hedder du?" "Bare kald mig menig-Ole det var mit navn da jeg var ved militæret for en del år siden at tjene fædrelandet." Vi nød stille og roligt hver vores øl, og når jeg kiggede menig-Ole i øjnene kunne jeg se hans blik var faldet til ro, og med et lille smil omkring munden. Vi snakkede lidt videre, og jeg sagde til menig-Ole "Jeg giver lige en pilsner mere" - og kaldte så Tanja over, som serverede på Viggos. Hver gang jeg så hende tænkte jeg ikke på Christians Ferrari, men på min egne drømme bil en Audi TT. Bilen en smart lille sag, i lighed med Tanja. Bilen var vist det der i håndværkersprog kaldes en kusse-magnet. Grunden til jeg også tænkte dette var jo at Tanja var tjener, en fiks lille sag, oftest klædt i nederdel og smuk top, der gav en dejlig udsigt til hendes kavalergang. Tanja blev af alle på værtshuset kaldt Tanja-Tjener deraf ordet TT og jeg drømte tit om at sidde med skønheden Tanja T i min funklende nye Audi TT, alt i mens vi nød suset i håret, og jeg gav den ekstra gas.

Der gik ikke længe inden både Allan og Sanne, dukkede op som aftalt, og de satte sig ned ved Handi-klub-bordet. Allan og Sanne hilste på den nyankomne herre, og Sanne sagde med et smil "Hej jeg hedder Sanne, her er Allan og Jesper." Menig-Ole der jo havde hilst på mig svarede "Jesper og jeg har allerede hilst på hinanden og Jesper har fortalt mig om Handi-klub-bordet her. Jeg kan forstå i alle her har en udfordring at arbejde med, i lighed med mig." Det gav os alle en stor fornemmelse af tryghed og at vi her havde fundet et forum hvor vi alle, trods vores ret forskellige handicap kunne tale åbent om hvordan vi følte livet, vores egne udfordringer og andre spændende ting. Vi fik ideen at vi også ville opfattes som et firkløver, der i stil med at dette kunne bringe os alle lykke. Jeg kaldt på dejlige TT, og sagde "kan vi få fire sæt til Handi-klub-bordet ?" Tanja sendte hendes evigt dejlige smil til mig og kom umiddelbart tilbage med en pils og en skarp til hver, det sidste lige til at få renset halsen med. Vi kiggede smilende på hinanden, løftede den skarpe og sagde alle fire "skål." Nu vi jo ikke kendte hinanden, forslog jeg en lille runde, hvor vi kunne fortælle lidt om os selv og f.eks. hvilken slags musik man kunne lide.

Jeg lagde ud med mig selv og fortalte, at jeg hed Jesper og uden omsvøb, at jeg havde været ude for en ulykke, for snart mange år siden, og derfor mistede føreligheden og nu sad i kørestol. Jeg sagde samtidig til de andre at min manglende evne at gå rundt, som sådan ikke var den store hindring i livet for mig. Jeg var begyndt på noget handicapsport blandt andet indendørs hockey. Jeg fandt livet ganske dejligt, da jeg havde en hel del gode venner og ikke mindst af alt en virkelig go' humor, som næsten alle andre nød - lige med undtagelse af en veninde der synes det ind i mellem var temmelig elendig humor - men hende om det. De andre fik jeg også fortalt at jeg om noget - næst efter smukke kvinder - elskede musik i stuen men allerhelst live.

Nå sagde Sanne til mig "nu du siger musik er der et særligt nummer du f.eks. godt kan lide?" Jeg svarede unden tøven, det må være nummeret "Wrong Side Of Heaven" med Five Finger Punch Dead. Det er nemlig en rocksang med en god melodi men også en rigtig godt og vigtigt budskab. Jeg kunne se frygten der med det samme stod malet i Menig-Ols's ansigt, det undrede mig meget, jeg tænkte det godt nok havde ramt ham. Sanne og Allan sad også og stirrede måbende ud i rummet. "Jo" nærmest fremstammede Menig-Ole "Oversat er titlen 'den forkert side af himlen', altså helvede. Sangen, og dermed den tilhørende tekst, handler om en amerikansk soldat der udstationeres i Irak sammen med et par rigtig gode venner, går i kamp og kæmper på livet løs for Amerika. Men da han kommer hjem til Amerika igen får de ikke den mindste hjælp fra samfundet, han er blevet krigs veteran, tumler forvildet rundt i gaderne, lever hjemløst og drikker en masse whisky. Der er ingen der hjælper ham..."

Vi sad i dyb stilhed og var helt mundlamme. Det var dog skrækkeligt for denne stakkels mand i videoen han må da være dybt traumatiseret. Mon der dog ikke var nogen der hjalp ham? Menig-Ole åbnede igen sin mund og sagde "jeg har selv været der, blev udsendt som bare 19 årig og var udstationeret i 4 år. Vi var 30 gutter der blev sendt til Irak og fik jo et fantastisk sammenhold. Men da vi skulle hjem til Danmark med flyveren, sad kun jeg og to af de andre af gutterne i kabinen, de restrende 27 lå placeret i plastikposer i lastrummet, og i de 2 af poserne var de to allerbedste kammerater jeg nogensinde har haft"

Vi andre 3 var helt mundlamme ved denne oplysning, og jeg forstod derfor straks hvorfor menig-Ole havde udvist så meget frygt og set det særlige blik han havde i øjnene første gang jeg mødte ham. "Har du så diagnosen PTSD" spurgte Allan, og ja svarede menig-Ole. Han sad nu efter de 4 år som udsendt og selvom der var gået nogle år siden hjemkomsten havde han tydeligt vis dybe sår på sjælen af de meget barske oplevelser han havde haft. I forhold til dette syntes mit handicap af meget mindre betydning, selvom jeg sad i kørestol betegnet "raceren". Vi var alle dybt rystede, jeg tænkte vi måtte beroliges og jeg kaldte fluks på Tanja, dog ikke kun for at bestille en omgang men også kunne nyde den dejlige kavalergang og dermed også de utroligt flotte bryster når hun serverede drikke varer for os. Og menig-Ole, var så tynget af samtalen at han helt glemte at bestille et musiknummer men Tanja huskede det og sagde til Menig-Ole "Hvad med musikken?" "Jo det må uden for enhver tvivl være Tears-In-Heaven med Eric Clapton." Sangen om en far der mister sin søn som derfor sidder i himlen, og faderen må være stærk og fortsætte livet.

Nu blev det så Allan's tur at fortælle noget om hans handicap. Han lagde ud med at sige at han i lighed med Menig-Ole også havde en usynlig sygdom, da han var diagnostiseret som værende bipolar. Menig-Ole spurgte "Jamen hvad er bipolar? Har det noget med polerne og magnetisme at gøre ?" Vi brød ud i en mild latter, selvom det ikke var sjovt at more efter fortællingen om Menig-Ole's handicap, men det gjorde jo også at fokus blev flyttet Menig-Ole's voldsomme skader på sjælen til noget der måske trods alt ville være lidt mindre. Herefter fortalte Allan, at bipolar var det man tidligere benævnte manio-depressiv. De andre spurgte, ja næsten i kor "Jamen hvad betyder manio-depressiv ?" Allan forklarede nu at manio stod for ordet manisk, som betød at være "helt oppe at køre." Det kunne f.eks. være overforbrug af penge, have en urealistisk tro på egen even, drømme langt udover det mulige. Kort sagt, sagde Allan, at være gået helt fra forstanden. Og ordet depressiv siger jo sig selv, evig tristhed og måske endog selvmordstanker. "Jamen kunne der så gøres noget ved din sygdom?" Spurgte Menig-Ole. "Jo først prøvede de med kraftig medicin, noget der betegnes stemningsstabiliserende, det hjalp et stykke tid, men på et tidspunkt var medicinen ikke virkningsfuld nok, så de skiftede til ETC behandlinger." svarede Allan.

Allan forsatte med at fortælle at ETC stod for det der hed elektrochock i gamle dage. Men hvordan fungere det-der ETC noget, spurgte vi alle tre, ja vi nærmest i munden på hinanden. "Jo" svarede Allan "Først får man noget der hedder troxal så muskulaturen slapper af. Elektrochok skal nemlig fremtvinge et krampeanfald i hjernen, i lighed med det epileptikere får. Derfor får man stoffet troxal sprøjte ind i kroppen inden behandlingen at man ikke ligger og spræller. Man kommer i fuld narkose, inden behandlingen, der varer måske et halvt minut. Når man er bedøvet sættes der elektroder på hver sin side af hovedet, og der sendes en ganske svag strøm gennem hjernen." "Og hvad sker der så" spurgte Menig-Ole forundret? "Jo ETC virker på en måde at krampeanfaldene påvirker hjernen hvorved den så selv sender impulser den modsatte vej og derved regenerer hjernen, der danner nye og friske hjerneceller og bliver velfungerende. Man får altid ETC 6 gange over en 2 ugers periode. En en del gange virker det kun et stykke tid, hvorefter man får en omgang mere."

"Det lyder sgu fornuftigt med en omgang mere" sagde Mening-Ole, piftede efter Tanja-Tjener, der straks kom over til vores bord og spurgte "Hvad ønsker herskabet, måske en stribe mere?" "Ja tak" svarede jeg, "men to af de skarpe til hver og en smagsprøve på dine to pragtfulde meloner." TT gik smuklukkende bort men kom kort efter tilbage igen. Hun lænede sig frem mod mig og jeg spurgte "hvor meget bliver det?" Tanja lænede sig frem og svarede "360 kr." Da Tanja lænede sig fremfor at modtage pengene, tog jeg to 200 krs seddeler op, placerede imellem de to velformede bryster der bestemt ikke var af den mindste størrelse , hvorefter jeg sagde "så har jeg også betalt for melonerne." Tanja smilede stolt ved bemærkningen og forlod vores bord med en flot og rank holdning og vimsende med numsen.

"Men så var den sag måske ordnet med ETC behandlingerne" spurgte jeg Allan. "Nej det virkede kun for mig nogen tid måske et halvt år og så ikke længere. Men så fik jeg ind opereret en shunt ventil. Det viste sig nemlig ved en hjerne scanning at en forøget mængde af væske omkring hjernen gav et tryk mod denne. Systemet med shunten virkede i lang tid, den kunne justeres såfremt trykket mod hjernen igen blev større og større. Shunten gør det at den leder væsken væk fra hjernen området til maven, det er der en naturligkanal der gør." "Jamen kunne der så slet ikke gøres mere" spurgte vi andre tre nærmest i munden på hinanden. "Jo der var heldigvis en løsningsmulighed mere." sagde Allan, "De ville foretage en ballon udvidelse af den naturlige væske kanal vi alle har, da min var indsnævret. Jeg ved det lyder helt utroligt, den meget dygtige overlæge på rigshospitalet, der udfører disse kirugiske indgreb, hun hedder Marianne Juhler, i kan se hende forklare nogle metoder på YouTube. Hun er en af verdens førende kiruger indenfor hendes felt. Efterfølgende har det fungeret rigtig godt og det er bare rigtig dejligt." Vi nikkede alle tre til Allans beretning, og tænkte det var dejligt at behandlingerne havde hjulpet ham.

Vi andre omkring bordet havde jo bemærket at Sanne's ene arm sad og dinglede lidt. Kun Menig-Ole kendte ikke historien om Sanne's arm, og spurgte derfor "Hvorfor dingler din ene arm?" "Jo" svarede Sanne "det er sket ved en arbejdsulykke for del år siden og jeg går nu og venter på at få en protese. Jeg bliver i øvrigt meget tit antaget for at være kleptoman." "Kleptoman, jamen hvorfor dog det" sagde vi igen i kor "Jo jeg minder jo om den enarmede tyveknægt" svarede Sanne og vi brød alle igen ud i en herlig befriende latter.

Vi mærkede jo alle at der var en helt fantastisk kemi mellem os, vi blev derfor enige om at vi den kommende weekend ville tage en tur i byen først at spise sammen, dernæst høre noget god musik på det lokale spillested, der hed Huset, som kun Allan havde været på tidligere. Som sagt så gjort vi gik ind at spise på Musikkens Spisehus da jeg samen med min fætter havde været der før. Vi skulle jo bestille noget, altså mad, og jeg kiggede fluks på Sanne og sagde til hende "hvordan klarer du rent parktisk det at spise med kun en arm?" "Jo" svarede Sanne "hjemme spiser jeg mest retter som kartoffelmos med til tilbehør, suppe og den slags. Får jeg engang i mellem lyst til en rigtig bøf får den bare en tur i kødhakkeren og så ned i containeren med den." "Og nu da vi sidder her blandt andre og skal spise er jeg bestemt ikke flov over mit handicap. I aften tænker jeg at bestille en god steak, pommes frites og whisky sovs til, så får jeg bare tjenerne til at skære bøffen ud for mig at det er nemt at spise med en gaffel."

Udover der blev serveret god med var der som navnet også angiver musik til maden dejlig god dæmpet musik. Det var virkeligt hyggeligt så vi nu kendte endnu mere til hinanden. Der var jo mange ting at vende nu vi sad og hyggede sammen så snakken gik meget lystigt. Mening-Ole kiggede pludseligt på sit ur, dernæst på os og udbrød straks "Hold nu op der er kun en halv time til koncerten starter på Huset." Det kun tog fem minutter at gå derhen, så jeg spurgte lige hvem der spillede i aften. Allan svarede, at det var et AC/DC kopi band der hed Dirty Deeds.

Så måtte jeg jo høre om de også spillede mit favorit nummer, "For Those About To Rock We Salute You." Jo jo, det nummer spiller de faktisk hver gang de er på. Jamen så lad os lige se det på YouTube at det virkelig er en kopi af AC/DC når de spiller det for os. Vi vidste jo alle tre at ordet "Salute" betød at lave en salutering, eller derfor også tilbeder i lighed med når der salutters for kongeskibet. Men har de så kanoner med på scenen sagde jeg lidt smågrinende. Det har de godt nok svarede Allan, det er naturligvis nogle ret små kanoner, men der er også lidt rigtig dejlig bonus på scenen som AC/DC osse har det. Bonus spurgte vi andre med undrende? Jo se nu bare her mine gode venner, Allan tog mobilen frem, fandt hurtigt nummeret på YouTube, drejede telefonen en kvart omgang at vi bedre kunne se nummeret der selvfølgelig var optaget live. Vi så nummeret og de to andre gutter sagde "hold da kæft, det ser godt nok frækt ud." Nummeret var nemlig nået til bonus rundne hvor to smukke strippere kom ind på scenen som det også skete ved rigtige AC/DC koncerter. Vi så nummeret færdig, skålede og drog så afsted til Huset allerede lettere påvirket, både af en del alkohol, tanken om at vi skulle hen at høre god musik plus den der bonus vi skulle nyde, men ikke mindst nyde den helt utrolige og dejlige kemi vi havde fundet imellem hinanden.

Så vi gik glade og små syngende arm i arm hen til Huset, holdende hinanden om livet, ja det vil sige Sanne gik naturligvis yderst med den dinglende arm. Vi kunne allerede på afstand høre at de var ved at teste lyd anlægget med en god gang højt Gasolin, så det tilstrømmende publikum var helt klar når det skulle gå løs inden længe med Dirty Deeds.

Da vi kort efter kom indenfor, kunne vi tre gutter set at der var hel del dejlige kvinder som vi fik kringlet os ind på. Vi prøvede derfor at få en dialog i gang med nogle af dem, men det var nu mest med de sædvanlige score jokes som alle kvinder jo kendte så det var der jo ikke så meget succes ved. Men en del af dem spurgte nu også om hvordan mit handicap var opstået, da de jo kunne se se at jeg sad i kørestol, og hvordan og hvorledes? Da jeg havde svaret blev de to andre gutter ligeledes krydsforhørt, da kvinderne er som kvinder ofte er, nysgerrige, og det er jo i et rimeligt omfang en god egenskab at have, for hvordan skulle man ellers få en god dialog. Vi fik snakket en hel del frem og tilbage med disse kvindemennesker men kom egentlig ikke til det ønskede, nemlig nærkontakt og senere forventet intimt samvær. Og der var da også en gang frem-og-tilbage vi heller have lavet med dem. Allan kom dog i tanke om at en hel del kvinder efter sigende elskede eller ligefrem tændte på mænd i håndværkertøj. Det var nok i en forventning om at sådanne mænd havde skruet hænderne godt på og var vant til at bruge dem. Disse kvinder syntes nok også rigtig godt om en mand der kunne tage ordenligt fat og sidst med ikke mindst en fantasi af disse mænd havde "værktøjet" i orden. Vi sluderede lidt om dette og jeg fik den lyse ide at den næste gang vi skulle i byen, ville iføre os noget godt håndværkertøj og se om tøserne ville reagere på dette. Så næste gang vi skulle på Huset bestemte vi os for at bruge denne beklædning. Pyt med om vores venner ville blive lattermild og vi ville få kommentarer som, nå du er nok blevet håndværker eller lærling og grine højlydt, de vores venner der udemærket kendte os og vidste vi alle studerede videre på en højere uddannelse.

Så gik "Dirty Deeds" på scenen, og Sanne sagde da at hun måtte på udkik mændene og brugte hun brugte altid icebreakeren, nemlig indledningskommentaren "Du ser rigtig sød ud og galant, giver du ikke hånd og bukker for mig som det sig hør og bør, for en rigtig gentleman ?" Og alle som en bukkede de og stak hånden frem, og ved håndtrykket sagde de alle som en "jamen du mangler jo den ene arm." "Mangler og mangler, det er nu så meget sagt, jeg har jo bare lagt den sammen med mit overtøj i garderoben. Min kunstige arm er ret så tung at bære rundt, og jeg drikker alligevel altid øl med den anden." Svarede Sanne så alle mændende hun hilse på som vanligt slog en høj latter op. Hver gang hun stod overfor en mand på et værtshus, kastede denne sjove bemærkning altid en øl af sig. Sanne og den mand hun var i samtale med forsatte i reglen konversation nogen tid og manden ved hendes side syntes hver gang at hun skulle have en øl mere nu da samtalen gik så godt. Sanne sagde aldrig nej tak til en øl mere, men der var dog et simpelt princip hun havde, et godt princip mente hun selv. To øl fra hver galant mand måtte være rigeligt, også da hun jo skulle nå at hilse på flere mænd som havde gaflen fremme.

Men Sanne måtte da også ud at studere der var andet "godt kød" tilstede i lokalet. Ordet "godt kød" havde hun lært af gutterne og udtrykket betød en mand elller kvinde man gerne ville gafle, at have med hjem i sengen at hygge sig med. Jo, jo der var da en ganske stor del, også mange der først kiggede på hendes dejlige barm, for efterfølgende at løfte blikket op at smile. Sanne vidste udemærket at hendes barm var mindre end Tanja's, men mere end rigeligt til at friste mandfolk. Hun nåede derfor at hilse på et temmelig pænt antal mænd og nåede derfor også at få et ganske pænt antal genstande, inden hun kom vaklende tilbage til os andre.

Koncerten var nu kommet godt i gang og folk stod op sang med på livet løs. Vi kiggede hen på Sanne da hun mod hen mod os og sagde, "holde da op er der være dobbelt op i Huset i aften, du dingler jo både med arm og krop, og næsten i takt". "Tjooo" snøvlede Sanne nærmest, "jeg har fa fa fake tisk mødt en del mænd. De syntes alle som en jeg både skulle have den første og anden øl ved dem." "Ja vi kan sgu godt se du dingler både med arm og krop, og snakker fuldemanssprog, men hvor mange mænd har du da truffet på din vej?" Sanne svarede igen med en snøvlet stemme, "det må have være en 8-9-10-12 stykker." Vi tænkte vist alle tre, så var det da soleklart at hun var dinglende fuld og så var Sanne da blevet en erfaring rigere at vi kunne fortælle hende om næste gang vi skulle mødes. For at hun kunne komme helt hjem i sikkerhed og uden faldulykker blev vi hurtigt enige om at den ene af os skulle følge hende hjem. Dels at sikre os at hun kunne udtale adressen korrekt til taxa chaufføren, om hun ellers kunne huske den, at hun kunne huske koden til sit kort ellers kunne vi som hendes ledsager altid lægge ud for hende, og sidst men ikke mindst ledsage hende op til 2. sal hvor hun mente hun boede, hjælpe med at kende forskel på højre og venstre dør og ja selvfølgelige finde nøglen til lejligheden og ikke mindst få låst op døren op.

Vi huggede med fingerne som man tit gør, det der også kaldes "sten-saks-papir" eller "bedst ud af tre." Det endte med jeg tabte til de to andre gutter og derfor måtte følge Sanne hjem. Vi aftalte således at Allan og Menig-Ole skulle blive på Huset, at holde overblik over situationen, og inden jeg gik sagde jeg til begge "kommer der en dejlig kvinde må i gerne reservere hende til mig." Jeg ringede til en taxa og gik Sanne og jeg udenfor. Jeg måtte selvfølgelig holde om Sanne, da hun ellers var dinglet omkuld i hendes håbløse brandert. Da jeg jo kun kendte Sanne fra Viggo's spurgte jeg "hvor bor du egentlig henad?" "Jeg bor da hjemme, hvor ellers" svarede Sanne med en munter fuldmands stemme. "Jamen hvor er hjemme" spurgte jeg." "Ja det kan jeg sgu da ikke huske" svarede hun med et stort grin. Jeg kom heldigvis i tanke om at Sanne formentlig havde hendes pung og sundhedskort i håndtasken. Jeg fandt pungen og heldigvis også et sundhedskort som Sanne til alt held havde liggende i pungen og ikke kun havde sundhedskortet på den tilhørende app på mobilen. Jeg fandt således også Sanne's adresse. Jeg fik fluks ringet efter en taxa, der kom kort tid efter. Vi blev hurtigt kørt til Sanne's adresse og fik betalt med Sanne's kort med den trådløse funktion. Vi steg begge ud af taxaen og jeg måtte selvfølgelig støtte hende hele vejen op til 2. sal hvor hun boede. På kortet havde jeg også set der stod 2.sal til venstre, så jeg vidste hvor turen skulle gå henad.

Da vi kom indenfor sagde Sanne, at hun lige skulle tisse og jeg lige måtte vente. Jeg ventede et pænt stykke tid, Sanne kom ud og stod stadig og dinglede og sagde med et lille grin med hendes fuldmandssnak "Du må også hjælpe mig i seng du dejlige mand" Jo tænkte jeg det går jo ikke hun falder omkuld på det hårde trægulv, måske slår sig og ligger der til den lyse morgen. Så vi gik rundt i lejligheden til jeg fandt soveværelset hvor Sanne smed sig ned på sengen. "Jeg er altså vant til at sove uden tøj" vrøvlede Sanne "er du ikke sød hjælpe mig med tøjet?" Jeg tænkte at komme tilbage til Huset, men omvendt ville jeg jo også gerne hjælpe Sanne at få sovet branderten ud i godt omfang.

Jeg lagde dynen til side fik trukket Sanne's nederdel af og hendes strømper, og sagde så "Nu må du sætte dig op, så hjælper jeg dig af trøjen at du kan sove, løft nu armene højt op, så fjerner jeg trøjen og du lægger dig pænt ned Sanne" Det gjorde Sanne dog med nogen besvær, da jeg jo også lige skulle have den halve arm hun havde ud. Men da det var ordnet lagde hun sig pænt ned i sengen. Jeg lagde dynen over hende og sagde "sov nu godt og drøm dejligt." Jeg var på vej ud af døren da jeg igen hørte den snøvlende stemme fra Sanne "jamen jeg er altså vant til at sove helt nøgen, det må du lige hjælpe mig at få bh og trusser af inden du går din vej." Jeg tænkte ja, ja det må jeg så hellere gøre. Som sagt så gjort så jeg fjernede også bh og trusser. Sanne lagde sig derefter på ryggen og vrøvlede igen "ser mine bryster ikke dejlige ud, nu er jeg klar til at du ordner mig" Jo jeg måtte indrømme at det var ganske dejlige babser, men at have sex med Sanne der var ved at blive en trofast veninde, der oven i købet var mere end beruset, havde jeg bestemt ikke lyst til. Jeg lagde derfor dynen hen over Sanne, gav hende et lille knus og ligeså et kys på kinden. Der lød allerede søde små snorke lyde fra Sanne, så jeg listede af igen, hjem til Allan og Menig-Ole, der sikkert sad ved vores bord.

Da afstanden ikke var stor og jeg bestemt ikke var beruset i samme omfang som Sanne havde været, gik jeg tilbage til Huset og fandt snart vores bord. Der sad nu fem ved bordet jeg havde forladt for et par timer siden. Allan og Menig-Ole sad og små kyssede hver deres pige. Jeg hilste på pigerne. Menig-Ole sad og kisse-missede med en blondine der præsenterede sig som Helene og Allan med en kvinde med dejlige former, der præsenterede sig som Frederikke. Jeg kiggede over på den sidste kvinde der så både dejlig og smuk ud, blondine med langt krøllet hår, smukke grønne øjne og det skønneste smil. Da jeg vidste en hel del om kvinde navnes betydning sagde jeg "Frederikke betyder, stille kraftfuld hersker og Helene betyder fakkel eller den lysende." Kvinden der var meget smuk og sad tilbage og som de to gutter måske havde udset som min scoring denne aften sagde til mig "Hvad hedder du, og du må jo kunne gætte mit navn nu du ved så meget om numerologi" "Jamen jeg hedder Jesper, der betyder Rock, og det passer jo meget godt på mig da jeg har en veninde der hedder Sanne Jørgensen, der har mistet det halve af den ene arm, i lighed med Steen Jørgensen fra Sort Sol, der efter min mening er helt fantastisk band, for eksempel nummeret Let-Your-Fingers-Do-The-Walking" "Jamen kom så for pokker i gang. Har du fundet ud af hvad du tænker jeg hedder da du både er numerolog og ret så intelligent." sagde den smukke kvinde til mig. Jeg måtte tænke lidt over kvindens spørgsmål og efter nogen grublen sagde jeg til hende "Du hedder garanteret Mie der bryder velskabt rengøre." "Det er lige det jeg hedder" svarede pigen der altså hed Mie. "Jeg forstår udemærket ordet velskabt, men hvad med det rengøre? Sidder du der og siger jeg skulle være rengøringskone?" smågrinede Mie. "Nej slet slet ikke" svarede jeg straks tilbage. "Du har jo en rigtig flot og uimodståelig kvindekrop ja endog meget velskabt må man sige" Jeg kunne se at Mie nærmest voksede et par centimeter og skød brysterne, hov det hedder vist brystet frem, da hun var ganske stolt at sådan et kompliment. "Og det med rengøre har slet ikke noget at gøre med at gøre rent med kost og spand." De brød alle ud i en munter latter, nej hvor vi dog hyggede os i hinandens selskab. "Det med rengøre skal forstås i overført betydning, at rense sjælen for dårlige og triste tanker, at livet kommer på ret køl igen. Straks brød Allan ud "jamen så er det jo mig Mie er tiltænkt til, da jeg jo er bipolar." Vi måtte endnu engang smile ved det dejlige selskab vi havde fundet. Jeg fandt i øvrigt også Mie den langt den smukkeste og jeg håbede at jeg ville kunne score hende.

Det ringede for sidste omgang og vi måtte derfor fluks bestille det sidste, jeg tog dog en cola, da jeg var begyndt at føle mig lidt rundtosset. "Hvad fa'en er der galt med dig ?" Sagde de to andre gutter "er du gået i barndom, siden du pimper cola?" "Næ" svarede jeg "jeg har såmænd bare tænkt mig at følge Mie pænt og ærbart hjem" jeg så på hende og Mie sendte mig det dejligst smil og svarede straks "det synes jeg er en rigtig god ide, så har jeg nemlig en dejlig maskulin mand ved min side, med nogle ordenlige overarme om der skulle ske mig noget. Jeg har jo bemærket at du har trænet enormt flittigt ved at bruge dine arme i kørestolen, så de er blevet store og stærke."

"Men har du mon taget løbeskoen på" sagde jeg, henvendt til Mie. Mie svarede "Hvorfor skulle jeg dog have løbesko på" "Jooo" svarede jeg "med så meget træning jeg har haft har jeg jo opnået både kraftig acceleration og høj topfart om du skulle rende fra mig." Igen grinte vi sammen ved bordet grundet samtalen. Nå men enden på det hele blev at vi alle tog afsked med hinanden, med på skift gav de andre et varmt kram, vi tog mobilen frem og lavede vores egen messenger gruppe, at vi fremover kunne skrive sammen og være på FaceTime, især os drenge der jo gerne ville se yndighederne levende om end kun på mobilen igen.

Jeg fulgte som aftalt Mie hjem, først skubbede hun kørestolen, men vi blev ret hurtigt enige om at det var bedre at selv trillede kørestolen at vi kunne gå side-by-side, og at vi kunne nyde stjernehimlen sammen, ja det var faktisk rigtig romantisk. Det var jo også klart nemmere at snakke sammen, se hinanden i øjnene og smile. Jeg trillede stille og roligt afsted og kiggede på Mie og sagde så "ærgelig at vi ikke kan holde i hånd nu da jeg skal trille" "Jamen det ordner vi da hurtigt du dejlige mand, du stopper bare, låser kørestolen og lukker øjnene så kan du nemlig allerbedst mærke følelsen af at holde mig i hånden." Jeg stoppede kørestolen og lukkede som aftalt øjnene. Jeg mærkede dog ikke som aftalt en varm hånd i min, men derimod to varme hænder mod mine kinder hvorefter Mie gav mig det blideste og dejligste kys. Hvor var det dog dejligt at mærke hendes varme og let fugtige læber mod mine. Jeg måtte derfor åbne øjnene, smile til hende og udbryde "for pokker hvor er det dog dejligt skat." Vi tog så sammen hjem til Mie. Hvor vi tog overtøjet af og sidde at snakke sammen. Mie fandt noget god vin frem, dejlig romantisk musik og levende lys, og det endte med at denne dejlige nat blev brugt på rigtig skøn og dejlig elskov.

En god uges tid mødtes vi igen på Viggo's. Allan så hen på Sanne og sagde så med en grinende stemme "Nååå hvor forsvandt i to hen i så lang tid den anden aften. Og hvorfor var det kun dig der kom tilbage'" Jeg kom Sanne i forkøbet og svarede som rigtig var "Jamen jeg tabte jo dysten, så jeg måtte jo følge Sanne helt hjem som vi havde aftalt." Helt hjem" sagde Allan smågrinende og nysgerrigt "endte du og Sanne så i kanen?" Nu var det så Sanne's tur at forklare, "nej det gjorde vi faktisk ikke selvom Jesper er en ret lækker mand, min tilstand i betragtning var det nok bedst at hoppe over senge gymnastikken." "Jamen hvad så med hende den fikse sag vi havde fundet til dig da du på bedste vis havde fulgt Sanne hjem og kom tilbage hertil, var det ikke Mie hun hed? Du fulgtes jo med hende hjem da vi gik hver til sit, var der så gevinst der." "Jo det kan man roligt sige der var, vil fulgtes ad hjem til Mie, og elskede lige til den lyse morgen." Jeg så straks at de alle tre sad og så måbende på mig. "Jamen det lyder ganske perfekt, hvor er vi dog glade på dine vegne." "Mie er faktisk udover det at være god til at hjælpe med kørestolen også en meget kærlig og betænksom pige der vil en det bedste i livet ingen tvivl om den sag, og Mie har jo som alle andre mennesker noget at kæmpe med. Hun har det der hedder social arv, der i hendes tilfælde gør at hun har en lille social omgangskreds. Men så er det jo godt hun har fundet vores lille klub, da hendes problem jo på en eller anden måde også er en handicap." Alle mine venner der sad omkring mig tilkendegav at det var en god ide at få Mie med i vores lille hyggelige handicap klub.

Jeg tænkte jeg nok hellere måtte spørge Sanne, og hvordan og hvorledes, så det gjorde jeg så, for at være ærlig og heller ikke såre hende. Så jeg sagde pænt "det var godt nok også hyggeligt sidst at følge dig helt hjem du har og tak fordi du kaldte mig for en lækker mand. Men som du har hørt mødte jeg Mie senere den aften og fik hygget gevaldigt med hende. Hvad med dig selv Sanne, selvom du var stang stiv sidst vi så hinanden er der så sket noget nyt ?" Sanne smilede stille, jeg tænkte der er nok ikke sket ret meget for Sanne. Men Sanne åbnede munden og sagde "Jo jeg fik faktisk den gode ide at lave en dating profil på nettet dagen efter, i håbet om at finde en ung mand at nyde livet med." Vi syntes alle som en at det lød som en fantastisk god ide. Sanne forsatte så med at fortælle hvordan og hvorledes, det ellers var hændt. "Jo jeg fik jo en hel del henvendelser idet jeg havde valgt en af de mere dristige datingsider til min profil, da der jo også skulle være inkluderet noget god, dejlig og vidunderlig sex." Sagde Sanne med et glimt i øjet, og hun fortsatte hendes dejlige fortælling om hvordan og hvorledes. "Jo da, der kom jo med det samme en stak henvendelser fra mænd i alle aldre og interesser og uddannelse m.v. Så der var sgu nok at sortere i." Vi andre syntes da det lød ganske udemærket men Sanne var nu ikke helt tilfreds. For hvordan skulle hun dog hitte hoved og hale i alle disse beskeder på hjemmesiden til hende? Vi foreslog samstemmende at det bedst ville være at vælge en rangorden af hvad det vigtigste var. Det kunne være uddanelse, det kunne være hobby, det kunne være alder, økonomi, ja der var parametre at vælge imellem. Så det lovede hun så at hitte-ud-af til næste gang vi skulle mødes, og som Sanne også sagde "ja måske jeg da har mødt et par stykker eller fire af dem og kan fortælle jer meget meget mere." Vi foreslog Sanne at hun måske kunne vælge et par stykker eller tre, tage dem med på Viggo's, bare de to alene, så vi andre kunne se hvad det var for en abekat hun havde med. Og hvis hun mærkede det svingede mellem dem, kunne Sanne jo altid udbryde, "how der sidder jo tre af mine bedste venner, vil du ikke med over at hilse på?" Det syntes Sanne var en rigtig god plan, og hun lovede at få sorteret og aftalt et møde med et par gutter eller tre ved vores bord, dog naturligvis ikke på en og samme tid.

"Men hvad med i to gutter? " sagde jeg henvendt til Menig-Ole og Allan. "Har i været på jagt forklædt som håndværkere og var det noget der gav pote?" Menig-Ole måtte med sorg i stemmen, meddele at der ikke havde været gevinst for ham. Han havde klædt sig ud som murer, og sige at de eneste han havde henvendt sig til ham, var 2 mænd som begge efterspurgte sort arbejde, af en murer klædt i hvidt. Den ene af disse to skulle have muret en halvhøj mur mellem stue til køkken og den anden en stor flot pejs som han viste Menig-Ole et billede af på mobilen. Menig-Ole måtte stikke dem en stor løgn, at godt nok arbejdede han både med og uden regning, men hans kalender var fyldt endog meget langt ud i fremtiden. At det så var jagt på den evige kærlighed der stod i hans kalender fortalte han selvfølgelig ikke noget om. Men Menig-Ole havde dog nu kastet sig ud i det og faktisk stået prøven da han, måske også grundet den tryghed han havde fundet hos os, kunne give bare en smule af med den angst han havde overfor fremmede mennesker og frygten for hvad de kunne finde på.

Allan fortalte så at han havde klædt sig ud ud som, tømrer i brune overalls og et skilt på maven, hvor der stod, Allan ordner det hele fra kælder til loft til de er helt tilfreds. Han var gået på jagt i en anden by ikke så langt derfra og da også kommet ind på et diskotek hvor der var godt gang i den, og ikke mindst en forfærdenligt mange mange unge smukke kvinder. Jamen hvad kan du dog ordne spurgte hver eneste kvinde. Jeg faldt i snak med en hel del kvinder, da kvinder jo som bekendt taler ufatteligt meget mens vi mænd holder lidt igen med ordene. Men en ganske stor del af pigerne spurgte dog "hvad er det lige præcis du ordner til man er helt tilfreds?" Og alle som een havde de et småfrækt glimt i øjet, og samme uartige tankegang. Allan fortalte at han danset med en 5-6 stykker, selvom dans ikke ligefrem var hans yndlingssport, nej han ville nu meget hellere dyrke lagengymnastik. Allan var dog faldet i en både god og interessant samtale, med en flot blondine med de smukkeste forlygter, og selvom samtalen foregik på fuldemandssprog kunne de dog faktisk hurtigt blive enige om en hel del ting. Til Allans fortrydelse endte aftenen med Lizette ikke med lagengymnastik, hverken hjemme ved hende eller hjemme ved ham. Men inden de skiltes blev de dog hurtigt enige om at de ville finde en anden dag eller nat at gøre noget ved sagen. Hvilket jo så desværre ikke var blevet til noget.

En uges tid senere skulle vi alle 5 mødes igen i handi-klubben, da Mie nu jo var fuldgyldigt medlem som det hedder sig i rockerkredse. Ved bordet sad vi dog kun 4, vi manglede Sanne. Nå tænkte jeg, kun kommer sgu nok daskende alene inden så længe. Allan og Menig-Ole måtte med sorg i deres stemmer fortælle at de desværre ikke havde været gevinst, så jeg piftede fluks efter TT og bestilte en stribe. Men vi havde helt overset at ved den anden ende af baren sad Sanne allerede sammen med en nydelig ung herre og snakkede, grinede og smilte til hinanden. Vi kunne se at Sanne sagde noget til manden. Sanne kendte vores udtryk omkring at hun jo nok havde mødt en abekat. Og selvom hun tænkte det er da bestemt ikke det jeg har så sagde hun noget til herren og pegede over mod vores bord. Jeg tænkte, der er nok en "torsk" Sanne har fået på krogen, da da det jo kun piger man kalder for "sild." De kom begge over til os og Bent præsenterede sig pænt og vi hilste på, alt imens Sanne og Bent så små forelskede ud til alles glæde og fornøjelse. Allan spurgte så hvad Bent lavede i hverdagen, hvortil Bent svarede at han havde et godt og velbetalt job som bankrådgiver, og i fritiden var han manager for et mindre rock band der hed Rocking-Boobs, som jo betyder Rockende Bryster. Hvad laver sådan en manager spurgte vi næsten i munden på hinanden. Jo forklarede Bent, en manager er den person der sørger for alle de praktiske aftaler med bandet, ligefra spillesteder, kontrakter, PR og meget meget andet.

Vi fem handi-klub medlemmer kiggede på hinanden og jeg kunne se vi tænkte de samme tanker. Jeg sagde derfor til Bent, ja vi kan godt nok ikke spille musik, men vi har alle en fælles livserfaring grundet vores handicap, som vi gerne vil udbrede noget mere viden om. Kunne du ikke være vores manager? Ligefrem manager, og hvad skulle jeg da lave for jer, spurgte Bent? Tjaa, svarede Mie inden jeg kom til ordet, typisk kvinde tænkte jeg, og Mie forsatte derfor, vi kunne jo tage på en slags turne at åbne op for nogle af de handicap der findes synlige såvel som usynlige, så de opdages af hvermand, der skal i alle fald sættes fokus på de handicappede. Bent kiggede på Mie og sagde så, det er fandme en god ide med en eller anden for for turne, men vi skal nok starte i det små og gå rundt i byen og fortælle om løst og fast og hvordan og hvorledes. Vi nikkede alle samtykkende og så var det Allans tur at få en god ide. Jamen vi kan vel ikke bare gå rundt i byen eller andre byer på må og få, vi må nok hellere få noget udstyr med. Jeg tænker et bord hvor vi kan stille lidt forfriskninger frem, og nogle foldere der fortæller om vores handicap, og nogle foldere fra Dansk Handicap Forbund. Vi var alle godt tilfredse med disse ideer. Vi enedes om at mødes den efterfølgende dag, først var jeg dog nødsaget til at kalde på TT at bestille en omgang af ditten og datten.

Da vi fandt sammen næste dag blomstrede vi alle af begejstring, nu havde vi både vores helt fantastiske fællesskab, men også projekt-handicap, som vi ville kalde det. Vi havde faktisk fået nogle gode ideer. Jeg lagde ud med at jeg tænkte at lave en hjemmeside, handiklubben.dk, hvor man kunne læse om os, herunder et billede af Allan og jeg i Zoo hvor vi var fotograferet sammen med en abe, med teksten "find den rigtige abekat" Jo der skulle være godt med humor på siden, ligesom i vores klub. Ikke at man ligefrem skulle more sig over folk med handicap, med mere en ice-breaker i stil med Sannes arm der lå i garderoben. Desuden skulle der laves et skilt med teksten "jeg har et handicap - men er dog skide skrap." Vi skulle naturligvis også have en side på Facebook, vi grublede lidt over navnet, da Menig-Ole forslog hvad med "De Muntre Handier"
   Vi enedes straks om at dette var det helt rette navn. Men nu var tiden kommet til at bryde op, vi skulle naturligvis mødes den efterfølgende dag. Vores manager Bent, ville dog lige nævne nogle perspektiver vi kunne have i kikkerten nu vi var så ivrige. Han tænkte på sigt læserbreve i lokal avisen, debatter på Facebook, indgå samarbejde med Dansk Handicap Forbund og flere andre ting. Og hvis det går rigtig rigtig godt sluttede Bent med at sige, ja så kunne vi jo danne Handicaplisten at folk kunne stemme på os, og få sat endnu mere fokus på de handicappedes situation, også i den politiske beslutningsproces. Vores slogan skulle selfølgelig stadig være "jeg har et handicap, men er dog skide skrap".
   Vi havde alle som en det store smil på, først og fremmest på grund af det fantastiske venskab vi havde fået, og alle de visioner vi havde fremadrettet. Men for mit vedkommende var det aller aller bedste naturligvis min og Mies kærlighed der var opstået. Da vi alle efter et knus gik hver til sit, gik jeg holdende om Mie kærligt ved min side, glade og kyssende, mens vores venter sagde "vi vil se mere, vi vil se mere." Jo dette øjeblik for mig var det man betegner som den fuldendte lykke.
Forfatterbemærkninger
En novelle om nogle handicappede der mødes ved tilfældes magi. De to af personerne med et synligt handicap, de to andre et ikke synligt handicap. Mødet mellem disse 4 personer betyder et fantastisk sammenhold, og de dejlige visioner der opstår.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 03/01-2023 00:31 af Henning Nørgård og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 8524 ord og lix-tallet er 37.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.