I Apatiens Skyttegrav


8 måneder, 26 dage siden 4 kommentarer Noveller eksistentiel corona hospital

4I Apatiens Skyttegrav
De siger, at døden er let. At det at leve, er den svære del, og d... [...]
Noveller · eksistentiel, corona, hospital
8 måneder, 26 dage siden
17Depression
Jeg græder om natten, hvor jeg ikke kan ses. · Jeg gemmer mig; vil ... [...]
Digte
3 år siden
14Der er gået en uge
Der er gået en uge. · Og der er det der med sorg, · at den kommer i d... [...]
Digte
3 år siden
6Farvel/på gensyn
Du siger farvel, men også på gensyn. · Jeg kigger på dig med et løf... [...]
Digte
3 år siden
7Gay eller Straight?
"Okay flotte, hvad er din gift?" · "Tequila." · "Ooooh, en tequila dr... [...]
Noveller
3 år siden
3Varm & Spøgefuld
"Vil du spille Tegn og Gæt?" · Clarissa sender sin kæreste et irrit... [...]
Noveller
4 år siden
1En Dag Mere
Lærke rører sin skål af æggehvider indtil hendes omelet er farlig... [...]
Noveller · sorg, kærlighed
4 år siden
4Ugyldigt Nummer
"Åh, for Guds skyld!" Udbryder Sabrina ud af ingenting og stopper... [...]
Noveller
4 år siden
13Til Inger Støjberg
Kære Inger Støjberg, hold nu din forbandede kæft, · du galoperer si... [...]
Digte · politik, udlændinge, racisme
4 år siden
4E-Ordet
"Jeg elsker dig." · Han sagde 'E-ordet,' · smed det bare lige på bord... [...]
Digte
4 år siden
9Dit Publikum
Jeg observerer dig sørgmodigt med stor ængstelse i blikket, · mens ... [...]
Digte
4 år siden
2Det Evige Spørgsmål
"Casper! Casper, kom her! Hurtigt!" · "Hvor er her?" Joker Casper, ... [...]
Noveller · døden, livets gang, kærlighed
4 år siden
3Når en dør lukkes, så åbnes en ny
Modtaget: Jeg er her for dig. · Victoria læser beskeden på skærmen ... [...]
Noveller · kærlighed, utroskab, håb
4 år siden
4Et Tab af Uskyld
"Det kan vi ikke!!!" · "Hvad mener du med 'det kan vi ikke!?'" Spør... [...]
Kortprosa · humor, uskyld, barndom
4 år siden
10Jeg kan ikke digte
Jeg kan ikke digte. · Jeg har kigget på den blinkende cursor i en r... [...]
Digte · uinspireret
4 år siden
2Ingen Mig Uden Dig
Isabella sætter sig på sin parkbænk og med et dybt afslappet suk,... [...]
Noveller · kærlighed, loyalitet, hukommelsestab
4 år siden
6Huller i Himmelens Gulv
Maria sukker mens hun griber den nærmeste indkøbspose fra passage... [...]
Noveller · kærlighed, døden, livets gang
4 år siden
20Afspejling
Jeg kan se det i dine øjne, · du har lyst til at græde, · er det over... [...]
Digte · depression, sårbarhed, tomhed
4 år siden
4Døden Får Et Liv
Let it go! Let it go! Can't hold it back anymore... · Fnis. · "Tryk ... [...]
Noveller · livet, døden, fantasy
4 år siden
4Livet & Døden & Kærligheden
Liv står i skyggen af det lille soveværelse - et af hendes yndlin... [...]
Noveller · kærlighed, livet, døden
4 år siden
19Tømmermænd
Jeg vågner søndag morgen; en rigtig varm dag. · "Drik nu ikke for m... [...]
Digte
4 år siden

Puls: 4,9

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 3
Kianna Kitter Rasmussen (f. 1983)
De siger, at døden er let. At det at leve, er den svære del, og den knusende sandhed i det udsagn rammer hende som en kanonkugle, da hun går ned ad den mørke gang; de eneste lyde er hendes sko, der skraber hen over de skinnende linoleumsgulve, hjertemonitorer og ventilatorerne.

Ånd ind, beep, ånd ud, beep, ånd ind, beep, ånd ud, beep.

Det er dødens monotone melodi, og hun har været her så længe, at det er alt, hvad hun hører nu.

Mens nattens mørke langsomt sænker sig over afdelingen, kryber den også langs årene i hendes hjerte. Den dækker hende fra top til tå, fylder hendes indre og ydre, indtil hun er så følelsesløs, at hendes vejrtrækning bliver næsten lige så anstrengt for hende, som den er for hendes patienter.

Hun ønsker ofte at flygte fra det, fra alt denne lidelse og tab af liv, og hun føler skyld over det. Men hun er bundet af pligt; det er op til hende at give faklen videre til den næste generation og lære dem, hvordan man bekæmper denne usynlige fjende... selvom antallet af nye praktikanter er faldet til næsten nul, efter verden uigenkaldeligt ændrede sig. I stedet for at rekruttere nye styrker har de den samme stab løbende i cirkler; hospitalet genbruger og misbruger, indtil der ikke er noget tilbage af mennesket bag de døde øjne.

Hun er begyndt at føle sig som et ekko af sig selv, og hun er ikke den eneste med dette problem, hun genkender den samme galskab i de andre; håbløsheden og trætheden hærger dem, invaderer deres porer... indtil den fortærer dem fuldstændigt... indtil de griber om deres bryst og hiver efter luft.

De giver maskerne skylden, men hun ved bedre.

At være en healer er at bekymre sig og at bekymre sig er at føle... og de føler alle for meget i disse gudsforladte korridorer af fortvivlelse. De er gode mennesker, hver og en af dem; men de er blevet spærret inde og fjernet fra verden, isoleret i ordets bogstavelige forstand, for længe. Dag efter dag har de kæmpet denne krig; alene på frontlinjen i næsten et år. På nuværende tidspunkt er de en hær af zombier; næsten lige så livløse som ligene, der fylder lighuset op.

Hun drejer om et hjørne, og hendes fødder fører hende med tunge skridt tættere og tættere på de to mennesker, som hun er kommet for at hente. De ved med ét ladet blik, hvad hun er der for, og med humøret for dystert til at tale, udveksles der ingen ord, i stedet følger de hende lydløst, som om de er på vej til en henrettelse, og det er de på en måde også.

Deres skygger svæver foran dem; maler gulve og vægge, mens gangen ser ud til at strække sig ind i evigheden. Da de langt om længe når deres frygtede destination, skubber hun døren op og mærker straks den ildevarslende følelse fylde rummet; endnu en skal til at krydse over, og hun agerer stille vidne, mens de indtager deres plads ved sengen.

Ånd ind, beep, ånd ud, beep.

En mor, en søn; bare endnu en familie, der må sige farvel.

Ånd ind, beep, ånd ud, beeeeeeeeeeeeeeep.

En far, der burde have levet.

Hun har set det så mange gange før, men deres sorg fylder hende stadig med en råhed af følelser; deres gråd er for høj i denne ellers altopslugende stilhed; den fylder hende op, indtil hun også er klar til at briste. Bag visiret truer tårerne med at løbe. Bag masken kommer rystende vejrtrækninger ud af skælvende læber, men hun nægter at lade dæmningen falde sammen.

Det eneste hun kan gøre for at redde sig selv, er at vende ryggen til dem, nægte at se deres smerte; for hvis hun stirrer for længe, så bliver deres sorg hendes egen, og hun kan ikke bære mere.

Jeg kondolerer.

Det er sådan en ubetydelig og ubrugelig kommentar. Men hun udtaler den alligevel, som om hun er på autopilot. Dette er noget, som hun er blevet tvunget til at udholde igen og igen, og det stjæler langsomt, men brutalt medmenneskeligheden indeni hende. Lidt efter lidt fjerner den blødheden af medfølelse fra hende; hvor hun var blid, er hun ved at blive hårde takkede kanter.

Hun ved ikke, hvor lang tid der går, det gør hun aldrig; begrebet af tid holdt op med at give mening for hende omkring uge syv, men da hun endelig er alene i rummet, træder hun højtideligt op og placerer lagenet over kroppen uden at se på det. Hun foretrækker at huske folk, som de var, ikke hvad der er tilbage.

Kroppen.

Det er upersonligt og koldt og forfærdeligt, men det er virkeligheden af, hvad han er nu; væk er alle de egenskaber, der gjorde ham til menneske. Hun behøver ikke, at se ham nu for at vide det. Hun husker for tydeligt, hvordan han var før; den glade person han havde været, der altid jokede med sygeplejerskerne... indtil han ikke gjorde... og nu er han reduceret til dette; en tom beholder, der engang indeholdt det mest dyrebare af alt.

Liv.

Hun kan ikke lade være med at tænke over meningen af denne tragedie, mens hun kører ham til elevatoren. Hver enkelt person, der var gået tabt i denne kamp, havde været unikke på deres egen måde og havde haft mennesker i deres liv, der elskede dem; de var fyldt med drømme og blev så berøvet dem. Mange af dem taget for tidligt; så meget potentiale kørt til denne rulletrappe af undergang.

Der er ingen logik i noget af det, men det er måske heller ikke meningen, at de skal forstå det. Måske er forståelsen forbeholdt universet alene; selvom hun går ud fra, at Moder Natur har et formål ved at gøre dette. Måske har menneskeheden presset for langt og ignoreret én advarsel for mange; oversvømmelser, tørker, orkaner, jordskælv... og dette er blot naturens måde at udjævne spillefeltet ved at eliminere en trussel fra ligningen.

Hun har taget denne rute tusindvis af gange efterhånden; turen ned i dybet, de døde ved hendes side... til det mørkeste og mest omhyggeligt skjulte sted, som alle foretrækker at lade som om, ikke eksisterer. Selv på dette rædselssted vil folk stadig helst lukke øjnene for realiteterne og ikke anerkende deres egen dødelighed.

Jo længere ned de kommer, jo mere begynder hun at miste fatningen, og hun spekulerer på, om hun langt om længe har nået sin grænse, og det er nu, at hun endelig knækker.

Mens hun anbringer kadaveret i dets midlertidige hvilested, bryder sveden ud på hendes hud og får hendes uniform til at klæbe ubehageligt til hende; på trods af den betydelige kulde i luften, føler hun sig overophedet. I baghovedet ved hun, at noget ikke er som det skal være; som sygeplejerske skriger alle tegnene til hende, alt imens hun langsomt stiger tilbage til overfladen... og til trods for, at hun træder ud i testcentrets skarpe fluorescerende lys, forbliver mørket indeni hende.

Hun indtager sin forventede plads i det velsmurte maskineri; bag hende vokser køen af mennesker sig længere og længere for hvert minut der går; smitten synes ustoppelig og listen af nye ofre, uendelig. Det varer ikke længe for depressionens giftige ranker truer med at vikle sig om hendes hals og kvæle hende... og hun føler pludselig et desperat behov for at flygte udenfor efter frisk luft. Det eneste hun stille op nu, er at afvente sin egen skæbne.

Der er fakler sat op i form af et hjerte på græsplænen; en hyldest til de faldne. Den samme mor og søn, som hun lige var sammen med, er der også og er ved at tænde deres egen. Det er en rørende, men håbløs gestus. Det vil ikke bringe ham tilbage. Hvordan de håndterer den viden; det endegyldige i det, som de lige har været igennem, ved hun ikke.

Mod sin fornuft og uden rigtig at kende sine egne motiver for at gøre det, bøjer hun sig ned for at tænde en fakkel. Måske tænder hun den for spøgelset af den mand, som hun lige har efterladt i en fryser, måske tænder hun den for hele verdens trøst ... eller måske, bare måske, tænder hun den for sig selv, for sin egen frelse. Det er femten minutter senere, da resultatet endelig kommer ind, og hun kan ikke lade være med at grine af ironien.

Positiv.

Hun griner og griner og griner, og alle kigger på hende, som om hun har mistet forstanden. Men hun bekymrer sig ikke længere om at opretholde en facade; om at skjule sine sande følelser og ustabile mentalitet, for hun har med en kølig accept indset, at den frygt, der boede i hende, da det hele begyndte, er gået tabt for længe siden; hele denne rædselsfulde oplevelse har skånselsløst boret den ud af hende, indtil ingenting, udover apati var tilbage, og hun er ligeglad med, om virussen tager hende.

For på en måde, så er hun allerede død, og det har hun været længe.
Forfatterbemærkninger
Jeg tror Coronaen snart er ved at drive mig til vanvid og prosa bøvser som denne her er så resultatet. Suk altså. Jeg er bare virkelig, virkelig træt af det hele, okay?

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 07/01-2022 00:27 af Kianna Kitter Rasmussen (KiannaKitter) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 1499 ord og lix-tallet er 28.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.