Farmor, en trappe, en plan


6 måneder, 4 dage siden 3 kommentarer Noveller

3Farmor, en trappe, en plan
Nogle weekender i min barndom cyklede jeg ud til min farmor. Der ... [...]
Noveller
6 måneder, 4 dage siden
2Brændt Due i Motorhjelm
Jeg skylder jer at fortælle, vi var på vej til badmintonstævne i ... [...]
Noveller
6 måneder, 4 dage siden
1To katte
Sådan her begynder helvede. Schiiiiiiw. Hun vil have mig til at · m... [...]
Noveller for børn/unge · nuet, samvittighed, følelser
2 år siden
2Det er utroligt med ham Max M
Jeg går ud i køkkenet for at hælde vand i elkedlen. Tænde den. Vi... [...]
Noveller · samtale, krise, samliv
2 år siden
2Hesteballon
Jeg stod på bussen, som andre passagerer stiger på en bus, et skr... [...]
Noveller · had, psykisk smerte, psykose
2 år siden
4Gåsen
Jeg får en tanke, at jeg flyver med en gås op på psyk. Lige nu, i... [...]
Kortprosa
5 år siden
3Efter
Agnete sad i noget så afslappet som en hængekøje i deres have, og... [...]
Noveller
6 år siden
5Skumbanan
Telefonen ringer. · "Nu sker det snart," siger kvinden i den anden ... [...]
Noveller · mennesker, ensomhed
7 år siden
1Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Dres var bange. Jeg var bange. Det var på den måde, netop på den ... [...]
Romaner
7 år siden
1Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Jeg glemmer ikke den dag. Jeg kunne ikke få Dres med mig hjem. Vi... [...]
Romaner
7 år siden
2Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Morfin kan være dødeligt for kroppen, det har Dres' mor fortalt t... [...]
Romaner
7 år siden
2Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
"Du er vel ikke en bangebuks," sagde han. Vi var gået ned til str... [...]
Romaner
7 år siden
1Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Der var sket det, havde han fortalt mig, at Dres' far havde banke... [...]
Romaner
7 år siden
5Dage uden dagbog
Det var kun én dag ud af mange. Min mor kunne ikke vågne, og jeg ... [...]
Noveller
7 år siden
1Hamster
Jeg har lovet min søn en hamster, og nu skal det være. Jeg nærmer... [...]
Noveller
8 år siden
3Skumfidus
Jeg er blevet ringet op, og når en telefon ringer, tager man den.... [...]
Noveller
8 år siden
1Kyllingerne i kælderen
Jeg træder ind i mit hus, hvor jeg bor sammen med min mor og min ... [...]
Noveller
8 år siden
5Det glødende hjerte
Lad os kalde ham Pelle Plys, som hans siddekammerat Agnes siger. ... [...]
Noveller
8 år siden
3Besøget
Jeg hilser på drengen og drengens mor. Han ser gladere ud end hen... [...]
Noveller
8 år siden
9Styrthjelmen
Mor køber en styrthjelm til mig på den Blå Avis. Sælgeren fortæll... [...]
Noveller
8 år siden
1Gademusikantens påskeferie
"Klokken toner strejfer mig, · en sælsom rejse ender her, · du var så... [...]
Noveller
9 år siden
1Fra et sted indenfor
"Lad fremtiden sove , far, for vækker man den for tidligt, får ma... [...]
Noveller
9 år siden
37Bella
Der var engang et stormvejr. Man nåede knap at tænke sig om, før ... [...]
Noveller · storm
13 år siden
2Den svære elektroniske sletning
Min far har stået der i to år nu. Nr. 12 i min elektroniske telef... [...]
Noveller
16 år siden
0Adam - 1. kapitel
Jeg får et chok denne morgen. Bliver vækket af udråb, der faretru... [...]
Romaner
16 år siden
4Aforismer og andre små tekster - måske opst...
"Vi søger at få mening ud af det allermest absurde - det i sig se... [...]
Aforismer og gruk
16 år siden
1Cadavre Exquis
Personer: · Asger · Pia · Rekvisitter: · Notesbog og pen · Maleri med sort ... [...]
Blandede tekster
16 år siden
0Pedro - Epilog
"Rul ham om på siden, Asger. Jeg vil se ham i ansigtet." · "Hvad vi... [...]
Romaner
17 år siden
0Pedro - Kapitel 10
Om aftenen. Sidste dag. På badeværelset var der en duft af hyldeb... [...]
Romaner
17 år siden
0Pedro - Kapitel 9
Næste dag. Jesper Hansen stod uden for døren til Jørgen Karlsens ... [...]
Romaner
17 år siden
1Pedro - Kapitel 8
Samme tid et andet sted. Sven vendte tilbage til boghandlen. Denn... [...]
Romaner
17 år siden
0Pedro - Kapitel 7
Dagen efter. Det var sjælden set, at der var slåskampe i den lill... [...]
Romaner
17 år siden
0Pedro - Kapitel 6
Flashback. · "Det er ærgerligt med din medaljon, Jørgen. Den var nu... [...]
Romaner
17 år siden
0Pedro - Kapitel 5
Om aftenen dagen efter. · "Jeg har set Pedro!" råbte lille Nikolaj... [...]
Romaner
17 år siden
0Pedro - Kapitel 4
Næste dag. Uventede ting kan pludseligt hive én ind i et søvnløst... [...]
Romaner
17 år siden
0Pedro - Kapitel 3
Pedro siger "vov". · Sådan siger den, når den er glad, sur, trist, ... [...]
Romaner
17 år siden
0Pedro - Kapitel 2
Dagen efter. Pia Hansen sad med rødvinsglasset på sit ene lår og ... [...]
Romaner
17 år siden

Puls: 2,6

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Allan Andersen (f. 1980)
Nogle weekender i min barndom cyklede jeg ud til min farmor. Der var sytten kilometer hver vej, og den sidste gang jeg cyklede hen til hende, var hun død. Ældre mennesker ser mere sovende ud end yngre mennesker, når de er døde. Hun sad bare i sin stol inde i stuen, foran et tændt fjernsyn. Det var lørdag. Jeg prikkede til hende, på hendes overarm, og hun reagerede ikke.
   "Farmor? Det Albert," sagde jeg. Jeg blev først bange. Jeg havde aldrig før været i et rum med en død. Nu græder jeg lige om lidt, kan jeg huske, at jeg tænkte. Jeg kunne ikke rumme den døde krop, der på en måde havde brændt sig fast til nuet. Så tænkte jeg rationelt. Jeg gik hen til farmors telefon, og jeg løftede røret, begyndte at trykke mine forældres nummer ind. Men ingen tog den. Af en eller anden grund havde jeg fået den opfattelse, at man ikke ringer til 112, når nogen er død. Og jeg havde jo ikke bedemandens nummer.
   Jeg var ligesom ikke parat til at give hende væk. Hvad værre var, jeg ville ikke have, at nogen fandt hende foran håndboldkampen, siddende i lænestolen, stiv som en pindis. Det tør jeg godt fortælle nu, at jeg tænkte. På pindis. Jeg slukkede for fjernsynet, der stod 22-35 til Skjern i håndboldkampen over GOG. Skjern var farmors yndlingshold.
   Der stod en tallerken med en bolle med ost på et bord ved siden af hende, og et tandmærke fortalte mig, at hun nåede at tage en bid. Jeg løftede osten, det kunne jeg have valgt ikke at fortælle jer, men jeg løftede osten og kiggede efter, om hun havde brugt tandsmør. Det havde hun. Jeg tænker stadig den dag i dag, om hun måske fik et slagtilfælde af alt det smør, det er nok urealistisk, men den tanke jager mig i mine drømme.
   Efter jeg næsten rituelt havde lagt osten tilbage på brødet, fik jeg øje på den glinsende fedtmasse på hendes ene finger, som hun sandsynligvis havde boret ind i brødet kort før sit endelige. Havde hun haft en hund eller kat, var den finger sandsynligvis blevet slikket ren og ingen havde nogensinde opdaget det.
   Jeg gik hen til trappen op til første etage, talte trinene, for jeg ville vide, hvor mange trin jeg skulle slæbe hendes døde krop. Jeg gik helt op og ind til den seng, som jeg ønskede, hun skulle ligge i. Jeg lagde endda en gammel Danielle Steele-bog til rette på sovebordet, som var der et kapitel eller to, der ventede på hende. Jeg anede ikke engang, om bøgerne bare var til pynt eller om farmor læste i dem engang imellem.
   Lyden, der nåede mine øregange. var brutal. Ringeklokken. Først troede jeg, at det var telefonen, at nogen ringede. Men det var dørklokken. Jeg bliver nødt til at åbne, tænkte jeg, og det gjorde jeg så, jeg gik ned og åbnede.
   "Hej," sagde jeg. Det var en ældre mand, der havde en avis under armen og en stor, tung og militærgrøn frakke på. Han gik med sikkerhedstræsko.
   "Hvem er du," spurgte han, og jeg sagde, at jeg var farmors barnebarn. At jeg hedder Albert. Han hed Verner, sagde han til mig, og jeg gav ham hånden. Det kan godt lyde underligt, men hans hånd var lige så glat, som jeg formoder farmors finger var det. Den sammenhæng var uden betydning.
   "Jeg er Bentes nye nabo. Jeg har avisen med til hende," sagde han. Bente var min farmors navn. Jeg nikkede.
   "Hun er på toilettet, men jeg kan aflevere den til hende," sagde jeg, og jeg kan godt høre, hvor brutalt det var. Dårlig opdragelse.
   "Jeg plejer at overdrage den til hende selv," sagde han, og jeg kunne ikke skjule min irritation overfor ham. Og ikke mindst for brugen af overdrage, det var et malplaceret ordvalg.
   "Farmor sagde, at hun tog lang tid på toilettet."
   "Hvad mener du?"
   "At det var et langt besøg derude," sagde jeg, og jeg overdrev min dybe indånding, så det var helt tydeligt, at han efterhånden var blevet noget af en belastning. Jeg håbede ikke, at farmor gjorde andet end at dele avis med Verner.
   "Jeg har ikke travlt," sagde han. Han var vel pensioneret. Han havde masser af tid.
   "Men det har vi," skyndte jeg mig at sige.
   "Hvad skal I da?" spurgte han så.
   Jeg trak på skuldrene.
   "Ud," sagde jeg bare.
   Og det var alt, hvad jeg kunne sige. Jeg ville ikke til at opfinde en eller anden forlystelse eller kulturbegivenhed, som vi i teorien kunne have aftalt, at vi ville tage til. Farmor var dårligt gående, så alt for langt væk og alt for krævende kunne det jo ikke være. Hvordan finder man lige en egnet forlystelse til en 80-årig på et splitsekund, mens en halvbrovten mand står med en sammenkrøllet avis i hånden og gerne vil ind til den døde?
   "Ud?"
   "Ja."
   "Undskyld, jeg forstår ikke helt?"
   "Hvad er det, du ikke forstår? Jeg er på besøg hos min farmor, og hun er på toilettet. Og når hun er færdig på toilettet, så skal vi ud."
   "Men hvor skal I hen?"
   "Kan det ikke være lige meget?"
   Han rømmede sig. Han var tydeligvis rystet, og han havde jo ikke engang set min farmor, ligesom jeg havde det. Det var trods alt mig, der havde fundet hende. Jeg vidste udmærket godt, at jeg havde trådt over grænsen for pli og god opførsel, det var jeg helt med på, men jeg var sikker på, at han hellere ville gå sin vej end holde farmor i fodenden op ad trapperne.
   Han gav mig avisen.
   "Jeg skal nok give den til hende," sagde jeg, venligt, tilfreds med hans valg, hvad jeg mente var det eneste rigtige, som han kunne gøre i den her situation. Og jeg havde også en vis følelse af stolthed, der pressede sig på og skubbede det grænseoverskridende i baggrunden, for jeg havde lige sørget for, at han sandsynligvis aldrig fik hendes døde krop at se. Og jeg ved ikke, hvor jeg fandt overskuddet fra, men jeg fik sagt: "Står der noget i avisen, som er værd at vide?"
   Han trak på skuldrene, og jeg kunne se på ham, at han gerne ville væk hurtigst muligt. Jeg lod ham gå. Manden gik. Han vendte sig rundt én gang, og efterfølgende har jeg tænkt, at det var dér, i dét øjeblik, at min sidste chance for at ændre mening og fortælle ham, hvad der var sket med farmor, sad, i det sidste kig. Han sagde ikke mere. Jeg sagde ikke mere. Jeg smilede lidt til ham og lukkede døren.
   Farmors døde krop havde en grålig skær. Den skær gjorde mig bekymret, som var hun forstenet. Jeg kom et kort øjeblik til at tænke på den talende klippe i Troldmanden fra OZ, men fangede hurtigt, at det var en upassende tanke. Den film havde ligesom ikke noget med det her at gøre, tænkte jeg Så gik jeg i gang med forberedelserne til at få hende løftet op ovenpå, op i sengen, og væk fra Skjern - GOG-kampen. Jeg ville bære hende op ovenpå, jeg ville lægge hende fint og roligt i sengen, og måske endda tørre hendes smørfinger af. Måske kysse hende på panden en sidste gang og rette lidt på bogen på natbordet, for sådan dør man lykkeligt, sovende. Det var den tanke, der styrede mig. Men hvordan løfter man en død farmor? Skal man have fat under armene, som når man får et faldent menneske på benene igen? Er det benene, man skal fokusere på? Det tænkte jeg på, mens jeg stod bag farmor, og farmors stoleryg, og stirrede ned på hendes sølvgrå hår, der af en eller anden grund så mere dunagtigt ud, nu hun var død. Som kunne man rive det af med en legetøjstang. Jeg kan eventuel starte med at skubbe hende lidt ud over pudekanten, så hun falder ned på jorden, tænkte jeg. Så kan jeg eventuelt forsøge at trække hende afsted i benene?
   Jeg brugte først en finger og ikke andet. I nakken. Jeg skubbede hende meget varsomt forover, ud mod stolekanten, men nakken var hård som cement. Farmor, eller dét der var tilbage, reagerede nærmest ikke, som at stå og prikke til resterne fra Berlin-muren. Det var helt absurd. Det var umuligt at få hende til at give sig det mindste på den her måde! Der skulle en hel hånd til, en arm. To arme. Og så gav hun sig langt om længe, og jeg kan huske, at jeg hviskede: "Nu falder du lidt, farmor."
   Jeg brugte snart hele min krop, lænede mig ind over ryggen på stolen og fik hende til at vælte forover. Men jeg må gentage: Sikke mange kræfter, der skulle til. Og nu kommer vi til lyden. Den havde jeg slet ikke forberedt mig på. Den var hæslig, som brækkede hun alle knoklerne i hele kroppen. Længe efter hviskede jeg for mig selv: "Du mærker ingen smerte. Du mærker ingen smerte. Du mærker..."
   Og så lå hun dernede, på maven, og jeg havde gennemført første etape af mit projekt. Efter lyden ligesom havde lagt sig, fik jeg en god følelse af, at jeg havde gjort det rigtige. Jeg havde ikke et andet valg, syntes jeg. Jeg kunne ikke have løftet hende ned fra stolen, for hun var som sømmet fast til den. Hendes krop havde løsnet sig, og jeg ville hellere trække en slap end en stiv krop op på første etage. Farmor havde sandfarvede sutsko på fødderne, det opdagede jeg først nu, at hun døde i bløde sutsko. Og jeg kunne ikke helt finde ud af, om det var sødt eller brutalt eller noget helt tredje. Men den ene sutsko var næsten faldet af foden, da hun ramte gulvet, og sad nu tvivlsomt på foden, som Askepots guldsko sekundet før det falder af. For første gang nogensinde skal jeg sætte en sutsko på et dødt menneske, tænkte jeg.
   Der var mange trapper. Eller der var måske ikke mange trapper for et levende menneske, men der var mange trapper i dette tilfælde. Og det næste spørgsmål meldte sig: Hvordan slæbe et dødt menneske mest bekvemt op ad en trappe? Det kunne jeg på stående fod ikke svare på. Og jeg kunne ikke spørge hverken farmor eller Verner. Jeg kunne naturligvis forsøge at alliere mig med Verner, og forsøge at overbevise ham om, at det var bedst at få hende op i sengen, men jeg kunne jo ikke satse på, at jeg kunne få ham med på idéen.
   Jeg gik hen til hendes overkrop og stillede mig bag hende. Hun lå stadig på maven. Jeg havde det bedst på den måde, og jeg vidste, at jeg ville bære hende op ad trapperne på maven. Jeg tog fat under hendes arme, i armhulerne. Hun var tung. De første trin gik ok. Det gav mig en optimisme. Jeg kunne se det for mig, hvordan hun snart lå oppe i sengen. De næste trin var også effektive, men da hele hendes krop skulle op på trappen, blev det straks værre. Som at stå med en tung træseng midt på en trappe og hverken kunne komme ned eller op med den.
   Det ringede på igen. Det slog mig omgående, at døren slet ikke var låst, at det kunne være hjemmeplejen, der kom, og at hjemmeplejen sikkert bare ville gå ind, hvis døren var åben. De kom jo hver dag, og en del af deres job var at tjekke, om folk havde det godt, og hvis de ikke åbnede døren, havde de det måske ikke godt. Som farmor ikke havde det godt, eller hun havde det sådan set heller ikke dårligt.
   Døren åbnede. Med en død farmor i hænderne nedenfor en trappe kunne det her misforstås, det var jeg godt klar over. Jeg slap hende. Hun blev heldigvis på trappen, så tung var hun. Hun lå meget uheldigt dér midt på trappen, men det kom an på, om man så glasset halvt tomt eller halvt fuld. Jeg havde dog på fornemmelsen, at det ville skabe problemer, hvis nogen så hende der. Det var bedre i stolen, tænkte jeg. Meget bedre. Mere naturligt. Det her lignede et Wallander-anslag.
   Jeg spurtede ud i gangen, før hjemmeplejen nåede køkkenet. Stuen. Trappen.
   "Hej hjemmepleje," sagde jeg.
   "Mie," sagde hun. "Jeg hedder Mie."
   "Hej Mie Hjemmepleje," sagde jeg, og jeg forsøgte at gøre mig yngre, end jeg var. Sådan naiv. Grøn. Små børn er uskyldige, gentog jeg inde i mig selv.
   "Er du Gretes barnebarn," spurgte hun, og det slog mig, at det var Grete, min farmor hed, og ikke Bente. Jeg kaldte hende jo bare for farmor. Gad vide, hvorfor naboen kaldte hende for Bente? Var han gået forkert? Senil?
   "Grete er lige gået i bad," sagde jeg, og kunne se, at døren heldigvis var lukket ud til toilettet.
   "Jeg plejer at give hende bad," sagde hjemmeplejen.
   Hvad svarer man til sådan noget? Det var endnu mere vanskeligt end at finde på en forlystelse, som man kunne gøre på en søndag med sin farmor ude i byen. Også når hun bor i en landsby og ikke har bil eller knallert eller cykel.
   "Ja?"
   "Ja."
   "Så er det lidt underligt, at hun bare er gået i bad selv," hviskede jeg, nærmest mest til mig selv end til hende. Jeg bed på en negl, og kunne fornemme det glatte lag fra smørret, som åbenbart var blevet smittet af på mig.
   "Har hun været lidt forvirret her til morgen?" spurgte hun.
   Jeg nikkede. Hvad andet kunne jeg gøre?
   "Hun er fuld af gode idéer, din farmor. Jeg må hellere lige vente."
   "Det kan godt tage lidt tid. Har du så meget tid?"
   "Hvad mener du med tid?"
   "At hun lige skal nette sig lidt."
   "Nette sig?"
   "Frisere. Og ... ja, det er næsten pinligt at sige det ..."
   "Hvad?"
   "Hun skal nette sig over det hele. Forstår du?"
   "Det har jeg ikke hørt, at hun gerne vil?"
   "Det er alderen, der gør hende mere forfængelig," sagde jeg. Det sker vist nogle gange. Så du kan bare gå."
   "Ja?"
   "Ja."
   Og der blev stille noget tid. Kan ikke huske hvor længe, men I kan nok regne ud, at der kunne blive lidt stille.
   "Du må fortælle hende, at jeg kommer igen imorgen, og at hun gerne må sige til næste gang, at hun selv vil tage et bad. Ja, og ... frisere sig ..."
   "Det skal jeg nok sige til hende."
   "Ok. Jamen, så farvel."
   "Farvel, Bente."
   "Mie."
   "Ja."

Og så var der farmor på trappen. Eller det, der var tilbage af hende. Kroppen. Jeg kan ikke beskrive det syn, der mødte mig, da jeg gik tilbage til trappen. Det kom til at fremstå meget uvirkeligt, at det faktisk var mig, der havde fået placeret min farmor dér midt på trappen. Det er dig, der har gjort det her, tænkte jeg. Ved du godt det? Er du godt klar over, at du har skubbet din farmors døde krop ned på jorden til en ubeskrivelig lyd af knækkede knogler, for dernæst at trække hende i hendes sutsko hele vejen hen til trappen, trække hende op, trinvist, for dernæst at slippe hende midt på trappen?
   Jeg stod noget tid og stirrede på farmors krop. De var meget forskellige. De passede ligesom ikke sammen, som kunne der slet ikke være en død på den trappe. Det ville være yderst mistænkeligt, hvis politiet kom nu, for ingen dør på en trappe på den måde, af sig selv, for så ville man være faldet ned ad trappen, ligge nede for enden af trappen. Det ville Wallander regne ud på fem sekunder, tænkte jeg. Det var nemmere, end jeg havde regnet med, at få hende op i sengen på den her måde. Jeg vil ikke fortælle jer, hvordan jeg fik hende helt op i sengen, for det her er ikke en art manual for, hvordan man slæber med sine bedsteforældres døde kroppe op på første etage. Men jeg fik hende derop, lagt hende tilrette, fik lagt dynen over hende, og så lagde jeg mig ned i sengen til hende. En stund. Der er her, jeg logger af. Det er her, jeg stopper min fortælling, for resten tillægger ikke noget nyt. Det vigtigste er fortalt, skulle jeg mene.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 12/02-2022 16:28 af Allan Andersen (tegnenverden) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 2695 ord og lix-tallet er 23.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.