1To katte
Sådan her begynder helvede. Schiiiiiiw. Hun vil have mig til at · m... [...]
Noveller for børn/unge · nuet, samvittighed, følelser
10 måneder, 28 dage siden
2Det er utroligt med ham Max M
Jeg går ud i køkkenet for at hælde vand i elkedlen. Tænde den. Vi... [...]
Noveller · samtale, krise, samliv
11 måneder, 3 dage siden
2Hesteballon
Jeg stod på bussen, som andre passagerer stiger på en bus, et skr... [...]
Noveller · had, psykisk smerte, psykose
11 måneder, 3 dage siden
4Gåsen
Jeg får en tanke, at jeg flyver med en gås op på psyk. Lige nu, i... [...]
Kortprosa
4 år siden
3Efter
Agnete sad i noget så afslappet som en hængekøje i deres have, og... [...]
Noveller
4 år siden
5Skumbanan
Telefonen ringer. · "Nu sker det snart," siger kvinden i den anden ... [...]
Noveller · mennesker, ensomhed
5 år siden
1Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Dres var bange. Jeg var bange. Det var på den måde, netop på den ... [...]
Romaner
6 år siden
1Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Jeg glemmer ikke den dag. Jeg kunne ikke få Dres med mig hjem. Vi... [...]
Romaner
6 år siden
2Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Morfin kan være dødeligt for kroppen, det har Dres' mor fortalt t... [...]
Romaner
6 år siden
2Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
"Du er vel ikke en bangebuks," sagde han. Vi var gået ned til str... [...]
Romaner
6 år siden
1Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Der var sket det, havde han fortalt mig, at Dres' far havde banke... [...]
Romaner
6 år siden
5Dage uden dagbog
Det var kun én dag ud af mange. Min mor kunne ikke vågne, og jeg ... [...]
Noveller
6 år siden
1Hamster
Jeg har lovet min søn en hamster, og nu skal det være. Jeg nærmer... [...]
Noveller
6 år siden
3Skumfidus
Jeg er blevet ringet op, og når en telefon ringer, tager man den.... [...]
Noveller
6 år siden
1Kyllingerne i kælderen
Jeg træder ind i mit hus, hvor jeg bor sammen med min mor og min ... [...]
Noveller
7 år siden
5Det glødende hjerte
Lad os kalde ham Pelle Plys, som hans siddekammerat Agnes siger. ... [...]
Noveller
7 år siden
3Besøget
Jeg hilser på drengen og drengens mor. Han ser gladere ud end hen... [...]
Noveller
7 år siden
9Styrthjelmen
Mor køber en styrthjelm til mig på den Blå Avis. Sælgeren fortæll... [...]
Noveller
7 år siden
1Gademusikantens påskeferie
"Klokken toner strejfer mig, · en sælsom rejse ender her, · du var så... [...]
Noveller
8 år siden
1Fra et sted indenfor
"Lad fremtiden sove , far, for vækker man den for tidligt, får ma... [...]
Noveller
8 år siden

Puls: 2,8

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 1
Allan Andersen (f. 1980)
Det var kun én dag ud af mange. Min mor kunne ikke vågne, og jeg fik fri fra skole. Hele dagen.
   Jeg havde min bror ved min side, ellers havde det været meget værre. Han tog det roligt. Tror jeg nok.
   Det kan også være, det var ham, der var mest bange. Jeg kan ikke helt huske det. Jeg kunne, i modsætning til min mor, sagtens vågne op, og det gjorde jeg på følgende måde:
   Min bror trampede ude på gangen, fordi det vist sved i hans penis. Han skulle sådan tisse, og når det var meget slemt, trampede han på den måde, og så vågnede jeg.
   Nu er jeg vågen, tænkte jeg, og jeg lå lidt i sengen, stirrede op i loftet, for jeg havde ikke travlt med at komme i gang. På det her tidspunkt var det en hvilken som helst morgen, og måske tænkte jeg på en film, som jeg havde set aftenen forinden, måske tænkte jeg på min bror, at han godt måtte lade være med at trampe sådan ude på gangen, at hvis han lod være med at trampe sådan, ville jeg have sovet en time længere. Mindst.
   Jeg blev træt af at se op i loftet, så jeg gjorde noget andet. Op på mine bare fødder. Fjernede sure sokker, der lå på mit skrivebord ved siden af min dagbog. Jeg skrev vist dagbog i den periode, selvom det undrer mig, jeg ikke har gemt den side, jeg senere skulle skrive om denne ene dag ud af mange.
   Måske skrev jeg ikke dagbog i den periode. Det kom lidt som tidevandet, væltende, pludseligt. Så ville jeg skrive om mig selv. Så ville jeg ikke skrive om mig selv.
   Det er vist lidt tvivlsomt, at min bror var mere bange end mig, da det gik op for os, at vores mor ikke ville vågne denne morgen, for han har altid været bedre til at håndtere krisesituationer.
   "Luk op, jeg skal tisse," sagde jeg. Eller også sagde jeg ikke, at jeg skulle tisse, men jeg bankede i hvert fald på døren, det er jeg næsten helt sikker på. Og min storebror åbnede ikke i første omgang. Det er en af de ting, jeg er helt sikker på, han var verdensmester i at gøre mig usynlig. Især om morgenen.
   Noget jeg ved om denne periode er, at vi boede alene med mor. Far var et andet sted, han var lidt for sig selv, fordi han drak det meste af tiden. Og når han ikke drak, var han ikke særlig nærværende, fordi han tænkte på at drikke. Vi havde allerede, hvis jeg ikke tager meget fejl, kørt spirituskørsel med ham mindst tre gange på det her tidspunkt.
   Jeg kommer i tanke om, at sokkerne lå på kontorstolen, og ikke oppe på skrivebordet, og jeg smed dem i en vaskekurv, fordi de var tørre som sandpapir og stank af sur sved. Akkurat den handling er jeg i hvert fald ikke i tvivl om.
   Og min storebror lukkede mig ind på toilettet, langt om længe, det husker jeg tydeligt, at jeg gik på det kolde klinkegulv, at jeg stillede mig hen og tissede.
   Min storebror var et andet sted i huset. På det her tidspunkt vidste jeg ikke, præcis hvor han var. Men hvis jeg må give mig til det, jeg vil kalde for sandsynlige gætterier, så var han gået ind på sit værelse for at tage lidt deodorant under armene. Han var i sin begyndende pubertet, lugtede nok lidt mere af sved end mig, og han havde den helt rigtige alder til bedre at kunne klare chokket, der ville komme.
   Noget skaber jeg for at indfange detaljer, som jeg bare ikke husker. Noget jeg gerne vil huske, men som er en stor fed løgn. Det gælder nok dagbogen. Jeg bliver mere og mere sikker på, at den er noget, jeg finder på. Jeg har skrevet dagbog engang, det ved jeg, men på et tidspunkt stoppede jeg med det, brat. Måske på grund af noget så udramatisk som glemsomhed. Dagene åd mig alligevel, om jeg skrev eller ej, og så fortsatte det på den måde. Dage uden dagbog.
   Men der lå en bog på skrivebordet denne morgen. Det kunne være et matematikhæfte. Jeg var, hvis jeg ikke tager meget fejl, i gang med at lære brøkregning på det her tidspunkt.
   Jeg blev færdig med at tisse. Det er det rare ved minder, at man nogle gange kan regne dem ud. Hvis jeg ved, at jeg har tisset denne morgen, så ved jeg også med endnu større sandsynlighed, at jeg blev færdig med det igen.
   Jeg tror, jeg mødte min bror ude i gangen.
   "Er mor nede i køkkenet," spurgte jeg. Jeg vil i hvert fald gerne fremstå som den af os, der tænkte på mor først. Jeg tænkte meget på hende, og måske var det derfor, jeg glemte at skrive dagbog, fordi jeg var begyndt at tænke på mor hele tiden.
   "Hvor skulle jeg vide det fra," sagde han, det er tvivlsomt, at han sagde det på akkurat den måde. Han havde nok ikke sagt sådan, han havde nok slet ikke sagt noget. Min storebror talte ikke meget om morgenen, i hvert fald ikke, når vi skulle tidligt op og i skole. Der var dage, dem var der flere af end denne dag, hvor jeg elskede at få fri fra skole. Så så jeg film eller gik lange ture og drømte lidt. Om en far der ikke drak.
   Mens jeg tog mit tøj på, og fandt nye strømper, der ikke stank af sur sved, var min storebror gået ned i køkkenet for at spise morgenmad. Det er jeg helt sikker på. Han skyndte sig ofte at spise, før jeg dukkede op, fordi jeg smaskede, uhæmmet. Jeg ved i hvert fald, at jeg smaskede meget i min opvækst, at han hadede min åbne mund, der larmede.
   Der var soveværelset (soveværelset skal jeg komme tilbage til), køkkenet, et toilet, en bryggers og et pulterkammer. Husets indretning er ikke tvivlsom overhovedet.
   "Er mor ikke stået op," spurgte jeg. Ude i køkkenet. Jeg fandt ske, tallerken, havrefras.
   "Jeg har ikke set hende."
   Jeg vil nødig udstille min storebror som en ufølsom person, han har helt sikkert grædt over alt det møg, men han havde ikke sagt noget bekymrende på det her tidspunkt. Han havde taget sin tallerken, han havde skyllet den og sat den til vores mor, så hun kunne vaske den op senere, når hun stod op. Han havde ikke tænkt, hvis hun står op, han havde ikke tænkt, hvis hun kommer hjem igen.
   Jeg spiste al min Havrefras, før stolen brændte mig i bagen. Jeg blev nødt til at rejse mig op. Jeg blev nødt til at gå hen mod soveværelset. Jeg vidste ikke, om hun havde travlt. Mor havde ikke så mange aftaler, de fleste aftaler hun lavede, det var med sig selv, noget hun holdt for sig selv. Ligesom aftenens aftale, som hun åbenbart havde lavet, inden hun gik i seng. Måske gik hun slet ikke i seng i går, måske tvang noget hende til at forsvinde?
   I hvert fald stod døren på klem. Min storebror var igen et andet sted i huset. Jeg ved ikke, hvor han var, men ikke langt væk. Jeg kunne godt kalde på ham. Vores lejlighed var ikke så stor, det er ikke tvivlsomt, indretningen eller størrelsen. Gulvene husker jeg, om der var gulvtæppe eller ej. Der var ikke gulvtæppe.
   Jeg åbnede døren. Måske tog jeg ned i dørhåndtaget, det er ikke vigtigt, det vigtige er, at mor lå under sin dyne. Det så hyggeligt ud. Hun skulle bare ruskes lidt i, hun skulle kildes. Det husker jeg bedst, og det ved jeg, ikke er et usikkert minde. Jeg kildede hende under den ene fod, der stak ud fra under dynen. Men jeg vidste jo ikke, om hun var kilden. Hun vågnede i hvert fald ikke. Jeg fandt et fjer. Det er jeg ret sikker på. Kildede hende med et fjer. Ville også have fundet en gaffel. Måske endda en kniv. Hvis ikke jeg i stedet begyndte at græde, fordi der gik lidt for lang tid, hvor mor ikke mærkede noget under sin fod. Og selvom jeg ikke var ret gammel, regnede jeg vel ud, at hvis hun ikke mærkede noget på sin fod, mærkede hun heller ingenting andre steder.
   Jeg kaldte ikke på min bror. Jeg græd, og så kom han.
   "Hun vil ikke vågne," sagde jeg, og han kildede slet ikke, han gik bare, over til naboen, han forsvandt fra mig. Og det er noget af det mest brutale, at han bare gik væk fra mor, men han var ikke ufølsom. Han var dagens redningsmand. Han hentede naboen. Naboen kom. Naboen ringede. Jeg græd. En ambulance kom, og nu ville der ikke være nogen i blokken, der ikke vidste, hvem vi var. De stod i vinduerne og kiggede, mens de tog hende med. Levende. Det havde de lovet mig, at hun ikke var død, at de skulle fjerne giften og så kunne jeg besøge hende. Hun ville også ende med at vaske tallerken af, som min bror havde sat til hende.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 06/05-2015 09:38 af Allan Andersen (tegnenverden) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 1517 ord og lix-tallet er 23.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.