1To katte
Sådan her begynder helvede. Schiiiiiiw. Hun vil have mig til at · m... [...]
Noveller for børn/unge · nuet, samvittighed, følelser
10 måneder, 28 dage siden
2Det er utroligt med ham Max M
Jeg går ud i køkkenet for at hælde vand i elkedlen. Tænde den. Vi... [...]
Noveller · samtale, krise, samliv
11 måneder, 3 dage siden
2Hesteballon
Jeg stod på bussen, som andre passagerer stiger på en bus, et skr... [...]
Noveller · had, psykisk smerte, psykose
11 måneder, 3 dage siden
4Gåsen
Jeg får en tanke, at jeg flyver med en gås op på psyk. Lige nu, i... [...]
Kortprosa
4 år siden
3Efter
Agnete sad i noget så afslappet som en hængekøje i deres have, og... [...]
Noveller
4 år siden
5Skumbanan
Telefonen ringer. · "Nu sker det snart," siger kvinden i den anden ... [...]
Noveller · mennesker, ensomhed
5 år siden
1Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Dres var bange. Jeg var bange. Det var på den måde, netop på den ... [...]
Romaner
6 år siden
1Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Jeg glemmer ikke den dag. Jeg kunne ikke få Dres med mig hjem. Vi... [...]
Romaner
6 år siden
2Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Morfin kan være dødeligt for kroppen, det har Dres' mor fortalt t... [...]
Romaner
6 år siden
2Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
"Du er vel ikke en bangebuks," sagde han. Vi var gået ned til str... [...]
Romaner
6 år siden
1Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Der var sket det, havde han fortalt mig, at Dres' far havde banke... [...]
Romaner
6 år siden
5Dage uden dagbog
Det var kun én dag ud af mange. Min mor kunne ikke vågne, og jeg ... [...]
Noveller
6 år siden
1Hamster
Jeg har lovet min søn en hamster, og nu skal det være. Jeg nærmer... [...]
Noveller
6 år siden
3Skumfidus
Jeg er blevet ringet op, og når en telefon ringer, tager man den.... [...]
Noveller
6 år siden
1Kyllingerne i kælderen
Jeg træder ind i mit hus, hvor jeg bor sammen med min mor og min ... [...]
Noveller
7 år siden
5Det glødende hjerte
Lad os kalde ham Pelle Plys, som hans siddekammerat Agnes siger. ... [...]
Noveller
7 år siden
3Besøget
Jeg hilser på drengen og drengens mor. Han ser gladere ud end hen... [...]
Noveller
7 år siden
9Styrthjelmen
Mor køber en styrthjelm til mig på den Blå Avis. Sælgeren fortæll... [...]
Noveller
7 år siden
1Gademusikantens påskeferie
"Klokken toner strejfer mig, · en sælsom rejse ender her, · du var så... [...]
Noveller
8 år siden
1Fra et sted indenfor
"Lad fremtiden sove , far, for vækker man den for tidligt, får ma... [...]
Noveller
8 år siden
37Bella
Der var engang et stormvejr. Man nåede knap at tænke sig om, før ... [...]
Noveller · storm
12 år siden
2Den svære elektroniske sletning
Min far har stået der i to år nu. Nr. 12 i min elektroniske telef... [...]
Noveller
14 år siden
0Adam - 1. kapitel
Jeg får et chok denne morgen. Bliver vækket af udråb, der faretru... [...]
Romaner
14 år siden
4Aforismer og andre små tekster - måske opst...
"Vi søger at få mening ud af det allermest absurde - det i sig se... [...]
Aforismer og gruk
15 år siden
1Cadavre Exquis
Personer: · Asger · Pia · Rekvisitter: · Notesbog og pen · Maleri med sort ... [...]
Blandede tekster
15 år siden
0Pedro - Epilog
"Rul ham om på siden, Asger. Jeg vil se ham i ansigtet." · "Hvad vi... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 10
Om aftenen. Sidste dag. På badeværelset var der en duft af hyldeb... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 9
Næste dag. Jesper Hansen stod uden for døren til Jørgen Karlsens ... [...]
Romaner
15 år siden
1Pedro - Kapitel 8
Samme tid et andet sted. Sven vendte tilbage til boghandlen. Denn... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 7
Dagen efter. Det var sjælden set, at der var slåskampe i den lill... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 6
Flashback. · "Det er ærgerligt med din medaljon, Jørgen. Den var nu... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 5
Om aftenen dagen efter. · "Jeg har set Pedro!" råbte lille Nikolaj... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 4
Næste dag. Uventede ting kan pludseligt hive én ind i et søvnløst... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 3
Pedro siger "vov". · Sådan siger den, når den er glad, sur, trist, ... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 2
Dagen efter. Pia Hansen sad med rødvinsglasset på sit ene lår og ... [...]
Romaner
15 år siden
1Pedro - Kapitel 1
Når Pedro bider sig selv i halen, så gør det ondt. Som når vi bid... [...]
Romaner
15 år siden
2Pedro - Prolog
Tidligere på dagen. I den lille by jeg var sendt ud til, som et l... [...]
Romaner
15 år siden
1Pedro - Forlagets forskrift
Det er et held, at dette manuskript er fundet. Det siges, at det ... [...]
Romaner
15 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 13
Det havde været magisk. Når der havde været en stavefejl, og såda... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 12
En fuldmånenat i året 2036 var der en masse postyr på banegården ... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 11
Da Carlos Shamans mor døde, 67 år gammel, af kræft i lungerne, ho... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 10
Verden fik øje på Carlos Shamans talent kun to år efter dette for... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 9
Jean Ponty gik alene hjem fra receptionen. Året var 2007. Det var... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 8
Man smed samtlige eksemplarer af Arne Alterbaums samlede tegninge... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 7
Hvad vil der ske, hvis Arne Alterbaum ikke hed Arne Alterbaum, me... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 6
Dig, der tror på sproget. Tror på, at du kan drømme med sproget. ... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 5
Mirakler sker hver dag. Uden man ved af det. Der var ingen, der o... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 4
Arne mødte Marta til en familiefest. Allerførst troede han, hun v... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 3
Der var engang - nej, en fuldmånedag i året 1991 var der en gamme... [...]
Romaner
16 år siden
1Tegn en Verden! - Kapitel 2
Arne Alterbaum havde en speciel evne til at tegne fænomener, der ... [...]
Romaner
16 år siden
1Tegn en Verden! - Kapitel 1
Torben Ejner Valle sad i den sene aftentime og greb fat i et komp... [...]
Romaner
16 år siden
4Lynlåsen
Lotte lå på græsset. Blodet fossede ud. Hun havde fået næseblod, ... [...]
Noveller
16 år siden

Puls: 2,8

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 1
Allan Andersen (f. 1980)
Telefonen ringer.
   "Nu sker det snart," siger kvinden i den anden ende, og hun præsenterer sig som en fremmed, der hedder Else. Hun vil glæde sig til at se mig, for vi er jo trods alt i familie.
   "Ja", siger jeg bare, og jeg vidste det godt, at han var syg, at det var tæt på.
   Hun ringer for at fortælle mig, at min far snart vil dø. Det kan tage timer, men det behøver ikke at tage timer, fortæller hun mig. Jeg må hellere køre stærkt, siger hun også. For at nå det, mener hun.
   Beder hun mig overtræde færdselsloven?
   "Ja", siger jeg igen.
   Jeg tager Anders And-bladet, der ligger i skødet på min søn. Han sidder i bedstemors gyngestol, det eneste arvestykke fra hende, men han gynger ikke.
   "Hvad skal du, far," siger min søn.
   Jeg kigger på ham, mens en solsort kigger et andet sted hen ude i haven. Mekanisk og naturligt napper den lidt i jorden og leder efter regnorme.
   "Du husker, hvordan vi begravede Rex her sidste sommer," siger jeg til ham, og han nikker. Rex var en hamster, og han døde og blev begravet ude i haven.
   "Ja," siger min søn.
   "Min far er gammel, Villads, og han skal også dø og begraves," siger jeg så, og min søn ser skrækslagen ud i ansigtet, og jeg får den fornemmelse, at han har stjålet min frygt.

Vi tager hen til min ekskone. Hun tager imod vores søn og kommenterer ikke hans pjuskede hår idag. I baggrunden står svagstrømsingeniøren og smiler. Hendes nye kæreste. Hun kigger hen på ham, og han har en længere næse end mig, og af en eller anden grund har jeg altid regnet med, at hun ville finde en mand, der havde det. En aften sagde hun, at hun fandt min næse ucharmerende, og jeg spurgte, hvad der var galt med den, og hun sagde, at det var en slags ikke-næse.
   Jeg fortæller dem, at min far er ved at dø, og at jeg har sammenlignet hans død med Rex, sådan vores søn kan forstå det. Min ekskone ligner et spørgsmålstegn, hun siger:
   "Rex?"
   "Hans hamster. Kan du ikke huske ham?"
   "Jeg kan ikke huske, at den hed Rex."
   "Men jeg har brugt den som sammenligning i hvert fald."
   "Står du og sammenligner din døde far med en hamster?"
   Jeg kigger væk.
   "Han er ikke død endnu."
   Svagstrømsingeniøren siger ikke noget, men han har måske heller aldrig haft en hamster.

Jeg spiser lidt mad på vejen, for jeg er sulten, og jeg har ikke spist hele dagen. Jeg gør stop ved Jensens Bøfhus, og jeg ved godt, hvad jeg skal have. Jeg tager spareribs, marinerede og fedtede. Jeg overvejer softice ad libitum, men dropper det. Jeg skal trods alt nå min far i live.
   Jeg undskylder for at være alene.
   "Vi har nu en del, der kommer her alene," siger ekspedienten.
   "Jeg skal besøge min far for sidste gang," siger jeg, og det er en ung kvinde med flotte former. Hun hedder Line. Det læser jeg på navneskiltet, mens mine hænder allerede er godt fedtet af marinaden. Det er sødt stads. Jeg tænker på, hvor mange jeg skal spise, før jeg brækker mig.
   Jeg får en øl til maden.
   Line går væk fra mig, men hun sender mig et blik henne ved ekspeditionsdisken. Det kan ikke være andet end medlidenhed. I hvert fald et forsøg.
   Jeg har fået vådeservietter, og jeg bruger dem alle sammen. Jeg har aldrig haft så fedtede hænder før.
   Jeg går på toilettet og tænker helt vildt meget på min far.
   Så kommer jeg tilbage igen.
   Jeg kan se, at Line har sat noget til mig på mit bord. Kommer tættere på og ser, hvad det er. Hun har sat en softice, selvom jeg ikke har bestilt det, og jeg tager den med hen til hende.
   "Det var vist ikke til mig," siger jeg, og hun kigger ømt på mig, mens hun er ved at skænke en fadøl. Den skummer så meget, så jeg ville have krævet en ny, hvis det var mig. Hun er vist ny i arbejde.
   "Jeg synes, du skal have den," siger hun.
   Jeg bliver lettere irriteret på hende, for hun kan vel ikke forvente, at jeg vil spise noget, som jeg ikke har betalt for? Hun kan heller ikke forvente, at alle der skal op for at se deres far for sidste gang, gerne vil spise softice?
   "Giver du mig softice gratis, fordi min far er ved at dø?"
   Hun nikker usikkert.
   "Er det ok," siger hun.
   "Jeg har ikke et problem med, at du giver mig softice, slet ikke, men jeg har ikke lyst til det."
   "Så lader du den bare stå. Det er naturligvis helt i orden," siger hun, og jeg kan se, hvordan hun bliver skuffet, og jeg får ondt af hende. Det føles rart, at jeg også kan have ondt af hende.
   Jeg peger på en anden mand, der sidder herinde alene, og jeg siger:
   "Måske han gerne vil spise den."
   "Det kan da godt være, at vi skulle give ham den," siger hun automat-høfligt, men jeg kan se, at hun ikke mener det, at isen enten var til en mand i sorg eller ingen, og jeg bliver irriteret over, hun ikke er ærlig.
   "Du smider den sikkert bare ud."
   Det siger hun ikke noget til.

Jeg parkerer bilen på parkeringspladsen foran den store klods af en bygning, der ligner en mægtig isterning. Jeg stiger ud af bilen, for jeg har ligesom ikke noget valg. Et skridt af gangen. Op til hospitalet. Solen skinner ned på min tyndhårede hovedbund.
   Der sidder en ældre dame på en hvidmalet bænk af akacietræ. Jeg går hen til hende, og hendes neongrønne rollator holder parkeret foran hende.
   Hun kender helt sikkert til døden, tænker jeg, og så spørger jeg hende, om hun har en smøg.
   "Rygning er skadeligt," siger hun bare, og jeg nikker til hende, men jeg kan se, at der er adskillige skodder nede ved hendes fødder, og hendes tænder er slemt gule.
   "Ryger du ikke," siger jeg til hende, og hun hoster, som er det løgnen, der er ved at klemme på hendes lunger. "Er det ikke dine skodder?"
   Jeg peger ned på jorden.
   "Måske," siger hun, og det er et svar, der naturligvis irriterer mig, for når man spørger, om nogen ejer skodder eller ej, så forventer man et ja eller et nej. 'Måske' er en skændsel mod skodderne.
   "Jeg kunne virkelig godt bruge en smøg, inden jeg skal besøge min far for sidste gang," siger jeg til hende. "Han er desværre ved at dø."
   "Vi skal alle den vej," siger hun.
   "Jeg vil gerne betale for smøgen," siger jeg, og hun sukker, og så tager hun en hånd ind i sin inderlomme. Jeg regner med, at hun vil trække en pakke smøger frem, men jeg tager fejl. Hun viser mig et billede af en midaldrende kvinde.
   "Jeg har overlevet min egen datter," siger hun så. "Jeg var ikke inviteret til hendes begravelse."
   Jeg kigger ned på skodderne. Jeg ser på hendes tænder, og jeg forstår ikke, hvad skade det kan gøre at give mig en cigaret. Nu skal jeg have ondt af hende, af hendes datter der er død og ikke inviterede hende til begravelsen. Jeg kan ikke huske, hvornår det var gnidningsfrit at få en smøg af en fremmed.
   Jeg får lyst til at trille hendes rollator et stykke væk fra hende, i en irriterende afstand fra hende, sådan hun skal humpe afsted for at hente den.
   "Det er jeg ked af at høre, men jeg kan ikke se, hvad det har at gøre med rygning," siger jeg, og jeg kunne have fundet en mere anstændig kommentar, det skal der ikke herske tvivl om, men jeg har svært ved at være imødekommende overfor skod-løgnere.
   "Min datter røg ikke engang, men du kommer i det mindste med til din fars begravelse," siger hun nu, og jeg ser et spinkelt hår i hendes næse, som jeg får en næsten ustyrlig trang til at hive ud.
   "Du går ud fra, at jeg skal til hans begravelse, mener du, men det kan du sådan set ikke vide."
   Hun presser en finger ind mellem to af tremmerne på bænken, hvilket jeg opfatter som en umotiveret handling, og mens hun gør dette, løsner en hård vind hendes tunge knold, der er samlet på toppen af hendes hoved som en gigantisk nullermand.
   "Skal du da ikke til hans begravelse?"
   "Jeg kender ham ikke. Jeg har ikke snakket med ham i mange år."
   "Hvorfor ikke?"
   "Han drak."
   Hun tager sig til sit hoved, og hun opdager det hårkaos, der er skabt efter brisen. Det er ikke noget, som hun har tænkt sig at ignorere, tydeligvis, hun siger derfor:
   "Vil du ikke lave en ny knold på mit hoved. Håret er jo helt ustyrlig, som du ser."
   Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til det. Jeg aner ikke, hvordan man laver en knold på hovedet af nogen som helst.
   "En knold?"
   "Du kan vel se, at jeg får håret ned i øjnene."
   "Jeg må hellere komme op til min far."
   "Du kan vel tage dig tid til at hjælpe en ældre dame, især nu han er en dranker. Jeg forventer ikke andet, end du samler knolden så godt, du kan."
   Jeg kan ikke slippe hende. Jeg griber derfor fat i hendes hår, der er tykt og tørt som en glemt paryk i et depotrum. Jeg må samle den knold, tænker jeg, og gør et tvivlsomt forsøg på at samle nogle totter på toppen.
   "Du gør det jo helt forkert!"
   Hun bliver irriteret, og jeg kan næsten ikke være i det. Jeg vil gå min vej, men har aldrig haft så meget lyst til at samle den knold, så jeg tager hårdere fat. River lidt i håret, så hun giver et mindre hyl fra sig.
   "Av," siger hun, og jeg smiler, hvilket i situationen er helt malplaceret.
   "Undskyld. Men du forstår vel, jeg ikke har samlet en knold før."
   "Derfor kan du godt passe på."
   Det siger jeg ikke noget til. Jeg forsøger at slappe mere af med mine bevægelser, og det går lidt bedre med det. Ikke at jeg får lavet en holdbar knold, for den sidder som en vaklende hårbold, der kan falde ned i hendes ansigt, hvornår det skal være. I øvrigt sidder den hårmasse, jeg trods alt får samlet på hendes hoved, pinligt skævt, hvilket hun naturligvis også har en skarp kommentar til, hun siger:
   "Hvor meget rav i den kan du lave? Det er sgu da bare hår!"
   Jeg ryster på mine hænder, og jeg ville ønske, at jeg bare var gået min vej. Nu sidder jeg i fedtefadet, tænker jeg, og kan ikke forlade dette projekt, før jeg er nået til vejs ende. Et andet sted ligger min fare bare og dør.
   "Jeg er virkelig ked af det," siger jeg, og sådan føles det, som er jeg ved at gøre livet surt for denne dame, og jeg kunne slå mig selv for at gøre det hele besværligt og kluntet. Jeg kigger arrigt på den hårde blæst, der atter slynger ind mod knolden og slår den ned i ansigtet på hende. Det ligner de vilde hårtotter efter en headbang.
   "Nu er det jo helt galt."
   Det giver jeg hende ret i. Men jeg må indrømme det, overfor mig selv og overfor hende, at jeg ikke kan overskue knolden.
   "Jeg kan ikke," siger jeg, og så jeg går væk. Hun råber ad mig, at det er min skyld, hvis hun ender med at blive blind, fordi hun får håret ind i øjnene og det ridser hendes synsfelt på en livsfarlig måde.

Jeg går videre. Der er en svingdør, som jeg følger rundt. Jeg kommer til at gå i stå inde i den, og den slår mig i ryggen og stopper brat. Her står jeg altså inde i en svingdør. Så skubber jeg lidt til den.
   Jeg kigger rundt i hall'en. Der er en café. Der sidder et kærestepar ved et ovalt bord, og de er lidt kærlige ved hinanden, for kærligheden kan godt få et lille hjørne herinde. De har en browney imellem sig, og den deler de. Der sidder en ung mand, som ryster på hænderne. Han sidder ved bordet ved siden af kæresteparret, og på væggene hænger der bare kedelig brugskunst.
   Jeg når hen til receptionsskranken. Receptionisten bærer ildrøde briller, der hænger i en sandfarvet snor rundt om hendes hals, og hun har et violet spænde i håret. På hendes næse er der en lille plet, som hun har pudret lidt. Hun er sikkert god i sengen, tænker jeg.
   "Jeg skal se min far for sidste gang," siger jeg, for at afprøve den måde at introducere sig selv på. Det giver mig en spinkel optur, der snart svinder ind til en lille hård bold af skam.
   Hun kigger på mig, som er jeg et spøgelse, og jeg ser op i hendes næse, om også hun har et næsehår, der kan rives i, men det har hun ikke. Det er mest ældre mennesker, der har det.
   Hun bladrer lidt i nogle papirer, som leder hun efter ham, selvom jeg ikke har sagt, hvad han hedder. Måske er der flueben ud for alle dem, der er ved at dø i dette øjeblik.
   "Du er kommet til psykiatisk afdeling, er du sikker på det ikke er onkologisk du skal være på," siger hun.
   Jeg behøver ikke tænke mig om længe, før jeg kan svare:
   "Han har kræft."
   "Det er onkologisk," siger hun så.
   Hun viser mig et kort over hospitalet.
   "Du skal derhen. Vi er her," siger hun, og hun viser mig med to prikker, hvor jeg er, og hvor jeg skal hen. Et splitsekund mærker jeg en vrede over, at hun fører mig hen mod en døende mand, for jeg var faktisk ved at befinde mig godt hos de skøre mennesker, der beder fremmede om at lave knolde på deres hoveder.
   Den ældre dame var altså skør. Efter den viden, blev hun pludselig meget nemmere at holde af.
   "Så er jeg jo langt væk fra den rigtige afdeling," siger jeg til receptionisten, og jeg kigger mig omkring. Mennesker herinde ligger altså ikke for døden, men de er bare rablende gale. De snakker med sig selv og går med bukserne nede og klør sig i røven og lyver om rygning.
   Jeg får lyst til at blive her og tage en skizofren i hånden.

Jeg når den rigtige afdeling. Finder receptionen.
   "Jeg leder efter en Poul Ejner," siger jeg.
   "Poul Ejner," siger hun, og hun bladrer i nogle papirer. Jeg står og stirrer ned i en fin og velformet kavalergang. En lille guldklump midt i en mødding af varm og klam lort. "Han er på stue C11. Onkologisk afdeling K."
   "Øh, C11, hvor er det lige ..." siger jeg.
   "Du skal bare følge den gule stribe ..." siger hun.
   Gul stribe?
   Jeg kigger ned i gulvet. Jeg kan se, at der er en masse farvede streger. Blå, gule, grønne og røde. Det får mig til at tænke på skovruter, hvor man maler farvepletter på træerne. Så kan man gå en rute på 10 kilometer, fem kilometer eller to kilometer, alt efter farven.
   Jeg følger den gule stribe, selvom jeg et øjeblik overvejer at følge den røde.
   Der står en ung mor med sin lille søn foran elevatoren, og drengen ser noget træt ud. Han har gaze svøbt om sin ene hånd, men gaze vil dog ikke få ham indlagt ved slutningen af den gule stribe. Måske er hans morfar ved at dø?
   Jeg smiler til moren, mens vi stiger ind i elevatoren. Der er plads til os alle tre. Drengen rækker mig en skumbanan. Jeg takker ham, for tanken er sød nok, men jeg vil ikke kunne spise den uden at brække mig.
   Og så er vi på tredje etage.
   Døren åbner og jeg bliver stående lidt, for det er jo her, at min far skal dø, på denne etage. De skal videre op. De følger sikkert den røde rute.
   "God dag," siger moren.

Jeg står på en lys gang. For enden kan jeg se to sygeplejersker snakke med hinanden. Jeg går. Et skridt. To skridt. En ældre mand står og snapper efter vejret foran en bregne. Også hans hænder ryster som den unge mand i caféen. Jeg nikker til ham, og han bliver tydeligvis forvirret. Han tror måske, at vi kender hinanden. Vi kender ikke hinanden, og det er tydeligt at se på hans hudfarve, at vi ikke når til det nogensinde.
   Han følger efter mig, men en sygeplejerske kommer hen til ham og får ham ført tilbage ind på stuen.
   C11.
   Det står der på en dør. Der skal jeg ind. Der er min far, og hans nye kone, tror nok hun hedder Else.
   "Hej Else," siger jeg til hende.
   "Ellen," siger hun, og vi giver hinanden hånden. Hun har en våd klud i den anden hånd, som hun lægger ned over min fars pande engang imellem.
   Skumbananen ligger og smelter i min hånd. Jeg lægger den på min fars bord, men han kommer nok ikke til at række ud efter den.
   Jeg går helt hen til ham, selvom jeg ikke kommer tæt nok på.
   "Hej Poul," siger jeg til ham, og jeg nægter at kalde ham far. Det var far der skyllede sin antabus ned med finsprit, og som sagde, at han elskede mig med vand i benene og stanken af sprut ud af kæften. Sådan en far hedder Poul.
   "Han spiser ikke noget mere. Det er næsten et helt døgn siden, han har åbnet munden sidst," siger hun. "Lidt vand kan vi godt få ham til at synke."
   "Nu skal jeg lade jer være alene," siger Ellen, og hun trykker min fars kind, der er sunket ind i kæben på ham, og hun lægger kluden i min hånd. Nu er det vist min tur til at duppe hans pande med den, og jeg frygter at gøre det for hårdt. Jeg lægger derfor kluden fra mig igen.
   Jeg er alene med min far.
   Jeg kunne skælde og smælde.
   Jeg gør noget andet, for jeg tager et billede af min søn op af lommen og viser det til ham.
   "Jeg har fået en søn," siger jeg til ham.
   Jeg overvejer at fortælle ham, at min søn har mistet sin hamster, for et år siden, at den druknede i urin, bare for at se, om det vil få ham til at smile en sidste gang.
   Jeg sidder længe sammen med ham, men tager ikke på noget tidspunkt kluden op til hans pande.
   Jeg tænker på, hvor længe det er siden, at han har været fuld og spyttet anklager ud af sin mund. Noget han aldrig selv fik styr på. Han har drukket hele livet for at undgå at tage stilling til sin egen død og forgængeligheden, men han er i dette øjeblik, hvor han skal dø, ædru. Det er drankerens ironi.
   "Du kommer aldrig til at se ham," hvisker jeg, men jeg kan ikke få mig selv til at sige det højt.
   Han skal have den i små stykker, hvis det skal lade sig gøre, tænker jeg, og jeg skiller hans læber fra hinanden en smule. Det er som dobbeltklæbrigt tape. Tænderne er skæve, og jeg har arvet deres placering af tænderne i munden. Han åbner ikke øjnene, men han kan godt spise en skumbanan med lukkede øjne. Det er ikke et problem. Jeg tager små stykker, for han er trods alt en meget syg mand.
   "Far, jeg giver dig lige en skumbanan," siger jeg til ham, og han siger ikke noget til det, hvilket jeg tolker som et ønske om at spise den. Den er noget blød, men det ser jeg som en fordel for fordøjelsen, eftersom hans synkebevægelse kan være svækket betydeligt, men så kan den i det mindste smelte inde i munden på ham. Det vigtige er, at han får den spist, ikke hvordan eller hvor længe det tager. Jeg har masser af tid.
   Jeg knækker et lille stykke af skumbananens ene spids. Stykket er på størrelse med en Gajol, og den er nem at skubbe ind mellem hans tørre læber. Lidt chokolade maler en spinkel stribe på hans ene fortand og på læben. Det får mig til at tænke på børns latter til børnefødselsdage, efter de har proppet sig med chokoladekage.
   Min pegefinger og tommeltot klistrer lidt sammen, efter jeg har boret dem ind i skumbananens klæbrige masse. Det er mere fedtet end de marinerede spareribs, tænker jeg, og jeg tager et nyt stykker til ham. Jeg er overbevist om, at han gerne vil have mere. Han har dog ikke åbnet øjnene eller sunket.
   Jeg prøver med et lidt større stykke.
   I samme sekund kommer der en sygeplejerske ind, og hun ser omgående hans mund, måske fordi den kan fortælle hende, om han er død eller stadig holder lidt fast. Hun ser chokoladen og siger:
   "Giver du ham chokolade?"
   "Nej, det er en skumbanan."
   Jeg viser hende skumbananen, og hun har vist svært ved at fortsætte samtalen, hvilket jeg ikke fortænker hende i, eftersom det nok er første gang, at hun oplever en søn til en døende, der fodrer sin far med det.
   "Jeg ved ikke, om det er en god idé."
   "Han vil jo alligevel dø. Jeg tror ikke, at skumbananen gør til eller fra."
   "Han kan ikke synke."
   "Derfor er skumbananen helt perfekt. Den smelter bare i munden på ham."
   Jeg overvejer at åbne munden på ham, for at vise hende hvad jeg mener, men jeg holder mig tilbage, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg den dag i dag er glad for, jeg ikke gjorde det.
   Det fungerer fint med et stykke, der er lidt større, og jeg bliver, hvad man kan kalde hovmodig, tager et endnu større stykke, der skal vise sig at være næsten en halv skumbanan. Jeg kan godt se, at det er meget at lægge ind i munden på en døende mand, men jeg er besat af tanken om, at han skal spise det hele, før han slipper denne verden.
   Jeg når det hele, og hvis jeg ikke tager meget fejl, er sygeplejersken imponeret. Far har jo ikke haft åbnet munden i næsten et helt døgn, og nu har han faktisk spist en hel skumbanan.
   Jeg vasker mine hænder.
   Ellen kommer ind på stuen. Så går det stærkt. Han begynder at trække vejret langsommere. Det er så roligt, hvordan han slipper, og så smiler han bare. Død.
   "Sov godt," siger jeg, og med en negl forsøger jeg i samme øjeblik at løsrive nogle trevler af kød fra Jensens Bøfhus' fedtede spareribs, og det minder mig om, at jeg gjorde stop derinde. Vi er nogen, der gør stop for at spise, før vi skal til sygehuset for at se vores fædre dø. Der er nok flere, der aldrig ville gøre det, men vi er en sammenbidt kerne af voksne børn, der bestiller spareribs og som tager imod skumbananer fra fremmede englebørn.
   I det mindste møder jeg ham ikke for sidste gang sulten, tænker jeg.
   Ellen siger, at jeg skal komme forbi en dag, og jeg tænker, at det kan være, at jeg gør det. Det er i hvert fald ikke en større løgn end skod-løgnen ude ved bænken.
   "Han har fået fred," siger hun, og jeg nikker og kommer til at smile. Det var ikke ment så brutalt. Trods alt.
   "Det var godt, du kom i hvert fald," siger hun.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 06/07-2015 20:11 af Allan Andersen (tegnenverden) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 3898 ord og lix-tallet er 23.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.