1To katte
Sådan her begynder helvede. Schiiiiiiw. Hun vil have mig til at · m... [...]
Noveller for børn/unge · nuet, samvittighed, følelser
10 måneder, 28 dage siden
2Det er utroligt med ham Max M
Jeg går ud i køkkenet for at hælde vand i elkedlen. Tænde den. Vi... [...]
Noveller · samtale, krise, samliv
11 måneder, 3 dage siden
2Hesteballon
Jeg stod på bussen, som andre passagerer stiger på en bus, et skr... [...]
Noveller · had, psykisk smerte, psykose
11 måneder, 3 dage siden
4Gåsen
Jeg får en tanke, at jeg flyver med en gås op på psyk. Lige nu, i... [...]
Kortprosa
4 år siden
3Efter
Agnete sad i noget så afslappet som en hængekøje i deres have, og... [...]
Noveller
4 år siden
5Skumbanan
Telefonen ringer. · "Nu sker det snart," siger kvinden i den anden ... [...]
Noveller · mennesker, ensomhed
5 år siden
1Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Dres var bange. Jeg var bange. Det var på den måde, netop på den ... [...]
Romaner
6 år siden
1Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Jeg glemmer ikke den dag. Jeg kunne ikke få Dres med mig hjem. Vi... [...]
Romaner
6 år siden
2Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Morfin kan være dødeligt for kroppen, det har Dres' mor fortalt t... [...]
Romaner
6 år siden
2Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
"Du er vel ikke en bangebuks," sagde han. Vi var gået ned til str... [...]
Romaner
6 år siden
1Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Der var sket det, havde han fortalt mig, at Dres' far havde banke... [...]
Romaner
6 år siden
5Dage uden dagbog
Det var kun én dag ud af mange. Min mor kunne ikke vågne, og jeg ... [...]
Noveller
6 år siden
1Hamster
Jeg har lovet min søn en hamster, og nu skal det være. Jeg nærmer... [...]
Noveller
6 år siden
3Skumfidus
Jeg er blevet ringet op, og når en telefon ringer, tager man den.... [...]
Noveller
6 år siden
1Kyllingerne i kælderen
Jeg træder ind i mit hus, hvor jeg bor sammen med min mor og min ... [...]
Noveller
7 år siden
5Det glødende hjerte
Lad os kalde ham Pelle Plys, som hans siddekammerat Agnes siger. ... [...]
Noveller
7 år siden
3Besøget
Jeg hilser på drengen og drengens mor. Han ser gladere ud end hen... [...]
Noveller
7 år siden
9Styrthjelmen
Mor køber en styrthjelm til mig på den Blå Avis. Sælgeren fortæll... [...]
Noveller
7 år siden
1Gademusikantens påskeferie
"Klokken toner strejfer mig, · en sælsom rejse ender her, · du var så... [...]
Noveller
8 år siden
1Fra et sted indenfor
"Lad fremtiden sove , far, for vækker man den for tidligt, får ma... [...]
Noveller
8 år siden
37Bella
Der var engang et stormvejr. Man nåede knap at tænke sig om, før ... [...]
Noveller · storm
12 år siden
2Den svære elektroniske sletning
Min far har stået der i to år nu. Nr. 12 i min elektroniske telef... [...]
Noveller
14 år siden
0Adam - 1. kapitel
Jeg får et chok denne morgen. Bliver vækket af udråb, der faretru... [...]
Romaner
14 år siden
4Aforismer og andre små tekster - måske opst...
"Vi søger at få mening ud af det allermest absurde - det i sig se... [...]
Aforismer og gruk
15 år siden
1Cadavre Exquis
Personer: · Asger · Pia · Rekvisitter: · Notesbog og pen · Maleri med sort ... [...]
Blandede tekster
15 år siden
0Pedro - Epilog
"Rul ham om på siden, Asger. Jeg vil se ham i ansigtet." · "Hvad vi... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 10
Om aftenen. Sidste dag. På badeværelset var der en duft af hyldeb... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 9
Næste dag. Jesper Hansen stod uden for døren til Jørgen Karlsens ... [...]
Romaner
15 år siden
1Pedro - Kapitel 8
Samme tid et andet sted. Sven vendte tilbage til boghandlen. Denn... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 7
Dagen efter. Det var sjælden set, at der var slåskampe i den lill... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 6
Flashback. · "Det er ærgerligt med din medaljon, Jørgen. Den var nu... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 5
Om aftenen dagen efter. · "Jeg har set Pedro!" råbte lille Nikolaj... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 4
Næste dag. Uventede ting kan pludseligt hive én ind i et søvnløst... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 3
Pedro siger "vov". · Sådan siger den, når den er glad, sur, trist, ... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 2
Dagen efter. Pia Hansen sad med rødvinsglasset på sit ene lår og ... [...]
Romaner
15 år siden
1Pedro - Kapitel 1
Når Pedro bider sig selv i halen, så gør det ondt. Som når vi bid... [...]
Romaner
15 år siden
2Pedro - Prolog
Tidligere på dagen. I den lille by jeg var sendt ud til, som et l... [...]
Romaner
15 år siden
1Pedro - Forlagets forskrift
Det er et held, at dette manuskript er fundet. Det siges, at det ... [...]
Romaner
15 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 13
Det havde været magisk. Når der havde været en stavefejl, og såda... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 12
En fuldmånenat i året 2036 var der en masse postyr på banegården ... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 11
Da Carlos Shamans mor døde, 67 år gammel, af kræft i lungerne, ho... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 10
Verden fik øje på Carlos Shamans talent kun to år efter dette for... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 9
Jean Ponty gik alene hjem fra receptionen. Året var 2007. Det var... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 8
Man smed samtlige eksemplarer af Arne Alterbaums samlede tegninge... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 7
Hvad vil der ske, hvis Arne Alterbaum ikke hed Arne Alterbaum, me... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 6
Dig, der tror på sproget. Tror på, at du kan drømme med sproget. ... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 5
Mirakler sker hver dag. Uden man ved af det. Der var ingen, der o... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 4
Arne mødte Marta til en familiefest. Allerførst troede han, hun v... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 3
Der var engang - nej, en fuldmånedag i året 1991 var der en gamme... [...]
Romaner
16 år siden
1Tegn en Verden! - Kapitel 2
Arne Alterbaum havde en speciel evne til at tegne fænomener, der ... [...]
Romaner
16 år siden
1Tegn en Verden! - Kapitel 1
Torben Ejner Valle sad i den sene aftentime og greb fat i et komp... [...]
Romaner
16 år siden
4Lynlåsen
Lotte lå på græsset. Blodet fossede ud. Hun havde fået næseblod, ... [...]
Noveller
16 år siden
0K
Jeg forstod ikke betydningen, da jeg trådte ind på den røde løber... [...]
Noveller
16 år siden
1Etager i et Hus
Vi tegner et hus. Der er to mennesker i huset. Af det mandlige kø... [...]
Noveller
16 år siden
0En gammel blikspand, to liter benzin og Hem...
Jens Rasmussen ville ikke have blikspanden med til stranden, men ... [...]
Noveller
16 år siden
0En Pagt for Livet
Hvad jeg skal til at fortælle handler om en hemmelighed større en... [...]
Noveller
16 år siden
2Halebenet
Asger Bruno Dam stod i en vandpyt af tårer. Han hadede, når sådan... [...]
Noveller
16 år siden

Puls: 2,8

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 1
Allan Andersen (f. 1980)
Der var engang et stormvejr. Man nåede knap at tænke sig om, før det var ovre igen. Solen vendte tilbage, og den hjemløse nede på gaden, hvor Ursula bor, Troels Hareskår, trådte ud af det hæslige Herberg og knappede atter en øl op, en guldbajer, hvor han satte sig på bænken og bøvsede. Han havde drukket så meget, at han ikke kunne huske længere. Han havde allerede glemt stormvejret.
   Kan du ikke huske stormen," spørger man ham, måske fordi man ikke kan lade være, fordi man må tale, og han bøvser lidt mere, og han falder på plads på bænken, som han altid gør, for han passer så godt ind, på bænken, han passer ikke ind så mange andre steder. Flasken er tom - og verden ser en lille smule mere spiselig ud for Troels. Heldigvis.
   En skrue sidder løs på bænken, fordi der havde været mange slag mod den, vindstød, og den løse skrue besidder nøglen til sandheden. Der har været stormvejr. Troels søgte ly på det ubehagelige Herberg, og det havde rusket hårdt i huset, for det var gammelt og mærket, præcis som Troels selv er gammel og mærket.
   Troels kan ikke opfange stormen, for han mærker i forvejen vejrets hårdhed, og stormen banaliseres for ham. Men stadig søgte han ly på Herberget. Og det gør han sjældent. Han er bange for fire vægge, og han vil gerne kunne se skyerne uafbrudt, og er det skyfrit, vil han gerne kunne se en åben himmel, og hverken skyer eller himmel er der meget af på det ubehagelige Herberg.
   Mens Troels Hareskår ihærdigt forsøger at skrue skruen i bænken igen, råber han ud i det fri. Han savner noget. Der er noget, der mangler. Dette billede virker bekendt, men alligevel er der noget, der ikke er, som det skal være.
   Ursula tænker på Bella et andet sted, mens denne scene står på...

Der var engang et stormvejr, og det tog et menneske af dage, et menneske som Ursula Petersen kun kendte perifert. Hun græd heller ikke over tabet. Men hun blev chokeret. Og så siger alle andre end BT og Ekstra Bladet, at der aldrig sker rigtige naturkatastrofer i Danmark. Det sker. Og der var mennesker, der efterfølgende glemte at leve hverdagen ud, fordi de mistede deres kære i stormvejret.
   Ursula kunne sagtens leve videre i livet, som om intet var hændt. Og det gjorde hun. Næsten. Selv skraldespanden, der landede på kølerhjelmen til Ursula Petersens bil, er sat på plads igen, og skraldespanden kan rumme næsten 35 kilo skrald, hvilket må siges at være ikke så lidt. Bulen er rettet ud på bilen. Det kostede 1365 kroner. Fair pris. Mekanikeren havde tatoveret en bulldog på sin højre arm, og havde en bulldog til at ligge og lumre tunge og saftige prutter ud i værkstedet, nede ved udstødningen af Ursulas bil, en udstødning der ikke var blevet mærket af stormen, og hunden så ud til at nyde livet i fulde drag. Ursula klappede den på ryggen, blot for at se om hun kunne overleve, og det gjorde hun, Ursula overlevede bulldog'en. Det var ikke en dræberhund. Heldigvis.
   Ursula har haft en mand med sig hjem, og han har spurgt hende til kvitteringen, der hang i en ramme ved siden af hendes seng, og hun havde sagt, at det var regningen på reparationen af hendes bil, 1365 kr. og han spurgte, hvad hun fik repareret, og hun nævnte bulen på kølerhjelmen, men hun nævnte ikke stormvejret, ikke med et ord, og han sagde, at det var billigt, for han var selv uddannet mekaniker, og han vidste, hvad han talte om. Og så ville han helst ikke tale mere om det. Det ville Ursula heller ikke. Det skabte grobund for erotik.
   Så lagde de sig ned i sengen, og han trak bukserne af hende, glemte alt om blusen, den beholdt hun på, selvom det havde været meget mere bekvemt med samleje i en aggressiv nøgenhed. Han trak sit lem ud af bukserne, og hun greb fat, hårdt, og sådan ville han have det, måske fordi han var mekaniker, måske ikke (man skal passe på med fordomme). Han trængte ind i hende, og hun var varm, dejlig, for hun døde ikke under stormvejret.
   Men det gjorde Bella, den lille, uskyldige pige, og det var heldigt, at Ursula kun kendte pigen perifert, ellers havde det gjort endnu mere ondt, og vi undgår gerne smerte. Helst.

Ursula har været ovre ved naboen og banke på. Men ingen åbnede. Ursula så navnepladen. Der var stadig indgraveret Bellas navn med småt, en lille og markeret skrift, der dog omringes af plads til at vokse og skyde frem som en stor stærk blomst - som om det ikke havde været meningen, at Bella skulle dø under stormen. Det var meningen. Åbenbart.
   Teknisk fastlægges grænsen for storm til en middelvindhastighed mellem 24,5 og 32,5 m/sek. Det skulle aviserne have vidst, så havde de aldrig betvivlet stormens oprigtighed. Det gør vi nu.
   Ursula stod og trissede. Som om hun skulle tisse. Det skulle hun ikke. Men hun lægtes efter en dør, der ville åbne sig. Hos naboen. Ursula havde lyst til at overstrege Bellas navn på navnepladen. Sådan familien ville undgå den mulighed, at en uvidende skulle banke på og spørge, om Bella kunne komme ud og lege. Når navnet står på døren, går man ud fra, at navnets ejer stadig er legesyg til tider, og at man kan trække hende med ud til gemmeleg. Forsvinder navnet, er vedkommende ikke mere. Det er en logik, man kan forholde sig til.
   Bella er ikke klar til gemmeleg.
   Ursula gik rundt om huset og kaldte på Bellas forældre inde i huset. Hun kom til at tænke på, at de øvrige beboere i området ville tro, hun kaldte på en hund. Hun lavede også sådan nogle stressende tsk tsk tsk-lyde, som man gør, når man kalder på sin hund, og det er grunden til, at hun fik en sådan tanke. Man foranlediges til at tænke, at det hele giver fuldt ud mening.
   Alle vinduerne var bedækket med gardiner, der var gjort af et sådant stof, der umuligt kunne brydes af selv det skarpeste blik. Ursula var dømt til at se facaden. Men så var det, at der skete noget meget underligt.
   Pludseligt dukkede en hund faktisk op i haven. Den løb hen mod hende, som ville den overfalde hende. Det var ikke mekanikerens bulldog. Dette kunne faktisk være en dræberhund. Den var ikke grim. Pæn var den heller ikke. Ursula fastslog, at den var et sted midt imellem.
   Så, så, så," sagde Ursula, som om der var tid til at berolige hunden. Ville hunden æde hende, kunne den gøre det. Ville den tisse op ad hendes ben, kunne den gøre det. Ville den vende om, kunne den gøre det. Hunden var fuldstændig og aldeles i sin egen magt, og Ursulas beroligende ord kom til at virke absurde, præcis som navneskiltet. Det var lavet af træ. Det kunne brænde. Man skulle lave et bål af det. Sådan tænkte Ursula.
   Det var en Rottweiler. De kan være så utrolig søde. Men de kan også være meget ubehagelige. Ursula tænker, helt oplagt, om det er den ene eller den anden slags hund.
   Den stoppede op foran hende. Ursula kunne se, at den langsomt gjorde en mundbevægelse. Den bevægelse skulle snart gøre det klart, hvordan hunden ville reagere i forhold til hende. Ursulas hjerte var vist stoppet med at banke. Det syntes i hvert fald sådan. Nå, det var nu nok løgn.
   Og så stak tungen ud af kæften på den. På en sådan lad og naiv måde, som vidste hunden ikke engang, at den levede. Det var lettelsens øjeblik. Ursula skulle ikke skambides, og hun var snart så dristig, at hun turde klappe hunden på siden, og endnu engang blev hun ikke bidt af en hund. Hun måtte være en overlever.
   Ursula fik et øjebliks stolthedsfølelse. Hun kunne bare det der med hunde. Sådan sagde hun til sig selv. Hun var en hundehvisker.
   Og hun begyndte at le. Men Ursula var bange. Hendes råben på Bellas forældre var på vej til at få kvarterets hunde til at fare hen mod hende, og det var ikke ønskeligt. Hun ville gå lidt mere stille ved dørene.
   Ursula kastede en pind. Et kast der var ligeså tilfældigt, som pinden var det, og snart styrtede hunden af sted. Den gjorde som en hund skulle gøre. Det var altid noget.

Ursula havde tidligere på ugen siddet med avisen, og overfor hende sad en veninde. Bente. Hun skal jo have et navn.
   "Gud."
   Hvad skal han nu blandes ind i det for?"
   Det billede. Se!"
   Der bliver ikke sagt noget. Kvinder kan godt multitaske. De kan også lade være.
   Det er tragisk. Pigen er omkommet. Under det store blæsevejr forleden."
   Stormvejr var det vist."
   "Kald det, hvad du vil."
   "Men pigen. Jeg kender hende."
   Kender du hende?"
   Ja. Det er naboen datter."
   "Bor du ved siden af pigen?"
   Ursula er eftertænksom. Især efter sådan en overskrift, og det er dog utroligt, at det skal komme så tæt på, og alligevel ikke være mere end endnu en overskrift i avisen.
   Det gjorde jeg. Nu er hun død."
   Ursula sagde det. Som en dårlig joke.
   Det var dog forfærdeligt."
   Ursula har allerede foldet avisen sammen. Hun kommer til at tænke på en undulat, hun engang pakkede ind i en avis og smed i skraldespanden. Den avis kan Ursula ikke huske overskrifterne fra. Men denne overskrift glemmer hun aldrig. Undulaten hed PipHans, for det var et passende navn. Nu var den rådnet væk i en skraldespand. Der er langt fra undulat til menneske. Snart blev undulaten kørt på lossepladsen, for skraldemænds arbejde skal give mening, og det er bare sådan noget, der sker. Og undulaten er rådnet væk til intet. Naturligvis fordi den var død. Det giver sig selv.
   Hvad skal jeg gøre? Jeg må vel kondolere overfor forældrene."
   "Har du et godt forhold til dine naboer?"
   Vi er blevet enige om at have en stor hæk. Det er vist alt vi er blevet enige om."
   "Ok. Så skal du ikke gøre noget. En reaktion ville virke mærkeligt."
   Ursula tænkte sig om. Igen. Og det begyndte næsten at knage. Kun næsten. Sådan gør hjerner ikke i virkeligheden. Det er bare noget, man siger.
   "Jeg får en inderlig lyst til at klippe hækken ned. Omgående."
   Vås, Ursula. Du har ikke engang en hækkesaks. Glem det."
   Og de griner sammen. De er trods alt slyngveninder. Det giver mening.

Ursula købte dog alligevel en hækkesaks og trodsede veninden ord.
   Jeg skal købe en hækkesaks, fordi jeg skal klippe hækken ned til en højde, hvor jeg kan sende mine dybeste tanker til min nabo. De har netop mistet deres datter. Jeg kender hende ikke, men jeg klipper hækken alligevel. Hun hedder Bella. Eller hun hed Bella, for hun er død."
   Ekspedienten ved den lokale tømmerhandel skynder sig at finde en passende saks, fortæller hende, at den er slebet, at hun skal passe på; sådan en satan kan kappe fingrer af. Ursula lytter, og tænker, at ekspedienten taler meget hurtigt, og at han nok gør det, fordi han ikke vil følge op på motivet for at klippe hækken, og det sidste, ja, det allersidste i hele verden, som Ursula tænker på, er sine fingrer.
   Snart stod hun med saksen i hånden. Hun klippede sig gennem den høje hæk, og hun havde håbet, at naboen ville komme ud og spørge, hvad i alverden hun lavede, men ligesom fingrene ikke blev klippet af, kom naboerne heller ikke ud til hende, og det ene var ikke et bedre udfald end det andet. De blev væk. Naboerne. De blev inden døre. Hvis de overhovedet var hjemme.
   Ursula endte med at klippe hækken helt væk. Det kan man vist godt kalde desperation. Det gør vi.

Og så befandt hun sig foran naboens dør. Alle har brug for at vide, om de har en nabo, og om de er ved at fortabe sig i sorg og lidelse. Det er en af grundene til, at Ursula stod der. Og bankede på. I stilhed. Og lod sin narre. For familien er hjemme, uafbrudt, som en evig proces, smerte, larmen lever sig ud i den mørke stilhed, og de åbner ikke op, og Ursula siger til sig selv, at de ikke er hjemme. Hun lyver for sig selv, og løgnen har den samme sødme, som den har, når hun betragter dørskiltet med Bellas navn.
   Bellas cykel står i garagen. Den cykel Bella væltede på en morgen, hvor Ursula sad og spiste sin morgenmad og kiggede ud ad vinduet. Ursula kiggede meget ud ad vinduet, dagene inden Bella døde. Det kan man måske kalde en længsel.
   Og Bella græd, og Ursula ville have sluppet alt, hvad hun havde i sine hænder, løbet ud til hende, trøstet hende, det ville hun have gjort, men det gjorde hun ikke, for det var ikke hendes datter, og hun ville ikke være i vejen, så hun blev siddende ved bordet. På den måde kom hun aldrig til at tale med Bella. Bella ville søge sine forældre midt i gråden, naturligvis ville hun det, for sådan gør børn, og forældrene ville trøste hende, for det kan forældre gøre, og snart ville Bella stoppe med at græde, og hun ville gøre endnu et forsøg på cyklen, for det gør børn også, og de lærer allesammen at cykle, for hvorfor skulle der ellers vokse en cykelhandler frem på hvert hjørne på gaden, i byen, i verden?
   Bella var på cyklen igen, før fanden fik sko på, og med nye tider skal hun ikke engang binde sine sko mere, de spændes med klister, og det er en anden måde at sige på, at det tog ingen tid for Bella at komme op på cyklen igen. Hun havde et mål, men målet var ikke et bestemt sted, for alle steder er skabt til smukke Bella - målet var at lære at cykle og aldrig glemme det igen. Bella har stadig hudafskrabninger på arme, ben og i panden. I kisten. Hvor hun ligger. Nu.
   Cyklen står i garagen. Som om Bella er hjemme. Og navnet på skiltet fortæller det samme. Man kan banke på. Og forvente Bellas smil. Hendes rottehaler. Det hele. Nogen vil blive skuffet.

Ursula havde set sin skraldespand hoppe fra indkørslen og ned i sin bil. Hun husker synet. Og i samme sekund væltede en mast på hovedvej 18, ikke så langt fra Ursulas hus, ud for hestestaldene hvor hun har stående sin hingst Absalon, som hun red på to gange om ugen, og som i øvrigt har væltet hende af to gange, den ene gange brækkede hun halebenet, den anden gang gjorde det knap så ondt. Ursula er bedre til at strigle sin hest, end hun er til at ridde på den, men det gør ikke noget, for heste skal også vedligeholdes, som biler, computere og kærester, og det kan hun finde ud af. Blandt andet.
   Masten væltede ned over Bella, og Ursula kendte hende ikke rigtigt, men lidt. Perifert. Den frejdige nabopige løb altid ud af døren, det så Ursula, og den lethed smittede af på hende, og nu løber hun ikke længere, Bella. Nu er hun død. Det kan man jo også være.
   Bella havde fået kvalme i bilen. Det resulterede i hendes død. Faren havde været med til et aftensarrangement i børnehaven, og de havde blandt andet leget Bjørnen Sover, og Bella havde fået lov til at være bjørnen to gange, og Agnes, en lille, hvidhåret pige med et temperament som en rødhåret, og som ikke skulle dø i stormvejret, var blevet så gal, at hun havde bidt Bella i armen.
   Man er kun bjørn én gang, det er man, det har jeg fået at vide af sine forældre," og dem skal man lytte til, forældrene.
   Bella blødte en smule, skreg på plaster og opmærksomhed, og hun fik, heldigvis, begge dele, og så gik det hele over igen. Før de tog ud i stormvejret. Før Bella døde. Før sorgen. Og Agnes vil aldrig bide Bella i armen mere, og hun vil fortryde, at hun nogensinde har gjort det, for man bider ikke nogen, der skal dø, det gør man ikke, men Agnes var sur, og nu ligger hun og sover i rundkredsen, og hun er bjørnen igen, men det er første gang, denne dag, og det er en ny dag, der truer, og når en ny dag truer, må man gerne være bjørn igen. Den dag er Bella død.
   Man bider ikke nogen, der skal dø. Det gør man ikke. Agnes skal også dø. Men hun dør ikke nu. Hun dør af nyresvigt om 86 år, måske, og der er længe til, og hun skal gifte sig, med en tømrer, det siger vi, Tømmer-Hans, ja, det leger vi, og hun skal måske få tre børn, måske fire (for hun bor i provinsen, og de får man mange børn, og vi må godt være fordomsfulde), alle børn med den samme far, Tømmer-Hans (speciale indenfor sommerhuse og bordplader), og Agnes er trofast, loyal, når hun ikke lige bider Bella i armen, ja, når hun ikke gør noget sådan, så er Agnes meget loyal - og sød og rar og alt sådan noget. Tømmer-Hans har kun en skavank, og det er, at han aldrig kalder Agnes for skat, heller ikke når de elsker, og de elsker hinanden, og bliver skilt, og hun begynder til banko og vinder ænder og chokolade, lever det simple liv, og en dag spørger hun sig selv, om dette er lykken, om hun har haft et lykkeligt liv, og så læser hun en bog af Dalai Lama, og påstår det er mere end tidsspilde, måske endda nyttigt. Agnes spiser chokolade og finder ænderne frem fra fryseren, og hun ryster posen i sine drømme, og tænker, om det snarere er et mareridt end en drøm, og så skriger hun, for nu er der ikke meget overskud tilbage, og den vil hun ellers gerne bruge på hjælpeorganisationer, familiefødselsdage og rejser. Agnes. Der har bidt Bella i armen, fordi Bella ville være bjørnen to gange, og nu er Bella gået i hi for evigt, og Agnes kommer til at leve et langt liv, sammen med Dalai Lama, Tømmer-Hans og en del andre mennesker, nogen der kommer tæt på, nogen der forbliver perifere. Sådan er det. Det kaldes at leve.

Agnes' tandbid havde sat dybe spor, men ikke så dybt som stormen. Stormen varede præcis 54 minutter. Så var den væk. Ingen nævner stormen i Danmark mere.
   Faren havde standset bilen, for bræk sætter sig i stoffet, og det ønsker han ikke, og han siger, at Bella skal stikke hovedet ud af bilen, men passe på, for der er storm på vej. De har en ny Toyota Corolla, og den skal vedligeholdes, som heste, cykelkæder og kærester, men man kan også forebygge skader, og det gjorde faren, og nu hang Bella delvist ud af bilen, med hovedet ind i den dræbende storm. Han undgik bræk i sin bil. Bellas far undgik bræk i sin bil. Heldigvis.
   Nu drejede han nøglen om. Stormen rasede som tredive løver foran ét kilo kød. Den skubbede til bilen som bøller, der forsøger at tvinge en fjende ud til bøllebank, og den løsnede en skrue på Troels Hareskårs bænk et andet sted.
   Bellas hår blafrede som et flag - før flagstangen knækkede. Hun forsøgte at holde fast i sædet, så hun ikke faldt ud. Brækket ramte ikke jorden. Brækket fløj væk i stormen sammen med store halmbundter, hegnpæle - og sågar en hestesko havde fundet sig vej hen til bilen. Den sko skulle Ursula have sat på Absalon dagen efter. Det kom hun aldrig til. Hesteskoen ramte sidevinduet i den bil, Bella sad i, der splintrer. Chok. Glassplinter kan man skære sig på. Og så blod.
   Der var storm i Danmark. Èn gang. Nu har vi glemt det. Bella skriger, og samtidig griber stormen fat i hende, og hun vælter ned i grøften. Der lyder et knæk. Hun har ikke så længe tilbage at leve i. Hun dør. Det er mig, der kan fortælle historien, ikke Bella, hun er tavs helt ind i længslen. Noget vælter. Bella sætter sine hænder for øjnene. Ingen vil se sin egen død. Heller ikke Bella. Plasteret røg af Bellas arm, præcis i det øjeblik masten ramte hende.
   Stormen tog ikke en stor indånding. Stormen pustede ud. Og faren springer om på bagsædet og forsøger at række ud efter sin datter, inde fra bilen. Han har forstået, at det ikke kun er børn, stormen kan rykke rundt med, han er selv i fare for at blæse ad helvede til.
   Han må redde sin datter, inde fra bilen, ellers vil han selv flyve rundt som halmen og tagrenderne og de andre elementer, der bare flyver af sted, som er det hele en leg. Det hele er ikke en leg. Bella er for langt væk. Han kan ikke nå hende.
   Knækket har en konsekvens. Knækket er en lysmast, der er på vej til at vælte. Og Bella ligger et meget uheldigt sted. Et meget uheldigt sted.

Der var engang storm i Danmark, og den dag blafrede Bellas fletninger som et helvedes flag. Ursula havde set pigen løbe ud og ind af huset, dagligt, som den hverdag man klinger sig fast til, og pigen var altid glad, smilende, som om intet kunne gøre hende ondt. Det var før stormen. Efter stormen var hoveddøren hele tiden lukket. Ingen kom ud af huset mere.
   En dag spurgte Ursula sin genbo, om familien måske var flyttet. En genbo svarede, at så havde de glemt at tage deres liv med sig, for meget skrammel og mere væsentlige ting stod rundt omkring huset, i garagen, i haven - og det synes også sådan, at postkassen til tider (formodentlig på de gode dage) blev tømt. Der er stadig et slags liv i huset, påstod genboen, der ikke havde mistet sin kære under stormvejret, og egentlig havde nemt ved at påpege det.
   Og så er der den hund. Hunden står stadig foran hoveddøren. Og nu er det blevet den, Ursula betragter, mens hun drikker sin kaffe ved morgenbordet. Hun er begyndt at lave endnu sortere kaffe. Det er så sort, at teskeen kan stå oprejst midt i koppen. Så taler vi sort kaffe. Sådan kan livet tage sig ud. Det er der ikke så meget at gøre ved.
   Ursula havde ikke mistet nogen, der kom tæt på. Kun pigen. Bella. Perifert kendskab. Alligevel havde hun stået ude foran huset og banket på. Tre gange. Kun tre gange. Hun banker ikke på mere. Hun lader familien være, som mange andre lader deres naboer sejle deres egen sø, og det kan man ikke bebrejde dem.
   Hunden kradser gentagende gange på døren. Han føler sig nok forladt, tænker Ursula, selvom hun ikke aner, om hunde kan have en sådan følelse. Hun ved mere om heste end hunde. Ursula bliver mere og mere overbevist om, at hunden tilhører naboen. Så ihærdigt den forsøger på at komme ind i huset. Men der bliver ikke lukket op. Hoveddøren bliver ikke åbnet. Måske de helst ville det på den måde. Det ville de nok. Ellers havde de vel lukket døren op.
   Og nu sidder Ursula og får lidt ondt af hunden. Den står bare og glor. Hun ønsker næsten, at det er en dræberhund. Men hun går dagligt ud og klapper den på siden, ser på hundeskiltet rundt halsen, selvom hun kan telefonnummeret udenad, forfra og bagfra, og hun siger, at det er en god hund. Trofast som en hund skal være.
   "God hund," siger hun. Hunden gør. Og det betyder måske tak. Hvem ved.
   Genboen Karl fortalte hende, at han havde gjort præcis det samme, på de dårlige dage, og så havde de to, Ursula og Karl, haft en kort samtale om ensomheden, blot et øjeblik, noget med at mennesker er herre over sit eget liv, og sådan må det være, og alligevel er der en dør, fordi man skal banke på. Ja, for det er så pokkers svært ikke at banke på.
   Men Ursula vil lade hækken vokse sig stor igen. Det vil dog tage meget lang tid. Det vil kræve tålmodighed. Ursula har masser af tålmodighed.
   Ursula er taget ned til tømmergården. Der står et menneske, måske han er Tømmer-Hans. Måske ikke. Ursula spørger, om han vil tage hækkesaksen tilbage igen. Det vil han ikke. Den er brugt, siger han. Og han ejer ikke en byttehandel.
   "Men jeg kan ikke bruge den mere. Jeg ønsker en høj hæk."
   Og han snakker hurtigt. Han vil ikke snakke om Ursulas hæk. Den kommer ikke ham ved. Men også han har læst overskriften i BT eller Ekstra Bladet, måske begge aviser. Om pigen. Bella. Og det hele handler om hende. Sådan tænker Ursula. Det hele handler om Bella. Og vi er alle herre over vores eget hus. Sådan tænker Ursula. Og så tager hun hjem igen. Hun har nemlig også et hus.
   På Ursulas dør står der Ursula Petersen. Det er ikke snyd. For hun lever. Og hun kan godt lege, hvis nogen skulle banke på. Det er sjældent det sker, men hun er altid klar til at lege.
   På naboens navneskilt står der stadig Bella. Det er en livsløgn. Der skulle have stået advarsler mod stormvejr og en handlingsplan, det havde været mere passende.
   Det sker en dag, at hunden bliver hentet. Efter flere dage, hvor den har stået og kradset på naboens dør, bliver den trukket væk fra Sorgens Have og ind mod midtbyen. Ursula skimter en usoigneret mand, der kommer med en snor i den ene hånd, dinglende ned mod en uoverskuelig afgrund, en afgrund der flytter sig i takt med hans tunge skridt, rastløs som en vejrhane i stormvejr, og afgrunden lader ham ikke træde ned i sig, hele tiden et skridt foran, og på den måde kan han ikke falde helt ned i dybet, kun tæt på. Hunden hører en let raslende lyd fra snoren, før den opdager manden, og halen begynder at logre, og det skal den gøre, for den er forventningsfuld. Det er sådan med hunde, at de satser på, at hvert minut redder deres liv, og det er derfor hunden har fået en hale, for at indikere muligheden for lykke. Måske. Snart er den hjemme igen. Hunden. Basse. Hvor den hører til.
   Manden træder frem fra en sort skygge, der er dannet af et stort egetræ midt i haven. Dens markante alder står i stærkt kontrast til deres ulykke.
   Ursula tænker, at hun burde fælde det træ. Det ville vælte sollys ind mod den tavse familie, og det ville vel skabe en form for reaktion. Den eneste reaktion, der kommer fra naboen i dette øjeblik, er en hund, Basse, der hopper op og ned, frem og tilbage, rundt om sig selv, fordi dens ejer er vendt tilbage, og nu skal den tilbage, hvor den kom fra.
   "Nå, det er her, du gemmer dig," siger stemmen i mørket.
   Og det er snart en realitet, at manden, den usoignerede mand, er Troels Hareskår, og Basse er hans hund, naturligvis, for han havde set så ensom ud på sin bænk, længe, men nu var ensomheden ovre, for nu blev han endnu engang forenet med sin elskede hund. Jo. Hunden er menneskets bedste ven. Og synet af Troels på bænken blev mere udholdeligt igen, og han knappede lidt flere øl op, for det er en ølhund, og Troels vil gerne dele, i hvert fald med sin hund. Basse er ikke en dræberhund. Basse er en ølhund. Det er noget andet.
   Troels har fået skruen skruet ind i bænken igen, og alt er som det skal være, på bænken, og Troels er stoppet med at råbe ud i luften, for han havde fået sin hund tilbage, og det var den, han havde råbt på. Jo, alt var præcis som det skulle være.
   Der var engang et stormvejr ...

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 04/07-2009 22:15 af Allan Andersen (tegnenverden) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 4630 ord og lix-tallet er 24.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.