1To katte
Sådan her begynder helvede. Schiiiiiiw. Hun vil have mig til at · m... [...]
Noveller for børn/unge · nuet, samvittighed, følelser
10 måneder, 28 dage siden
2Det er utroligt med ham Max M
Jeg går ud i køkkenet for at hælde vand i elkedlen. Tænde den. Vi... [...]
Noveller · samtale, krise, samliv
11 måneder, 3 dage siden
2Hesteballon
Jeg stod på bussen, som andre passagerer stiger på en bus, et skr... [...]
Noveller · had, psykisk smerte, psykose
11 måneder, 3 dage siden
4Gåsen
Jeg får en tanke, at jeg flyver med en gås op på psyk. Lige nu, i... [...]
Kortprosa
4 år siden
3Efter
Agnete sad i noget så afslappet som en hængekøje i deres have, og... [...]
Noveller
4 år siden
5Skumbanan
Telefonen ringer. · "Nu sker det snart," siger kvinden i den anden ... [...]
Noveller · mennesker, ensomhed
5 år siden
1Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Dres var bange. Jeg var bange. Det var på den måde, netop på den ... [...]
Romaner
6 år siden
1Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Jeg glemmer ikke den dag. Jeg kunne ikke få Dres med mig hjem. Vi... [...]
Romaner
6 år siden
2Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Morfin kan være dødeligt for kroppen, det har Dres' mor fortalt t... [...]
Romaner
6 år siden
2Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
"Du er vel ikke en bangebuks," sagde han. Vi var gået ned til str... [...]
Romaner
6 år siden
1Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Der var sket det, havde han fortalt mig, at Dres' far havde banke... [...]
Romaner
6 år siden
5Dage uden dagbog
Det var kun én dag ud af mange. Min mor kunne ikke vågne, og jeg ... [...]
Noveller
6 år siden
1Hamster
Jeg har lovet min søn en hamster, og nu skal det være. Jeg nærmer... [...]
Noveller
6 år siden
3Skumfidus
Jeg er blevet ringet op, og når en telefon ringer, tager man den.... [...]
Noveller
6 år siden
1Kyllingerne i kælderen
Jeg træder ind i mit hus, hvor jeg bor sammen med min mor og min ... [...]
Noveller
7 år siden
5Det glødende hjerte
Lad os kalde ham Pelle Plys, som hans siddekammerat Agnes siger. ... [...]
Noveller
7 år siden
3Besøget
Jeg hilser på drengen og drengens mor. Han ser gladere ud end hen... [...]
Noveller
7 år siden
9Styrthjelmen
Mor køber en styrthjelm til mig på den Blå Avis. Sælgeren fortæll... [...]
Noveller
7 år siden
1Gademusikantens påskeferie
"Klokken toner strejfer mig, · en sælsom rejse ender her, · du var så... [...]
Noveller
8 år siden
1Fra et sted indenfor
"Lad fremtiden sove , far, for vækker man den for tidligt, får ma... [...]
Noveller
8 år siden
37Bella
Der var engang et stormvejr. Man nåede knap at tænke sig om, før ... [...]
Noveller · storm
12 år siden
2Den svære elektroniske sletning
Min far har stået der i to år nu. Nr. 12 i min elektroniske telef... [...]
Noveller
14 år siden
0Adam - 1. kapitel
Jeg får et chok denne morgen. Bliver vækket af udråb, der faretru... [...]
Romaner
14 år siden
4Aforismer og andre små tekster - måske opst...
"Vi søger at få mening ud af det allermest absurde - det i sig se... [...]
Aforismer og gruk
15 år siden
1Cadavre Exquis
Personer: · Asger · Pia · Rekvisitter: · Notesbog og pen · Maleri med sort ... [...]
Blandede tekster
15 år siden
0Pedro - Epilog
"Rul ham om på siden, Asger. Jeg vil se ham i ansigtet." · "Hvad vi... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 10
Om aftenen. Sidste dag. På badeværelset var der en duft af hyldeb... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 9
Næste dag. Jesper Hansen stod uden for døren til Jørgen Karlsens ... [...]
Romaner
15 år siden
1Pedro - Kapitel 8
Samme tid et andet sted. Sven vendte tilbage til boghandlen. Denn... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 7
Dagen efter. Det var sjælden set, at der var slåskampe i den lill... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 6
Flashback. · "Det er ærgerligt med din medaljon, Jørgen. Den var nu... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 5
Om aftenen dagen efter. · "Jeg har set Pedro!" råbte lille Nikolaj... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 4
Næste dag. Uventede ting kan pludseligt hive én ind i et søvnløst... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 3
Pedro siger "vov". · Sådan siger den, når den er glad, sur, trist, ... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 2
Dagen efter. Pia Hansen sad med rødvinsglasset på sit ene lår og ... [...]
Romaner
15 år siden
1Pedro - Kapitel 1
Når Pedro bider sig selv i halen, så gør det ondt. Som når vi bid... [...]
Romaner
15 år siden
2Pedro - Prolog
Tidligere på dagen. I den lille by jeg var sendt ud til, som et l... [...]
Romaner
15 år siden
1Pedro - Forlagets forskrift
Det er et held, at dette manuskript er fundet. Det siges, at det ... [...]
Romaner
15 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 13
Det havde været magisk. Når der havde været en stavefejl, og såda... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 12
En fuldmånenat i året 2036 var der en masse postyr på banegården ... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 11
Da Carlos Shamans mor døde, 67 år gammel, af kræft i lungerne, ho... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 10
Verden fik øje på Carlos Shamans talent kun to år efter dette for... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 9
Jean Ponty gik alene hjem fra receptionen. Året var 2007. Det var... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 8
Man smed samtlige eksemplarer af Arne Alterbaums samlede tegninge... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 7
Hvad vil der ske, hvis Arne Alterbaum ikke hed Arne Alterbaum, me... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 6
Dig, der tror på sproget. Tror på, at du kan drømme med sproget. ... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 5
Mirakler sker hver dag. Uden man ved af det. Der var ingen, der o... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 4
Arne mødte Marta til en familiefest. Allerførst troede han, hun v... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 3
Der var engang - nej, en fuldmånedag i året 1991 var der en gamme... [...]
Romaner
16 år siden
1Tegn en Verden! - Kapitel 2
Arne Alterbaum havde en speciel evne til at tegne fænomener, der ... [...]
Romaner
16 år siden
1Tegn en Verden! - Kapitel 1
Torben Ejner Valle sad i den sene aftentime og greb fat i et komp... [...]
Romaner
16 år siden
4Lynlåsen
Lotte lå på græsset. Blodet fossede ud. Hun havde fået næseblod, ... [...]
Noveller
16 år siden
0K
Jeg forstod ikke betydningen, da jeg trådte ind på den røde løber... [...]
Noveller
16 år siden
1Etager i et Hus
Vi tegner et hus. Der er to mennesker i huset. Af det mandlige kø... [...]
Noveller
16 år siden
0En gammel blikspand, to liter benzin og Hem...
Jens Rasmussen ville ikke have blikspanden med til stranden, men ... [...]
Noveller
16 år siden
0En Pagt for Livet
Hvad jeg skal til at fortælle handler om en hemmelighed større en... [...]
Noveller
16 år siden
2Halebenet
Asger Bruno Dam stod i en vandpyt af tårer. Han hadede, når sådan... [...]
Noveller
16 år siden

Puls: 2,8

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 1
Allan Andersen (f. 1980)
Jeg får et chok denne morgen. Bliver vækket af udråb, der faretruende strømmer ind ad det eneste vindue i mit banalt, firkantede hus, der indgyder nemhed og markant afgrænsning. Vinduet står lidt åbent - og jeg hører skrålene, de skærer sig dybt ind i fintfølende trommehinder, der vibrerer sagte, hvilket jeg på en sådan middelmådig dag - hverken med regn eller sol - tydeligt fornemmer, og en irriterende smerte gør sit entré. Næsten som brøl. Næsten som skrig. Optakten til en krig, der ikke har våben som middel, og vel heller ikke har sejr som mål.
   Skræmmende. Ikke blot udråbene, men på alle måder endnu mere denne ekstreme sensibilitet, der uønsket overmander mig med tunge hammerslag og lader mig vide, jeg dømmes til et liv bag tremmer, selvom næsten hele denne verden forstår, jeg gør mig bedst i det fri, oppe i luften, med frie tøjler. Jeg er af sådan støbning, at jeg kan få ondt af selv de mindste krybdyr, hvis jeg blot aner konturerne af de tremmer, der gør dem til trælbundne i menneskets unaturlige omgang med den. Jeg er en sådan støbning, der, hvis jeg var i besiddelse af en meget langtidsholdbar fil, ville gå til samtlige fængsler i verden og tage én celle ad gangen, indtil jeg havde filet samtlige fri fra sit fangenskab.
   Jeg er nødsaget til at kaste mit automatlegeme over mod snavsekurven for at gribe tøj fra den massive tøjbunke, eftersom mit klædeskab forgæves er i et desperat søgen efter renlige og velduftende klæder. Det kan vel ske for selv den bedste, at den ugentlige vaskedag forveksles med en anden dag, hvor man så absolut ved, man ikke skal vaske eller gøre rent eller tage til byen - ej heller handle eller besøge den lille brøkdel af familie, man har tilbage at gøre et visit - vaskedagen kan nemt forveksles med de dage, hvor livets glidebane er belagt med grus og svære pikker, der prikker sig dybt ind under huden og skaber en uudholdelig smerte på kroppen. Jeg bare hader, når en revolutionær vejarbejder står klods op ad min glidebane på den måde - og en eksotisk kaktusplante fra Mexico lader sig vokse ind over den i tillæg. Det er altid typer som mig, det sker for. Altid.
   Jeg satser på en god dag. Men med en sådan terningkast af ulykketræf, hvor en fremmed og for mig så absolut uattraktiv stemme sigter ind mod mig med et revolverskud af løst krudt, der ikke kan ramme dybt og såre, men som udelukkende sigter for at stille sigtekornet ind på mig i tilfældighedens tegn - så synes hele situationen mig faretruende på en ikke særlig farlig måde, og derfor bliver dagen for mig forvirrende og sikkert ikke særlig glidningsfuld. Jeg er på ingen måde på vej til at blive skudt, og alligevel efterlades jeg med den fornemmelse, at en krig er på vej til at begynde. Den farligste krig er den, hvor ingen dør, men hvor de dræbende kugler af umetallisk stof sætter sig som en tung byrde, der minder en om, hvorfor man ikke kan dø. Krigens ofre får et let tryk på skulderen og et dybfølt blik, så løber de skrigende bort og forstår, de aldrig har været døden nær, eftersom de slet ikke har levet. En sådan krig, føler jeg, er på vej til at begynde.
   "Du er ikke vågnet op til endnu en dag. Du har djævelens højre sko på, der er fuld af huller i bunden, sådan du mærker det våde sive ind i sokkerne - og det giver dig kolde fødder."
   Sådan taler den fremmede stemme til mig. Jeg siger naturligvis, jeg ikke forstår, hvad der bliver sagt til mig. Jeg vil gerne, hvis han måske kunne tale lidt mere tydeligt.
   "Du kan komme herned, din afstumpede væsen af sjusket menneskeproduktion. Samlebåndet faldt sammen den dag, du kom ud på den forkerte side. Det må være sådan. Du var en af de uheldige. Det skal du ikke være ked af. Kom blot herned til mig. Men føl dig ikke presset. Ha' ikke for store tanker om dig selv."
   Jeg spørger, hvorfor dette postyr. Jeg afventer svar længe. Men får ingen tilbagemelding på mit spørgsmål. Det er en besværlig situation for mig at træde ned til Svedens Have - der hvor tykke mennesker med al for lang besøgstid bliver tynde og afkræftede, hvor de søger hjælp hos alle de folk, de ingen hjælp kan få af - og hvor alt bliver gjort på den hårde og utaknemmelige måde. Den fremmede har mod nok til at invitere mig derned. Det er ikke just en appetitvækkende invitation.
   Jeg ryster på mine hænder, da jeg vanskeligt får fjernet dynen fra mit selvstændigt arbejdende legeme. Mit legeme kan være sådan selvstyrende, næsten fritaget den del af mig, der er yderst fastgjort til et erindringsfuldt greb, og det kan give mig den fornemmelse, at der stadig er en kamp for frigørelse at gøre i mig - at jeg stadig kan flyve, når jeg lyster det.
   "Jeg har ventet dig længe. Det virker som om, du passer dig selv deroppe i det pinligt afgrænsede hus. Tror du, du kan bilde den store, vilde verden ind, der ikke er bevægelser udenfor, der uundgåeligt vil mase sig ind mod det? Noget presser sig på, ikke sandt? Du må ikke tro, jeg har ondt af dig. Få dit lasede tøj - og din svært stoflige krop - herned i en fart. Men jeg er sådan set ligeglad. Du må ikke tro, det betyder noget for mig. Det betyder ikke en skid for mig. Du må aldrig tro noget sådant."
   Jeg står og venter på min skygge, der endnu ikke har fået sin overkrop ud af dynen. Det kræver tilpas meget tålmodighed. Jeg forstår ikke alt denne postyr, for det virker næsten som om, jeg har gjort noget forkert - eller faktisk skulle tage mig sammen på en eller anden måde, der ikke er mig en nem tanke. Det fortæller jeg ham. At det ikke er mig en nem tanke. Og samtidig bliver jeg endnu mere nysgerrig efter at vide, hvem denne ukendte stemme tilhører. Jeg får naturligvis brug for at kropsliggøre ham, såsom jeg ofte får behov for at gøre det ved mig selv. Håber ikke, at dette bliver endnu et mislykket forsøg. Han må da have en krop. Han må da være belagt med fødder, arme og måske endda en stor lang næse, der kan lugte sig vej gennem livets forskellige lugte af alt fra møgbunker af ikke gennemtænkte fraser om menneskers åndssvage tendenser og violer der symboliserer kærligheden, sådan som de vandes store og frodige for blot at visne bort i en proces, der umuligt kan ses med det blotte øje. Han må da have en sådan næse, tænker jeg.
   Du er ikke en nem tanke, fortæller jeg ham.
   "Gør mig blot til en tanke, din stupide outsider af en malplaceret virkelighed. Det skal gøre godt at give dig den tro. Så har jeg da gjort et eller andet."
   Jeg fortæller stemmen, at jeg ikke finder hans tilstedeværelse på sin plads. Han er ligeglad. Jeg forstår nu, han faktisk er fuldstændig ligeglad med mig. Men han råber alligevel, sådan at det skærer sig dybt ind i mine ører - som havde han noget at tro på - han råber flere skældsord, end jeg vidste der fandtes. Jeg får fornemmelsen af, at han har en del at tro på, bare ikke mig, han kan selvfølgeligt på ingen måde tro på mig. Det hverken håber eller ønsker jeg. Alligevel forstår jeg, jeg må ned til den omfattende, voldsom afskrækkende park fuld af ligeglade og besværliggjorte mennesker, der stadig finder frem et håndgreb og lidt tilfældigt griber mig i mit allerstørste fald. Jeg kan vel næppe være dem taknemmelig. De bryder sig ikke om mig. De var blot lidt forud med at falde akkurat ligeså langt ned som jeg, og hænderne er vel sat på armene for at gribe fat i noget.

Så står min krop oprejst. Jeg kunne være stolt, hvis det ikke er sådan, at det må være livets mest oplagte handling at gøre sig, efter en - dog besværliggjort - nattesøvn - en efterladt drøm hvor jeg falder som sårbart silke mod jordens overflade i en lettelsens suk, hvorpå jorden åbner sig og aldrig giver mig lov til at ramme ned på jorden og lande blødt på et vel lagt linned af behag og god eftersmag - jeg falder derimod ind i dybden og støder på Satans skarpe gaffel, hvor han med en tung, dyb stemme siger: "Så er der mad!". Da spises jeg ved Satans Helvedesbord, og må hele tiden puste længe og anstrengende i det nervepirrende varme vand, mens hans hjælpere stikker til mig for at sørge for, jeg har fået nok. Da sidder jeg i Satans Suppegryde. Har før drømt underlige ting. Men drømt, jeg er Satans yndlingsret, det har jeg dog aldrig prøvet før.
   Jeg ser ind i et flækket spejl, eller jeg er i hvert fald nødsaget til - for min egen overlevelses skyld - at tro på, det er sådan, forholdene faktisk foreligger - at det er spejlet, der er årsagen til en sådan refleksion, der giver mig et splittet billede af mig selv. Jeg forsøger at tænke igennem, hvad årsagen til revnen kunne skyldes. Jeg kan være lettere livlig, når jeg om natten får disse angribende drømme om mig selv i et voldsomt fald ned mod dybet og Satan, hvorpå jeg må gå ud fra, jeg er kommet til at ramme spejlet med min klumpfod, for spejlet hænger tæt ved sengen. Jeg vågner ofte op ned nye mønstre på tapetet, der er skåret ud af mine tånegle i løbet af natten, og en morgen var det lykkes mig at tegne den præcise vej fra himlen til helvede, og netop den morgen blev jeg meget bange, kan man vel forstå. Kan mine tæer gøre sådan, så kan de vel også slå et spejl i stykker.
   Jeg står og ser på de tydelige aftryk i sengen af den sovestilling, der ikke blot er blevet min favorit, men som uden tvivl i gentagelsens velbehag er blevet den eneste stilling, der får mig til at sove. Jeg sover ikke særlig godt, forstået på den måde at jeg ikke falder i søvn, før natten sådan for alvor har taget fat, men når jeg så er faldet i søvn, så sover jeg utrolig langt ind i noget, der på mange måder giver mig indtryk af, jeg ikke bør vågne, før jeg får løst gåden - netop hvor jeg drømmer, jeg burde løse gåden, da vågner jeg i det største svedbad, man kan forestille sig. Dernæst ruller jeg rundt i flere minutter og råber, jeg altså ikke kan svømme, og at jeg ville ønske, nogen kom mig til undsætning, for den værste død må næsten være druknedøden, og så i sit eget sved, hvilken ubehagelighed må det ikke være. Da jeg endelig får åbnet mine tunge øjenlåg og stillet knap så uskarp, som dagens udgang lader det forestå for mig, så forstår jeg, at hele situationen dog ikke er så slem som først antaget - men alligevel fortsætter hjertet med at banke i turbofart, for jeg forstår, jeg er vågnet op til endnu en dag, hvor jeg gerne skulle gøre en forskel, men sikkert ikke gør det. Alt dette fortæller det tydelige aftryk fra min kantede og omsluttelige legeme i sengen mig.
   Måske jeg selv er årsagen til den fragmenterede refleksion, jeg får slynget tilbage i ansigtet, tænker jeg så, efter anstrengende at have løftet mit hoved en anelse op i næsten ret stilling. At det er en fejlantagelse at tro, min søvnstyrede Barfod kunne forårsage en så dyb og gennemgående revne i et meget tykt spejlbillede, der altid fremstår stærkt, når jeg vågner, det er mig en meget besværlig tanke. Jeg må afprøve, om det faktisk er sådan, der har foregået et, hvad jeg vil kalde fodhærværk, eller om det hele blot er en af mine sjove idéer. Jeg frygter, der slet ikke er noget i vejen med spejlet, men at det hele foregår inde i mit eget hoved. Noget andet der peger på, min antagelse om et forestående fodhærværk er en illusion, må være, at jeg slet ikke bløder på min fod, hvilket jeg mener, må være exceptionelt, eftersom jeg har forstået, at et knust spejl meget let kan få mennesker - og i dette tilfælde fødder - til at bløde og blive efterladt med dybe sår.
   Jeg ligger mig tilbage i sengen, vel vidende at det kan blive mig vanskeligt at komme op igen, og så rekonstruerer jeg selv en drøm. Jeg drømmer, at jeg er et pindsvin, der har mistet sine pikker og rådvildt og angstfuldt søger at finde dem igen. I min søgen støder jeg på en elefant, der har mistet sin snabel, og den går sådan meget besværliggjort på sin højre fod og leder, ligesom jeg selv gør. Jeg tænker, det er muligt, den har trådt på mine pikker. Det spørger jeg den om. Den vil kun svare mig, hvis jeg lover at hjælpe den med at lede efter dens snabel. Det siger jeg ja til. Jeg forstår jo, hvor vanskeligt det må være at miste noget, der er en så stor identitetsfaktor. Den svarer, den har set mine pikker, og da viser den mig, hvor de er. Med mine pikker på ryggen igen forlader jeg elefanten, efter jeg har fortalt den, jeg altså ikke aner, hvor dens snabel er. Snart vrimler det med snabelløse elefanter i min drøm, der tromlende løber efter mig. Netop da begynder jeg at slå vildt med min fod. Det sker helt naturligt i kraft af, jeg synes det er ubehageligt at have alle de snabelløse væsener i hælene på mig. Og til min forbavselse viser det sig, jeg slet ikke kan ramme spejlet med min fod som først antaget, om jeg så lå halvt ud over sengen. Jeg konkluderer, det altså er i mit hoved, jeg ser et fragmenteret spejlbillede, for kan ikke forestille mig andet, der skulle have knust det end netop min fod.
   Jeg rejser mig op igen, har planer om at blive på benene denne gang, ikke flere rekonstruktioner. Jeg kigger ned i det tydelige aftryk i sengen atter engang. Denne gang er det ikke så kantet og omslutteligt, som det var sidst, men snarere rådvildt og gådefuldt, som er det et meget eksplicit afbillede af den drøm, der altid slutter med aldrig at lade mig løse gåden. Jeg lukker øjnene og ser for mig mine pikker blæse op i luften - efterfulgt af tredive elefanter, der i dette øjeblik slet ikke tænker på, de mangler deres snabel, men blot har en tanke i hovedet - at fange mig og fortælle, det ikke var særlig pænt sådan kun at tænke på mine egne pikker uden at hjælpe dem med snablerne. Jeg ser for mig, at jeg slipper væk fra de snabelløse elefanter. Men jeg er endnu engang uden de pikker, der er så vigtige for mig og min overlevelse. Så forstår jeg, det er en gådefuld rejse, jeg er på, og i det øjeblik må jeg åbne øjnene igen og lade drømmen fremstå uafsluttet. Jeg kan på ingen måde afslutte denne drøm. Ikke engang i vågen tilstand.

Ingen andre har været i mit hus, siden jeg købte det og flyttede langt væk. De fleste andre gør det omvendt. De flytter først. Dernæst har de huset for sig selv og lader hækken gro sig stor og faretruende, så ingen kan kigge ind til dem. Jeg fik huset først. Dernæst flyttede jeg til et sted, hvor en kraftfuld afgrænsning mellem mig og verden forelå. På den måde kunne jeg både vælge et sted, hvor ingen andre mennesker boede, og skærme mig af for den virkelighed, der er blevet så ubehagelig mennesketom. På den måde er jeg ikke selv skyld i, det er mennesketomt, og at virkeligheden ikke kommer tæt på, jeg har ikke valgt forholdene, jeg har blot fundet stedet. Jeg skal altid være lidt anderledes. Og altså konstant uden gæster. Jeg fandt et sted ved en stor park, der har fået det ikke så attraktive navn, Svedens Have, og der vil jeg bo til den dag, jeg bliver betrådt af de tunge, snabelløse elefanter.
   Den eneste gæst, jeg får besøg af, er en ukendt stemme fra Svendens Have, der synes at ville ønske min tilstedeværelse hos ham - og alligevel være bedøvende ligeglad samtidig. Det er ikke første gang, jeg hører stemmen, men det er så sandelig første gang, jeg reagere ved faktisk at søge ned mod parken. Stemmen finder jeg denne dag på underlig vis dragende. Jeg oplever stemmen som en snavset køkkenkniv, der ligger på køkkenbordet, brugbar og kendt - desværre urørlig eftersom den er lagt ind i en osteklokke, der aldrig kan brydes - jeg mærker noget fortryllende, samtidig med jeg føler, jeg blot er på vej til at skære et stykke brød i skiver. Det minder mig i øvrigt også om en drøm, jeg engang har haft. Jeg var selv brødkniven, og jeg endte i maven på min egen krop. Endnu en af mine underlige drømme.
   Jeg hører stadig udråbene fra den fremmede et sted, der burde være udenfor vinduet, men som måske slet ikke er det. Jeg har stadig en næsten ubrydelig søvn et sted tæt på mine øjne og finder ikke anden sigte end en hypnotiserende, svævende vandring med min automatikkontrollerede krop mod det sted, der er blevet opkaldt efter noget så uhumsk som sved.
   Stemmen fortsætter:
   "Det kan virke mærkeligt, jeg råber, som er det med lungernes kræfter og en ivrig tro på at rykke ved noget - mærkeligt eftersom du intet, absolut intet, betyder for mig. Jeg ville have lavet noget andet i dag. Du ved, sådan noget, jeg ikke gider fortælle dig, eftersom jeg går stærkt ud fra, du er omtrend ligeså ligeglad som mig. Det er den eneste årsag til, vi er på bølgelængde. Vi er omtrend ligeså ligeglade med hinanden og andre mennesker. Det vil hverken bekymre mig, om du er glad, flad, ked eller noget fjerde. Jeg er så ligeglad, så selveste den position ikke betyder noget. Tror, du forstår. Jeg har ingen grund til at lade dig betyde noget for mig. Men stadig kalder jeg på dig. Jo, du har sådan set ret til at undre dig. Men vi er på bølgelængde. Midt i det samme fald."
   Jeg vil sige noget, men jeg er på mærkværdig vis væltet ned i snavsekurven og bliver i dette øjeblik angrebet af en ubærlig lugt af mugne sokker og bremsesporsbetændte underbukser. Jeg ville have haft fat i et par bukser, jeg ikke mindes at have købt, og som på den måde vil sidde godt på mig, uden at jeg skulle forklare en fortidig shoppetur med fortrængte familiemedlemmer. I denne ihærdige søgen efter bukserne, og med min krop foroverbøjet så meget, tyngdeloven uundgåeligt måtte lade det 77 kilo tunge kød falde mod kurvens grådige åbning, måtte min svæveevne uundgåeligt blive besværliggjort i en sådan grad, at jeg ikke kan gøre andet end at lade mig blive opslugt af kurvens tandløse gab.
   Akavet spræller jeg med benene i vejret og forsøger desperat at komme op af kurven igen. Desværre er mit hoved tungt, så det er vanskeligt at løfte det. Jeg vil ønske, jeg kan få det til at eksplodere, på den måde skal jeg nok få fart på og snart være på akkurat det sted, hvor jeg gerne vil være. Oppe i luften, sådan svævende. Der er for få sådanne eksplosioner i min verden, hvor jeg i stedet dvæler ved de få, men omfattende, der har været. Eksplosive kræfter efterlader et stort hul ned i dybet, men for mig gør de også noget andet - de efterlader mig selv oppe i luften uden at kunne folde landingshjulene ud.
   Det synes ikke at bekymre stemmen, jeg er kommet i ivrig kamp med min snavsekurv, og derfor ikke har overskud til at give nogen respons. Tvært imod.
   "Du må ikke tro, jeg beder dig komme herned til mig. Eller ønsker det. Ingen har ej heller bedt mig om at få fat på dig. Jeg har vist ikke gjort det klart nok. Når jeg påpeger, jeg er ligeglad, så er det en ubetvivlelig sandhed. Jeg taler blot og du hører tilfældigvis, efter som vi er på det samme sted i livets undergrund. Dermed har jeg ikke sagt, hvordan andre forholder sig til samme sag - jeg har nok været lidt indsnævret og egoistisk i den henseende - må tale ud over mig selv, fortælle, alle andre hernede ligeledes er ligeglade. Så er det sagt. Undskylder, jeg først udvider min position nu. Men du forstår vel, jeg også må tale for alle andre. Du skal ikke gøre dig belejligt at lade det gøre ondt, dig der styrer din lille indrammede verden med slatten og rystende hånd. Der er ikke nogen, der råber efter dig, skal du vide, men dermed ikke sagt, du ikke blev vækket af råb denne morgen. Du er vel netop vågen og faktisk er det sådan, at noget vækkede dig, ikke? Jeg skriver gerne under derpå, også selvom jeg tror, du har forstået, det på ingen måde er nogen kontrakt, vi er på vej til at indgå, dig og mig."
   Jeg får slynget kroppen op i ret stilling, og kurven lader sig føre med. Så nu står jeg med en snavsekurv på hovedet, snavsetøj vælter rundt omkring mig, danner en forhøjning, jeg stiller mig op på, hvor jeg begynder at danse boogie woogie i en glædens øjeblik. Da slår det mig, hvordan dette retfærdiggør, jeg ikke har fået vasket mit tøj. Den stærke kontrast med mig og rent tøj ville nok havde gjort, jeg var faldet hele vejen ned i vaskekælderen - for mit hoved er mere beskidt, end det har været længe, og det gør sig bedst med sådan glemt tøj. Det beskidte tøj får mig ikke til at falde, men derimod at danse, øjensynligt. Man skulle ikke have troet det, men jeg trives vældig godt med en snavsekurv på mit hoved. Jeg kunne synge, hvis det ikke er for den lidt problematiske omstændighed, at hvis jeg åbner munden, da vil jeg få at smage et par ekstremt udsatte sokker og være i fare for voldsom bakterieangreb. Jeg har før været syg grundet mangel på hygiejne - og selvom alt går meget langsomt, sådan dvælende, i min verden, så lærer jeg da af mine fejl - kloge ord jeg har erhvervet fra min mor.
   En af de svamperamte sokker snitter min næse, og jeg mærker omgående optakten til et svært omfattende nyseanfald.
   "A-a-a-a-a-a-atjuuuuuuuuuu ..."
   Og man kan næsten sige, jeg får den eksplosion, jeg gerne vil have. Hjernevævet forbliver intakt, men, ja, man skulle vel ikke tro det - snavsekurven flækker, og det viser sig, trykket er så stort, at de bukser, jeg ønsker at have på, de skydes ud med en sådan fart, at de lægger sig oven på mit natbord, hvor der i forvejen ligger et ukendt eksemplar af Kafkas aforismer, hvor han selv har skrevet forordet med en rød pen, dommen over værket kan man sige, hvor der står, at han aldrig kom overens med sin far. Når jeg læser om aftenen, så når jeg aldrig ret langt, før jeg falder i søvn. Jeg er altid alt for træt og selve bogens varme i mine hænder er nok åndelighed for mig til at nå det forskruede drømmeland, der ofte også er skræmmende nærværende, når jeg er vågen. Det er sådan, at jeg aldrig når længere end til denne røde sætning. Men Kafka er interessant. Han skrev, fordi han havde en far. Sådan har jeg i hvert fald forstået det.
   Eksplosionen får vaser og potteplanter til at vælte ned fra hylderne, tynde bøger der vejer ufatteligt meget, når de ikke gribes i faldet, åbner sig på de bonede gulve, ligger sig oven på hinanden og udveksler ord, det ene ord efter det andet slynges sammen, vælter rundt i tilfældighedens tegn, som man kunne forestille sig mennesker gøre det i en bus, der vælter ned ad en bakke og ikke efterlader et hjerte, der banker - ordenes sammensætning er ikke længere redigeret, sammensat af et tænkende individ, men derimod af en pludselig og chokerende katastrofe af nys, af ekstrem menneskereaktion.
   Eksplosionen har dannet et kaotisk billede på mit soveværelse i dette øjeblik. Der ligger bunker af dekorative ting på gulvet, som nu giver det indtryk, at det er affald og derfor ubrugeligt, men det er alligevel ikke en stor forandring, eftersom jeg allerede betragtede det som noget sådan i forvejen - ofte har jeg asket smøger, krøllet snotpapir og lagt bussemænd ned i vaserne, når jeg ikke nåede ud på toilettet eller ud i køkkenet, før skaden var sket. Det eneste der ikke er kværnet sammen med alle de andre ligegyldige ting, købt i en stemning der altid forsvinder i det øjeblik, de placeres på sin stadige plads, akkurat ved siden af medicinskabet fuld af smertestillende piller og nervemedicin, er en stor pind, jeg engang for mange år siden fik leveret af min eneste hund, Sofus, der elskede at løbe efter pind, men som altid kom tilbage med en anden end den, jeg havde kastet. Denne pind har jeg lagt ned i en af vaserne. Kan ikke huske, om det var meningen, den skulle være smidt ud, eller om jeg har stillet den til skue, sådan som en mere naturvenlig pyntegenstand. Den pind svæver i luften. Rundt den, gnister det med små stjerner, der lader mig opsluge den magiske stemning, der kommer heraf. I dette øjeblik går det op for mig, jeg selv er uden berøring med gulvet. Jeg træder varsomt, som skal jeg passe på at snuble, men må efterfølgende le heraf, for hvad skulle der være i luften, som man kan snuble over? Der er intet, der kan få mig til at falde i dette øjeblik. Jeg er uden afhængighed på alle måder. Det eneste jeg fokuserer på, er det tryllebundne ved den svævende pind, der snurrer rundt i en stadig bevægelse, og den nærmer mig langsomt, sådan jeg snart kan gribe den med mine svedige hænder, der higer efter sådan et nærvær. Jeg føler, jeg kan overskue en hel skov af pinde, hvis det skulle være nødvendigt.
   Jeg rækker ud efter pinden. Når den næsten. Da kastes et æble ind ad vinduet, hvor den fremmede stemme fra før udsiger et skrål samtidig, endnu et skrål følger efter - synes mig at være fra skrappe gamle damer. Det er som om magien bliver bange. Først vælter pinden ned ved siden af de mange åbne bøger og overflødige ord, der i den identitetsløse sammensætning bliver til overs, og ikke lang tid efter falder jeg tungt ned på gulvet og forslår min albue, sådan jeg får et voldsomt stød.
   "Tror du faktisk, du kan nå så højt op mod andet, end din egen løgnagtige tro på at uvirkelighed er mere virkeligt end en tur i Svedens Have. Virkeligheden er hernede. Kravl du hellere herned på alle fire med pinden i munden."
   Jeg fortæller stemmen, at jeg ikke forstår, hvad han taler om, og alligevel tager jeg pinden i munden, trods alt. Og snart vil jeg finde min egen krop stående i Svedens Have.

Jeg spørger min skygge, om det er på tide at tage bukser på. Han svarer ikke. Han er jo også min skygge, ikke min mund. Han repræsenterer vel snarere alt det, jeg ikke siger. Snart er han - ja, jeg giver ham hankønsstemplet, eftersom jeg aldrig har forestillet mig, den feminine side af mig skulle komme til udtryk gennem en skyggeside af dysterhed og melankoli - ovre ved mine bukser og griber håndfast fat i dem. Først i det øjeblik, jeg forstår, det er min skygge vanskeligt at tage bukser på, eftersom jeg stadig står tilbage med kroppen og den logik, der fortæller, en skygge af sig selv ikke kan gøre noget sådan, først da begynder jeg at bevæge mig i et - nok lidt modvilligt - forsøg på at være behjælpelig. Eftersom det er en markant del af mig selv, jeg hjælper, skyggen, så vil det ikke betragtes som et forsøg på at træde ud af min egen selvmedlidenhed og ind i en eller anden form for medmenneskelighed, dog. For dem der tror, der er håb for mig endnu, det er måske på tide, de forstår, at havde der været håb for mig, så ville det ikke være min skygge, der skulle kalde på mig, men vel snarere omvendt. Mine bevægelser medfører ikke et skyggebillede, men min skygge giver mig konstant den fornemmelse, at jeg måske burde gøre et eller andet.
   Nu forstår jeg, at det vil være på sin plads at tage bukserne på. Efter at have set skyggebilledet klart for mit indre blik, så kan jeg på ingen måde længere være i tvivl. Det er de bedste øjeblikke, hvor det lykkes mig at få fjernet tvivlen og skære igennem voldsomme røgskyer af skam og forsigtighed, sådan ved at gå direkte til handling og bare gøre det ... jo, jeg får taget bukserne ud af hånden på min skygge, får fortalt med skinger stemme, at det vil være på sin plads, hvis jeg selv gør, hvad der er tildelt mig at gøre, og at bukser kræver en rigtig mand, for det er nemlig cowboybukser skræddersyet til hankønnet - og ikke blot en halv mand, men en hel mand, helstøbt og uden indskæringer fra noget ulykkeligt forbipasserende. I et split sekund glemte jeg, jeg på ingen måde kan leve op til de idealer. I et mindeværdigt øjeblik troede jeg, jeg havde taget min egen skyggeside på sengen og ville få den til aldrig mere at gå forud for min identitet.
   Jeg er ofte tilpas naiv - og mere til. Skyggen er allerede på vej af sted mod min næste handling, før jeg aner det, og min tanke går ikke på, hvad det er for en handling, men bevidner snarere om endnu en handlingslammelse, eftersom jeg atter engang alt for sent opdager skyggens nye placering, og alt hvad jeg kan tænke på, er, at min skygge har flyttet sig uden mig, at min skygge er et andet sted en mig, at jeg er langsommere end min skygge ... Jeg spørger skyggen, om vi skal tage sokker på fødderne. Det er dumt. Det er jo mig, der har fødderne, ikke skyggen. Jeg får heller ikke noget svar. De fleste jeg spørger, de svarer mig aldrig, og jeg har endnu ikke fundet ud af, om det skyldes, jeg stiller de forkerte spørgsmål, eller om det er fordi, jeg ingen mennesker har omkring mig, som jeg kan spørge om noget som helst. Måske det er derfor jeg hele tiden føler, jeg må spørge min skygge om min næste handling. I hvert fald er realiteterne det, at jeg er et menneske med mange spørgsmål og ingen svar. Jeg kan heller ikke finde ud af, om det er fordi jeg ingen svar får, jeg ikke kan lide mennesker, eller om det er fordi jeg ikke kan lide mennesker, jeg ingen svar får. Jeg vælger at tro på det første. Noget skal jeg jo tro på. Jeg kan i hvert fald ikke lide mennesker. De kan heller ikke lide mig, så ikke en gang dårlig samvittighed kan jeg føle. De er ligeglade med mig alle sammen.
   Langsomt, men trods alt virksomt, får jeg trådt ned i bukserne. Jeg har altid fundet det mærkbart, at man træder ned i et par bukser, som er det noget, der fører én videre fra et ståsted til et andet, passivt og uden egen initiativ. Det passer godt til min opfattelse. Sådan bevæger jeg mig atter hen til min skygge, der har al den tålmodighed, der er i verden, fordi den forstår, det er en nødvendighed. I samme øjeblik jeg griber mine sokker, ja, gæt engang, så er skyggen forsvundet - og jeg står som altid alene og kan se min skyggeside så klart for mig, netop fordi den ikke følger mig, men viser sig for mig, hele tiden, og så igen.
   Jeg træder aldrig ned i mine sokker, dem svøber jeg omkring mine klumpfødder, der ofte vejer mindre, for sokkerne får dræbende tunghed efter at være blevet oversete i alt for lang tid af en ugentlig vaskedag, der er blevet til en månedlig måske-måske ikke. Det er mine sokker, jeg netop har taget på, der gør, jeg går, som har jeg skidt i mine bukser. Ingen vil tro, når jeg fortæller det, at strømper kan være så tunge af forglemt pleje, af respektløs omgang med de nedre stofligheder, men jeg lover, hvem der end vil loves noget af mig, at det faktisk er tilfældet i mit ynkelige tilfælde. Jeg er ked af det, men det er min situation, og hvis det ikke er fordi, jeg kan være helt i tvivl om, hvad jeg føler, så vil jeg mene, jeg føler anger.
   Jeg slæber mine fødder hen ad det glatte trægulv i soveværelset, får skrabet et dybt spor efter mig af svampeudflåd i mængder, der vil være pinligt for selv den mest afstumpede alkoholiker. Der er små orme, der bliver kastet ud i sit eget liv på gulvet, men de gør sig bedre i det mørke, indelukkede, end i den omfattende, åbne og glatpolerede flade, hvor der intet er at gribe fat i. Deres held er, at gulvet er fyldt op af endnu flere uhumske sokker, de kan søge bolig i. Jeg kan tilføje meget beskidte underbukser, svedbånd og sædpletter fra orgasmer udelukkende gjort for nydelsens skyld. Orgasmer kan ske med tanke på fremtiden, men de kan også opstå, simpelthen fordi fremtiden ikke betyder en hujende skid længere. I rykket forstår man, at fremtiden ikke behøver betyde noget. Et ryk varer ikke meget mere end et splitsekund, så skulle der gerne være andet, der fører tanken mod en fremtid at slås for.
   Jeg finder en trøje - eller tager den ud af hånden på min skygge - en tyk trøje der er meget modtagelig for svedperler og som giver stor bevægelighed. Noget fortæller mig, jeg kunne få brug for det. Jeg fravælger svedbånd til panden, eftersom jeg vil give mig selv lov til at svede uden at holde igen - også selvom det vil komme til at svie i øjnene. Der er nogle små valg, jeg træffer, men allermest synes det mig ikke at være valg, men en hypnose, som allerede fra dagens åbningsseance blev lagt frem for mig.
   Så er min skygge væk. Hov, hvor er han gået hen? Jeg kalder på ham, men kommer snart i tanke om, han naturligvis ikke har tænkt sig at svare eller give sig til kende. Men jeg kan ikke lide, når han efterlader mig i en situation, hvor jeg selv må tage stilling, selv må ligge to og to sammen, forstå, hvor han er gået hen, forstå, hvad jeg skal gøre ved mig selv - og i det hele taget gøre mig den ulejlighed at forstå. Jeg bliver pludseligt meget vred på ham. Føler på ingen måde, at han kan være det bekendt. Han skulle skamme sig. Har vi ikke indgået en pagt? Er det ikke sådan, at en skygge bør forblive indenfor rækkevidde 24 timer i døgnet? Det råber jeg til ham, vel vidende han ikke vil respondere - og igen efterlades jeg med den uundgåelige stilhed, der aldrig fremstår som et behag for mig, for den bekræfter min tese om, det ikke er i gensidigheden, jeg bliver klogere på hverken livets indretning eller den hånd, der har placeret verdens ting, sådan som de nu engang er placeret. Jeg er helt rød i hovedet af raseri, som har jeg faktisk et ønske om et bedre liv.
   Hvis det bare havde været sådan, jeg kunne se det logiske i min egen placering og forstå, hvad jeg burde gøre næst. Det skulle fremstå så tydeligt, men alligevel fremstår det så sløret - jeg må støtte mig op ad endevæggen af soveværelset, for på den måde ikke at komme i unødig omgang med gulvet, der snart vil smuldre bort, eftersom ormene skabt af min egen uhygiejne er sultne og ikke bliver fodret af hånd eller af trug eller noget - så må de klare det på egen hånd, og det kan jeg for sin vis godt forstå. Jeg får lidt skyldfølelse, eftersom jeg selv er årsagen til deres tilstedeværelse, og efterfølgende blot efterlader dem til sig selv - underligt hvordan sådanne orme kan give mig skyldfølelse, mens det ikke kan lade sig gøre for mennesker.
   Så slår det mig - toilettet! Ja, først tøj på, dernæst en tur på toilettet. Sådan har det vel altid været. Men netop derfor kan jeg ikke huske det. Jeg husker bedst afvigelser. Vaner og gentagelser glemmer jeg hele tiden. Derfor har jeg brug for bekræftelser hele tiden. Jeg går ud på toilettet. Jeg ser skyggen henne ved vasken. Jeg forstår, det er på tide at børste tænder. Skyggen har allerede taget min tandbørste, så jeg roder forgæves i holderen efter den, men der skal ikke gå lang tid, før jeg får fat på den og begiver mig i krig med tændernes uendelige veje, hvor jeg flere steder mærker stød i tænderne og stor smerte i tandkødet - jeg trøster mig med, at på den måde får jeg et tydeligt tegn på, hvilke steder det er, jeg ikke får børstet ordentlig med tandbørsten, ikke at jeg på den måde senere har tænkt mig at gøre det. Det er godt, at kroppen er god til at give tegn, når der er noget, man forsømmer, tænker jeg og ser, at min skygge allerede er på vej et andet sted hen.

Mens jeg iagttager min skygge, der står og ryster penis over toiletkummen, giver den fremmede stemme sit navn til kende for mig. Efter lang tids stilhed, så kommer det som skabt ud af den blå luft. Synes på ingen måde at have dårlig samvittighed over, han glemte at præsentere sig i første omgang. Der er jo altid en anden omgang, hvor der er nye muligheder. Og desuden var han som sagt ligeglad.
   "Jeg hedder Adam. Glem bare det. Så længe du husker, det ikke er svære bekymringer, der ligger som grobund for de høje udråb. Det lyder voldsomt. Det er på ingen måde det. Det er ikke særlig meget. Adam er navnet. Ikke at du så skal hilse på mig eller noget."
   Forventer han nu, jeg fortæller, hvad jeg hedder, tænker jeg. Det gør mig urolig. Jeg har alligevel aldrig kunnet lide mit eget navn. Så skulle jeg virkeligt præsentere mig på den måde? Det får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Jeg vil helst ikke give min besværlige identitet til kende. Vil langt hellere forblive i mørket for mig selv. Hvorfor skal han fremstå på den ubehøvlende måde, og hvor mange gange har han ikke efterhånden påpeget for mig, han er ligeglad, det er da åndssvagt at høre på. Han skulle skamme sig, men gør det øjensynligt ikke. Måske jeg ikke kan lide Adam, siger jeg til mig selv. Jeg kender ham ikke, men nej, jeg tror ikke, jeg kan lide Adam.
   Det fortæller jeg ham. Han bliver ikke ked af det. Jeg formoder, han ikke tager det personligt. Det gør jeg derimod, og det er mig en stor belastning. Jeg er begyndt at anklage denne fremmede. Anklager ham med bespottende ord, jeg ikke har lyst til at gengive. Ved det ikke giver mening at tale på den måde, men gør det alligevel. Et sted fra, åbenbart fra Svedens Have, angribes jeg, og alligevel bliver jeg vel blot overset endnu engang - nu kan jeg altså kalde kilden for Adam. Adam tror, han på den måde meget eksplicit kan ødelægge min dag og overmande min lidt for frejdige skygge og meget underdanige personlighed på den måde, ved sådan frækt og meget pågående at være bedøvende ligeglad med mig og kaste bespottende ord ud i luften - og det virker til at lykkes ham fortræffeligt. Flere bespottelser. Hele tiden. Også selvom jeg har forstået, det ikke nytter noget - det er på ingen måde muligt for Adam at tage det personligt.
   "Du har svedige fødder. Jeg kan lugte dem langt væk. Indsvøbt i gyselig grumme sokker. Du passer godt til Svendens Have, så kommer du ikke snart herned. Du har vel lært at gå? Hvis du ikke kommer, så er det mig helt fint. Jeg kender ingen, der savner dig, og du skal vide, jeg kender mange, utrolig mange, der ellers har evnen at savne, hvis de blot lod det betyde noget, hvad der er at savne. Det betyder aldrig en skid for mig. Hverken det eller dig. Jeg skal ikke lægge skjul på, jeg passer som fod i hose til dette sted. Jeg ser dig ikke stående ved min side, men det er nu engang sådan, at du også passer så utrolig godt hernede. Kommer du? Ja, Haven eksisterer, om du er her eller ikke. Bliv da blot deroppe sammen med dig selv, du tomme luft af et menneske."
   Jeg fortæller Adam, jeg efterhånden har forstået hans pointe, at det vel ikke kan blive ved på den måde, med alle de vanskeligt spiselige ord, der måske nok afstedkommer fra hjerteløs oprindelse, men som ad den vej kommer til at indvirke meget kraftfuld på mig.
   "Jeg gider for resten ikke spørge dig mere, om du kommer. Og har da på ingen måde tænkt mig at svare på dine spørgsmål. Jeg har allerede spildt min tid. Heldigvis er jeg af sådan støbning, der helst spilder min tid hele tiden. Selv på sådanne mislykkede skæbner som dig. Og det skal du vide, du er så utrolig mislykket."
   Jeg siger, jeg vil at han stopper omgående, og bliver trist fordi jeg atter er kommet i kontakt med noget, der ikke vil svare på mine spørgsmål.
   "Jeg er ligeglad."
   Provokerer han, tænker jeg. Jeg får i hvert fald den fornemmelse.
   "Jeg er ligeglad."
   Tanken om, det på alle mulige måder retfærdiggør hans tilstedeværelse, strejfer mig overhovedet ikke på dette tidspunkt.
   "Jeg er ligeglad."
   Men jeg synes at fornemme, hvordan han blot responderer, hvad jeg - lidt for usagt - hele tiden har forsøgt at spørge min skygge om. Jeg har hele tiden gerne villet have ham til at give sin opfattelse af mit væsen til kende, men i stedet trådte han blot endnu et skridt foran mig. Nu blev mit væsen godt og grundigt stemplet.
   "Jeg er ligeglad."

Jeg bor i nærheden af Svedens Have, så tæt på, jeg kan spytte derned, hvis jeg da bare gider. Det gider jeg så ikke. Det er på denne gåtur i Svedens Have, det hele starter - ja, altså ikke Edens Have, hvor vi blev frarøvet uskylden dengang for lang tid siden, langt tidligere end da jeg gik rundt med lorteble og sagde sjove lyde, der ofte blev gentaget i et desperat forsøg på at gribe den tid, der for længst er forsvundet og aldrig vil vende tilbage igen. Jeg havde håbet, jeg var blevet født uskyldig, men sådan skulle det ikke være - det første jeg hørte, da mor kom overens med sine veer og fik mig trykket ud af sit liv, det var hammerslag fra en standhaftig dommer, der efterfølgende rynkede på panden og sagde noget med, at 'sådan er det bare', og 'det er der ikke noget at gøre ved'.
   Jeg er født skyldig, præcis som alle andre. Adam bed i æblet og jeg faldt dybt i min kravlegård, bag tremmerne fra et alt for sjusket tømmerarbejde, udarbejdet af min far, et såkaldt forsøg på at bevise sit håndværk med rystende hænder og en spinkel - ekstrem vaklende - tro på at få brædder og andet til at hænge sammen. Så bankede det på døren, og udenfor stod djævelen og smilte skummelt til mig, sådan for at markere, jeg ikke skulle se mig hellig - jeg var ikke sådan med glorie og på ingen måde usårbar, påpegede han, og han var hele tiden udenfor vores dør, holdte øje med mig, holdte øje med hver bevægelse, jeg gjorde mig. Djævelen lod mig vide, han snart ville komme og tage mig. Jeg havde kun akkurat erhvervet mig en eller anden form for bevidsthed, før jeg fandt ud af, at livet er en stor tagfat med djævelen - men altså sådan, at det altid er den med horn, der er den. Han tog fat i mig mange gange - jeg løb op på mit værelse og græd en hel aften og mindede mig om, at skal man ikke tro på monstre og trolde og sådan noget, så skal man vel heller ikke tro på djævelen.
   Nu står jeg lidt vaklende i Svedens Have. Jeg ser på børn, der leger skjul bag små tilfældige og rodede hække, sået af hjernespind fra en kommunal arbejder, jeg har været så heldig at få en god snak med for utaknemmeligt lang tid siden - Finn hed han, og han ville gerne have været Bugtaler, hvis mellemgulvet ikke havde dannet en stærk rød skorpe, der ikke gav ham muligheden for at tale den stille stemme. Derfor råbte Finn så meget og så højt, fortalte han, fordi han skulle bryde gennem den massive skorpe. Han var i den position, han dagligt så alle de svære omfattende skraldbunker rundt omkring i parken, alt fra konserves til udefinerbare objekter, der nogle gange kunne ligne fostre, der aldrig får lov til at vokse sig store og aldrig nåede at miste uskylden, før det blev lagt væk fra et formet liv med familie, venner og store kindkys. Hele tiden måtte han fortælle sig selv, at det ikke var sådan et lille, hjælpeløst væsen, for det ville være grotesk at støde på sådanne i Haven. Finn så alt skraldet, men han fangede aldrig de folk, der svinede hans arbejdsplads til på den utaknemmelige måde - ellers ville han spørge, om det var sådan en tænkt handling af ligegyldighed eller stressfaktor eller måske noget helt tredje. Også han søgte svar på det han så omkring sig. Han var blot et menneske.
   Finn fortalte også en del om sit liv til mig. Han havde vel brug for at reflektere. Han fortalte mig, hvad han havde rendt rundt og lavet i de halvhundrede år, han havde levet. Jeg lod som om, jeg var interesseret i at lytte til ham. Jeg havde alligevel ikke andet at lave. Finn fortalte sådan frem og tilbage og op og ned. Frem og tilbage er årenes gang, hvorimod op og ned er åndelighedens gang. Det er jo ikke ligefrem det samme. Han var bedst til at fortælle om, hvordan årene blev for lange for ham, tog sig ud oppe fra og så utrolig langt ned. Han havde nemlig den opfattelse, at det meste af det, han lavede, det skyldtes, at noget kom for langt ned for ham. Såsom dagene eller vejen til den endegyldige sandhed, han ret tidlig i sit liv fik skabt stor afstand til - men han forsøgte med stærk næve at opsøge de folk, han mente, måtte være årsagen til sådan konstrueret asfaltering af den eneste sande vej - han søgte alle steder foruden i sig selv. Der er for sin vis mange veje i verden, ofte en del der fører til Rom, og det giver én en lidt naiv og opsat opfattelse af, at Rom er et centrum for alle mennesker på den flade og vel tilrettelagte jord - vejene til Rom er vel blot en erstatning af vejen til den endegyldige sandhed, der pludselig er blevet hullet og placeret med stor, massiv mur for enden. Det er ikke alle mure, der bare kan væltes fra den ene dag til den anden.
   Jeg har ikke set Finn længe. Ikke siden Haven blev til Svedens Have. Den havde et andet navn tidligere, tror faktisk den var opkaldt efter Finn, der havde gjort et helt fantastisk arbejde med at vedligeholde den - Finns Åbenbaring, tror jeg parken blev kaldt blandt lokalbefolkningen i området. På et tidspunkt gav han op. Det blev for vanskeligt at holde både vandet og landjorden ren for skidt og urin og alt muligt andet, ofte mere ulækre ting, der altid fandt sin vej til Finns mesterværk. Jeg så ham ofte, i tiden frem til hans forsvinden, med nedsat blik, hvor jeg lidt utænksomt forestillede mig, han betragtede blomsternes frodige og livlige opståen, for på den måde at få en berusende stemning, eftersom han selv havde plantet dem - og fordi han på den måde forstod, meget stadig voksede og gjorde sig ud som et paradis. Jeg undrer mig ofte over, hvad der er sket med Finn.
   Jeg har ikke været i Svedens Have i mere end ti minutter før jeg snubler over en stor bunke skrald og falder ligeså tung, som jeg er, ned på numsen. Er der ikke snavset vasketøj omkring mig, så er der diverse skraldelementer, og det hele kan på et øjeblik få mig til at falde tungt. Børnene omkring mig griner uhæmmet. Jeg siger, at det ikke er sødt gjort. Men en al for mild formulering får ikke deres skærmglas til at splintres - og de fortsætter ufortrødent deres hånende ord og vamle spytkast. Jeg tænker, der kun er én af dem, der har briller, så der er for lidt glas at flække, hvis jeg faktisk får mine ord til at skære igennem. Det gør jeg ikke. Ordene skvulper snarere ned til bunden af det dybe vand, der er fuld af stål fra forsikringssvindel og sæd fra Adams stive penis, der onanerer ned i det hver dag. Jeg har også hørt om dæmoniske fisk dernede på bunden, side om side med glemte skaller og aldrig opdagede cykler. Sådanne fisk kan bide fra sig.
   Jeg mærker et stød i mit hoved i dette øjeblik, som får mine øjne til at snurre rundt. Nej, det gør de vel ikke, men jeg skriver inde fra og ud, ikke udefra og ind, så jeg gentager - mine øjne snurrede rundt. Jeg får rejst mig op og løber efter børnene, der ler sig bort - en af dem springer sågar ud i vandet og svømmer over på Andeøen, hvor han betragter sin placering som et helle - og det kan han gøre med rette, for uheldigvis har jeg aldrig lært at svømme, og det både besværliggør muligheden for druknedøden og fremmaner den. Mine forældre mente vel ikke, jeg havde behov for at svømme - jeg havde alligevel tænkt mig at svæve mig vej gennem livet, langt væk fra landjorden og almindelige mennesker. Ingen havde fortalt mig, at kunsten at svæve også indbefatter muligheden for at falde. Jeg har aldrig forestillet mig at drukne, ikke sådan på den grusomme måde, uden at kunne trække vejret og helt blå i ansigtet - det er ikke sådanne ubehagelige forestillinger, der kvæler mig fra åndelighed, det er snarere mangel på samme. Jeg trækker skam fint vejret i skæv og svævende ophøjethed.
   Jeg råber til drengen på Andeøen, at han skal passe på, når han betræder landjorden igen, for det kan være en vanskelig overgang. Han kaster en and efter mig, der folder sit vidtstrakte vingefang ud, som efterfølgende slår mig omkuld, så jeg akkurat efter at være kommet på benene, må ned igen. I faldet bilder jeg mig selv ind, det er mine egne vinger, der har foldet sig ud, og at jeg er en engel. Jeg er vel snarere på vej til at virkeliggøre den byldagtige bag, såsom man ser det på en bavian, men det er i hvert fald vigtigt at drømme. Jeg er ikke en engel. Det finder jeg hurtig ud af, for mine fingre er ikke af den slags, der kan skabe englestøv - men i stedet danner jeg en massiv støvsky af ikke helt glemte fortidsrædsler.
   Jeg løber efter en af de andre drenge, der ikke søger tilflugt på øen, men som nu står og hopper og danser på en bænk, ved siden af Arne - Arme Arne, kalder man ham, eftersom man ikke kan andet end have ondt af ham. Posen med bajer klirrer i takt med drengen, sådan Arne for en stund kan skjule den bekymring, der altid må være lagt ind i hans tilstedeværelse i parken og i posens indhold. Arne kender ikke ret mange mennesker. Han kender heller ikke rigtig mig. Ja, jeg kender så heller ikke så mange mennesker.
   Drengen råber, 'kom og ta' mig, din svækling!', og jeg bliver bekymret, for er det faktisk sådan, at jeg er svag - og mit hjerte ikke banker så hurtigt længere? Er det ikke snarere det modsatte, der sker? Samler jeg ikke styrke via hastigt galoperende hjerteslag og bruger dem på disse åndsforladte drenge, sådan de forstår, jeg ikke vil tillade deres adfærd - er det ikke netop stærk vilje, der driver mig mod deres spinkle og afstumpede skæbner? Jeg kæmper med at forstå, hvordan mit hjerte slår, og om det i det hele taget slår intakt. Jeg finder mig ikke i en sådan næsvished, så i stedet for at bukke under for deres anfægtende og vanskelige ord, så laver jeg kænguruspring hen over skraldfuld jordbund til de to skæbner, der kan kategoriseres i to dele - mobberen og alkoholikeren, den næsvise dreng og den tørstige mand.
   Jeg er ikke en sådan svækling, gør jeg klart for drengen, og i det sidste hop vælter jeg ind over de to tunge skæbner - den ene med ølmave, den anden med chokolademund; den ene med udbrændt livsmod, den anden med så meget energi, at han kan springe op og gribe fat i et lys, der står stærkt i kontrasten til de to tunge sind, der nu har hinanden i armene. Jeg er pludseligt kommet i ubehagelig nærkontakt med Arne, eftersom den lille dreng tog springet, og jeg begynder og tænke, hvordan vi i sådan nærvær ligner hinanden utrolig meget. Så slipper drengen grebet fra lyset og begynder at flyve. Snart mister jeg sammenhæng mellem den halvdøde and, der blev kastet fra Andeøen tidligere, og denne dreng på letsindig svævetur - for de er som sammensmeltet, de to eksistenser, og andens vinger, der skulle have været mine, udfoldet i frihedens tegn, de tildeles denne dreng, der legende let flyver over på øen og lander blødt ved siden af den anden dreng - ham der åbenbart, i modsætning til mig, var blevet fjernet fra kravlegårdshelvedet og sat ned i vandet for at lære og svømme - og for at lære og leve.
   Hvorfor lærte jeg aldrig at svømme? Men jeg ved nu, man ikke behøver at svømme, hvis man har energi og mod nok til at flyve og glemme alt om tyngdekræften. Men i stedet lugter jeg til arme Arnes klamme armsved i dette øjeblik, og jeg får en ubehagelig kvalme. Jeg brækker mig ned i hans pose. Det klirrer den nu ikke mindre af, kan jeg tilføje, efter jeg atter forsøger at tømme posens uønskede indhold af mine efterladenheder.
   "Jeg så gerne, hvis du ikke gør mine ejendele til på den måde," fortæller arme Arne mig.
   Jeg fortæller ham, jeg er oprigtigt ked af en sådan uforskammet handling fra min side.
   "Nå, man kan vel få det dårligt. Du skal ikke dømmes af mig," siger han videre.
   Jeg begynder at grave efter øl mellem alle resterne fra de sidste dages svært fordøjelige måltider, ikke gjort ud fra et sultent sind - jeg ser tydeligt, han er meget tørstig, og det mindste jeg kan gøre, det er at hjælpe ham af med al den opkast. Det fortæller jeg ham - at jeg vil hjælpe ham ud af den uanstændighed, jeg har sat ham i. Han smiler ikke, det er ham ikke et valg at gøre, men jeg kan se, at det alligevel er et fornuftigt træk fra min side. Jeg tager én øl ad gangen op af posen - der render madrester og farvestærk syremasse ned ad siderne på dem, hvilket gør, de er glatte og vanskelige at holde fat i. Jeg må acceptere, de glider ud af hænderne på mig hele tiden. Mit projekt går på, jeg må ned til søen for at skylle dem, men det er mig tydeligvis en vanskelig handling at gøre uden faren for de falder ned på hård jord, hvor muligheden for ødelæggelse foreligger. Det er en kamp, jeg er villig til at gå ind i.
   Jeg fortæller Arne, hvad jeg har tænkt at gøre, for han ikke skal tro, jeg er på vej til at stjæle øllene fra ham. Jeg ser, han har dette nervøse blik, hvor han tydeligt giver udtryk for, han ikke stoler på mig. Men jeg formoder, han ikke stoler på ret mange, sikkert ingen, eftersom det er utroværdige mennesker, der har sørget for, han sidder i Svedens Have hver eneste dag, uden andet at gøre end at forsvinde ind i den dybe armhule, hvor stanken af menneskelig fortrængning lever i sit bedste vel.
   "Søen er et godt valg. Den har en rensende effekt, når der er for meget klamhed på overfladen. Jeg går ofte derned og vasker mine hænder."
   Jeg siger, jeg ikke vidste, det var blevet vanligt at bruge søen til sådanne formål, men at det fremstod som en logisk handling i mit hoved. Så bemærker jeg, hvor meget slam og slim der flyder på overfladen af vandet, og jeg undres over, hvordan Arne får hænderne rene i sådan noget vand. Da ser jeg, hvor beskidte hans hænder er, og jeg forstår.
   "Det er dit held, du tænker på den måde. Jeg ser desværre ikke nogen logik i det længere, kun skam og en opgivende strenghed. Det er længe siden, der har været nogle ænder i søen, skal du vide, de er flygtet bort eller døde ude på Andeøen - der hvor drengene snart skaber deres eget samfund, hvor de kan leve i det totale anarki uden kontakt til den virkelighed, der ofte omtales som den eneste af slagsen, hvor de kan leve med den eneste og endegyldige tro på, der ikke er andet at spilde tid på, end deres egne selvfikserede tanker om selvophøjethed og kropslighed."
   Jeg fortæller ham, at børnene på ingen måde er mine venner, og om han måske kunne hjælpe mig med at slippe af med dem. Da fortæller han mig, jeg netop er sluppet af med dem - og at han ikke kan være til megen hjælp i den henseende, men at han håber, jeg fortsat har tænkt mig at hjælpe ham med flaskerne. Jeg beroliger ham med et ja. Jeg spørger også, om ikke han tror, det kan være farligt at få sådanne drenge til at skabe sit eget samfund på en forladt og fortabt ø, der bevidner om forfald og ødelagt identitet. Det siger han ja til. På den måde står den 1 - 1 i antal ja, vi har artikuleret for hinanden, og man skal næsten tro, der er tale om en eller anden gensidighed, selvom hverken han eller jeg kan tro på det.
   Langsomt, som er det en bombe, jeg har i mine hænder, lister jeg ned mod søen med den første flaske, bange for at tabe den, den skulle gerne ligges med varsomhed ned i søens kant og føle søens rensende effekt - for på den måde at redde denne sølle skæbnes meget stillestående og ensformige dag fra at glide bort mellem fingrene på ham - sådan ret bogstaveligt. Han følger intenst med i hvert skridt, jeg tager, som vil en flaskes fald blot forstærke hans, og han krydser fingrene hårdere end selveste en stram knude, der skal holde to omfattende masser sammen - udefinerbare objekter der bare må sættes sammen. Sådan følte jeg det i samværet med arme Arne denne dag.
   "Jeg ville ønske, du ikke haster mere end din forsigtighed kan bære," fortæller han mig.
   Jeg mener allerede at have påvist mit omhyggelige og respektfulde forsøg på overlevering af brækbetændte øl fra hans pose til søen, ser ingen grund til unødvendig bekymring - men hans påtrængende nervøsitet giver tydeligt det indtryk, at der er mange stærke kræfter på spil, og at jeg for første gang i lang tid, har et markant ansvar, et ansvar for at klare denne opgave for arme Arne, der snart får sine øjne til at poppe ude af ansigtet, hvis han ikke giver sig tid til at blinke et par gange og forsøger at give igen på sin altoverskyggende, intense fokusering på min for mig overraskende målbevidste handling.
   Jeg fortæller ham, jeg lover at gøre mit bedste for at mit projekt skal få sin mest elskværdige udgang.
   "Tak," siger han sådan taknemmeligt og meget træt, tungsindig på en sådan måde, der både er det mest dræbende ved hans liv, men på alle måder også det mest befriende, noget han kan have for sig selv - på godt og ondt. Det gør mest ondt, fornemmer jeg på de mange rynker og grå hår. Men jeg mærker, jeg kan gøre det godt for ham i et vigtigt momentant øjeblik - jeg kan gøre en forskel for en mand, der aldrig kommer til at gøre noget anderledes, og det kommer pludseligt til at betyde alverdens for mig. Jeg bliver helt blød i knæene, hvilket er uheldigt i den situation, jeg står i. Jeg ser mit eget spejlbillede i søens blanke flade og forstår, jeg snart kan få lagt min første øl i vandet. Håber ikke, mine bløde knæ vil få mig til at vælte før målet er nået, sådan jeg taber flasken og den triller ud i vandet, umuligt at fiske op igen, for sådanne øl bider aldrig på krogen, det er altid menneskene, der i den henseende bider på krogen - ikke omvendt.
   Jeg får lagt den første flaske i søen. Jeg ånder lettet op og nikker selvsikkert til arme Arne, der griber sin pose og rasler med den, sådan for at gøre klart for mig, der altså er flere øl, der skal have samme tur. Jeg påpeger, at der ingen grund til bekymring er, for det er altid den første flaske, der er den værste, men dernæst skal det hele gå glidende og uden bekymringer. Man bliver vel bedre og bedre til at håndtere sådanne bræksmurte ølflasker, fastslår jeg. Det synes ikke at berolige ham betydeligt. Han fortsætter med at rasle med posen, som er det en nødvendighed for ham at gøre sådan. Snart er jeg tilbage hos ham. Han vil give mig nogle gode råd med på vejen, før jeg tager endnu en runde.
   "Tænk ikke på det som ølflasker, der er blevet kastet op på. Det vil kun give dig unødvendige bekymringer. Jeg forestiller mig snarere, du tænker på projektet som en meget human handling, der kan redde menneskeliv. Det er før set, at mennesker i denne park er blevet reddet fra den visse død ud fra sådanne menneskelige intentioner."
   De ord takker jeg ham for og fortsætter mine varsomme skridt mod et, hvad der virker til at blive et meget omfattende projekt for måske at redde livet for denne opgivende alkoholiker i Haven, hvor jeg sådan set ikke havde regnet med, jeg skulle være i ret lang tid - men uret tikker, tik, tik. Snart lister jeg af sted på tåspidserne med en ny flaske. Denne gang bliver jeg endnu mere nervøs, end jeg gjorde på min første tur, hvilket skyldes en voldsom hosten og sprutten fra arme Arne. Han bliver nødt til at rejse sig op for sådan ordentligt at få kraft i sine voldsomme udbrud, der gerne skulle sikre ham videre adgang gennem luftvejene. Jeg føler mig nødsaget til at vende mig om, varsomt og uden at bevæge mine hænder ret meget, sådan flasken fortsætter med at være i den placering, jeg har vurderet må være mest ønskværdig for at nå mit mål. Jeg har så meget sved på panden, at mine øjne snart blinker gennem store og saltholdige svedperler, hvilket kan forstyrre mit udsyn på en sådan måde, jeg får endnu svarere ved at nå søen og den rensning, jeg nu mere end før føler mig nødsaget til at gøre - måske arme Arne har ret, måske det netop er en human handling, jeg er i gang med.
   Jeg kigger på Arne, der smider en skarp grimasse tilbage til mig, sådan jeg skal forstå, hvor dumdristigt det er af mig at kigge tilbage, som er mit mål at opsluge en døddrukken og forkvaklet alkoholikereksistens i hele mit synsfelt, frem for at nå søen på mest bekvemt og fokuseret vis.
   "Du må jo være fuldstændig ude af dit eget sind, skøre skid!" får han hostet frem, men må dernæst lukke alle ord inde i sig selv, eftersom han ikke både kan kæmpe med artikulationsvejene og luftvejene på en og samme tid. Ordene synes at virke forstyrrende på hans arbejde for at trække vejret. Sådan en direkte indvirkning på kroppen har jeg aldrig før oplevet ordets magt have, så jeg måber et øjeblik, glemmer alt om flasken og den brækudskylning, der gerne skulle finde sted om ikke så længe. Måske det er meningsløst at hjælpe denne gamle dranker, måske han er på vej til at blive kvalt foran mig, netop fordi jeg er så fokuseret på at vaske de brækbetændte ølflasker.
   Jeg står med et stivnende blik. Flasken begynder langsomt at glide ud ad mine hænder. Jeg bemærker det slet ikke på dette tidspunkt. Arne hiver voldsomt efter vejret og synker sammen i takt med flaskens nedadgående bevægelse, som er de propositionelt afstemt efter hinanden - som har de altid gået hånd i hånd gennem livet, gjort de samme ting, elsket med de samme kvinder, delt de samme måltider, skiftet hinandens bleer og grædt af hinandens brudte drømme. Jeg kan ikke finde ud af, om jeg skal stå ved mit netop begyndte hjælpearbejde, sådan som jeg forstår, Arne selv holder på er det vigtigste for mig at gøre, eller om jeg skal give slip på alt, hvad jeg har i mine hænder, og løbe i vilden sky hen for at give hjertemassage, eller få den kødbolle ud af halsen på ham, som måske har sat sig fast et sted langt nede i luftrøret.
   Arne får snart en smule pusterum, der dog tydeligt er besværliggjort i forsøget på logisk sammensætning af ord.
   "Du ... ikke ... nej ... stop, det du ... tænk ... om ..."
   Mit fastfrosne blik fortsætter, dannende antydningen af et spørgsmålstegn, for jeg mener nok, han netop har sagt noget ret så uforståeligt. Han forsøger igen flere gange. Snart kan man ikke se mine vanlige ansigtskonturer for bare spørgsmålstegn. Jeg undskylder for min måde at skærme mig af for sådan bestyrtelse, som han kommer med, og som sikkert inderst inde er gjort i forsøget på at gøre en forskel - og måske endda af et godt hjerte - men som desværre er mig umuligt at være modtagelig overfor på dette tidspunkt.
   "Jeg ... forstår du ... mere ... gå ..."
   Noget siger mig dog, jeg burde fortsætte på det hjælpearbejde, der ikke er så katastrofebaseret, som Arnes kamp for overlevelse nede på sine knæ, for det er alligevel ikke nemt at redde livet på en person, der helst ikke vil reddes, og jeg tænker også, måske er der større sandsynlighed for at han overlever, hvis jeg kan levere rene og kærligt behandlede flasker tilbage til ham, end at forsøge på førstehjælp, når han netop er den første person, jeg sådan for alvor hjælper i mit liv og ikke ved præcis hvor skal trykkes. Det handler vel om at holde ved de målsætninger, man sætter sig for. Og nu har jeg altså sat mig for at rense flaskerne, en efter en, for til sidst at kunne blive kvit med den lokale dranker, føle jeg har gjort det hele godt igen, ham og mig imellem. Det er sådan set alt, jeg ønsker. Så slår det mig, at det kan jeg oven i købet gøre, om han så ligger død på jorden, når jeg har renset den sidste flaske.
   Mit humanistiske, mere langsigtede projekt står stærkest - og jeg vender mig varsomt om igen for at genoptage det. Med snuden pegende mod søen får jeg mig løftet op på tåspidserne igen og fortsætter min næsten svævende gangart hen mod vandet. Snart får jeg lagt endnu en flaske ned i det klamme og olierede vand, hvor jeg ved brækket vil føle sig hjemme som fod i hose. Det er betryggende at vide.
   Sådan fortsætter jeg med alle flaskerne. Så slutter jeg med den sidste flaske ved at sætte den i hånden på en meget forpustet og svedig Arne, der endnu ikke har fået sig rejst op - jeg føler intet ansvar overfor ham og kan meget tydeligt se i blikket på den aldrende drukliderlige mand, han heller ikke mener, jeg bør føle det. Han smiler ikke, for det er ham ikke et valg, men jeg forstår, han takker mig med en stille stemme, der varmer så dejligt. Jeg nikker anerkendende og går videre.

Nu står der to drenge og råber til mig fra Andeøen. Jeg har altid været draget af det sted, uopnåeligt og revet væk fra mit ståsted - og aldrig før har jeg ønsket så meget at være netop det sted, ude på øen, gerne med vingerne foldet sammen, men forberedt på overmådelig vindfang ud mod den store, vide verden af ubegribelig storhedsvanvid. Jeg ville ønske, jeg stod på tronen, som kongen af øen, den store mand, altid med det sidste rap at skulle have sagt, den styrende instans, der altid bliver lystret og aldrig modsagt. Sådan ville jeg stå og beordre ænderne og drengene - og hvem der eller måtte have fundet sin vej til Andeøen -, om hvordan tingene skulle gøres, hvordan livet skulle leves, hvordan samfundet skulle ledes og sådan. Hvis nogen skulle tale mig imod, så ville jeg gribe den største pind, der måtte være i miles omkreds, få et godt og fast greb om den, få synderen til at bøje sig forover, sådan jeg kunne få fri adgang til anushullet, og dernæst ville jeg trække den ujævne og ru pind hele vejen op gennem det sorte hul, sådan blodet bevidnede om en fatal handling, der helst ikke skulle gentages. Det skal gøre ondt at fejle. Ellers lærer man ikke af sine fejl.
   Der har vist nok været en Kong Duck af Andeøen, den sidstfødte søn af Den Hvide And, der døde en grusom død for flere år tilbage, da krigen mellem De Rapløse Damer med deres tørre og ubrugelige brød og Andeøens Selvtilfredsstillende Samfund stod på sit højeste. Damerne råbte ud mod øen, eftersom det ikke var dem muligt at rappe, at det vel ikke var for meget forlangt, at de ville komme hen og bide lidt i det tørre brød, sådan for at skabe en eller anden form for lettelse i de besværlige sindsstemninger, der var skabt over alt under de grå hår, sådan almindelige give-tag forhold kunne blive bragt til live igen, sådan gavmildhed og tilbagebragt god samvittighed kunne få frit afløb atter engang hos det gamle folk, sådan verden kunne vende tilbage til de tilstande, der desværre var blevet besværliggjort af Den Hvide Ands faste bestemmelse på, at samfundet gjorde sig bedst for sig selv og med sine egne belønningsmetoder og afstraffelsesmetoder. Til sidst fik de kastet æbler mod ham og han røg mod jorden i et så hårdt fald, at han omgående døde. Dette blev grundlaget for en meget bitter og standhaftig Kong Duck, der efterfølgende tog over fra sin far.
   Ofte lå der flere kilo med tørt brød ved søens kant, der blot ventede på at blive spist. Mange af ænderne stod på rad og række og kiggede ind mod bredden, så hvordan De Rapløse Damer fortsatte ufortrødent med at smide brød i vandet uden nogen verdens nytte - brødet sugede blot det beskidte og slamfyldte søvand til sig for til sidst at blive så tungt, at det dykkede ned til bunden og snart forsvandt til intet, eftersom alger, smådyr og dæmoniske fisk sugede alle ernæringsstofferne til sig.
   "Det kan jo ikke passe. Vi skal have de gamle tilstande tilbage igen. Det må i da kunne forstå," råbte de ud mod øen, men fik enten ingen blikke eller opgivende blikke tilbage igen.
   De fleste ænder respekterede fuldt ud Kong Ducks beslutning om selvstyring og selvforsyning, men et par stykker var utilfredse og dannede det debatterende forum, Rap-Forbi, der skulle danne grobund for nye tanker og en eller anden form for løsrivelse fra konventionelle regler om, at brød aldrig skulle spises, men derimod ignoreres. De fik organiseret et møde med de Rapløse Damer, sådan uofficielt, uden kongen vidste af det, og det hele skulle foregå under Havens troldetræ, der med sine magiske kræfter og underfundige videnskab kunne få dem til at blive usynlige og derfor sørge for de ikke vil blive opdaget af kongen og kongens magter, der hele tiden var på vagt for sådanne selvstændige indslag, der på ingen måde var ønskværdige - og i værste tilfælde kunne få øen til at synke sammen mod de frygtindgydende dybder, der lå nedenfor øens kropslige fremtoning for Havens beboere og besøgende.
   Troldemødet, som det meget passende blev kaldt i folkemunde og andenæb, forløb over en weekend, netop i den periode, hvor kongen skulle medvirke i et Oldnordisk Afklaringsindslag om Gamle Værdier, om bestandigheder i verden der altid må overleveres fra tid til anden for at verdens fundament skal bestå i alle tider. Det var et sådant program, hvor frygtindgydende blikke fortalte, at dommedag kunne være akkurat rundt hjørnet, hvis ikke en større mængde mennesker stimer sig sammen i flokke, knuger hænderne kraftfuldt sammen, spytter på de udefra stående, skærmer af for unødvendigheder og uforskammetheder og afviger råddenskaben, der presser sig på fra alle steder. Der stod kong Duck, den mægtigste af alle konger i Landet med De Mange Masker, med ubrydelig og standhaftig fremtræden, og han fortalte om de profetier, der har gjort ham til den, han var blevet - fortalte om hvordan han allerede fra barnsben fik fortalt, han skulle huske at stille skarp på de store afvigelser, der kunne give ham den opfattelse, at det er verden, der er bestandig og ham selv, der må rykke sig hele tiden. Men sådan var det ikke, lod kong Duck forstå med urokkelig troskab afstedkommet af stærke familiære bånd - for verden bevæger sig, rundt og rundt, mens mennesker i bund og grund står stille, og først i den klare overbevisning, at det er sådan livet hænger sammen, da kan Andeøen styres med hård hånd, fremstå bestandig og urokkelig i forhold til de larmende, rapløse og hysteriske damer på fastlandet, der sådan selv bevæger sig mere end øen, der eller ikke er tøjlet fast til den øvrige verden. Og proletariatet vil da forstå med hvilken overordentlig kraft, øen bliver styret, påpegede Duck afslutningsvis i programmet. Der blev klappet meget højt meget længe, ingen tvivl om, der var noget karismatisk ved denne and.
   Tilbage i Haven, hvor mødet startede i samme sekund, hvor Duck præsenterede sin altomfavnende ideologi, der havde gjort ham og sit samfund til, hvad det var blevet til. Den stolte andrik vidste på ingen måde, hvad der var på vej til at ske lige ved siden af sit livsværk, under troldetræet, hvor både ænder og rapløse individer mødtes for at drøfte en mulig invasion af øen - en begyndende kamp for frigørelse og nyt åndsliv var på trapperne. Netop de kreative folk, der altid synes at gribe stort og tøjleløst, åndsrige folk der længe havde følt sig underdanige og hjælpeløse, som havde været nødsaget til at grave huler, hvor de med musestemmer kunne få fremsagt sine revolutionære tanker og blasfemiske omgang med ideologien for hinanden, de tog ordet først, meget ivrige og lidenskabelige fremførte de tydelige beviser for, at den oldgamle og åndsdræbende ideologi, der var blevet viderebragt med hård hånd gennem flere århundredes andeslægt, den gjorde mere ondt, end den gjorde gavn. Der blev hujet og skreget en del, det slog gnister under det mystiske troldetræ.
   Mange nikkede genkendende til de tanker, der florerede i det magiske rum, og ofte måtte de løfte sit ellers meget tunge og svært bevægelige legeme en anelse op fra jordens flade, sådan for at markere, at tankerne faktisk var i kraftig offensiv og på vej til at gøre en markant stor forskel, ikke blot for folkene på Andeøen, men simpelthen hele andeheden - selv de rapløse eksistenser, der dagligt var afhængige af de rapstøjende platfødder, for på den måde at føle, de er ønskværdige og har et afhængighedsforhold skabt af brødkrummer.
   Gamle Grå, blandt venner kaldt Inger, formanden for Rapløs Eksistens, en forening der ville forsøge at sammenføre ænderne og De Gamle Damer atter engang, talte til folket og ænderne med stor iver og skarp sans for detaljen. Først gav hun en præcis redegørelse for forholdet mellem de gamle damer og ænderne gennem tiderne, delt op i perioder og nationer. Hun tog kun de største nationer med, hvor ænderne havde haft den største rolle overfor gamlinger, og hun valgte ikke at gå længere tilbage end begyndelsen af oplysningstiden - det skyldtes, at de opdaterede kilder ikke strækkede sig længere tilbage end netop den periode. Men det var også rigeligt til at få skabt respekt for sin position som taler. Og det var primært årsagen til hendes gennemgang, foruden at alle skulle forstå, lysten til nærvær mellem ænder og gamle damer havde grobund langt tilbage i tiden og ud over deres lille beskedne sted, hvor kong Duck altså havde taget styringen.
   Efter gennemgangen var det selve kong Ducks rolle i foretagendet, der blev drøftet. I stedet for at fortsætte som envejskommunikation, så gav Gamle Grå nu slip på sin rolle som taler og meddelagtiggjorde i stedet hele forsamlingen, der ivrigt og gribende gav deres opfattelse af over-hovedet til kende. De fleste kunne godt lide ham som menneske, men i den styrende rolle blev han noget, der mindede om en grib, der spiser lig og efterlader resterne til grusom råddenskab. Det overraskede Gamle Grå, at folk faktisk respekterede ham som menneske. Det gjorde foretagendet lettere vanskeligt. Foreningen Rapløs Eksistens havde nemlig planer om at myrde kongen, men det var et besværligt foretagende, eftersom Andeøens rappere faktisk kunne lide ham som menneske.
   "Ja, vi vil, at I skal spise vores brød igen. Alt for længe har vi haft alt for gammelt brød liggende hjemme på køkkenbordet, muggent og ubrugeligt trods deres brugbare konsistens. Jeg henviser til Brødets Konsistens, den bagerforretning, der specialbager brød til det formål, at ænder skal tygge i det, eller sluge det som jeg hellere vil sige, I gør. Denne forretning bevidner om De Rapløse Damers bevidsthed om ænders ønske for at få vores brød på daglig basis. Derfor må det respekteres, hvilket chok vi fik, da det skulle vise sig, ingen ænder fremtrådte, når vores kastehandlinger forelå."
   Respekten gjorde sig til kende under træet. Der var ingen tvivl om, alle bakkede op omkring ordene.
   "Vi er jo enige i, at det vigtigste for os som en gruppe, må være at sørge for, brød atter bliver smidt i søen og faktisk bliver spist af jer rappere? Er I enige?"
   Alle hujede og skreg, at det på ingen måde kunne være anderledes.
   "Derfor må vi stå sammen om en fælles handling, der en gang for alle vil genvinde de forhold, vi så lidenskabeligt og inderligt ønsker skal blive en realitet atter engang. Enige?"
   Igen var der tydeligvis enighed. Nu fik gnisterne for alvor fat i troldetræer og flammer begyndte at brænde omkring dem. Der lød hekseskrig fra en forsvunden fortid, der ønskes gjort levende igen, dragebrøl fra et voldsomt tilbageblik, der må være nødvendigt for at få gjort levende, hvad der var spået dødeliggjort for længe siden. Men de tilstedeværende behøvede ikke være bange eller løbe skrigende bort, for flammerne var til for at løfte dem, ikke for at nedbryde dem - det var ikke helvedes ild men derimod sejrsflammer.
   "Vi må slå kongen ihjel!"
   Så lød der store brag fra toppen af træet, hvor selve træets tryllebundne kerne blev antændt - og engleglimmer og stjerneskud var at betragte over alt under træet. Snart var grene og blade brændt til vidunderlige små engleunger, der sang den smukkeste melodi om frihed og genvundne tider - og de bevægede sig op mod himlens uendelighed, og samtidig med denne opstigning sang alle tilstedeværende af lungernes kræfter med på den mest vidunderlige sang, de nogensinde havde hørt - gik snart i én lang række væk fra træet og hen mod søen og den meningsfulde handling, der lå for deres fødder - at slå kongen ihjel - at slå mig og min standhaftige ideologi ihjel, en ideologi der ikke vil give de gamle damer lov til at fodre ænder, der faktisk godt kan tænke selvstændigt.
   Hvad Kong Duck havde vundet ude i den store, vide verden, det havde han i mellemtiden mistet hjemme ved sin egen sø. Det var ham muligt at sejle af sted på de syv have og vinde det ene kvindehjerte efter det andet, men at sejle sin egen sø, det var ham ikke længere muligt - den sø havde han på et kort øjebliks drømmevision under et troldetræ mistet for altid - og hvad der ventede ham, når han kom tilbage, var en slutning på livet, intet mindre. Alle mennesker og ænder i Haven havde besluttet sig for at denne tyranniske andrik skulle bukke under med sine egne standhaftige og urokkelige tanker. Manipulation eller dialog ville ikke være muligt, så døden var eneste udvej, sådan som Havens revolutionære tanker ville det.
   På vejen tilbage følte kongen det atter engang sådan, han udadtil havde givet et flot og inspirerende billede af et folk, der kunne stå selvstændigt og som helt sikkert kunne stå som rollefigur for mange andre samfund, der forsøgtes opbygget. Det var ham en glad og tilfredsstillende tanke. Han følte et dybt behag i sig selv, der hurtigt fik ham hjem til Andeøen og placeret sig på ophøjningen, hvor han ville tale til hele samfundet. Han havde mere på hjerte. Han havde en lang tale, der gerne skulle samle styrkende kræfter i befolkningen, der de sidste dage havde udstrålet skræmmende oprørskhed, måske ikke på en direkte måde, men denne frontfigur med højtstående rap-rap, han følte de mindste afvigelser meget tæt på.
   Befolkningen bevægede sig ind på ham. Han blev lamslået af deres blikke, der på ingen måde var imødekommende denne dag. De vidste tydeligt, hvordan der var sket noget fatalt, mens han havde været væk, i værste fald hvordan de helt og holdent havde givet slip på hans ideologi og gået egne veje, hvordan de havde mistet troen på ham ved Det Sorte Satanshul, som to såkaldte afvigere havde gravet for mange år siden, sådan for at provokere de tanker, der stod stærke - men hurtigt havde Kong Duck begravet hullet med grene fra troldetræet på den anden side af søen, som nu skulle blive brugt imod ham. Han havde ofte påpeget, hvordan befolkningen måtte holde sig væk fra træets trolddom, der kunne få fatale konsekvenser. Men han havde aldrig troet, at et sådant åbenbart og selvfølgeligt påbud, netop skulle være det, der ville vælte ham.
   Pludseligt og faretruende troppede de Rapløse Damer frem fra Det Sorte Satanshul og hamrede af sted flere hundrede æbler på en gang, der flere gange i sekundet ramte kongen i hovedet og snart knuste det på den mest bizarre måde, man kan forestille sig. Blod og hjernemasse sprøjtede fra alle sider, og mange af ænderne omkring ham begyndte at spise af det, for på den måde at vise, hvordan de gamle tider havde vundet frem igen, hvor alt der bliver smidt på jorden eller i vandet foran dem må spises.
   Kong Duck var væltet og fortidige tilstande var vundet tilbage igen.

Nu er der ikke flere ænder på Andeøen eller i Svedens Have. De døde bort for længe siden. De døde af, at når de rapløse damer kastede brød ud i søen, så sugede det olie og urin - og andet mere ulækkert - til sig, og når ænderne spiste brødet, så døde de en langsom død. Nu har de rapløse damer ikke længere brød med sig ned i Haven. Nu har de æbler.
   På vejen væk fra Svedens Have opdager jeg to gamle damer, der står, som skulle de til at kaste brød ud til ænderne. Det er der umiddelbart ikke noget mærkværdigt ved. Men det undrer mig bare, det ikke er brød, de er parate til at kaste ud i vandet - det er æbler.
   "Hvorfor har i alle de æbler med jer, må jeg spørge."
   De svarede mig ikke med det samme.
   Jeg spurgte igen.
   De kiggede mistroisk på mig.
   "Der sker mange svinestreger her i parken. Der er meget galskab. Vi må altid være på vagt. Vi bruger dem som våben, æblerne. Kaster dem i nakken på folk. Nogen må bøde for al den uønskede omgang med den ellers så smukke park."
   "Synes i parken er smuk?"
   "Ja, synes du ikke?"
   "Det har jeg faktisk ikke tænkt så meget på. Jo. Måske."
   "Vi betragter faktisk os selv som afryddere af udskud, der ikke hører sig hjemme herinde. Vi vil føre parken tilbage til dengang, hvor der ikke var al den larm og unåde. Hvor det var så ubesværet at fodre de små ænder, der viser deres taknemmelighed å den mest lettilgængelige måde."
   "Det er en smuk tanke."
   "Vi tænker faktisk ikke over det. Vi gør det bare."
   "Stadig en smuk tanke."
   "Der er en bænkevarmer hernede, som vi vil lave et bagangreb på i dag. Han laver mange svinerier på daglig basis. Utroligt han kan være fuld af så megen ubehagelighed."
   "Ja, vi har købt ekstra æbler til dagens anledning. Jeg tror vi får ham i dag," tilføjer den anden dame.
   "Tag ti, betal for fem," påpeger den første dame, der i øvrigt har en smule malplaceret overskæg - men den netop afdøde mand havde haft en del mere af sådan behåring, så man kan vel påstå, han har sat sine tydelige spor på hende. Hvis man mener, det lyder fornuftigt.
   "Nej, det var nu blot tilbud på ti enheder, Åse," rettede den anden dame, der absolut ikke var skægget, men alligevel skulle hun vise sig at være den mest maskuline af dem. Hun havde ingen afdød mand. Hun havde en nulevende kvinde. Mere moderne ville man sige, hun er lesbisk og gråhåret.
   "Det mener jeg ikke."
   "Jeg er sikker."
   "Du er skråsikker, er du!"
   "Det siger du hver eneste gang, jeg tager med dig ned i parken. Der er altid et eller andet, der skal gradbøjes, hva'!"
   "Du er skør!"
   "Hold dog op med at tale udenom. I morgen tager vi ned til supermarkedet, og så skal du bare få se."
   "Jeg kan godt være i tvivl nogle gange, om DU overhovedet kan se noget som helst!"
   Sådan bliver de ved noget tid. Jeg har ikke så travlt. Jeg giver plads til sådanne indskydelser. Det er man nødt til en gang imellem, hvis man værdsætter samværet med andre mennesker. Det gør jeg ikke. Men jeg er efterhånden ved at være meget bange for at være alene.
   Akkurat før jeg når ud af Svedens Have, træder Adam frem fra en busk og ser med spørgende øjne på mig.
   "Er de væk, de gale damer?"
   "Nej, det skal du nok ikke regne med. Det er dig, der er Adam?"
   "Ja, og du er en malplaceret skikkelse i uforståelighedens land. Har du vredet dine sokker, der er fulde af vand fra de huller, du aldrig kan lukke. Hvis det var sådan, jeg følte noget for dig, så ville jeg græde på dine næsten sunkne skuldre. Men du forstår vel, jeg har mit eget at tænke på, og jeg er på alle mulige måder ligeglad med dig. Det forstår du vel?"
   "Jeg havde ikke regnet med, du så sådan ud."
   "Ved man nogensinde, hvordan et råb fra morgenstunden ser ud?"
   "Måske ikke."
   "Jeg ser sådan ud."
   "Hvorfor vække mig på den respektløse måde? Har du mangel på indsigtsfuld og oprigtig opdragelse?"
   "Det er jeg bange for. Jeg er bange for meget. Men du må endelig ikke tro, det betyder noget for mig. Det bekymrer mig ikke. Det er bare en tværs igennem forbipasserende følelse. Der er kun en grund til, jeg er her i Svedens Have."
   "Hvad er det?"
   "Jeg er her for at onanere ned i søen, og lade dig vide, jeg har tænkt mig at give dig skylden for det. Og de kan kaste meget hårdt med deres æbler, skulle jeg hilse og sige, de rapløse damer. Du forstår, gamle damer kan være så utrolig stædige - og de har et meget stærkt ønske om at rydde op herinde, skal du vide."
   "Har du tænkt dig at give mig skylden?"
   "Jeg kunne godt have været ked af det. Det er jeg ikke."
   "Hvorfor ikke?"
   "Jeg har ingen følelser, der holder længere tid end et åndedrag, desværre."
   "Hvorfor skal jeg have skylden?"
   "Det finder du nok ud af, dig jeg slet ikke gider spilde navn eller yderligere indsigt på. Tid. Nej, gider ikke spilde tid på dig mere. Farvel. Men tak fordi du kom herned, så virker det mere sandsynligt, at det faktisk er dig, der har onaneret i søen, og foruden det så kan de gamle, snart blinde damer nemmere ramme dig med deres glatpolerede æbler."
   "Du er mig en ulogisk Parkgænger, hvis eksistens hviler på et tyndt grundlag, Adam. Det bliver jeg nødt til at fortælle dig. Håber du forstår?"
   "Det ved man aldrig, om jeg gør. Du forstår ikke mig, jeg forstår ikke dig. Det er ikke så slemt, for vi er vist begge to med den evne, at være bedøvende ligeglade."
   "Du er mig en ulogisk Parkgænger, Adam."
   Snart står Adam nede ved søen og onanerer i vandet. I det sidste ryk forsvinder han bort - og før jeg når at reagere, så forstår jeg, at de rapløse damer kigger over mod mig med et skarpt blik - og med uovervindelig styrke hamrer de en masse æbler af sted mod mit sarte legeme, der overhovedet ikke har forstået, hvad det egentlig er, der foregår.
   "Nå, det er dig, der gør sådanne unoder, din uhumske skabelse! Vi skal nok få ramt på dig! Kom Åse, kast alt hvad du kan!"
   Langsomt forstår min skygge, jeg må forlade dette sted før godt bliver skidt, og før jeg får at føle mit unødvendige nærvær inde i noget, der bør fejes væk af den største og mest givende kost, verden har set - livets oprydningshold står klar og går gerne til angreb på min frastødende eksistens. Jeg ser min skygge løbe ind mod det kantede, afgrænsede hus, men stadig har jeg ikke selv forstået, hvad jeg skal gøre. Flere æbler flyver omkring ørerne på mig.
   Jeg får øje på arme Arne, der sidder ovre ved bænken, i fuld gang med at tømme sin bærepose for øl, der mirakuløst er blevet renset og skinner som Eiffeltårnet i et stjerneklart nattebillede. I samme øjeblik rammer et æble mig i hovedet og jeg mærker et voldsomt stød i hele kroppen. Jeg føler det som eksploderer hele min krop.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 13/08-2006 01:05 af Allan Andersen (tegnenverden) og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 15097 ord og lix-tallet er 36.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.