Brødrekrigen

Første Kapitel


4 år siden 3 kommentarer Uafsluttet Romaner fantasy gys tragedie

3Brødrekrigen - Første Kapitel
Graywick - England, 2019 e.Kr. · Solen var ved at sænke sig stille ... [...]
Romaner · fantasy, gys, tragedie
4 år siden
1Blue Cliff - Kapitel 1
Jane havde ikke nået den første færge fra Cliff City, syd for Fra... [...]
Fantasy · fantasi, gys, mystik
4 år siden
8Det navnløse digt
Nogen har ladet døren stå åben. · Nogen har lukket den op. · En prins... [...]
Digte · magi, mystik, fantasi
5 år siden
3Stone-Legenderne - Jonathan
John Harrow vågende med et sæt. Endnu en sær drøm han kunne stadi... [...]
Fantasy · spænding, desperation, krig
5 år siden
2Stone-Legenderne - Howard
Endnu en gang fandt han sig selv stå her som tilskuer, til et tea... [...]
Fantasy
5 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Danny H. L. Nielsen (f. 1986)
Graywick - England, 2019 e.Kr.
   Solen var ved at sænke sig stille ned bag horisonten. De sidste solstråler gav skyerne et blodrødt skær, som hang over Graywick som en advarsels. Tegltagene på de tætpakkede bindingsværkshuse delte den samme belysning, som sammen med den tætte tåge i de tomme gader, gav den engelske middelalderby et dystert udtryk.
   Det var ved at være tid. Howard observerede den sidste solstråle svinde ind, i takt med at skyerne og tegltagene skiftede farve fra rødt til henholdsvis grå og sort. Den eneste lyd var den milde brise som slæbte sig igennem tomme gader. I det øjeblik at lyset var forsvundet, begyndte den lokale kirkeklokke at slå. Lyden gav genklang gennem de smalle brostensbelagte gader. For et øjeblik skyllede en kaskade af dårlige minder igennem Howards sind. En lang række begivenheder som han allerhelst ville være foruden, men som var for evigt en del af ham og hans søskende. Han satte sig tættere på det snavset vindue. Det var ikke en taro-klokke som slog an, men han kunne ikke undgå at blive mindet om alt det forfærdelige, en simpel klokke havde medført. Howard rystede tankerne af sig igen, og fokuserede på de mange mørke vinduer som pyntede de skæve rækkehuse. Vinduerne var tomme, som de var det meste af døgnet. Til tider kiggede blege udtryksløse ansigter ud af vinduerne, men de forsvandt som regel hurtigt igen. I de to dage Howard havde siddet på et forladt købmandsloft, i skjul, og observeret folkene i byen havde han set adskillige af dem forlade deres hjem, men sjældent hilste de på hinanden, eller talte til hinanden i det hele taget. De holdt sig for sig selv, og lod til at holde fast i rammesatte rutiner. De tog af sted på arbejde, bageren tog ned og bagte brød, men solgte stort set intet, fiskeren tog ud på vandet men vendte tomhændet tilbage, mekanikeren arbejdede i timevis på den samme bil, men uden noget positivt resultat. Der var ingen borgermester eller anden form for administration, og selvom byen havde kapacitet til godt to tusind mennesker, boede der ikke mere end et par hundred i de forfaldne huse. Hvilket betød at størstedelen af byen var som en spøgelsesby. Der var dog en enkelt person som skilte sig ud fra resten. Den lokale præst gik ofte fra hus til hus, komplet upåvirket at den foruroligende stemning der havde taget hold i byen. Der var dog ingen tvivl i Howards sind om at det ikke var en præst, men blot en forklædning. Når han gik forbi en af byens folk vendte de ofte deres blikke mod ham, og nogen foldede endda deres hænder og strakte dem mod ham, som en form for hilsen, eller som et tegn på respekt. Howard havde set lignende tilfælde før, men dette var i et større omfang end forventet. Præsten måtte være en Taro-mager. En troldmand fra en ældgammel orden, som brugte sine kræfter til at trællebinde byen. Formålet var endnu usikkert, men Howard gættede på den mest simple; magt. Der fandtes et utal af ritualer og besværgelser, og selv Howard ville ikke kunne være i stand til at påstå han kunne så meget som halvdelen af dem, men han vidste at visse ritualer krævede livskraft, hukommelser eller tankevirksomhed. Alt sammen ingredienser man kunne finde i den menneskelige krop og sind. Taro-orden havde ingen love omkring denne praktik, men den var generelt ikke anset. Præsten var ikke at se på de tågede gader, men som regel når han ikke var på sin vandring i byen befandt han sig i byens lokale kirke. Hver aften når solen var gået ned, slog kirkens klokken an.
   Da klokken havde slået et par slag, fik Howard pludselig øje på aktivitet nede på gaden. Det snavset vindue tillod ikke Howard at se detaljer, det var som at se skygger der passerede igennem tid og rum. Rækkehusenes døre åbnede næsten i takt, og ud marcherede byens beboere. Selvom der ikke var mange mennesker tilbage i den lille by, var gaderne i dette øjeblik fyldte. Ingen sagde godaften til hinanden, eller på anden måde tilkendegav at der var andre i deres omgivelser end dem selv. På trods af tågen som havde lagt sig tungt i den forfaldende lille middelalderby, fandt de alle en retning mod kirken, hvis klokke stadig slog an til samling. Deres gang var langsom, men målrettet. Det var som en march af de levende døde. Nogen bar lanterner, med levende lys som kastede uhyggelige skygger i den tætte tåge. Deres ansigter var udsultede, og deres tøj laset. Der var både mænd, kvinder, gamle, unge, ja selv børn stagnerede igennem gaderne for at nå op til kirken, som var placeret i byens absolutte centrum. Et klassisk design fra gammel tid. Det gjorde det muligt for alle at være lige tætte på Gud. Det var dog ikke ham de var på vej for at møde denne aften. Howard ventede, til lyset fra deres lanterner blot var små prikker i tågen, før han sneg sig ud af sit gemmested.
   Han åbnede forsigtigt vinduet og gled ud på gaden. For en sikkerhedsskyld kiggede han sig en ekstra gang omkring, for at sikre sig der ikke var en som havde forvildet sig rundt i tågen. Han ville helst ikke opdages, før hans mission var fuldført. Med byen tom for nysgerrige blikke, kunne Howard bevæge sig frit igennem byens gader, og ud på den anden side, som han vidste ville være tom, så længe at byens folk var til samling i kirken.
   Foruden sine egne fodtrin og lyden fra sin stok, som gav en ubehagelig genklang mellem brosten og skævegader, var Graywick et lydløst sted. Der var ingen fugle som var vågne, eller rotter som løb tværs over vejen. Ingen vind som trak i de dårligt behandlede skodder, eller butiksskilte som hang med kæder ned fra træbjælker. Selv den milde brise fra før havde lagt sig fuldstændig. Gade efter gade var det samme. Selv kirkeklokken havde holdt inde med at slå, da den sidste beboer havde trådt ind i kirken. Howard vidste dog ikke hvor lang tid han havde, det lod til at variere hvor lang tid de opholdte sig derinde, men han vidste at deres næste destination ville være den samme som hans egen, så han havde satte et godt tempo for ikke at støde ind i dem.
   Da han kom byens udkant kunne han øjne ruinerne af et gammelt kloster, som lå et par hundred meter fra det sidste hus i byen. Det havde en gang været et storslået kloster, hvor munke i gammel tid havde boet og ud af til havde tilbedt Gud, og spredt hans gode vilje og ord. Nu var der ikke meget tilbage af det mageløse stykke arkitektur, som i sig selv var en løgn. Munkene, klosteret, de kristne krucifikser var ikke meget andet end en facade. I virkeligheden havde munkene tilbedt helt andre kræfter. Kræfter ældre end tiden selv, som lå skjult i mørke verdner, fuld af had og ondskab. Munkenes foragtelige ritualer havde påvirket byen mere og mere som tiden gik. Til at begynde med var det snak på den lokale kro, hvisken på gaden og skulende blikke mod klosteret. Senere begyndte folk at høre historier om sære ritualer og de hørte lyde derfra om natten som rystede deres grundvold. Deres protester og bekymringer blev affejet af den lokale biskop. Det var først da folk begyndte at forsvinde. Først var det et par lokale jagere eller fiskere, som på forklarligvis var forsvundet som del af deres profession. Snart var det dog familier der vågnede op til deres børns tomme senge. Til sidst endte det hele med, at byen tog retfærdigheden i egen hånd og stormede klosteret. Det var en blodig affære som havde udfoldet sig for flere hundred år siden, men selv til denne dag kunne Howard mærke ekkoet af de mange spildte liv som havde farvet jorden rød. Nu bestod klosteret af en forfalden mur der havde omgivet hele området, den dag i dag var der mange indgange da muren var faldet sammen, men førhen havde der kun været en enkelt. Inde i midten lå selve kirken, men der var også et opholdsområde til de bosatte munke. Der havde været køkken, bad, og små kamre som husede en munk hver. Foruden det havde der været en smedje, en lille stald, og en krypt, hvor de døde var blevet lagt ned for at hvile i mørket.
   Den eneste bygning der var noget tilbage af var selve kirken. Resten var murbrokker og halve vægge som stod og ventede på at falde sammen. Kirkens østlige side var faldet komplet sammen, men mod nord, syd og vest var den forholdsvis intakt. Howard gik ind og så sig omkring. Der var ikke noget inventar. Græs og endda et træ havde boret sig op igennem gulvet. Træet lige i midten. Det var et forvredet troldetræ som snoede sig rundt om sin egen stamme, så det fik et unaturligt udseende. Med månelysets belysning lignede træet næsten en ond ånd som ventede på at en dødelig skulle komme forbi som bytte. De bladløse grene bredte sig ud som lange fingre der var klar til at gribe fat i tåbelige vovehalse. Resterne af et alter kunne anes bag træet, og ved dets side en talerbalkon, som stadig var forholdsvis intakt. Howard gik længere ind og prøvede at finde det han søgte. Han løftede sin stok op som en stav og lod energi flyde igennem sin krop og ud igennem stenen for enden af stokken, hvor en sort glasagtig sten sad. Stenen var den selvsamme som han havde brugt mod Xeroth, blot to år før. En vind blæste igennem ruinerne, og stenen udgav et lys. Først var det svagt, men det blev hurtigt skarpere og skarpere, indtil det hurtigt svandt ind igen og efterlod Howard til mørket, endnu en gang. Howard fornemmede vibrationer i luften som ledte han i en bestemt retning. Han fulgte fornemmelsen videre ind i kirken mens han kiggede op mod loftet. Han kunne mærke at han bevægede sig i den rigtige retning, i forhold til sit mål. Til sidst fik han øje på det. Højt oppe under taget, var der fri luft helt op til det højeste tårns spids. Kirkeklokken hang der stadig. Det var dog ikke nogen almindelig klokke. Det sorte metal og de bemærkelsesværdige mønstre på dens side, afslørede den med det samme. For den almindelige person ville det blot virke som en normal kirkeklokke, men Howard havde ingen tvivl. Det var en Taro-klokke som hang over hans hoved. Selv efter flere års forskning i klokkernes oprindelse kunne Howard stadig ikke finde ud af hvor klokkerne stammede fra. Det var tydeligt at de ikke kom fra denne verden, men hvilken verden de så kom fra, og hvorfor, var stadig et mysterium. Som hans søskende og han selv havde erfaret, gjorde de det muligt at åbne portaler til andre verdner, men prisen var som regel stor. For stor for Howard. Taro-ordenen, som var en hemmelig orden af troldmænd havde brugt klokkerne i årtusinder til at tilegne sig umådelige kræfter og magt over andre. Et misbrug som ordenen ikke så skævt til, men som havde ledt til mange folks lidelser igennem årene. Klokken her i Graywick havde været inaktiv i mange år, men det lod til at den lokale troldmand havde haft planer for byen et stykke tid.
   Howard gjorde sig klar til et ritual som skulle uskadeliggøre klokken, og lukke membranen mellem verdenerne. Han stillede sig lige under klokken med sin stok i hånden og gjorde sig klar til at begynde. Han var stadig alene, og han vidste at et sted ude i mørket holdt Marcus sig klar, i tilfælde af at Howard skulle komme i knibe.
   Klokken slog an. Dens rumlen fik ruinen til at ryste og skælve, og Howard gjorde sit for at holde sit sind i nuet, og ikke i sin fortid, som var forpint af klokkens nådesløshed på Stone Island. Han forsatte ritualet, som bestod af meditation og en besværgelse som blev udtalt på et sprog fra en anden verden. Howard messede og klokken slog igen og igen. Det var kun et spørgsmål om tid før byens folk og troldmanden ville storme op til ruinen, men ritualet kunne ikke fremskyndes. Over ruinen samlede skyerne sig til et tykt sort tæppe, og vinden blæste voldsomt omkring ham. Han åbnede øjnene og så den ene sære verden for sig efter den anden. Ved klokkens første slag var der en verden fuld af teknologi og vidunder. Det var som at se ind i en science-fiction bog. Flyvende transportmidler i en by der lod til at strække sig ud over horisonten. Sære væsner på gaderne i alle former og skikkelser som bar alle mulige forskellige slags elektronisk udstyr; svævende skærme foran deres kroppe, som hang frit ude i luften, uden tegn på fremdrift eller ophæng. Blinkende metal ting som stak ud gennem deres rygge, eller andre steder på deres kroppe, og ekstra lemmer i både solidt og fleksibelt materiale, som tillod væsnerne at bevæge sig ubesværet rundt på gaderne, og endda op og ned af bygninger som næsten så ud som de var lavet af lys. Ved klokkens næste slag så Howard ind i en verden af mørke. Det eneste testamente for liv var hurtige skygger som bevægede sig fra et sted til et andet, lydløst og forsigtigt. Klokken slog igen og igen og for hver gang kunne Howard se ind til et nyt forunderligt sted. Da klokken havde slået sit ottende slag, og skulle til sit niende og sidste, kunne Howard høre skrig og larm ikke langt fra sig. Marcus var i gang. Howard havde tiltrukket sig opmærksomhed. Han ønskede blot at Marcus ikke ville skade for mange, og ikke for voldsomt. Det var trods alt ikke beboernes egen skyld, men en grådig skrupelløs troldmands foragtelige handlinger. Lige før klokken slog sit niende slag kunne Howard fornemme at der var nogen i nærheden af ham. Et øjeblik så han en mørk dæmonisk skikkelse med lysende grønne øjne, og horn i panden for sig, og det næste øjeblik fløj han gennem luften. Kastede igennem ruinen af en usynlig kraft. Howard smagte blod i munden da han landede hårdt på en blanding af jord, sten og græs. Fra bag ved træet trådte en skikkelse frem, iklædt en præstekjole. I hånden holdt han en læderindbundet bog.
   "Hvem tror du egentlig at du er?" udbrød han rasende. Han brugte sine kræfter til at løfte Howard fra jorden, så hans fødder ikke længere kunne nå et fæste. Howard kiggede manden i øjnene og så galskaben havde sat sit tegn.
   "Ved du overhovedet hvad du har gang i?!" spurgte manden. Han strammede sit greb om Howard. Han kunne mærke overalt på sin krop, en kraft som prøvede at knuse hver knogle i hans legeme. Vinden omkring dem forsatte med at rive i ruinen, og klokken bulderet over hovedet på dem. Luften føltes elektrisk af energi som kom passerende fra andre verdner. Howard fik endelig overblik over situationen og med lethed fik han brudt grebet om sig selv, og lod sig stille dale ned på jorden igen. Præsten fik sådan et chok, over Howards evne til så let at bryde hans greb, at han gispede. Han trak armene tilbage og kastede dem frem i Howards retning. Fra præstens hænder sprang et lyn frem som forbandt sig direkte med Howards position. Da røgen lettede og Howard var forsvundet brød manden ud i latter. En sort plet var alt der var tilbage.
   "Giv op, præst" Howard havde en advarende tone i sin stemme. Præsten drejede sig rundt for at se, at Howard stod over ved den vestlige del af kirken. Han havde teleporteret sig selv det øjeblik, at lynet skulle have ramt. Præsten svang armene omkring sig i vildskab i det han drejede omkring. En bølge af energi fulgte med i hans bevægelse, som var så voldsom at den skubbede en forfalden mur omkuld. Den sluttede pludseligt ved Howard, som stoppede bølgen med et usynligt skjul. Luften omkring ham blev fyldt med lys og støv fra energien mellem de to kræfter. Præsten trampede i jorden i frustration.
   "Hvem fanden er du?"
   Howard svarede ikke. Han pegede stokken i præstens retning og lod præsten flyve gennem luften og ende i kollision med en væg. Præsten gispede og stønnede, men skyndte sig op på benene igen og lod endnu et lyn forlade sin krop. Energiladningen var så stor at der hvor lynet ramte var der efterladt et mindre krater, og præsten gik i knæ. Howard lagde en hånd på præstens ryg, og lod han flyve gennem luften endnu en gang. Endnu en gang havde Howard teleporteret i sidste øjeblik.
   "Hvem er du?!" skreg præsten igen, da han var kommet op og stå igen. Han blødte fra munden af, og hans arm var tydeligt skadet. Howard trådte frem i månelyset og valgte denne gang at svare manden.
   "Howard Stone." Svaret kom med en vis autoritet som viste sig i mandens ansigt. Han var fyldt med skræk.
   "Troldmandsjageren? Hvad vil du med mig? Jeg har ikke brudt nogen Taro-love. Dette er min ret!"
   "Du har ingen ret over disse mennesker. Dit lille show stopper her, præst" Howard gav præsten endnu en flyvetur, denne gang voldsommere end de forrige. Præsten var stort set drænet for energi, og det var ikke andet end galskab og viljestyrke der fik ham på benene igen.
   "Jeg har al ret!" skreg han. Denne gang prøvede han ikke med et angreb. I stedet for svang han armene ud i en cirkulær bevægelse og lod et skjold forme sig omkring ham selv. Han løftede derefter armene op mod klokken.
   "Jeg ser du har gjort den klar for mig" grinede han med et gal latter.
   "Måske jeg skulle kassere dusøren på dit hoved selv" Præsten strakte en arm i vejret og lod derefter klokken slå sit sidste slag. Et lys af energi sprang frem bag ham, og for et øjeblik kunne Howard se ind i den fordømte verden, som var Kryznakh endnu en gang. Manden lod energien gennembore sin krop, og med et smertens skrig lod han sin krop transformere til en forfærdelig vanskabning. Hans højre side af kroppen voksede hurtigere end den venstre, og hans kød skiftede farve fra hudfarvet til en lilla og rødlig nuance som hærdede sig selv og blev hård som drageskæl. Hans højde blev ganget med tre, og da trolddommen var færdig, stod en frygtindgydende vederstyggelighed tilbage. Et bjerg af pulserende muskler, fordrejet og korrupt. Væsnet var foroverbøjet som en gorilla, men dens krop var ikke dækket af pels, dens overfalde mindede mere om skæld, og dens øjne lyset med had. Howard kunne mærke præstens nye kræfter i luften. De var kvælende. Præstens ansigt var næsten skjult i en grotesk masse af kød og muskler, men visse træk trængte igennem. Kirken skælvede da monsteret tog et gevaldigt skridt, som udløste en bølge af rå energi. Howard måtte kæmpe mod med sine egne kræfter, for ikke at blive kastet bagover. Han forsøgte sig med at sende en trykbølge mod væsnet, men det rykkede sig ikke en tomme. Selv med stenens kraft stod han over for en formidable modstander. Med lynets hast udførte præsten et par kraftfulde hop, så Howard måtte bruge sine evner til at teleportere sig ud af væsnets vej. Præsten fløj gennem luften og stoppede ved en mur, som næsten faldt over da han ramlede ind i den. Præsten udstødte et brøl og hævede armene for at samle kræfter til en magtfuldt angreb, men Howard kæmpede imod. Han forsøgte sig med at gribe fat om uhyret, men det var for stærkt. Selv Howards magi blev blokeret, og præsten brød hurtigt fri. Igen sprang det mod ham, men Howard undveg kun lige med nød og næppe. En klo havde strejfet hans ribben, og Howard kunne føle sit tøj blive vådt af tyktflydende blod. Hans åndedræt blev besværet og hans syn producerede dobbeltgængere. Howard havde skjult sig bag ved træet, uden for vederstyggelighedens synsvinkel. Præsten begyndte at kalde efter ham, i en hånende tone, mens Howard forsøgte at finde på en plan for at stoppe den gale præst.
   "Kom frem, kom frem, lille troldmandsjager" hånede præsten. Hans stemme var blevet dybere og mere passende til hans nye krop. Han bevægede sig rundt i cirkler, på alle fire som et dyr, for at få øje på sin modstander.
   "Tror du virkelige på at du kan besejre mig!? Jeg har drænet denne by for deres livskræfter, og jeg har tæret på de andres verdner i månedsvis. Jeg er blevet mere mægtig end selv dig" Præsten lod tilfældige bølger af energi kaste ting omkring i alle retninger, i håb om at tvinge Howard ud af sit skjule sted.
   "Vi burde slet ikke være fjender, men venner. Du har forrådt din egen slags, Howard Stone. Dig og dine fordømte søskende." Præsten blev utålmodig. I sin vrede og frustration over Howards forsvindingsnummer rendte han frem og tilbage med mægtige skridt, som rystede kirkens ældgamle fundament. Støv og et par sten fra loftet faldt ned fra det gamle kirkeloft.
   "Leder du efter mig?" Howard stod pludseligt midt i lokale, han brugte sine evner til at løfte gamle murbrokker op i luften og kastede dem mod præsten. Der var ikke megen effekt, på præstens nærmest uskadelige hud. Præsten stormede igen i Howards retning, og igen ramte han intet andet end luft. Da han stoppede op var det kun for igen at mærke et angreb i ryggen, Howard var pludselig bag ham. monsteret sendte et lyn mod troldmandsjageren. Lynet fik kirken så voldsomt at klokken som hang over deres hoveder slog et slag. Howard trådte frem fra en skygge af og gav sig til at forberede sig på en større besværgelse, men præsten havde ikke i sinde at lade ham færdiggøre den. Med et kampskrig sprang han mod Howard, som forsvandt i den tomme lufte. Pludselig kunne præsten mærke træets spidse fingrelignende grene bore hans krop. Han prøvede at rive sig fri, men smerten holdt ham fastlåst. Kirken rystede og overalt omkring ham faldt der murbrokker og støv.
   "Kæmp mod mig!" skreg han. Howard befandt sig ved kirkens indgang. På trods af at det forvoldte præsten voldsomme smerter, strakte han en arm mod Howard og sendte en lyskegle af energi imod ham, men Howard gjorde gengæld, og ved sammenstødet udsprang en gevaldig eksplosion af energi. Kræften var så vold som at kirkens loft faldt sammen og begravede præsten under et bjerg af sten og råddent træ.
   På trods af alt det slog præsten sig alligevel vej op i gennem ruinerne, og fik befriet sin overkrop. Hans ben lå stadig fastklemt og knust under den tunge ruiner. Han blødte voldsomt, og var synligt skadet af det voldsomme angreb. Han så sig omkring i vildskab, og fik øje på Howard.
   "Diiiiiig!" skreg han af troldmanden som stod i en dyb kampstilling. Howard strakte en arm op mod luften, og præsten så op. Himlen var sort af skyer som roterede lige over ham.
   "Det er slut, præst" sagde Howard, i det han trak sin arm ned, og med den et lyn fra himlen som ramte sit mål. En eksplosion sprang frem og støv hvirvlede om i alle retninger. Da støvet endelig lagde sig var der ikke andet tilbage end stanken af præstens forkullet krop. Howard åndede lettet op, indtil det gik op for ham, at der stadig var larm i baggrunden. Marcus havde været i kamp med byens folk, men efter præstens død burde de være befriet fra hans trolddom. Han skyndte sig i lydens retning.
   Da han kom frem havde han ønsket at han var blevet hvor han var. Det var tydeligt på områdets tilstand at se hvad der var sket. Lig lå sønderknuste sporadisk omkring i landskabet, nogen i flere dele. Kampen mellem byen og Marcus havde været en blodig en. Der var lig af mænd, kvinder, gamle mennesker. Howard så endda kroppen på et barn som lå sammenkrøllet i en busk, hvis hoved manglede. Tykt blod sivede stadig ud af den lille hals; det gled ned af trævler af kød og videre ned på jorden som var gennemvædet af livets væske. Howard fik øje på en lille gruppe mennesker, to kvinder, en mand og et barn som kom løbende hen over et græsareal. De skreg mens de flygtede over plænen, da en ørn fløj henover marken.
   "Marcus! Vent!" råbte Howard af sine lungers fulde kraft. Men før han nåede at gøre noget greb ørnen fat i den ene kvindes skulder med sine stærke kløer. Blod sprøjtede fra hendes sår, det eneste der holdt hende på benene var fuglens mægtige greb. Et øjeblik efter havde kløerne forvandlet sig til et kæbeparti på en bjørn, som bed kvindes skulder helt af, hvorefter den satte sig over de resterende mennesker. Kvinden tog barnet op i favnen, mens manden hurtigt blev ned lagt af bjørnen. Howard var lamslået over vildskaben af Marcus' angreb, men da han så bjørnen ændre skikkelsen til et kattedyr og sætte i spring efter kvinden og barnet, lod Howard en bølge ramme dyret og sende det ud af kurs. Støv blev kastet op i luften, hvilket gjorde det svært at se hvad der foregik. Et pludseligt skrig, og en lige så pludselig stilhed var alt Howard skulle bruge for at vide han ikke havde reddet hverken kvinden eller barnet. Howard gik hastigt over mod støvskyen, som snart lagde sig igen. Marcus kom gående frem fra mørket, hans lyse hår hang ned langs hans ansigt, det var vådt af sved og blod. Den smule tøj han stadig havde på havde samme udseende.
   "Hvad var det? De var allerede befriet?!" råbte Howard.
   "Ja nu er de i hvert fald." svarede Marcus henkastet tilbage. Han tog et lommetørklæde fra et lig til at tørre sit ansigt med. Det var en ung mand som lå kvæstet i på jorden. Tomme øjne stirrede dødt ud i horisonten.
   "Der var ingen grund til at slå dem ihjel, vi kom for at hjælpe dem, Marcus" Howard sank ned i knæ, mens en tåre trillede ned af hans kind.
   "Gjorde vi det?" Marcus rejste sig op og gik hurtigt hen imod Howard.
   "For sidst vi snakkede om det her, så lukker vi de her knudepunkter for at undgå at Xeroth vender tilbage og indtager vores sind, endnu en gang. Det er ikke Røde Kors, husker du nok" citerede han. Ordene var Howards egne, for blot få uger tidligere.
   "Hvad hvis vi havde ladet en af dem leve, og han fortalte hvad der var sket? Tror du vi kan holde alting hemmeligt i en verden fuldt af satellitter, mobiltelefoner, og internettet?" Marcus fnøs mens han sagde det.
   "Hvordan tror du verden ville have det hvis de fandt ud af hvad vi var i stand til? Der er en grund til at Taro eksistere, Howard." Marcus kastede lommetørklædet fra sig.
   "Du er naiv hvis du tror vi kan lade dem leve. Desuden så har vi befriet dem. De behøver ikke leve med skyldfølelse længere. Vel?"
   "Marcus!" Howard vidste ikke helt hvad han skulle sige. På sin egen måde havde hans bror ret. Hvis verden blev bekendt med Taro-orden var det ikke til at forudse hvad konsekvenser det ville have.
   "Jeg er en soldat, Howard. Det har jeg altid været, på grund af dig. Glem ikke det." med de ord forvandlede Marcus sig igen til en ørn som fløj væk i en hurtig fart. Howard måtte igen selv finde vej hjem til Stone Island.
Forfatterbemærkninger
Dette er til efterfølgeren af 'Stonelegenderne' som udkom i April 2017

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 18/10-2017 00:00 af Danny H. L. Nielsen (TheProject) og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 4555 ord og lix-tallet er 32.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.