"Gunnar er vidst blevet snydt systematisk gennem flere år" indledte Christian da han mandagen efter vovede sig på besøg hos Eigil på politistationen.
   "Det fik jeg også fornemmelse af i fredags?" bekræftede Eigil og så op fra en stak rapporter, han var i gang med at fordele i mapper. "Hvordan tror du det foregår?"
   "Stort set som med handel med brugte biler. Det er bare lidt større. Dem her skaffer sig huse og grundstykker så billigt som muligt. De fleste køber de af Gunnar mod en aftale om at han skal sælge dem så godt som muligt bagefter. Hvis han medvirker aktivt til at overdrive det, der skal udbedres, får han en slags returkommission for det når han sælger det til den dobbelte pris senere. Men hver gang Poul Erik og Martin deler hundrede tusind mellem sig, bliver der kun et par tusind til overs til Gunnar."
   "Han afstår jo også fra at deltage i det praktiske renoveringsarbejde, fordi han ved han har ti tommelfingre." indvendte Eigil. "Elleve, hvis man skal tro hans x-kone. Hende møder vi undertiden sammen med hans afløser, når vi er på indkøb. Hvordan passer det system sammen med de to herrer, vi gerne må opklare drabene på, inden alt for længe?"

Svendsen sad med ryggen til vinduet og betragtede Christian med et ligeså mørkt, som bestemt blik. Han sukkede dybt over afbrydelsen. Han og Eigil havde lånt et kontor med fire skriveborde. Stolene til de to sidste var tomme, men bordene var tæt besat med en vrimmel af mapper og andre papirer. Flere af dem havde påhæftede 'Post It' sedler med notater mellem 'Haster', 'Haster meget' og 'Vrøvl' noterede Christian med et hurtigt blik. Mellem bordene, langs væggen var der opstillet tavler og flipovers med mange notater om deres fælles overblik over arbejdets fremskridt.
   "De var med til at skaffe dem billige grundstykker i det nye bolig- og industriområde, med samme system. Poul Erik kan have brugt gamle rygter til at overtale Lindegård til at kræve en forureningsundersøgelse af de gamle savværks- og garverigrunde. Det var bare en form for vennetjeneste. Det vidste de nok begge på forhånd, de roligt kunne gøre og så gik den pris ned samtidig med de begyndte på boligområdet. Der ligger de store gevinster."
   "Og det skulle der vel kraftigere metoder til?" spurgte Svendsen, der ikke kunne skjule en vis interesse."
   "Det skulle der helt sikkert fordi de det tilhørte Gunnars mor og var forpaget ud. Gunnar er nok ligeglad med at han i første omgang får provision af lidt mindre. Det indhenter han nemt ved de endelige salg men det krævede nok mere end almindelig overtalelse at få Lindegård og Rasmussen til at medvirke så til at alle troede der var risiko for fredning. Den risiko forøgede Lindegård med en koloni af sommerfugle, der måske var frededede da han og Rasmussen fremviste de fredede blomster der faktisk var der. Dem var det hele tiden meningen at fjerne med passende vederlag for fremvisning og iøvrigt for at holde kæft. De bestikkelser delte han og Rasmussen. der skulle bekræfte at undersøgelserne af det, snart ville blive behandlet i planudvalget. Måske har han oven i købet sat en uskyldig undersøgelse på."

"Det lyder ikke mere usansynligt end det , vi har undersøgt i andre sager" mumlede Svendsen og lænede sig eftertænksomt tilbage. "Hvorfor begyndte skyderierne så. Din fætter startede dagen med at forsikre mig om at Cyrano's særdeles uofficielle studiegruppe udmærket kender principperne for motiv, mulighed og midler, selvom i kun betragter andre regler som vejledende." Hans blik blev mørkere, end det var i forvejen.
   "Jeg orienterede Svendsen om Cyrano's opgave og dig i morges." sagde Eigil undskyldende. "Det taler vi ikke mere om, og slet ikke til Frederiksen. De ordrer vi fik i København var ret bestemte."
   "Jeg er ikke engang sikker på Frederiksen hører efter det, han selv siger" kom det fra Svendsen. "Uanset om det er jeres fætter eller ej, var det en opgave for bevæbnede professionelle."
   Christian forstod til sin lettelse at Eigil hverken havde afsløret at de ikke manglede våben eller var ret professionelle. Han mødte Svendsens mørke blik på samme måde
   "Indtil videre tør jeg ikke gætte på, hvordan der kom uorden i den ligning. Det er nemmere at få tilgivelse end tilladelse, så længe vi afværger skader. Det Cyranos normale forretningsgang. Den samarbejder vi med nogen du vidst genkender om.
   Christian fremviste både sine adgangskort til bygning Q4 i Natos hovedkvarter og det, der identificerede ham som forbindelsesofficer til Europol. .
   Jeg kom sådan set kun for at spørge om Eigil ville med til frokost på havnecafeen" sagde han, da Svendsen fik sundet sig lidt.

"Hvis i kan holde mit selskab ud går jeg også med" bekræftede Svendsen."Skal vi prøve at undlade at tale forretninger mens vi spiser.".
   Minutter efter var de på vej mod havnecafeen og nød den friske søbrise, der gjorde sommervarmen udholdelig. Christian beundrede en blankpoleret smart Honda Sport foran en funkisbygning der lignede en kontorejendom.
   Han kom i tanke om, hvor han havde set den før da Margrethe kom ud sammen med Bekhti og Mazari, der begge hilste overstrømmende.
   "Det er altid godt at vide hvor man skal finde en god revisor hvis jeg får brug for sådan en." sagde han venligt og gav hånd.
   "Med enkelte undtagelser har vi kun erhvervskunder" sagde hun venligt. Han fik et overraskende fast håndtryk tilbage mens hendes diamantblå øjne takserede mulighederne følte han.
   "Det er også sådan en der skal til hvis jeg og min partner bestemmer os til at forlade Bruxelles" forsikrede han.
   Hun lovede omgående at så måtte han gerne kontakte hende eller hendes kolleger.
   "Gik det ud på noget særligt?" spurgte Eigil undrende.
   "Jeg spekulerer kun på om i har taget fingeraftryk af de seddelbunter Lindegård og Rasmussen havde gemt af vejen?" sagde Christian.
   "Det blev forsinket et par dage til vi blev enige om den ugentlige tipskupon" vrissede Svendsen.
   "Det er i gang. Hvorfor det? Jeg troede vi var enige om at forretningerne blev på kontoret." sagde Eigil mæglende.
   "Hvis i skal undersøge fremskaffelsen af de beløb efter min teori, ligger deres regnskaber derinde. Måske passerede de kontanter oven i købet hendes hænder på et tidspunkt."
   "Vi mangler bare en grund til at bede om hendes fingeraftryk, inden vi kan undersøge det." svarede Svendsen.
   "De er på det visitkort hun gav mig. Det ligger i min lomme."
   "Det må vi vende tilbage til, når teknikerne har sorteret de finder" Sagde Svendsen da de drejde om et hjørne og gik det sidste stykke hen mod havnecafeen.
   "Hvad var det for en bænk i bandt jeres fætter til?" spurgte han og så bagud mod busstationen. "Jeg behøvede kun at høre optagelsen fra alarmtelefonenen en gang. Eigil. Vi har arbejdet sammen for længe."
   "Det husker vi til næste gang" lovede Christian. Han udpegede både bænken og den plads de havde ventet på indtil indtil de rigtige dukkede op og overtog det problem.


"Skal vi finde et andet sted?" spurgte Eigil. Det så ud som om en del af den lokale forening af ballademagere havde fået samme ide. De sad foran havnecafeen og råbte til hinanden i kor på måder der både overskred den normale grænseværdi for støjgener og andre kunders interesser i at høre på dem.
   "Lad os gå indenfor." foreslog Christian og førte roligt an. "Der sidder stamkunderne og prøver at ignorere underholdningen udenfor."
   Støjniveauet faldt med et brag til ingenting mens hele den forsamling fulgte dem med øjnene i noget de gjorde deres bedste til at få til at se ud som truende tavshed.
   "Jeg har mistanke om at de fleste af dem kendte jer" sagde Christian muntert da de kom ind og bestilte.
   "Det er ikke uden grund" bekræftede Eigil lige så muntert. "Den samlede saldo af fængsel, jeg har været mellemmand for i den flok løber, såvidt jeg husker, op i fem til seks år."
   "Jeg tegner mig for syv til otte startende med ham for bordenden." sagde Svendsen med et blik ud af vinduet hvor hele flokken var ved at hæve mødet. "Når dommeren er færdig med de tre du tævede er der også et par år din konto. De ved, med garanti, hvordan du ser ud, efter den aften" forsikrede Svendsen alvorligt Christian om.
   Christian forstod til sin forbløffelse at Svendsen anså ham for en slags kollega, med andre specialer.
   "Man bliver en smule skeptisk ved tanken om resultatet hvis den flok kommer til at formere sig, hvis det ikke allerede er sket." sagde Christian filosofisk. Han betragtede et par brede personer med halse og bare arme på tykkelse med skorstensrør og netværk af tatoveringer. De så ikke ud til at slutte, der hvor deres tøj startede.
   "Hvis mine forældre lignede et tapet i et børneværelse ville jeg overveje, om jeg ville følges med dem." mente Eigil. "Det har jeg truffet et par eksempler på. En enkelt tatovering kan godt være pæn, men det kan også overdrives."
   "Så er det jo godt forældre er valgfrit tilbehør efter seksten til sytten år som Kurt sagde i fredags" mente Christian og bestilte fra menukortet.
   "Er dine børn blevet dekoreret, nu vi er i gang?" spurgte Eigil. ""Mine må vente et par år endnu med den slags narrestreger."
   "Den er ikke oplyst eller afsløret" svarede Svendsen. "Den ene er pædag og den anden socialrådgiver. Det er vidst ikke så almindeligt i deres jobs. De ved godt at jeg, efter en polterabend, vågnede op med et tatoveret hjerte på skulderen og et navn, der ikke er aktuelt længere. Det fik jeg dækket senere og hvad var det du påstod med ål på tykkelse med hegnspæle i begyndelsen af vores bekendtskab." spurgte han Christian.
   "Det er du velkommen til at finde beviser på" lovede Christian.
   Resten af middagen og samtalen forløb med det emne og han lovede at de ind i mellem kunne overnatte fordi sommerhuset ikke blev brugt så meget mere. Under alle omstændigheder kunne de deponere deres fiskeudstyr inde i skuret hvis de havde brug for det.
   "Det vender vi tilbage på" lovede Svendsen og rakte et kreditkort frem til damen der kom med kaffe.
   "Politiet kan også det med returkommission for anvendeligt materiale. Måltidet er etatens omgang. Du er konsulent, hvis en eller anden nævenyttig bogholder tør kontrollere mine regnskaber.