"Det er mindst risikabelt for os og omgivelserne at lokke ham ud i et parallelt baghold, og tage ham på den måde, hvis han gemmer sig i et af de næste huse." foreslog Bryn dæmpet. "Det larmer også mindst." tilføjede han og rakte Eigil deres våbentilladelser, så han kunne overstå den formalitet. Ved fintælling konstaterede Eigil var en lysforstærker til overs til ham, hvis han ønskede at følge bedre med. Efter dokumentet var den også monteret på en H&K MP5 K. Den formodede han, det stod ham frit for at bruge, hvis de andre fik problemer med deres vanvittige projekt.
Han spekulerede som en rasede over om han skulle tilkalde en vognfuld kolleger og smide hele bundtet i brummen. Desværre lå der både Indsats- og Eksekutivordrer for gruppens såkaldte studietur sammen med våbentilladelserne. Den ordre han og hans kollega havde fået i København, gav ham sådan set kun mulighed for at følge efter og observere hvad Natos hæmningsløse hacker- og studiegruppe fandt på, under den lige så uoficielle øvelse som resten af deres studietur var.
"Hvis Nicky har nået skaffe sig en pistol ser jeg ikke frem til at gå ind i et hus og tage ham, uden enten skudsikker vest eller stungranat." sagde Christian. "Helst begge dele, men det er mig, han er ude efter. Jeg tager lokketjansen, hvis vi finder ham."
"Vi ved aldrig hvad vi roder os ind i under vores studie- og øvelsesture" sagde han smilende til Eigil. "Som du ser, er vi indstillet på lidt af hvert."
De kørte i stilhed ned til byen, gennem den og ud på den anden side mod det sydlige område med sommerhuse. Christian havde indtastet de næste mulige gemmesteders koordinater og oplyste dæmpet tablettens vejvisning til dem. Månen kom til syne mellem skyerne med korte mellemrum og skabte lange skygger fra de tætte træer og hasselhegn, langs vejsiden som de betragtede i stilhed, mens de kørte frem.
Karstens telefon afbrød stilheden. Efter en kort samtale, der fra hans side mest bestod af tak og javel lagde han den til side.
"Ved næste sommerhus holder der en bil, der stadig har varm motorblok. Ellers ingen bemærkninger.
"Tak" sagde Christian og koncentrerede sig om at navigere dem rigtigt gennem de mange sideveje.
Eigil lænede sig tilbage med foldede arme og mumlede at han undlod spørgsmål. Dem var han overbevist om han ikke ville tro på svarene alligevel.
"Nede i Polen afholdes der en mindre landgangsøvelse ved Kolobrzg." forklarede Karsten dæmpet vendt mod ham. "Efter sigende, afprøver de ny teknik og materiel, inden en stor efterårsøvelse. Vi har nogle venner, der hedder TOSA. De bruger den øvelse til at finjustere en KH12 satellit til rekognoscering. TOSA står for 'Technical Operations Support and Activities'. Det er en underafdeling til Fort Meade. CYRANOS studiegrupper samarbejder ofte direkte med dem."
"Tak. Christian viste mig en vareprøve fra Tel Afar i går og forklarede jeres studier, lidt mere grundigt. Jeg prøver stadig at afgøre med mig selv om jeg bør arrestere hele banden lige på stedet eller skal låne den sidste lysforstærker med ekstraudstyr. Der står nemlig hverken Q4 eller Birdsong på jeres indsatsordre."
"Det må du hellere skynde dig at afgøre." kom det fra Christian, der ikke løftede øjnene fra Tabletten.
"Birdsong er kun et internt øgenavn men indsatsordren og vores ID kort er udstedt til CYRANO. Det betyder CYber Recon & ANalytics Operations. Vi bor i NATOS bygning Q4 som er kortere at udtale. Ifølge GPS'en er vi fremme ved næste hus om fjorten minutter."
"TOSA's satellit er parkeret trehundrede kilometer oppe" fortswatte Karsten. "Vi øver os lige udkanten af det område den kan overvåge. Birdsong bad TOSA tage et hurtigt kik hvis de havde tid. Det havde de åbenbart. Så har vi en overraskelse mindre."
Kort efter skiftede Bryn og Karsten igen over til lysforstærkende udstyr så de kunne tilbagelægge de sidste kilometer i diskret mørklagt tilstand.
Da de stoppede hoppede Bryn og Karsten hurtigt ud og forsvandt i mørket, i retning mod huset.
"Linjekontrol" lød det kort efter i deres headset. Christian klikkede på sin mikrofon, og viste Eigil hvor knappen sad.
"Det plejer vi at gøre før hvert studie af denne type." forklarede han hurtigt dæmpet.
"Det gør politiet sgu da også" vrissede Eigil. "Stik mig for helvede den lysforstærker. Jeg prøver at ignorere ekstraudstyret."
"Den nøjes gerne med enkeltskud hvis du sætter sikringen i mellemposition" forsikrede Christian hurtigt og monterede fermt en lyddæmper."Så vækker du ikke hele sognet. Lad os gå stille efter de andre"
Det gjorde de mens Eigil afgjorde med sig selv at alle påbud om at følge de lokale, civile reglementer fik ligeså lang levetid som en isterning i en tændt brændeovn.
Ud over nattens normale lyde var der stille og roligt omkring dem, på nær fjern musik og stemmer. De nåede dem gennem mørket fra et hus de havde passeret inden de fandt et sted de kunne parkere på i nogenlunde skjul. Fyrretræernes dufte blandede sig både med lugten af saltvand fra den nærliggende strand og af friskslået græs fra plænen foran huset med den mørke bil, de sneg sig frem mod.
Den plæne var på størrelse med en halv fodboldbane med store skyggefulde fyrretræer og buske på.
Fra sommerhusets store veranda skrånede grunden ned mod vejen og sluttede ved en række hybenbuske, de kunne gemme sig bag, til de fik signal til at rykke frem.
Det signal lod vente på sig. Endelig gled to stille skygger hen bag bilen og videre til verandaen. Den ene satte sig på hug ved siden af et svagt oplyst vindue mens den anden stillede sig ved siden af døren.
Eigil holdt vejret og så gennem lysforstærkeren. Karsten holdt hovedet på skrå, så han kunne se ind, med det ene øje.
Eigil for sammen ved tre tydelige klik i i headsettet. Et betød fortsæt, to omgående indsats og tre tilbagetrækning, havde Bryn gentaget. Indsatser, der medførte skydning, måtte gerne beskrives i klart sprog, i pauser mellem skuddene regnede Eigil med, også gjalt her, ligesom i politiet.
Bryns og Karstens skygger afsluttede deres uformelle recognocering, forlod verandaen lige så stille som de kom og smeltede kort efter ind i det mørke område af de buske, der markerede grundens udkant. Få minutter efter var de samlet igen og gik hurtigt tilbage til bilen.
"Du bliver nødt til at tage det næste, så jeg kan grine færdig" sagde Karsten. "Jeg tvivler på at den model havde mødommen i behold, selvom hun teede sig sådan. Det var lige som da vi lærte hvad stropperne i de gamle folkevogne også kunne bruges til, da jeg var indkaldt."
De kørte videre under munter latter og Eigil brugte tiden til nærstudie af de herrer Heckler og Kocks krympede version af det gevær han tit forbandede rensningen af, i hans egen soldatertid.
"Den har også lasersigte som du aktiverer her" sagde Karsten hjælpsomt.
"Har bemærket det, tak" sagde Eigil kort. Han vendte blikket ud af vinduet, afprøvede sigtet og så lysplettens muntre krumspring på jorden, mens de kørte videre.
De nåede frem til Nickys tredje mulige gemmested, der lå for enden af en sidevej. Lige før det lå der to andre sommerhuse overfor hinanden. De var begge optaget af hvert sit hold overbevisende festaber, der råbte og skreg for fuld musik. Da de var nået halvvejs hen af vejen krydsede to personer vejen foran dem, i usikker gang.
"Bak tilbage og tag næste sidevej" sagde Christian. "Det kontrollerer vi bagfra, fra vendepladsen for enden af den."
Bryn bakkede omgående tilbage og fandt den næste sidevej hvis beboere havde mere normale forhold til døgnets gang, selvom der stadig var lys i et enkelt vindue.
"Nu håber jeg ikke dem derovre har udvist godt naboskab og invitteret din fætter, Nicolas til at optræde i den almindelige samba" sagde Karsten, da de fandt et hul i buskene.
"Så åndssvag er han forhåbentlig ikke når han også kan regne med at optræde på lokalavisens forside i morgen" sagde Eigil og aktiverde sin lysforstærker.
Han betragtede huset gennem den mens Bryn og Christian listede frem og konstaterede de kunne havde sparet sig alle bekymringer.
Det hus var totalt blæst for enhver form for indbo og tegn på beboelse.
"Så er der det her og det udenfor byen tilbage" sagde Christinan kort efter.
De rykkede frem og ind på rutinen fra de andre. Eigil og Christian holdt øje med gavlen og den ene side mens Karsten og Bryn fuldførte rundturen og kontrollerede vinduer i de bagerste rum.
"Gevinst" hviskede Christian ved to klik i headsettet.
To minutter efter fortalte Bryn og Karsten at Nicky kun halvsov foran foran en DVD-afspiller efter en sen middag på flaske.
"Desværre ligger der en pistol på bordet. Vi bruger lokkeduen på en lidt anden måde" forslog Bryn."Der er adgang til et par nemme huller i hækken efter den bagerste dør så hvis..."
"OK." smilede Eigil. "Selvfølgelig tager han bagdøren. Stik mig bilnøglen. Så klarer jeg den del."
De nødvendige forberedelser og fordelinger tog kun få minutter.
Efter Eigils klik i headsettet var besvaret med to, af dem alle kørte Eigil bilen langsomt ind på grunden med langt lys sat til og frem mod husets forside.
Den fremstod knivskarpt i med synlige knastehuller i det skarpe lys.
Da lyden af motoren døede hen fra forsiden skramlede det fra døren bag huset.
Nicky kikkede forvildet ud, med soveposen over skulderen og åndede tungt. Han stod stille i natten og svingede pistolen vildt fra den ene side til den anden.
Endeligt dukkede han sig og tumlede bandende gennem det nærmeste hul i hækken.
Fra den anden side lød der et halvkvalt grynt og lyden af en krop, der faldt om.
"Gider en af jer hente soveposen og tage den med?" kom det fra Karsten, der trak en bevidstløs Nicky tilbage gennem hullet.
"Selvfølgelig" bekræftede Christian mens Karsten med støtte fra Bryn fik Nicky op i et brandmandstag.
"Han er vel ikke død" spurgte Eigil bekymret, da de kom hen til bilen og læssede Nicky og soveposen af i bagagerummet og sikrede og afladte hans pistol som de smed ned i deres egne poser til ekstraudstyret.
"Gu' er han ej. Gamle metoder er de bedste. Jeg slog ham ned med en sokfuld sand, da han dukkede ud af hullet" beroligede Karsten ham med. "Perfekt baghold."
"Han interesserer sig ikke for en skid før om en times tid" grinede Christian også. "Skal vi se om der stadig er en offentlig telefon, der virker, nede på stationen. Der gør vi han fast til en bænk, med plaststrips. Der er ingen grund til at ringe efter dine kolleger og såre deres følelser, før han sidder der."
Da de konstaterede de lokale hærværksmænd havde overset en enkelt telefon ringede Eigil mens Karsten og Christian fastgjorde, en stadig bevidstløs Nicky solidt til nærmeste bænk, med fem, seks plaststrips.
På diskret afstand overværede de, kort efter at den lokale ordensmagt overtog Nicky, der var begyndt at vågne, til videre afsoning.
Da de var kørte erklærede Karsten højtideligt
"Birdsongs seneste uofficielle mission, er nu officielt afsluttet, efter Frontex' normale politik for diskret hjælpsomhed med analysearbejde. Det foreslår jeg vi undlader at rapportere. Grillen er sikkert varm endnu så hvis nogen af jer er lige så sultne og tørstige som jeg er der både kød, vin og dessert tilbage."
"Næste gang lader vi mine lokale kolleger kontrollere jeres analyser" kom det fra Eigil da de kørte ud af byen.
"Det er en aftale" lovede Christian på en overbevisende måde.
"Den aftale finder de nok en grund til ikke at overholde" tænkte Eigil og kæmpede med latteren