"Hvad vil lovens lange arm?" spurgte Karsten dæmpet inde i køkkenet,. mens han fandt service frem med Christians hjælp.
   "Politiet skal helst ikke opdage at vi prøver at spore brugere af de mailadresser og telefoner, der befinder sig i et flygtningecenter, her i nærheden" fortsatte elektronikeksperten, Elisabeth Perren og tog en håndfuld bestik og pålæg.
   "Bagefter er det en anden sag." fortsatte Karsten. "Uanset om dem, vi sporer, er mellemmænd eller ledere af de celler, vi allerede kender, er vi sikre på de er med i integrerede netværker, der medvirker til ting, vi ikke bryder os ret meget om."
   "Det lokale drab har forhåbentlig ingen sammenhæng med vores opgave" håbede Christian og fulgte efter med resten.
   "Lad os afvikle politiet, så diskret som muligt. Jeg holder mig i baggrunden mens i får overblik over det andet."
   Mens Karsten og Elisabeth gik i spidsen tænkte Christian på det, der var sket siden Karsten og han, efter lige så mange trusler om fyring som retsforfølgelse skiftede deres opgaver i EU's hovedkvarter ud med nye, i en diskret, lille analyseenhed, et andet sted i Bruxelles.

Den enhed holdt skarpt øje med de indsamlede eller ligefrem sorte penge gruppe A sendte til gruppe B og om B hvervede folk, med rette indstilling til at gøre det gruppe C synes var en god ide. Når de forudsætninger var på plads fremskaffede gruppe E som regel noget, der var lige ulovligt alle steder, og tiltrak sig en del opmærksomhed, når det hele blev samlet på punkt Zero. Punkt Zero lå sjældent i nogen af de første lande.

Staben på Christians og Kartens nye job bestod af folk, man andre steder, havde opgivet at få til at holde kæft med at integrerede celler både var en større realitet og risiko, end nogen ville indrømme og et forbandet sikkerhedsmæssigt mareridt. De blev udstationerede til adfærdskorrektion til de enten holdt op med at modsige deres overordnede eller beviste det de mente.
   Den enhed udviklede sig hurtigt, ved egen inerti, da et par rutinerede hackere gravede ned under overfladen, på det overskuds materiale, de som regel startede med, som de europæiske e-tjenester ikke var enige om hvordan de brugte det bedst. Man gik let henover hackerne var der under samme forudsætning, som resten af staben.
   De havde til huse i en nedslidt hotelbygning no. 4, officielt Quarters nummer 4 eller endnu kortere Q4, der lå lige indenfor Natos hegn. I stedet for officielt overnattende gæster rummede det gamle, diskret ombyggede hotel nu en særdeles uofficiel gruppe, der analyserede og fandt sammenhæng i de mærkeligste oplysninger. Dem fik de til at hænge sammen med en metode, der mindede om tredimensionel skak. Derefter indexerede de dem i et binomialt arkivsystem, de selv opfandt. Christian og Karsten kom med for at fortælle politiet nok til at stoppe et lige så smart, som dyrt, integreret konsulentsystem, der bekræftede hinandens rapporter. En enkelt mand, blev det begrænset til, måtte desværre tiltales for privat insidehandel og skattesnyd.

Selvom slutresultatet af Q4's analyser altid var rigtige, foretrak deres overordnede i Frontex, ikke at blive belastet med alt for meget viden om, hvordan Q4 skaffede supplerende materiale. De vendte både ryggen til, når Q4's analysehold tog ud, for at kontrollere tingene på stedet og når de hold kom retur med udsøgte udvalg af skrammer, nødvendig information og bekræftede materialer, som normale dommere højest behøvede ti sekunder til at fængsle leverandørene af.
   Standartforklaring nummer et var at Q4 hørte enkelte pip, der så ud som om de burde undersøges nærmere. Når den bekræftende information blev klassificeret som særdeles fortroligt, kom man både udenom hackerne og Q4's øvrige metoder.
   Standartforklaring nummer to gik ud på at Q4 eksperimenterede med et hemmeligt indekserings- og analysesystem, der fungerede efter samme princip som tre-dimensional skak. De få, der havde mod nok til at spørge videre landede på standartforklaring nummer tre.
   Det projekt var så hemmeligt, det lå på ministerniveau og kun måtte diskuteres der. Det drømte ingen ministre om at gøre, af den simple grund de kun betalte for analyser af top-klassificeret information, de ikke måtte afsløre alligevel. De anede hverken spor om Q4 eller om den veludrustede vagtstyrke ingen kunne afgøre om den var sikkerheds- eller fængselsvagter for de irriterende analytikere, der efterhånden bekræftede så mange pip, de var omdøbt til Birdsong i snævre kredse.
   Når Q4 igen fik ret, og gid fanden havde dem, blev det, der var overset andre steder, som regel rettet med bevæbnede droner eller af specialtrænede politi- eller hærstyrker.

Tilbage ved morgenbordet var politimændene ikke nået længere end til Ingrids adresse og beskæftigelse, både under ferien og når hun var hjemme.
   Endeligt betragtede Ingrid, med en grimasse af ubehag, et billede på en I-Pad. Hun erklærede hun ikke anede, hvad han hed men at hun desværre mødte ham under en sammenkomst, som udviklede sig lidt festligt, lige i nærheden, som hun og Christian deltog i aftenen før.
   Christian bekræftede at det, der faktisk startede som en lokal kunstmalers fernisring, med mexikansk buffet havde udviklet sig lidt mere festligt end han forventede. Derpå kastede han et blik på et ikke særligt rart billede af et ansigt med blodstænk om mandens halvåbne øjne og åbne mund. Han oplyste der nok var andre af dem, der var med, der kendte den irriterende halvfulde fyr fra aftenen før.
   Så måtte han også af med en adresse udenfor sommerhuset. Derefter udpegede han det hus længere henne på stranden, der var centrum for begivenhederne aftenen før i et atelier, der faktisk var en ombygget stald.
   Ham der førte ordet havde så mange ekstra spørgsmål om de andre deltagere og deres forbindelse med dem, de til sidst havde svært at overbevise ham om, at ingen af dem vidste hverken hvad fyren hed, eller hvem han havde været sammen med.
   Den ordførende havde så mange tillægsspørgsmål om det at Ingrid til sidst så opgivende op i luften.
   "Christian var lige så tilbageholdende som stodderen var påtrængende, udfordrende og halvfuld. Han sigtede helt klart på horisontal selskabelighed og måtte nøjes med et telefonnummer. Det regnede jeg med han glemte når han blev ædru. Det er nok ham selv, der har skrevet det på en serviet da han hentede mere optimisme på flaske. Det er ihvertfald ikke min skrift. Dem jeg kom sammen med tog tidligt hjem så jeg gik tur med Christian, for at slippe for mere opmærksomhed fra hans side og ville ringe efter en taxa bagefter."
   Christian trådte mæglende til.
   "Og siden har vi været sammen hele tiden." Han så smilende på Ingrid og fortsatte.
   "Inden vi ender uden for pædagogisk rækkevidde må jeg hellere fortælle den tavse dansker med den brede skilning, sådan set er min fætter. Skal vi gå ud fra hans kollega passer sit arbejde. Jeg troede du sad i Svendborg Eigil."
   Ingrid faldt skrupgrinende ned på jorden
   Christian spekulerede over hvordan fætteren og hans kollega ville reagere hvis de opdagede at han og hans kolleger var midt i en bundulovlig sporing af noget der måske var en celle i et netværk, der var spredt udover hele Europa. Måske var det en del af en fødekæde i en integreret taktisk mekanisme, for ret ubehagelige ting, der skete andre steder. I øjeblikket gemte de sig på et flygtningecenter, der ikke lå ret langt fra dem. Hans fætter og hans kollega ville, med garanti kalde deres arbejdsgrundlag tyndt og ingen af dem ville se på det, med milde øjne hvis Christian blev nødt til at skaffe en lodret ordre om at lade dem arbejde i fred.

Christian var under alle omstændigheder, blevet ret overrasket da sporinger, der startede andre steder blev sporet gennem et par skjulte servere til de endte i en stribe transaktioner, som almindelig geometri fik til at krydse hinanden, i et flygtningecenter, der lå ved siden af hans mors sommerhus, i nærheden af deres familie gård.
   Han orienterede deres leder om det forhold hvorefter denne omgående bad Christian om at låne huset en periode. Så kunne han passende afspadsere den overflod af overtid han havde, og i øvrigt holde den ferie, han også havde til gode.
   Det faldt hurtigt på plads fordi hans mor og far holdt ferie hos hans søster. Så blev han bedt finde og leje sommerhuse i nærheden til fremskudte observations og sporingsposter. De skulle bemandes af holdets andre medlemmer, når de fik udleveret det nødvendige sporings- og aflytningsudstyr.
   Med Christian som mellemled ville resten af holdet følge op på det de fandt ud af, både der, og andre steder, fra gruppens situationsrum i Q4. Det gik, ret passende, under navnet Stormens øje.
   ***

"Kan vi fortsat træffe jer begge her, hvis vi skulle få anledning til flere spørgsmål?" spurgte den ældste politimand og så på Ingrid, der på sin side kikkede over på Christian.
   "Det vil tiden vel vise" sagde han muntert og gengældte hendes blik. "Selvom vi kun har fjernet det værste spindelvæv, hvis jeg må kalde det sådan, lader det til, vi taler fint sammen."
   "I har jo mit telefonnummer og kan bare kontakte mig?" sagde Ingrid.
   Det fik dem til at rejse sig for at høre hvad beboerne i det andet hus kunne bidrage med.
   Christian rejste sig også og fulgte dem hen til bilen mens Ingrid, Elisabeth og Karsten endeligt startede på morgenmaden. De skiftede til engelsk af hensyn fordi Elisabeth. Til politimændenes overraskelse var hun belgier og havde ikke forstået et muk af noget som helst.

"Er tipoldefars røgterbolig det rigtige sted for en ungkarl?" spurgte Eigil til afsked. "Det går jeg ud fra du er et øjeblik endnu."
   "Ikke helt" mumlede Christian. "Jeg foretrækker to opvaskemaskiner så jeg kan hente rent i den ene og smide det snavsede i den anden. Vi ses hr. overbetjent."
   Det lovede Eigil med et grin og en lidt overflødig oplysning om han nu var kriminalassistent i en højere lønklasse.
   Eigils kollega stod og så ud over Noret og forhørte sig om fiskeforholdene.
   Christian fortalte der om et par måneder, uden for pynten, ville være ål på tykkelse med hegnspæle som han var velkommen til at forsyne sig med, når som helst.
   Eigil fulgte han blik og standsede overrasket ved en båd, der lå foran gården, for enden af en kort flydebro.
   "Hvad satan? Eksisterer det gamle skiv oldefar stjal i Riga virkelig endnu? Bare rolig Madsen" sagde han til sin kollega. "Det skete for fem og halvfems år siden."
   "Med nød og næppe" bekræftede Christian. "Kurt prøver at sælge det. Han bruger det næsten ikke."
   "Det har i vedligeholdt godt" sagde Madsen med et blik på Ketchen. "Riga ligger lidt uden for vores kreds og det forhold er forældet. Lad os komme videre, Mikkelsen. Kald lige teknikerne og hør om de har fundet noget interessant."

Da Christian vendte tilbage til morgenbordet var samtalen drejet over på Ingrids arbejde med antikviteter og et nærtliggende kræmmermarked, hun havde en plan om at besøge når hun fik skiftet til lidt noget, lidt mindre festligt tøj, som hun udtrykte det.
   Christian blev pludseligt meget interesseret i kræmmermarkeder og lovede at sørge for den nødvendige transport til begge formål. Elisabeth og Karsten beklagede de var optaget af andre ting, uden at fortælle de skulle følge op på det, den kombinerede sporing- og aflytning havde opfanget.
   Derefter pjattede de muntert videre et par timer.