"Der har mindst været en million i sort at dele om året, gennem de sidste år." mente Christian. "De misholdte huse blev købt billigt, med friserede tilstandsrapporter og solgt for det dobbelte med en ny tilstandsrapport, med egeløv og brillanter, som Lindegård fik returkommission for at lave! Kan vi finde ud af hvordan deres regnskabsfører gemte de penge?"
   "Det var et regnestykke jeg lavede mens min fætter og kone underholdt med byens rygter." smilede Christian. "Jeg tror ikke på at de uden videre afleverede det, de burde, til skattefar."
   "Det ville jeg s'gu også helst undgå" indrømmede Karsten. "Hold på hat og briller. Nu bryder vi ind. "

Mesterhackeren Elisabeth aktiverede computeren og betragtede skærmen et øjeblik.
   "Yes!" udbrød hun "Ingen alarmer eller blinkende lygter nogen steder, med garanti. I går sendte jeg Troyansk virus ind, indkapslet i en normal opdatering. Den aktiverede de, da de startede anlægget her til morgen. Nu kan vi sende alle de Sniffere vi ønsker, uden om deres Firewall. Du skal bare fortælle mig, hvad de skal sniffe efter?"
   "Elektroniske indbrud er ikke lige så spændende, som det er at bryde ind med koben eller dirke" mumlede Christian.
   Karsten havde sidst på aftenen, dagen før, ringet og fortalt at Elisabeth regnede med at åbne et vindue næste morgen. Det ville give dem mulighed for et hurtigt gennemsyn, når de havde spist en brunch som han bad Christian lægge ud for undervejs.
   "Man har slet ikke det samme at tale om eller more sig over, bagefter, som vi havde efter den nat vi bandt din fætter til en bænk og fortalte politiet, hvor han kunne afhentes" medgav Karsten og fortsatte med at fordøje brunchen i mageligt tilbagelænet tilstand mens han betragtede Elisabeths manipulationer.
   "Det giver heller ikke adrenalinet nær så meget motion." Tilføjede Christian.
   "Du skal nok få motion til adrenalinet, hvis vi bliver opdaget." sagde Elisabeth tørt og tastede vidcere. "Jeg glemmer aldrig den dag IT politiet bankede på hos mig og spurgte om jeg normalt havde adgang til de filer de havde sporet mit indbrud i. Selvom jeg gjorde det i bedste hensigt var metoden ikke helt lovlig."
   "Var dit adrenalin selvlysende de næste par timer, skat?" spurgte Karsten medfølende.
   "Tæt på" bekræftede hun. "Jeg rystede af skræk mens de slæbte mig gennem byen i håndjern. Jeg faldt først til ro da jeg havde talt med van Enckhuisen et par timer i stedet for at blive afhørt. Han tilbød mig en særlig aftale og fik mine sagsakter udleveret inden han tog Dominic og mig med ud til Q4, uden håndjern. Dominic blevet taget dagen før."
   Hun holdt pause og strøg et par viltre hår væk fra panden.
   "Da Dominic og jeg havde bevist vi nemt kunne det, han og Q4 skulle bruge erstattede han vores sagsakter med kontrakter. I starten beskæftigede Q4 sig kun med intern sikkerhed. Vi blev kaldt snushaner og gribbe og alle undgik os.
   Det fik Dominic og Harper til at fremstille vores våbenskjold med en Grib og et motto 'DIXI ENIM NON SATIS' hvad det så end betyder. "
   "Sagde jeg det ikke nok" oversatte Christian grinende. Våbenskjoldet hang stadig i Cyranos situationsrum, 'Stormens øje' og gribben var blevet udstyret med Humphery Bogarts træk.
   Det blev altid brugt som logo, når de fandt beviser på noget, andre ønskede at skjule eller beholde for sig selv.
   Det var der, som regel, forskellige mere eller mindre diplomatiske motiver til. Cyrano medvirkede som regel til at skjule det meste fordi mange af deres beviser blev fremskaffet med metoder, der ville kvalificere det personale til et værelse med tremmer, hvis en dommer fik lejlighed til at udtale sig om det.
   "Robicieux gav de oplysninger, nogen ønskede eneret på, videre til nogle af Frontex risikoanalyser. Resten kender i jo"

"Nok om det" mente Christian. "Hvad kan du se, uden de opdager det.? De er jo på arbejde nu og har vel gang i alle systemerne."
   "Jeg har aflyttet trafikken i deres udgående server siden de åbnede. Mit system udskiller de kodesæt de åbner eksterne IP adresser med. Dem kan vi studere, i ro og mag, senere." oplyste hun og trykkede på en knap, der åbnede et nyt skærmbillede.
   Det var opdelt i flere adskilte grupper, der viste de opfangede opkald og de koder, der var brugt til at åbne dem.
   "Halvdelen af dem studerer åbenbart nyheder på deres Facebook profiler. Det er meget normalt. Gud ved om de ved at arbejdsgiverene kan følge med i hvor lang tid de bruger på det? Det er samme system, jeg fanger koder med, med lidt udvidelser."
   "Er der opkald, der skiller sig kraftigt ud fra Facebook?"
   "I alle højeste grad" bekræftede hun og stoppede ved et opkald med en blinkende Curser.
   "Det her er til den IP adresse vi startede med at overvåge. Når de åbner den maskine kan Domnic fortælle os hvad den vedhæftede fil indeholder og hvad de gør med den."
   "Kan han mon ikke gøre det med det samme?" spurgte Christian. Han ringede op til autocamperen og fortalte en forbløffet Dominic der var post til dem han overvågede.
   Det kunne Dominic kun bekræfte. Han lovede han nok skulle snuppe en kopi inden Hassin Kashor opgav den næste Ni-kabale og lukkede maskinen.
   "Gud ved om mine venner Bekhti og Masari har glemt at fortælle deres kollega det er en sikkerhedsrisiko at spille på en maskine, der er tilsluttet et netværk" spurgte Christian ud i luften.
   "Måske har de glemt at lukke for netværket eller også overså han det" foreslog Elisabeth.
   "Lad os se hvad det drejer sig om" foreslog Karsten. Det er den slags småting vi fanger de mest organiserede mennesker med.
   "Tre tusind euro til et Holdingselskab i Harrislee, hvor det så end" fortalte Elisabeth kort efter da de modtog en kopieret fil på en anden maskine, end den der stadig lyttede.
   "I Nordtyskland, lige på den anden side af grænsen." fortalte Christian og betragtede bankoverførslen spekulativt. "Overførsler skal først deklareres over ti tusind euro tror jeg. Det var også sådan vi fandt våbenkøberne i Tyrkiet. Lige et øjeblik" udbrød han og ringede op igen.

"Papirerne på markerne afleverede Gunnar skam i egen høje person i går." bekræftede Kurt hjerteligt ved udsigten til det beløb, der snart ville bringe hans kassekredit op på solsiden. "Jeg har bare ikke set på dem endnu. Det gør jeg efter frokost, om en halv times tid."
   "Jeg vil bare gerne vide hvem, der reelt står som køber" spurgte Christian spændt.
   "Hvad skal du vide det for?" spurgte Kurt nysgerrigt. "Det er ingen hemmelighed at ham der skaffede os polske vikarer og løsarbejdere, da det kunne betale sig også er stråmand for et par investorer. Birger fik mange gode arbejdere gennem ham. Poul Erik og jeg havde også et par stykker. De forhold er som bekendt ændret. Hvad kan du bruge det til?"
   "Ikke alverden. Jeg er bare nysgerrig efter om det er en køber i kender, lokalt. God frokost."
   Christian trommede muntert på bordet et øjeblik.
   "Nu glider det vidst" sagde han til Elisabeths og Karstens forundring. "Dem vi er ude efter i asyllejren samler penge sammen ud over at hverve. De penge får de sendt videre i så små portioner, det ikke vækker opmærksomhed. Jeg tror dem i Harrislee snarest muligt sender beløbet videre for et beskedent gebyr. Nede i bunden af den fødekæde bruges de, med garanti på de aktiviteter, vi prøver at forhindre."
   "Det ser vi nærmere på" lovede Elisabeth. "Ham bag selskabet er nok kun interesset i så mange gebyrer som muligt, så længe de ikke er ulovlige."
   "Det er det der er kunsten" bekræftede Christian. "Jeg må lige tilbage til de lokale forhold."

"Ja desværre lavede Lindegård tilstandsrapporter" bekræftede Eigil kort efter. "Svendsen beordrede Brix og mig til at hente et udvalg i morges hvis vi kunne finde dem. Nu ønsker han vi havde ladet være for der blev en hel flyttekasse, selvom vi kun tog de nyeste. Så er det spørgsmålet hvem der skal se efter hvad? Jeg gør det nemlig ikke."
   "Hvis i nøjes med at se efter Hermes Holding i Harrislee bliver meget nemmere" foreslog Christian.
   "Vent lige et øjeblik" sagde Eigil og gentog det ud i kontoret. "Har jeg lyst til at høre, hvor du har det navn fra?"
   "Det kommer ganske enkelt fra Kurt. Det er den investor der overtog hans sidste forpagtning og forkøbsretten."
   "Jeg ringer tilbage" lovede Eigil og afbrød forbindelsen.

Mens de ventede gik det op for Karsten at klokken havde overskredet det normale tidspunkt for formdagspils i ferielandet med ti minutter.
   Christian foreslog de ventede til de fik bekræftet om der var grund til at fejre noget eller drikke gravøl.
   De næste tyve minutter sneglede sig af sted.
   De fòr begge sammen da Eigil endeligt ringede.
   "Vi fandt femogtyve tilstandsrapporter til Hermes Holding og et, der hedder Merkur på samme på samme adresse. Brix og Flemming er taget ud efter resten. Hvad kan vi finde, uden at anstrenge os alt for meget.?"
   "At husene er overført til en fiktiv sælger, for at gemme det meste af overskuddet." gættede Christian. "Det samme nummer krævede bare lidt velvilje fra ham, der stod for udvikling af industriområdet. Måske fik han en ide om at den velvilje var mere værd, end det han havde fået."
   "Lindegård medvirkede altså gerne til skattesnyd men ikke til drab?" spurgte Eigil.
   "Netop. Han måtte samme vej som Rasmussen. Find ud af hvem, der ejer de selskaber." foreslog Christian. "Så falder det nok på plads fætter. Dixi enim non satis."
   "Betyder det noget man kan sige i pænt selskab?" spurgte Eigil.
   "Det er Cyranos valgsprog og betyder *Sagde jeg det ikke nok?* Dixi enim non satis! Du får også materiale til en pæn skattesag udover at opklare to mord."