2Gemmested for de Modige - Kapitel 5 - Telef...
Så snart børnene sover, tager jeg telefonen ud af boksen og liste... [...]
Romaner · stalking
1 år, 2 måneder siden
6Dans (eller Voldens Koreografi)
Vi starter i stuen. · Laver selv musikken med vores vejrtrækninger.... [...]
Digte · parforhold, vold, dans
1 år, 2 måneder siden
4Gemmested for de Modige - Kapitel 4 - Huset
Hitchcock tog fejl, da han antog, at vi er mest sårbare i badet. ... [...]
Romaner · børn, krisecenter, skam
1 år, 3 måneder siden
2Gemmested for de Modige - Kap 3 - Ankomst
Bygninger er ligesom hunde, i mere end én forstand. For det først... [...]
Romaner · krisecenter, frygt
1 år, 3 måneder siden
3Gemmested for de Modige - Kap 2 - Volden be...
Den første gang, Dominic rullede en joint ved køkkenbordet, sagde... [...]
Romaner · psykisk vold, integration, nygift
1 år, 3 måneder siden
6Det interkulturelle ægteskab
Vi mødtes det sted, hvor havet bruser aller stærkest. · Hvor unders... [...]
Digte · brudt forhold, erkendelse, kultur
1 år, 4 måneder siden
10Gemmested for de Modige - Kapitel 1 - Flugt...
Det sner i mit soveværelse, en lysende, varm snestorm, inddelt i ... [...]
Romaner
1 år, 4 måneder siden

Puls: 16,6

Publiceret: 0
Afgivet: 9
Modtaget: 0
Natashia Hansen (f. 1985)
Den første gang, Dominic rullede en joint ved køkkenbordet, sagde jeg ingenting. Han holdt den delvist gemt bag el-kedlen og så ikke op, da jeg stak hovedet gennem døråbningen. Sophia sad ved spisebordet og ventede, mens jeg lige skulle hente far, og aftensmaden kølede af på tallerkenen, men pinligheden fik mig til at dreje om, hvor jeg stod. Det var ikke marihuanaen, jeg var pinlig over, eller at han kunne finde på at tage det med ind i vores hjem, men jeg var flov på hans vegne over, at han allerede efter ét års ægteskab ville skjule noget for mig; at vores forhold skulle synke så dybt. Hvad, jeg ikke vidste, var, at den joint slet ikke repræsenterede noget dyb, men at undergrunden under vores forhold udelukkende bestod af lange gange og huller med bratte kanter og iltfattigt mørke, som jordlaget over en nedlagt mine, udhulet som et termitbo.
   Han kom selv ind og satte sig ved bordet få sekunder efter og talte til Sophia og spurgte til min kommende eksamensopgave. Jeg var ved at kløjes i ydmygelse og i alt det uudtalte.

Bagefter gik han udenfor, og jeg vidste godt hvorfor, så jeg bestemte mig for at konfrontere ham, så snart han var tilbage. Det var han først lidt i midnat.
   "Det blev sørme sent," snerpede jeg fra sofaen, da han trådte ind, dugvåd. Forskrækkelsen slap fra ham sammen med en dunst af sprut.
   "Jeg stødte på nogle venner," trak han på skuldrene. Med sin spinkle bygning kunne han se helt barnlig ud, hvis det ikke havde været for et solidt, afrikansk muskelsæt under den sorte hud. "Vi sad i parken."
   "Jeg har været skide bekymret. Du plejer at sige det først, hvis du regner med at være væk til så sent."
   Han luntede ud på badeværelset og pissede i en hård stråle, der lød som trommer. Jeg stillede mig op ad dørkarmen.
   "Jeg så hvad, du lavede i køkkenet tidligere."
   Han stod stadig med bøjet nakke og pikken i hånden.
   "Så hvad for noget?"
   Igen slog pinligheden mig, men denne gang over, at han kunne være dum nok til at tro, at jeg ikke kunne regne tingene ud.
   "Jeg troede, du var stoppet."
   Han lynede langsomt op og stod lidt og svajede henover toiletvandet. Så drejede han hovedet op og sendte mig et blik så intenst, at jeg fik kuldegysninger.
   "Du skal ikke blande dig i hvad, jeg laver med mine venner," spyttede han efter mig.
   Hans øjne var sorte og vilde, og for første gang siden vi mødte hinanden, vidste jeg ikke hvem, han var. Hans tynde dreadlocks dirrede i arrigskab, og jeg kunne mærke hidsigheden bølgende fra ham som damp. Og det skulle blive værre, langt værre.

Ifølge Danmarks Statistik ligger skilsmisseprocenten over 54%. Det er en kraftig underdrivelse. For ægteskaber mellem folk fra forskellige kulturer ligger procenten snarere omkring de 90. Men jeg var lykkelig, da vi blev gift, for jeg vidste, at det ikke ville gælde os.

Da jeg mødte Dominic på et slummarked i Accra, var han en diamant i en grusgrav. Vi sov sammen på den rå beton i markedsboderne, og han plejede mig, da jeg fik malaria. Overalt stank latrinerne i svimlende hede. Efter nogle uger lånte vi en hytte, som en af hans venner havde snedkereret af drivtømmer og bølgeblik. Naboens blikskur lænede sig hen imod vores, som ville det overhøre vores hemmeligheder, og når vi gik ned ad gaden hånd i hånd stimlede folk sammen for at udpege vores vidunder. Eller måske min vanvid. Jeg var turisten, der gik på marked og glemte sig selv. Men vi var ligeglade og lo af deres uvidenhed. Vi var større end det. Vi bar på menneskehedens kerne. Vi kunne svømme i et hav af skrald og stadig komme rene op.

Men det er ikke nemt at være afrikaner i Danmark. Min mand stak ud om en umoden bums og trådte forkert på alle fortove, og jeg tænkte, at kultur er noget, man lærer, mens jeg trak ham ind bag barnevognen, så en ældre dame ikke ville blive skubbet ud over kantstenen, idet vi passerede hinanden. Jeg ville sikkert gøre det samme, hvis jeg skulle bo i Ghana.

Vores hjem lignede et spraglet voksprint. De fleste møbler blev doneret af kærlige familiemedlemmer, som i bedste fald så os som et socialt eksperiment; i værste fald en tabuiseret drøm. Min spæde SU og Dominic's afrikanske sans for kreativ genanvendelse tillod os at overleve på rugbrød, flaskepant og stjålne æbler fra fodboldbanens læhegn; en slags kompromis mellem hans kaotiske livsstil og min danske trang til orden.

Sophia var stjernen, der funklede helt af sig selv. Dominic forgudede hende, og jeg forgudede ham for at forgude hende. Mens jeg var til forelæsninger på universitetet, gik han lange ture med hende i barnevognen som en rigtig moderne mand, og genfortalte godbidder af komplimenter fra forbipasserende. Hun kunne få alt til at virke så ubetydeligt, når hun smilede sit etårs-smil og pludrede med sig selv. Vores økonomi, som ellers havde sat sig i mine tindinger som en konstant påmindelse om, at Panodiler kun gør problemet værre, blev tilsidesat som overbekymring, når hun kom kravlende hen ad gulvet, bleen strittende som på en chimpanse, og klatrede op ad mit ben. Ambitiøs. Jeg tog hende tit op ved siden af spækbrættet, mens jeg rev gulerødder eller rødbeder, og hun kastede om sig med det, som bejlerne om en prinsesse, mens hun grinede af verden, bare fordi den var så farvestrålende i bordeaux og orange.

På et tidspunkt havde jeg stillet en lille sparebøsse ind på hendes værelse, mest af alt som symbol, men der var dog kommet lidt i, efterhånden som jeg tømte min pung for irriterende småmønter. Dominic vidste det. Han havde stolt raslet den og pointeret, at hans datter aldrig ville komme til at mangle noget.
   Men en eftermiddag var den tom, og jeg kunne ikke tænke mig frem til, hvordan Sophia skulle være kravlet helt derop, for ikke at tale om at lirke bunden ud af den. Dominic blev ikke flov, da jeg viste ham den. Han havde tømt den, fordi han var så frustreret over ikke at have penge på sig. I Ghana havde han altid penge til at rasle i lommen, men her, i plastikkortets territorium, raslede det aldrig. Det gav god mening.
   "Hvad købte du så?"
   "Øl."
   Det gav til gengæld ingen mening for mig. Samme morgen havde jeg stillet havregrynene tilbage på hylden i Rema 1000, fordi de også krævede mælk, og det ville overskride budgettet.
   "Har du købt øl for vores datters opsparing?"
   Jeg burde vel have været rasende, men i min nygifte stædighed valgte jeg at se det som en engangsforestilling, og bildte mig selv ind, at nu måtte hans appetit vel være stillet.

Det var den bare ikke. En øl blev til tre øl, blev til en kasse, blev til Aquavit, blev til tomme flasker, jeg kunne finde tilfældige steder rundt omkring i lejligheden. Bag kosten, ovenpå toiletskabet, i kasserne i depotrummet i kælderen. Små irriterende påmindelser om, at vi ikke kunne leve af kærlighed og kildevand alligevel.

I takt med at hans alkoholforbrug steg, forsvandt min libido. Min forklaring var, at der måtte være noget galt med mit underliv, for vi var jo kun blevet gift året forinden, og måske havde fødslen taget hårdt på mig. Det troede jeg selv på. Sandheden er, at jeg ikke finder misbrugere attraktive. Han kunne kysse mig, og alt, hvad jeg mærkede, var en fed, slimet orm på vej ind i min mund, så da han nævnte det for mig, vidste jeg allerede, at han havde ret. Jeg havde ikke givet mig selv hundrede procent, og jeg forsøgte at lukke øjnene og bare lade hænderne famle henover mig, fastlåst af dårlig samvittighed.

Så da den nat kom, hvor jeg konfronterede ham med den åbenlyse joint, kunne jeg ligeså vel have holdt mundingen fra et jagtgevær mod vores ægteskabs tinding, taget en dyb, selvforglemmende indånding, og trykket aftrækkeren ned.
   "Hvad er du for en dårlig kone?"
   Han ventede ikke på svar, men skubbede mig baglæns væk fra badeværelset og ind i stuen, ind i spisebordskanten og ned på sofaen, mens han selv blev stående og så ned på mig. Hans sko var stadig våde fra duggen i parken, jakken kun delvist taget af. Ordene kom ud i råb nu.
   "Tænker du slet ikke på andre end dig selv? Er det sådan, I danskere er opdraget?"
   Paf, taget i en delvist formuleret sætning i hovedet, kunne jeg kun åbne munden og lade stilheden tale for mig. Bagsiden af min hofte begyndte at dunke, hvor jeg havde ramt bordet.
   "Du er den mest egoistiske kvinde på Guds jord. Jeg ved ikke engang, om man kan kalde dig en kvinde."
   I fnysende tempo begyndte han at spankulere frem og tilbage foran mine knæ, og det slog mig, at jeg ikke ville kunne rejse mig op uden at støde ind i ham.
   "En mand har behov! Og en rigtig kone stiller dem. Hvornår har vi sidst haft sex?"
   Først nu gik det op for mig, at han ikke talte om jointen Jeg sagde, at jeg ikke kunne huske den præcise dag, så jeg gættede på en tilfældig dato ugen forinden.
   "I mandags!" korrigerede han. "Du tænker kun på dig selv. Først slæber du mig her til Danmark, og så behandler du mig som en fremmed. Du sidder bare der."
   Hans øjne var lige så rådvilde som ordene, og på nuværende tidspunkt havde vreden fået så meget momentum, at han ikke længere talte til mig, men lod skuffelsen og bebrejdelserne fare frit i en hidsig monolog, der accelererede, og lyden i ordene steg, som tangenterne på et klaver, oktav for oktav, indtil de nåede et stadie af skinger, ufiltreret hysteri. Sætningerne bombarderede mig, og jeg mærkede hvordan, de eksploderede i disharmoni, hver enkelt i sin egen tonedøve aggression, og efterlod sig en symfoni af massive kratere i min illusion om det perfekte ægteskab.
   "Du løj overfor mig, da vi blev gift, for du har ikke æret din mand. Du er en skændsel."
   En stol fløj igennem rummet, landede mod væggen ved siden af mig og tog en træmaske med i faldet. Det lød som om, det sprengte lydmuren, da det ramte gulvet.
   "En rigtig kone tager selv initiativ til at have sex med sin mand, men du ... du er bare et dødt dyr. Jeg kunne ligeså vel have sex med en hund, der lige er kørt over."
   Så stormede han ud og smækkede hoveddøren bag sig.

I lang tid kunne jeg ikke bevæge mig, som om følelsen i mine ben var sprængt væk sammen med fremtiden. Det hele var væk. Rummet, meningen, musikken. Det kunne ligesåvel være en andens stue, jeg sad i. En anden, der havde vidnet dette vanvid. En anden uautentisk kone.

Sophia var vågnet og græd fra sin tremmeseng. Langt om længe fik jeg bakset mig op i stående stilling, men i slowmotion. Alt var slowmotion. Min krop gik ind til hende, satte hende på mit skød og nynnede en melodi, indtil hun faldt til ro. Men mit sind var ikke fulgt med. Det sad stadig på sofaen og stirrede ud i luften, som et spøgelse uden lys at pejle mod, og for første gang turde jeg indrømme overfor mig selv, at jeg ikke var lykkelig; at det at blive gift ikke havde været kilde til sorgfrit samarbejde; og at vi, på trods af vores korte ægteskab, var på vej mod et flammehav, ingen af os havde forudset.

En halv time efter kom han buldrende tilbage og knaldede døren til soveværelset op, så Sophia skreg i forskrækkelse. Jeg nåede ikke at rejse mig op, men sad stadig med hende i dobbeltsengen. Han pegede på mig, som en forælder, der skælder sit barn ud.
   "Hvis du nogensinde får den idé at forlade mig, så slår jeg dig ihjel."
Forfatterbemærkninger
Giv gerne kritik...ÆÆÆÆlsker kritik (hvordan skal man ellers blive bedre?!?)

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 23/08-2018 09:16 af Natashia Hansen (NAHansen) og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 1972 ord og lix-tallet er 33.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.