0Tom og Susan. Mord og kærlighed - Susan pre...
Det er ved at være aften. Det er tusmørke. · Edel spænder hestene f... [...]
Romaner · kærlighed, mord, søster
7 dage siden
2Tom og Susan. Mord og kærlighed - Edel Pett...
Hun skal have smør, sukker, mel, havre - alle de almindelige ting... [...]
Romaner · romantik, mord, kærlighed
2 måneder, 8 dage siden
1Tom og Susan. Mord og kærlighed - Ellen Hun...
"Dernede sidder han," Ellen peger på vinduet ned til Toms celle. ... [...]
Romaner · følelser, mord
2 måneder, 16 dage siden
2Tom og Susan. Mord og kærlighed - Pastor Jo...
Holstein kikker ind gennem madlemmen i celledøren. "Han opfører s... [...]
Romaner · mord, kærlighedslængsel
2 måneder, 25 dage siden
1Tom og Susan. Mord og kærlighed - Ellen Hun...
Det er en helt almindelig dag, og alt hvad der skal ske i dag vil... [...]
Romaner · romantik, parforhold, mennesker
3 måneder, 7 dage siden
2Tom og Susan. Mord og kærlighed - Kenneth S...
Der er ikke meget at kikke på - og så alligevel. Byen har sin cha... [...]
Romaner · døden, følelser, kærlighed
3 måneder, 10 dage siden
5Tom og Susan. Mord og kærlighed - Tom kikke...
Tom kikker ud. Han har slået vinduet til side, så han kan stikke ... [...]
Romaner · mord
3 måneder, 26 dage siden
1Pigen som ville vide, hvem der havde lagt e...
De kommende nætter sov Stine næsten ikke. Det var ikke nyt, at hu... [...]
Romaner
1 år, 11 måneder siden
3Pigen som ville vide, hvem der havde lagt e...
1. Johnny, den store nar · Det er ikke til at sige, hvordan det hel... [...]
Noveller
1 år, 11 måneder siden

Puls: 27,8

Publiceret: 5
Afgivet: 9
Modtaget: 11
Niels F. Juul (f. 1977)
Der er ikke meget at kikke på - og så alligevel. Byen har sin charme her om foråret - men den må være trist om vinteren.
   Kenneth tager en hurtig note på sin blok, "der er ikke meget at se, men man bliver alligevel charmeret over, hvor velholdt byen fremstår."
   Han befinder sig på et hotelværelse på 1. sal. Hotellet er byens største og ligger i centrum. Her er der udsigt til butikkerne, saloonerne, de forskellige værksteder, rådhuset, retsbygningen og ikke mindst galgen, der er ved at blive opført.
   Bagved det hele skimtes kirken og lidt væk fra den ligger skolen.
   "Byen består af en ret lang hovedgade, som omgives af almindelige huse i et til tre etager så langt øjet rækker," noterer Kenneth på sin blok, og studser lidt over hvor fredelig byen forekommer ham, når han ser på den fra 1. sals højde.
   "Der er ingen mennesker at se på gaden. Går ud fra, at byen består af arbejdsomme og samvittighedsfulde borgere."
   Han klapper blokken sammen. Der er ikke meget at noterer sig, hvor han står. Derfor låser han døren til sit værelse og går ned i receptionen.
   Her bliver han mødt af et venligt smil fra pigen ved skranken, "jeg håber alt er i den bedste orden, sir?"
   Hun er charmerende. Flot. Ikke en dag over 25, og hun ved, hvem han er. Det gav hun i hvert fald udtryk for, da han præsenterede sig for hende for 20 minutter siden. Hun blev vidst imponeret. Kenneth er helt sikker på, at han så hende rødme.
   Han smiler til hende, mens han går hen til hendes skranke, "alt er i den bedste orden, frøken." Han bruger det smil, som han ved, kun de færreste kan stå for. Med det kan han udfritte stort set hvem som helst. "Forventer I mange gæster de kommende dage?"
   "Ja, sir. Allerede nu har vi flere gæster end sidste år på denne tid."
   "Ved De om mr. McCarthy er ankommet endnu?"
   "Det er han, sir. Han ankom i går aftes."
   "Virkelig?" Kenneth tager sin blok op af lommen og noterer, at Tom er ankommet i går aftes, og at hotellet har flere gæster nu end på samme tidspunkt sidste år. "Hvor er han?"
   "I kælderen i retsbygningen, sir. Nogle af vores gæster siger, at de har set ham gennem det vindue, der vender op mod gaden."
   "Virkelig?" Kenneth kaster et hurtigt blik ud af de store vinduespartier i hotellets foyer, og skimter restbygningens røde mursten, "så man kan altså få et glimt af Tom?"
   "Det siger de, sir."
   "Kan man også tale med ham?"
   "Det ved jeg ikke, sir. Jeg har ikke selv været derhenne."
   "Men det burde De måske. Han har vel nogenlunde din alder?"
   Pigen i skranken rødmer.
   "Han går jo også for at være pæn, ikke?"
   Hun rødmer stadig.
   Kenneth slår en latter op. Sådan en som plejer at lyde afvæbnende og gøre folk mere trygge ved ham. Sådan en han bruger, når han lige har spurgt dem om noget meget ubehageligt eller personligt eller måske noget svært, som de ikke har kunne svare på og derfor føler sig dumme.
   Da hendes rødmen er forsvunden, og hun møder hans grin med et venligt smil, fortsætter han, "kender du ham?"
   "Ja, sir. Lidt. De fleste kender ham lidt."
   "Han er skomager ikke?"
   "Netop, sir. Indtil familien købte en gård lidt ude for byen."
   "Er han en god skomager?"
   "Jo, ganske fin, sir. Han reparerede mine vinterstøvler for nogle år siden."
   "Og?"
   "Jeg bruger dem stadig, sir."
   "Du må da have gået i skole med ham?"
   "Nej, sir. Jeg flyttede her til, da jeg var 20."
   "Ja så. Så du kender Tom fra skomagerværkestedet?"
   "Ja, sir. Jeg har været der 3 gange."
   "Ja så. Tre gange." Kenneth noterer på sin blok, at Tom er en udmærket skomager, og at han kan reparere vinterstøvler, så de holder i flere år efter.
   Han takker den unge kvinde i skranken og giver hende et lille blink med øjet, inden han går. Han regner med, at det vil få hende til at rødme en smule.
   Det er retsbygningen, han vil hen til. For gad vide om han ikke kan fået lille glimt af Tom? Hvis andre gæster fra hotellet har været så heldige, hvorfor skulle han så ikke også være det?
   Men der er ikke noget at se i kælderen under den røde bygning. Der er ellers helt tydeligt et vindue, der vender op mod gaden. Det er aflangt og vel tre håndsbredder højt. Foran det sidder tommetykke ståltremmer - fire i alt - med cirka 15 centimeter i mellem sig.
   Det er et underligt vindue, noterer Kenneth sig, "det kan skydes til side indefra, så forbryderen kan få sig lidt frisk luft. Men det gør også, at han kan kommunikere med medsammensvorne og måske forberede en flugt."
   Kenneth betragter bygningen. Ifølge en plan på muren længere henne indeholder den både retssale, celler og politikontorer. Men ligner den en egentlig retsbygning? Det er jo ingen nyhed, at hans land har haft problemer med at holde på forbrydere, der var indsat i bygninger, som oprindeligt slet ikke var bygget til at være fængsler. "Det er ikke til at sige, hvad bygningen har været brugt til ... find ud af det ... men sikkerheden halter. Måske flygter Tom?"
   Han går tilbage til det underlige vindue. Det er stadig lukket. Kenneth bukker sig ned og kikker ind gennem det. Han har ikke lyst til at sætte sig ned på knæ, så det er begrænset, hvad han kan se derinde, desuden er der genskin i ruden. Men mon ikke det der er noget af Toms seng? Og der står helt sikkert et lille bord lige der.
   Men hvor er Tom?
   Han retter sig op.
   Det var ikke meget. Ikke meget krudt til artiklen. Hvem gider læse om, hvad restbygningen har været brugt til? Det skal ikke være fokus.
   Men hvis Tom kikker ud, og han kan observere følelsen i hans øjne. Den dømte forbryders ængstelige og skamfulde blik. Hvis han kan få den beskrivelse med i artiklen, så kunne den åbne for en malerisk beskrivelse af alt, hvad der skulle foregå på Toms sidste dag.
   Kenneth skæver ned mod galgen. Han må finde et godt sted, han kan stå. Et sted, han kan se alt. Ingen detaljer må forbigå hans blik og hørelse.
   De sidste ord.
   Det sidste blik.
   Bødlens bevægelser på skafottet.
   Tilskuernes reaktioner.
   Og hvad der nu ellers sker. Især de ting, som ikke er planlagte - de som sker spontant. De som kun sker denne ene gang. Især de skal med. For det er dem, der vil forvandle reportagen fra at være en god artikel i avisen til at være som en fantastisk roman fuld af oplevelser og sin egen specielle poesi, "mine beskrivelser er ikke nyheder," noterer han på sin blok, "de er som at læse en roman, man ikke vil give slip på."
   Det ved han selv allerede.
   Det ved hans kolleger.
   Det ved hans redaktør.
   Nu skal resten af landet også vide det.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 13/01-2018 23:26 af Niels F. Juul (Niels Juul) og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 1167 ord og lix-tallet er 24.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.