0Tom og Susan. Mord og kærlighed - Susan pre...
Det er ved at være aften. Det er tusmørke. · Edel spænder hestene f... [...]
Romaner · kærlighed, mord, søster
1 måned, 8 dage siden
2Tom og Susan. Mord og kærlighed - Edel Pett...
Hun skal have smør, sukker, mel, havre - alle de almindelige ting... [...]
Romaner · romantik, mord, kærlighed
3 måneder, 9 dage siden
1Tom og Susan. Mord og kærlighed - Ellen Hun...
"Dernede sidder han," Ellen peger på vinduet ned til Toms celle. ... [...]
Romaner · følelser, mord
3 måneder, 17 dage siden
2Tom og Susan. Mord og kærlighed - Pastor Jo...
Holstein kikker ind gennem madlemmen i celledøren. "Han opfører s... [...]
Romaner · mord, kærlighedslængsel
3 måneder, 26 dage siden
3Tom og Susan. Mord og kærlighed - Ellen Hun...
Det er en helt almindelig dag, og alt hvad der skal ske i dag vil... [...]
Romaner · romantik, parforhold, mennesker
4 måneder, 8 dage siden
2Tom og Susan. Mord og kærlighed - Kenneth S...
Der er ikke meget at kikke på - og så alligevel. Byen har sin cha... [...]
Romaner · døden, følelser, kærlighed
4 måneder, 11 dage siden
5Tom og Susan. Mord og kærlighed - Tom kikke...
Tom kikker ud. Han har slået vinduet til side, så han kan stikke ... [...]
Romaner · mord
4 måneder, 27 dage siden
1Pigen som ville vide, hvem der havde lagt e...
De kommende nætter sov Stine næsten ikke. Det var ikke nyt, at hu... [...]
Romaner
2 år siden
3Pigen som ville vide, hvem der havde lagt e...
1. Johnny, den store nar · Det er ikke til at sige, hvordan det hel... [...]
Noveller
2 år siden

Puls: 13,9

Publiceret: 1
Afgivet: 1
Modtaget: 5
Niels F. Juul (f. 1977)
"Dernede sidder han," Ellen peger på vinduet ned til Toms celle. Hun står på præcis samme sted, som hun gjorde i morges, da hun fik et glimt af Tom, og det boblede inde i hende. "Han blev sat derind i går aftes. Inde bag det lille vindue sidder han og venter på sin skæbne. Og han havde ellers et langt og godt liv foran sig," fortsætter hun, og kikker bevidst belærende på sin klasse.
   De fleste af børnene slår op i en alvorlig mine, mens andre ser mere nysgerrige ud. Nogle af dem prøver ligefrem om de kan få øje på Tom nede i cellen.
   "Min mor siger, at han er en dygtig skomager, og at det var derfor, at han skulle lave mine støvler." En lille fyr ved navn Patrick ser helt skyldbetynget ud, da han indrømmer, at hans mor har gjort forretning med den dømte morder.
   "Ja," nikker Ellen, "han er en god skomager. Og han kunne nok have tjent mange penge på at lave folks sko."
   "Min mor synes ikke, han er sød."
   "Nej, han er ikke sød," siger Ellen og ser ud over hele sin klasse for at sikre sig, at alle følger med i det budskab, de skal modtage. Klassen består af både drenge og piger, som repræsenterer befolkningssammensætningen i Sokokis Village - på godt og ondt. "Men vi troede, han var sød," fortsætter Ellen, "det troede vi jo alle sammen, og det var derfor, han fik lov til at lave vores sko."
   "Men nu passer han heste."
   "Nej, for han er i fængsel, og så kan han ikke passe heste."
   "Men hans mor gør."
   "Nej, det gør damer ikke. Det er hans far."
   "Hold kæft."
   "MÅ JEG SÅ FÅ RO." Ellen kikker strengt på drengene, "den næste der taler grimt, får en ørefigen."
   Der bliver helt stille i børneflokken. Der er respekt om Ellens ørefigner.

Ellen lader der være stille et øjeblik. For jo længere børnene er helt stille og venter på hendes næste ordrer, jo længere har hun den fuldstændige magt. Og magt er altid godt at have over en flok børn. Det er en god lille øvelse. Bare den ikke vare for længe, for så mister børneflokken tålmodigheden og begynder at pjatte og snakke - og så ender det hele i anarki.
   Mens stilheden varer - de cirka to minutter, den har magt - kaster Ellen et skjult blik ned gennem det aflange vindue i den røde retsbygning. Hun mærker det begynde at boble i hendes krop, men hun kan ikke se nogen.
   "Er det rigtigt, at du var i retten med ham?"
   Ellen får næsten et chok over spørgsmålet. Det er ellers ikke nogen hemmelighed i byen - overhovedet ikke - men alligevel giver det et gip. "Ja," svarer hun kort, retter sig op og ser stolt og myndig ud, "jeg så noget, som jeg syntes dommeren skulle vide, og så er det min pligt som en god indbygger i Sokokis Village at fortæller ham det."
   "Hvad så du?"
   Ellen ryster på hovedet. Det betyder, "det spørgsmål besvarer jeg en anden gang, men ikke nu, for nu skal I noget andet."
   Hun peger over mod vinduet i kælderen og beder sine klasse hører godt efter. "Når I kommer hjem, skal I skrive en stil, " siger hun, "den skal afleveres til mig i morgen. Og hvis I ikke afleverer, klager jeg til jeres forældre. I skal skrive en stil om Tom. Start med at forklare, at han var en dygtig skomager, som kunne tjene mange penge på at lave sko. Han var så dygtig, at han måske kunne have åbnet sit eget værksted. Men så dræbte han sin kæreste, og nu skal han dø. Han har spildt sit liv. Forklar, hvordan han kan redde sin sjæl inden han dør. Det er jeres opgave. Hvis I ikke helt ved, hvordan han skal gøre det, kan I jo spørge jeres mor og far."
   Flere af børnene rækker straks fingeren i vejret, "hvad var det vi skulle?"
   Men det er Ellen vandt til. Tålmodigt og pædagogisk forklarer hun opgaven en gang til denne gang med andre ord, hvorefter hun nok en gange gør det samme nu med et tredje ordvalg. Så ser det ud til, at alle har forstået deres opgave, og så kan eleverne gå hjem. Det var dagens sidste lektion. Nu skal de hjælpe til i deres fædres butikker og værksteder og i aften, skal de skrive Ellens stil.
   Hun kan ikke lade være med at skimte ned gennem det aflange vindue. Hun har ikke lyst til at se ham, og hun har slet ikke lyst til, at han skal se hende, og hun burde vel stå og kikke efter børnene og vinke pænt farvel - ikke fordi det er en del af hendes job, men fordi det virker venligt, når nu hun har givet dem fri på offentlig vej.

"Undskyld, frue... "
   Ellen farer op og kan ikke lade være med at gispe.
   "Åh, jeg ville ikke forskrække Dem, frue. Jeg ville bare spørge om De havde tid et øjeblik."
   Ellen kikker direkte på en meget velklædt yngre herrer. Han står overfor hende med et yderst charmerede smil og en notesblok i hånden. En sær kombination i Ellens øjne.
   "Jeg er ikke frue," kommer hun til at sige, "jeg er frøken."
   Den unge mand ser overrasket ud, "så må De have skuffet mange i gennem tiden," han vipper med øjenbrynene.
   "Vil De væres så venlig at te Dem ordentligt," siger Ellen med sin skolelærermimik, men kan desværre ikke lade være med at rødme lidt i kinderne, hvilket gør, at den unge mand ikke tager hendes opsang særlig alvorligt. Han svarer hende i stedet med det charmerende smil, som Ellen ikke rigtig ved, hvad hun skal stille op i mod.
   "Kenneth Smith," han rækker hånden frem og virker pludselig venlig som en midaldrende gentleman, "direkte fra New York, så tilgiv mig min opførsel. Den er er sikkert ikke passende her."
   Ellen trykker hans hånd.
   "Var de børn Deres elever?"
   "Ja," svarer Ellen. En journalist fra New York. Sådan en har hun aldrig mødt før.
   "Og De er?"
   "Ellen Hunt," skynder hun sig at sige og skammer sig indvendigt over, at hun ikke har præsenteret sig ordentligt, "jeg er deres lærerinde."
   "Ja, det forstår jeg," Kenneth noterer på sin blok, at Ellen Hunt er lærerinde i byen. "Var De ved at fortælle Deres elever om Hr. McCarthy?"
   "Ja," Ellen peger ned mod det aflange vindue," han sidder dernede."
   "Skulle de skrive en opgave om ham?"
   "Ja, en lille en," Ellen føler sig pludselig på hjemmebane, "det er vigtigt, at de unge ved, hvad de må og ikke må. Og af og til har de brug for eksempler. Tom er et godt eksempel. Alle her i byen kender ham i større eller mindre grad."
   "De kalder ham Tom. Kender De ham personligt?"
   "Alle kender Tom. Han har været skomager i byen gennem flere år - sammen med sin far."
   "Ja, det hører jeg - og en udmærket en. Men De er på fornavn med ham?" Kenneth noterer, at skolelærerinden hele to gange i træk har brugt Toms fornavn.
   "Nåh, sådan. Nej, vi er ikke dus, men jeg har haft ham som elev, så... "
   Kenneths øjne lyser op. Hans ansigt åbner sig og bliver endnu indbydende og venligt at se på, "så De ser ham stadig som den lille Tom frem for Hr. McCarthy?" Ivrigt noterer han på sin blok, at skolærerinden har haft Tom som elev.
   Ellen tøver. Hun vil egentlig gerne svarer, men i stedet kommer hun til at skæve over med det aflange vindue.
   Det blik opfanger Kenneth. Han står bomstille i flere sekunder og betragter Ellens blik og hendes ansigt. "Det må da være en sær følelse at have en tidligere elev i den situation ... De har gjort Deres bedste for ham hele vejen gennem skolen, og nu... "
   Ellen svarer ikke. Hun aner ikke, hvad hun skal svare, men hun kan mærke, at hendes ansigt fortrækker sig i nogle sære mønstrer.
   Kenneth kikke forsigtigt på hende, mens han langsomt slår over i sit charmerende smil, "hvordan var han som barn?"
   "Tom? Hvorfor vil De vide det?" Hun kom vist til at lyde en smule fjendsk. Kenneth slår i hvert fald over i et mere koncentreret tonefald og et ansigtsudtryk, der viser, at han er på hendes side. "Der skrives så meget om ham. I New York er han en led morder. Med Dem har vi chancen for at vise verden, hvem han i virkeligheden er. Jeg er her ganske vist for at rapporterer fra hængningen, men med Deres viden, bliver det ikke en nådesløs forbryder, jeg beskriver, men et rigtigt menneske. Og det fortjener han. Gør han ikke? Ingen er kun ond."
   Kenneths ord tager næsten pusten fra Ellen. Hendes fortid med Tom synes pludselig enorm vigtig. "Jeg ved ikke, om jeg må," siger hun befippet mest for at undgå at svare.
   Han smiler til hende, og nu er det i hvert fald udelukket, at hun siger direkte nej. "Jeg må spørge først," skynder hun sig at sige og begynder at gå ned ad gaden, "jeg ved ikke, om skolen vil have, at jeg taler om gamle elever." Hun sætter farten op, mens hun kikker sig over skulderen. Kenneth følger kun efter hende med korte skridt. "Hvor mødes vi så?" råber han efter hende, uden at hun svarer. Han standser og stikker blokken i lommen. Ellen kikker sig over skulderen endnu engang. Nu mangler han bare at kikke den anden vej. Men det begynder han ikke på. Han følger Ellen med øjnene, indtil han ikke kan se hende mere. Det fortæller Ellen, at journalisten ikke har tænkt sig at lade hende slippe så let.
   Er det irriterende eller er det spændende? Det kan Ellen ikke rigtig afgøre, men smilet får hun jo nok at se igen.
   Og smil kan man jo aldrig få nok af, vel?

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 07/02-2018 12:07 af Niels F. Juul (Niels Juul) og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 1643 ord og lix-tallet er 23.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.