Prolog
   Fjellerup, sommeren 2005
   Hun vågnede midt på eftermiddagen.
   Noget havde forstyrret hende og hun var lettere forvirret. Hun befandt sig stadig delvis i søvnens verden, men efterhånden blev hun klar over hvor hun var.
   Hun havde lagt sig til at sove til middag på sofaen i stuen og var hurtigt faldet i søvn.
   Nu blev hun vækket ved at der blev banket voldsomt på hoveddøren.
   Hun fik efterhånden rejst sig op og kom hen til hoveddøren, som hun forsigtigt åbnede. Hun genkendte sin gæst og bød denne indenfor.
   Som det var sædvane i hendes hus bød hun gæsten på kaffe. Hun viste gæsten ind i stuen og gik selv ud i køkkenet for at starte kaffemaskinen. Mens hun målte kaffebønnerne op hørte hun sin gæst komme ud i køkkenet.
   Inden hun nåede at gøre modstand blev hun holdt fast bagfra og tvunget til at drikke det glas sodavand, som gæsten pressede mod hendes læber. Kort efter slappedes hendes krop og hun gjorde ikke længere modstand.
   Hun konstaterede med forundring at hun ikke kunne bevæge sig, selv om hun vidste at hun burde gøre modstand over for det, der nu var ved at ske. Kroppen ville bare ikke reagere og hun kunne kun se til at det uundgåelige var ved at ske.
   Gæsten førte hende ud gennem køkkendøren til den ventende bil på gårdspladsen. Efter at have placeret sit offer på bagsædet, satte gæsten sig ind på førersædet og kørte langsomt væk fra huset.
   Fra bagsædet kunne kvinden se at de kørte mod udkanten af landsbyen, men inden de kom helt ud af byen, sagtnede bilen farten og kørte ind på en ubebygget grund og stoppede bag et buskads, hvor den ikke kunne ses fra vejen.
   Hun blev ført ud af bilen og hen i den fjerneste ende af grunden. Her så hun til sin rædsel det aflange hul, der allerede var gjort klart til hende. Hun blev skubbet ned i hullet og lagt på ryggen.
   Mens hun fortsat var ude af stand til at reagere mærkede hun den ene skovlfuld jord efter den anden ramme ned på hendes krop. Først blev benene og fødderne dækket, så selve kroppen og til sidst blev der hældt jord ned om siderne af hendes hoved.
   Hun så op på gæstens ansigt. Det så ud som om gæsten stod og talte med sig selv. Det var det sidste hun registrerede, før endnu en skovlfuld jord tog lyset væk og alt blev sort for altid.

Kapitel 1
   Fjellerup, juni 2010
   Den store gravemaskine fjernede tørvelaget på det område, der skulle graves i.
   Det var rent rutinearbejde, som de tre mænd udførte. Gravemester Helge Petersen var en stor mand, der med de bare næver kunne flytte store sten, men han foretrak nu at bruge sin elskede gravemaskine, som han havde anskaffet sig sidste forår.
   Fra sin plads bag de mange styrehåndtag havde han et fint overblik over sin arbejdsplads. De to gravefolk han havde med sig ordnede de praktiske ting ved udgravningen såsom at markere graveområdet, fjerne buske og andet, der var i vejen, samt spærre udgravningen af, så udenforstående ikke faldt i den når det blev mørkt. Når gravearbejdet var færdigt skulle gravefolkene lægge rør til kloakvand og derefter kunne Helge dække renden til igen.
   De havde efterhånden gravet sig igennem det meste af Fjellerup. Det var blevet besluttet af kommunen at alt tagvand og kloakvand, der før løb til det samme afløb, nu skulle separeres, så der ikke fremover skulle bruges ressourcer til at rense regnvand og at kloakvand skulle pumpes videre op til Fornæs til et stort fælles rensningsanlæg.
   Arbejdet var blevet varslet overfor byens borgere mange måneder i forvejen. Alligevel kom det bag på nogle husejere, når de kørte gravemaskinen i stilling ved et hus.
   Når annoncering, personligt informationsbrev til hver enkelt husstand og synet af arbejdsmaskiner i hele byen ikke var nok til at vække folks opmærksomhed, var der nok ikke noget at gøre, andet end bare at grave og så lukke ørerne for de folk, der brokkede sig, tænkte Helge.
   Helge og hans to gravemedarbejdere, Jens og Viggo, væddede nogle gange en formiddags øl på, hvordan en husejer ville reagere, når de kom ind på grunden med deres graveredskaber. I løbet af sommeren havde de nok tabt næsten lige mange gange, så det gik nogenlunde op, men det var en god måde at afgøre på, hvem der havde turen til at give en omgang.
   Helge trak i håndtaget og fik skovlen til at tage en god portion jord væk. Sådan havde de kørt hele formiddagen og de var næsten henne ved det sted, hvor selve den ny kloakbrønd skulle ligge. Der var kun ganske få minutter til deres frokostpause, så både Jens og Viggo stod ved siden af maskinen og så på skovlens arbejde.
   Pludselig blev Helge revet ud af sine tanker, da Viggo råbte, at han skulle stoppe straks. Helge stoppede sit arbejde og slukkede for maskinen før han hoppede ud til de andre. Det skete ind i mellem, at de var ved at få gravet et elkabel over, og det var da også lykkedes et par gange. Det var nok tæt på igen, tænkte Helge.
   Da han så hen på Jens og Viggo fik han gåsehud over hele kroppen. De var trådt et skridt baglæns fra udgravningen. Øjnene var vidt åbne og underkæben hang på dem. Uden at sige et ord pegede de ned på jorden foran gravemaskinen.
   Han fulgte deres blik og fik det pludseligt koldt, selv om det var en varm sommerdag. Knogler, ribben og en hovedskal var kommet til syne i hullet.
   "Hvad pokker sker der så her?"
   Helge så bestyrtet på sine folk.
   "Vi er da ikke inde på en tidligere begravelsesplads, eller hvad?"
   Jens og Viggo, der begge havde kendt Fjellerup i mange år, benægtede dette og forklarede Helge, der kun havde kendt byen i omkring tre år, at området tidligere havde været én stor grund, men at den var blevet delt op i to grunde, hvor de i øjeblikket stod på den bagerste af grundene. Den var nu anlagt som koteletgrund, da det ikke var tilladt at lave udkørsel til den større vej, der løb på bagsiden af grunden. Men en begravelsesplads havde der nu aldrig været der.
   Helge halede en mobiltelefon op af lommen.
   "Jeg er nødt til at ringe til politiet og anmelde dette. Der er da vist ingen tvivl om, at det er resterne af et menneske, vi har fat i her."
   De to gravefolk nikkede samtykkende og Helge trykkede 114 på tastaturet.
   ...
   Lena og Enevold ankom til findestedet i Fjellerup så hurtigt det kunne lade sig gøre.
   Alarmen var kommet ind til efterforskningsafdelingen midt på dagen fra den politipatrulje, der var rykket ud som svar på opkaldet fra Helge Petersen.
   Anette Just, der var sekretær i Lenas efterforskningsgruppe, havde modtaget opkaldet. Hun havde straks informeret Kurt Christensen, der var leder af den samlede efterforskningsafdeling i Århus. Han havde hurtigt besluttet, at det skulle være Lenas team, der skulle tage sig af opgaven.
   Lena Nielsen var 34 år og boede selv i Fjellerup. Der havde hun boet siden 2005, hvor hun var flyttet ind i deres dejlige hus i udkanten af skoven. Hun boede der sammen med sin mand, Anders, der var biolog i Statsskovvæsnet.
   Enevold, der var 44 år, var Lenas nærmeste medarbejder i gruppen. For nogle år siden var der blevet dannet en ny gruppe i efterforskningsafdelingen. Mange havde troet, at det var Enevold, der skulle være leder af gruppen. Kurt havde dog valgt, at denne opgave skulle gives til Lena på grund af hendes fremragende analytiske evner.
   Enevold havde syntes, at det var helt i orden og følte sig ikke forbigået. Han havde det alligevel bedst med at grave sig ned i materialet. Han elskede at støve rundt efter nye oplysninger der kunne bruges i sagerne. Det administrative og overordnede ledelsesansvar var ikke lige hans interesseområde.
   Den dag det officielt var blevet meldt ud, var Enevold gået tidligt hjem. Han havde besluttet at han for en gangs skyld ville afspadsere et par timer og så ville han glæde sin kone Hanne med at der måske nu blev lidt bedre tid til familielivet - med en ny gruppe kunne arbejdet fordeles på lidt flere.
   Hannes reaktion havde været meget anderledes end forventet.
   Hun var standset midt i det hun var i gang med og havde stirret på ham. Først var hun blevet helt hvid i ansigtet, lige derefter løb blodet atter til og hun lignede en tomat. Hun trak vejret i hurtige stød mens hun åbnede og lukkede hænderne, så knoerne blev helt hvide.
   Enevold havde bekymret spurgt om der var noget galt. Det havde ikke været det rigtige spørgsmål!
   Da Hanne lukkede munden op og begyndte at tale, kom der én lang strøm af ord om ansvar, anciennitet, forbigåelse af betroede medarbejdere og flere lignende ting. Enevold havde tålmodigt forklaret hende, at han selv var ganske godt tilfreds.
   Hanne var igen kogt over, denne gang om alle de penge, der ville følge med, hvis han havde fået stillingen i stedet for Lena.
   Enevold havde tålmodigt hørt på hende. Da hun til sidst beskyldte ham for at være en vatnisse, havde han fået nok. Han kunne mærke vreden koge op i sig og musklerne stramme i kæberne. Samtidig begyndte hans øjne at få et rødligt skær.
   Ordene kom pludseligt ud af munden på ham. Hanne stoppede brat, så forskrækket på ham og trak sig så baglæns til sit køkken.
   Senere havde de dog fået talt om det igen og der var blevet fred i huset som før.
   Enevold syntes i dog stadig, at det var helt i orden med Lena som chef. Hanne havde måttet bide sin utilfredshed i sig og nævnte det ikke igen. Efterhånden, som hun havde tænkt tingene igennem, blev hun faktisk mere og mere glad for at det var blevet Lena i stedet.
   Efterhånden, som hun havde tænkt tingene igennem, blev hun faktisk mere og mere glad for at det var blevet Lena i stedet.
   Enevold havde i mange år haft for vane at tage bunker med papir med hjem. Så kunne han bruge aftenen til at samle nogle flere oplysninger sammen, og det var Hanne godt træt af. I begyndelsen havde han siddet med alle papirerne enten på spisebordet eller på sofabordet, og det havde været noget rod. Senere fik de bygget om, så børnene fik bedre værelser og Enevold sit eget hjemmekontor. Det havde også været svært at komme i kontakt med ham når han var fordybet i alle papirerne. Hanne var derfor nu helt afklaret med, at tingene var bedst på den måde de var endt på.
   ...
   Lena parkerede den civile politibil ude på vejen ved siden af patruljevognen fra Grenaa. Hun sprang ud af bilen og var klar til at gå i gang, men hun ventede tålmodigt på Enevold. Hun vidste at han var lidt længere tid om at komme ud af bilen. Med sine 202 cm var han nødt til at folde sig lidt sammen for at komme ud, men inden længe var også han klar til at de kunne se på tingene. De kom ind på den bagerste del af grunden og hilste på de to betjente fra ordenspolitiet, der havde orienteret efterforskningsafdelingen om fundet.
   Helge, Jens og Viggo stod lidt derfra og ventede. Helge havde taget sin kasket af og kløede sig i nakken mens han fortsat så ned på resultatet af sit arbejde. Jens og Viggo lignede et par skoledrenge, der var blevet taget i at kigge gennem nøglehullet til pigernes omklædningsrum
   Helges nye gravemaskine stod fortsat med grabben halvt oppe af jorden og med knoglerester liggende lige omkring det sted, hvor Helge havde taget den sidste grab fuld af jord.
   Den ældste af betjentene førte Lena og Enevold hen til findestedet. De kiggede kort på fundet, hvorefter Lena tog sin mobil frem og ringede til Jørgensen. Gunner Jørgensen var retsmediciner og den person, der tog ud på findestederne, når noget skulle sikres og undersøges nærmere. Lena og Enevold kendte ham begge to som en hyggelig bedstefar type med skaldet hoved og kinder som en bulldog.
   Jørgensen meddelte Lena at han var klar til at rykke ud med det samme. Han ville kunne være hos dem sammen med sine folk om en times tid.
   Lena slukkede sin mobil, orienterede Enevold om hvad Jørgensen havde sagt, og lagde mobilen ned i lommen igen.
   "Nå, Enevold, hvad tror du lige, der er sket her?"
   Lena smilede til sin kollega.
   "Det er svært at sige, men lad os se hvad Jørgensen mener, når han har set på det."
   "Ja, men så lad os tale med de tre mænd, der fandt skelettet."
   Lena begyndte at gå over mod de tre mænd, der trykkede sig lidt tættere sammen da hun nærmede sig.
   "Hej, jeg hedder Lena Nielsen og er efterforskningsleder. I øvrigt bor jeg her i byen, så jeg kender selv området rimeligt godt."
   Lena smilede imødekommende til dem og de slappede lidt af og smilede tilbage.
   "Jeg tror ikke, jeg behøver at afhøre jer hver for sig. Det er jo det samme I har set og der er ikke sket andet end det vi selv kan se endnu."
   Helge tråde et skridt frem. Han drejede kasketten mellem sine grove hænder og så ned i jorden.
   "Det er så mig der ejer maskinen der. Jeg er mester for gravearbejdet."
   Lena nikkede og bad ham oplyse navn og cpr.nr. så det kunne blive skrevet ind i rappoprten.
   "Hvad skete der så her i dag? Kan du ikke give os en kort beskrivelse af hvordan I lige pludselig stod med et skelet på grabben?"
   Helge så hen på de to andre, der nikkede som samtykke til at han kunne føre ordet. De var hellere end gerne fri for det.
   "Ja, vi var næsten henne ved det sted, hvor brønden skal etableres og det var en af de sidste grabber jord vi skulle have væk før frokost. Jeg sad oppe i maskinen og betjente håndtagene, da Viggo derovre pludselig råbte at jeg skulle stoppe."
   Lena så venligt afventende ham. Da han ikke selv fortsatte bad hun ham gå videre med sin beretning.
   Helge så ned i jorden et øjeblik, rømmede sig så og fortsatte.
   "Jeg troede først at vi igen havde fået fat i et elkabel. Det sker ind i mellem at de ikke er gravet helt ned hvor de skal ligge efter reglerne. Det betyder desværre at vi så kan komme til at rykke lidt i dem, hvis vi ikke er forsigtige. Men denne gang, ja, du kan jo selv se at det i hvert fald ikke var et kabel, vi havde fået grabben i."
   Lena så på de to andre.
   "Er der noget I vil tilføje til Helges forklaring?"
   De rystede begge på hovedet og Lena bad dem derfor blot om at oplyse deres navne og cpr.nr. , så det kunne blive skrevet ind i rapporten.
   Lidt efter ankom Jørgensen med to af sine folk og hele sit udstyr.
   Han gik hen til udgravningen og kiggede på fundet.
   "Det ligner ikke en, der er blevet lagt der i går eller i år, for den sags skyld."
   Jørgensen bukkede sig ned og så nærmere på skeletdelene.
   "Hvis vi ser på bækkenets størrelse og form, er jeg ikke i tvivl om ligets køn. Det er tydeligvis en kvinde. Hvor længe hun har ligget der kan jeg først sige efter nogle nærmere undersøgelser og det samme gælder for hendes alder på drabstidspunktet."
   "Du mener at hun er blevet dræbt?"
   Enevold så spørgende på Jørgensen.
   "Ja, det er jeg overbevist om. Det er vel de færreste, der lægger sig til at dø efter at have gravet sig ned."
   Jørgensen smilede godmodigt til Enevold, der tog imod den humoristiske bemærkning med et lille nik.
   Jørgensen så over på Lena.
   "Men hvad mener du, Lena?"
   Lena nikkede.
   "Det er vist uden for enhver tvivl at vi skal efterforske sagen som en drabssag. Der er nok ikke mange spor at gå efter her så længe efter, men I må hellere finkæmme stedet som sædvanligt alligevel. Man kan jo aldrig vide, om der alligevel kan dukke noget op."
   Jørgensen gav sine folk instrukser og vendte sig så mod Lena og Enevold.
   "Der er vel ikke mere I kan gøre her nu. Jeg vender tilbage til jer med en rapport om et par dage. Det haster nok ikke så meget med at starte eftersøgningen efter hendes morder, når der allerede er gået så lang tid."
   Lena nikkede og gik sammen med Enevold ud til bilen og kørte tilbage til efterforskningsafdelingen i Århus.

Kapitel 2
   Fjellerup, august 1964
   Johan Jensen kom gående langs stranden i Fjellerup.
   Han var gået ud af skolen for to måneder siden og nu nød han sin frihed i fulde drag. Ikke fordi han havde fri hele tiden, langt fra. Han var en del af en fiskerfamilie, der i mange år havde levet af bundgarnsfiskeri fra standen i Fjellerup. Det var hårdt arbejde, men det var et frit liv.
   Når ha tænkte tilbage på de ti år han havde tilbragt i skolen kunne han straks mærke at hans krop reagerede imod indespærringen i et klasselokale. Han fik trykken for brystet og hans hænder blev fugtige af sved. Bogstaverne havde altid levet deres eget liv. Og selv om han prøvede ihærdigt at fange dem, smuttede de altid fra ham. Han kunne mærke presset fra læreren og de andre elever i klassen, når det var hans tur til at læse op af læsebogen. Han svedte voldsomt og hænderne rystede så meget, at det blev endnu sværere at fastholde de drilske bogstaver.
   Først når han var nede ved stranden igen, kunne han trække vejret frit.
   Han fyldte lungerne med den friske luft og mærkede straks roen sprede sig i kroppen igen. Det var rigtigt, at han ikke var bogligt stærk, men han kunne læse så meget andet. En sky, der vandrede hen over himmelen, en krusning i havoverfladen og de forskellige fugles flugt over himmelen i forskellige situationer fortalte ham så meget mere end bogstaverne i en bog.
   Han arbejdede nu sammen med resten af familien med fiskeriet. Arbejdet havde styrket hans krop og han var muskuløs og velbygget. Et strejf af noget sårbart kunne vise sig en gang i mellem, dels på grund af det lyse hår og de blå øjne, men også på grund af det vagtsomme blik, der var et resultat af ti års møde med et skolevæsen, der ikke forstod hans særlige problemer.
   De gamle fiskere i familien, der alle var skarpt skårne og groft byggede, drillede ham og syntes han var for blød, måske skulle han have været en tøs i stedet, som nogle af dem foreslog.
   Johan lod dem bare tale, han vidste godt, hvad han var og tøserne, som de sagde, havde han et godt øje til. Det var dog ikke de lokale fiskerpiger han kiggede efter, de var efter hans mening for tunge i sind og krop. Nej, han ville hellere kigge på et par af de unge piger, der hver sommer boede i nogle af de få sommerhuse, der på det tidspunkt var dukket op på stranden.
   De lokale fiskere syntes, at det var tovligt at bygge små sommerhuse helt nede ved vandet. Hvad ville de dog der, hvor det altid blæste? Men Johan syntes, at det var dejligt, at de kom til Fjellerup om sommeren. Specielt havde han et godt øje til det yngste medlem af familien Jørgensen fra Mariager. Ægteparret Jørgensen kom to gange om året sammen med deres datter og de blev der et par uger hver gang. De var blevet forældre til Elin, som datteren hed, i en sen alder og Elin var da også deres eneste barn.
   Johan havde mødt Elin en sen eftermiddag nede ved stranden. Hun havde spurgt ham om hvor man kunne købe de bedste friske fisk. Da han begyndte at tale med hende kunne han mærke, at han blev usikker på en måde han aldrig havde prøvet før. Hans sprog blev forandret, hans blik flakkede og han kunne mærke en varme brede sig i kroppen på ham.
   Elin, på sin side, var skarp i replikken og fast i blikket. Det gjorde ham svimmel at være i nærheden af hende, men på en behagelig måde.
   Efterhånden vænnede han sig lidt til at være i selskab med hende og glædede sig til næste gang, de skulle ses.
   Da hun tog tilbage til Mariager sammen med sine forældre efter ferien, mærkede han en tomhed, som han aldrig havde oplevet før. Stranden, havet og himmelen havde altid været nok for ham, men nu manglede der på en eller anden måde endnu et element, før alt var som det skulle være.
   Hen over vinteren holdt de kontakt ved at skrive til hinanden og efter et par sæsoner på den måde var den korrekte betegnelse for dem vist at de nu var blevet kærester.