Et nyt liv

Kapitel 1


4 år siden 4 kommentarer Uafsluttet Romaner

4Et nyt liv - Kapitel 1
Det er en kølig efterårsdag i november. Træernes visne blade på v... [...]
Romaner
4 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Alexander Pedersen (f. 1991)
Det er en kølig efterårsdag i november. Træernes visne blade på vejen, viser tydeligt at vi er i slutningen af efteråret, og jeg stopper op for at betragte et træ som stadig har et enkelt blad hængende på dens nederste gren. Det er som om bladet nægter at give slip, og er fast besluttet på at blive på træet vinteren over. Mens jeg forstenet stirrer på det kæmpende blad, kan jeg se hvordan det i sidste ende må overgive sig, da en kølig brise tvinger det til at give slip fra dens gren og lader sig svæve med vinden. Jeg trækker min frakke op til ansigtet og trasker videre i den bidende kulde. I frustration over den lige gyldige undervisning i skolen, sparker jeg hårdt til en lille sten på det smalle fortov mens jeg beder til den gud jeg ikke tror på, at undervisningen vil blive aflyst resten af ugen. Jeg ser stenen flyve i lang bue ud på den kolde asfaltvej, som lige når at lande på vejen før en sort mercedes kommer kørende. Jeg stopper bræt op, og bliver i et kort øjeblik bekymret for om bilen blev ramt, mens jeg følger den med et bekymret ansigtsudtryk, indtil den er forsvundet længere ned ad vejen. Jeg bliver enig med mig selv om at jeg hellere må skynde mig hjem og sætter i løb mens jeg kniber mine øjne en smule sammen, for at undgå at kulden tørrer mine øjne helt ud.

I det jeg haster afsted, spotter jeg Christian over på den anden side af gaden. Han kommer gående med hans altid forsigtige skridt, mens han kigger ned jorden. Han har kort sort hår, en smule buttet ligesom jeg selv og kan som regel godt lide at være alene. Han og jeg, har kendt hinanden siden vi var små og er tit sammen i hverdagen. Vi er hverken de upopulære i skolen eller de populære - vi er blot de neutrale som folk lader værre og passer sig selv. Noget vi begge to sætter pris, siden vi begge to altid fortrukket ikke at være for meget i centrum.

"Hej Christian!" Råber jeg over til den anden side af gaden, mens jeg vinker med mine ranglede arme. Han hører mig ikke, og jeg prøver at råbe igen uden succes. Han har altid en tendens til at forsvinde ind i sin egen verden af tanker og historier, og ikke hører meget hvad der forgår omkring ham. Når vi går sammen rundt i byen, bliver jeg næsten nødt til at tage fat i ham når vi skal krydse en vej, fordi han har en tendens til ikke at opdage biler der kommer kørende, og et par gange har han været tæt på at blive kørt ned. Jeg kigger til begge sider på vejen, og spæner over til ham. Den lange løbetur sammenkoblede med min spurt over vejen, gør at jeg næsten er helt tom for luft da jeg når frem til ham. Jeg giver ham et forsigtigt klap på skulderen, for at ikke at skramme livet af ham, mens jeg desperat hiver efter vejret.

"Christian. Er du helt døv!?" siger jeg, og giver ham et lille chok.

"Hej Martin!" Udbryder han chokeret, og han virker til at komme tilbage til den virkelige verden.

"Hørte du slet ikke jeg råbte over fra den anden side af vejen. Jeg viftede og råbte to gange til dig, men du var bare helt væk." og giver ham et par opgivende øjne.

Han griner og prikker let til min lidt buttet mave. "Overhovedet ikke, men det var vist kun godt, for det gav da dig en ekstra omgang‐motion. Det ved vi vist begge godt, at du trænger til" På trods af at han altid er forsigtig omkring fremmede, har han altid elsket at sende små spydige kommentar afsted mod mig, hvilket tit bliver gengældt. På trods af at vi begge har et par ekstra kilo for meget, har vi altid kunnet lave små jokes med hinanden omkring det. Nok for at gøre det hele lidt sjovt og ikke altid så alvorligt.
   Jeg tager et skridt tilbage, mens jeg hæver min knyttede hånd og lader min mellem finger rejse sig, for at tilkendegive min mening om ham. "Det betyder bare jeg er 300 gram lettere end dig, hvilket blot gør jeg ser betydeligere bedre ud end dig. Jeg siger dig, Nanna skal nok falde for mig, og så skal vi nok se hvem der ler til den tid!". Jeg vælger at posere som en ægte bodybuilder foran ham, mens jeg udbryder et kraftigt brøl for at markere min mandighed. Eller mandighed, er nok meget sagt. Hvad man nu kan forvente af en 13-årige dreng.

"Jeg troede jeg var den eneste der havde en tendens til at forsvinde ind en fantasiverden" griner han og giver mig et venskabeligt skub med sin højre skulder, mens han går videre. Jeg går op på siden af ham igen.

"Hey. Du var ikke skole i dag?" spørger jeg forsigtigt. Han trækker bare lidt på skulderen, og der er et par sekunders stilhed.

"Har det noget at gøre med... ja, du ved?". spørger jeg igen. Han retter bare sit blik ned mod jorden og vælger ikke at svare mig.

"Det er ikke fordi jeg vil snage, men ja du ved. Vi er jo ligesom Jing og Jang. Hvis der er noget.. så kan jeg måske hjælpe. Mor og far nævnte lidt i går om at..."

"Jeg har ikke brug for hjælp af en tøsedreng som dig". Kommentaren gengælder jeg med et hårdt slag på hans højre arm, som vil give ham et blåt mærke som et godt minde om hans utaknemlighed.

"Hey hey.. Slap dog af! Det var bare for sjov. Jeg gider bare ikke snakke om det. De er ved at drive mig til vanvid, med alle deres vanvittige kommentarer. Og man skal tro vi kunne opføre os barnligt? Nogle gange føles det som om, de opfører sig som nogle på min alder, og jeg opfører mig som en på deres alder. Så bare lad vær med at spørge mere indtil det." Han sætter farten op mens hen giver et vredt hvæs. Jeg går bag ham i et par sekunder, mens blæsten stadig pisker ind i mit ansigt, og jeg kan mærke hvordan mine kinder føles noget nær frosne. Jeg har nu en kamp med mig selv hvor jeg udtænker hvad min næste handling bør være, men bliver hurtigt enig med mig selv om at noget sjovt må være det bedste. Jeg går op foran ham, drejer rundt så jeg går baglæns mens jeg kigger på ham.

"Hey! Vil du høre hvad uhyret gjorde i går" mens jeg giver ham et dask på skulderen. Det sidste stykke tid har Christian og jeg fornøjede os gevaldigt over min søster, på 16 år, som har udviklet sig et temperament som er på størrelse med 10 tyrannosaur rex tilsammen, hvilket er en stor fornøjelse for mig at se på, i modsætning til mine forældre som efterhånden tager en usynlig rustning på hver dag, når de forlader deres soveværelse for at begive sig ind i dagens forskellige kampe. Ikke desto mindre, skaber det nogle fantastiske historier.

Christian lyser op - "Ha! Hvad har hun nu gjort?!"

"Okay, så i går aftes sad vi og spiste aftensmad. Vi fik bare pasta og kødsauce, fuldstændig som vi plejer. UD OVER, at denne her gang havde farbare lige valgt at tilføje nogle små gulerødder. Så vi sidder lige så stille og spiser, mens uhyret sidder og prikker til maden, og man kan bare se hvordan hun tager de der små gulerødder og skubber dem ud til siden. Forstil dig hun bare side med hånden hårdt klemt om gaflen." Jeg tager en kort gren op fra fortovet, for at imitere bevægelsen hvor hun nærmest graver i tallerkenen. " Mor spørger hende om hun ikke kan lide maden. Jeg mener sådan forsigtigt, som om hun er ved at gå ind i en drages hule!" Christian griner højlydt, og det er tydeligt at han er fanget af historien.

"Er din mor stadig i live?" mens han selv tager en gren op fra fortovet, for at efterligne hvordan min mor bravt kæmpede mod monsteret. Han svinger med grenen til alle sidder og er lige ved at ramme mig i hovedet, men jeg når at dukke mig og ser den svinge indover mit hoved. Han fuldender sit skuespil med at han går ned på knæ med en hånd fra maven, for at dække hans usynlige sår, hvorefter han vælter fladt ned på jorden, som tydeligt fortæller at min mor tabte kampen mod det store monster. Jeg griner højlydt selv, og får næsten et krampeanfald og har glemt alt om den bitre kulde og den akavede stemning fra før. Det tager mig flere forsøg at starte historien igen.

"Okay, så siger hun det her" Jeg hoster lidt, for at ændre min stemme til ekstra lys for at gengive min søster skinger stemme.

"Om jeg kan lide maden! Hvem i helvede putter gulerødder i maden! Gulerødder? Jeg har sagt det, og lad mig nu lige tælle hvor mange gange. Er det 1, 2, 3, 4 eller måske 500 gange, jeg har sagt at jeg hader gulerødder. Freaking gulerødder. Jeg bliver fuldstændig sindssyg af jer!" Jeg holder en lille pause, for at ændre min stemme tilbage det til normale.

"Seriøst Christian. Jeg sad bare og kiggede ned i bordet, fordi jeg var ved at dø grin. Mor og Far sidder bare helt paf, og er nærmest i chok. Og jeg ved bare, hun vil angribe mig mens jeg sover, hvis hun ser mig grine. Hvad hun ender med at gøre, er at hun tager sin tallerken og bare hælder hele potionen tilbage i gryden mens hun skubber så hårdt til stolen, at den vælter og bare stormer ud af køkkenet. Og ved du hvad hun gør så?!"

"Nej, fortæl nu det sidste" udbryder han mens han venter på den store finale

"Hun begynder at græde mens hun løber ud! Min søster vælger at begynde med at græde fordi hun ikke kan lide gulerødder i sin mad. Hvem i alverden kan begynde at græde over gulerødder?!" Christian kigger nærmest forstenet på mig med store øjne, der tydeligt fortæller at han ikke kan tro det kan lade sig gøre.

"Hun har et seriøst problem med gulerødder. Måske hun skulle gå til en gulerods-psykolog."
   Historier om min søster er altid en sikker vinder, og har heldigvis fået ledt Christians tanker væk fra det derhjemme. I samme sekund, som vi skal til at dreje til venstre til den sidevej jeg bor på, rammer jeg direkte ind noget hårdt som er knap et hoved højere end mig.

"For fanden Martin. Kan du ikke se dig for hvor du går, og hvad glor du på Christian" udbryder min søster med et hvæs, mens hun skubber til mig og fortsætter op ad den vej vi kom fra.

"Som du kan se Christian, er hun stadig dybt traumatiseret af gulerødderne.". Vi griner begge to højlydt, og jeg giver ham et lille skub med min skulder. Vi fortsætter op ad den korte sidevej, hvor vi standser uden for mine forældres hus.

Mine forældre bor i et meget klassisk villahus med brune mursten mure, en Kare port i højre side og et gråligt tag som fortsætter op i en spis med et stort vindue i toppen der vender ud mod vejen, Min far har lavet en flot sti, med små lys-lygter langs siden, som leder folk fra vejen op til vores hoveddør igennem den klassiske grønne græsplæne, som fortsætter langs venstre side af huset og videre om til vores baghave, hvor vi har en flot terrasse brolagt med grå-stenblokke. Vi plejer som regel at grille så tit vi kan om sommeren i vores baghave, hvilket er noget min far og jeg er meget glad for. Vi kalder os selv for "Grill-master teamet". Christian og jeg har brugt uendelige tider i vores store bøgetræ i baghaven, hvor vi mirakuløst ikke er kommet til skade endnu, på trods af vores akrobatiske måde at hoppe rundt i træet.

"Hey, der før hvor du råbte efter mig og jeg ikke hørte dig. Jeg gik og forstillede mig at jeg havde købt en guitar" siger Christian ud i det blå.

"En guitar? Hvorfor vil du pludselig have en guitar? Det har du da aldrig snakket om før?",

"Nej, men jeg syntes bare det kunne være sjovt. Jeg gad godt lære at spille på en. Jeg sidder og lytter til en masse musik for tiden.."

"Udyret også kaldet Sofie, har en guitar hængende på værelset. Det lyder forfærdeligt når hun prøver at spille på den."

"Har du aldrig haft lyst til at prøve at spille på den?"

"Ikke sådan rigtig. Det er ikke noget jeg lige har tænkt over i hvert fald. Desuden vil hun aldrig lade mig prøve den."

"Jah okay. Men jeg gad bare godt have en, og prøve at lære det. Jeg har fundet det har band der hedder Sansil, som lyder helt vildt godt. De er et dansk band der udgav deres første album for et års tid siden. Jeg fandt dem rimelig tilfældigt på YouTube. Forsangeren spiller på guitar nemlig."

"Og lad mig gætte. Du gad godt være forsangeren i Sansil?"

"Indrøm det. Det kunne være fedt at lære at spille guitar!"

"Ja det kunne det vel. Nå, jeg vil til ind. Jeg er ved at fryse til is efterhånden af den kulde her. Vil du med ind?"

"Nej, jeg tror bare jeg tager hjem igen. Men vi ses nok i morgen i skolen."

"Okay, vi ses. Se om du kan opdrage lidt på dine forældre" siger jeg grinende, som ikke ligefrem bliver modtaget godt af Christian. Han giver et kort vink og går tilbage hvor vi kom fra. Jeg åbner lågen i vores stakit, og følger min fars sti op til vores hoveddør, hvor jeg bliver mødt af en behagelig varme da jeg åbner døren, som giver mig min normale farve tilbage i kinderne...


Fortsættes..
Forfatterbemærkninger
Hej. Jeg håber i har lyst til at give konstruktiv kritik. Det er første gang jeg skriver en tekst, hvor dette er en del af en historie jeg er begyndt på. Jeg er ikke helt sikker på hvilken vej historien skal gå, men kunne enormt godt tænke mig konstruktiv kritik på min skrivemåde, fejl i opstilling osv. :) Jeg har set der er utrolige mange dygtige forfattere herinde, så håber i har lyst til at læse det og give ud af jeres enorme :) Jeg har læst korrektur, og håber jeg fik alt med.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 29/09-2017 09:33 af Alexander Pedersen (Manden fra Nord) og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 2330 ord og lix-tallet er 26.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.