It don't mean a thing, det ved hun godt, det ved de alle til dels, imens de får nattelivet til at rejse sig om benene som en flokfuld hopper i strakt galop. De ved at kærlighed på Lipstick er et flodløb på savannen, så man skal være vågen, Mattea lukker ikke et øje i sine kjoler langt over knæniveau, hun indtager dansegulvet efter midnat, weekend-kohl om øjnene. I hendes hoved udspiller disse timelange affærer sig altid til de samme, gamle melodier med Dukes hele bigband til at blæse fanfarer i baggrunden, når pigerne kommer, når de går. Harriet kysser hun på halsen, indtil violintrillen dør ud. Anne bruger en lipgloss der smager af kirsebær, sødmen fornemmer hun i intervaller, for hvert af trompetens stød og støn. Med læbestift afmærker de hinanden, markerer hvor de har været, hvorfra deres nye udgangspunkt strækker sig. Mod det næste beat, det næste riff, den næste elskerinde i rækken, alle swinger de i samme retning. Frem, ikke tilbage.

Lisa Ahlberg voksede gradvist fra sin status som uopnåelig drøm, blev et stykke med nostalgi i stedet og det var heller ikke fordi Mattea manglede drømme til at overtage hendes plads, da hun var fjorten, nej, de stod i kø, med deres ligeså blonde hår og deres blå øjne, de andre piger fra Henris sanghold som hun elskede på skift, den ene efter den anden, som perler på en snor var de. Så runde og fine og unikke hver især. All you got to do is sing, gentog hun for sig selv, når de lå ved siden af hinanden efter et pyjamasparty, Pige A eller B eller C og hende, at kysse var vel bare at synge uden lyd ind i et andet menneskes mund. Sådan udspillede hendes første kys sig også, det var med Mie, som en lydløs melodi med læberne, med tungen, der fik hende til at danse i alle kropsdele, i hver celle. Nostalgien blev til baggrundsmusik, mens drømmefangeriet udgjorde vokalen. Hendes eget instrument.

Sacha er aggressiv på trommerne, hendes trommestikker angriber bækkenet som var det en lækker piges, ligefremt og uden nogen tilbageholdenhed, sådan er hendes sound, åbenmundet, ærlig. En ren samvittighed til hvert af bandets optrædener, hun fastholder dem i det ægte, afbalancerer alle Matteas egne påtagener ved mikrofonen. It makes no difference if it's sweet or hot, siger Sacha ofte, når de sidder og lytter til Lizette på klaveret, mens hun øver sit dagligdags klassiske, Liszt og Chopin og andre fine navne fra nodehæftet, af de tre i trioen er hun den eneste der må underlægge sig de skolede principper, mandag til fredag har hun et andet job at passe. For længst har de vedtaget, tre mod én, at Lizette er den søde af dem med sine petitesser, sine nøjsomheder og sit raffinerede væsen. Hun angriber ikke klaveret, hun elsker det med fingrene. Et sted ude i verden, tænker Mattea, må der findes en heldig kvinde som er blevet elsket på præcis samme måde.