Sacha minder hende om en gyldnere tid, en jazz age, en swing era med hendes strøgne skjorter og foldede bukseben, med hendes voks-glatte hår, kort og stridt à la nyligt høstede aks. Bag trommerne får hun Mattea til at tænke på en anekdote fra Depressionen der med tiden blev glemt eller måske aldrig fortalt i første omgang, historien om en mand der kun havde sit trommesæt tilbage, det var hans levebrød, det var hele hans liv, han spillede som han åndede, for overlevelsens skyld. I fall in love too easily, messer Mattea i en lav hvisken, mikrofonen lytter alligevel altid med og Sacha falder så ubesværet ind med sit underspillede beat, shish, shish, shish siger highhatten, den tæller ned, men til hvad? De kysser første gang på dansegulvet, efter at have overlevet en klassisk vals i midten af diskotekets kaos-ligninger, de står uendeligt tæt, Sachas læbepomade får hendes mund til at tegne sig glødende, læberne står i kontrast til hendes ansigts uberørte lærred. Mattea smiler. Mattea håber. Mattea tror.

Mie skreg og Mattea skreg og tilsammen dannede de et vaskeægte skrigekor, de skabte en ny og uinteressant musikgenre som ikke engang Mattea gad lytte til, den sjældneste af slagsen. Mie græd og Mattea græd, de holdt om hinanden i intervaller, kortvarige glimt af en gammel intimitet, for så endelig at skubbe hinanden væk, sådan svajede de frem og tilbage på deres bare og uskyldige fødder, fødder som intet havde gjort, det var deres munde der løb af med dem. Ingen af dem ville gå først og derfor bevægede de sig i sidste ende hver deres vej, stak i forskellige retninger, Mie drømte om scenelyset, lampeskæret, mens Mattea stadig fik undervisning af sin egen Lisa bag lukkede øjenlåg, deri lå hendes drømme. I fall in love too terribly hard for love to ever last, mente Chet Baker og Mattea overstregede Mies navn i blæk på alle sine dagbogssider, måtte vel indse at han talte på hendes vegne. Også.

Da de fandt hinanden, i bandet, var det med hovederne først og sikke et tjubang, sammenstød og sammenskud og sammen var de, sådan. Rosalie holdt med glæde fast i deres fortørnede skikkelser ligesom hun holder om sin kontrabas, på kærlig facon og omfavnende maner, med en elskerindes tilgivende arme. Hun er ligeså meget Moder Jord som hun er jazzen selv, kontrasterne lægger hun på linje, deres sammenlagte vægt bærer hun på sine brede skuldre, Rosalie var troværdig dengang, som Rosalie er troværdig nu og Rosalie kigger kun på dem én gang den følgende aften, så gør hun sine konstateringer. Du og hende, siger hun, tillykke til jer, inkluderer dem begge i sin adressering, både Sacha og Mattea som griner samtidigt og hviler hagerne på hinanden, i hoved- og skulderhøjde. Lizette siger ingenting, sætter sig blot til klaveret og spiller videre, my love should be well-schooled, noterer hendes tangerende hænder sig med en velvilje der er forbeholdt tonerne.