Prolog, Efterår 2014, Århus
"Jeg vil ikke mere!" skriger jeg ud i luften, jeg kigger ikke på ham, hele min krop skriger lige fra afmagt til gråd. Jeg drejer hele min krop væk fra ham, så jeg står med ryggen til ham. Jeg skynder mig ud i gangen, og hiver mine røde converse sko ned fra skohylden og tager dem hurtigt på, tager min sorte softshell jakke ned fra knagerækken, min sorte Hägloffs rygsæk på skulderen og løber ud ad døren, smækker døren hårdt i. "Åh nej naboerne" når jeg at tænke, men jeg vil bare væk, væk fra det hele, væk fra kaosset. Mine røde converse løber ned af trappetrinene, min krop følger med, det går så stærkt, at trinene bliver til en lang rutsjebane. Jeg vil ud, jeg vil væk, mine tanker flyver rundt i hovedet på mig "Hvad sker der, hvorfor er han sådan, hvad skal jeg..." Jeg, græder eller jeg hulker nærmest, og kan ikke stoppe, jeg forsøger at navigere mig frem til hoveddøren, finder håndtaget, "Luft..." tænker jeg. Jeg siger et højt "ahh".
Jeg skynder mig ned af fortovet, mine røde converse går og går mens min gråd bliver mindre og mindre, og tankerne om ham bliver mindre og mindre. Jeg forsøger, at fokusere på lyset fra bilerne, fodgængerfeltets lampe og gadelygterne for, at få tankerne væk. Jeg ser et par, kærestepar ligner det, komme gående længere nede af vejen. Jeg fokuserer på, at gemme mit ansigt ved at kigge ned i fortovet. De må ikke se, at jeg har grædt. Jeg går forbi dem, mens jeg kigger ind i hækken, der løber langs fortovet, da jeg kommer forbi dem puster jeg et dybt "suk". Jeg kan mærke, at jeg slapper mere af, jeg kommer tilbage til virkeligheden. Jeg mærker først nu efterårsvinden, jeg begynder at fryse. Jeg tager min sorte softshell ned fra min højre skulder, jeg tager den på imens jeg går. Min gråd er stoppet, jeg kan ikke mærke, der kommer flere tårer. De sidste tårer tørrer jeg forsigtigt væk med mit højre ærme på softshell'en, det svider lidt. Jeg kigger op, "Er jeg allerede her?" tænker jeg, da jeg står foran det lokale center, i grådens tanker har jeg ikke set hvor mine ben har ført mig hen.
Jeg står nu foran indgangen til det lokale center og spejder mig ind ad et af de store vinduer. Jeg kan se lyset derinde, "De må stadig har åbent" tænker jeg, jeg opdager mine hævede øjne, koksrøde ansigt og uglede hår. Min trang til, at gå ind i centeret, hvor jeg møder mange mennesker er blevet minimal. Men gråden har gjort min tunge helt ru og tør, mit hoved dunker og gør ondt. "Jeg bliver nødt til det", tænker jeg. I tankerne kommer jeg i tanken om min kasket, der ligger i Hägloffen, "Bare den stadig er der". Jeg sætter mig ned på hug på fortovet foran svingdøren til centeret og lyner stille lynlåsen op, hvor jeg finder min sorte kasket i den store lomme. Jeg kan se, at min pung, iphone og træningstøj stadig ligger i Hägloffen. Et lille pust kommer ud af næsen: "Puh". Jeg tager kasketten op, sammen med min pung, i samme refleks tager jeg min iphone i hånden. Jeg kan se den blinker, jeg kan se der er kommet beskeder, men jeg ved hvem beskederne er fra, og lægger iphonen ned i häglöffen igen. "Ikke nu" tænker jeg. Jeg rejser mig op, og lukker tasken med lynlåsen. Jeg tager kasketten på hovedet, og trækker den godt ned foran mit koksrøde ansigt, så de hævede øjne bliver dækket. Jeg går hen til skydedøren i det lokale center, som åbner automatisk, i glasset kan jeg se, at mit ansigt er dækket godt af kaskettens skygge. "Bare jeg ikke møder nogen jeg kender" tænker jeg.
Jeg går hen mod Føtex, hen til kiosken, hvor den unge ekspedient, der sikkert aldrig har oplevet noget dårligt, står klar bag disken. Jeg forsøger, at købe en cola, jeg forsøger at få ordene frem, men ordene vil ikke ud, jeg prøver igen. Jeg kan se ekspedienten ser forbavset ud i ansigtet. "Hvad har jeg sagt" tænker jeg, og forsøger igen - denne gang med lyd på: "En Cola". Ekspedienten henter den i køleskabet bag disken, og sætter den på kioskens disk. "16 kr, tak", siger hun. Jeg har lige nok småpenge i min pung, og lægger en masse mønter på disken. Jeg skynder mig, at tage colaen, skynder mig ud af Føtex, og ud i den friske luft igen. Jeg puster ud engang, da jeg kommer ud af centerets svingdør, "Puh, jeg klarede den".
Da jeg kommer ud på fortovet igen, kigger jeg mig rundt, "Fri bane". Mine røde converse begynder, at gå mod stranden. Imens jeg går åbner jeg colaen, og hører bruset, ser det stiger i colaen, men den løber heldigbis ikke over. Jeg kan mærke gråden er væk, tankerne er væk, mit hoved er helt tomt - jeg er rolig igen. Jeg drikker af colaen, og kigger ned på mine røde converse, der bare går og går - det er beroligende at kigge på dem. Jeg løfter kun hovedet hver gang jeg tager en tår. Jeg kan høre havet, og pludselig kan jeg se havet, og jeg begynder at mærke roen. Jeg ser en bænk lidt længere fremme ved strandkanten, og går ud i sandet, jeg bevæger mig mod bænken i sandet. Det er mørkt, jeg kan ane havet, og jeg kan høre bruset og skvulpende fra havet. Det er beroligende. Jeg sætter mig på bænken, Häglöffen stiller jeg ved mine røde converse i sandet, og colaen placerer jeg på bordet. Jeg ser de sorte bølger komme ind på strandkanten, en efter en kommer de ind, nogle bitte små i hurtigt tempo, nogle store i langsomt tempo, nogle med skum på andre uden. Nogle når næsten op til bænken, andre slutter midt på stranden. Der er højvande, tænker jeg.
Jeg åbner lynlåsen på min Hägloff, og tager min iphone op. På displayet kan jeg se 10 ubesvarede opkald og 20 sms'er, "shit" tænker jeg - jeg åbner en efter en sms'erne, læserne dem, indholdet er nærmest det samme i dem alle: "Hvor er du?", "Kom tilbage", "Kom nu hjem", dette gentager sig i uendelighed. En blanding af tårer og arrighed kommer frem i min krop. Jeg forsøger, at holde tårerne tilbage, det lykkedes, jeg har kontrollen nu. Jeg ringer til min mor, men kan ikke holde min gråd tilbage længere, grådkvalt fortæller jeg hende hvad, der er sket. Min mors nervøse stemme forsøger, at berolige mig, jeg slutter samtalen af og siger "Ja, jeg skal nok tage hen til en ven at sove, elsker dig, mojn". Jeg sidder et stykke tid med min iphone i hånden, klikker på opkaldsloggen, jeg har svært ved, at ringe til Frederik eller Gitte, min finger kører frem og tilbage på displayet, jeg går ud og ind ad opkaldsloggen, men vælger at ringe til Frederik.
Jeg kan mærke nervøsiteten i min mave, min mave gør ondt, da jeg hører den ringer op. Tankerne kører rundt i hovedet om hvad jeg skal sige til ham, så ordene falder ud af min mund, da jeg hører hans navn "Det er slut, jeg kan ikke mere". Jeg kan hører tøven i hans stemme, jeg hører sukket, men jeg siger ikke noget til det, for jeg ved det ikke er første gang jeg ringer om det her. Det eneste han siger "Er du sikker? Håber du holder det denne gang." "Det gør jeg Frederik, jeg kan ikke mere. Må jeg sove hos dig?" Frederik holder en lang tænkepause, jeg kan mærke det ikke er helt okay, at han ikke orker, at høre min jamren igen. Han siger dog: "Okay - Kom." "Tak Frederik, ses om lidt" siger jeg. Jeg går hen til busstoppestedet, der ligger tæt på stranden og tager bussen til centrum, hvor Frederik bor. Jeg kan mærke roen er der, jeg går med en mere og mere rank ryg med Hägloffen på, og holder hovedet oppe. Jeg kigger ikke på mine røde converse.
Jeg kommer hen til Frederiks lejlighedskompleks, jeg puster engang og forsøger at fokusere på noget andet. Jeg finder Frederiks navn på dørtelefonen, og ringer på, jeg hører lyden af hoveddøren, der bliver åbnet, en skingrende Lund. Jeg går ind, op ad trapperne til 4.sal. Min krop er træt, mine ben er meget trætte, mine røde converse er våde.
Frederik har åbnet døren, og jeg går ind i hans lejlighed. "Bare kom ind" siger han, jeg tager mine røde converse sko af, stiller min sorte Hägloffs i entreen, og hænger min sorte softshell op på knagerækken. Jeg går på mine sorte lidt våde strømpesokker ind til Frederik, der sidder på sin seng på sit værelse med t-shirt på og dynen over sig. "Jeg var lige gået i seng" siger han, "Men jeg har fundet en sovepose og madras til dig." "Tak" siger jeg. Mit hoved er helt tomt, jeg er taknemlig, men jeg kan slet ikke komme på nogle ord, at sige. Frederik er træt kan jeg se, og jeg er helt smadret. Jeg kan se han afventer, at jeg siger noget, men kun "tak" kan jeg få fremstammet i min mund. Frederik ser undrende på mig, og med en følelse af opgivethed "Holder du det denne gang?" "Ja" siger jeg. "Det håber jeg også" siger han. "Må jeg låne en t-shirt?" spørger jeg. Han går hen til sit skab ved siden af sengen, finder en hvid t-shirt og et par ternede boxershorts frem. Han kigger på mig, og giver mig et kram "Det skal nok gå", siger han, så slukker han lyset. Jeg tager T-shirten og boxershortsene på, og lægger mig ned i soveposen på madrassen. Der er stille og trygt. Jeg ved hvad Frederik tænker, jeg ved, at han ikke tror på mig, jeg ved, at han tror i morgen går jeg tilbage igen - også starter hele møllen forfra. Jeg ved det, jeg ved, at jeg denne gang vil bevise, at jeg er stærk.
Jeg ligger stille på madrassen og stirrer ud i mørket.
Tankerne hvirvler rundt i hovedet, hvad skete der i dag? Jeg var kommet hjem fra arbejde. Han havde stået med sin telefon i hånden, og sagt at hvis jeg ikke holdte min aftale om, at finde en trekant til os, så ville han lægge en intim video på nettet af mig. Jeg stod i et kæmpe dilemma, som han elskede, at stille mig i. Nu kunne han vælge, at ødelægge alt for mig, jeg følte mig magtesløs. Jeg skreg.Tårerne begynder, at komme frem igen, jeg græder lydløs for ikke, at vække Frederik. Mine øjne kan ikke holde sig åbne længere, de svider, er tunge og mit hoved dunker, pludselig falder de i.
Kapitel 1, Forberedelse, Sommer 2015, Århus
"..seks, syv, otte..strømper...Er det nu nok strømper, hvad nu hvis de bliver våde?". Jeg stresser rundt på værelset, alt er kaos, gulvet og møblerne kan man lige ane under alt tøjet, under det langtidsholdbare mad, badeartikler og meget meget mere. Jeg skal have pakket alt til vandreturen i morgen. Jeg kigger på listen, som Karen har sendt på en mail til mig: "Vi mødes kl. 8 ved Viborg Domkirke", står der. Derefter en lang liste hvad det er godt, at pakke i rygsækken. Hun havde også sendt en liste over de andre personer i gruppen: Louise, Helle, Casper, Malou og Jens. Derudover hendes eget navn og hendes mands navn: Thor. "Det er godt, at have hinandens numre, hvis man nu skulle blive væk", havde hun sagt i telefonen. "Åh ja, det bliver jeg helt sikkert", tænker jeg. Jeg kigger på listen igen, holder papiret i hånden mens jeg går hen til mit skrivebord, hvor jeg finder en blyant. "Så kan jeg sætte mærker udfra tingene" tænker jeg. Jeg kigger på alle de ting, der ligger i værelset, jeg kan slet ikke overskue, at skulle få det pakket alt det ned i rygsækken.
Jeg sidder og funderer over pladsmanglen i rygsækken, da iphonen bibber, jeg leder efter den, og løfter dynen hvor jeg har lagt den. Jeg kigger på beskeden, det er et nummer jeg ikke kender, og da jeg åbner smsen står der,
"Hej Liv, jeg kan se du skal med på vandreturen i morgen på hærvejen, jeg ville bare høre hvordan du gør med, at pakke? Jeg synes nemlig det er utroligt svært. Jeg glæder mig til, at møde dig i morgen. Hilsen Louise".
"Ja hvad gør jeg egentlig?", tænker jeg. Jeg lægger iphonen lidt væk, og venter med at svare hende. Jeg skal have overblik over rodet først. Jeg kigger på min seng, kigger på gulvet og på min rygsæk. Et pust kommer ud af munden, og jeg begynder at pakke. Jeg lægger først soveposen ned i rygsækken, så tøj, strømper, regntøj, undertøj, regnslag, toilettaske, sandaler også liggeunderlaget foroven, lige præcis sådan, som et billede af en vandrerygsæk på google viser. "Puh, sådan", tænker jeg.
Jeg løfter tasken lidt op i armen, og tager den på ryggen mens jeg tilter lidt bagover, den er godt nok blevet tung.
Jeg tager min mobil, og skriver tilbage til Louise
"Hej Louise, hyggeligt du skriver, jeg har lige fået pakket, og jeg synes også det er utroligt svært. Bare gå efter Karens liste, og pak så lidt som muligt. Min taske er blevet ret tung. Glæder mig også til, at møde dig i morgen. Hilsen Liv".
Jeg gennemgår min taske en ekstra gang, noget bliver jeg nødt til, at tage ud. Mens jeg roder i tasken skriver Frederik en besked "Kommer du herhjem og griller?". "Perfekt timing" tænker jeg. Jeg får pakket færdig, og ligger det hele godt på plads i vandrerygsækken, og går ud af døren for, at mødes med Frederik. I gangen møder jeg Gitte "Vil du spise med?" spørger hun, og fortsætter "Lars og jeg har lavet lasagne". "Det lyder lækkert, men jeg skal ud at spise med Frederik, jeg har lige fået pakket færdig til i morgen" siger jeg.
Gitte spørger ind til turen i morgen, om jeg har fået pakket det hele. Hun forsøger, at hjælpe som hun hele tiden har gjort. Hun har været en enorm støtte for mig, hun har hjulpet så meget efter bruddet. Jeg skylder hende, så meget- hun hev mig med i fitnesscentret selvom jeg følte mig bleg, fed og grim - hun har lavet mad til mig, og banket på min dør hver dag. Hun har taget min mobil fra mig, når jeg aller mest ville skrive til min ex, hun har tåret tørrer væk fra mine kinder, når tingene bare ikke gik som det skulle - og hun lod mig flytte ind på deres ekstra værelse i hendes og Lars' 3 værelses lejlighed. "Vi har slet ikke brug for så meget plads", havde hun sagt.
Da jeg fortalte hende for en måned siden, at jeg ville tage af sted på gruppevandring på hærvejen kunne jeg se lysene i hendes øjne, endelig gjorde jeg noget. "Ja endelig gør jeg noget" tænker jeg. Jeg giver hende et kram, og smækker døren, og går ned i kælderen efter min cykel. Den hvide bedstemorcykel med kurv, som har bragt mig rundt i Århus i flere år. Jeg cykler hen til Frederik, der bor under en kilometer væk. Han skriver en sms om, at han er ude i gården og porten er åben.
Da jeg ser på displayet ser jeg min ex har skrevet:
"Hej Liv, Hvornår kommer du tilbage, jeg har stadig nogle af dine ting på loftet? Hvis du ikke henter dem stiller jeg dem ud på gaden, og der ligger endda nogle personlige ting i kassen".
"Åh nej ikke mere" tænker jeg. Jeg kan mærke, at jeg bliver nervøs, og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre. Jeg kan mærke, at mit ellers gode humør pludselig daler, jeg ryster og føler mig magtesløs. "Åh nej, nu får han magten over mig igen" tænker jeg. Jeg går om i Frederiks gård, og han står der med et kæmpe smil og giver et kram som han altid gør. Jeg forsøger, at skubbe sms'en væk, men jeg kan mærke jeg ikke er helt mig selv. Jeg kan ikke vise Frederik den for, så vil aftenen handle om min ex. Det må den ikke. Vi snakker i stedet om hærvejsvandringen, Frederik driller med, hvilke fyre jeg mon kan score på en sådan tur. Latter fylder samtalen, men undertoner fortæller at jeg ikke er helt mig selv. Frederik kan se det, spørger om jeg er okay, jeg siger det er fint. Samtalen skal ikke handle om min ex har jeg besluttet. Jeg går derfra med et roligt sind, og føler mig klar til i morgen. En ting Frederik virkelig er god til, så er det at få mig i godt humør - hver gang.
Kapitel 2, Hærvej start, sommer 2015, Viborg Domkirke