I de næste to dage holdt Wulf øje med Lüdke og fandt ud af, at han virkelig gik på biblioteket hver morgen og blev der det meste af dagen. Den tredje dag besluttede han at sætte planen i aktion.
Lüdke gik efter morgenmaden og efter et stykke tid fulgte Wulf efter. Støvregnen dryssede ned over ham fra de lave grå skyer og der var ingen andre at se. Han nåede den sidste barak inden biblioteket og standsede et øjeblik og samlede sin beslutsomhed.
Han skulle bare gå ind i biblioteket og lade som om han kiggede på bøger og så skulle han finde og falde i snak med Lüdke.
Han drejede omkring hjørnet. Lüdke sad ikke ved bordet endnu. En eller anden greb fat i hans krave og trak ham tilbage mod barakken. Hans ryg ramte træbeklædningen. Lüdke trådte ind foran ham, greb fat i hans jakke og pressede Wulf ind mod træet, med mere kraft end han så ud til at være indehaver af.
Han talte lavt og hæst. "Hvorfor følger du efter mig?"
"Det gør jeg ikke ..."
Lüdke slap ham med den ene hånd og trak en kniv fra lommen og lagde bladet mod Wulfs hals. "Løgner."
Wulf mærkede trækken fra hulrummet under barakken og tvivlede ikke på, at han kunne rulles derind og forsvinde, hvis Lüdke gjorde alvor af truslen.
"Ja, undskyld," sagde Wulf. "Jeg prøvede bare at blive klogere på dig. De andre tror, vi har noget til fælles og jeg tænkte ..."
"Har vi så det?" Lüdke trykkede ham hårdere mod træet og holdt kniven mod hans hals.
"Ud over hvad de andre tror," sagde Wulf. "Så ved jeg det ikke."
Lüdke fjernede kniven og løsnede grebet.
"Jeg tænkte bare ..." sagde Wulf.
Lüdke strammede grebet igen og hans blik blev skarpt.
Wulf skyndte sig at fortsætte: "Vil du være med til at modbevise dem?"
Lüdke studerede ham - udtryksløst. En dråbe fra tagskægget ramte Wulf i hovedet, kildede i håret og gled ned over hans hals. Han undertrykte lysten til at gyse og mødte Lüdkes blik så venligt som muligt. Støvregnen prikkede i næsen, hver gang han trak vejret ind.
"Lad høre ..." sagde Lüdke endelig.
En anden dråbe ramte Wulfs skulder. "Kan vi ikke gå indenfor?"
Lüdke nikkede og slap ham. Wulf gik hen til bibliotekets dør og trådte ind. På et bord lige indenfor lå en vifte af amerikanske og canadiske aviser, resten af rummet var fyldt med reoler der stod ud fra en midtergang som fiskeben. Lüdke lukkede døren og gjorde et kast med hovedet imod bordet - selv stillede han sig ved det nærmeste vindue. Han ville åbenbart holde øje med om der kom nogen. Som en skygge gled tanken om, at Lüdke virkelig var spion gennem Wulfs hoved.
"Hvordan skal vi så overbevise dem?" spurgte Lüdke mod vinduet. "Mener du ..."
Wulf lænede sig mod bordkanten. "Ved at gøre vores pligt."
Lüdke vendte sig mod ham. "Hvilken pligt?"
"Vores officerspligt," sagde Wulf. "Vi skal holde fjendens soldater her ved at flygte."
"Har du spist søm?"
Wulf trådte frem. "Jeg vil ikke bare sidde og vente på, hvad Eicke finder på. Du kan muligvis klare dig ved at holde lav profil, men jeg vil ... jeg vil gøre noget. Det er jeg nødt til."
Lüdke rystede på hovedet. "Du er skør."
"Jeg ved godt, at vi ikke kommer hjem," sagde Wulf og mærkede, at gråden strammede i hans hals. "Men jeg er nødt til at forsøge. Jeg gjorde noget dumt og nu er min mor alene, mens de bomber, jeg skulle beskytte hende imod, falder om ørerne på hende."
Lüdke studerede ham, men blikket var ikke så hårdt som det havde været. "Hjemve?"
Wulf mærkede at stemmen ville svigte og nikkede.
"Det er hårdt engang imellem."
Wulf nikkede. "Jeg kan ikke holde ventetiden ud. Det fandt jeg ud af i England."
"Så du vil af sted, selvom det snart er vinter?"
"Så hurtigt som muligt," sagde Wulf.
"Vinter er ingen spøg her," advarede Lüdke.
"Det ved jeg. Vi skal heller ikke risikere livet." Wulf tøvede et øjeblik og besluttede sig for at sige sandheden. "Jeg er bare nødt til at gøre noget, ellers tænker jeg for meget og så ender jeg nok med at blive sindssyg."
Lüdkes mundviger drejede ganske svagt opad og han rystede på hovedet. "For sent. Du er skør."
"Muligvis." Wulf vendte sig mod reolerne. "Har de et atlas her?"