0Natjager - Syvende kapitel
I de næste to dage holdt Wulf øje med Lüdke og fandt ud af, at ha... [...]
Romaner · anden verdenskrig, skæbnevalg, realisme
7 dage siden
1Natjager - Sjette kapitel
Wulf spiste hurtigt sin lunkne og tapetklistersmagende portion ha... [...]
Romaner · anden verdenskrig, realisme, skæbnevalg
14 dage siden
2Natjager - Femte kapitel
Lastbilen nærmede sig det flade område og Wulf så, at det meste a... [...]
Romaner · anden verdenskrig, skæbnevalg
21 dage siden
2Natjager - Fjerde kapitel
En grå linje dukkede op forude - Englands kyst. Det var ved at væ... [...]
Romaner · anden verdenskrig, skæbnevalg
27 dage siden
1Natjager - Tredje kapitel
Stjernerne skinnede klart ned på dem og på det sorte landskab und... [...]
Romaner · anden verdenskrig, skæbnevalg
1 måned, 11 dage siden
1Natjager - Andet kapitel
Han lukkede døren bag sig og lænede sig op af den. Hoffman var på... [...]
Romaner · anden verdenskrig, skæbnevalg
1 måned, 15 dage siden
3Natjager - Kapitel 1
Den lette vind blandede duftene af hø, jord og motor. Vingen lagd... [...]
Romaner · 2. verdenskrig
1 måned, 21 dage siden
1Væsnet
Thomas vågnede med et sæt og stirrede op på hyttens mørke, buede ... [...]
Noveller · krig, overnaturligt
2 måneder, 23 dage siden
1Rød - Kapitel 1
Et blåt lys begyndte at blinke nederst på skærmen og Ask trykkede... [...]
Romaner · dystopi, krig, science fiction
3 måneder, 4 dage siden
1Rød - Kapitel 2
Mistel fulgte den bjergkæde der skilte lavlandets mosaik af nedsl... [...]
Romaner · dystopi, krig, science fiction
3 måneder, 11 dage siden
2Nældens takvinge
Der var engang en ung pilot i kejseres hær. Hans navn var Urtica ... [...]
Eventyr og fabler · krig, forbudt kærlighed
4 måneder, 21 dage siden
0Frygt ikke lyset
Min stakkels hurricane humpede tilbage mod basen - 110'erens gevæ... [...]
Noveller · mystik, kærlighed
4 måneder, 29 dage siden
2Kirsebærblomst
Engang for længe siden i kejserens Kina blev en tjenestepige send... [...]
Eventyr og fabler · drage, asien
5 måneder, 6 dage siden
3Lommeuret
11.08.1940 · Kære søster · Jeg lægger det her brev til dig, så du ved... [...]
Noveller · mystik, kærlighed
9 måneder, 8 dage siden
3Ved botanisk have
Jeg drejede ind gennem porten til baggården, klodsede cyklens bre... [...]
Noveller · parforhold, kærlighed, møder
9 måneder, 21 dage siden

Puls: 28,1

Publiceret: 9
Afgivet: 12
Modtaget: 15
Alexandra Vinther (f. 1980)
Lastbilen nærmede sig det flade område og Wulf så, at det meste af området var rammet ind af pæle. I den ende der var nærmest lå en samling bygninger, der mindede om en landsby. Kun to ting brød illusionen. Bygningerne var for ensartede og et firkantet tårn stod som en vagtpost der holdt øje med området. Et kontroltårn. En luftbase. Selvfølgelig havde de lagt en base her.
   Bilen standsede foran porten og amerikaneren råbte til vagterne, at de skulle lukke dem ind.
   "Papirer," sagde en af vagterne.
   "Vi har to fanger - en af dem hårdt såret. Åben eller vi kører igennem!"
   Lastbilen gassede op og kørte frem i to ryk - så fik den lov at passere. Bilen drejede skarpt og kørte, på en fuldstændig jævn vej, direkte mod bygningerne. Wulf kiggede ud over det flade område. I det fjerne syntes han, at han kunne se silhuetterne af firemotors bombefly. I det mindste var de amerikanske.
   Bilen kørte ind mellem to fladtagede barakker og skråt hen til en tredje barak. Den standsede.
   "Få dem ind - jeg henter lægen," sagde amerikaneren.
   Wulf tog ved om Bernhards skuldre og englænderen tog Bernhards ben. De fik ham ned fra ladet og en gråhåret mand, der måtte være lastbilens chauffør, åbnede barakkens dør og tændte lys. Wulf gik baglæns hen mod døren og de kom ind i en gang. Lugten af desinfektionsmiddel og de hvide vægge fortalte, at de var det rette sted. Bag sig hørte Wulf, den gamle mand åbne og lukke døre. En dør gik op og den gamle mands skridt stoppede.
   "Den vej," sagde englænderen og gjorde et kast med hovedet.
   Et operationsbord stod midt i rummet og de lagde Bernhard på det. Wulf stirrede på ham. Han så ikke ud til at trække vejret længere. Wulf trådte hen mod ham.
   "Bliv hvor du er!" smældede englænderens stemme. Wulf stivnede og så ham række om efter geværet.
   "Tilbage til væggen." Englænderen var klar til at trække geværet af skulderen.
   Wulf adlød. Det var Bernhard de skulle koncentrere sig om.
   "Hænderne op."
   Wulf samlede hænderne bag hovedet.
   Englænderen lod geværet blive på ryggen, men trådte hen til Wulf og skubbede ham ind til væggen.
   Hastige skridt lød fra gangen og to mænd kom ind. Den første gabte og var stadig i gang med at trække kitlen over sit nattøj. Den anden var en tynd mørkhåret mand. Han trak et bord med redskaber frem og gik hen og bøjede sig over Bernhard. Der var noget bekendt ved bevægelsen og noget endnu mere bekendt ved den krummede ryg.
   Helmut - Helmut Grünewald. En bølge af glæde skyllede gennem ham og et øjeblik troede han, at han havde sagt navnet højt. Godt det ikke skete. Hvis der var en chance for Bernhard, skulle Helmut ikke mindes på sin skoletid.
   Helmut greb en saks og den anden læge fik travlt med at vaske hænder.
   "Ud," sagde Helmut. Stemmen var lige så stille som Wulf huskede den, men faget gav den autoritet. Englænderen greb ham i armen og trak ham med. Den gamle mand fulgte dem.
   Amerikaneren stod i en åben dør lidt længere henne ad gangen.
   Englænderen førte ham derhen og vendte sig mod amerikaneren. "Vi skal tale sammen," sagde han og overlod Wulf til den gamle mand. Englænderen gik mod yderdøren og amerikaneren rakte den gamle mand sin pistol, før han fulgte efter.
   Den gamle mand prikkede Wulf i ryggen med pistolen og Wulf trådte ind i rummet. Et ryddeligt skrivebord stod foran et vindue og mindede ham om ventetiden på lægens kontor. At bordet derhenne kunne være Helmuts, øgede fornemmelsen af at han var trådt forkert i tiden. Eller at de var trådt ind i en drøm. Vågn op. Vågn op og se, at Bernhard ikke er såret. Vågn op og se, at alt det her slet ikke er sket. På bordet stod et krus med blyanter og ved siden af stod en fotoramme. På rammens bagbeklædningen var der et stempel med grøn farve. Grünewalds stempel. Det føltes som om jorden under hans fødder bølgede.
   Han rakte ud efter støtte, mærkede væggen under hånden og sank alligevel sammen. Træthed, tænkte han og lænede sig op ad væggen. Dokumentet trykkede om hans lår og lugten af blod syntes at hænge ved ham. Han så ned af sig selv. Der var udtværede spor af blod på låret og han forsøgte at børste det væk, selvom han vidste at det var umuligt. Han mærkede at fingrene klistrede sammen, løftede begge hænder og vendte håndfladerne mod sig. Huden var dækket af et brunrødt lag der krakelerede som maling. Blod på hænderne - fordi han prøvede at redde folk. Han smilede af ironien. Og havde Bernhard ikke været der, havde han slået sig ihjel i forsøget. I stedet kunne Bernhard dø eller ende som krøbling. For hans skyld. Og fordi han ville fragte en lille bunke papirer til England. Et sug trak i hans mave og fik en bølge af kvalme rejste sig. Han smækkede en hånd over munden, blodet klistrede og lugten fyldte hans næse. Han kæmpede sig på benene.
   Den gamle mand skubbede en skraldespand ind foran ham. Den var halvt fyldt med papirkugler. Han kastede op til han følte sig som et tomt hylster og lagde sig på gulvet. Den gamle mand lagde en kittel over ham og han ville gerne have sagt tak, men kvalmen kom igen, da han trak den ekstra luft ind. Den gamle mand klappede ham på lommerne.

Døren gik op og en amerikansk kaptajn trådte ind. Hans blik var skarpt, uniformen ulastelig og selvom han måtte være blevet vækket for kort tid siden, var der ikke det mindste træthedstegn at spore. Wulf kom på benene, som om nogen havde trukket ham op ved kragen og tog sig i at ville gøre honnør. Kaptajnens blik fejede hen over Wulf, skraldespanden og kitlen der lå ved siden af. Så let var det at indfange al hans svaghed. Spørgsmålet var hvor meget de ville bruge den mod ham.
   Kaptajnen vendte sig mod den gamle mand og overrakte ham et papir. "Fangerne er vores."
   Den gamle mand tog imod papiret og gav sig til at læse, men rørte sig ellers ikke.
   Kaptajnen vendte sig mod Wulf og fandt en notesbog frem fra lommen. "Efterretningsofficer Harrolds. Dit navn, rang og nummer."
   Wulf gav oplysningerne og overvejede, hvordan han kunne fortælle om dokumentet. Om han overhovedet burde fortælle efterretningsofficeren om den. Han havde ikke brudt sig om den første amerikaner. Han kastede et blik på den gamle mand, der ikke havde rørt på sig. Så lang kunne papirets besked heller ikke være. Han satte ord sammen til en sætning. "Hvordan har min kaptajn det?"
   Efterretningsofficeren kiggede på ham.
   "Han er såret," sagde Wulf og gjorde sit bedste for at stå ret.
   Efterretningsofficer Harrolds blik gled ned mod blodpletterne og tilbage til Wulfs ansigt. "Det finder jeg ud af senere. Hvad laver I her?" Han bladrede i sin notesbog. "Jeres fly var ikke en bombemaskine."
   "Det var en natjager," sagde den gamle mand - han var englænder - og gik hen til Harrolds. "En junkers 88."
   "Ja," sagde Wulf.
   Harrolds noterede. "Hvad laver I så her?"
   Wulf lagde hånden mod låret og mærkede dokumentets jævne flade under stoffet. "Jeg har noget, jeg skal aflevere til jer," sagde han. "Vores læge bad mig tage den med." Han rakte langsomt op efter lynlåsen.
   Pistolens munding dukkede op foran hans næse. Han løftede begge hænder.
   "Det er et dokument. Jeg har det på låret."
   Den gamle mand stirrede hårdt på ham.
   "De har taget mine våben," sagde Wulf. "Hvis jeg havde villet skade ..."
   "Ja, ja," sagde den gamle mand. "Gør det bare - men langsomt."
   Wulf lynede dragten ned og fandt dokumentet frem. Hele bunken af papir var blevet buet, men ikke så lidt som et hjørne af chartekkets blå karton var blevet bukket. Harrolds trådte ind ved siden af den gamle mand.
   "Pas godt på det," sagde Wulf og rakte ham dokumentet.
   Harrolds nikkede, tog det og gik hen mod skrivebordet. "Tag støvlerne af."
   Wulf tøvede - han ville gerne følge Harrolds med øjnene og se hans reaktion på dokumentet. Den gamle mand rømmede sig, hans blik var hårdt og han flyttede sigende pistolen en anelse mod gulvet. Der var ingen vej uden om. Wulf satte sig og gik i gang med snørebåndene.
   Han hørte den glatte lyd fra fotografierne og kiggede op. Harrolds stod ved bordet og vendte det ene papir efter det andet. Hans øjne syntes at suge informationerne til sig. Godt. Wulf løsnede sine snørebånd, lyttede til den stille raslen af papiret og trak støvlerne af.
   "Også sokkerne," sagde Harrolds uden at se op fra pairerne.
   Wulf stoppede sokkerne i støvlerne og spekulerede på, om det kun var for at holde ham beskæftiget. Den gamle mand skubbede støvlerne om bag sig med foden. Så var det sikkert andet end beskæftigelse.
   Harrolds lukkede chartekket og satte fingerspidserne mod kartonet. Wulf stirrede på ham. Glimt fra da han selv stod med papirerne på lægens kontor og fra hele rejsen, flakkede forbi hans indre øje. Og Bernhard lå inde ved siden af. Helmut gjorde sit bedste for at redde hans liv. Wulf kneb øjnene sammen, trængte billederne tilbage og åbnede øjnene igen.
   Harrolds bankede fingerspidserne mod chartekket. Han vendte sig om, rettede sig op og samlede hænderne på ryggen. "Dokumentet har ingen militær værdi."
   Verden syntes at forvandle sig til tyndt glas. "Hv..ad?"
   Harrolds så bare på ham. Wulf sad helt stille, kæmpede for få greb om situationen og forventede at verden ville sprænges i en storm af skarpe splinter. Ingen ... værdi ... Han prøvede at huske, hvordan han havde forestillet sig at englænderne ville tage imod dokumentet. Det var som om der altid var kommet noget i vejen, før han fik tænkt så langt. Han havde været mere nervøs for hvordan han skulle klare sig i lejeren, når Bernhard vidste han var forræder. Og forræder var han, om de ville have dokumentet eller ej.
   "Måske kan jeres læge bruge det," sagde han og så den amerikanske flyvers ansigt for sig. Nå sådan ser en nazist ud. Ja, det lød sådan. Han mærkede kvalmen sno sig i maven som en fed fisk i en næsten udtørret vandpyt.
   Harrolds og den gamle mand så på ham. Stivnede som billeder fanget på glas.
   "Hvad med flyet ..?"
   Harrolds sænkede blikket og den gamle mands ansigt rynkede sammen i alvor. Der var ingen hjælp at hente. Ingen brød sig om forrædere. Hvis han havde været sikker på at den gamle mand ville skyde, havde han rejst sig og grebet efter pistolen. I stedet trak han knæene op til brystet og lagde armene hen over dem. Han havde talt for meget - ti - husk Bernhard - og vent ... Han kiggede på sine bare fødder.
   "Lad mig overtage pistolen," sagde Harrolds. "Dine kammerater venter på dig."
   Wulf lyttede til en kort stilhed og hørte så, at den gamle mand samlede støvlerne op og gik hen mod Harrolds. Han hørte støvlerne blive sat på gulvet og en svag lyd der måtte betyde at pistolen skiftede hænder. Så forlod den gamle mand rummet.
   Stilhed. Wulf stirrede på sine fødder og ventede på at Harrolds skulle begynde at spørge igen. Han havde jo bevist, at de kunne få oplysninger ud af ham - og endda flere end de bad om. Men det var slut nu. Han havde gjort, hvad han havde sat sig for og det var på tide at han koncentrerede sig om at finde en udvej for sig selv. Han måtte ikke havne i samme lejr som Bernhard.
   Harrolds flyttede på sig og en skraben fra kruset fortalte, at han satte sig på skrivebordet. "Hvorfor gjorde du det?"
   Støvlerne stod ved et af bordbenene, Harrolds sad ganske rigtigt på bordpladen og den hånd han holdt pistolen i hvilede mod hans lår. Spørgsmålet gav en chance for at vise noget andet end forræderi - noget andet end frygt.
   "Jeg vidste det ..." startede han.
   Harrolds rynkede bryn.
   "..at jøderne blev hadet, overfaldet og arresteret."
   Harrolds syntes at holde på sit udtryk som en facade.
   "Jeg vidste, at dem der ikke flygtede blev fjernet. Jeg vidste det og begravede mig i mine egne problemer og min egen karriere. Det var ikke så svært. Alting kan åbenbart blive hverdag." Han trak på skuldrene. "Nu skammer jeg mig over det. Jeg kendte en jødisk familie og gjorde ikke noget, da de forsvandt - men da jeg så billederne, kunne jeg ikke lade være."
   "Var det ikke en læge der gav dig dem?" Harrolds blik blev skarpt.
   Wulf nikkede. "Han opdagede mig, da jeg stod og bladrede i papirerne - og han blev arresteret, da jeg forlod basen." Han så i retning af filen. "Jeg kunne ikke fortsætte med at flyve - ikke for dem - ikke med de billeder i hovedet. Der var ikke meget tid. Jeg tog den bare og stak af." Han mærkede at mundvigene gled opad. "Siden er stort set alt gået galt. Hvad vil I stille op med mig?"
   "Det er ikke besluttet endnu," sagde Harrolds.
   Wulf mærkede smilet blive bredere. Ikke besluttet var bedre end som sædvanlig.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 01/01-2018 13:01 af Alexandra Vinther (A. Vinther) og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 2184 ord og lix-tallet er 27.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.