Kirsebærblomst


3 måneder, 2 dage siden 1 kommentar Eventyr og fabler drage asien

1Væsnet
Thomas vågnede med et sæt og stirrede op på hyttens mørke, buede ... [...]
Noveller · krig, overnaturligt
19 dage siden
1Rød - Kapitel 1
Et blåt lys begyndte at blinke nederst på skærmen og Ask trykkede... [...]
Romaner · dystopi, krig, science fiction
29 dage siden
1Rød - Kapitel 2
Mistel fulgte den bjergkæde der skilte lavlandets mosaik af nedsl... [...]
Romaner · dystopi, krig, science fiction
1 måned, 6 dage siden
2Nældens takvinge
Der var engang en ung pilot i kejseres hær. Hans navn var Urtica ... [...]
Eventyr og fabler · krig, forbudt kærlighed
2 måneder, 17 dage siden
0Frygt ikke lyset
Min stakkels hurricane humpede tilbage mod basen - 110'erens gevæ... [...]
Noveller · mystik, kærlighed
2 måneder, 24 dage siden
1Kirsebærblomst
Engang for længe siden i kejserens Kina blev en tjenestepige send... [...]
Eventyr og fabler · drage, asien
3 måneder, 2 dage siden
3Lommeuret
11.08.1940 · Kære søster · Jeg lægger det her brev til dig, så du ved... [...]
Noveller · mystik, kærlighed
7 måneder, 3 dage siden
3Ved botanisk have
Jeg drejede ind gennem porten til baggården, klodsede cyklens bre... [...]
Noveller · parforhold, kærlighed, møder
7 måneder, 16 dage siden

Puls: 36,0

Publiceret: 6
Afgivet: 17
Modtaget: 6
Alexandra Vinther (f. 1980)
Engang for længe siden i kejserens Kina blev en tjenestepige sendt ud for at hente vand. Hun fulgte den stenede vej mod vandingsstedet og hendes bare fødder fik støv til at rejse sig. Solen varmede selvom det var tidligt om morgenen og sveden fik det til at klø under hatten. Spandene var tunge. Ved det gamle vandingssted var floden tørret ud, så hun slog ind på den snoede sti langs flodsengen og traskede opad mod kilden. Et langt stykke tid var hun omgivet af svedne marker på den ene side og flodsengens sprukne jord på den anden.
   Flodens bred blev mere og mere stejl og det samme blev stien. Spandene syntes at trække hendes arme længere og længere nedad. Hun kastede et blik op mod den klynge af kirsebærtræer der groede omkring kilden. Et vindstød pustede til kronerne og de hvide og lyserøde kronblade dryssede ned som en byge af forsinket sne. Hun sukkede og vendte opmærksomheden mod stien. Et stykke længere fremme blandede totter af grønt græs sig med de tørre brune strå på flodens bred.
   "Hjælp," lød en spæd stemme fra en brun græstot. Hun satte spandene fra sig og nærmede sig forsigtigt.
   "Hjælp mig," lød stemmen igen. Hun kiggede om bag græstotten og der lå et dyr. Det lignede en flået hare men benene var alt for korte og dyret var lige så langt og slankt som hendes arm. Hun havde ikke set sådan et dyr før. Blod farvede stråene omkring det og det lå ganske stille. Måske var det slet ikke dyret, der havde råbt på hjælp? Hun strakte sig for at se længere ned af skranten og dyret buede sin lange hals en smule og vendte sit lille hoved mod hende. Et sæt gik gennem hende. Dyret åbnede sine store øjne. De var gule.
   "Vær sød. Tag mig op til træerne." Den lagde sit hoved på græsset igen og øjenlågene gled i.
   Tjenestepigen løftede forsigtigt dyret op og lagde det i den ene spand. Selvom hun var omhyggelig, lå den i en uordentlig bunke og lignede en stump reb der var blevet smidt ud. Hun fortsatte, men trådte så forsigtigt som muligt og kiggede jævnligt ned i spanden. Dyret rørte sig ikke en eneste gang.
   Skygge gled ind over hende, kølig som silke og et sted lidt længere fremme lød der en klukken af vand. Hun så op i kirsebærtræernes kroner og tilbage mod vejen. Hun var ikke træt og var gået strækningen hurtigere end hun plejede. Dyret rørte på sig og talte med en næsten uhørlig stemme:
   "Hen til vandet."
   Kilden sprang fra under en klippeblok der var grøn af mos og løb derfra i en smal og dyb rande. Vandet var klart men der var mindre af det og det løb langsommere end normalt. Hun sænkede dyret ned i vandet og det rettede hovedet mod klippen, holdt fast i en sten på bunden og lod kroppen bevæge sig med strømmen.
   "Bring mig kirsebærblomster og jeg skal bringe vand til dig og din landsby." Dyrets stemme lød klart, selvom hovedet stadig var under overfladen. Det bevægede kroppen fra side til side som en fisk der holder sig på stedet. Hun løb hen til det nærmeste træ og rystede kronblade ned og samlede dem i sin spand. Håndfuld for håndfuld dryssede hun dem ud over vandet foran dyret. Bladene flød med strømmen, dykkede som blev de tiltrukket af dyrets rå krop og satte sig fast på den som skæl. Snart var hele dens krop dækket.
   "Godt." Dyrets stemme var en rumlen. Pigen trådte forsigtigt baglæns. Dyret slog med halen og tog svømmetag med sine ben. Vandet strømmede hurtigere omkring det og den snoede sig og sprang igennem det. Dyret sprang op gennem overfladen, kom op i højde med pigens ansigt og holdt sig svævende der. Pupillerne var hårtynde spalter. Den lignede en slange. En perlehvid slange. Pigen turde knapt trække vejret. Dyrets pupiller blev bredere.
   "Pige," sagde dyret med sin nye dybe stemme. "Jeg lovede dig vand og det skal du få."
   Dyret dykkede og med et plask var den under vandet igen. Det spruttede fra under stenen og kildens rislen forvandlede sig til en fossende strøm. Dyret gled med strømmen og forsvandt næsten ud af syne. Pigen tøvede et øjeblik og sænkede så først den ene spand ned i det friske vand og så den anden. Da hun satte den anden spand fra sig på bredden, var dyret ikke længere i syne. Hun åndede lettet op og strakte sig. Turen tilbage til vejen ville blive lang.
   "De vil ikke være tunge for dig," sagde dyret.
   Pigen gispede og trådte tilbage, hendes hæle ramte den ene spand og vand fra den pjaskede ned over hendes fødder. Dyret svævede over kilden og dets gule øje var rettet mod hende. Det holdt sine små forfødder op og spredte klørene.
   "Du må ikke blive bange. Jeg skylder dig mit liv." Det sænkede sit hoved. Vandet dryppede fra de hvide skæl, der iriserede i toner af lyserødt.
   "Nej, herre, det må De ikke," brast det ud af pigen. Hun knugede sin grove kjortel.
   "Men det er sandt, pige." Dyret kiggede op på hende.
   Pigen kunne intet sige eller gøre.
   "Hvordan kan jeg betale dig tilbage?" spurgte dyret. "Vil du have perler?"
   Lange kæder af de største og hvideste perler, pigen nogensinde havde set, dukkede op foran hende på græsset. Hun rystede på hovedet.
   "Sølv?" Klumper af det skinnende metal syntes at vokse op fra jorden og blandede sig med perlerne.
   "Nej," hviskede hun.
   "Guld?" Gyldne klumper dukkede op mellem de andre. Bunken voksede og nåede pigens tær.
   "Nej," sagde hun og knugede om sig selv.
   "Ædelstene?" Sten så klare som vandet og i alle regnbuens farver dukkede op og fik bunken til at flyde ind over hendes fødder.
   "Nej!" råbte hun og klemte øjnene fast i. "Nej, nej, nej." Bunken voksede stadig. Hun kunne mærke prikkene fra klumper og sten og den kølige glathed fra perlerne mod sine ankler.
   "Noget skal du have," sagde dyret.
   "Nej. Jeg vil ikke have noget." Fornemmelsen af bunken klatrede opad hendes underben. "Få det til at forsvinde. Vær rar." Hun havde lyst til at græde. Bunken voksede ufortrødent.
   "Noget skal du have, pige. Min ære forlanger ..."
   "Din ven! Lad mig være din ven!" råbte hun. Bunken nåede hendes knæ og holdt op med at vokse.
   Der var en stilhed som fra tilbageholdte åndedræt.
   Fornemmelsen af bunken forsvandt.
   "Ven?" sagde dyret. "Min kære ven."
   Pigen åbnede øjnene. Bunken var væk og ikke et bøjet græsstrå røbede, at den havde været der. Hun åndede lettet op.
   Dyret snoede sig hen mod hende, som var luften vand for den. "Kære ven. Kom og besøg mig hver dag, når du henter vand - dine spande vil aldrig mere være tunge for dig og du vil få det reneste vand af alle. Strøer du flere kronblade vil jeg vokse, blive stærkere og være i stand til at bringe jer mere vand. Så vil I aldrig mere lide under tørke."
   "Tak," sagde pigen.
   "Du skal ikke takke. Jeg takker - ven." Dyret smilede.
   Pigen bøjede hovedet. "Herre, må jeg tage mine spande og gå nu?"
   "Selvfølgelig," sagde dyret og klangen i dens stemme var sørgmodig.
   Pigen løftede sine spande og som dyret havde lovet hende var de lette. Så lette at hun kastede et blik ned i hver af dem, for at sikre sig at vandet var der endnu. Det var det.
   "Kommer du igen i morgen?" spurgte dyret.
   "Ja, det skal jeg nok." Hun løftede hovedet, så på dyret i et stykke tid og fandt mod nok til at spørge. "Hvad er du?"
   Dyret smilede. "En drage, min pige."
   "En drage?" Ordet føltes kantet i hendes mund, som talte hun et fremmed sprog.
   Dragen nikkede.
   Pigen flyttede på fødderne og kiggede på dragen. Hun var bevidst om sin kjortels grove stof og sine beskidte bare fødder og hun så på dragens skæl - de nye skinnende skæl. Hun tænkte på det tørre landskab og på dragens løfte om vand. Hun prøvede at vænne sig til sin nye ven.
   "Vi ... Vi ses i morgen."
   Pigen gik langsomt tilbage mod vejen. Hun standsede et øjeblik ved vandingsstedet og så vand dække sandet. Snart ville alt blive grønt og frodigt igen. Hun smilede og gik tilbage til huset, stillede spandene i køkkenet og gik i gang med sine andre pligter.

Pigen gik op til kilden hver dag og hentede vand og dryssede flere kronblade ned til dragen. Dragen voksede og voksede til den var på størrelse med et æsel - men halsen og halen gjorde den betydeligt længere. Floden var dyb som under regntiden og vandet var klart og fyldt med fisk. Markerne var grønne igen og afgrøderne groede som intet andet sted i landet.
   En dag sad pigen på bredden og lod vandet skylle hen over fødderne. Dragen holdt sig på stedet og dens sang gik gennem vandet med en lyd der mindede pigen om havens bambusvindspil. Melodien var langsom og sørgmodig. Dragen tav og steg op fra vandet, skællene skinnede som perlemor og den lagde sig på bredden overfor hende.
   "Hvad synger du om?" spurgte hun.
   Dragen kiggede op mod træernes kroner og i lang tid kom de eneste lyde fra vandet og bladene.
   "Min familie," sagde dragen og hulheden i dens stemme var dyb.
   Pigen huskede hvordan dragen havde set ud, da hun fandt den i græsset og hun spurgte så blødt hun kunne: "Hvad skete der?"
   Dragen kiggede op i træernes kroner, som forsøgte den at tyde noget fra deres bevægelser. "Vi ragede uklar med en familie af dæmoner. Guderne forlangte at vi sluttede fred og dæmonerne kom, men ..." Dragen tav og drejede hovedet væk. "Jeg så fælden, men nåede kun at redde mig selv. De andre - dæmonerne - min familie ..." Dragen rullede sig sammen.
   Pigen ville gerne sige noget trøstende, men alt hvad hun kom i tanke om føltes for fattigt. Hun rettede blikket mod sine fødder og vandet.
   "Du har virkelig hjulpet os," sagde hun. "Det ser ud til at høsten vil blive den bedste i mands minde."

Høsten blev rig og dyrene voksede sig fede. Ingen i landsbyen ville behøve at sulte frem til næste høst, så en stor fest blev planlagt. Herren i huset gik som den forreste i processionen der bragte ofringerne til templet. Alle var i deres fineste tøj og bevægede sig forbi altret og brændte røgelse og sagde bønner. Pigen tilføjede i tankerne en tak for dragen.
   Langs byens gader blev røde papirslanterner hængt op og kræmmere opstillede boder med mad, amuletter og fyrværkeri. Alle gik omkring og så på det alt sammen og ventede på mørket. Børnene løb omkring og legede med deres nye gaver. Luften summede af glade stemmer. Pigen sugede alle duftene og stemningen til sig. Ofte kastede hun blikke op i retning af kilden og ønskede at dragen var sammen med hende.
   En kræmmer opstillede amuletter af træ og sten. Bagerst på bordet stod en figur skåret i en hvid sten med hårfine grønne årer - figuren var af en drage. Hun gik tættere på og lod som om hun studerede de små amuletter af træ. Dragefiguren var smuk, men set tættere på lignede den ikke kildens drage.
   "Hvad skulle det være?" spurgte kræmmeren. "Hjælp til styrkelse af knæene? Beskyttelse mod det onde øje? Eller måske en for held i kærlighed?" Han vendte sig mod bodens modsatte hjørne. "Ah - en skønhedens gudinde til en skønhed?"
   Herrens husholderske stod ved boden og pillede ved gudestatuetterne. Pigen skjulte sig bag kræmmerens stak af tomme kurve.
   "Ødselhed," sagde husholdersken og kastede et blik på lanternerne og de nærmeste boder. "Ikke andet end ødselhed."
   Pigen krummede sig sammen bag kurvene og bad til, at hun ville blive overset. Husholdersken brugte hver en undskyldning for at tilbageholde tjenernes løn.
   Husholdersken gik videre og kræmmeren fik besøg af en lille familie. Pigen forlod sit skjul og skyndte sig i modsat retning af husholdersken.

Syv dage senere gik pigen op mod kilden for at hente dagens første spandfulde vand. Vinden skubbede hende fremad og trak i kirsebærtræernes kroner. Landskabet var præget af høstens gyldne og slidte grønne farver og ude i horisonten stod bjergene som en takket kam i diset blå. Snart ville efteråret og så vinteren komme. Hun kastede et blik ned på det hurtigtløbende vand. Hvad ville dragen gøre, når floden blev dækket af is?
   Pigen trådte ind mellem træerne og frem til kilden. Dragen sprang op fra vandet og smilede til hende.
   "Godmorgen, min pige." Dragen landede på toppen af stenen og lagde sig på den bløde mos.
   "Godmorgen," hilste pigen og fyldte den ene spand. "Jeg tænkte på ..." begyndte hun.
   Dragen løftede hovedet. "Ja?"
   Pigen fyldte den anden spand. "Hvad gør du når vinteren kommer?"
   "Jeg trækker mig tilbage til mit hjem under floden, og der lever jeg godt og varmt indtil is og sne forsvinder igen."
   "Jeg vil savne dig." Pigen så dragens spejlbillede i spanden og mærkede dens klør på sin skulder.
   "Du kan komme og besøge mig."
   Pigen smilede. "Det vil jeg gerne."
   Dragen snoede sig gennem luften, slog en koldbøtte foran hende og holdt sig svævende i hendes øjenhøjde. "Jeg glæder mig allerede til at vise dig rundt."
   "Jeg må hellere gå. Vi ses i morgen." Pigen tog spandene og gik tilbage mod vejen.
   Det høje gyldne græs på flodbredden bølgede og raslede i vinden. Hun bøjede sig forover, holdt godt fast i spandene og fortsatte. Halvvejs nede ad bakken hørte hun, at en anden lyd blandede sig med græssets raslen. Hun standsede og løftede hovedet. På vejen nærmede en kolonne ryttere sig landsbyen. Spyd og brynjer reflekterede solen og soldaternes røde uniformer og vejende flag viste at de var udsendt af kejseren. Hun skyndte sig ned mod vejen, uden dog at skynde sig mere end vægten af to fyldte spande ville tillade. Midt i kolonnen var en vogn - skatteopkræverens vogn.
   Hun nåede vejsiden, stillede spandene fra sig og kastede sig til jorden. De første ryttere var så tæt på, at hun kunne høre hestene gumle på bidslerne. Hove klaprede forbi og vognhjul knagede og gled hen over gruset med en lyd som en kniv, der blev hvæsset.
   En rytter nærmede sig og holdt sin hest an foran hende.
   "Pige," kaldte rytterens bryske stemme. "Vi har en person med os, som er beskyldt for at modtage stjålne varer fra denne by. Vis os vej til jeres herre."
   "Ja, herre."
   Pigen rejste sig og rytteren rakte en hånd ned til hende. Hun tog den og han trak hende op foran sig og sporede hesten. Kolonnen var et stykke foran dem. Efter den sidste soldats hest gik en mand - hans hænder var bundet med den ene ende af et reb og soldaten holdt den anden ende. Mandens tøj var revet itu og støvet og hans albuer og knæ blødte. Rytteren styrede hesten forbi og manden så op. Et øjeblik stirrede han og pigen på hinanden og så forsvandt manden ud af syne bag vognen. Rytteren red helt frem i spidsen for kolonnen og pigen viste dem vej til herrens hus.
   Gårdspladsen var fyldt af tjenestefolk og husholdersken var der også. Alle bukkede dybt. Rytteren hjalp pigen ned og hun skyndte sig hen til køkkenpersonalet og kastede sig til jorden. Herren kom ud fra huset og skatteopkræveren trådte ned fra sin vogn. Herren og skatteopkræveren udvekslede hilsner og talte lavt og alvorligt sammen.
   "Rejs jer," lød herrens stemme.
   Alle rejste sig. Herren så ud over dem, hans ansigt var roligt.
   "Jeg har modtaget sørgelige nyheder," startede herren. "En af jer stjæler fra dette hus og sælger kosterne videre."
   Et sug gik gennem forsamlingen. Ud af øjenkrogen så pigen at husholdersken gjorde store øjne, blev bleg og skjulte sig bag en flok tjenestepiger.
   Skatteopkræveren vinkede soldaten med den bundne mand frem.
   "Nådige herre," sagde manden og kastede sig ned på alle fire. "Jeg kun en simpel kok. Jeg vidste ikke ..."
   Soldaten sparkede ham omkuld. "Var din mund! Du har købt de varer i årevis." Han trak kokken op på knæ igen, trak en kniv og skar rebet over. "Udpeg din medsammensvorne!"
   Kokken tiggede og bad. Soldaten greb ham i håret og satte kniven mod hans strube. Kokkens blik flakkede mod husholdersken og hen over mængden til han fandt pigen.
   "Hende," sagde han og rettede en finger mod pigen. "Hende."
   Alle vendte sig mod hende.
   "Nej," hviskede pigen og så tørrede stemmen ud for hende. Hun rettede blikket mod jorden.
   Et øjeblik fyldte kun hestenes lyde og vinden over tagene stilheden.
   "Ja," lød husholderskens stemme. "Jeg så hende skjule noget i viktualierummet i går aftes og hun går op til kilden i tide og utide."
   Pigen krammede et hjørne af kjortlen. Hun ville ikke komme til at se dragen igen.
   "Jeg kan vise jer hvor," sagde husholdersken.
   Pigen hørte, at en af soldaterne nærmede sig. Han greb om hendes ene håndled og hun slap taget i kjortlen og lod ham binde sine hænder. Han trak hende over til bygningen der indeholdt køkkenet og viktualierummet og bandt hende til en af de søjler der støttede taget. Husholdersken og to soldater gik forbi og indenfor. Efter et stykke tid vendte soldaterne tilbage, begge bar de en tørret skinke. De lagde skinkerne ved siden af pigen og gik tilbage. Ruller og bunder af stof - noget af det endda silke - blev blandet med kurve med krydderier, krukker med syltet grønt og sække med ris og hvede. Bunken voksede og voksede. Soldaterne, der slæbte tingene, begyndte at kaste undrende blikke mod pigen.
   Til sidst blev et skrin, der bugnede med penge, sat øverst i bunken. Husholdersken stod bag soldaterne og vred sine hænder. Hun kastede begærlige blikke efter skrinet.
   "Denne pige har stjålet fra jeres herre i flere år og solgt varerne videre. Hun har forbrudt sig mod både jeres herre og mod jer," lød skatteopkræverens stemme. "Hvad skal straffen være?"
   Pigen krympede sig og bad tavst guderne om nåde og tilgivelse.
   "Tusind piskeslag!" råbte en af staldknægtene.
   "Og lad hende stå i solen i en uge," tilføjede en tjener.
   "Brug glødende jern!"
   "Hak et par fingre af."
   "Nej, en hånd."
   "Hun har gjort det i årevis!"
   "Ja, rigtigt. Hæng hende! Hæng hende!"
   "Nej, brand hende!"
   "Nej, lad os drukne hende i floden!"
   "Ja - drukken hende!"
   "Floden! Floden! Floden!" Alle faldt ind i koret og messede ordet.
   Pigen lukkede øjnene og bad dybtfølt. Hun hørte at folkene nærmede sig. Deres messen blev som ekkoet af fastheden i deres skridt.
   "Stop!" lød en mands stemme og folkene standsede og tav. Pigen vovede at åbne øjnene. En ung mand, klædt helt i tyk hvid silke stod i indgangen til gården.
   "Denne pige er uskyldig," fortsatte manden. Silken skinnede blødt. "Guderne er mine vidner herpå."
   "Herre, hvem er De?" spurgte skatteopkræveren.
   "Hvem jeg er, er ikke vigtigt," sagde den unge mand. Han løftede en arm og pegede mod flokken bag pigen. Bevægelsen fik ærmets folder til at bølge. "Manden der er en løgner." Han flyttede hånden mod husholdersken. "Og kvinden der er hans medskyldige."
   Soldaterne kiggede fra husholdersken og mod skatteopkræveren.
   "Herre, vi må bede om ..." sagde skatteopkræveren.
   "Løs pigen!" forlangte den unge mand.
   En af soldaterne trådte hen mod pigen, standsede og kiggede mod skatteopkræveren.
   Den unge mand stirrede på soldaten og i et glimt syntes pigen at hans øjne skinnede gult. Dragen - men det kunne vel ikke passe.
   "Løs pigen eller jeg kalder floden herop og lader den opsluge hele landsbyen." Et vindstød fik silken til at blafre og foldernes bølgedale var lyserøde. Vinden susede gennem gården og piskede støv op. Himlen blev mørk af skyer der voksede sammen og ændrede farve fra gråblå til sort. Et lyn slog ned og braget druknede al lyd. Pigen trykkede sig ind mod søjlen. Husholdersken skreg og kastede sig til jorden.
   "Guderne!" var der en der råbte.
   Soldaten trak en kniv og skar pigens reb over. "Gå," sagde han. Pigen trådte væk fra søjlen. Soldaterne greb husholdersken og trak hende på benene. Hun jamrede, tiggede soldaterne om nåde og rablede undskyldninger af sig. Pigen gik langsomt hen mod dragen. Han stod som en statue med gevandterne bølgende omkring ham. Hans blik var rettet mod flokken i gården.
   "I skulle takke denne pige - det er hendes skyld tørken ikke tog livet af jer eller tvang jer til at flytte." Dragen vendte sig mod pigen, smilede og rakte hænderne frem mod hende. "Hun er min ven og I kunne alle lære meget af hende."
   Pigen standsede foran ham.
   "Kom med mig," bad han.
   "Det vil jeg," sagde hun. "Men straf ikke folkene her."
   Dragen studerede hendes ansigt, kiggede på flokken og vendte sin opmærksomhed mod pigen igen. Han nikkede. "Alt for dig, min ven." Han forvandlede sig til dragen og de perlehvide skæl skinnede blødt i uvejrets mørke.
   Folkene gispede og løb op mod herrens hus.
   "Kirsebærblomst," sagde dragen. "Sæt dig op på min ryg. Jeg vil vise dig mit hus."
   Pigen klatrede op og dragen lettede fra jorden og drejede mod floden. Himlen begyndte at klare op.

Da landsbyboerne, dagen efter, var kommet sig ovenpå forskrækkelsen, blev kokken og husholdersken taget ud i gården og forhørt. Foran alle tilstod de tyverierne og løgnene. Ingen kunne dog få sig til at afsige en dom. Derfor besluttede herren, at de skulle gå til floden og spørge pigen og dragen om råd. Alle gik med ned til vandingsstedet og pigen og dragen dukkede op.
   Pigen ville ikke høre tale om hverken slag, afhugning af lemmer eller død. Hun rådede dem til at forvise både husholdersken og kokken. Herren og skatteopkræveren bukkede for hende.
   Herren bad pigen fortælle hendes historie og pigen fortalte og dragen indskød bemærkninger. Sådan blev landsbyboerne klar over hvor høstens rigdom kom fra. De takkede pigen og dragen og hver høst, fra denne dag, holdt de en fest til deres ære.
   Dragen og pigen sikrede landsbyen gode tider og dalen blev kendt vidt og bredt for sin frodighed. Pigen og dragen blev gift og de levede længe og lykkeligt. Deres efterkommere bor der vist endnu.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 18/08-2017 22:53 af Alexandra Vinther (A. Vinther) og er kategoriseret under Eventyr og fabler.
Teksten er på 3664 ord og lix-tallet er 27.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.