Der var engang en kvinde. Kvinden hed Tinka. Tinka var en smuk kvinde, og alle mændene i byen var vilde med hende, men hun ville ikke have nogle af dem. De var alle sammen smukke og modige, og de ville behandle hende godt. De ville kunne give hende alt, hun ville have. Ingen af de ting interesserede hende det mindste.

En dag var Tinka ude i skoven for at plukke blomster. Hun så alle de smukke børn løbe rundt og lege. De så alle sammen henrykte ud. Det hele var så idyllisk. Så smukt. Hendes ansigt svandt ind til et vemodigt udtryk. Hun ville aldrig selv få et smukt barn.

Hun bukkede sig ned, for at samle de sidste blomster sammen. Pludselig fik hun et fremmed objekt i hendes synsfelt. En hånd. En mandehånd. I hånden lå nok den smukkeste blodrøde rose, som hun nogensinde havde set. Elegant og yndefuldt kom hun på benene igen. Hun vendte hovedet mod den fremmede, og hendes lange lyse lokker omfavnede og kærtegnede hendes ansigt. Foran hende stod nok den smukkeste mand hun nogensinde havde set. De blideste og blanke øjne hun nogensinde havde set, stirrede direkte ind i hendes sjæl. Hans rare smil bredte en varme i hele hendes krop. Hun blev helt fortryllet. Han rakte sin stærke, brede og let beskidte hånd frem mod hende. Den rene og smukke rose passede helt perfekt i hans hånd. Tinkas kinder blev dækket af en let rosa farve, da hun rakte sin hånd frem imod ham. Hun tog rosen, og kiggede på den. Da hun kiggede op igen for at takke manden, var han væk.

Da hun sad hjemme foran ilden, betragtede hun rosen. Den lå helt fladt på hendes hånd, og så virkelig smuk ud. Lige pludselig rykkede rosen på sig. Det gav et sæt i Tinka. Rosen blev ved med at rykke på sig. Et af dens kronblade begyndte at snører sig sammen, og pludselig kom to små øjne og en mund frem. Tinka var målløs. Rosen rejste sig op, og stod helt selv på sin stilk. Lige der på hendes lille håndflade, stod en levende rose.

Den åbnede munden og sagde "Udenfor venter din fremtid". Mistænksom og nysgerrig vaklede hun over mod hoveddøren. Rosen kiggede op på hende med et opmuntrende blik. Hun tog i håndtaget, og åbnede døren. Udenfor var en let aften brise, og lys fra kroen, men ikke andet. Hun kiggede vemodigt ned på rosen, som kiggede tilbage op på hende og sagde "den lyseste stjerne på himlen er deroppe, lad den være din ledestjerne". Hun kiggede op på nattehimlen og fandt Nordstjernen. I raskt tempo begyndte hun og gå i samme retning som stjernen. Efter noget tid, kunne hun ikke komme længere. Hun stod på en klippe, og kiggede ned mod afgrunden. Hun kiggede spørgende ned på rosen, som i et muntert toneleje sagde "dernede findes din fremtid. Alt hvad dit hjerte begærer og ønsker. Du skal bare hoppe". Med stor undren i blikket, tog hun en dyb indånding, og hoppede. Både rosen og Tinka fløj ned mod jorden, men pludselig forsvandt alting under dem.

Tinka landede i den blide mands arme, og han havde rosen i munden. Rosen var ikke længere levende, men blot en smuk rose.