Audes fortælling III


5 måneder, 9 dage siden 3 kommentarer Eventyr og fabler sammenhængende fortælling eventyr

2Audes fortælling V
Olle følte med hånden fra bordkanten til han fandt skeen og med d... [...]
Eventyr og fabler · eventyr, sammenhængende fortælling
2 måneder, 21 dage siden
6Lige før
Stilheden hang i luften omkring os. · Et ildevarslende suk. · Vi havd... [...]
Digte · rum, ventetid, intermezzo
3 måneder, 26 dage siden
2Audes fortælling IV
På kanten af en vågen tilstand mærkede jeg varmen, efter endnu et... [...]
Eventyr og fabler · eventyr, sammenhængende fortælling
3 måneder, 26 dage siden
3Spejlvender
Jeg spejder rundt i rummets tomme mørke. · Vinklerne skal være præc... [...]
Digte · indre balance, virkelighed, rum
4 måneder, 6 dage siden
7Indre katedral
Her går jeg mine runder. · Jeg slider sandhed ned i sandsten, glat ... [...]
Digte · melankoli, rum, perspektiv
4 måneder, 23 dage siden
3Audes fortælling III
Håb er en flygtig størrelse, som en skygge. Håbet kan være med kl... [...]
Eventyr og fabler · sammenhængende fortælling, eventyr
5 måneder, 9 dage siden
4Audes fortælling II
Fra jeg kunne stå og gå, fulgte jeg efter min mor, når hun bevæge... [...]
Eventyr og fabler · eventyr, sammenhængende fortælling
5 måneder, 22 dage siden
7Audes fortælling I
Jeg troede aldrig, jeg skulle se lyset igen. Mine dage og nætter ... [...]
Eventyr og fabler · eventyr, sammenhængende fortælling
5 måneder, 22 dage siden

Puls: 20,1

Publiceret: 1
Afgivet: 5
Modtaget: 6
Louise Amkær (f. 1979)
Håb er en flygtig størrelse, som en skygge. Håbet kan være med klart definerede kanter, tydeligt mod en rolig baggrund. Det kan være svagt og svært at se, som en skygge på vandet, og det kan være helt væk, når skyerne samler sig for til sidst at åbne sine skodder for vand.
   Jeg gik fra Lord Beurons fæstning med lette trin, og jeg nåede at se et strålende gry, der tittede farvestrålende mellem træerne på min vej mod syd. Solen steg, og dens stråler varmede i mine kinder. Jeg standsede et øjeblik for at nyde fornemmelsen med lukkede øjne. Et smil skød frem på mine læber. Det var godt, jeg nød det. Inden solen nåede sit højeste punkt, forsvandt den bag tunge skyer. Dagen blev dunkel, og det silede ned. Jeg ventede under et nåletræ i håb om, at regnen ville passere, men det våde vejr blev ved. Regnen tiltog og aftog en smule igennem dagen, men forsvandt ikke igen. Jeg samlede kutten omkring mig og gik videre.
   Om aftenen fandt jeg et nyt nåletræ at hvile mig under. Et bål var ikke en mulighed. Jeg lagde mig, og skjulte mine fingre i mine armhuler for at få varme i dem. Jeg vågnede til mere regn. Jeg overvejede kort at blive, hvor jeg var. Jeg var kun en kort dagsrejse fra Lord Beurons fæstning, og jeg havde hverken mad eller ild. Min rejse måtte forsætte langsomt mod syd. Jeg blev mellem træerne, hvor mine skørter hang fast i det våde lav, mens jeg fulgte en rute mod syd. Jeg måtte ikke blive set. Jeg risikerede at blive genkendt og ført tilbage til fangekælderen. Jeg gøs ved risikoen. Jeg samlede nogle nødder og urter på min vej og gemte dem i håb om, at regnen ville stoppe, så jeg kunne sidde ved et tændt bål og spise og tørre. Regnen standsede imidlertid ikke. Jeg spiste nødderne og urterne, mens jeg gik, og fandt en bunke af grene med visne blade, som jeg krøb under for natten. Regnen prikkede til de visne blade og fandt vej til min krop natten igennem.
   Om morgenen hang regnen stille i luften, og en tung tåge hvilede mellem træerne. Kutten tyngede om mine skuldre, da jeg rejste mig og søgte videre mod syd. Regnen var brydsom; mine skridt var så tunge, at jeg stødte mine tæer på sten og træstubbe. Jeg trådte på en flade, der hverken var sten, muld eller træ. Det var en hullet brystplade fra en soldats udrustning. Mit blik flaksede omkring i gruen om, at soldater kunne træde ud af tågen med løftede sværd. Der var ikke nogen. Alt omkring mig var stille og uden bevægelse. Jeg lagde brystpladen igen og gik videre over en lysning med spredte træer. Fra et træ stod en pil ud fra træstammen. Jeg gik hen til den. Pilen var helt begravet i træstammen. Efterhånden som jeg gik over lysningen, fandt jeg flere efterladenskaber fra soldater i væbnet kamp. Pile, der ikke havde fundet deres mål. Jeg tog en skarp pilespids og lagde den i min lomme. Små metalringe fra rustninger. Der havde været et slag her for ikke så lang tid siden. Græsset havde rejst sig igen, men planterne havde endnu ikke fundet vej gennem revner og huller i metal.
   På den anden side af lysningen tyndede det ud i efterladenskaberne igen. Det var igen sten, muld eller træ under mine fødder. Jeg nåede en lille bæk, som jeg med lidt snilde kunne springe over. Jeg tog tilløb og holdt i kutten og mine skørter, før jeg tog springet over bækken, der skyndte sig mod sydvest. Da jeg landede, skubbede jeg med foden til en mudderdækket kop, der trillede ned mod bækken. Jeg faldt ned på knæ for at gribe efter koppen, og heldigvis fik jeg den. Jeg kunne drikke af den, koge urter eller små rødder i den. Jeg fik den. Jeg fyldte den med rindende vand fra bækken og drak af fryd. Som jeg stod der og drak, ænsede jeg ikke støvregnen, men mærkede frisk koldt vand løbe ned igennem min hals og ned i min mave. Jeg gav endda min begejstring lyd, og det var min egen hvin, der bragte mig ned på jorden igen, stående i mudder.
   Jeg fastgjorde koppen til mit bælte og fortsat mod syd. I samme dags tusmørke nåede jeg kanten af skoven. Træerne stod ranke, og græsset groede grønt helt ud til en skarp klippe, der faldt for mine fødder ned til en stenet strand med vrede bølger. Pålandsvinden hev i mit skørt og kutten; den udfordrede mig til at komme nærmere. Et sted neden for klipperne ville jeg finde en hule, sagde den gamle kone. Jeg holdt fat i rødder og græstotter, mens mine fødder fandt trin i klippen, og langsomt arbejdede jeg mig ned til bølgernes brølen, når de slog op mod stranden. Neden for klippen krøb mørket tættere på. Jeg lod min hånd følge klippevæggens ujævne overflade, mens jeg fandt fodfæste på stenene i min søgen efter hulen. Mørket havde omfavnet mig helt, da min hånd fulgte klippevæggen indad.
   Klippevæggen åbnede sig som en lang lodret slids. Som jeg bevægede mig ind i hulen, blev jeg mødt af et gyldent lys og tørvejr. Jeg fjernede dråberne fra mit ansigt med hænderne og trådte forsigtigt længere ind i hulen, hvor der brændte en lille bål i en bålring af sten. Ved siden af lå en bunke af tørt træ, klar til at blive lagt på bålet. Dette måtte være hulen, som den gamle kone havde fortalt mig om.
   "Hallo?" Mit blik fulgte mørket rundt på den anden side af bålet. Jeg hørte rislende vand, men der var ikke nogen, der svarede. Jeg gik rundt om bålet for at være sikker. Bålet var ikke antændt spontant. Der måtte være en person, som enten var i hulen, eller som måske ville komme tilbage til hulen. Med hånden fandt jeg vandet, der rislede ned ad væggen bagerst i hulen og et lille vandhul nedenfor, men ingen andre mennesker. Jeg fuldendte min runde tilbage til bålets varme uden at møde andre mennesker eller ejendele, der kunne tyde på, at en anden brugte hulen.
   Mit hjerte sad i halsen på mig, da jeg satte mig ved bålet. Jeg tog kutten af og bredte den ud ved siden af mig, så den kunne tørre. Det var underligt at finde en hule i mørket, hvor havet og regnen ruskede uden for, og hvor der var et tændt bål. Min mors ord kom til mig.
   "Du forlader aldrig levende ild. Det har sit eget liv og kan hurtigt blusse op." Jeg var nok en stor pige, da hun med et fast tag i min arm sagde det til mig. Jeg havde stået for at lave vores grød om morgenen og var fulgt efter hende ud i haven for at lave mine pligter der, da jeg var færdig. Pludseligt havde min mor rejst sig, snuset til luften, og så løb hun med skørtet svingende omkring hende ind i huset. Ilden i ildstedet var blusset op med vrede, orangegule flammer, der havde ædt grydelapperne, der hang ved siden af og kastet gløder ud på gulvet. Min mor trampede på gløderne og kastede en fuld spand vand på ilden.
   Jeg foldede hænderne rundt om mine knæ og så ind i flammerne. Min mor var i live. Det blev jeg ved med at håbe. Jeg var i den hule, den gamle kone havde sendt mig til. Og nu, nu skulle jeg vente til daggryet, hvor jeg ville møde en ven. Jeg var sikker her. Duften af varm, våd uld steg op omkring mig, mens mit tøj langsomt tørrede. Varmen fra bålet gjorde mine øjenlåg tunge.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 08/01-2021 19:16 af Louise Amkær (Anlou) og er kategoriseret under Eventyr og fabler.
Teksten er på 1277 ord og lix-tallet er 27.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.