Audes fortælling II


3 måneder, 21 dage siden 4 kommentarer Eventyr og fabler eventyr sammenhængende fortælling

1Audes fortælling V
Olle følte med hånden fra bordkanten til han fandt skeen og med d... [...]
Eventyr og fabler · eventyr, sammenhængende fortælling
20 dage siden
6Lige før
Stilheden hang i luften omkring os. · Et ildevarslende suk. · Vi havd... [...]
Digte · rum, ventetid, intermezzo
1 måned, 25 dage siden
1Audes fortælling IV
På kanten af en vågen tilstand mærkede jeg varmen, efter endnu et... [...]
Eventyr og fabler · eventyr, sammenhængende fortælling
1 måned, 25 dage siden
3Spejlvender
Jeg spejder rundt i rummets tomme mørke. · Vinklerne skal være præc... [...]
Digte · indre balance, virkelighed, rum
2 måneder, 5 dage siden
7Indre katedral
Her går jeg mine runder. · Jeg slider sandhed ned i sandsten, glat ... [...]
Digte · melankoli, rum, perspektiv
2 måneder, 22 dage siden
2Audes fortælling III
Håb er en flygtig størrelse, som en skygge. Håbet kan være med kl... [...]
Eventyr og fabler · sammenhængende fortælling, eventyr
3 måneder, 8 dage siden
4Audes fortælling II
Fra jeg kunne stå og gå, fulgte jeg efter min mor, når hun bevæge... [...]
Eventyr og fabler · eventyr, sammenhængende fortælling
3 måneder, 21 dage siden
7Audes fortælling I
Jeg troede aldrig, jeg skulle se lyset igen. Mine dage og nætter ... [...]
Eventyr og fabler · eventyr, sammenhængende fortælling
3 måneder, 21 dage siden

Puls: 53,8

Publiceret: 6
Afgivet: 69
Modtaget: 23
Louise Amkær (f. 1979)
Fra jeg kunne stå og gå, fulgte jeg efter min mor, når hun bevægede rundt i vores lille hus og have med nødvendige gøremål. Jeg lærte at luge, inden jeg kunne tale i hele sætninger. Hver dag fulgte jeg min mors eksempel, når hun fra gry til tusmørke agerede både husmand og kone ved Gavlhuset. Så snart jeg kunne, fik jeg mine egne opgaver. Jeg fodrede hønsene, fejede gulvet og rørte i grøden, så den ikke brændte på. Som årene gik, blev mine opgaver større. Til hver af årets dage var der vigtige gøremål, som min mor og jeg skulle udføre, og om lørdagen tog vi på Fielding marked og solgte af vores overskud: friske grøntsager og urter, eddiker og olier.
   Min ellers lille verden blev endnu mindre og defineret af de massive kampestens vægge og det hvælvede loft. Det var et lavt leje med et par favne halm, og øverst i den ene væg en lang slids, hvor der kom lidt svagt dagslys ind. De første dage lå jeg på lejet og græd, indtil sorgen dækkede alt det, jeg savnede. For første gang i mit liv var mine hænder ledige i fangekælderen. Jeg bed mine negle, indtil jeg smagte jernholdigt blod.
   Så tændtes vreden, der fik mig til at skrige som en gal og kaste skålen med mad mod den lukkede dør. Den brændte febervarm, så jeg kradsede min hals i søvne. En soldat, der holdt vagt så det, da han kom ind og stillede en skål med grød så udkogt, at jeg ikke kunne smage, hvilken slags grød det var.
   "Gør du skade på dig selv, tøs?" udbrød han uden at forvente et svar. Han vendte sig og forlod min celle, mens han fortsatte, "jeg skal dæleme ikke holdes til ansvar, hvis nogen ser det."
   Et par timer senere kom han tilbage med en gammel kone, hvis fingrene var krogede af ælde. Jeg havde lyst til at skrige eller sparke ud, men kunne ikke få mig selv til det. Han holdt en lygte tæt på min hals, så konen kunne se. Hendes øjne var mælkehvide. Hun trak nogle tørrede urter op af en lomme i sit skørt. Jeg genkendte dem selv i det svage lys. Konen tog dem i munden og tyggede for så at spytte dem ud i sin hånd. Vagtsoldaten trippede bag hende.
   "Hold du hellere vagt ved døren," sagde konen uden at kigge på ham. Soldaten adlød med det samme. Selv uden lygten smurte konen urtemosen ud på min hals. Det kølede de vrede rifter og mit sind.
   "Din rejse er kun lige begyndt, min pige," sagde konen, næppe højere end en hvisken, "selv om tiden her føles lang, så vid, at din skæbne ikke ender her." Jeg sad mundlam og på kanten af tårer over den venlighed, konen havde vist mig.
   "Hjælp mig hen til døren," befalede konen med sin almindelige stemme. Jeg rejste mig fra lejet og ledte konen hen til døren, hvor soldaten stod.
   "Færdig?" Han kiggede fra konen til mig og tilbage igen. Jeg blev stående på min side af dørtærsklen. Han lukkede døren og førte den gamle kone væk igen.
   Mit hoved var fuld af konens ord. De rumsterede og brød vredens tordnende march. Den gamle kone måtte have synet. Hvad havde hun set? Hendes ord var så generelle; de gav ingen klare svar eller røbede deres formål. Deres værdi var imidlertid høj; de indbød til håb.
   Selv i en fangekælder indtrådte en hverdag. Hver dag begyndte med et vagtskifte, der kunne høres på afsted. Alt foregik på afstand. Der var ingen kommunikation mellem fangerne og vagtsoldaterne, og alligevel opsnappede jeg fragmenter af, hvad der foregik. Et regiment af soldater var sendt ud for at bekæmpe uroligheder mod vest. Landsbyerne der var egenrådige, var der én soldat, der sagde. En anden mente snarere, at Lord Beuron gerne så flere skatter hentet fra de vestlige landsbyer.
   Jeg holdt den gamle kones ord tæt på, og forsøgte at være tålmodig. Jeg fandt ro i accepten af, at jeg var tilbageholdt i fangekælderen. Jeg råbte ikke længere ad soldaterne eller kradsede mig selv til blods. Jeg var taknemmelig for den ugentlige spand vand til at vaske mig i, eller når jeg fik et par favne ny halm til det lave leje. Jeg flettede noget af halmen til en måtte, som jeg kunne sidde på. Jeg ventede og lyttede.
   Regimentet, der var sendt mod vest, kom tilbage. Soldaterne havde mødt modstand i landsbyerne. Landsbyboerne var hverken interesseret i at betale flere skatter eller imødekomme Lord Beurons øvrige krav. Det var gået voldsomt for sig. Der var ikke tale om vrede landsbyboere, men en veltrænet milits på hjemmebane. Soldaterne talte meget om, hvad der ville ske.
   Der kom flere i fangekælderen. Soldaterne slæbte en mand mellem sig hen over kampesten. Manden gjorde hverken modstand eller ynkede sig i smerte.
   "Tag hans ben," hørte jeg den ene soldat sige i cellen ved siden af min.
   "Hvorfor? Han overlever ikke natten," konstaterede den anden. De forlod cellen, og lyden af døren, der blev smækket i, rungede i stilheden, der fulgte. Gråden sad i halsen på mig, mens jeg kiggede på væggen i retning af stemmerne. Jeg vågede på afstand over manden igennem natten uden at høre noget fra ham. Næste dag slæbte soldaterne manden væk igen.
   Fangekælderen fik mange beboere. De græd, skreg, råbte og klynkede. Der var flere soldater, der talte med hårde stemmer og tildelte stokkeslag, hvis en fange ikke gjorde, som vedkommende skulle. Der var ikke meget opmærksomhed på mig. Jeg var stille og fulgte de uudtalte regler. Jeg så næsten kun soldaterne, når de kom med den smagløse grød eller suppe og brød.
   En dag var der en soldat, der rakte mig suppeskålen i mine hænder i stedet for at stille skålen lige inde for døren. Suppen var stadig varm, og varmen i mine fingre var en sjælden gave. Soldaten lagde samtidig en bylt på det lave leje.
   "Fra min bedstemor." Først da kiggede jeg på ham og konstaterede, at det var den samme, som havde bragt den gamle kone for flere måneder siden.
   "Tak," min stemme var hæs af manglende brug. Da han havde lukket døren bag sig, pakkede jeg bylten ud. Det var et tykt stykke stof, nål og tråd. Varmen bredte sig igennem hele min krop, og taknemmelighedens tårer løb ned ad mine kinder.
   Jeg vågnede om morgenen og skævede op på væggen, hvor solstrålen ville ramme i løbet af et par timer. Jeg så frem til at mærke solen på min håndflade hver dag i en sådan grad, at jeg en dag, hvor regnen silede ned, og jeg måtte undvære solstrålen, lå på lejet og græd det meste af dagen. Jeg skuttede mig mod kulden og træk kutten, som jeg havde syet af det tykke stof, tættere omkring mig. I dag ville solen skinne, og solstrålen ramme væggen. Jeg fulgte dens forventede bane fra væggen til revnen øverst på den anden væg.
   Nedenfor revnen lå et stykke pergament. Jeg blinkede søvnen fra mine øjnene og fokuserede på det lyse materiale mod det mørke gulv. Der lå et stykke pergament. Jeg væltede ned ad lejet og kravlede hen til pergamentet, der måtte være kommet ind gennem revnen. Det dyrebare materiale føltes blødt mellem mine fingre. Jeg holdt vejret, mens jeg foldede det ud og læste den klodsede skrift.
   Vær beredt i nat.
   Jeg undersøgte pergamentet på begge sider. Der stod ikke mere. Vær beredt. Der stod ikke hvordan eller hvad, der ville ske. Jeg var ikke engang sikker på, at beskeden var møntet på mig, eller om i nat var først kommende nat. Det kunne endda være en besked, en anden deroppe i verdenen, havde smidt fra sig som læst og derved mig uvedkommende. Følelserne stormede i mit indre. Solstrålen ramte væggen og jeg lod strålerne lune min håndflade, men for første gang virkede varmen overfladisk, og jeg kunne ikke holde min hånd over hovedet så længe.
   Natten kom, og nattevagternes snak forstummede. Jeg lyttede. Fangekælderen blev stille ud over de sædvanlige lyde fra fanger, der var i smerte eller deres følelsers vold. Jeg forsøgte at klemme mine øjne i og finde ro, men søvnen gik min dør forbi. Jeg lyttede hele natten. Først da der igen havde været vagtskifte, slog søvnen ind over mig med samme brutalitet som skuffelse. Det var ikke den nat.
   Næste nat holdt jeg mig vågen igen. På et tidspunkt var der en fange, der begyndte at råbe og larme. Det lød som om han brugte lejets træramme til at slå på den tunge dør. Vagterne hastede til og var klar med deres stokke, da de åbnede døren. Tumulten lod som en voldsom dans af tunge støvler og slag mod en menneskekrop.
   "Sørg for at tage alle træstumperne," beordrede en soldat. Døren blev smækket i igen.
   Dagen derpå var jeg så udmattet, at jeg nær havde tabt skålen med suppe ned i skødet. Jeg blødte stumper af tørt brød op i suppen og spiste dem. Da brødstumperne var væk, drak jeg resten af suppen og lagde mig på lejet. Jeg sov, inden jeg nåede at høre vagtskiftet.
   Jeg vågnede ved en hånd, der blev holdt over min mund til synet af en mørk silhuet, der stod over mig. Silhuetten satte sig på hug ved siden af mit leje.
   "Vi skal være hurtige." Jeg var overrasket over at høre en kvindestemme og var med det samme lysvågen. Cellen fremstod lysere, da døren stod åben og en kegle af lys strakte sig ind over gulvet. Kvinden gik i forvejen og lyttede ved døren, inden hun vinkede mig frem.
   For første gang i ni måner var jeg uden for min celle. Kvinden ledte mig ad snørklede gange. Hun tog en fakkel fra en stander og drejede ned ad en vindeltrappe. Jeg fulgte hendes eksempel og gik efter hende. En frisk kulde steg op fra dybet. Vi har langt neden under Lord Beurons fæstning. Kæmpestenene blev afløst af rå klippevægge, som for forbi faklernes skær. Klippevæggene åbnede op til et større, næsten rundt rum, hvor der stod et bord af granit i midten. Kvinden gik hen til bordet og brugte faklen til at tænde en olielampe. Jeg hev efter vejret og hoppede forskrækket, da den gamle kone trådte frem fra mørket.
   "Endelig," sagde hun og klappede mig på armen. Hun trådte hen til bordet og lagde et stykke broderet klæde ud. Med hendes krogede fingre pegede hun på de broderede symboler på klædet, mens hun talte med få ord.
   "Violerne er venligt stemt for den fremtid, som vores rige har brug for. Liljekonvallerne er loyale over for Lord Beuron. Suna fører dig ud af fæstningen. Derefter må du selv finde vej til Highstowe Cliffs syd på. Der finder du en grotte. Ved daggry hver dag vil en ven være klar til at modtage dig."
   Den gamle kone foldede klædet sammen og bandt det om min hals.
   "Du er vores håb," sagde hun med et stille smil og aede mig på kinden. Jeg havde lyst til at stille et væld af spørgsmål, men ingen af dem kom over mine læber. Jeg var Paulina Huttons datter fra Fielding. Jeg var god til at passe på grøntsager og urter i haven. Det var den, jeg vidste, jeg var. Jeg vidste ikke noget om at være nogens håb. Ordene jeg hørte, gjorde mig tavs i forundring.
   Suna hev i min kappe og førte mig videre ad en anden gang. Vi klatrede igennem et sted, hvor gangen havde været muret til og fortsatte indtil, jeg kunne mærke frisk vind imod mit ansigt. Jeg var klar til at fare ud i den frie luft med faklen højt hævet. Suna greb fat i faklen og slukkede den mod jorden.
   "Du er vigtig. Hold dig i live." Rynken i hendes pande mindede om min mors, når jeg fumlede med et gøremål. Jeg sank klumpen i halsen og mærkede byrden af friheden og den hjælp, jeg allerede havde modtaget, sætte sig fast i mit sind. Uden at jeg helt forstod hvorfor, så var jeg vigtig for nogle mennesker. Lord Beuron, min far, havde holdt mig fanget, og nu var jeg fri igen. Jeg omfavnede Suna, der stivnede i mine arme.
   "Tak." Der var mange ting, jeg kunne sige tak for. Tak for formaningen om at holde mig i live. Tak for at hjælpe mig ud af fangekælderen. Tak for den fremtid, jeg nu havde. Tak for tiltroen i mig.
   Jeg slap hende og gik væk fra åbningen i klippevæggen. Efter nogle få skridt så jeg mig tilbage. Jeg kunne knap skimte åbningen, men Suna var væk. Jeg var på egne ben. Luften i mine lunger føltes koldere og klarere end nogensinde før, og mine ben føltes lette på stien under mig. Jeg vidste ikke, hvad min fremtid ville bringe, men i det øjeblik nærede jeg håb.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 26/12-2020 19:19 af Louise Amkær (Anlou) og er kategoriseret under Eventyr og fabler.
Teksten er på 2129 ord og lix-tallet er 27.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.