Sortemuf's fortælling om Den Usynlige Mand & Den Anden Side



1Sortemuf's fortælling om Den Usynlige Mand ...
Forord: Det er mig en stor ære at introducere denne fortælling, s... [...]
Eventyr og fabler
9 dage siden

Puls: 15,8

Publiceret: 1
Afgivet: 5
Modtaget: 1
Marianne Thorborg (f. 1948)
Forord: Det er mig en stor ære at introducere denne fortælling, som min gode veninde, alpekragen Sortemuf, fortalte mig ved Det Globale Fuglestævne sidste år. Vi mødte hinanden ved et uheld. Jeg var lige ved at suge nektar fra en tulipanblomst, da hun klodset flaksede ind i mig - hun troede at jeg var et lille, saftigt insekt, men opdagede så, at jeg også var en fugl. Men hun undskyldte, og vi blev hurtigt venner trods forskellene! Kolli

Det hele begyndte en ganske almindelig dag. Der var fredfyldt i det lyse værksted, hvor mennesker koncentrerede sig om at lave sjove ting - sommerfuglegynger, skateboards til pattegrise, der keder sig i staldene, drøvtyggegummi til køer, der ikke kommer på græs, lerkrukker til at opbevare forvildede natsværmere, lerkrukker til opbevaring af drageblod, internetsystemer drevet af flagermus, og meget andet. Jeg kunne følge det hele fra det lille søm, jeg sad på oppe under spærene.

Den Usynlige Mand, der sad og skuttede sig på en skammel i hjørnet af værkstedet, ville så gerne høre en historie. Det var faktisk derfor han var kommet! Han hviskede til Gammelmor-Vind, som lige kom susende ind igennem den åbne dør: Gammelmor, ved du hvor jeg finder en Historiefortæller, der kan hjælpe mig. Jeg er blevet helt usynlig. Jeg aner ikke hvem jeg er. Jeg kan ikke at holde ud at være usynlig resten af livet! - Jeg kan ikke finde nogen mening med noget som helst. Alt virker ligegyldigt. Er jeg blevet helt væk? Er der slet ikke noget formål med mig?

Vindmoderen kom rundt til alle mulige afkroge af verden, så hun vidste rigtig meget.

Eftermiddagens sollys faldt skråt ind gennem de små staldvinduer. Den gamle, rynkede Vindmoder kløede sig i nakken. Med et lunt glimt i øjet drejede hun hovedet svagt som om hun så ud over et fjernt bjerglandskab. - Som kolibri kendte jeg godt det afslappede hvilende blik ud over et stort landskab. Så kiggede hun rundt i værkstedet på alle dem som sad helt optaget af det de lavede. Flere pjattede og smågrinede, imens de kiggede på at dyrene afprøvede de nyskabte legeting ude på gårdspladsen. En helt særlig stemning fyldte rummet. Og hendes indre, kunne jeg mærke. Den Usynlige Mands næsebor vibrerede: Åh, der duftede af kanel, ingefær og lidt citron - det fik tænderne til at løbe i vand. Kunne man få noget at drikke her?

I det samme fløj min veninde, den sorte alpekrage, ind i værkstedet hvor de sad. Hun satte sig til rette på en loftbjælke tæt ved Den Usynlige Mand, pudsede et par halefjer, rystede sig, og indsnusede nysgerrigt den dejlige krydrede luft i værkstedet. Så sagde den med høj raspet stemme:

Jeg hedder Sortemuf! Mine venner mener at jeg er en vild og modig fugl. Men det syntes jeg nu er lidt overdrevet. Jeg er bare vedholdende og har tillid til, at de højere luftlag holder hånden under mig så jeg styrer fri af farer og besværligheder. Jeg er taknemmelig over at være en del af et fælleskab, hvor alt er forbundet.
   Jeg elsker at være tunet ind på den drømmeverden, som de fleste af os besøger om natten. Jeg giver bare slip og nyder at svæve på de vinde, der bærer mig hen over ukendt land. Eventyr - jeg elsker dig! Jeg stammer jo fra dinosaurerne - dem der overlevede. Jeg kan ligefrem mærke, at vi stammer fra tidernes morgen. Det giver mig perspektiv! Alt det de vidste bor også i mig.

Den sorte fugl skal fortælle sin historie. Der er måske noget i den, som kan åbne en dør for dig, du Usynlige Mand, sagde Gammelmor-Vind. Der er noget mærkeligt med Sortemuf og det hun kan.

Gammelmor-Vind så på Den Usynlige Mand.

Tænk, den har allerede været ovre på Den Anden Side af dette liv. Det er et mystisk sted. Det siges at kilden med alle svarene på de største mysterier, udspringer der. ALT ER ÉT derovre er der nogen der påstår. Fatter du det? Hvordan den bar sig ad med at komme tilbage hertil forstår vi faktisk ikke. De fleste vil helst blive.

Og så gav hun den Usynlige Mand en stor kop i hænderne med en varm, velduftende drik! Han tog en slurk af den liflige væske. Næsen nød duften, tungen nød smagen!
   Hvordan i alverden vidste hun hvor han var, eller hvad han ønskede sig - når han ikke havde sagt noget til nogen om det?

Sortemuf kunne ikke sidde stille på bjælken af lutter iver. Hun hoppede op og ned baskede med vingerne og jublede: På Den Anden Side er det, som om man flyder rundt i en sølvglinsende kærlighedssuppe, og basker sig i alt det, man har gået og længtes efter, drømt om eller endda været bange for. Man skal bare mærke eller tænke på det, så dukker det op i suppen, helt af sig selv! Man er helt tryg ved alt det der kommer. Man VED bare at det gør noget godt ved én. Og alt hvad der er derovre hvirvler rundt imellem hinanden. Man møder altså også det, andre bærer rundt på!
   Sortemuf lettede, fløj ned til Den Usynlige Mands stol, bøjede hovedet, så direkte ind i hans øjne og sagde: Husk Mand: Øjnene er sjælens spejl! Se ind i andres øjne og se sandheden om dem - og mød også sandheden om dig selv i deres øjne!

Den Usynlige Mand rørte uroligt på sig og foldede armene hen over sin brede brystkasse. Han forstod ikke hvordan fuglen kunne vide hvor han sad, og forstod heller ikke helt det den sagde. Det passede ham slet ikke at blive tiltalt på den måde, hverken af en gammel kvinde, selvom hun var lavet af vinden, eller af en sølle fugl. Som mand lå han jo øverst på rangstigen, syntes han selv og tænkte: Hvad bilder den sig ind, sådan en oppustet lille sortglinsende fjerkugle? Kender den ikke sin plads i hierarkiet hvor mennesket er kronen på værket?

Han blev - helt som han plejede - ret irritabel og utålmodig. Han havde brug for at få en åbenbaring, der kunne befri ham fra sin fastlåste tilstand, og vise ham meningen med livet. Den dejlige drik havde hjulpet på tørsten. Det lettede også lidt på surheden og ubehaget, som lå både i maven og i sindet.

Den gamle Vindmoder smilede. Hun elskede at høre dyrene fortælle. Så vinkede hun med en håndbevægelse til Den Usynlige Mand, at nu skulle han altså lige slappe så meget af, at han kunne lytte ordentligt efter hvad fuglen sagde!

Men han var stadigvæk tørstig. Det var som om tørsten ikke kunne slukkes!
   Der var også lukket helt af for forbindelsen til hans egen indre stemme. Den havde ellers været klar og tydelig og havde vist vej engang, da han havde elsket en kvinde inderligt. Dengang havde han haft mange drømme og visioner, og nogen gange havde han oplevet mærkværdige sammentræf. Men det var ophørt gradvist og umærkeligt.

Nu kunne han overhovedet ikke finde ud af, hvad han skulle stille op med sig selv. Når han forsøgte, var det som at kigge ind i et tomt, halvmørkt rum, hvor lasede gardiner dækkede for vinduerne. Nogle få lyssprækker viste, at solen skinnede udenfor, og man kunne ane blæsten få træernes blade til at rasle i det fjerne, blandet med børns ivrige stemmer. Væggene var forsømte med mørke plamager. Gulvbrædderne var rådne, med dybe, takkede huller ned til et buldrende mørke. Der stank af mug og fugtig jord. Der stak søm ud flere steder i væggene, hvor billeder tidligere havde hængt. Nu var der kun de lyse, firkantede mærker hvor de havde dekoreret rummet.

Et enligt foto uden ramme hang skævt til venstre for den afskallede og skæve dør. Billedet viste en bondemand med et meget hårdt udtryk i ansigtet. Han sad på en hestevogn i en skov, og en lille kuet hund med halen imellem benene kiggede nervøst på ham, imens en dreng på ca. 3 år kom løbende ad en sti, der dukkede frem mellem mørke fyrretræer. Barnet styrtede hen imod hestevognen, med store tårer i øjnene.

Den usynlige mand gjorde alt for aldrig at se ind i dette rum, fordi angstens sved piblede frem hver gang, og han gøs så hårene rejste sig helt ned ad ryggen på ham! Hans krop lugtede altid ubehageligt bagefter!

Det der især dukkede op når han forsøgte at komme videre med sit liv, var det skæve lille billede, der kunne skifte motiv. Men det indeholdt altid manden med det hårde ansigt, og de isnende øjne. Det gjorde ondt langt ind i sjælen på ham, bare han tænkte på de øjne. De mindede ham om det ONDESTE han kunne forestille sig!

Han havde derfor længe søgt rådgivning og forklaring på sin frustration og længsel udenfor i omgivelserne, frem for at kigge ind i sig selv. Så slap han for at kigge ind i det rædsomme rum.

Onde? - En lille gylden hvalp med sorte, glade øjne kom susende for fuld fart midt ind i forsamlingen, med ørerne flagrende efter sig. Den skred i svinget, idet den prøvede at stoppe. Den var jublende glad og begejstret over alt hvad den mødte, og susede lige et par ekstra gange rundt om sig selv, inden den hæsblæsende råbte: Onde - er det dem, der har ondt et sted?

Alle i værkstedet rettede nu deres opmærksomhed på den, og jeg lille kolibri lettede selv, for at hænge og svirre rundt om og over dens sjove hoved. Ingen sagde noget.

Onde - ja, hvordan var det lige med 'De Onde'? Der var stille længe. Så begyndte Sortemuf, som havde fået mere ro på sig, at dele sine erfaringer: Ja vovse, det kan der være noget om. Onde mennesker har tit meget ondt inde i deres 'sjæle', men det er ikke altid, at de selv er klar over det - eller mærker det direkte. De har tit selv været udsat for onde handlinger enten da de voksede op eller senere i livet. De har så gemt smerten væk for at klare sig. Ligesom når en lille hund graver sit kødben ned for at klare sig overfor de store hunde. Hvad hedder du egentlig, vuf? Walter, jeg er kun 12 uger gammel. Hvad er en 'sjæl'?
   Sortemuf kiggede rundt på forsamlingen, der lyttede til dem med hovederne på skrå.

Du stiller nogle gode kloge spørgsmål for så ung en hund at være!

Der er mange som spekulerer på hvad DET ONDE er for noget, og hvor det kommer fra. Mange tænker at ondskab skaber mere ondskab. Hvis jeg bliver behandlet ondt og føler mig lille, magtesløs, sårbar og kvæstet, vil jeg lettere begynde at behandle andre ondt. For at hævne mig, føle mig stor og stærk, eller komme af med min vrede, og min magtesløshed. Eller for at undersøge, om det jeg selv blev udsat for, nu også var så rædsomt. Så kan jeg jo kigge på dem jeg selv mishandler, og undersøge om det var slemt som jeg husker det. Eller jeg kan fryde mig over at NU er det mig, der er ovenpå!
   Ondskab er at få andre til at lide. Det skal gøre ondt på dem! - Ondskab er også at lade andre gøre onde ting, uden at man gør noget for at stoppe dem. Eller hvis man lader være med at beskytte dem, det går ud over.

Hvalpen plirede sørgmodigt med sine sorte øjne. Jeg kender faktisk en anden hund der er blevet behandlet ondt da den var meget lille. Det blev dens væsen helt ødelagt af. Den blev nærmest lidt dum, altså ikke så klog, og måtte aflives da den var et år. Den hed Monja! Havde den en sjæl?"

En sjæl kan måske beskrives som en slags usynligt energifelt der bor inde i vores krop, og som er 'den vi er', hver især - vores unikke væsen. Når vi dør kan man se, at dette 'væsen' er forsvundet fra kroppen, som på en måde ser helt tom ud. - Kan sådan en lille stump som dig forstå det? Den plirrede lidt med øjnene.

Hvalpen så med store øjne rundt i forsamlingen. Mon den undersøgte om den kunne se sjælene, som boede inde i alle de tilstedeværende kroppe?

Hvalpen var nysgerrig: Bliver dem er blevet ukærligt behandlet, forsømt eller mishandlet imens de var små unger dårligere begavet? Afliver de dem så ikke ligesom Monja? Lader menneskene kvæstede tåber løbe frit omkring?"

Den Usynlige Mand fik lyst til at lukke snuden på den lille gyldne hund.

Han kunne ikke rigtigt se, at det fuglen og hvalpen fortalte, kunne have noget som helst at gøre med meningen med hans eget liv. Og det var jo hvad han havde bedt Gammelmor Vind om. At finde én der kunne fortælle, så HAN selv kunne blive hjulpet. Han var bestemt ikke her for at høre de fjollede dyrs oplevelser og historier, men for SELV at få det bedre. Og frem for alt, at holde op med at være usynlig.
   Hvis det hele skulle handle om deres oplevelser, kunne han jo lige så godt drikke sig fuld, ryge sig skæv eller snuppe et par nervepiller. Det plejede han at gøre, når tingene ikke gik efter hans hoved. Og når han ikke ville mærke hvordan han havde det. Eller ikke ønskede at lægge mærke til andre tilstand. Han ønskede bestemt ikke disse foruroligende informationer. Hverken i sin fysiske nærhed, eller inden for hørevidde.

Den Gamle Vindmoder fæstnede nu et fast blik på Den Usynlige Mand, og så lige ind i hans undvigende øjne: Vær nu opmærksom på hvad det er, dyrene forsøger at vise dig! Lyt til den sorte fugls fortælling. Og vær opmærksom på dine egne reaktioner, mens du lytter! Find din ydmyghed og din værdighed frem. Dem har du jo bekendtskab med et eller andet sted fra!
   Den Usynlige Mand krympede sig - han følte sig irettesat af Gammelmor, og syntes at han selv skulle have haft de tanker, frem for at ville kvæle fuglen og hundens snak.

Så gav hun ham endnu en stor kop med den dejlige varme velduftende drik! Hvordan kunne det være at fuglen og Vindmoderen behandlede ham som om han ikke var usynlig, og hvordan i alverden kunne de dog læse hans tanker og følelser?

Endnu en fugl ankom. En frygtløs grågås. Den blinkede lige til Sortemuf, dens alpekrage-veninde, og satte sig i en vindueskarm. Sortemuf skræppede: Angus her er min ven - ham jeg fulgtes med på den rejse, jeg vil fortælle om!

Så begyndte hun at fortælle: Altså, jeg og Angus, boltrede os på en opdrift ved Kilimanjaro. Det kildede skønt i underdunene når vi skiftede retning og lavede saltomortaler i frit fald! Med ét befandt vi os i et lysende vakuum, der glødede af behagelig varme. Jeg var totalt lyksalig. Min vens øjne strålede. En meget smuk hvid hund med en rose i munden tonede pludseligt frem. Den havde en underlig lugt af røg hængene ved sig - noget jeg kun havde oplevet hos visse mennesker. Den viste sig at være en venligsindet ånd fra Den Anden Side, der var kommet for at hente os. Var vi døde? Hvorfor denne røglugt - havde den boet hos mennesker, der fyldte luften og lungerne med tobak? En løve tonede langsomt frem i den hvide dis under os, der nu lignede fortidens gamle veje. Der var også en stor sort mærkelig kugle over løven. Rart, så kunne den ikke lige springe på mig. En myriade af indtryk hvirvlede igennem mig og over i Angus og omsluttede os - fødsler, mystiske planter og havdyr, livets mange sider, vragstumper, lysende planeter, forfald, døden, - mystiske og ukendte ting - indhyllet i himlens og regnbuens farver. Det var fuldstændigt overvældende, og ufatteligt: Hvor var vi dog havnet, her på grænsen imellem Kenya og Tanzania ved det højeste bjerg?

Jeg kunne ganske sagte høre lyden af de kobjælder jeg kendte fra den tid i Østrig, hvor jeg selv blev udruget. Ellers var luften fuldstændig stille og omsvøbte os, som den bløde hinde inde i ægget. Jeg fik hjemvé. Nu så jeg som i et glimt bjergene, hvor mit æg klækkede, men med roser lig den, den hvide hund havde haft i munden. Vi vuggede igennem luften som blade der falder ned fra grenene om efteråret. Det begyndte at rumle, så forsvandt vakuummet. Vi hvirvlede og tumlede igennem skyformationer i alle farvenuancer med en ufattelig fart. Alverdens dyr og mærkelige væsener passerede igennem skyerne sammen med os - var vi mon alle på samme vej? Fugle af mange størrelser og typer mødte mit blik. Deres øjne havde en skarphed, som man kun ser det hos gamle viise sjæle. Lige nu blev jeg ikke betragtet som nogens frokost, og jeg tænkte heller ikke selv på de bær jeg elskede at spise. Var de dér i luftrummet omkring os, eller var de bare tilstede inde i mit eget synscenter? Var det der skete her virkeligt? Hvor mon vi havnede - og havde vi overhovedet flyttet os i fysisk forstand? Jeg har aldrig før eller siden oplevet noget lignende, men vi følte begge en dyb ro og tryghed i dette mystiske felt, selvom vi nu var omgivet af mus, slanger, vildsvin, elefanter, løver, flodheste, hyæner, krokodiller, gribbe, ulve og alverdens andre dyr og fugle.

Jeg blev pludselig ramt af en varme og voldsom ømhed for alle levende skabninger, som udfolder sig her på jorden.

Så blev vi slynget igennem en usynlig, spindelvævsagtig væg og befandt os nu på Den Anden Side - der hvorfra kun få er vendt tilbage.
   Befandt indgangen til 'Det Hinsides' sig her i Afrika ved Kilimanjaro? Var vi havnet i den Åndeverden, der var blevet tilbedt siden tidernes morgen på forskellig vis jorden rundt af menneskene og deres shamaner, åndemanere, præster, hekse?

Var vi døde eller bare på besøg?

I et langt øjeblik var alting stille. Der var kun et ufatteligt lys. ALT opløstes i ultraHVIDT! Jeg så ind i det sælsomme slør vi var hvirvlet igennem. Et mærkeligt syn - jeg befandt mig på samme tid på denne og på den modsatte side af sløret.

Det føltes, som om jeg blev givet en vigtig information om livet, som det leves i disse tider. I det hele taget virkede det ganske som om alle mine cellers viden-centre var blevet lysende vågne, så alt hvad min art havde erfaret igennem alle tider, pulserede i mit blod. Det var en overvældende oplevelse, som gav mig en dyb ro, og en følelse af tryg samhørighed med alt og alle. Den urgamle viden der havde sikret vores overlevelse i millioner af år lå indlejret i os, og kunne altid bruges. Bare sindet blev åbnet til denne dimension. Den erfaring oplyste mit indre - uden ord - så jeg næsten sprængtes af fryd!

Den usynlige mand lyttede nu så intenst til Sortemuf's historie, at han pludselig selv blev hvirvlet ud fra værkstedet hvor han sad, og ind igennem de lysende farver og sløret, der adskiller denne verden fra Den Anden Side. Helt som Sortemuf havde fortalt. Han havde ellers aldrig været i nærheden af Kilimanjaro. Han plumpede lige ned i billedet, der hang i det ækle rum, og stod nu og stirrede lige ind i den hårde mands kolde øjne. Han følte sig omgående lille bitte, og løb ned af stien i granskoven. Han hørte mandens vrede stemme, der brølede skældsord og hånlige anklager udover hans lille barnekrop. Hårde ord om drengens sårbarhed, hans følsomhed, hans blidhed og hans manglende styrke.

Med et sæt gik det op for ham, at manden var hans egen far, som han altid havde frygtet. Beslutsomt vendte han sig om, og stirrede igen sin far direkte ind i øjnene, som Sortemuf havde fortalt ham, at han skulle.

Den usynlige havde trods sin modstand hørt godt efter!
   Han skulle både se sin far, og se sig selv i faderens øjne.

Det føltes næsten som om han havde tryllepulver i blikket, for gradvist skrumpede faderen ind til en nedbøjet ussel, sølle og stakkels gamling, hvis øjne lyste af skam, frygt og forvirring. Så kom der tårer i oldingens rødsprængte øjne, og han peb: UNDSKYLD min søn, at jeg har forpestet dig med mine egne følelsesmæssige mangler. Jeg har været en hård og grusom far. Jeg har stjålet din uskyld og tillid. Jeg skammer mig over at bede om din tilgivelse! Jeg skammer mig over mig selv! Undskyld-Undskyld-Undskyld. Kan du mon nogensinde tilgive mig? Kan du give mig den fred jeg har brug for at få, så jeg kan dø med ro i sindet? Jeg ved at det er selvisk at bede om!

Her på Den Anden Side opdagede folk åbenbart en sandhed, som de i årevis havde forsøgt at skjule, om sig selv. Den Usynlige Mand blev ved med at se ind i gamlingens øjne. Så opdagede han, at han kunne se sin egen næsetip - en del af ham var åbenbart blevet synlig. Han glippede med øjnene, virrede med hovedet, men næsen var stadigvæk synlig, når han skelede med begge øjne.

Faderens ord havde ramt hans hjerte, der nu gjorde så ondt, at han troede at han selv skulle dø. Halsen snørede sig sammen. Han kunne næsten ikke få vejret. Han fik krampetrækninger i maven og kom til kaste op på faderens ben, sine egne fødder og det hullede gulv imellem dem. Åh hvor ulækkert stønnede han svimmelt, og tørrede brækket af ansigtet med ærmet.
   Øjnene blev våde. Der var noget der dæmrede i hans bevidsthed: Mange af de scener, der havde vist sig i billedet i rummet han ikke kunne udstå, var hændelser fra hans eget liv som barn. Han havde været nødt til at gemme det hele væk og glemme alt. Ellers havde han ikke overlevet, som den levende, følsomme dreng han var engang.

Han strammede sig op, og så ind i fadrens øjne igen. Han skulle også finde sig selv i den gamles øjne. En dyb hulken rullede op gennem hans bryst, for faderens øjne var helt uventet blevet bløde og venlige, og gengældte hans blik. Til sin store skræk og overraskelse, blev han fyldt af en afgrundsdyb, gnavende smerte og sorg over al den lidelse han været udsat for som dreng.
   Men det mest skræmmende og grusomme var dog, at han også selv havde forvoldt stor smerte og beskadiget uskyldige dyr af alle slags. Bare for sjov han havde skudt med haglgevær efter dem og lemlæstet mange. Han havde pint dem på samme måde, som faderen havde pint ham. Han havde også udnyttet og tyranniseret hver og en af de børn han havde leget med, indtil de holdt sig væk fra ham. Han havde været herskesyg, egoistisk, tarvelig og løgnagtig, faktisk en rigtig luset kammerat! Alle dem der var kommet til ham med åbne tillidsfulde hjerter, havde fået skrammer og sår af hans hårde panser og maner!

Faderen havde med sin barske opførsel, gjort drengen til et ufølsomt væsen.

Alle de skader, han selv havde forvoldt andre med sin hårde lukkethed og selvrådige stædighed, med sin egoistisme og mangel på medfølelse, dansede forbi hans øjne - og svøbte sig blinkende omkring ham, så alle kunne se de ting han havde gjort ved andre.
   Det pinte ham at se sig selv på den måde, helt klart og ærligt!

Han kunne igen mærke tårerne presse sig på bag øjnene, og begyndte at hyle og hulke helt uventet, som en ulv i nød. Det var gået op for ham, hvad hans opførsel havde gjort ved dem han havde været tæt på. Og ved ham selv. Han havde ikke grædt, siden hans far havde hånet ham over hans følsomhed: STORE DRENGE GRÆDER IKKE havde faderen skreget, og stukket ham en lussing så hård at det sang for ørerne. Han blev svimmel bare ved tanken. Han fik ondt i maven. Alle havde grinet og hånet ham. Han brækkede sig én gang til, men undgik at ramme nogen.

En hvirvelvind for på tværs igennem hans bevidsthed. Den medbragte billeder af alle hans forfædre: Han så slægtled efter slægtled kæmpe for at klare sig - helt fra urtiden og op igennem alle årtusinderne. Han så dinosaurerne æde et par af forfædrene, så børnene måtte klare sig selv, før de var gamle nok til det. Han så mennesker, mammutter, sabeltigere, anakondaer, bjørne eller andre dyr flygte fra jordskælv, flodbølger, isvintre, vulkanudbrud. Han så stammekrige der gjorde livet til en kamp for forældrene til hans forfædre.
   Han så mennesker der pinte, forsømte, svigtede, eller forlod hinanden. Der skulle samles mad ind til alle, og det var ikke altid muligt, eller det skete med livet som indsats. Og så var der de voldtægter, overgreb, slagsmål, vredesudbrud eller andre udtryk for aggressioner, som af nogle mennesker blev udtrykt af magtesløshed, psykisk smerte, mindreværd eller frustration. Han så voldshandlinger regne ned over uskyldige ofre, som gav de voldelige en stor tilfredsstillelse og forløsning:

SKØØØNT! Åh, herligt! Hvor er jeg magtfuld og lettet - se nu det er IKKE MIG der er den lille. Jeg har det meget bedre, nu er JEG den store der dominerer, og styrer tingene! Jeg er så vred og forpint, skreg de alle.

Med ét blev der helt stille i hans hoved og krop - hvirvelvinden havde lagt sig! Han så at han bare var et lille led i en lang række af slægtled, der fortsatte med at skabe lidelse.

Sortemuf, der var blevet udmattet af alle indtrykkene, satte sig nu godt på plads inde ved stammen af et stort træ - her på Den Anden Side, så den kosmiske vind ikke direkte kunne nå hende - den prikker nemlig under fjerene - så sukkede hun, tænkte på naturens skønhed, og straks så hun det hun tænkte på - og nød synet af de sidste solstråler over det landskab hun tidligere havde fløjet over. Hun havde behov for hvile, så natten kom til hende. Hun ville sove nu - indtrykkene var så mange, at hun lige skulle fordøje dem. Hvad Angus så, måtte han selv fortælle!" Så gemte Sortemuf hovedet ind under vingen, og sov omgående.

Det skal jeg da meget gerne, sagde Angus og fortalte: Jeg så, at Den Usynlige Mand blev mere og mere synlig igen, indtil han lige pludselig så ud til at være 3 år gammel. Jeg så, at han var ude i en skov med sin far, der kørte i hestevogn. Hesten var en godmodig hoppe, der holdt af drengen, som jublede når han holdt om hoppens hals. Men faderen var en grum fyr, helt formørket og dyster i sindet. Han råbte, skældte ud og kommanderede både med hesten og drengen. Efter han havde læsset vognen med det brænde han havde samlet, begyndte han at drille den lille. Drengen blev en lille smule mere usynlig hver gang faderen brølede af ham, eller drillede ham på en ond og nedgørende måde. Pludselig bredte et ækelt smil sig over faderens ansigt, og han satte sig op på vognen, svingede pisken og råbte til den lille dreng: Nu kører jeg fra dig, så kan du blive her ude i skoven helt alene med alle de farlige dyr, der æder dig. Så kørte han væk. Derefter forsvandt al farven fra drengens kinder - og i alle de år der fulgte, var han for det meste helt følelsesløs og usynlig - indtil han nu igen begyndte at mærke sig selv, og græd over al den smerte han uden at vide det havde slæbt rundt på.

Dét, der var en hændelse i fortiden, fandtes altså også i nutiden, inde i vores hjerter. Og det mest mærkelige er, at dét der skete i drengens verden - var lige så virkelig der hvor vi nu var kommet hen - på den anden side af sløret!

Fortid og nutid er ÉT - der findes kun ÉT EVIGT NU råbte Angus med strålende øjne.

Jeg vågnede. Angus' historie havde vist sig for mig, som en drøm imens jeg sov.

Nu, badet i det mest strålende varme lys viste det sig, at jeg åbenbart var blevet tilstrækkeligt opmærksom til, at jeg kunne høre det, nogen kalder 'Den Store Ånds' sagte hvisken. Det kræver fuldstændig stilhed og ro i sindet for at opdage at alt dét der opstår - både i den fysiske verden, og som ideer og tanker i vores indre bevidsthed, simpelthen kommer fra noget, der er helt ufatteligt. Faktisk er ALTING en manifestation af Én Universel Bevidsthed, der er meget større end os. Kun dem med vågne sind ved med sikkerhed, at det er tilfældet. Nogen kalder det intuition, noget vi ikke ved hvordan vi ved, vi føler det bare med hele hjertet. Eller maven. Alt udspringer åbenbart fra samme kilde, og er af den samme essens, men viser sig på alle mulige måder.

Så skiftede lyset og regnbuens farver omsluttede igen alt det der havde været omkring os. Jeg sad ikke længere på den gren jeg havde hvilet på. En stor kraft havde løftet mig op og hvirvlede mig i rasende fart frem igennem en tunnel af hvide skyer. Angus var ved min side, med udspredte halefjer for at sætte farten lidt ned. Igen fremtonede alle mulige ting sig for os, imens vi hvirvlede af sted igennem tunnellen. Pludselig hvirvlede vi rundt blandt en flok geder, og jeg troede, at jeg ikke kunne undgå at kollidere med én af dem. Så blev vi omgivet af vand og smukke granitsten, derefter en flok stære, så det skønneste blomsterflor, en enkelt hest der svævede rundt i himlen, og til sidst viste den hinduistiske elefantgud for barmhjertighed, Ganesh, sig. Vi blev slynget igennem et slør så blødt som hinden på en æggeblomme, men så stærkt som livets og vandets kraft.

Jeg jublede. Det rislede helt vildt i kroppen af en lyksalighed så kraftfuld, at de små dun over mit brystben lugtede svedent!

Så var vi ude af feltet - og under os så vi Kilimanjaro tårne sig op imod os. Synet var overvældende - aldrig havde jorden været så vidunderlig smuk - og ren! Jeg var i ekstase. Vi havde altså ikke været døde, men bare på besøg. Men havde vi været døde havde det slet ikke været så ringe - den anden side havde jo været skøn!

Derovre havde vi oplevet, at alle dimensioner var tilgængelige for os: før, nu og fremover. Denne del af tilværelsen og Den Anden, drømmeverdenen og den vågne tilstand. Det havde været fantastisk! Den Anden Side var det sted, hvor de informationer vi bringer til live med vores fantasi og intuition, hentes! Sådan følte jeg at det hang sammen - det var FULDENDT!

Plop! Så var den nu Halvsynlige Mand også tilbage i værkstedet! Han var oven i købet landet i den samme stol han sad i tidligere. En halv kop af den nu kolde, duftende drik stod under sædet. Menneskene i rummet sad stadig og puslede med deres projekter.

Fuglenes historie var åbenbart kommet meget tæt på i forhold til hans massive panser: Jerndøren, der beskyttede hans følsomhed, var brudt sammen. Men der var bestemt også noget rart ved at se på tingene, præcist som de var!

Det gik op for ham, at hans nu kun delvise usynlighed skyldtes de befriende tårer. Jo mere han lod følelserne tale deres sandhed, jo mere synlig ville han blive. Hvor enkelt!

Hele forsamlingen var blevet stille, og så først forbløffet på hans ansigt, som nu var helt synligt og mere mildt, efterhånden som han havde fået luft for sin smerte og skam. Han græd, hylede og hulkende som den sårede og skamferede lille sjæl han var indeni. Hvor var det skræmmende. Han kunne jo blive såret, afvist eller hånet igen!

Han så rundt i kredsen omkring sig, og mærkede deres venlige og kærlige nærvær. Straks kunne han igen se sine hænder, arme, og noget af fødderne. Det føltes meget bedre end usynligheden!

Da han begyndte at kigge nærmere på alle menneskene og dyrene, der var til stede, undrede han sig over, at den lille gule hund trofast fulgte ham. Hunden havde sat sig ved hans side. Han havde givet den et lille stykke brød han havde i lommen, fordi dens nærvær havde gjort ham godt. En flok småspurve, der havde holdt øje med ham, fløj hen og snuppede en lille bid brød ud af hans fingre. Han blev rørt af glæde over deres tillid til ham, trods hans tidligere brutalitet og hårdhed. Tårerne flød frit igen, som vandet fra en længe tilbageholdt kilde.

Hunden slikkede ham med sin bløde tunge, de steder hvor hans hud kom til syne. Hvad var det dog der skete med ham? Hvad var det, lige nu, der havde synliggjort en lille smule af det, der var så vigtigt for ham - hans hænder? Hænderne som havde gjort så meget, både godt og skidt? Noget prikkede under hans skjorte, så han åbnede lige et par knapper og kiggede. Nu kunne brystkassen der beskyttede hjertet ses igen. Du godeste, hvad skulle han stille op med sig selv? Dette var mere end han kunne takle.

Det gik op for ham at han var mere synlig, end han havde været i mange år og gispede halvkvalt og helt instinktivt: Jeg SKAL finde et gemmested, jeg bliver angrebet, nu hvor jeg kan ses! Alle dem jeg har skadet, kommer og hævner sig! Han kiggede rundt efter flugtveje. Men der var ingen, kun venlige ansigter og dyr, der kiggede på ham med hovederne på skrå.

Og hvad var det for mærkelige normer han havde levet efter et helt liv? At rigtige mænd ikke tuder. At det kun er kvindfolk og børn der er så svage. Straks han tænkte sætningen, blev han usynlig! Ups! Men så behøvede han ikke at gemme sig - han var i skjul! Han så igen rundt i kredsen omkring sig, og mærkede deres venlige og kærlige nærvær. Omgående så han igen sine hænder, arme, og noget af fødderne. Det føltes meget bedre end usynligheden!

Det der var sket på Den Anden Side, skete også her.

Pludselig flaksede Angus ind i værkstedet, fulgt af Sortemuf. De havde lige luftet sig lidt på en lun vind over landsbyen hvor værkstedet lå. De var begge ophidsede og vildt begejstrede. Grisene der havde været lukket inde i stalde år ud og år ind, var nu sat ud på marker og enge og gik og rodede i jorden, under buske og træer. Ja, de dansede nærmest. Hønsene var på friland, og gik og skrabede og pillede efter alskens lækkerier i urtebedene. Deres fjerdragter funklede i eftermiddagssolen. De havde det ikke ondt længere. Og menneskene var begyndt at samle deres skrald og affald sammen. Flamingokopper og konservesdåser, der havnede i køers maver, øldåser og glasskår (smidt ud af biler langs vejene igennem de skønneste marker og skove) som skar hjorte, harer, hunde og kattedyr i hove og poter, var væk. En forbipasserende ørn havde endog fortalt dem, at vandledninger i Australien, som cayotaer gravede op og spiste indtil de døde af det, også var forsvundet, sagde Sortemuf. Plastikposer der hang og ødelage koralrevene blev også fjernet. Sådan!

Men selvfølgelig, når alt er forbundet - er del af den samme Store Bevidsthed vi kalder Jahve, Allah, Gud, Den Store Moder, Atman, Den Store Ånd og mange andre navne - så er der jo aldrig kun ét væsen der erfarer noget - det er os alle sammen!

Sortemuf lagde hovedet på skrå. Så sagde hun: På en måde kan vi bare tænke på hvordan en enkelt vanddråbe - eller et enkelt H2O molekyle - bevæger sig jorden rundt. Dråben kan være del af en flod, kan blive drukket af en Bengalsk tiger, tisset ud på en bjergskråning, fordampet af solen, bragt hele vejen til Frankrig med blæsten i en regn- og tordensky, faldet ned under skybruddet - opsuget af en vinranke, blandet sig med det søde sukker i den mørke drue, der plukkes, trampes flad af svedige vinbondefødder, flyder som en lille dråbe i den gærende saft, forfines, lægges på egetræstønder, derefter på flasker, sælges til en vingrossist der kører den mod jordens nordlige mørke regioner for, på din fødselsdag, at havne på bordet hos den Usynlige Mands mage, der med velbehag drikker dråben, uden at tænke nærmere over dens lange rejse - før hun selv lader den løbe videre i det store kredsløb. Måske ender den i fostervandet hos en russisk bjørn - inden den rejser videre - ganske som vi rejser videre - nogen gange også til Den Anden Side!

Gammelmor Vind smilede. Hun kunne ikke selv have fortalt en historie om livet bedre end Sortemuf - især ikke når det drejede sig om at hjælpe Den Usynlige Mand - der nu var blevet helt synlig af tårernes helende kraft. Hun så på ham - det usynlige var helt forsvundet, og han var ganske pæn at se på!
   En lille vanddråbe løb ned af hans ene kind - var det den samme dråbe vi lige har hørt om, der nu havde nået hans øje?

Hun satte sig ved siden af ham og tog hans hånd. Han trak den ikke væk, men smilede til hende. Den lille hund havde lagt sig foran hans nøgne fødder, og han kløede den bag øret!

Den Synlige Mand havde fundet meningen med sit liv - nemlig ved at han på sin helt egen måde ville leve med bevidsthed om sin egen livshistorie og om det, der lå gemt i ham, og som havde styret ham, uden han selv vidste det.
   På den måde kunne han indirekte vække sine medmennesker til at lytte efter de mysterier der hviskes i vores ører. Og medmenneskene? De måtte så udleve deres egne helt unikke og betydningsfulde liv som det gradvist udfoldede sig!

Der var opbrud i værkstedet. Sortemuf's historie var slut. Skumringstiden sendte sine varme orange og lilla stråler ind i rummet. Kunstnerne og håndværkerne der havde arbejdet hele dagen på deres sjove og finurlige projekter, var ved at pakke sammen. Også alle de ting som dyrene havde afprøvet ude på gårdspladsen. De skulle gøres klar til en stor international udstilling, hvor de blev markedsført og solgt.
   Den nu Synlige Mand rejste sig, bukkede værdigt for hele forsamlingen og takkede dem for den varme modtagelse, de havde givet ham tilbage til livet som synlig og følende væsen. Han så til sidst på Sortemuf og Angus. TAK for jeres særlige indsats for at åbne mit sind, så jeg nu kan begynde at LEVE rigtigt igen, med hele min sjæl!

Han gik hen mod døren, og Gammelmor Vind pustede til den, så den sprang op. Fulgt af den lille gule hund gik han glad og roligt ud af den smalle landevej, der førte væk fra værkstedet. Den lille hund hoppede begejstret omkring benene på ham.
   Fast besluttet på at finde kærligheden, leve lykkeligt og tillidsfuldt til det gode i os alle, resten af sine dage, forsvandt han ind i landskabet, badet i solnedgangens stråler.

Og jeg lille kolibri glædede mig inderligt på Den Synlige Mands vegne, fordi han slap ud af sit eget fængsel. Så fløj jeg hen til Sortemuf og Angus der sad ved døren i værkstedet, for vi havde nemlig aftalt, at vi skulle på flere eventyr, sammen.

SLUT - hvis der ellers findes slutninger - og det tror jeg faktisk ikke der gør i det virkelige liv - men her på jorden, hvor vi bor i kødelige kroppe, har alt en ende!!
Forfatterbemærkninger
Jeg har forsøget at skrive en fabel fortalt af dyr, om den forvandlingsproves et menneske kan gennemleve, ved noget der kan ligne en nærdødsoplevelse. Jeg håber at kunne formidle nogle erfaringer om hvordan fortrængte traumatiske hændelser tidligt i livet kan påvirke og hvad der skal til for at hele sårene. I fabel og eventurform.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 13/01-2018 06:52 af Marianne Thorborg (Miana) og er kategoriseret under Eventyr og fabler.
Teksten er på 6523 ord og lix-tallet er 32.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.