Som du nok kan tænke dig, så er der mange ting, som er helt normale heroppe hos os, men som ikke rigtig kan lade sig gøre i Gamle Mulebo. For eksempel bliver tøj i Gamle Mulebo lavet af blade og rødder, som bliver flettet sammen, i stedet for af stof. Elektricitet er der heller ikke en eneste gruffel som ved hvad er.

Men der er en ting, som grufler gør bedre end noget menneske, nemlig skuespil. Alle grufler har ganske enkelt et naturligt talent for skuespil. Jeg tror det netop er fordi der ikke er elektricitet. Du må huske på, at uden elektricitet kan man hverken se fjernsyn, tale i telefon eller spille computer. Så gruflerne underholder sig selv på andre måder, og en af dem er som sagt skuespil.

De stykker der bliver fremført i Gamle Mulebo har du nok aldrig hørt om før. "Den Grumme Regnorm" eller "Den Tyvagtige Bænkebider" for eksempel. For da gruflerne jo ikke ved noget som helst om os mennesker, kender de naturligvis heller ikke til de historier, som vi kender. De skriver deres egne.

Når man skulle opføre et stykke i Gamle Mulebo, så var der kun en gruffel man kunne gå til, nemlig instruktøren. Det er ikke en helt nem opgave at være instruktør. For selv om alle grufler gerne vil være med når et nyt skuespil skal laves, er der jo aldrig roller nok til alle. Og det er instruktørens opgave at fortælle dem, som ikke kan være med, at der ikke er brug for dem. Det er jo aldrig sjovt at skulle gøre andre grufler kede af det og den uheldige opgave gjorde også, at de andre grufler fandt på et ikke ret pænt navn til instruktøren i Gamle Mulebo. Han hed Kalle Knottenpind.

Og faktisk var Kalle Knottenpind ikke knotten. Det navn fik han kun, fordi de andre grufler ikke forstod hvorfor de ikke alle sammen kunne være med i stykkerne. De kaldte ham Knottenpind som en slags hævn for at de ikke måtte være med i de stykker han satte op. Nej, du har ret, det var ikke særlig pænt gjort. Men så er det jo godt, at han gjorde noget ved det. Det er præcis det, jeg vil til at fortælle om nu.

Der skete nemlig det en dag, at Gilbert Grifleglad gik til Kalle med et nyt stykke han havde skrevet. Det var et stykke baseret på virkelige hændelser. Det hed "Det Grusomme Ovenfra", og handlede om en gruffel som tog op over jorden. Ja, jeg ved ikke, hvem det stykke skulle være om, så hvis du kan regne det ud er du klogere end mig.

Gilbert Grifleglad ville gerne selv have hovedrollen i stykket. Men Kalle Knottenpind var uenig i Gilberts ønske, fordi han mente at Gilbert ville passe bedre ind som et af væsnerne ovenfra. Gilbert ville ikke spille en af de onde, så han blev sur og gik sin vej. Men han nåede da lige at sige noget ikke særlig rart inden han gik. Det var faktisk så ubehageligt, at jeg ikke engang kan få mig selv til at skrive det her.

Det fik Kalle Knottenpind til at tænke. Han ville gerne give alle de medvirkende grufler de roller de ønskede. Men det er altså noget af et puslespil, især når de alle gerne vil være helten i historien. Faktisk indrømmede Kalle overfor mig, at lige den dag var han i sandhed en knottenpind. Men han var mere trist end knotten. Hvordan skulle han kunne give alle hovedrollen i historien?

Forstår du, det er sådan med grufler, at de har en uslukkelig trang til at gøre alle tilfredse. Der er ikke en gruffel i Gamle Mulebo, der synes godt om at andre ikke er glade. Og derfor gjorde det jo også stakkels gamle Kalle utrolig ked af det, når han havde så mange sure grufler på nakken.

Det er jo nogen gange sådan, at man ikke kan få hvad man gerne vil have. Man kan godt være med i et stykke, men man kan altså ikke altid få lige den rolle man gerne vil. Og hvis Kalle Knottenpind bare gav alle hovedrollen, ville der jo ikke være meget ved stykket. Som du nok allerede ved, har alle personer en betydning for historien, som bliver fortalt. Der ville ikke være en Romeo uden Julie, og Tornerose var aldrig blevet en prinsesse uden et kys fra prinsen. Derfor kan man jo føle sig heldig, hvis man får lov overhovedet at være med i et teaterstykke.

Det var faktisk også det Kalle Knottenpind tænkte den dag.. Eller, alt det der med Tornerose tænkte han selvfølgelig ikke, for den historie kendte han ikke. Men han gik og tænkte på, hvordan han skulle få gruflerne til at forstå hvor vigtigt det var at have alle rollerne med i et stykke. Og da var det så, at han fik en lys idé. Idéen var faktisk så lys at alle de andre grufler så en lysende pære over hovedet på Kalle i det øjeblik han fik den. Og pludselig fik han meget travlt. Han var lige ved at ramle ind i en gammel gruffeldame på vej hjem, så hurtigt løb han!

Der gik tre dage, hvor ingen så noget til Kalle Knottenpind. De andre grufler undrede sig da lidt, men de fleste gik bare ud fra at han ikke ville opføre stykket alligevel. Indtil de her tre dage var gået. For da så alle gruflerne en annonce i Muleposten. Den lød sådan her:

"Glade, nysgerrige og opfindsomme grufler søges til rolle i nyt teaterstykke, skrevet af vores allesammens Kalle Knottenpind. Ingen krav, bare mød op i godt humør. Og glæd dig til at være med i det bedste stykke i Gamle Mulebos historie!"

Som jeg fortalte tidligere er skuespil noget alle grufler elsker. Men nogen grufler er også meget konkurrerende, og opsatte på at det skal være lige præcis dem, som får hovedrollen. Så den dag var gaderne tomme i Gamle Mulebo. Det eneste man kunne se var lyset fra de brændende rødder, gruflerne havde tændt i deres stuer, og det eneste man kunne høre var lyden af ivrige grufler der øvede deres replikker.

Morgenen efter stod mere eller mindre hele Gamle Mulebo klar foran teateret. De ventede på deres tur til at vise Kalle Knottenpind, hvad de kunne. Men ingen af dem havde regnet med det, der nu skete. For ingen af dem skulle vise Kalle Knottenpind noget som helst. Han kom ud med manuskripter, delte dem ud til alle og fortalte at siden han jo godt vidste hvad de alle sammen kunne, skulle de ikke gøre andet end øve deres replikker, og møde op den dag stykket skulle opføres. Deres roller stod i manuskriptet.

I mængden hørte man nu de forbløffede grufler stå og hviske og tiske blandt hinanden. Hvad i al-Mulebo havde Kalle nu fundet på? Men da de alle sammen var opsat på at være den bedste til deres roller gik de nu alle sammen hjem og begyndte at øve sig. De fortalte ikke en gang hinanden hvilke roller de hver især havde fået. De ville nemlig ikke have at de andre skulle få Kalle til at skifte mening, hvis der var en anden der var bedre end dem selv.

De næste par uger brugte alle skuespillergruflerne på at øve sig så meget, at de også øvede replikker i søvne. Imens havde Kalle Knottenpind travlt med at hjælpe Georg Knokkelryg med at få bygget en scene, og stille kulisser op. Og på trods af hans navn gik han hele tiden og fnisede og gned hænderne mod hinanden, som om han blev mindet om en vittighed som blev ved med at få ham til at grine.

Georg Knokkelryg forstod ikke hvad det handlede om, og da han ikke kunne tale var han heller ikke med i stykket. Han blev ved med at spørge Kalle hvad det var, der var så morsomt. Kalle svarede ikke andet end "Det får du at se til premieren". Georg var utrolig nysgerrig, men han fik ikke Kalle til at fortælle hvad det var. Men nu glædede han sig rigtig meget til premieren - det måtte være et godt stykke!

Nu kom dagen for premieren, og alle de spændte skuespillere stod alle sammen klar bag scenen. Da de fik deres kostumer på, undrede de sig alle sammen over, hvorfor de mon alle havde den samme udklædning. Men siden Kalle Knottenpind normalt nøje planlagde det hele gik de ud fra at det bare var sådan han havde planlagt det, og alle trak i kostumet uden et ord.

Nu kom Kalle frem på scenen for at præsentere stykket. Han gik ud midt på scenen, vendte sig mod publikum og sagde:

Velkommen til denne opførelse af "Det Grusomme Ovenfra", baseret på virkelige hændelser. Jeg håber denne oplevelse vil være lærerig for alle - også alle jer, som spiller med. Og lad så vores historie begynde!"
   Så gik tæppet, og lyset på scenen blev tændt. Det første, publikum så var alle skuespillerne, som alle sammen nærmest slåssede om at få lov at stå på samme sted på scenen. De var alle overbevist om at de skulle stå præcis samme sted, og alle var de forbløffede over, at alle andre troede det samme. Da de så endelig blev enige om bare at stå ved siden af hinanden, begyndte de at sige deres replikker. Men tænk engang, alle grufler på scenen sagde præcis samme replik!

Det var på sådan cirka det tidspunkt, at der gik et lys op for gruflerne. Kalle Knottenpind havde givet alle gruflerne hovedrollen i stykket!

Kalle, sagde en af dem, det her giver jo ingen mening! Vi kan da ikke alle sammen have samme rolle! Vi kan jo slet ikke fortælle historien ordenligt så!
   PRÆCIS! Udbrød Kalle. Alle kan ikke få lige præcis den rolle, de gerne vil have, men det, teater handler om er, at fortælle en historie. Og alle roller i et stykke er der, fordi de alle sammen har betydning for den historie. Så selv om man ikke får hovedrollen, får man stadig en rolle der er vigtig.

Stykket blev ikke opført den aften. Nej, men gruflerne havde lært deres lektie. For to uger senere blev stykket opført rigtigt, med alle de roller der var nødvendige. Og ingen grufler klagede over det. De stod alle, ranke og stolte over deres del i historien, og opførte et fantastisk stykke om en begivenhed, alle gruflerne kunne huske.

Efter det, fik Kalle Knottenpind sit nye navn, som alle gruflerne gerne ville give ham nu, hvor de vidste at han havde ret. Det var et gruffelnavn, som ikke rigtig fulgte reglerne, men siden alle gruflerne var enige, gjorde det ikke så meget. Kalle Knottenpind ville siden denne dag, aldrig blive kaldt andet end Kreative Kalle.

Og sådan lærte gruflerne, at alle har en historie at fortælle!