Når vi mennesker går rundt heroppe på jorden, tænker vi ikke ret meget over, hvad det egentlig er vi træder på. Vi tænker ikke på, at der nede på og under jorden, er en hel verden vi ikke kender til! Men så er I jo så heldige, at det kan jeg fortælle Jer noget om. Og nu skal I høre, hvordan jeg fik viden om det.

Da min bedstefar levede havde han et akvarium fyldt med sand, hvor nogle myrer han havde boede. Når jeg kom på besøg hos ham, kunne jeg stå i hele timer og se på disse myrer, og fordi jeg tilbragte så meget tid med at betragte dem, fandt jeg snart ud af, at disse myrer ikke opførte sig som andre myrer, jeg havde set. De myrer jeg havde set i skoven boede i myretuer oppe på jorden. Men de her myrer havde lavet sig en hule under alt sandet, hvor de åbenbart boede, og de kom meget sjældent op derfra.

En dag spurgte jeg så min bedstefar, hvordan det kunne være. Og så fortalte han mig noget, jeg slet ikke havde regnet med, han ville sige.

- Dette, min ven, er ikke myrer. De har faktisk slet ikke noget med myrer at gøre. De er grufler.
   - Hvad er grufler, bedstefar? spurgte jeg og hoppede op på hans knæ.
   - Grufler er små haleløse trolde, som er små, at de for os mennesker ligner myrer. Ude i naturen bor de i forladte muldvarpehuler under jorden, og lever af græsstrå og bænkebidere. Denne gruffelfamilie reddede jeg engang fra at blive slået ihjel, og siden har de boet hos mig.
   Og sådan gik det til, at jeg som barn begyndte at passe meget på ikke at træde på hverken myrer eller grufler når jeg var i skoven. Skulle jeg alligevel have trådt en enkelt eller to ned i årenes løb, så lad mig benytte lejligheden til at undskylde for det.

Nå, men nu hvor jeg har præsenteret jer for gruflerne, er det blevet tid til at fortælle jer en historie om en ganske bestemt gruffel, nemlig historien om gruflen Lille Jens Grublegod.

Lille Jens Grublegod boede i en jordhule, der hed Gamle Mulebo. Der boede han sammen med sin far, som var bænkebider - jæger, og sin mor, der var godt til at stege bænkebidere og føde nye grufler. Ud over det havde Lille Jens Grublegod ca. 15.000 andre søskende, men for en gruffel er det ikke en ret stor familie.

Lille Jens Grublegod var ikke en ret stor gruffel, og følte tit, at de andre grufler ikke rigtig lagde mærke til ham. Af samme grund var han tit at finde, siddende på en grannål helt for sig selv. Denne grannål var hans tænkested, hvor han som så mange gange før en dag sad og tænkte over, hvad der mon var oppe over Gamle Mulebos loft af sammenfiltrede rødder - for et eller andet måtte der jo være.

Der var ikke denne dag nogen der spurgte lille Jens Grublegod hvad det var, han grublede over, og jeg tror, at det ellers ville have sparet ham for en del strabadser. For på et tidspunkt kom lille Jens Grublegod frem til, at det jo ikke blev opklaret ved bare at sidde der og gruble, nej, der måtte gøres noget!

Så lille Jens Grublegod hoppede på regnormebussen, og hoppede af ved et hul i loftet, som gruflerne kendte som Gamle Muleskud. Der skulle han nok kunne klatre op. Men det var en lang tur, der var hele 20 cm, så da lille Jens Grublegod endelig var kommet op, følte han sig ikke i humør til at se på noget som helst. Han skulle lige til at lægge sig under et blad for at få en lur, da han hørte en meget mærkelig lyd.

Han så forskrækket op, og fik øje på en underlig grøn starut der sad på et græsstrå, og strøg benene mod hinanden. Sådan kom den underlige lyd.

- Hv.. Hvem er du? Spurgte lille Jens Grublegod forsigtigt.
   - Ja, hvad er jeg? Jeg var engang noget som jeg har været, som jeg ikke er mere, og nu er jeg noget andet, som jeg ikke ved om jeg er, og at være eller ikke være er lige langt, og i øvrigt så er jeg den der er gået! Og hop, så var han væk.
   - Underlig fyr, tænkte lille Jens Grublegod, og lagde sig igen ned for at sove...

Han vågnede ved at der var noget det så på ham. En stor, slimet, grumsetgrøn fætter, med blanke øjne stod og kiggede på ham ovre fra et åkandeblad.
   - Ikke vær bange - kvak, sagde den.
   - Hvad er du for en? Spurgte lille Jens Grublegod, og regnede ikke rigtig med noget fornuftigt svar efter den sidste han havde mødt.'¨
   - Mit navn er Kvæk - Kvask kvak. Og jeg er en frø - Kvak kvak, sagde den.
   - Hvorfor siger du kvak hele tiden? Lille Jens Grublegod var ikke sikker på om han kunne lide Kvæk eller ej.
   - Frøer siger altid sådan - kvak kvak. Er du - kvak kvak - faret vild?
   - Nej, svarede lille Jens Grublegod, men jeg kommer nede fra jorden, og ville egentlig gerne have nogen til at vise mig rundt heroppe.
   - Kvak kvak. Kvæk tænkte sig om - eller om frøer tænker ved jeg ikke, men den blev i hvert fald stille lidt. Så kiggede den på lille Jens Grublegod.
   - Beklager lille myre - kvak kvak - men jeg er en frø - kvak kvak - og frøer og - kvak kvak - myrer, taler ikke - kvak kvak - sammen!

Det skal lige siges, at grufler ikke kun ligner myrer for mennesker, men også for andre dyr, igen fordi de er så små. Kvæk kunne ikke se, at lille Jens Grublegod ikke var en myre. Selvfølgelig forsøgte han at forklare Kvæk, at han var en gruffel - ikke en myre, men da grufler normalt aldrig viser sig over jorden, blev den gamle frø hurtigt træt af at høre på ham, og kvækkede sin vej igen.
   - Kender du frøen Kvæk? Det var den underlige grønne fyr fra før.
   - Jeg har mødt ham, svarede lille Jens Grublegod. Hvorfor?
   - Alle de spørgsmål! Ved du ikke, at når du stiller spørgsmål på den måde, så kræver de spørgsmål svar, og hvis den, du stiller spørgsmålet slet ikke har et svar, så har vi en skrækkelig ballade! Og hop, så var han væk igen.

Lille Jens Grublegod var efterhånden ved at være temmelig forvirret. Alt heroppe var jo kæmpestort! Og der var mange flere farver, former og dufte end hjemme i Gamle Mulebo, som gjorde det svært at finde rundt. Lille Jens Grublegod satte sig op ad et græsstrå for at tænke sig om.

Men han kom meget hurtigt op at stå igen. For nu blev der pludselig meget mørkt der hvor han sad, og da han så op fik han øje på noget meget stort, som var på vej lige ned mod ham.
   Han havde nu to valgmuligheder. Han kunne hoppe ned igen i Gamle Muleskud, som han jo stadig stod ved siden af, eller han kunne blive stående og blive mast flad som en bænkebiderpandekage. Så han gjorde hvad han fandt bedst. Han hoppede - og bump! Så lå han igen på jorden i Gamle Mulebo.

Da han gik tilbage til sin grannål fandt han ud af, at ingen rigtig havde opdaget, at han var væk. Sådan så det i hvert fald ud, lige indtil Mor Grublegod kom vraltende mod ham:
   - Åh, min lille gruffel! Hvor har du dog været, du havde nær givet mig myrekryb!

Og sådan gik det til, at lille Jens Grublegod, som ingen før havde lagt mærke til, blev kendt i hele Gamle Mulebo, som den første gruffel - og hidtil eneste - som havde været oppe over jorden! Senere blev han bestyrer af Gamle Mulebo, men en dag var hele byen ved at blive trampet ned. De blev heldigvis reddet af min bedstefar, som tog dem med hjem til sin myrefarm i den tro at de var myrer. Han fandt dog hurtigt ud af, at det var grufler, fordi han lærte at kommunikere med dem.

Han lærte også mig det, og da jeg nu kendte gruflerne, gav han myrefarmen videre til mig da han døede. Denne historie, I nu har hørt. Har jeg fra Jens Grublegod selv, og det er så sandt som det er sagt.

Så når nu I ved om gruflerne, så pas på hvor I træder i fremtiden. Der kunne jo være andre nysgerrige grufler, der gerne ville se verden...