Gruflers måde at tage sig af problemer på er noget af det, jeg beundrer allermest ved dem. Heroppe hos os kan det godt være en smule indviklet, hvis noget ikke er som det skal være. For eksempel kan det jo nemt tage 14 dage at få en cykelsmed til at kigge på din cykel! Og så må man ellers pænt finde sig i at være på gåben mens man venter.

Jeg snakkede med Jens Grublegod om det her en dag, og han var virkelig overrasket over at noget så simpelt som det kunne være så svært at få fikset. Han mente, at hvis bare alle mennesker kunne arbejde sammen, ligesom gruflerne gjorde, så ville det måske være nemmere.

Og så fortalte han mig endnu en historie om livet i Gamle Mulebo. Han fortalte mig, at hvis noget skulle ordnes, arbejdede de sammen om det. Og at der var en bestemt gruffel, som altid var på pletten, klar til at fordele opgaverne. Han er en smule bange for ting, der er større end ham selv, så jeg har aldrig hilst på ham, men Jens Grublegod har fortalt mig om ham.

Han er en af den slags grufler, som elsker en opgave. Han er måske en milimeter eller to højere end Jens Grublegod. Og så går han altid klædt i meget slidt tøj. Han har et utrolig godt humør, lidt ligesom Ina Gyldengib, og han har et stort hvidt smil ligesom hende. Og så har han et navn, man ikke kunne tro var et gruffelnavn. Han hedder Georg Knokkelryg. Og han er simpelthen altmuligmand i Gamle Mulebo.

Han var blandt andet den første til at springe til og hjælpe, da stakkels Gustav Gumlegod sad fast. Han løftede, og lagde skuldre til så de andre grufler kunne nå. De andre grufler, store som små, elskede ham ganske enkelt, og var altid yderst taknemlige når Georg hjalp til. Og hans gode humør smitter.

Men der er dog en ting, Georg ikke kunne finde ud af. Og den ene ting, var også den ting, Georg Knokkelryg så grumme gerne ville kunne. Han kunne ikke tale. Han var, en dag som lille gruffel, kommet lidt for tæt på en bænkebider, og det havde skræmt ham så meget, at han ikke sagde et eneste pib siden. Han glemte ganske enkelt hvordan man gjorde.

Det er også derfor han siden da har været så bange for ting, der er større end ham selv - og det kan man jo godt forstå.

Så hvordan gjorde Georg Knokkelryg så når der var noget han gerne ville sige? Glad for at du spørger. Han havde opfundet et lille kodesprog. Han havde altid en lillebitte pind med sig, og når han ville sige noget slog han den mod sit skjold. Nærmest ligesom morsekoder heroppe hos os. Den lille pind var noget, Jens Grublegod havde fundet på. Han havde knækket et lille stykke af sin tænkegrannål (ja, man ved ALDRIG hvornår man får brug for en grannål!), og givet det til Georg Knokkelryg.

Den historie jeg nu vil fortælle handler om Georg Knokkelrygs største bedrift. Han formåede nemlig at gøre noget som ændrede hele Gamle Mulebo for altid. Det er netop en del af det, jeg fortalte om før, hvordan alle gruflerne arbejder sammen. Men ligesom os mennesker, kan grufler også komme op at skændes, når de er i gang med en opgave. Og det er lige præcis det der skete.

Men for en gangs skyld kommer historien ikke fra en af gruflerne. Nej, den kommer fra min bedstefar. Det her skete nemlig lige efter at min bedstefar havde taget gruflerne med hjem til sin myrefarm. Jens Grublegod havde lige netop den dag fundet ud af hvad der egentlig var sket, og var i gang med at forklare det til de andre grufler. For de var ikke klar over hvad der var foregået. De havde ikke engang nået at genoprette Gamle Mulebo. For dem, var det bare sand - og det er jo klart at de var forvirrede over, hvor i alverden deres hjem var blevet af.

Da Jens Grublegod havde forklaret dem det hele, fortalte han dem også, at nu skulle alle gruflerne arbejde sammen om at grave og bygge Gamle Mulebo op igen helt fra bunden. Det er jo en meget stor opgave, så de havde brug for alle grufler, hver eneste en skulle have en opgave. Og selv om gruflerne ikke var ret meget for at de nu boede hos et menneske (de vidste ikke engang hvad et menneske var!), vidste de godt alle sammen at Jens Grublegod havde ret. Så de gik fluks i gang med at dele opgaverne ud. Men i farten havde de glemt alt om Georg Knokkelryg. Han sad, meget skræmt, og gemte sig bag sit lille stykke grannål. Han havde fået et glimt af min bedstefar på den anden side af glasset, og nu turde han slet ikke komme frem.

Der gik ikke ret længe, før gruflerne blev uenige om, hvordan det nye Gamle Mulebo skulle være. Nogen af gruflerne ville have det til at være så tæt på, hvordan det havde set ud som muligt. Men andre grufler mente, at de kunne benytte lejligheden til at forbedre de ting, som de altid havde manglet. Og fordi de ikke var enige var det jo ikke nemt at arbejde sammen.

Imens sad stakkels Georg Knokkelryg og hørte dem råbe af hinanden, og blev bare endnu mere skræmt. Han havde aldrig hørt noget lignende i hele sit liv som stum gruffel. Han forsøgte endda at hælde sand i ørerne, så han ikke kunne høre dem! Men det gjorde ikke andet end føje en underlig knasende lyd til alt resten.

Til sidst blev det nok for ham. Der var brug for ham til at få dem alle sammen til at samarbejde. Men gruflernes temperamenter gik så højt, at det ikke var nok at klikke med pinden. Han prøvede flere gange, men han kunne ikke en gang selv høre hvad han selv klikkede.

Kan I huske hvad jeg fortalte om, hvad grufler gør i stedet for at græde? Rigtigt, de tramper. Det gjorde Georg også nu. Der var ikke andet at gøre end at trampe. Ikke engang det lagde de rasende grufler mærke til, Georg Knokkelryg ønskede netop da, af hele sit bankende gruffelhjerte, at han havde kunnet råbe af dem.

De andre grufler var nu nået til det punkt hvor flere af dem selv var begyndt at trampe. Nu var de ikke kun uenige om hvad der skulle gøres, de var i farten også kommet op at skændes over, hvordan det skulle gøres! Min bedstefar fortalte mig, at ikke engang blandt mennesker havde han set noget lignende i hele sit liv!

Så var det, at der skete noget. En lillebitte pigegruffel, ikke mere end en måned gammel, lagde mærke til hvordan stakkels Georg nu forsøgte at grave sig ned i et hul, så han ikke kunne høre de andre. Og hun løb over til ham med det samme. Hun var selv ikke ret glad for hvordan alt dette havde udviklet sig, og synet af den skræmte Georg Knokkelryg blev åbenbart for meget for hende. For pludselig råbte hun så højt at selv min bedstefars nabo kunne høre hvor gal hun var:

- Så er det nok! Vi er grufler, ikke bænkebidere! Kan I ikke se selv, at dette her ikke fører til noget som helst? Se nu engang på, hvordan I har skræmt stakkels Georg. Hvis vi skal have et hjem er vi nødt til at arbejde sammen! Georg har rent faktisk en idé, så lad ham nu fortælle den! NÅ!

De vrede grufler blev meget overraskede over den lille piges udbrud. Jeg ved ikke om I ved det her, men gruffelbørn siger normalt ikke ret meget - og de råber i hvert fald slet ikke. Så er det måske nemmere at forstå at den lille pige gjorde så stort et indtryk.

Nå, men de så lige pludselig alle sammen på Georg Knokkelryg, mens han klikkede løs med sin lille pind. Og den idé han havde må have været god (min bedstefar lærte aldrig at forstå hans klikken), for alle smilede og nikkede pludselig i stedet for at råbe. De fortalte Georg hvor god en idé det var, inden de alle delte sig op i grupper og gik i gang med at grave.

Ifølge min bedstefar var det nu sådan, at inden to dage var gået var Gamle Mulebo bygget nok op til at de første grufler kunne flytte ind i nye jordhuler. Han hjalp dem ved at forsyne dem med mere jord. Han havde jo ikke været klar over at det var jord og ikke sand, de skulle bruge. Ja, der var endda nok jord til at bestyrer Jens Grublegod kunne få en ekstra etage!

Georg Knokkelrygs idé blev aldrig glemt. Faktisk blev han fejret en uge senere, som den gruffel der havde haft mest at gøre med genopbygningen af Gamle Mulebo. Havde gruflerne haft en historiebog, havde han helt sikkert stået i den.

Og sådan lærte gruflerne, at samarbejde er meget vigtigere end at få ret!