Der er rigtig mange ting, som er værd at vide om grufler. Og måske bliver det også nemmere for dig at forstå hvordan det er at være gruffel, hvis jeg bruger lidt tid på at fortælle dig lidt mere om reglerne i Gamle Mulebo. For ligesom heroppe, må der også være regler i Gamle Mulebo, for at alle grufler kan leve i fred med hinanden.

En af de regler som du nok har lagt mærke til, handler om gruflernes navne. En gruffel kommer til verden med kun et fornavn. Efterhånden som man opdager noget, denne gruffel er god til, får han muligheden for at gøre sig fortjent til et efternavn. Og siden Jens var så god til at gruble - eller tænke - fik han jo således sit efternavn. Han har dog aldrig fortalt mig hvad han skulle gøre for at få det navn.

Jeg har faktisk en historie, jeg kan fortælle jer om det med navne. Kan du huske den lille pigegruffel, som blev så gal, da de meget vrede grufler skræmte Georg Knokkelryg? Hun var jo også en usædvanlig gruffel, og historien om, hvordan hun fik sit navn er et utrolig godt eksempel på, hvordan det normalt foregår. Hendes fornavn var Gertrud. Men hun havde endnu ikke fået sit efternavn, på det tidspunkt hvor historien begynder.

Gertrud var en meget usædvanlig gruffel. Jeg ved ikke om I ved det her, men grufler er normalt mørkhårede, nok fordi solen ikke rigtig kan lysne deres hår. Men Gertrud var ikke mørkhåret. Hendes hår var skrigende rødt! Der var ingen der rigtig kunne forklare hvorfor, det var nemlig aldrig sket før i Gamle Mulebos historie.

Derfor vidste alle også hvem hun var. Det er jo ikke nemt at forsvinde i mængden, hvis du er den eneste med rødt hår. Gertrud kunne ikke gå udenfor en dør uden at alle smilede og vinkede og råbte "Godmorgen, Gertrud!", eller "Hvordan går det Gertrud?".

Men Gertrud var alligevel ikke en glad gruffel. Hun var nemlig træt af, at hun ikke havde et ordenligt navn. Hun var i den alder, hvor grufler normalt allerede har fået et navn. Men Gertrud vidste ikke, hvad det var hun var god til, og derfor kunne hun heller ikke komme på et godt efternavn. Det er jo ikke sjovt ikke at vide, hvem man er, og Gertrud brugte al sin tid på at finde ud af, hvad hun var god til.

Der hvor vores historie om Gertrud begynder, har du faktisk været før, bare på en lidt anden måde. Kan du huske, hvor gal hun blev den dag hvor Georg Knokkelryg gemte sig for de andre? Det kunne alle de andre grufler også. Folk gik fra at smile og vinke til at kigge nervøst på hende, som hun gik igennem Gamle Mulebo. Næsten som om de var bange for, at hun uden videre skulle eksplodere uden varsel. Man skulle næsten tro at hun allerede havde fået sit navn, og at det var Gertrud Kortlunte!

Gertrud fortrød ikke, at hun havde råbt sådan. For uden hendes råberi var Gamle Mulebo jo aldrig blevet sig selv igen. Men hun var dog en smule overrasket over den effekt det havde haft. Hun havde jo ikke ændret sig. Hun var bare blevet gal - og det kan jo ske for selv den bedste gruffel.

På vej gennem Gamle Mulebo mødte hun en dag Gilbert Grifleglad. Og siden han jo var forfatter, måtte han jo kende til ord tænkte Gertrud, så hun stoppede op for at høre, om han kendte et ord for nogen, der er rødhårede og brænder for sin sag - for det var noget, Gertrud var god til - at være rødhåret, og at brænde for sin sag! Eller, jeg ved ikke om man kan kalde det at være rødhåret for noget man er god til, det er vel egentlig bare sådan man ser ud. Men Gertrud mente i hvert fald at hun var god til at have rødt hår, og det er jo hende, der fortæller historien.

Gilbert kendte et godt ord. Men da Gertrud havde hørt ordet, ramte det hende, at hun jo også skulle gøre noget for at gøre sig fortjent til det. Det kunne Gilbert ikke hjælpe med, for det er nemlig også en regel. Man skal selv finde ud af, hvordan man kan gøre sig fortjent til sit navn. Og problemet for Gertrud var, at det eneste hun kunne finde på også var rigtig godt gammeldags farligt. Faktisk så farligt at Gertrud ikke selv var sikker på, om det nu også var det, hun ville hedde. Så endnu engang måtte stakkels Gertrud sukke dybt, og løbe hjem uden andre idéer til sit navn.

Gertrud havde 19 andre søskende, og hun boede sammen med dem og sine forældre, i en jordhule som var en af de største i Gamle Mulebo. Hendes søskende var alle ældre end hende, og det at være den yngste - og rødhåret oven i købet - var ikke noget Gertrud syntes om. Endnu værre var det, at hun var den eneste i familien som endnu ikke havde sit navn. Og da hun endnu engang kom hjem uden flere idéer, blev hun så ked af det, da hun så det skuffede udtryk i sin fars ansigt.

Hun havde jo ganske vidst en idé. Men hun var ikke sikker på om hun ville få lov af sin far til at gøre, hvad det krævedes for at få det navn. Og Gertrud var ikke en gruffel som normalt gjorde hvad hun ikke måtte. Men hun VILLE så gerne have sit navn - og hun var så træt af at skuffe sin far hele tiden. Så hun bestemte sig for, at nu ville hun gøre det, uden at sige det til sin far før det skete - så måtte hun tage straffen bagefter - med sit nye navn!

Så dagen efter stod hun meget tidligt op, og gik en tur lidt uden for Gamle Mulebo for at samle en masse rødder, og flette dem sammen til en fin krans, som hun kunne tage om hovedet. Bagefter smurte hun harpiks fra grannåle udenpå kransen, og til allersidst pyntede hun den med tørt græs, og flere grannåle.

Denne krans er måske ikke noget, vi mennesker ville gå med, men jeg så en tegning af det i et gammelt nummer af Muleposten en gang, og Gertrud var bedårende i denne hovedbeklædning. Faktisk ville jeg ønske, jeg selv kunne have så flot en hat - selv om jeg ikke engang selv går med hat. Gad vide om min kone kunne sy en hat der ligner Gertruds? Nå, det må jeg snakke med hende om senere.

Gertrud havde en hel bestemt plan med kransen. Hun vidste også lige præis hvornår hun ville udføre den, og nu hvor hun havde det hele parat, gik hun hjem til sin familie, og fortalte dem at til næste uges Mulebomøde, ville hun få sit nye navn.

Alle grufler i Gamle Mulebo samledes hver måned for at holde et møde, hvor de kunne tage sig af forskellige ting omkring byen. Det var for eksempel ved et bymøde, at Jens Grublegod var blevet bestyrer, og derfor vidste Gertrud at det ville være et perfekt tidspunkt at få sit nye navn.

Så da alle gruflerne var samlede, gemte Gertrud sig. Der var ikke gået ret længe før nogen nævnte, at hun manglede - det er jo, som jeg sagde før, ikke nemt at gemme sig, når man er den eneste med rødt hår - og gruflerne satte sig ned og ventede på, at hun skulle dukke op.

Der gik ufattelig lang tid med at vente, og til sidst var gruflerne lige ved at starte mødet uden hende. Men så var det, at der bredte sig en meget besynderlig lugt blandt de ventende grufler. En lugt af brændende rødder.. og harpiks og gran. Grufler er ikke ret glade for ild, hvis de ikke selv har tændt det, så de blev selvfølgelig alle sammen bange for, om der nu var gået ild i deres jordhuler, og var lige ved at rejse sig for at gå hjem og se om deres hjem stod endnu - men i næste nu trådte Gertrud frem fra sit skjul - med en glødende krans om sit røde hår.

Et gisp bredte sig rundt i forsamlingen, men Gertrud gik bare roligt op foran dem alle, og sagde:

Kære medgrufler. Jeg har tænkt og tænkt. Jeg har gået et utal af ture igennem byen. Jeg har talt med hver eneste af jer - uden resultat. Men nu har jeg det! Mit navn er Gertrud Glødtop!

Derefter tog Gertrud kransen af hovedet, og hældte den over med vand, for ikke at sætte ild til hele Gamle Mulebo, og da først ilden var slukket gik det op for de andre grufler, at det bare var et navn hun var ude efter. Hendes far var gal, som Gertrud havde forudset, men han var ikke gal i mere end to sekunder, så tog stoltheden over - hans lille datter havde endelig fundet sig et navn! Han straffede hende ved at holde en stor navnefest for hende dagen efter - og derefter give hende hulearrest i en måned!

Og sådan gik det til at Gertrud Glødtop fik sig et navn - og de andre grufler lærte at man godt kan brænde for noget, uden at sætte ild til hele Muleboet!