Ak ja, ak ja. Jeg havde en idé om, at alle de historier jeg har fra Gamle Mulebo skulle fortælles videre. Jeg synes det er vigtigt at alle ved, at der findes grufler. Men nu er jeg så nået til det punkt, hvor alle historierne bare ramler rundt inde i mit hoved i en stor bunke. Skal jeg mon fortælle om dengang regnormene strejkede og ikke ville være busser mere? Eller skal jeg fortælle om, hvordan Ina Gyldengib en dag adopterede en bænkebiderunge? Eller vil du hellere høre om nogen af de andre finurlige grufler i Gamle Mulebo? Nej, nu er jeg da fjollet. Jeg kan da ikke spørge dig om det. Eller, det kan jeg selvfølgelig godt, men jeg kan jo ikke høre hvad du svarer!

Nu rabler det da for ham, tænker du nok. Og det er du jo også i din gode ret til at mene, at det gør. Men faktisk forsøger jeg bare at komme i gang med historien om endnu en gruffel, som kæmpede med de samme spørgsmål som jeg gør lige nu. Forstår I, der boede en forfattergruffel i Gamle Mulebo. Han hed Gilbert Grifleglad.

Nå, der sad du og troede at Muleposten var det eneste gruflerne læste? Jamen så må du så sandelig da tænke om igen. De små gruffelbørn elsker historier, og dem fik de af Gilbert Grifleglad. Sikke historier han kunne fortælle! Man kan vel kalde ham gruflernes H.C. Andersen. Og han elskede at fortælle disse historier, og se hvordan de små grufler klappede i deres hænder.

De fleste forfattere - mennesker som grufler - har været ude for det, som man kalder en skriveblokering. Det betyder, at man lige pludselig ikke ved, hvad man skal skrive om. Men ikke Gilbert. Han havde ALTID en historie at fortælle.

De voksne grufler var glade for at han kunne underholde deres unger mens de selv skulle arbejde, og de kunne da også godt lide historierne. Men faktisk var de ikke meget for Gilbert selv.

For ser du, nogen gange tror man ting om folk, man ikke kender. Og gruflerne i Gamle Mulebo troede, at fordi Gilbert Grifleglad var en kendt gruffel, så troede han, at han var bedre end alle andre. Og det passede slet ikke. Men sådan er det, når voksne ikke rigtig ved noget om nogen, så kan de godt finde på at digte historier. Og i Gamle Mulebo troede man altså, at Gilbert var sådan en, som mente at han var bedre end alle andre.

Nå, men vi kom vist væk fra historien. Hvad var det nu, jeg ville fortælle? Nå jo, jeg fortalte hvordan Gilbert Grifleglad aldrig havde haft sådan en af de der skriveblokeringer. Og derfor blev han jo også ekstra forskrækket denne her dag, hvor historien begynder.

Gilbert Grifleglad var nemlig på vej igennem Gamle Mulebo for at få sin morgengåtur, da et par små grufler kom løbende og råbte "Gilbert, må vi ikke nok få en historie?". Og god som han var satte Gilbert sig straks ned sammen med ungerne og ville til at finde på noget at fortælle. Men det eneste han kunne tænke på, var hvad han skulle huske at købe med hjem fra turen - og det kommer der altså ikke ret mange gode historier ud af.

Han har nok siddet der i et par minutter, med store øjne af bar overraskelse, inden de små grufler slet ikke grinede eller klappede i hænderne. Nej, de var skuffede, var de! Og det syn gjorde bare stakkels Gilbert endnu mere forfjamsket. Han endte med at gå fra de små, som de sad der og ventede. Og så gik der et stykke tid, hvor Gilbert helt holdt op med at sætte sig, når små grufler ville høre historier.

Der gik ikke lang tid før de voksne i Gamle Mulebo begyndte at opdigte flere historier om Gilbert. Nu var han åbenbart blevet så storsnudet at ikke engang gruffelbørn var gode nok til ham! At han ikke skammede sig! Og Gilbert gik bare frem og tilbage inde i sin hule, han tænkte så meget at selv hans gamle far kunne høre hvordan det knagede. Men ligemeget hjalp det, Gilbert kunne ikke komme på flere historier. Og han var noget så ked af at det lige var hans historier der skulle forsvinde. Gilbert var jo en gruffel som elskede når de små børn sad der med store øjne og kæmpe smil mens han fortalte i et væk. Så hvad skulle han gøre?

Først hørte han, at man kunne nøjes med at spise græsfrø i en uge, for det skulle hjælpe på fantasien. Og Gilbert sultede, for græsfrø er ikke ret store, og de mætter altså heller ikke. Jeg vil faktisk gerne benytte lejligheden til lige at minde om, at man under ingen omstændigheder må nøjes med at spise græsfrø - ikke engang hvis så ens forældre ikke serverer andet end rosenkål i en uge! Rosenkål er altid bedre end græsfrø - tro det hvem der kan..

Nå, men som sagt, det hjalp ikke. Selv om Gilbert ganske vist endelig fik tabt det sidste gram han skulle på den uge, kom der ikke flere historier. Så hørte han, at det hjalp hvis man lod være med at tale. Så stakkels Gilbert Grifleglad var pludselig musestille - lige så stille som... som.. som et regnormeæg, der er gået i vinterhi! Men ak nej, det kom der ikke noget ud af.

Nu var Gilbert ved at gå ud af sit gode skjold. Ja, faktisk havde han næsten også fået tilgroet sig en hale! Men så var det, at han fandt på at han måske igen skulle gå en tur igennem Gamle Mulebo. Han gik meget langt ind ad en lillebitte sti, som en bænkebider måtte have lavet for flere måneder siden. Der var helt mørkt, men det gjorde ikke Gilbert noget. Grufler ser utrolig godt i mørke. Jeg ved ikke om I ved det her, men grufler er sådan indrettet at deres øjne er kæmpestore. De fylder faktisk hele hovedet på dem næsten. Og det er netop for, at de kan se i mørke.

Nå ja, så var det jo at Gilbert pludselig slog sit knæ på et eller andet. Han kunne ikke se hvad det var, men han kunne i hvert fald mærke det! Han hoppede rundt på det ene ben, ligesom du måske gør når du banker storetåen ind i et stoleben. Og da det ikke gjorde helt så ondt mere, kiggede han lidt nærmere på hvad det nu var, han havde slået sig på. Og sørme så om ikke det var en meget stor grannål!

Og ikke nok med det, nej Gilbert satte sig ned der, og han havde ikke siddet der ret længe før han åbnede munden og begyndte at fortælle historier. Og hvilke historier! De var faktisk endnu bedre end dem han havde fortalt før. Og da først han var begyndt kunne han slet ikke stoppe igen.

Da løb Gilbert tilbage til byen, satte sig ved den første gruffelunge han kunne se, og begyndte at fortælle den bedste historie nogen gruffel kunne have hørt før! Og alle børnene grinede, og snart kom forældrene også og ville høre hvad Gilbert fortalte.

En af de voksne der lyttede den dag var ingen andre end Far Grublegod. Han hentede straks sin lille søn, Jens, som også satte sig ned og lyttede opmærksomt. Og da Gilbert Grifleglad endelig var løbet tør for historier, løb lille Jens Grublegod over og ville vide, hvordan i alverden Gilbert dog kunne finde på alt det!

Måske har I allerede regnet ud hvad der så skete. Gilbert tog lille Jens Grublegod med hen til den grannål han havde siddet på, og fortalte ham, at han godt måtte låne den, men kun hvis han lovede ikke at sige det til nogen. Det lovede Jens Grublegod, og siden tilbragte han utrolig meget tid med at gruble over gruffelværelsen. Faktisk holdt han på hemmeligheden lige indtil han mødte Ina Gyldengib.

Som I også ved, var det den selv samme tænkegrannål, som gjorde Jens Grublegod berømt - Ja ja, grannåle kan også have stor betydning.

Og sådan skete det, at Jens Grublegod opdagede, at man aldrig ved, hvornår man får brug for en grannål!