- Undskyld, Miss Wilder, men der er ikke mere vi kan gøre for ham nu. Vi har mistet ham. Det gør mig ondt.
   Selv om jeg sad helt nede i den anden ende af den hvide, sterile hospitalsgang, kunne jeg stadig høre lægens ord, de brændte sig ind i mit hjerte, og det gjorde forfærdelig ondt. Tårerne løb ned ad kinderne på mig. Gud, hvor kunne du? Hvad har jeg gjort, siden du skulle tage min far fra mig? Nu havde jeg altså mistet min far. Min far, som var en af de vigtigste personer i mit liv. Og det var min skyld. Hvis bare... Nej, min egen skyldfølelse måtte vente, for nu kom min mor gående ned mod mig, med tårer på kinderne. Hendes smerte stod malet i ansigtet, ligeså tydelig som stjernerne mod den sorte nattehimmel.
   - Mor! Grædende omfavnede jeg hende. I det mindste var hverken jeg eller min mor alene i dette her. Vi havde hinanden. Jeg knugede mig ind til hende, lod bare tårerne løbe. Min mor hulkede ikke, men jeg vidste at hun græd stille. Sådan stod vi længe. En nærhed, vi ikke havde følt i lange tider skyllede ind over os, som det varme vand fra en bruser. Min mor strøg mit hår, og sagde stille:
   - Vi skal nok klare det, når bare vi holder sammen
   - Mor, hvordan kan du sige det? Han er væk! Far er væk,og jeg ser ham aldrig mere! Jeg begyndte at græde igen, da lægen brød tavsheden.
   - Har nogen af Jer lyst til at sige farvel? Der var ikke noget, jeg hellere ville. Men min mor sagde, at hun ville huske Far som han var, og ikke som han så ud... i den tilstand... Jeg blev ført ind til det værelse, hvor læger, sygeplejersker og kirurger for bare 10 minutter siden havde kæmpet for at redde min fars liv. Nu var der stille som i graven. Min far lå på sengen, med et lagen over sig, der dækkede hele kroppen samt ansigtet.
   - Du løfter selv lagenet, når du er klar til det. Vil du helst være alene med ham? Lægens medlidende brune øjne så på mig. Jeg nikkede uden at sige et ord. Lægen gik, døren lukkede bag ham med et svagt klik. Først nu lagde jeg mærke til, hvordan døden hang i luften herinde. Alt i rummet var omgivet af en form for grå tåge, der var ikke engang et billede, på den kolde, hvide væg. Jeg trak vejret dybt, tog fat i lagenet.. Og trak det til side. Også hans hud var grå. Hans ellers kærlige øjne var nu tomme og kolde, hans hud hang i store slappe folder, ikke en muskel rørte sig i hans ansigt. Selv hans ellers smukt mahogni-brune hår syntes at have noget gråt (dødt) over sig. Han så meget træt ud. Tårerne løb i stride strømme, men der kom ikke en lyd ud af munden på mig. Jeg åbnede munden, for at sige noget, men det blev kun til et:
   - Far....
   Jeg prøvede igen at sige noget, denne gang en sætning
   - Undskyld, far... Det hele er min skyld! Og se nu, hvad jeg har gjort! Tilgiv mig. Jeg elsker dig...
   Så gik jeg ud af lokalet, kunne ikke holde atmosfæren ud længere, specielt ikke når jeg vidste at alt dette var min skyld. Jeg skulle aldrig have bedt ham hente mig så langt ude.. Det var mig, der burde være død, ikke min far! Jeg gik hen til en af de store thermoruder og kiggede op på himmelen. Ikke en sky... Men nyde vejret kunne jeg ikke få mig selv til. Jeg sagde sagte:
   - Gud... Ville du tage mig istedet for min far? Kunne vi få sådan en aftale i stand? Men der var intet svar.. Der var sikkert ingen oppe i Himmeriget der bekymrede sig om os hernede - Men det krævede jo også at der rent faktisk var nogen deroppe. Det var nok ikke tilfældet, for hvis der var, ville de ikke lade dette her ske.
   - Skat, vi skal hjem nu... Kom så. Min mor strøg mig over kinden, og begyndte at gå ned af gangen. Langsomt vendte jeg mig om, og gik med.

- Du må godt blive hjemme fra skole idag. Jeg har ringet til skolen og forklaret det for dem..
   - Mor, det nytter ikke noget at sidde herhjemme. Jeg tager af sted!
   - Men Belinda, jeg...
   - Hvis det bliver for slemt tager jeg hjem, men jeg vil ikke sidde herhjemme og have ondt af mig selv, det ville Far heller ikke have ønsket.... Mor så på mig med bekymring. Jeg vidste godt, at hun ville mig det bedste, men jeg vidste også, at jeg ikke fik min far tilbage ved at blive hjemme. Jeg gav min mor et knus og tog afsted til skole. Men allerede da jeg trådte ind i klassen, vidste jeg, at jeg skulle have blevet hjemme. 20 par øjne borede sig ind fra alle vinkler, som om de vidste at det hele var min skyld. Langsomt, meget langsomt, gik jeg ind i klassen og satte mig ned. Mr. Williams så undrende på mig.
   - Belinda... Jeg ventede ikke at se dig idag...
   - Gå nu bare igang med undervisningen, dette her kommer ikke skolen ved. Men indeni var jeg i oprør, jeg forstod ikke de stirrende øjne og den mur af tavshed jeg mødte. Selv Cloe, min bedste veninde, sagde ikke et ord til mig. Mr. Williams, sagde til mig efter timen.
   - Belinda, det der er sket gør mig meget ondt, og du skal vide, at hvis du trænger til nogen at snakke med om det...
   - Nej tak, mr. Williams, jeg klarer mig. Mr. Williams var den eneste der bekymrede sig for mig her, de andre var ligefrem blevet fjendtlige, deres tavshed og deres stirrende øjne sgde det hele. Efter skole, kom Cloe løbende imod mig. Hendes øjne viste, at hun havde det underligt med alt det her.
   - Vent Linda, jeg vil tale med dig! Det med dinfar... Det gør mig virkelig ondt og...
   - Du behøver ikke sige mere, Cloe! Bare vær min ven, så skal det nok gå... Men indeni mig... Selv om mit liv fortsatte som hidtil, var der intet liv tilbage indeni mig.. for der, var jeg død sammen med min far.


Et år senere
   Jeg gik på gaden, det var forår, og vinden tog i mit mahogni brune hår. Det havde jeg fra min far. Det var blevet rigtig langt og flot. Fuglene sang, og den milde sol skinnede ned og gjorde alt en smule lysere. Jeg var på vej til kirkegården med en blomst. Skønt at jeg vidste, at han ikke ville komme tilbage, tillod jeg mig selv at nyde det gode vejr, og at være lidt glad for livet. Min mor havde opdaget hvordan jeg havde det 2 dage efter, hvor jeg nægtede at gå i skole. Jeg havde ligget og hørt den samme sang igen og igen: Phil Collins' "You'll be in my heart", og jeg havde grædt i flere dage. Hun havde siddet på min seng og strøget mig over håret hele natten, og havde lyttet til mine selvbebrejdelser. Den dag, det hele var sket havde jeg og far været ude at svømme, jeg havde så svømmet meget langt ud, og havde så råbt til ham om ikke han kom ud til mig. Han var svømmet nærmere til mig, men var på vejen blevet taget
   af en understrøm, og det næste jeg husker er min mor og mig ventende på hospitalet - ventende på at få at vide om han ville leve eller dø... Jeg havde simpelthen draget den konklusion, at jeg havde dræbt min far. Min mor havde fået mig til en psykolog, og nu, et år efter, vidste jeg at det ikke var sådan. Jeg havde fået talt ud om mine frustrationer og jeg havde fået lov til at sørge. Denne tur til kirkegården, var hendes idé; at jeg skulle besøge min far, og fortælle ham, hvordan jeg havde det.. Hun havde sagt at han måske ville svare, men det nægtede jeg at tro på. Jeg gik hen til hans grav, hvor stenen stod. Jeg knælede ned foran den, og lagde rosen.
   - Hej, du gamle.. Hvordan er der så deroppe? Jeg har forstået, far at det ikke kan have været min skyld, det der er sket. Jeg har det meget bedre med det hele nu, så nu kan jeg måske sige ordentligt farvel til dig. Jeg elsker dig... "You'll be in my heart", sagde jeg, ligeglad med om nogen hørte mig, gav stenen et kys og gik hjem i stilhed.

Om natten vågnede jeg ved at nogen strøg mig over håret. Jeg kiggede op, og så så min far stå foran mig, han så meget yngre ud, og han var omgivet af lys.
   - Far... er det dig?
   - Ja, Belinda, det er mig. Du spurgte mig, hvordan der var deroppe, og jeg må indrømme at jeg er glad for, at du fik sagt rigtigt farvel til mig idag. Det var ikke din skyld, Linda... Det var Guds vilje. Og jeg er ked af, at du blev rodet ind i det... Men jeg er også glad for, at du er kommet over det... Farvel, Belinda - du vil også altid være i mine tanker. å forsvandt han, ligeså hurtigt som han var kommet. Jeg sad lidt og kiggede på det sted, hvor han havde stået, så faldt jeg i søvn. Da jeg vågnede næste morgen, kunne jeg mærke, at jeg havde noget i hånden: En tot hår. En tot mahognibrunt hår. Jeg smilede for mig selv, da mit stereoanlæg tændtes og spillede Phil Collins: You'll be in my heart. Jeg så op. Himlen var skyfri, og det var den første dag i min sommerferie. For første gang siden min fars død, stod jeg op og begyndte at pakke mit badetøj...