4Kun en rose
Cecilias beretning: slutningen · Jeg husker det ganske tydeligt. De... [...]
Noveller for børn/unge
1 år, 4 måneder siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Emma Thingsted (f. 1993)
Cecilias beretning: slutningen

Jeg husker det ganske tydeligt. Det stormede meget voldsomt. Regnen piskede ned. Det der skulle have været en smuk solskinsdag, blev hurtigt til det værste uvejr, jeg nogensinde havde oplevet. Måske var det et varsel, en forudanelse om hvad der skulle ske. Den dag i dag er jeg sikker på, at det rent faktisk var en advarsel, men hvor mange mennesker har nogensinde lyttet til en advarsel? Kun ganske få. Sådan forholder det sig også i mit tilfælde. Jeg ville ikke kunne genkende en advarsel om den så stod og skreg sit budskab ind i ansigtet på mig. Det er mærkeligt som tingene kan forme sig, at forestille sig, at hvis jeg ikke havde valgt at gå ind i lige præcis hans forretning den dag, så ville mit liv have set ganske anderledes ud.
   Jeg har aldrig været særlig gudfrygtig, men alligevel kan ikke lade være med at takke de højere magter for at jeg valgte at gå ind i hans forretning. For ligegyldigt hvad, så ville jeg havde gjort det hele en gang til.
   -
   Gåturen til det lille hus var lang og hård, og hvert andet øjeblik, var jeg nødt til at standse og tage mig til min svulmende mave. Veerne murrede i hele mit underliv, og jeg havde fornemmelsen af at være ved at besvime.
   Da jeg endelig nåede frem til mit bestemmelses sted, var jeg gennemblødt og kold, og mit hår klistrede til mit ansigt af regn og sved. Jeg hamrede på døren med den lille dørhammer, og endnu før det sidste slag var runget ud, blev døren åbnet, og hun hjalp mig indenfor. Hun havde ventet mig. Selvfølgelig havde hun det. Hun havde altid vidst at jeg ville komme netop i dag. Hurtigt hjalp hun mig af tøjet og fik mig placeret på den lille briks der stod i hjørnet. Hun badede min pande, og lod mig indånde lavendel dampe for at få mine muskler til at slappe af, og forberede sig på at skulle presse.
   "Du er meget tæt på nu, mit barn. Bare et øjeblik til, så er hun her."
   Jeg nikkede og gispede.
   "Du må ikke presse endnu, vent et øjeblik."
   "Jeg er nødt til at presse!" svarede jeg, "hun kommer!"
   Den ældre kvinde rystede bekymret på hovedet og så ud af vinduet. Stormen hylede værre end nogensinde, og regnen styrtede ned. "Det var ikke på denne måde dette her burde ske." sagde hun.
   "Det ved jeg," hviskede jeg. "meget skulle have været anderledes. Han burde have været her."
   Hun nikkede og tog min hånd. "tiden er inde. Pres!"
   Jeg pressede, og forsøgte at samle alle mine kræfter, men jeg følte mig så svag.
   "Du må presse hårdere, min ven!"
   Jeg pressede endnu en gang, og denne gang kunne jeg mærke at der skete noget.
   "Sådan, min ven! Du klarer det fantastisk. En gang til!"
   Jeg pressede. Så hårdt, at sorte prikker dansede foran mine øjne, og mine ben begyndte at snurre.
   "Lidt mere, jeg kan se hendes hoved."
   Mit barn var ved at blive født, hendes hoved var synligt. Hvis jeg havde kunnet klare alt andet, så kunne jeg selvfølgelig også klare dette. Jeg pressede og skreg som jeg aldrig havde skreget før. Jeg følte, at hele min krop var ved at falde fra hinanden, og min trofaste hjælper strøg mig trøstende over håret, og forsikrede mig at det snart ville være overstået.
   Og så, lige med et, hørte jeg dette første, livsbekræftende skrig fra hende. Min datter var her endelig.
   Den ældre kvinde tog hurtigt barnet og svøbte hende i et hvidt klæde. Hun tørrede hende forsigtigt, og derefter rakte hun hende til mig.
   Jeg havde oplevet mange smukke øjeblikke i mit liv, men intet kunne overstige følelsen af at holde min datter i armene første gang. Jeg kyssede hende blidt på panden, og hun slog sine øjne op og så lige på mig. Store, chokolade brune øjne mødte mine blå. Dette var ikke kun et spædbarns blik, det var alvorligt, intelligent. Ja, næsten voksent. Som om hun kendte hele historien om sin tilblivelse.
   "goddag, min lille ven," hviskede jeg, og holdt hendes spæde hånd i min. "Du aner ikke, hvor elsket du er. Din far og jeg elsker dig så højt, det må du aldrig glemme."
   "Har du tænkt over et navn til hende?" spurgte den ældre kvinde.
   "ja," sagde jeg. "Rose. Jeg vil kalde hende Rose."
   "Det er et smukt navn."
   "Det startede med en rose, og det ender med en Rose," sagde jeg.
   "Det behøver ikke være slutningen."
   "Det er det nødt til at være, jeg kan ikke byde hende det."
   "Cecilia, hvis du gør dette her, så ved du hvad det betyder.
   ",Ja." sagde jeg. Min hjælper og jeg vekslede blikke, og jeg nikkede svagt.
   "Er du helt sikker?" spurgte hun.
   "Ja, jeg er helt sikker. Du ved hvad du skal gøre." sagde jeg.
   Hun nikkede, og jeg holdt Rose tæt ind til mig et øjeblik. Hendes spæde hånd lukkede sig omkring min finger, og mit hjerte var ved at briste ved tanken om det, jeg nu måtte gøre.
   "Cecilia, du bliver nødt til at give mig hende nu, hvis jeg skal have en chance for at gøre det."
   Jeg nikkede og rakte hende forsigtigt min datter. Rose vred sig, og brød sig ikke om at skifte hænder.
   Den ældre kvinde tyssede blidt på hende, og satte kurs mod døren, men der var en ting til, jeg var nødt til at gøre.
   "vent et øjeblik," bad jeg. Jeg greb et stykke pergament og skriblede hurtigt hendes navn ned. Jeg rakte derefter pergament stykket til min hjælper, og sagde så: "Lad mig i det mindste tage afsked med hende."
   Min hjælper nikkede, og holdt barnet ned mod mig, hun vidste, at hvis hun lod mig holde Rose i favnen, ville jeg skifte mening. Jeg kyssede Rose på hovedet og strøg hendes bløde kind:
   "Farvel, min elskede. Der vil ikke gå en dag, hvor jeg ikke tænker på dig. Du vil altid være i mine tanker, det vil intet kunne ændre på, og jeg ved, din far har det ligesådan. Vær stærk, min elskede, og had mig ikke alt for meget."
   "Cecilia, jeg bliver nødt til at tage hende med nu," sagde min hjælper, og så bekymret ud af vinduet.
   Jeg nikkede og gav Rose et sidste kys på hovedet, og som ved en sidste indskydelse flåede jeg mit armbånd af, og satte det på hendes lille håndled. Jeg så på min hjælper og nikkede. Hun nikkede tilbage og holdt Rose beskyttende op mod sit bryst mens hun beslutsomt gik hen mod døren. Hun flåede døren op, og trådte ud i uvejret med min datter. Så blev hyttens dør lukket, og jeg var alene.
   Jeg vendte hovedet bort fra vinduet, jeg kunne ikke klare tanken om at Rose var alene og ubeskyttet ude i uvejret.
   Jeg knugede tæppet og græd og lod min fortvivlelse slippe ud. Det var ikke sådan her, det skulle ende, hverken for mig eller for Rose. Hvis blot han havde været her.
   Et lyn flængede himlen og oplyste hytten og haven, og i et kort sekund kunne jeg se roserne uden for vinduet. De var alle sammen blodrøde og lige så smukke som altid. I det jeg betragtede dem, faldt et kronblad fra en af dem, og blev båret bort af vinden.
   Det startede med en rose, og det endte med en rose...

Kapitel 1:

Der var helt stille i huset. Min tante og onkel ville ikke komme hjem fra arbejde endnu, så den eneste lyd i huset var kedlen som kogte lystigt.
   Jeg tog min jakke af, og fandt en kop, sukker, tebreve og mælk frem. Det eneste, jeg som regel havde lyst til når jeg kom hjem fra skole, var en kop te. Jeg hældte vandet op i koppen og ventede på at teen fik den lyse farve den skulle have. Derefter hældte jeg mælken i så teen fik en lys, gylden kulør.
   Jeg satte mig ved bordet, tog en slurk af den varme te og betragtede de gaver jeg havde fået i morges. 14 år. Næsten en uafhængig ung kvinde, som min tante havde udtrykt det i morges. Mine gaver bestod hovedsagligt af bøger. Stormfulde Højder havde jeg fået af onkel Kevin, Peter Pan havde været en gave fra min tante Norah. Brødrene Grimms samlede eventyr var en fællesgave fra dem, pyjamassen var fra min tante, Mansfield Park, Stolthed og Fordom, Fornuft og Følelse havde alle været fra onkel Kevin. Han har altid været flink til at give mig bøger, selvom tante Norah ofte brokkede sig over det, og påstod at jeg "skulle have noget fornuftigt", det nyttede ikke at forsøge at fortælle hende, at jeg fandt bøger meget fornuftige. Jeg har altid elsket at læse, lige fra jeg var ganske lille, og i min fritid arbejdede jeg på det lokale bibliotek.
   Det er den eneste virkelige attraktion ved byen. Biblioteket. Det er fantastisk. Hele tre etager fyldt med bøger fra gulv til loft. Det ville være synd at kalde det for et moderne bibliotek, for det er det bestemt ikke. Det er meget gammeldags, bøgerne ser ud til at være noget fra det forrige århundrede, der er kun en enkelt computer, og kun en ældgammel bibliotekar, som har været der ligeså længe jeg kan huske. Og jeg elsker det. I mine øjne, er det verdens bedste bibliotek.
   Pludselig bankede det på døren, og mit hoved røg op. Jeg styrtede ud til døren i håb om at få et glimt af vedkommende, men da jeg flåede døren op, var der som sædvanlig ingen. Det eneste tegn på, at der havde været besøg, var en rød rose på dørtrinnet. Jeg samlede den op og læste det lille kort som der altid var vedlagt:
   "Til Rose, med ønsket om en god fødselsdag."

Altid den samme hilsen. Altid den samme, elegante skrift. Men aldrig noget spor af afsenderen. Kun en rose.
   Sådan havde det været hvert eneste år på min fødselsdag. En sagte banken på døren, og så rosen på dørtrinnet. I begyndelsen havde jeg syntes det var spændende og sjovt, men nu var jeg begyndt at få sådan en mærkelig følelse når det skete. Jeg begyndte at spekulerer mere og mere over, hvem afsenderen var. Det forekom mig besynderligt at der altid blev efterladt en rose, og at personen tilsyneladende kendte mit navn. Det måtte være én der vidste hvem jeg var. Da jeg blev ældre, troede jeg, at det måske en dreng fra skolen, der forsøgte sig med en sød og lidt fjollet gestus, men efterhånden gik det op for mig, at ingen dreng ville være så insisterende uden at give sig til kende.
   Jeg havde forsøgt at tale med min tante om det, men hun havde slået det hen, og onkel Kevin havde drillet med lidt med "Roses hemmelige beundrer."
   Jeg satte rosen i vand og proppede kortet i lommen. Så drak jeg resten af min te, der var kun en halv time til, at jeg skulle være på biblioteket, og jeg hadede at komme for sent. Især havde jeg at forspilde chancen for at tale med Carola, den eneste bibliotekar. Carola var altid så god i mod mig, nøjagtigt som en bedstemor ville være, og det var tydeligt at hun nød mit selskab ligeså meget som jeg nød hendes. Selvom hun var en ældre dame, og jeg var så ung, forstod vi alligevel hinanden til fuldkommenhed. Sådan havde det været lige fra den allerførste dag jeg trådte ind i biblioteket. Andre mennesker fandt Carola sær og "excentrisk", men jeg syntes, at hun var vidunderlig.
   Jeg satte tekoppen i vasken, greb min taske, og skrev så en seddel til tante Norah om hvor jeg var. Norah var meget beskyttende overfor mig, og satte pris på at få af vide flere gange, hvor jeg ville være når hun kom hjem fra arbejde.
   Idet jeg skrev sedlen, gled mit armbånd nedover mit håndled. Jeg har haft det armbånd ligeså længe jeg kan huske, lige siden jeg blev født, har tante Norah fortalt. Derfor tager jeg det næsten aldrig af. Desuden er det vældig kønt, en smule gammeldags, med lyserøde perler og små sølvstykker, men flot er det.
   Jeg vendte mig om og gik ud af huset. Huskede for en gang skyld at tage min egen nøgle med, det er sket flere gange at jeg har smækket mig ude. Jeg tog min cykel og betragtede huset på afstand. Jeg har altid været vild med vores hus, det er i to etager, hvidt med stråtag, roser klatrer op af væggen udvendigt, og en lille, hemmelig have åbner sig bag huset. Som taget direkte ud af et eventyr.
   Jeg har også altid elsket den by jeg bor i. Til forskel fra en del af mine klassekammerater, som bare tæller dagene til at de kan flytte hjemmefra, men jeg har altid holdt meget af byen. Sandt nok, der er ikke mange ting. Hverken indkøbscentre, forlystelsesparker, biografer eller andet. Det eneste vi har her er biblioteket, et lokalhistorisk arkiv, en antik forretning, og en lille købmandsbutik. Det er ikke meget, men jeg kan alligevel ikke lade være med at holde af byen. Meadow Hills ser ikke ud af meget, men den er fantastisk, høje bakker der ender i dybe dale, blomsterenge hvis lige du aldrig har set. Hvad skønhed angår, fejler byen absolut ikke noget.
   Jeg steg på cyklen og cyklede den korte vej til biblioteket. Som sædvanligt var der helt stille og fuldstændigt mennesketomt, bortset fra Carola som sneg sig rundt blandt reolerne.
   "Hej, Carola," hilste jeg da jeg var kommet inden for døren.
   "Goddag, Rose, mit søde barn. Hvordan har du det i dag?"
   "Jo tak, fint." sagde jeg. "Er der noget særligt jeg skal ordne i dag?"
   "Vær sød at tjekke reolerne ovenpå, jeg syntes de så så rodede ud."
   "Ja, selvfølgelig." sagde jeg og gik hurtigt ovenpå.
   Der var ganske rigtigt temmelig rodet ovenpå; sådan var det altid på biblioteket, af en eller grund var den øverste etage altid den mest rodede, som om alle folk altid fandt det de ledte efter på lige netop den etage.
   Jeg begyndte at sætte bøgerne på plads i reolerne, en eller anden havde øjensynligt moret sig med, at smide bøgerne på gulvet, og jeg følte mig helt forarget over det. Som bog elsker, har jeg svært ved at tolerere den skødesløshed, som folk behandler deres bøger med. Støvet havde endnu en gang samlet sig i reolerne, og jeg snøftede et par gange for at undgå at komme til at nyse.
   Tiden gik som sædvanligt alt for hurtigt, jeg kunne tilbringe resten af mit liv på biblioteket, men af en eller anden grund fløj tiden af sted når jeg var her, og før jeg vidste af det var der gået tre timer, og Carola kaldte mig ned fordi det var tid til småkager, en fast tradition i de 3 år jeg havde arbejdet her.
   "Værsgo, Rose, her har du lidt at stå imod med," sagde hun og rakte mig en tallerken med småkager.
   "Tak, Carola," sagde jeg og tog en bid. "De er vel nok lækre. Som sædvanligt."
   "Åh, det er da ingen ting, slet ingen ting," sagde hun og sendte mig et strålende smil som jeg straks gengældte. Jeg holdt så meget af Carola.
   "Og tillykke med fødselsdagen skal man jo sige!" sagde hun. "14 år, det må jeg sige."
   "Tak, Carola."
   "Nogen roser i år?" spurgte hun. Carola kendte alt til de mystiske roser uden afsender.
   "Ja, præcis ligesom hvert år." sagde jeg.
   "Og der er ingen afsender på kortet?"
   "Nej, kun den samme tekst som hvert år: "til Rose, med ønsket om en god fødselsdag."
   "Hmm, det er meget mystisk, må jeg sige."
   Jeg nikkede. Det havde hun ret i. "Jeg ville ønske, jeg vidste hvem det er."
   "Det kan jeg godt forstå, men det kan nok blive lidt svært."
   "Det ved jeg, men det må jo være én som kender mig på en eller anden måde, i hvert fald én der ved, hvad jeg hedder."
   Carola nikkede frem for sig, omtrent som en gammel bedstemor ville gøre, "Ja, du er jo den eneste Rose her i byen, så man skulle næsten tro, at det er en der har kendskab til dig."
   "Eller i hvert fald én der har set mig, eller talt med mig," nikkede jeg. "Men hvem skulle det næsten være? Hvem kan have set mig i alle de år jeg har boet her?"
   "Det ved jeg ikke, min ven."
   "Måske er der bare tale om en spøg," mumlede jeg, og syntes, at jeg kunne se Carola rystede på hovedet, men da jeg kiggede på hende sad hun bare og smilede venligt til mig som hun altid gør.
   "Hvordan går det ellers derhjemme?" spurgte hun.
   "Som det plejer, min tante og onkel er på arbejde lige nu."
   "Fik du nogle gode fødselsdagsgaver af dem?"
   "Ja, det kan du tro!" sagde jeg og smilede mens jeg remsede titlerne på bøgerne op. Både Carola og jeg holdt meget af at læse, og især af at udveksle meningerne om de bøger vi kunne lide og ikke lide.
   "Du har vel nok snart læst alle bibliotekets bøger," sagde hun.
   "Ja næsten," sagde jeg og fnisede.
   "Hvis du på et tidspunkt bliver træt af at genlæse alle biblioteks bøgerne, kan du jo prøve at gå over i antik forretningen, det er altid en masse spændene bøger."
   "Tak for tippet," sagde jeg, og undrede mig over, at jeg aldrig selv havde tænkt på det. Norah var ikke specielt vild med antikforretningen, hun synes den var skummel, men sådan nogle steder, med gamle ting og sager havde altid tiltrukket mig. Tante Norah sagde altid, at jeg var mere nysgerrig end godt er.
   Jeg spiste resten af småkagerne, takkede og sagde at jeg nok hellere måtte se at komme hjem igen.
   "Tak for hjælpen, miss Mason. Pas nu godt på dig selv, og husk, at du altid kan finde mig her, hvis du har brug for mig, hører du?"
   "Ja, selvfølgelig, Carola." sagde jeg og vinkede samtidig med at jeg skubbede den tunge dør op. Jeg vendte mig ikke om, men hvis jeg havde gjort det, ville jeg have grebet Carola i at iagttage mig.
   Det var begyndt at støvregne da jeg cyklede hjem, og jeg glædede mig ved tanken om det varme, tørre hus der ventede. Jeg er født om efteråret, men har egentlig aldrig brudt mig om efteråret. Jeg elsker sommer, jeg elsker varmen. Men mest af alt elsker jeg at se alting springe ud om foråret.
   Jeg trak jakken tættere sammen omkring mig, og cyklede så hurtigt jeg kunne, fast besluttet på, ikke at tilbringe al for megen tid udenfor. Min tante har altid været bekymret for mit helbred, åbenbart havde jeg haft nogle svære helbreds problemer som spæd.
   Omsider nåede jeg hjem og tog prøvende i døren. Den var ikke låst, så Norah og Kevin måtte være kommet hjem.
   "Hej, hej, jeg er kommet hjem," sagde jeg da jeg trådte ind i entreen.
   Norah tog imod mig. "Nå, har det været en god dag på arbejdet i dag?"
   "Ja, helt fin, lidt stille, men sådan er det jo."
   "Om jeg begriber hvorfor byen overhovedet har det bibliotek, der kommer jo næsten aldrig nogen alligevel. Det er en udgift for byen."
   "Jeg synes, det er verdens bedste bibliotek."
   "Det er kun, fordi du aldrig har set andre biblioteker, min skat."
   "Ja, måske, men jeg synes nu alligevel det er hyggeligt. Lige som om det er fra en anden tid."
   "Du er så drømmende, Rose."
   "Og du er alt for praktisk, tante Norah." smilede jeg.
   "Ja, det siger du jo, men tro mig, det kan godt betale sig at være praktisk en gang i mellem," sagde Norah og trak mig ind til sig i en varm omfavnelse.
   Jeg gengældte omfavnelsen. "Hvornår er der aftensmad?"
   "Lige så snart Kevin kommer hjem fra arbejde. Smut op og vask støvet af hænderne."
   Jeg smilede til hende og gik ovenpå.


Cecilias beretning: det første møde.

Jeg var syv år gammel da jeg mødte ham første gang. Kun et barn, ung og ubekymret. Jeg husker det stadig som var det i går:
   Jeg løb og legede ude foran vores hus. Det var en vidunderlig solskinsdag, luften var varm og tør, og det virkede som om, at alle byens børn var ude den dag. Nogle af os løb omkring og legede, kappedes om hvem der kunne hinke længst, fangede hinanden og kastede småsten efter hinanden. Nogle få af os forvildede os længere væk fra husene end vi skulle, men vi var så optagede af vores leg at vi knapt ænsede det. Efterhånden blev vi kådere og kådere, skubbede lidt til hinanden for spøg, vores latter gav genlyd mellem træerne.
   Et par af de andre piger og jeg løb længere ind i skoven. Vi plukkede roser. De dejligste blodrøde roser voksede der derinde, og vi ville gerne glæde vores mødre med en flot buket. Men pludselig forsvandt pigerne, de havde hørt deres mødre kalde. Jeg kaldte på dem, for jeg brød mig ikke om at blive efterladt.
   Med et brasede den vildeste af drengene gennem underskoven. Han hoppede rundt omkring mig, lo mig lige ind i ansigtet, og skubbede så til mig, hårdt, så jeg faldt og skrabede mit ene knæ. Roserne tabte jeg, og de endte i en uordenlig bunke omkring mig.
   "Øv, hvor er du modbydelig, det kan du ikke være bekendt!" råbte jeg.
   Han lo blot og rakte tunge af mig.
   "Det skal du få betalt," sagde jeg og ville rejse mig op.
   "Så må du jo først fange mig," lo han og stak i rend hen mod landsbyen.
   Jeg ville løbe efter ham, og forsøgte at rejse mig op, men mit ene ben knækkede sammen under mig. Han måtte have skubbet hårdere til mig end som så. Det gjorde frygteligt ondt, og jeg kunne ikke stå på mit ben. Jeg tog fra med hænderne og begyndte at kravle tilbage mod landsbyen.
   Jeg var ikke nået længere end blot et par meter, da jeg pludselig hørte den mest frygtede lyd i hele landsbyen: Ulvehyl. Og der var ingen tvivl om, at de var tæt på mig. Jeg skælvede af angst, og forsøgte at kravle hen bag træerne for at skjule mig, men inderst inde vidste jeg godt at det ville være forgæves, selvfølgelig ville ulvene finde mig, de kunne lugte mig indenfor flere kilometers afstand og ganske rigtigt, inden længe var jeg omringet af fire rasende ulve. Blodet løb ned af mit venstre knæ, og en af ulvene slikkede sig sultent om munden. Jeg skreg, selvom jeg godt vidste, at der ikke var nogen der ville kunne høre mig. Jeg var for langt borte.
   Ulvene sneg sig ind på mig og tog tilløb til at fare i struben på mig, og jeg dækkede mit ansigt med hænderne mens jeg græd som jeg aldrig har grædt før.
   Den ene ulv sprang frem mod mig, men pludselig, i samme øjeblik den skulle til at sætte tænderne i mig, faldt den død til jorden, der lød tre høje hvin, og så lå de tre andre ulve også døde på jorden foran mig.
   jeg så op, målløs af forundring, og så fik jeg øje på ham. Han stod der hvor den ene ulv havde stået for få sekunder siden, klædt i en sort kappe. Han bøjede sig bekymret ned over mig, lagde hånden på min skulder og sagde:
   "Er du kommet noget til?"
   "Nej, Sir," sagde jeg. "Jeg blev bare frygtelig forskrækket."
   "Det forstår jeg," sagde han og fik så øje på mit ben. "Dit ben bløder jo, barn."
   "En af drengene skubbede til mig så jeg faldt, Sir. Det var ikke ulvene."
   "Det er jeg trods alt lettet over." sagde han og flåede et stykke af sin kappe som han bandt stramt omkring mit blødende knæ. Så samlede han mine roser sammen til en buket.
   "Mange tak, Sir." sagde jeg og forsøgte at rejse mig op, men benet rystede voldsomt under mig, og nægtede at bære min vægt.
   "Du kan jo ikke stå på benet, mit barn, vil du lade mig hjælpe dig tilbage til landsbyen?" spurgte han og løftede mig forsigtigt op i sin favn.
   "Jeg- jeg tror ikke min moder vil bryde sig meget om det," hviskede jeg. "Folk siger jo..."
   "Jeg ved udmærket godt hvad folk siger om mig," sagde han.
   Jeg lagde mine små arme om hans hals, og forsøgte at gøre mig så let som muligt for ikke at anstrenge ham. "De skal vide, at jeg ikke tror på det de siger." sagde jeg.
   Han så på mig og smilede for første gang.

Naturligvis blev der en voldsom ballade, da han kom bærende med mig gennem landsbyen. Folk råbte og skreg, og min moder anklagede ham for at have villet bortføre mig. Hun tog sig ikke det mindste af at jeg råbte at han havde reddet mig fra ulvene, men råbte bare op om, at det sikkert var ham der havde tilkaldt ulvene, det kunne lige ligne ham.
   Jeg iagttog ham inde fra vinduet, og det gik med et op for mig, at han var lige så jagtet af folkene i landsbyen, som jeg havde været af ulvene...


Kapitel 2:


Jeg gik hurtigt ovenpå for at vaske mine hænder, tante Norah havde rengøringsvanvid og var nærmest sygeligt bange for bakterier, så lige gyldigt hvor rent jeg syntes der var, var det aldrig så meget som tæt på tante Norahs standard.
   Jeg vaskede mine hænder, og gik så ind på mit værelse. Mit blik faldt på rosen i vindueskarmen. Hvem i alverden var det, der var så opsat på at sende mig roser hvert år? Jeg samlede kortet op og studerede det i lampens lys, men der ringede ingen klokker, da jeg så på skrifttypen. Jeg kendte ingen der skrev på den måde. Snørklet, elegant og en smule gammeldags. Jeg fandt ingen svar i det uskyldige, anonyme kort, og det undrede mg, at det var begyndt at gå mig så meget på. Kunne det ikke være helt og aldeles ligegyldigt hvem det var, der sendte mig roser hvert eneste år? Hvorfor interesserede det mig så meget? Det var sikkert bare en tåbelig spøg.
   Men alligevel kunne jeg ikke bekæmpe den gnavende lyst til at finde ud af mere om det mystiske kort og dets afsender, for det var jo trods alt én der ønskede mig det bedste, og jeg ville gerne takke vedkommende personligt.
   "Rose! Spisetid!" jeg blev revet ud af mit tankespind, ved lyden af min tantes stemme. Jeg slap kortet og drejede om på hælen.

Maden var allerede på bordet da jeg kom nedenunder, og onkel Kevin var også kommet hjem.
   "Hej tøs," sagde han og purrede op i mit hår da jeg passerede ham ved trappen.
   "Hej onkel Kevin," sagde jeg med et smil.
   Jeg kunne vældigt godt lide Kevin, han og Norah havde kun været gift de sidste tre år, men jeg havde omgående kunnet lide ham, da jeg mødte ham. Norah havde ellers været meget forbeholden med hensyn til at lade mig møde ham, men det var gået virkelig godt, og jeg var glad på hendes vegne. Hun havde været alene i lang tid, hun havde åbenbart, før jeg blev født, mødt en mand som havde knust hendes hjerte. Det havde tilsyneladende afskrækket hende i en sådan grad, at hun havde holdt sig fra mænd i et langt stykke tid. Men nu havde hun endelig fundet Kevin, og det lod til at være ægte kærlighed mellem dem.
   "Har du haft en god dag?" spurgte Kevin.
   "Ja," svarede jeg.
   "Var der mange bøger på biblioteket?" drillede han.
   "Ja da, ligesom der plejer."
   Onkel Kevin smilede og blinkede til mig, men tante Norah rullede med øjnene. Hun havde aldrig rigtigt forstået min store kærlighed til bøger.
   Vi spiste videre og snakkede venskabeligt sammen, og efter middagen erklærede Kevin, at han ville vaske op, så kunne Norah og jeg sætte os ind i stuen og hvile os.
   Vi smed os i sofaen, og Norah lænede sig tilbage og så på mig med det der overbærende udtryk, hun sommetider havde, og som irriterede mig grænseløst.
   "Jeg mente faktisk hvad jeg sagde, jeg begriber ikke hvad du vil på det bibliotek, det er gammelt og nedslidt, og Carola er alt for højt oppe i årene til at holde styr på stedet."
   "Måske kunne jeg blive den nye bibliotekar," sagde jeg.
   "Det er simpelthen det, du stræber efter? At blive bibliotekar?"
   "Ja, hvorfor ikke? Det lyder som et drømmejob i mine ører."
   "Jeg tror du ville komme til at kede dig i længden. Bøger er ikke alt."
   "Det er de for mig."
   "Ja, din interesse for bøger kommer i hvert fald ikke fra mig. Det må være din mor. Hun var også helt vild med bøger."
   Kevin kom ind i stuen, men han og Norahs samtale gik fuldstændig hen over hovedet på mig.
   Min mor. Hvem var hun? Jeg vidste næsten ingen ting om hende. Kun at hun var Norahs yngre søster, at hun hed Caitlynn, og at hun havde været meget ung da hun fik mig. Vistnok tyve eller enogtyve år, efter hvad min tante havde fortalt mig. Hun brød sig ikke om at snakke om min mor, hun blev alt for ked af det, sagde hun.
   Men da jeg var omkring otte år, og var gammel nok til at stille spørgsmål om den mor, jeg ikke kendte, havde Norah sat sig ned ved køkkenbordet og fortalt mig hvordan det forholdt sig; min mor havde som sagt været meget ung, og var blevet gravid, sikkert ved en fejltagelse, havde min tante sagt, hun havde født mig, og så var hun forsvundet umiddelbart efter. Simpelthen forsvundet fra jordens overflade. Sporløst, og uden at efterlade sig nogen form for spor. Bortset fra mig.
   Norah sagde, at der var stor sandsynlighed for, at min mor højst sandsynligt var død,
   Men hvorfor hun forsvandt, hvordan hun døde, og hvem der dræbte hende, var fortsat et mysterium som nok aldrig ville blive opklaret, havde min tante sagt mens hun blidt strøg mig over håret. Hun sagde, at min mor havde haft det svært, havde blandet sig med det forkerte selskab, og uden tvivl var blevet forblændet af en forkert mand.
   Det havde været hårdt at få at vide, men min tante havde trøstet mig og sagt, at hun var så inderligt taknemmelig for, at min mor ikke havde taget mig med sig, selvom et barn selvfølgelig skal være hos sin mor. Men hvis "Caitlynn havde taget dig med, så havde jeg aldrig fået chancen for at lære dig at kende, min Rose," havde Norah sagt og givet mig et kram.
   Det var selvfølgelig rigtigt, jeg holdt meget af min tante, og hun havde altid behandlet mig som sin egen datter, men hun var stadigvæk ikke min mor. Min mor var væk, og jeg ville aldrig få chancen for at lære hende at kende.
   "Jorden kalder, Rose! Er der nogen hjemme?" Norah viftede med hænderne foran mit ansigt, og fik endelig min opmærksomhed.
   "Undskyld, hvad?" sagde jeg desorienteret.
   "Jeg spurgte bare, om hvad du synes vi skal stille op med haven, roser eller liljer, men du var vidst langt væk?"
   "Ja, jeg sad og spekulerede på... Mor."
   "Åh." sagde Norah, og hun og Kevin vekslede blikke. "Det kan jeg godt forstå, skat, men du ved, at jeg ikke er så vild med at tale om Caitlynn."
   "Det ved jeg. Jeg tænkte også bare," jeg rejste mig fra sofaen. "Jeg går ovenpå, jeg har en engelskprøve jeg gerne vil læse lidt på." jeg satte kurs mod trappen, men vendte mig om et kort øjeblik før jeg skulle til at gå op:
   "Jeg ville vælge roser til haven. Det ser kønnere ud, og det minder mig om eventyr."
   Jeg drejede om på hælen og gik op ad trappen uden et ord til.
   Det var en velsignelse at kunne gå op på mit værelse og lukke døren. Jeg havde ingen engelskprøve at læse på. Det var midt i sommerferien, og jeg havde for længst lavet de lektier, jeg havde for til efter sommerferien. Jeg trængte bare til at være lidt alene. Ikke fordi jeg ikke holdt meget af min tante og onkel, for det gjorde jeg, de var både søde og velmenende, men det irriterede mig, at mor var et forbudt emne bare fordi Norah havde svært ved at tale om hende. Hun havde været hendes lille søster, hun måtte da også have lyst til at snakke om hende en gang i mellem, men tilsyneladende ikke. Det var ligesom om, at både mors liv og død skulle forbigås i total stilhed. Det var besynderligt, men sådan skulle det åbenbart være.
   Jeg besluttede mig for, at forsøge at glemme alle de tanker jeg havde om min mor, i hvert fald i aften, jeg havde arbejdet hårdt i dag, og orkede ikke at spekulere nærmere over hendes gådefulde forsvinden.
   Som sagt så gjort. Jeg satte mig foran computeren med intentionen om at finde en eller anden film der kunne aflede min opmærksomhed, men en halv time efter fandt jeg mig selv i færd med at søge efter oplysninger om forsvundne kvinder fra Meadow Hills, men navnet Caitlynn Mason gav intet resultat. Så glem det dog, tænkte jeg vredt ved mig selv. Jeg fandt i stedet noget klaver musik med Yiruma, og klaverstykket "Fairytale", fik mig snart til at glemme alt omkring mig. Sådan har det altid været med enten musik eller en virkelig god bog. Hvis det ikke er en bog der kan aflede mig, så er det altid musikken.
   Jeg lagde mig ned på sengen og lukkede øjnene. Det føltes fantastisk bare at ligge og lade musikken fylde mit sind. Vidunderligt. Som at være i en anden verden.
   Jeg lagde slet ikke mærke til, at det blev mørkere og mørkere uden for, at timerne gik, forbigik min opmærksomhed, jeg var så opslugt af musikken, at jeg ikke ænsede, at lyset efterhånden blev slukket, og min tante og onkel gik i seng.
   Det var først, da der var kulsort uden for mit vindue, at jeg vendte tilbage til virkeligheden. Havde jeg sovet, eller havde jeg bare været opslugt af musikken? Jeg rejste mig fra sengen. Jeg var helt sikkert en smule svimmel på den der måde man bliver, når man har sovet virkelig dybt. Jeg havde altså sovet. Hvor besynderligt, det lignede ikke mig at falde i søvn midt i det hele, men igen, det havde jo også været en ret travl dag, og jeg havde slæbt jeg ved ikke hvor mange bøger, så måske var det helt naturligt at falde i søvn på den måde.
   Jeg gik hen til vinduet, de små lamper, der stod placeret over alt i haven kastede et orange skær over huset, og mens jeg lod blikket glide hen over verandaen, og det nærliggende fortov, synes jeg pludselig, at jeg kunne skimte en skikkelse der gik tæt forbi huset.
   Jeg fór hen til mit andet vindue, men det var umuligt at se, hvem det var. Det kunne selvfølgelig bare være en sen nattevandrer, sagde jeg fornuftigt til mig selv, mens jeg iagttog personen blive mindre og mindre, for til sidst at forsvinde bag hushjørnet.
   Det var sikkert bare en tilfældighed. En tilfældig person, besluttede jeg mig for, og vendte ryggen til vinduet. Jeg satte hovedtelefonerne i computeren, og fandt noget klavermusik med Debussy. Clair De Lune lullede mig langsomt ind i en behagelig søvn...

Jeg vågnede tidligt næste morgen, tidligere end jeg plejede, klokken var ikke mere end halv fem, og det var knapt nok lyst, men takket være min ikke-planlagte lur den foregående aften, følte jeg mig fuld af energi.
   Jeg hoppede elegant ud af sengen, og trak min sorte kjole over hovedet. Jeg gik hen til spejlet og børstede mit lange, kastanjebrune hår indtil der ikke var så meget som antydningen af fuglereder i det. Så flettede jeg det til én lang, tyk fletning som nåede mig langt ned af ryggen. Så så jeg mig selv i spejlet med kritisk mine. Mælkehvid hud, lysebrune fregner på næsen, øjne, der havde samme farve som mælkechokolade, og med honningfarvede pletter omkring iris. Hvis det ikke var på grund af de brune øjne, kunne jeg næsten være blevet regnet for smuk, men de brune øjne ødelagde det fuldendte billede, syntes jeg. Jeg har aldrig brudt mig om brune øjne. Min mor havde de klareste, mørkeblå øjne, jeg nogensinde havde set. Det havde jeg set på et af de få billeder der fandtes af hende. Det billede var desuden mit yndlings billede af hende, og det var ikke kun fordi, at hun var utrolig smuk, nej, det var hele hendes udstråling på billedet. Hun så så utrolig sød ud. Blid og stille uden at virke som en man kunne skubbe rundt. Det var svært at tro, at den kvinde på billedet var den samme, problematiske kvinde med den skidte karakter som min tante havde beskrevet for mig, men det var jo også svært at danne sig et indtryk af hende ud fra et billede. Jeg havde ikke kendt hende, men det havde Norah, så hun måtte vide, hvad hun talte om.
   Jeg snuppede min lædertaske fra skrivebordet og stoppede "Stolthed og Fordom" samt min mobiltelefon ned i den. Så listede jeg ned af trappen og ud i køkkenet. Så lydløst som muligt spiste jeg tre vaniljekiks, smurte mig en sandwich, og skrev en seddel til Norah om, hvor jeg ville være henne. Jeg skrev, at jeg havde taget frokost med, og penge, så jeg kunne købe mig en kop the på en café. Desuden ønskede jeg hende og Kevin en god dag, for jeg regnede med først at komme hjem, når de var taget på arbejde.
   Jeg smuttede lydløst ud af huset. Hoveddøren knirker en del, men jeg er den eneste, der forstår at åbne den lydløst.
   Jeg hoppede op på min cykel, og cyklede af sted i den mennesketomme morgen. Jeg var vidst den eneste, der var oppe på det her tidspunkt. Der var ikke lys i nogen af husene, og de få forretninger der var i byen, lå mørke og øde hen. Men da jeg passerede den lille antik forretning, lagde jeg mærke til, at der var lys. Han måtte åbne butikken tidligt, tænkte jeg ved mig selv, og mindede mig selv om, at jeg skulle huske, at besøge den forretning en dag, i min evige jagt på bøger.

Jeg nåede hurtigt udkanten af byen, og drejede skarpt om et hjørne. Når man drejer om det hjørne, når man til en grusvej, der næsten ikke er til at køre på, og slet ikke, hvis man er på cykel. Den er så hullet og fyldt med skarpe sten, så man skal være ualmindelig forsigtig, hvis man vil undgå at punktere. Men jeg cyklede hellere end gerne den vej, for når man når enden af grusvejen, munder den ud i det smukkeste sted, man overhovedet kan forestille sig.
   Jeg nåede forbløffende hurtigt enden af grusvejen, uden at punktere. Så stillede jeg cyklen fra mig i vejkanten, og begyndte at klatre op af den stejle bakke. Det er ikke uden grund af byen hedder Meadow Hills, for der er nogle imponerende bakker, som ligner noget, der hører hjemme i fortiden.
   Omsider nåede jeg toppen af bakken, og jeg kan love dig for, at det er et imponerende syn første gang man ser ud over bakken. Landskabet åbner sig på begge sider, i en fantastisk, lysegrøn eng fuld af markblomster, engen er gennemstrømmet af en lille å, og vandets klukken, og markblomsternes stærke duft gør det til et fuldstændigt magisk sted at opholde sig. Jeg tror ikke, der er ret mange i Meadow Hills der kender til stedet, jeg har i hvert fald aldrig mødt andre her, og på en eller anden måde gør det mig godt tilpas, at vide at dette på en måde er mit sted. Mit hemmelige sted hvor ingen andre kan finde mig.
   Jeg satte mig i markblomsterne, tæt på kilden, og trak "Stolthed og Fordom" ud af tasken. Jeg slog op på side et, og blev omgående opslugt af handlingen. Jane Austens univers har altid fanget mig, og denne bog var ingen undtagelse.
   Solen krøb længere og længere op på himlen mens jeg læste, og jeg var nået til det sted, hvor Elizabeth opdager, at Darcy har forsøgt at forpurrer hendes søsters forhold, da det begyndte at blive rigtigt varmt. Jeg tog min cardigan af, stoppede bogen tilbage i tasken, og tog mine sko af. Jeg lod mine nøgne fødder synke ned i bækken. Vandet var klart og køligt, og det føltes vidunderligt efter at have siddet i solen så længe.
   Det blev hurtigt varmere og varmere, og jeg besluttede, at det ikke ville være det værd, at blive solskoldet, selvom bogen var god. Derfor slugte jeg hurtigt resten af min sandwich og pakkede mine ting sammen. Jeg gik tilbage til cyklen, og kørte den korte strækning tilbage til byen.
   Solen stod højt på himlen nu, og jeg følte mig varm og svedig, og gik ind på den eneste café i byen, og drak en kop iste.
   Jeg følte mig friskere og knap så varm da jeg vendte tilbage til cyklen, og cyklede derfor hurtigere end før.
   Jeg nåede hurtigt hjem, og stillede hastigt cyklen op ad huset, opsat på at komme ind i det kølige køkken så hurtigt som muligt. Men da jeg nåede verandaen blev jeg helt kold, og følte hvordan min varme morgen og formiddag blev erstattet af iskoldt chok. Jeg kunne ikke få øjnene fra det, der lå på verandaen.
   Det var en rød rose.


Cecilias beretning: det andet møde.


Jeg var tolv år gammel da jeg mødte ham anden gang. Jeg mødte ham på vej ind til byen. Min moder havde sendt mig afsted for at købe æg, og netop på det sted, hvor vejen deler sig i to, mødte jeg ham. Det var næsten tusmørke, men jeg havde aldrig frygtet mørket, og det gjorde jeg heller ikke nu.
   "Godaften, miss Monrova."
   "Godaften, Sir," svarede jeg høfligt.
   "Hvor er De på vej hen her til aften?"
   "Ind til byen, moder mangler æg," svarede jeg. Jeg var meget benovet over, at blive tiltalt som miss Monrova og De, alle i landsbyen havde altid blot kaldt mig Cecilia.
   "Ville De have noget imod at slå følge? Jeg er selv på vej ind til byen."
   "Åh, jamen selvfølgelig, De skal være velkommen." sagde jeg befippet.
   "Jeg ser at Deres ben er kommet sig helt efter den ubehagelige hændelse med ulvene."
   "Ja, men hvor var det dog en Guds lykke, at De fandt mig. Jeg ville uden tvivl have været død hvis det ikke havde været for Dem. Jeg fik aldrig muligheden for at takke Dem, for at De frelste mig."
   "Det er slet ikke noget at tale om, miss Monrova. Jeg var blot det rigtige sted på det rigtige tidspunkt."
   Vi gik videre i en form for venskabelig tavshed, der var ikke et eneste menneske bortset fra os, og jeg nød stilheden, da han pludselig sagde:
   "Det er sandelig et held, at der ikke er andre i byen i dag."
   "Hvad mener De?" spurgte jeg forvirret.
   "Jeg vil så nødigt skabe problemer for Dem."
   "Hvad får Dem dog til at tro, at De skaber problemer?"
   "Hvis Deres moders venner så Dem sammen med mig, kunne jeg forestille mig, at De ville kunne få problemer."
   "Jeg har jo sagt, at jeg ikke tror på de ting, der bliver sagt om Dem. Hvad andre folk tror, interesserer mig ikke det mindste."
   "De fastholder altså den holdning, De havde da De var syv år gammel?"
   "Ja, det gør jeg."
   "De er en modig, ung pige," sagde han og sendte mig et lille smil.
   Jeg gengældte tøvende smilet, og blev endnu en gang en smule forfjamsket. De fleste, jeg kendte, refererede til mig som et barn, men han havde kaldt mig en ung pige, og jeg følte, at han på en eller anden måde respekterede mig.
   Vi fortsatte langs den støvede vej. En hestevogn passerede os, og kusken stirrede først på mig, derefter på min ledsager, og kneb øjnene sammen. Jeg kunne næsten ikke lade være med at le, for jeg kunne føle, hvordan han bed sin skarpe bemærkning i sig.
   Til min forundring, lo han, en klar og dyb latter. "Jeg kan forestille mig, hvad den kusk har tænkt."
   Jeg lo også, for udtrykket i kuskens ansigt havde været direkte komisk. "Han må have troet, at han så forkert. Vi er i sandhed et umage par."
   Han lo sammen med mig, vi var på bølgelængde.
   Omsider nåede vi den lille butik, og han gik rundt om hjørnet for at tage vare på sine egne ærinder.
   Kort tid efter mødtes vi udenfor butikken. Min kurv var nu helt fuld af æg.
   "Fik De ordnet Deres ærinder?" spurgte jeg, og forbandede min egen nysgerrighed. Det kom jo slet ikke mig ved.
   Men han smilede bare venligt og sagde: "Til min fulde tilfredshed."
   "Det glæder mig."
   Han kastede et blik op mod den kulsorte himmel. "Må jeg ikke have lov til at følge Dem hjem, miss Monrova?"
   "Det er virkeligt meget venligt af Dem, Sir, men jeg kan nu sagtens finde vej hjem."
   "Jeg tvivler ikke et øjeblik på Deres stedsans, men jeg bryder mig ikke om at en ung pige skal gå alene hjem i mørket."
   "Så mange tak, da," sagde jeg og smilede til ham. Han var slet ikke, som folk havde beskrevet ham. Der var intet koldt eller hårdt over ham. Kun venlighed og oprigtig bekymring.
   Så gik vi, side om side på vej tilbage mod mit hus. Han sagde ikke noget, han stilte ikke spørgsmål, men hans tavshed var ikke ubehagelig. Det gav mig en følelse af tryghed, at han gik der ved min side, og jeg blev endnu mere overbevist om, at rygterne om ham var falske. Jeg nægtede at tro, at der virkelig skulle være noget om det, folk påstod.
   Omsider nåede vi omkring det hjørne, hvor mit hus ligger.
   "Ja, så må vi hellere tage afsked, miss Monrova. Jeg ville ikke bryde mig om, at Deres moder fik et glimt af mig gennem vinduet. Det ville uden tvivl føre til en masse ubehagelige spørgsmål."
   "Jeg forstår. Tak fordi de fulgte mig hjem, Sir."
   "Det var en sand fornøjelse, miss Monrova." han vendte sig om, og jeg følte et pludselig stik af smerte, ved at se ham forsvinde.
   "Får jeg Dem at se igen?" røg det ud af mig.
   "Jeg er overbevidst om, at vi mødes igen. Når tiden er moden, miss Monrova."
   Så gik han, og jeg stod længe og stirrede efter ham, indtil han forsvandt i mørket.


Kapitel 3

Jeg stirrede fuldstændigt lamslået på rosen. Det her var aldrig sket før. Kun én rose hvert år. Sådan havde det altid været. Hvorfor lagde vedkommende nu endnu en? Hvad havde ændret sig?
   Jeg så mig om til alle sider. Der var ikke et menneske. Folk måtte være ude og rejse, søgt ud til stranden på grund af varmen, eller på arbejde.
   Jeg gik hen til verandaen og samlede rosen op. Et lille, hvidt kort var klistret fast til den mørkegrønne stilk. Jeg fik frigjort det, og trådte ind i skyggen for at læse det:
   "Et kærligt hjerte er den sandeste og mest ægte visdom."

Jeg kendte udmærket citatet, det var af Charles Dickens, men det gav på ingen måde mening at en eller anden tog sig tid til at udvælge lige netop dét citat, og skrible det ned på et kort. Det sagde mig absolut intet, udover at jeg med sikkerhed vidste, at det ikke kunne være fra en kærlighedshungrende fyr. Ingen fyr på min alder ville kunne gengive et citat af Charles Dickens. Jeg kunne ikke se meningen, og studerede kortet nøje én gang til. Den samme, snørklede, tunge, gammeldags skrifttype som på fødselsdagskortene.
   Det var givet at der var tale om den samme person. Men hvem? Hvem ville finde på, at sende mig en rose med et Charles Dickens citat, og hvorfor?
   Jeg gik ind i huset, og som ved en indskydelse, låste jeg omhyggeligt hoveddøren. Det med roserne var begyndt at give mig myrekryb, og jeg skulle ikke have noget af, at rosernes afsender pludselig stod midt i stuen. Men ikke desto mindre satte jeg rosen i en vase og tog den med mig op på mit værelse. Kortet lagde jeg i den øverste skuffe sammen med alle de andre kort.
   Jeg tog min bog op af tasken, og forsøgte at træde ind i handlingen, men Elizabeth og Darcy fangede mig ikke længere, jeg var alt for optaget af mit eget mysterium. størstedelen af mig fortalte mig at jeg var dybt latterlig og gjorde en mus til en elefant, men en lille, meget irriterende del af mig blev ved med at gruble, og var overbevidst om, at det måtte betyde et eller andet.
   Tankerne kværnede rundt i hovedet på mig, jeg kørte ud af utallige tangenter; utallige muligheder blev overvejet, de vildeste konspirations teorier hvirvlede rundt i mit sind, indtil det gik op for mig, at jeg spekulerede i ring, og tankerne ikke længere gav mening.
   Jeg besluttede mig for, at give pokker i både rose, kort og Charles Dickens citat. Jeg blev enig med mig selv om, at det ikke betød noget som helst. Det gjorde mig vanvittig at tænke på, så jeg bestemte mig for, at give slip på tankerne og se en film. Hvis der så kom en rose til, så kunne jeg begynde at spekulere.
   Jeg fandt dvd'en The Notebook frem og satte den i computeren. Den velkendte scene, hvor James Garner læser for Gena Rowlands tonede frem, og lidt efter lidt, begyndte jeg at slappe af, og nyde filmen selvom jeg havde set den så mange gange før.
   Jeg var netop nået til det sted, hvor Noah siger: "Jeg skrev til dig hver dag. Jeg skrev til dig hver eneste dag i et år.", da jeg hørte nøglen i hoveddøren og derefter lyden af min tante, der kom ind og smed sin mappe på bordet. Det ville være et spørgsmål om sekunder før hun kaldte på mig, og jeg vendte min opmærksomhed mod filmen igen. Noah vendte sig mod Allie og sagde: "Det var ikke forbi. Det er stadig ikke forbi!", jeg har altid elsket det sted i filmen, hvor Noah griber fat i Allie og kysser hende på den der passionerede måde, man kun ser på film.
   "Rose?" det var min tante. Præcis ti sekunder efter hun var kommet hjem.
   "Jeg er heroppe," råbte jeg tilbage.
   Der lød skridt på trappen, og så stod Norah i døren. "Hej, min ven," sagde hun og gav min skulder et klem. "Hvad ser du?"
   "The Notebook" svarede jeg med et undskyldende smil. Det måtte være mindst hundrede gang jeg så den.
   "Du skulle da have ventet, så kunne vi have set den sammen, du ved hvor vild jeg er med den film."
   "Jeg har ikke noget imod at starte forfra på den."
   "Lad os hellere vente til en anden dag, har du fået frokost?"
   "Ja, men kun en sandwich, og det er ved at være et stykke tid siden."
   "Skal vi ikke tage en tur på café? Eller vil du hellere se filmen?"
   "Nej, det kunne være hyggeligt."
   "Dejligt! Så kom." sagde hun og rakte hånden ud mod mig. Jeg tog den med et smil og lod hende trække mig op fra sofaen.


Solen skinnede stadig, da vi gik hen mod den lille café, og der var betydeligt mere liv i byen end der havde været, da jeg cyklede rundt tidligt om morgenen. Folk nikkede og smilede til os da vi kom forbi. De kunne godt lide Norah, hun var advokat, og byens "talskvinde", hun havde fået mange forbedringer igennem, og det var hende, der i sin tid havde skaffet Carola jobbet som bibliotekar, selvom hun egentlig mente, at Carola var for gammel.
   Vi passerede biblioteket, den lille bitte købmands forretning, og til sidst nåede vi til antikforretningen. I det vi skulle til at passere den, kom mr. Knight ud. mr. Knight ejer antikforretningen, og af en eller anden grund, er han voldsomt upopulær i hele byen. Det er aldrig lykkedes mig at finde ud af, hvorfor.
   "Kom Rose, lad os gå over på den anden side," sagde Norah og gjorde tegn til mig om at følge med hende over på den anden side af gaden, men jeg blev stående og iagttog mr. Knight. Han var en meget høj mand med lysebrunt, gråsprængt hår der nåede ham ned til skuldrene. Han var altid iklædt jakkesæt af fineste kvalitet. I dag var han for eksempel iført et helt sort jakkesæt med en snehvid skjorte og et rødt slips. Han så altid så distingveret ud. Elegant. Og alligevel var folk nærmest bange for ham.
   "Rose, jeg sagde, vi skulle over på den anden side af gaden," sagde Norah skarpt, men jeg kastede endnu et blik på mr. Knight, han så jo helt uskyldig ud, som han stod der og rullede sin markise ud, så hvorfor denne uvilje mod ham?
   "Rose! Kom så!" hvæsede Norah, og denne gang adlød jeg, og fulgte med hende over på den anden side af gaden. Hun lagde armen stramt om min skulder.
   "Hvad er det egentlig med mr. Knight?" spurgte jeg, og blev overrasket over min egen dristighed.
   Norah kneb munden sammen, og kastede et sky blik over en sin skulder. "Det er ikke noget du behøver at interessere dig for."
   "Men det gør jeg jo," sagde jeg. "Hvorfor er du så bange for ham?"
   "Jeg er aldeles ikke bange for ham, jeg bryder mig bare ikke om ham."
   "Du så vel som resten af byen. Hvad har han gjort?"
   Vi var nået hen til den lille café og vi satte os udenfor under en stor parasol. Norah så sig om, for at sikre sig, at der ikke var nogen der lyttede, før hun sagde:
   "Det eneste jeg kan fortælle dig, at mr. Knight en gang for mange år siden var skyld i, at nogle mennesker blev slået ihjel."
   "Hvilke mennesker?" spurgte jeg, men Norah rystede på hovedet.
   "Jeg vil ikke fortælle dig alle detaljerne, men lad os bare sige, at mr. Knight's navn ikke har noget på sig. Han er bestemt ikke nogen ridder, og du skal holde dig fra ham, har du forstået?"
   "Okay, okay, jeg var bare nysgerrig," sagde jeg og undrede mig over, at tante Norah gik sådan i defensiven over et uskyldigt spørgsmål.
   Vi fik serveret to portioner kyllingesalat, og vi spiste i tavshed. Tante Norah så stadig temmelig sammenbidt ud, og jeg forstod, at det ikke var klogt, at stille hende flere spørgsmål om mr. Knight. Jeg fik drejet samtalen ind på mindre ømtålelige emner, som for eksempel hendes arbejde. Tante Norah elskede at tale om sit arbejde. Advokat var hendes drømmejob, og hun havde meget svært ved at forstå, hvorfor jeg ikke ville være advokat. I hendes øjne, var det det eneste rigtige. "Man bliver nødt til at stile højt, og stræbe efter noget, der virkelig betyder noget, husk det Rose." var hendes evige omkvæd. Det var efterhånden begyndt at gå mig en lille smule på nerverne. Advokat var vel ikke det eneste job i verden, og hendes modvilje mod andre jobs, gav mig endnu mere lyst til at blive bibliotekar. Det var det, jeg ville, og ingen skulle forhindre mig i at forfølge min drøm. Ingen gang tante Norah.
   "Hvordan tror du det bliver efter sommerferien?" spurgte tante Norah.
   "Det ved jeg ikke, det kan vel kun blive bedre," sagde jeg med et skuldertræk.
   "Det vil jeg så sandelig håbe."
   Det håbede jeg også, men jeg havde ærlig talt mine tvivl. Jeg var aldrig blevet mobbet, men mine klassekammerater havde heller aldrig sagt mig noget. De var da søde nok, men alligevel følte jeg mig ikke på bølgelængde med dem. Det var ligesom om, vi talte hver vores sprog. Sådan havde jeg det også nogen gange med min tante og onkel. Jeg elskede dem, men der var visse tidspunkter hvor jeg følte mig... Tja, anderledes end dem. Som om de talte fransk, og jeg forsøgte at gøre mig forståelig på spansk. Det var det tætteste, jeg kunne komme på det, for jeg forstod det heller ikke helt selv. Måske var det bare sådan at være teenager.
   Vi spiste videre, og Norah smilede til mig over sit vandglas. Jeg gengældte hendes smil, men bestemte mig for, at tage på biblioteket når jeg kom hjem. Jeg trængte til at tale med en der forstod mig lidt bedre end min tante gjorde. Og hvem andre var der end Carola?
   "Så!" sagde Norah og smed sit bestik fra sig. "Det smagte godt, synes du ikke?"
   "Jo," sagde jeg, og tømte mit vandglas.
   Norah viftede med hænderne, og der kom en tjener hen og lagde regningen på bordet foran os. Hun lagde hurtigt et par sedler på bordet, og vi forlod den lille café.
   "Har du nogen planer for resten af dagen?" spurgte hun på den der fortrolige måde og lagde armen om min skulder.
   "Jeg havde tænkt at tage hen på biblioteket," sagde jeg.
   Hun rullede med øjnene. "Hvor forudsigeligt. Du var der jo i går?"
   "ja- ja, det ved jeg godt, men jeg skal lige undersøge noget," løj jeg.
   "Hvad er det der er så vigtigt, at det ikke kan vente til næste uge?"
   "Bare noget til skolen." sagde jeg og trak på skuldrene.
   "Jeg må sige, at du er meget flittig med de lektier her midt i sommerferien."
   Jeg smilede til hende. Jeg var ikke så vild med at lyve for hende, men jeg kunne heller ikke fortælle hende om rosen og min lyst til at dele det med Carola. Hun ville uden tvivl sige til mig, at jeg bare var fjollet, og at rosen ikke betød noget.
   "Jeg skal lige købe et par ting," sagde Norah og stoppede foran den lille købmandsbutik. "Vi ses derhjemme senere, ikke?"
   Jeg nikkede og hun vinkede til mig i det hun gik ind i butikken.
   Jeg fortsatte hen ad gaden, og passerede endnu en gang mr. Knights antik forretning. Han stod ikke længere ude foran, men jeg kunne skimte ham gennem vinduerne. Han stod med ryggen til gaden, og læste i en eller anden bog. Min nysgerrighed rørte endnu en gang på sig, hvad var det ved ham der gjorde ham så farlig for dem der boede i byen?
   Jeg forstod det ikke. Hvad kunne én mand gøre, der kunne få en hel by til at frygte ham?
   Min fantasi gik altid op i frigear bare ved tanken om det mindste mysterium, så det var ingen hjælp at byens antik sælger tilsyneladende havde en eller anden dyster hemmelighed.
   Jeg forsøgte at ryste de mange tanker af mig og fortsatte hen til biblioteket.

Jeg følte omgående lettelsen da jeg skubbede den tunge dør til biblioteket op. Carola nussede rundt blandt bøgerne på sin stilfærdige, hyggelige måde. Hun var den eneste på biblioteket bortset fra en ældre dame ovre i hjørnet der var fordybet i sin avis. Carola så op da hun hørte døren knirke, og så klarede hendes ansigt op i et stort smil da hun fik øje på mig.
   "Jamen, hvad ser jeg?" Der har vi jo Meadow Hills' flittigste læser! Vi har altså ikke fået nogen nye bøger siden i går," drillede hun.
   "Det er nu ikke derfor jeg er her," sagde jeg.
   Hun fik øje på mit bekymrede ansigtsudtryk og ethvert spor af drilleri forsvandt fra hendes stemme: "Er der noget i vejen, Rose?"
   "Det ved jeg ikke rigtigt. Jeg synes, der sker mærkelige ting," sagde jeg. Det var det tætteste jeg kunne komme på det. Hvis en hver anden pige på min alder havde sagt "Der sker mærkelige ting" til en voksen, ville den voksne sandsynligvis bare slå det hen, men det gjorde Carola ikke.
   "Ved du hvad, nu laver jeg os en god kop te, og så fortæller du mig om de mærkelige ting, okay?" sagde hun og lagde en arm omkring og førte mig ud i det lille baglokale.
   Mens teen bryggede og Carola satte småkagerne på bordet, begyndte jeg efterhånden at føle mig lidt bedre tilpas, og jeg spekulerede på, om jeg ikke bare overdrev eller overanalyserede som jeg plejede. Jeg har altid haft en over aktiv fantasi, og den gik altid helt amok bare ved tanken om den mindste uregelmæssighed.
   Carola satte tekanden på bordet, og skænkede os begge en kop. Jeg tog en slurk, og den gyldne, varme smag fyldte mig omgående med velvære.
   "Må jeg så høre, hvad det er for mærkelige ting der sker," spurgte hun.
   Jeg trak på skuldrene. "Måske er jeg bare fjollet."
   "Næh nej, min pige, man skal altid fortælle hvad der nager én. Ikke noget med at holde det inde, for så kommer det bare væltende ud når du mindst venter det."
   "Du har sikkert ret," sagde jeg, og tog en dyb indånding før jeg sagde: "Jeg har fået en ny rose."
   "Det var usædvanligt. Du plejer kun at modtage en til din fødselsdag, ikke sandt?"
   "Jo."
   Carola rynkede panden og hendes grønne øje kneb sig sammen. "Var der noget kort vedlagt denne gang?"
   "Ja, det var der faktisk, der stod: "Et kærligt hjerte er den sandeste og mest ægte visdom."
   "Jamen dog, vedkommende er åbenbart begejstret for Charles Dickens. Betyder det citat noget specielt for dig?"
   "Nej, slet ikke. Altså, jeg har da hørt det før, men jeg kan ikke se, hvad det har med mig at gøre."
   "Meget mystisk, og det var samme skrifttype og samme slags rose?"
   "Ja, det var det. Den samme mørkerøde rose og den der lidt gammeldags skrift."
   "Jeg vil give dig ret i, at det er mærkeligt. Meget mærkeligt endda."
   Jeg nikkede. "I begyndelsen synes jeg det var interessant og måske endda lidt spændende med de der roser på min fødselsdag, men nu ved jeg ikke rigtigt. Det gør mig mærkeligt til mode."
   "Du er vel ikke bange for det, vel Rose?"
   "Nej," sagde jeg. Det var jeg virkelig ikke. "Tror du jeg har en grund til at være bange for noget?"
   "Nej, det tror jeg bestemt ikke. Jeg tror ikke at der er nogen der vil dig noget ondt."
   "Måske er det bare ment som en spøg."
   Carola tømte sin tekop og rejste sig op og trak sjalet tættere om sine skuldre. "Jeg tror ikke, at der er noget at være bange for, men jeg tror nu heller ikke at det er en spøg. Bestemt ikke."

Claras beretning: det tredje møde.


Jeg var sytten år gammel da jeg mødte ham tredje gang. Siden vor gåtur til byen havde jeg ikke set ham, han var som forsvundet. Ingen i byen begræd hans fravær, men jeg gjorde. Han havde været så interessant at tale med. Som om vi et kort øjeblik havde været på bølgelængde. Jeg havde glædet mig til at møde ham i byen igen, så min skuffelse var stor, da han lige pludselig var væk. Som forsvundet i den blå luft.
   Som årene gik og ingen så noget til ham, gik folk ud fra, at han var rejst, og de var lettede. Men så, pludselig, en skønne dag, var han pludselig tilbage. Som om han aldrig havde været borte.
   Jeg var sytten år gammel, gammel nok til at tjene mine egne penge, min familie var fattig, og vi trængte desperat til penge. Som alle andre gik jeg fra butik til butik for at søge efter arbejde. Jeg var blevet afvist alle steder, pengene var små alle vegne, og det var de færreste, der havde råd til at tage en lærling. Jeg frygtede det ville være umuligt at finde arbejde, men så fik jeg øje på hans butik. Han arbejde alene som han plejede at gøre. Jeg tvivlede på, at han ville kunne kende mig, men det var da et forsøg værd, så jeg gik beslutsomt hen til hans antikvitetsforretning og skubbede døren op.
   Han så op da jeg trådte ind. Han så ikke ud som om der var gået fem år siden vores sidste møde. Stadig lige elegant og distingveret.
   "Goddag, mit navn er.."
   "Jeg husker Dem udmærket, miss Monrova," sagde han lavmælt.
   "Åh," sagde jeg forbløffet. Jeg havde ikke troet, han ville kunne huske mig, jeg var jo blot et barn da han mødte mig sidste gang.
   "Hvad kan jeg så hjælpe Dem med, er De her for at købe eller sælge?"
   "Det drejer sig hverken om at købe eller sælge, Sir. Det drejer sig om... Et forslag."
   Han slap den pen og pergament han havde skrevet på da jeg trådte ind, og foldede sine hænder på disken.
   "Jeg er lutter øren, miss Monrova."
   "Jo, ser De, jeg er jo blevet sytten år gammel nu..."
   Han lo dæmpet. "Gammel, sagde De?"
   "Det er i hvert fald det man siger. Forstår De, min familie sulter. Snart vil der ikke være flere penge."
   "Hungersnøden er blevet et stort problem på disse kanter."
   Jeg nikkede. "Og derfor tænkte jeg... jeg tænkte om De... Om jeg.."
   Han ventede tålmodigt mens jeg kæmpede for at få ordene ud.
   "Jeg har brug for et arbejde, og jeg tænkte på om De ville kunne have brug mig." brast det ud af mig.
   Han hævede et øjenbryn. "Deres familie vil næppe bryde sig om det."
   "For at være ærlig, så tror jeg ikke min familie kan tillade sig at klage over hvor pengene kommer fra." røg det ud af mig, og jeg fortrød det med det samme.
   "Det var ikke min mening at sige det på den måde, Sir. De må ikke tro at jeg forventer at De skal..."
   Han holdt en hånd op for at dæmpe min paniske snakken. "Jeg ved udmærket godt hvad De mener, miss Monrova. Og svaret er ja."
   "Er svaret... Ja? De vil altså ansætte mig?"
   "Ja, det vil jeg. Jeg har altid ment, at både mænd og kvinder skal kunne tjene til føden, så hvorfor ikke."
   "Åh, tusind tak, Sir! De aner ikke hvad det betyder for mig og min familie."
   Han sendte mig et smil. "Er De nu helt sikker på, at De tør arbejde for mig? Udyret? Den farligste mand i hele byen?"
   "Jeg tror ikke, at De er et udyr. Eller den farligste mand i byen."
   "De er virkelig blevet voksen, er De ikke?" sagde han.
   "Jo, det skulle jeg mene. Hvornår kan jeg starte hos Dem?"
   "Hvornår det end passer Dem."
   "I morgen?"
   "Det lyder som en glimrende idé. Kunne De tænke Dem en rundvisning nu, eller vil De hellere vente til i morgen?"
   "Hvis De har tid i dag, så vil jeg da meget gerne," sagde jeg.
   Han kom over på den anden side af disken til mig. "Følg De bare med denne vej."
   Han viste mig alle de små porcelænsfigurer som jeg havde beundret udefra. Han fortalte mig hver enkelt af deres historie, deres oprindelse og hvordan han var kommet i besiddelse af dem. Men butikken rummede mere end blot porcelænsfigurer, der var også alskens eliksirer, der kunne afhjælpe det ene og det andet. Gamle, spidse hatte, og besynderlige gamle kapper hvis lige jeg aldrig havde set før.
   "Sælger De nogensinde nogle af dem her?" spurgte jeg forundret og rørte forsigtigt ved en gammel, mølædt kappe.
   Han lo dæmpet af min forundring. "Under tiden, ja. Denne butik indeholder langt mere end blot besynderlige figurer."
   "Ja, det kan jeg se."
   Han førte mig gennem butikken, og hen til en solid egetræsdør. "Det er primært her De skal arbejde." han åbnede døren, og jeg måbede af forbløffelse og ærefrygt. Jeg var trådt ind i det mest fantastiske bibliotek. Der var bøger fra gulv til loft. Små bøger, store bøger, bøger uden titler, og bøger med smukke silkeomslag.
   "Det er utroligt!" sagde jeg, "tænk at der kan være så mange bøger på et sted!"
   "De holder af bøger?" spurgte han og smilede mildt.
   "Mere end De kan forestille Dem!" sagde jeg.
   "Så er dette arbejde jo ideelt for Dem. Jeg holder også meget af bøger, men desværre har jeg for travlt i selve butikken til at tage mig ordentligt af rummet her. Og det er her, at De kommer ind i billedet. De skal sørge for at biblioteket er pænt og rent. At bøgerne ikke bliver støvede, og at de ikke flyder på gulvet."
   Jeg nikkede og kunne ikke slide blikket fra de mange reoler.
   "Og," tilføjede han med et smil, "Så er De selvfølgelig mere end velkommen til at læse i bøgerne, så vi ikke glemmer bøgernes egentlige formål."
   "Er det en del af aftalen?" spurgte jeg og tillod mig at sende ham et drillende smil.
   "Ja, det er det. Jeg kræver, at De læser mens De opholder Dem her, har De forstået?" sagde han med et glimt i øjet.
   "Selvfølgelig," sagde jeg, og nejede let for ham. Han bukkede i spøg for mig.
   Vi aftalte hvad tid jeg skulle komme den følgende dag, og så viste han mig ud af butikken.
   "Måske er det bedst, at De ikke fortæller Deres familie, hvem De arbejder for," sagde han.
   "Jeg lover Dem, det skal forblive en hemmelighed." sagde jeg og sænkede stemmen konspiratorisk.
   "Glimrende. Jamen så har vi jo en aftale, "sagde han og rakte hånden frem.
   "Det har vi," sagde jeg og trykkede hans hånd. Den var overraskende hård og stærk.
   "Så ses vi i morgen, miss Monrova."
   Jeg nikkede, og pludselig faldt mit blik på det pergament der stadig lå på disken. "Hvad er det egentlig De skriver på?"
   "Det er en bog. Jeg holder af at skrive."
   "Javel. Måske De vil lade mig læse den en skønne dag?"
   "Måske. På gensyn, miss Monrova."
   "På gensyn, mr. Knight," sagde jeg og drejede om på hælen og forlod butikken.


Kapitel 4:


Jeg blev hos Carola hele dagen. Og det lykkedes hende efterhånden at overbevise mig om, at der ikke var noget at være bange for. Jeg er normalt ikke så bange af mig, men alt det med roserne havde efterhånden skræmt mig ret meget.
   Jeg havde det okay da jeg forlod biblioteket efter at have takket Carola, og hun havde som sædvanligt bare slået det hen og sagt, at jeg bare skulle komme til mig hvis der var noget i vejen. Jeg takkede endnu en gang de højere magter for Carola. For at hun gad lytte til mig. Hvis jeg ikke havde haft hende ville mit hoved sikkert været eksploderet før eller siden.
   Jeg gik ned af gaden og befandt mig nærmest i min egen lille verden. Jeg så mig hverken til højre eller venstre og ænsede ikke folkene omkring mig, derfor kom det også som et chok, da jeg pludselig uden varsel busede ind i en eller anden.
   Jeg snublede over mine egne fødder, og var tæt på at lande med ansigtet først ned i asfalten, og det ville jeg også have gjort hvis han ikke havde grebet fat i min overarm.
   "Åh, det må De altså undskylde! Jeg så mig slet ikke for." sagde jeg og kiggede op på offeret for min klodsethed. Det var ingen anden end mr. Knight der havde reddet mig fra at falde. Han var bestemt den sidste jeg havde forventet at møde, og det hylede mig ud af den.
   "Undskyld," gentog jeg forknyt, og mærkede at jeg blev rød i hovedet. Jeg håbede at han ikke ville blive alt for vred på mig.
   "Det skal De slet ikke tænke på, miss Mason. Der er jo ingen skade sket."
   Men det passede ikke helt. Min klodsethed havde fået ham til at tabe en mængde papirer. De lå nu spredt ud over hele fortovet.
   Vi bøjede os ned på samme tid, og jeg gjorde mine til at hjælpe ham med at samle papirerne sammen.
   "Det behøver De ikke. Jeg kan sagtens ordne det selv."
   "Det er vidst det mindste jeg kan gøre for at undskylde," sagde jeg med et skævt smil og samlede det første papir op.
   Men idét papiret rørte min hånd så jeg pludselig et glimt af... Et eller andet. Det varede kun et par sekunder, og jeg nåede ikke at opfatte ret meget, bortset fra en skyggeagtig silhuet af et eller andet.
   "Er der noget i vejen? De er vel ikke kommet til skade, vel?" spurgte han bekymret.
   Hvad det så end var jeg havde set, måtte kunne ses i mit ansigt.
   "Nej, nej slet ikke," sagde jeg og samlede de resterende sider op fra jorden.
   "Værsgo," sagde jeg og rakte dem til ham.
   "Tak skal De have." han tog i mod dem og sendte mig et lille smil. Så vendte han uden videre ryggen til mig og forsvandt ind i butikken.
   Jeg blev stående et øjeblik og undrede mig lidt over hans bratte opbrud. Jeg så på ham gennem ruden. Papirerne lå nydeligt stablet på disken, og han skrev som besat på et blankt stykke papir. Det var umuligt at se, hvad han skrev, men han virkede fuldstændig opslugt af det. Måske var han en vordende forfatter, der netop havde fået en idé, eller måske havde beboerne i byen bare ret i, at han var lidt mærkelig. Jeg måtte minde mig selv om, at det ikke var høfligt at stå og stirre, så jeg sled blikket fra ham og trak på skuldrene over hans besynderlige opførsel.
   Jeg gik videre hen ad gaden, men kunne ikke lade være med at vende mig om for at se efter, om han var kommet ud af sin butik, men hvad det så end var han skrev, måtte være meget vigtigt.
   Jeg kunne ikke lade være med at skutte mig selvom det var en lun dag. Det var første gang jeg havde udvekslet så meget som en sætning med ham, og alligevel føltes han... Familiær. Men også skræmmende på en eller anden måde. Som om han stod lidt uden for resten af byen, hvilket han jo også gjorde, men det var mere end det. Hans blik borede lidt dybere. Hans øjne så lidt mere. Som om de kunne se lige igennem mig og afsløre mine dybeste hemmeligheder.
   Selv om han faktisk havde været venlig nok mod mig, og selvom vi kun havde udvekslet et par enkelte høflighedsfraser havde han alligevel gjort indtryk på mig. Han gav mig sådan en underlig følelse indeni. Uhyggelig, og noget andet som jeg ikke kunne sætte ord på.
   Jeg fortsatte videre hen ad gaden og langt om længe nåede jeg vores hus. Jeg smuttede indenfor, Norah og Kevin tog imod mig i døren.
   "Hej Rose," sagde Kevin og smilede stilfærdigt, men Norah virkede misfornøjet med mig.
   "Hvis du har planer om at blive på biblioteket hele dagen, så kunne det være rart at du bare en gang i mellem ringede hjem og fortalte os det."
   "Øh... undskyld, tante Norah, tiden løb bare fra mig," sagde jeg skyldbetynget.
   "Det er meget muligt, men det er ikke første gang den er gjort det. Næste gang ringer du hjem, forstået unge dame?"
   "Ja, selvfølgelig."
   "Godt," sagde hun og hendes ansigt klarede op i et smil. Hun strøg mig over håret.
   "Din onkel og jeg skal til møde i forsamlingshuset, vi er først hjemme sent er jeg bange for."
   "Nå. Jeg vidste ikke der var møde." sagde jeg og snuppede et æble fra frugtskålen.
   "Jo desværre. Ekstraordinært krisemøde. De plager om at få fornyet skolens computere, og det mener de så er mit ansvar."
   "Nå på den måde,"
   Norah nikkede og tog sin frakke på. "Kevin og jeg er nødt til at tage af sted nu, men der står aftensmad i køleskabet, du skal bare varme det i oven."
   "Okay,"
   De satte kurs mod døren og i det de skulle til at gå vendte Norah sig om mod mig:
   "Åh, og sørg for at holde alle vinduerne lukkede, de snakkede om et uvejr senere i aften."
   "Okay det skal jeg nok."
   "Vi ses i morgen, du er nok gået i seng når vi kommer hjem, men bliv nu ikke alt for længe oppe, vel?"
   "Nej-nej, selvfølgelig ikke." sagde jeg.
   "God pige." Norah kyssede mig på håret. "Hav en god aften."
   "I lige måde," sagde jeg og lukkede døren efter dem.

Huset føltes så stille efter at Norah og Kevin var taget af sted, og det begyndte så småt at mørkne udenfor. Men det var stadigvæk lunt. Faktisk lummert, og modbydeligt trykkende. Der ville komme uvejr, det var helt sikkert.
   Jeg fandt endnu en gang "Stolthed og Fordom" frem og slog mig ned i stuen. Det var dejligt at være lidt alene. Jeg har altid nydt mit eget selskab, og i dag var ingen undtagelse. Det var skønt bare at kunne sidde og læse stille og roligt, uden at blive udspurgt om diverse ting. Det var Norah slem til. Hvad handlede bogen om, hvem var med i den, havde jeg læst den før, hvorfor kunne jeg så godt lide den, og så videre.
   Jeg var langt inde i bogen og jeg havde svært ved at beslutte mig for om jeg kunne lide mr. Darcy eller om jeg hadede ham, da der pludselig lød en rumlen fra sydvest.
   Jeg så op. Jeg havde været så optaget af bogen at jeg ikke havde bemærket de mørke skyer der var trukket op over huset.
   Jeg huskede tante Norahs bemærkning om at lukke vinduerne og lod bog være bog. Jeg løb op ad trappen netop som de første dråber begyndte at falde.
   Jeg lukkede omhyggeligt alle vinduerne og tog endda min computer fra strømmen i tilfælde af at det ville blive rigtigt slemt uvejr.
   Da jeg kom ned i stuen igen bemærkede jeg rigtigt hvor mørkt det var blevet. Det kunne kun være et spørgsmål om tid før det rigtigt ville bryde løs. Jeg besluttede mig for at vejret var perfekt til varm kakao, og skyndte mig at sætte en gryde på komfuret. Kakaopulver, mælk og vand blev blandet sammen, og kort tid efter satte jeg mig foran tv'et med et dampende krus varm kakao foran mig.
   Jeg tog en slurk og kiggede kanalerne igennem. Igen ting her og ingen ting der. Sport eller comedy har aldrig været noget for mig, og uheldigvis var det det valget stod på indtil...
   En gammel sort og hvid film. En kvinde steg ud af en bil foran et dystert udseende motel hvor hun bad den ligeså uhyggelige hotelejer om at få et værelse. Jeg lænede mig tilbage. Endelig noget der var værd at se. Psycho havde altid været en af mine favoritter.
   Tyve minutter senere var jeg krøllet sammen under et tæppe med en pude for ansigtet. Kakaoen var for længst drukket, og jeg kunne næsten høre mit eget hjerteslag. Filmen fik det til at løbe koldt ned af ryggen på mig, og jeg var glad for at jeg havde en pude da den famøse brusebadsscene begyndte. Jeg så Janet Leigh tage badekåben af og stige ind i brusekabinen. Jeg holdt puden op for ansigtet, velvidende om hvad der var i vente, og ganske rigtigt: sekunder senere blev bruseforhænget flået til side og en skikkelse der var indhyllet i skygger og mørke kom til syne. Jeg skruede ned for lyden da violinerne begyndte at hyle, og Janet Leigh skreg overbevisende da Norman Bates stak hende igen og igen.

I det samme blinkede lyset to gange før det gik ud. Herligt. Først den uhyggelige scene i tv'et og nu lyset der gik ud. Men jeg var fast besluttet på ikke at lade mig skræmme af en film, så jeg rejste mig beslutsomt op og tændte nogle stearinlys. Jeg kastede et blik ud af vinduet. Der var også mørkt i de andre huse. Lyset måtte være gået allevegne.
   Eftersom alt lyset var gået ud virkede ovnen heller ikke, så jeg smurte mig et par stykker mad i stedet.
   Jeg satte mig så tæt på stearinlysene jeg kunne og begyndte at læse igen. Det var lidt besværligt at se i det svage lys, men det gik, og ikke længe efter var jeg langt inde i handlingen igen.
   Det var medrivende at følge Elizabeth og Darcy og jeg ænsede intet omkring mig, men fandt det faktisk ganske hyggeligt at sidde og læse i stearinlysenes skær med de uophørlige tordenbrag i baggrunden.
   Spændingen mellem Elizabeth og Darcy var på sit højeste da jeg pludselig hørte et brag oppe fra mit værelse.
   Mit hoved røg op og min første fjollede tanke var at det var en indbrudstyv. Men den tanke var jo yderst latterlig eftersom de skulle gennem stuen for at komme op på mit værelse. Det måtte være noget andet der havde forårsaget det brag. Jeg havde ikke specielt meget lyst til at gå op og se efter, men ting siger ikke bare "bang" uden grund, altså måtte jeg finde ud af hvad det var.
   Jeg forsøgte at samle alt mit mod og fortrød at jeg havde set "Psycho" kort for inden. Det var åndssvagt at gøre sig selv nervøs uden grund, og jeg måtte indprente mig selv meget nøje at jeg ikke skulle se gyserfilm når jeg var alene hjemme.
   Langt om længe fik jeg mandet mig op til at rejse mig fra stolen, og med min mobil som lommelygte og en tung lysestage som våben bare for alle eventualiteters skyld, krøb jeg langsomt op ad trappen.
   Den mørke gang virkede så dunkel og jeg så lurende farer over det hele i det sparsomme lys.
   For en sikkerheds skyld tjekkede jeg Norah og Kevins soveværelse. Jeg tjekkede endda skabet og under sengen, men alt var som det plejede.
   Jeg gik videre til gæstetoilettet. Flåede hurtigt bruseforhænget til side. Ingen ting. Alt var selvfølgelig som det plejede, for braget var jo kommet inde fra mit eget værelse.
   Jeg fortsatte ind på mit værelse. Spekulerede et øjeblik på om jeg skulle snige mig ind eller bare overraske vedkommende, endsige at der var nogen, selvfølgelig.
   Jeg besluttede mig for sidste mulighed, og flåede døren op og lod den hamre ind i væggen, jeg gjorde det så hurtigt at jeg ikke nåede at overbevise mig selv om, at en indbrudstyv næppe ville være bange for en teenager med en lysestage.
   Jeg løftede mobilen højt op for at kaste så stort et lysskær som muligt, men der var ikke noget at se. Alt var roligt. Og dog, jeg kunne høre vinden blæste, hvilket undrede mig, og i det jeg skulle til at gå hen til vinduet, blinkede lamperne et par gange, og lyset vendte tilbage.
   Jeg måtte gnide mine øjne et par gange på grund af det skarpe lys, men da mine øjne omsider holdt op med at løbe i vand, kunne jeg se kilden til de usædvanlige vindpust.
   Mit vindue stod åbent på vid gab, og mine hvide gardiner bølgede sagte for den lette vind.
   Jeg blev helt kold indeni, for jeg vidste med et hundrede procents sikkerhed at jeg havde lukket mit vindue. Det var det sidste jeg havde gjort før jeg gik nedenunder. Først havde jeg lukket vinduerne hos Norah og Kevin og så på mit eget værelse. Eller hvad?
   Var det muligt at jeg havde glemt at lukke vinduerne både her og der?
   Jeg fløj ud i gangen og ind i Norah og Kevins soveværelse. Jeg tændte hurtigt lyset og så mig omkring. Kunne jeg glemme at lukke vinduerne her, kunne jeg vel også glemme at lukke dem hos mig selv. Men alle vinduer var lukkede. De stod ingen gang det mindste på klem.
   Jeg fortsatte ind på gæstetoilettet, men også her var vinduet lukket. Det eneste sted at vinduerne var åbne var på mit værelse. Umuligt.
   Det gik op for mig at jeg ikke havde tjekket om der manglede noget på mit værelse, så jeg vendte tilbage til kilden til min forundring og så mig grundigt omkring.
   Jeg satte mig på min seng og scannede hver eneste centimeter af mit værelse. Min computer stod på skrivebordet, ganske som den plejede. Jeg gik hen og åbnede mit skab og kiggede i den eneste håndtaske jeg havde. Min pung lå nøjagtigt det samme sted som den plejede. Jeg åbnede den. Mine opsparede lommepenge var der stadig.
   Jeg fattede det ikke. Der havde været en på mit værelse, det var jeg sikker på, men hvorfor manglede der så ikke noget? Min bærbare havde stået fremme, frit tilgængeligt, og alligevel stod den der endnu. En indbrudstyv der ikke stjal? Det gav absolut ingen mening? Og hvorfor lige mit værelse? Bortset fra computeren og nogle få lommepenge var der absolut ingen ting af interesse. Hvorfor kun interessere sig for et teenageværelse? Og hvorfor havde tyven ikke bare fortsat nedenunder hvor pengeskabet og alle værdierne var? En tyv lod sig vel ikke skræmme af en ubevæbnet teenager der var alene hjemme? Det ville have været så let som at stjæle slik fra et barn.
   Jeg gik eftertænksomt hen til vinduet for at lukke det, og idet jeg trak vinduet til lagde jeg mærke til noget andet mærkeligt. Vinduet var ikke brudt op. Der var faktisk slet ikke tegn på at nogen havde tiltvunget sig adgang til mit værelse. Ikke det mindste tegn. Hverken på ruden eller på hasperne. Alt var intakt, og jeg kunne slet ikke se meningen med noget af det.
   Drengestreger, besluttede jeg mig for da jeg trak vinduet til og lukkede det. Nogen lokale drenge måtte simpelthen havet kedet sig under strømsvigtet, så havde de sikkert gejlet hinanden op og besluttet sig for at snige sig ind på mit værelse.
   Sådan måtte det være, for ellers kunne jeg ikke se sammenhængen.
   Men i det jeg vendte mig om og tilfældigt lod blikket glide hen over gulvtæppet, lagde jeg mærke til at det var vådt. Og noget lå og glimtede på tæppet. Jeg satte mig på knæ så jeg kunne se hvad det glimtende noget var, og det gik hurtigt op for mig at det var glasskår. Og glasskårene havde før været en vase. Og den vase havde indeholdt...
   Jeg så mig om en ekstra gang. Henne i hjørnet lå de mørkerøde kronblade forrevne og fuldstændigt maltrakterede. Stilken var flået i stykker. Det var alt hvad der var tilbage af rosen.
   Jeg fik kuldegysninger. Pludselig kunne jeg godt se en sammenhæng...
Forfatterbemærkninger
Dette er resultatet af min fantasi.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 30/05-2017 08:21 af Emma Thingsted (RosenAnastasia) og er kategoriseret under Noveller for børn/unge.
Teksten er på 14300 ord og lix-tallet er 26.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.