En øjenåbner til Martin


6 år siden 2 kommentarer Noveller for børn/unge kærlighed frygt forelskelse

2En øjenåbner til Martin
Martin var i strålende humør, da fuglene vækkede ham denne tidlig... [...]
Noveller for børn/unge · kærlighed, frygt, forelskelse
6 år siden
3Familien Duenhøgh og Familien Petersen - De...
"Hvor er det pænt af jer, at I vil passe Holger i julen, mens vi ... [...]
Romaner · reflektion, relationer, humor
6 år siden
2Rejsen til Langimania - Den mystiske skovsø...
"Kom tilbage, Rasmus! Du må ikke, det er farligt!" Den 12 årige R... [...]
Fantasy
7 år siden
1Jeg er sgu min egen
"Lille kat, lille kat, · lille kat på vejen. · Hvis er du, hvis er du... [...]
Blandede tekster
7 år siden
1Familien Duenhøgh og Familien Petersen - 3....
En lærestreg for livet · Besøg hos moster Louise · Den 24. juli start... [...]
Romaner
13 år siden
4Familien Duenhøgh og Familien Petersen - 2....
Familien Petersen - Intro · "Det nytter ikke, Martin." Lisbeth så b... [...]
Romaner
13 år siden
3Familien Duenhøgh og Familien Petersen - 1....
Familien Duenhøegh - Intro · Anne Louise · "Åh, nej dog, og så lige m... [...]
Romaner
13 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Jasmine Evans (f. 1963)
Martin var i strålende humør, da fuglene vækkede ham denne tidlige sommermorgen. Selv ikke den forestående eksamen, hvor han skulle have 25 9. klasses elever op i engelsk kunne tage modet fra ham. De unge mennesker var lidt af en udfordring. Men det skulle nok gå. Nu ville han tage et bad og barbere sig, og derefter ville han gå en tur omkring bageren og hen til Heidi med friskbagt brød.

"Det er sommer, det er sol og det er søndag," sang han på vej ned ad trappen, så ivrig at han var nær snublet på det sidste trin. "Du er altså for klodset, Martin." Han hørte Heidis stemme for sig. Dejlige, rødhårede Heidi. Martin tænkte, at det ikke kunne være hans udseende, hun havde forelsket sig i. Han var lang og ranglet, lidt a la Fedtmule, havde leverpostejfarvet hår og gråblå øjne bag et par firkantede Nana Mouskouri briller. De havde mødt hinanden til en venskabskamp i volleyball på hendes skole.

Flashback:

"Ka' I så lige tage jer sammen, piger! Emma, let rumpen og grib den bold!"

"Sikke en skrap madamme,"hviskede Martin til sin kollega Anders. Alligevel kunne han ikke få øjnene fra den veltrænede skikkelse, der hundsede rundt med pigerne.

"Heidi er god nok på bunden, hviskede Anders tilbage. "Hun går bare op i spillet med liv og sjæl, ligesom hun går op i alt andet, der har med skolen at gøre."

"Stephanie, lad være med at stå der og glo! Kom dog på banen, pige!" råbte den unge rødhårede lærer.

Pludselig satte hun i løb ind mod boldbanen. En pige lå og vred sig i græsset. Martin iagttog, hvordan hun fik pigen på benene og støttede hende hen mod indgangen. Han rejste sig og gik hen imod dem.

"Kan jeg hjælpe?"

"Ja, hvis du lige gider støtte Amanda i den anden side. Vi må have hende ind på lærerværelset, så hun kan få en ispose på foden."

"Det lyder fornuftigt." Henvendt til pigen: "Hej, Amanda, jeg hedder Martin. Nu skal Heidi og jeg nok få lappet dig lidt sammen."

Pigen gav sig og krummede sig sammen i smerte.

"Ja, jeg ved det, Amanda," sagde Heidi blidt. "Det gør forbandet ondt. Men nu får du noget koldt på foden, og så må vi se, om vi lige skal en tur omkring skadestuen."

De blev imidlertid enige om selv at lægge et elastikbind og give noget smertestillende, i stedet for at vente flere timer på at få gjort det samme på skadestuen. Martin holdt i hånden og afledte med nogle sjove historier, mens Heidi lagde forbindingen. Det lykkedes ham oven i købet at få Amanda til at le, da han fortalte, hvordan han selv forleden var gledet i en sø, han havde fået lavet på køkkengulvet, mens han vaskede op. Ligesom Bambi på glatis.

"Nu kører jeg dig hjem, Amanda," sagde Heidi. "Måske, du vil køre med, Martin? Det er lidt nemmere, når vi er to om at hjælpe."

"Selvfølgelig." Han smilede til pigen. "Vi skal nok få dig på benene igen, min ven, stol på det."

"Ja, bogstavelig talt," lo Heidi og afslørede en perlerække af hvide tænder. "Du har allerede fået lidt farve i kinderne igen, Amanda. Det er godt at se."

"Det er fordi I er så sjove," klukkede pigen. "Bare jeg dog havde været sammen med jer på en anden måde."
   **

På vej tilbage tilbage til skolen, faldt de to lærere i snak.

"Jeg elsker det job," smilede Heidi. "Der er aldrig to dage, der er ens. Man får brugt hele sit potentiale. Som lærer er man både sportstræner, sygeplejerske, chauffør, formidler og meget mere. Det er ingen hemmelighed, at jeg lægger mange timer i skolen."

"Jeg holder nu mest af at undervise," indrømmede Martin. "Det gør mig stolt at se elever udvikle sig fagligt."

"Det må da være fordi, der gået en stand up komiker tabt i dig. Du er fantastisk til at trøste og aflede. Og også til at yde moralsk støtte," svarede Heidi. "Det er en rigtig god egenskab for en lærer, og jeg er glad for, at du kunne hjælpe mig med Amanda."

Han følte sig varm indeni ved at opdage denne nye side af sig selv. Martin havde altid opfattet sig selv som en nørd.

"Det med at engagere sig i arbejdet er nok en familiesvaghed," fortsatte Heidi. "Min bror kører taxa, og han er også altid på farten - bogstaveligt talt. Og når han ikke gør det, passer han på sin lillesøster. Johnny og jeg har altid haft et tæt forhold."
   *

"Hov, pas på trinet, unge mand!" Den ældre dame så på Martin med en blanding af medlidenhed og munterhed, da han igen var ved at snuble over bagerens dørtrin. Han glemte sin ærgrelse ved duften af frisk brød og kage i forretningen. Han købte et valnøddebrød, en pakke smør - og et honninghjerte til Heidi.

Han fik øje på dem, idet han drejede om hjørnet til Heidis lejlighed. En bunke rødt hår kom ud ad døren ifølge med en høj fyr. Martin rettede på brillerne. Det kunne ikke være... jo, det var Heidi. Hun og fyren så ud til at snakke livligt sammen. I det samme forsvandt solen bag en sky. Han stod som lammet. Hvordan kunne hun?

Han smed brødposen og honninghjertet tungt på bordet i det smalle te køkken i hjørnet af værelset. Herefter dumpede han ned i sin luvslidte fløjsstol, han havde fået i konfirmationsgave. Mens han sad og stirrede ud i luften, blev det mere og mere overskyet, og mørkt i lejligheden. Hans tanker gik tilbage til lørdagen før, hvor han havde været med Heidi hjemme på hendes forældres landssted. Det virkede som om, hun mente det alvorligt, og familien kunne lide ham.

"Nå, så det er dig, der stjæler min lillesøster," havde storebror Johnny spøgefuldt sagt, mens de gik en runde i den store park af en have med farverige rhododendroner, frugttræer i alle afskygninger og en veltrimmet græsplæne. Haven var deres mor, Lises stolthed. Siden hun var gået på efterløn et par år tidligere havde bl.a. den fyldt en stor del af hendes tid.

Lise rystede leende sin gråsprængte hestehale. "Johnny er håbløs. Han tror stadig, hans fornemmeste opgave er at passe på Heidi."

"Men vi kan gemme os, Martin." Heidis grønne øjne spillede gavtyveagtigt imod hans. Hun trak ham med ned bag i haven og ned i en bolsje stribet hængesofa. Her sad de med armene om hinanden og gyngede let. På marken bagved dem brægede fårene efter deres lam.

"Er det dine forældres får?" spurgte Martin.

"Mest mors. Hun bruger deres uld til at spinde garn til trøjer, når de er klippet."

"Det er et stort arbejde, ikke?"

"Mor elsker at lave alt fra bunden. Siden hun stoppede i børnehaven, har hun givet den fuld gas som landhusmor."

"Det troede jeg ikke, der var nogle kvinder, der gjorde frivilligt i dag. Min mor køber take-away retter med hjem efter en lang arbejdsdag i Matas. Eller en søndag på golfbanen. "

"Halløj, I to turtelduer. Maden er klar!" En høj og bredskuldret mand med gråt hår og skæg kom imod dem. Han rakte Martin hånden. "Hej, jeg hedder Jørn."

"Martin."

"Det skal man være ualmindeligt ignorant for ikke at vide," smilede den ældre. "Det er altid Martin mig her og Martin mig der fra Heidis side."

"Åh, hold op, far." Heidi tjattede godmodigt efter ham.

"Pas hellere på, Martin." Jørn sendte ham et vidende blik over sine runde briller. "Det er en hidsig dame, du har fået fat i."

De gik igennem en stue, hvor der stod en spinderok ved siden af en kurvfuld garn. I hjørnet mellem to bogreoler stod en gyngestol. I den anden ende af stuen var en kamin til venstre for et sofabord i lyst eg. På hver side af bordet var en tomands sofa.

Væggene i spisestuen var dekoreret med vævede billeder. "Alt Lises fikumdik." Jørn så kærligt på sin kone, som nikkede mod spisebordet. "Værs'god, folkens. Martin, jeg håber, du kan li' lammekølle med hvidløg og krydderkartofler."

"Det lyder dejligt," svarede han, høfligt, men ikke helt sandfærdigt. Det skulle dog vise sig, at han blev meget positivt overrasket.

Jørn løftede sit glas: "Skål, Martin og Heidi, og tillykke med, at I har fundet sammen."

"Mine bedste håb og ønsker for jer," supplerede Johnny hjerteligt. "Pas godt på min lillesøster, Martin. "
   ***

"Pas godt på min lillesøster," fnøs Martin frem for sig. Som om, at han kunne passe på en, der ikke ønskede at blive passet på. Det var i mellemtiden blevet så mørkt, at han måtte tænde alt lyset, for at kunne se at forberede sig til eksamen. Men det kneb med koncentrationen. Han så Heidi og den høje mand for sig, og når det endelig lykkedes ham holde fokus på den bærbare, flød bogstaverne ud for ham. Hans hoved dunkede, så han til sidst måtte opgive læsningen og lægge sig på sin gamle skibsbriks (som var uredt). Sådan havde han haft det mange gange i den seneste tid. Dertil kom hans tendens til at snuble. Han måtte se at komme til lægen. Hans far var død af en hjernesvulst, da han var tredive. Martin, som kun var fire dengang, kunne kun svagt huske sin far. Nu blev han selv tredive næste gang, og havde livet foran sig. Eller? "Nej, imorgen bestiller jeg en tid hos lægen," sagde han til sig selv - ligesom han havde sagt adskillige gange i løbet af de sidste uger. Men hver gang kom der noget i vejen.

*

En besked tikkede ind på hans mobiltelefon kort efter, at den var blevet tændt den næste morgen. "Hej skat, hvad havde du dog så travlt med i går, siden du ikke havde tid til at kigge ind?"

"Travlt med!" Det skulle hun være den sidste til at sige. Hvad bildte den Heidi sig ind? Først gik hun bag hans ryg med denne fyr, og nu havde hun - Gud bedre det - den frækhed at spørge, hvorfor HAN - Martin - ikke kom. "Det ved du vist bedst, ikke?" svarede han tilbage med en rasende smiley.

Og nu, han havde fat i telefonen, skulle han lige ringe til lægen? Han skyndte sig at trykke nummeret, før han fortrød. "Hos lægerne Lund og Pedersen," sagde stemmen. "For samtale med Jesper Lund, tryk et. For samtale med Gitte Pedersen, tryk to." Dyt dyt dyt. Gittes telefon meldte optaget. Skulle han prøve Jesper? Ja, knagen sparkeme så. Nu skulle det være. "Du har ringet til læge Jesper Lund, vent venligst." Han fik en ensformig melodi i røret. Efter en tid der føltes som en evighed lagde han på. Det var alligevel ikke til at komme igennem en mandag. Midt i ugen var nok bedre. "Prøv Gitte igen," opfordrede en stemme inde i ham. "Nej, nu gider jeg ikke bruge mere tid på det. Jeg skal i gang med eksamensforberedelserne."

En ny sms tikkede ind. "Hvad i alverden mener du???" Forvirret smiley.

"La' være med at spille uskyldig. Det er slut mellem os," svarede han.
   Med en klump i halsen slukkede han telefonen og fandt han sine dokumenter frem på den bærbare. Nu gjaldt det forberedelserne. Men han kunne ikke flygte fra sine følelser. Tårerne blændede ham.

"Jeg må ud at løbe en tur i skoven." Han lukkede computeren og tog træningstøj på.

Han løb og løb. Væk fra sorgen over Heidi; bekymringen over sit helbred; spekulationer over hvordan eksamen ville gå. Duften af skov fik ham til at føle sig bedre tilpas. Den milde vind kyssede tårerne af hans ansigt. Han standsede op og krammede et træ. Den blide hvislen i trætoppen beroligede ham. Han tog en slurk af sin vanddunk, inden han igen satte i løb. PLADASK! Her lå han lige så lang han var. Nå, op igen. Men smerten i foden standsede ham. "Shit! Jeg kan ikke rejse mig." Han tændte sin mobil igen og tastede et nummer. Men der var ingen netforbindelse. "Kun 112" sagde displayet. 112? Var det ikke misbrug af systemet? Han var jo ved fuld bevidsthed. Nej, der var ingen vej udenom, hvis han ville væk herfra.

Efter en tid der føltes som en evighed kunne han skimte blå blink gennem træerne. Men redderne så ud til at gå i modsatte retning. "Halløj, jeg er her!" råbte han. Men tilsyneladende hørte de ham ikke. Og dog. Den ene redder kastede et blik i Martins retning. "Halløj!" råbte han igen og vinkede. Endelig fik de øje på ham.
   *

"Du må gerne støtte lidt på foden, men især de første par dage, skal du hvile den mest muligt," sagde lægen. "En forstuvning kan tage op til en måned. Er der nogen, der kan hente dig?" Hun så på Martin over sine halvbriller.

Han tænkte sig om. Den eneste han kunne komme i tanke om var Johnny. Men nu havde han jo slået op med Heidi. Skulle han så bede hendes bror om at hente sig?

"Jeg ved ikke rigtigt," mumlede han.

"Har du Falck abonnement?"

"Næ, det er så dyrt, og jeg har jo kun en lærerløn."

"Jeg kan bede sekretæren ringe efter en taxa til dig," tilbød lægen. "Men først bestiller jeg lige nogle blodprøver i laboratoriet. Der må jo være en grund til at du snubler så tit."

Nu var der ingen vej tilbage. Men til sin overraskelse var Martin mere lettet end bange. Endelig kunne han få en afklaring på sine mystiske symptomer. Og skulle det vise sig at være noget alvorligt, kunne det i heldigste fald tages i opløbet.

"Du kan få resultatet af prøverne hos din egen læge om et par dage," skar skadestue lægen igennem hans tanker.

"Super." Han smilede blegt. "Jeg ringer selv efter en taxa. Man ved jo aldrig, hvor lang ventetid der er ved laboratoriet."
   *

Da han slog lyden til mobilen, bemærkede han et ubesvaret opkald fra Heidi. "Hun kan rende og hoppe," tænkte han bittert. Han trykkede nummeret til Taxa.

"Det varer lige et øjeblik," sagde damen i den anden ende af røret. "En af vores chauffører er blevet syg, så vi venter på en afløser."

*

Den høje, uniformsklædte mand, der kom ind i vestibulen, virkede bekendt.

"Er der en Martin Hansen her? Hva' Søren, er det dig?"

Martin genkendte chaufførens stemme, før han kunne se, hvem det var.

"Johnny?" sagde han fåret.

"Ja, det er mig, der skal køre dig hjem, svoger. "De ringede og bad mig tage en vagt for en kollega, der er blevet syg. Kom, skal jeg lige gi' dig en arm, og så kan du forklare mig, hvad alt det her handler om, mens vi kører. Heidi er helt ude af flippen. Hun kan slet ikke forstå, du pludselig vender hende ryggen."

"Du kan hilse din kære søster og sige, at jeg ikke er til trekant forhold."

"Hvad i alverden mener du?" undrede Johnny sig. Mig bekendt kan hun ikke snakke om andre end dig. Martin her og Martin der."

"Hvem var det så, hun fulgtes med søndag morgen?"

"Søndag?" Johnny tænkte et øjeblik, før han brød ud i latter.

"Synes du, det er sjovt?" knurrede Martin.

"Ja, det synes jeg faktisk. Kunne du slet ikke se, det var mig, hun fulgtes med? Altså Martin, mon ikke vi lige skulle køre forbi optikeren? Jeg tror, du trænger til nye briller."

I det øjeblik faldt der en sten fra Martins hjerte. Hans elskede havde ikke været ham utro, og det med synet? Ja, det gav mening i forhold til hovedpinen, synsforstyrrelserne og tendensen til at snuble.

"Fornærmet?" spurgte Johnny med et skævt smil.

"Nej, tværtimod. Man kan vel sige, det var en øjenåbner."

"Haha! Din vittige hund. Lige så snart vi har fået en tid til dig hos optikeren, kører vi ud til Heidi. I to har vist et og andet at snakke om."

"Tak, Johnny. For alting."

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 12/04-2015 09:45 af Jasmine Evans (Jasmine) og er kategoriseret under Noveller for børn/unge.
Teksten er på 2629 ord og lix-tallet er 24.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.