Familien Petersen - Intro
   "Det nytter ikke, Martin." Lisbeth så bestemt på sin søn. "Du er kun tolv år. Jeg kan ikke forsvare at la' dig flintre rundt i byen til midnat."

"Årrrh, hvor er du gammeldags, mor. Alle de andre må være ude til midnat, og det er først omkring kl. ti det begynder at blive sjovt. Og så skal jeg allerede være hjemme klokken ni."

"Der kan være nogle bøller, som vil ha' jer lokket ud i noget, I ikke kan overskue. Til gengæld ved du, at du, at dine kammerater altid er velkomne her. Hvorfor inviterer du ikke Lars og Casper herhjem?

"Fordi de gamle her er for latterlige, Lisbeth." Hendes mand kom ind fra badeværelset med deres yngste barn, den femten måneder gamle Emma på armen. "Ikke, knægt?" Jan rakte Emma til hendes mor og forsøgte at pudse den fedtplet væk, som hun havde sat på hans brilleglas. Jan var blind på det ene øje, og Martin havde arvet hans øjensygdom. Men i hverdagen havde det ingen praktisk betydning. Han klappede sin søn på skulderen. "Jeg kunne ikke undgå at høre, hvad du og mor snakkede om. Kom med ind på kontoret, nu skal vi to ha' os en fornuftig mandesnak."

Martin rullede opgivende med øjnene. Far og mor var da de mest latterlige.

"Mor, fik du snakket med moster Louise?" Den knap 10-årige Harriet fastholdt spændt sin mors blik med sine klare, grønne øjne."

"Moster Louise og onkel Herbert kan ikke komme til din fødselsdag, men jeg håber, de lader Carl Frederik komme, hvis vi henter ham."

"Årh ja, mand, Carl Frederik!" Udbrød hun. "Han er da så overforkælet. Får alt, hvad han peger på."

"Undtagen sine forældres tid," påpegede Lisbeth. "Der er ingen grund til at misunde Carl Frederik. Det kan godt være, han har en masse ting, som I ikke har, men tro mig. Han mangler noget vigtigt."

Harriet var stille et øjeblik. Så slog hun armene om sin mors hals. "Jeg er glad for, at du og far altid har tid til os" sagde hun.

"Det er dejligt at høre" svarede Lisbeth blødt, idet hun omfavnede sin datter. "For selvom jeg kun arbejder på deltid, kan jeg nogle gange føle, at jeg forsømmer jer, mens jeg tager mig af andre folks

børn."

"De handicappede børn har brug for dig, mor. De har ikke de samme muligheder, som vi har fået," svarede Harriet gammelklogt.

"Du har lært noget, min pige," lo Lisbeth. Emma begyndte at røre uroligt på sig, for at komme ned på gulvet og lege. "Nå, Emma, gider du ikke sidde oppe hos din gamle mor længere?" Hun satte sin yngste datter ned på gulvet. Harriet begyndte at lege med hende.

Martin og Jan kom ud fra Jans kontor. "Husk, min dreng," sagde Jan, "Mor elsker dig, og det gør jeg også, derfor kan vi ikke bare være ligeglade med, hvor du er og hvor længe." Og til hele familien: "Jeg er lige nødt til at smutte et par timer. Jeg lovede præsten at besøge Elmer og Ruth Larsen. Det er ved at være på det sidste med Elmer."

"Åh, stakkels Ruth," sagde Lisbeth medfølende. "Hils og bed hende sige til, hvis der er noget jeg kan gøre."

"Det bli'r der nok på et tidspunkt, min pige." Han klappede sin kone på kinden.

"Men skulle du ikke have mini konfirmander i aften?"

"Nej, det er rykket til i morgen, så jeg kunne være lidt hjemme hos jer i aften, når jeg har besøgt Ruth og Elmer. Det at være sognemedhjælper er jo ellers en livsstil," lo han. "Man er på hele tiden."

Martin var usædvanlig stille resten af dagen. "Vi elsker dig, derfor er vi ikke ligeglade," havde far sagt. Han og mor ville blive dybt ulykkelige, hvis der skete nogen af børnene noget.

"Mor." Han lagde armen om Lisbeth.

"Ja, min skat." Hun gengældte hans omfavnelse.

"Jeg er glad for at vide, at du og far passer på os. Jeg vil gerne invitere Lars og Casper med hjem i morgen efter skole. Er det okay?

"Det er en rigtig god ide," smilede hans mor.