Familien Duenhøegh - Intro
   Anne Louise
   "Åh, nej dog, og så lige midt i Carl Frederiks sommerferie!" Anne Louise Duenhøegh lod brevet fra privat hospitalet synke ned i skødet. Hun kastede et blik på sin elektroniske kalender. Femogtyvende juli. Netop på det tidspunkt, hvor Herbert skulle på forretningsrejse til Japan. Pokkers også, hvad nu med drengen? Måske kunne han være alene nogle dage, hvis han fik et nyt computerspil og en playstation. Den fedtsugning var ingen større operation, hun ville sandsynligvis være hjemme allerede dagen efter. Telefonen ringede. Hun lod en finger glide henover røret. Fru Knudsen havde glemt at støve det af, hun måtte huske at sige det til hende.

"Advokat Anne Louise Duenhøegh," præsenterede hun sig højtideligt.

"Pædagok Lisbeth Petersen," sagde stemmen i den anden ende. "Hva' så, Søs, er du ikke på arbejde i dag?"

"Jeg skal i retten klokken ti," svarede hun betydningsfuldt. "Og jeg skal mødes med min klient en halv time før, så jeg har faktisk ikke tid til at hyggesludre nu."

"Ååårrrh, hold da oooop, Søs," lød det fra hendes søster. "Du har da både rengøringskone, strygepige, vinduespudser, havemand og opvaskemaskine, hvad bruger du egentlig al din fritid til? Skriver Harry Potter historier til Internettet?"

"Fritid? Og Harry Potter? Vor Herre, bevares, må jeg være fri." Fnøs Anne Louise. "Hvis du havde fulgt mit råd og læst jura, kunne du have opnået de samme goder. Men aldrig så snart havde du fået din studentereksamen, før du giftede dig med ham den indremissionske Jesus-freak."

"Indremissionsk Jesus-freak, må jeg lige være her?"

"... Og så fik I ungerne, og nå, ja, kan man ikke blive andet, kan man blive pædagok," fortsatte Anne Louise arrogant.

"Jaja, jeg elsker også dig, Søsser. Hvad skal I lave den femogtyvende?"

"Jeg skal ind og opereres."

"Opereres? For hvad dog?"

"Fedtsugning. Man har pligt til at holde sig selv lidt ved lige, ellers er man selv ude om, at manden skrider."

"Fedtsugning!" Lisbeth brød ud i en kluklatter. "Du trænger da også til det, din magre jagthund. Hva' sku' vi andre så sige? Jeg har taget fire kilo på siden jeg fik Lillepigen. Jeg kan sagtens finde hyggeligere ting at beskæftige mig med end slankekure og fedtsugninger."

"Hvad var det med den femogtyvende?" Spurgte Anne Louise sagligt.

"Vi holder Harriets 10 års fødselsdag. Men hvis I ikke kan komme, kunne én af os hente Carl Frederik dagen i forvejen. Den stakkels dreng er så meget alene."

"Min søn mangler aldeles ingenting!" Tordnede Anne Louise forsvarsberedt. "Og hvis du vil ha' mig undskyldt, må jeg løbe nu. Min klient venter." Hun knaldede røret på. Typisk den skide lillesøster at blande sig i Carl Frederiks opdragelse.

Carl Frederik
   Carl Frederik låste sig ind i villaen med den nøgle, han altid bar om halsen. Den buttede 11-årige dreng styrede direkte mod køleskabet. Han fandt en flødekage på en tallerken under et stykke stanniol. Plus en hilsen fra sin mor.

"Hej, Frede-dreng.

Her er lidt at hygge dig med, mens du laver lektier (hvad jeg formoder, du gør). Jeg er først hjemme kl. ca. 22. Kan du og far ikke bare spise aftensmad på McDonald's?

Knus
   Mor."
   Aldrig så snart havde han læst moderens besked, før en SMS bibbede ind på hans mobil.

"Hej, Freddie.

Jeg når desværre ikke hjem før kl. 21-22. Har du penge til McDonald's? Ellers ved du, hvor jeg arbejder.

Far."
   Jo, Carl Frederik havde stadig halvtreds kroner tilbage af de hundrede, mor havde givet ham om morgenen til frokost. (Hun havde ikke nået at smøre madpakker). Sammen med sine kammerater Brian og Ronny var han gået ned til den lokale grill i spisefrikvarteret og købt et par franske hot dogs og en Kæmpe-cola. Det var efterhånden reglen snarere end undtagelsen, at mor og far først kom hjem hen på aftenen. Nå, så kunne de heller ikke blande sig i, hvad han lavede. Han guffede flødekagen i sig, tørrede sig om munden med ærmet og tændte fjernsyn og video for at se den action film, han havde lånt af Ronny. Mor ville blive stjernetosset, hvis hun opdagede det, men hun var jo ikke hjemme.

Årh, det gamle møg. Carl Frederik sparkede til videoen, der ikke ville som han. Han ville simpelthen forlange at få en ny. Mor og far var nemme at overtale. De skulle altid bøde på deres dårlige samvittighed over at være så lidt hjemme.


* * *
   Herbert.

Herbert Duenhøegh lod en hånd glide ned over sit ulastelige jakkesæt. "Christina."

Hans unge sekretær for op med et sæt ved lyden af direktørens buldrende stemme.

"Ku' du ikke lægge en mail til min kone om at lave en forretningsmiddag til Viggo Hansen og hans kone på lørdag?"

"Jo, det skal jeg nok."

"Og, Christina, kunne jeg få dig til at gå i byen efter arbejdstid og købe en gave til min kone, hun har fødselsdag imorgen. Du ved, vi mænd er ikke så gode til det med gaver til kvinder."

"Det skal jeg nok klare, Duenhøegh."

"Fint. Prisen skal du ikke tænke på. Det skal bare skrives til direktør Duenhøegh, IT Consult." (Det kom jo ingen ved, at Herbert Duenhøegh kun var underdirektør). Forretningerne holder jo Late Night i aften, så du kan godt nå det, selvom du arbejder lidt over. Og forresten, gider du lave en kande kaffe?"

"Selvfølgelig."

Duenhøegh fordybede sig i sine papirer, og mumlede et fraværende "tak", da sekretæren kom ind med kaffen. Så snart hun var ude af døren, brasede en anden ind uden at banke på. Duenhøegh så irriteret op fra sine papirer, men hans ærgrelse blev til smil, da han så, hvem det var.

"Carl Frederik? Kommer du og ser til din gamle far?"

"Jeg mangler penge til aftensmad. Jeg er helt flad."

"Ikke noget problem." Herbert Duenhøegh hev en tohundrede kroneseddel op ad sin pung.

"Takker. Øh, far, jeg ku' egentlig godt tænke mig at leje en video film, når jeg nu er så meget alene."

"Jamen selvfølgelig, min dreng." Han gav sin søn et par sedler mere. "Mon ikke det rækker? Ellers må du komme igen."

"Tak, far."

Carl Frederik spankulerede ud af døren, som en ræv, der var særdeles tilfreds med sit bytte. Firehundrede og halvtreds stærke. Nu kunne han gå til Late Night med gutterne.