3Rusen
Et sus, en rus. · Du snurre mig rundt og alting skvulper; glæde, sp... [...]
Digte · druk, fuldskab, glæde
21 dage siden
2Ulykken
Jeg svæver mod en lukket dør, og da jeg når den, åbner den sig af... [...]
Kortprosa · forelskelse, død, sorg
22 dage siden
2Underholdning
Mine hænder er bundet over mit hoved, min bagdel hviler på et af ... [...]
Kortprosa · syndebuk, hævn, heksebrænding
24 dage siden
6Kærlighed
Halsudskæringen på hende bluse er lav i aften. Lavere end jeg nog... [...]
Noveller for børn/unge · forelskelse, ungdom, fest
1 måned, 6 dage siden
6Guds lille realityshow
Guds lille realityshow · Helt uden vindere. · Vi trashede kulissen; · P... [...]
Digte · samfundsdebat, forandring, moderne samfund
1 måned, 8 dage siden
2Broen
"Kom nuuu!". Hun er allerede helt ude for enden af den ustabile b... [...]
Kortprosa · teenageliv, ungdom, liv
1 måned, 16 dage siden
6En fest
Det dunker i ørene, bassen og pulsen falder ind i sangens rytme. ... [...]
Noveller · teenageliv
2 år siden
5Lidt om medlidenhedsdrab
Helt stille. Mørke, altomsluttende, uigennemtrængeligt mørke. Så ... [...]
Noveller
2 år siden
2Drengen i kælderen
Anja tænkte på børnene mens hun kørte afsted. Hun skulle være vik... [...]
Noveller for børn/unge
6 år siden

Puls: 52,6

Publiceret: 6
Afgivet: 21
Modtaget: 22
Nina E. Kirkmand (f. 1987)
Anja tænkte på børnene mens hun kørte afsted. Hun skulle være vikar i SFO'en igen, og vidste, at hun i dag skulle over til de store, ovre i Kælderen. Hun prøvede at tænke på de andre børn, men blev ved med at vende tilbage til ham der. Ham drengen i 80'er tøj, ham med de mørke rander undr øjnene. Ham, der tydeligvis ikke havde følt sine forældres kærlighed i så lang tid. Vikaren havde ignoreret ham og hans spørgsmål de sidste par gange hun havde været dernede. De andre børn så ham ikke, så det var nemt nok at snakke med dem i stedet for. Men han stod altid derovre i hjørnet og kiggede på hende. Som om han fornemmede, at hun vidste noget, han ikke vidste.
   Da vikarens bil kørte ind på skolens parkeringsplads havde hun besluttet sig. I dag ville hun snakke med ham. Det kunne vel ikke skade... Måske ville det endda hjælpe ham videre?
   Over-pædagogen, Else, stak hende nøglerne. "Går du i Kælderen i dag, Anja?". Det var formuleret som et spørgsmål, men Anja følte ikke, at hun kunne svare andet end ja, så hun traskede derover.
   Udenfor var vejret fint, men solen nåede ikke ned af kældertrappen. Anja fik et mindre chok da drengen pludselig stod ved siden af hende i halvmørket, selvom hun lidt havde forventet det.
   "Dig igen?" spurgte drengen. Anja svarede ja, og drengen smilede til hende. "Du svarede mig! Det har folk ellers ikke gjort i lang tid, føler jeg". Anja låste op og gik ind i det, der udgjorde SFO'en for de store: Et stort, mørkt kælderrum. Drengen svævede efter hende, og Anja skyndte sig at tænde lyset. Straks blev rummet hyggeligere. Hun kiggede rundt efter drengen og kunne først ikke se ham. Han dukkede dog op i et af de mørkere hjørner. Nu, med lidt mere lys på sig, kunne man virkelig fornemme hvor gennemsigtig hans hud var og hans mørkeblå, falmede t-shirt og hullede fløjlsbukser med lapper forekom endnu mere slidte. Han var også meget tynd. Anja tog sig selv i at tænke, at han burde have haft en langærmet bluse på også. Det var jo koldt udenfor her om efteråret.
   "Hvad hedder du?", spurgte drengen. Hans stemme var højere end før. Som om han havde fået mere energi af hendes svar for lidt siden. Af venligheden. "Jeg hedder Anja. Hvad hedder du?", spurgte Anja efter lidt tøven. Hun vidste ikke, om hun turde. Hvad nu, hvis hun blev nødt til at fortælle ham noget, han ikke ville vide? Eller blev nødt til at hjælpe ham videre herfra? Kunne hun det...?
   Han afbrød hendes tanker. "Jeg hedder Peter, " smilede han mens han kiggede interesseret på SFO'ens playstation-maskine. Peter, tænkte Anja mens hun gøs lidt. Det vidste hun jo godt.
   Anja havde selv gået på skolen. Kendte historien. Historien om ham drengen... Det var sket en del år før hun selv betrådte skolens grund for første gang, men historien blev aldrig gammel. Drengen der ikke blev fundet før det var for sent, den stakkels dreng der...
   Peter afbrød hendes tanker. "Den her maskine..." sagde han mens han pegede på playstationen. "Ja," sagde Anja, "det er en playstation. Børnene bruger den til at spille på.". Peter grinede. "Sådan en har jeg aldrig set før! Synes da ikke den plejer at være hernede... Er den ny?". Anja kiggede på den. Næ, ny var den ikke. Faktisk duede den vidst knap nok længere pga. den slid SFO-børnenes brug medførte.
   Anja begyndte at putte skåle til skrald, drikkeglas og kander med vand på bordene. Hun kiggede på uret. Om lidt ville de andre børn komme og hvad ville der så ske med Peter? Ville han mon blive hængende? Ville han forsætte med at tale med hende eller ville han trække sig lidt i baggrunden?
   10 minutter efter kom de andre børn stormende. De spiste deres frugt, hjalp med at rydde op og begyndte derefter på forskellige aktiviteter; nogle tegnede eller malede, andre gik udenfor, og to satte sig til at spille playstation mens tre andre kiggede på og heppede; det var åbent bart en meget spændende fodboldkamp der foregik der bag skærmen.
   Anja kiggede flere gange efter Peter. Nogle gange var han væk i halve timer af gangen, men så dukkede han pludselig op igen. Han var dog ikke som før de andre kom. Han flimrede ligesom, og han så meget forvirret ud. Som om han ikke forstod hvad der skete omkring ham. Anja smilede til ham, men han så lige igennem hende. Så forsvandt han pludselig helt. Han kom heller ikke tilbage da det sidste barn var gået og Anja gik og ryddede op. Hun prøvede at kalde på ham, men han kom ikke.
   Da Anja kørte hjem tænkte hun på, at hun næste gang selv ville foreslå Else, at hun tog over til de store børn. Nu havde hun besluttet sig: hun ville hjælpe Peter!
   Næsten en måned, 26 dage efter hun sidste havde været der, fik Anja muligheden igen. Hun gik ned af den mørke trappe til kælderen, og Peter stod hvor han havde stået sidst. "Hej Anja" sagde han. Hun hilste igen og sammen gik de ind. "Det var hyggeligt i går," sagde Peter. "Nåå, hvad skete der da i går?", spurgte Anja mens hun satte tingene til frugt på bordene. "Ja, du var her jo," grinede Peter. Anja stoppede op. Det var da ikke i går... Peter fortsatte: "Du snakkede med mig, det havde jeg brug for. Jeg ville have snakket med dig da de andre børn gik, men... Jeg må være faldet i søvn under trappen, for pludselig var du væk! Jeg er glad for, at du kom igen i dag." Peter gik rundt og kiggede igen. Denne gang faldt han over lamineringsmaskinen. Peter fortsatte: "Jeg føler mig så overset somme tider. Og der sker hele tiden ting, jeg ikke forstår. Desuden sover jeg så dårligt." Anja svarede ham ikke, vidste ikke hvad hun skulle sige. Men hun ville gerne vide mere om, hvordan han opfattede verdenen, så hun smilede opmuntrende til ham.
   Peter bed på. "Alle mine drømme foregår herinde, i det her rum. Der er så mange børn, men de... glimrer! Jeg kan ikke se dem tydeligt, bare fornemme dem og hører deres stemmer. Men ikke hvad de siger, det er bare larm... Som om de var spøgelser!". Anja gøs lidt. "De var her faktisk også i går da du var her, men du... Snakkede med dem. Hvordan kan du snakke med spøgelser? Og hvordan kan de både være her og i min drøm, Anja?".
   Anja sank mens hun tænkte så det bragede. Var tiden kommet nu? Kunne hun nå at hjælpe ham inden de andre børn kom?
   "Peter, det..." Anja sank igen. Stakkels dreng. Men hun kunne måske hjælpe ham. Men så skulle sandheden på bordet.
   "Peter, det er ikke de andre børn, der er spøgelser. Det er dig.".
   Peter kiggede overrasket på hende. Så smilte han usikkert og rystede en enkelt gang på hovedet, som om hun lavede grin med ham. "men... Ej, det... Du driver gæk med mig, Anja!", sagde han så endelig. "Det kan da ikke passe!". Anja nikkede alvorligt til ham.
   "Kan du slet ikke huske noget om det, Peter?". Peter så ud som han tænkte sig om.
   Anja besluttede sig for at fortælle ham lidt om det, hjælpe hans hukommelse på vej. Hun havde hørt historien så mange gange gennem sine 10 år som elev på skolen, så hun kunne nemt huske den.
   "Det var i 1979. Du var 8 år gammel og havde været hernede med en lærer for at hente skolebøger. Det var hernede de opbevarede bøger dengang. Du glemte din jakke mens I var her, så da du fik fri klokken tre ville du hente den. Døren var åben da du kom, så du gik bare ind. Den smækkede efter dig, og låste. Der var mørkt herinde, så du faldt og brækkede benet. Du kunne ikke komme op igen, og..." Anja stoppede. Det var så sørgeligt. Den lille dreng.
   Peter kiggede rundt i kælderrummet som om han først nu indså hvor han var. Så kom det hele tilbage til ham og han sagde: "Det kan jeg godt huske. Det gjorde så ondt... Jeg lå bare og ventede... Og ventede. Min mor sagde, at hun ville hente mig, men hun kom aldrig. Så, efter lang tid, holdte det pludselig op med at gøre ondt."
   Anja kunne mærke tårerne presse sig på.
   "Hvorfor kom min mor ikke, Anja? Hun havde jo lovet, at hun ville hente mig fra skole! Vi var blevet uvenner om morgenen, jeg tror det var derfor hun ikke kom. Det tænkte jeg meget på dengang, hernede i kælderen..." Peter blev stille.
   Anja tog en dyb indånding. Hvor måtte Peter have følt sig forladt; helt alene i mørket, hjælpeløs og i smerte. Måske ville sandheden hjælpe ham videre?
   Anja fortalte videre: "Peter, din mor kom. Men hun kunne ikke finde dig. Politiet blev tilkaldt, men din skoletaske var væk, så de troede du var stukket af pga. jeres skænderi. Derfor ledte man ikke hernede. Så blev det efterårsferie, og derfor blev du først fundet da en lærer skulle herned en uge senere efter bøger... Det må være årsdag for det snart, for det er efterårsferie lige om lidt. Måske er det derfor du... Jeg mener, måske er du klar til at komme videre nu?".
   Peter så på hende. Han havde et sørgeligt udtryk i øjnene. Det havde han hele tiden haft, men nu var der en forståelse også. Nogle brikker var faldet på plads igen nu hvor Anja havde hjulpet ham til at huske.
   Peter stod og kiggede ned i jorden. Han tænkte. Så sagde han: "Men... Hvad skete der så med min familie?". Anja tænkte sig om, hvad var der nu med dem?
   "Så vidt jeg husker døde din mor nogle år efter, Peter. Min mor kendte din gamle nabo, frk. Hansen, og hun fortalte, at din mor aldrig tilgav sig selv for ikke at have været foran din klasse da det ringede. Så kunne I være fulgtes herned og så var det aldrig sket. Hun døde af sorg. Din bror og far flyttede herfra et års tid efter..."
   Peter var stille lidt, og Anja ville ikke afbryde. Hun vidste heller ikke hvad hun skulle sige.
   Så tog Peter en dyb indånding, kiggede op på Anja mens han smilede lidt. Han sagde: "Men Anja, så kom min mor jo alligevel! Hun holdte ikke op med at elske mig!".
   Anja blev helt overrasket over skiftet i Peters humør. Hun smilede tilbage, men kunne ikke lade være med at tænke på, hvad der så skulle blive af stakkels Peter nu, hvor han vidste hvad der var sket. Skulle han bare blive hernede i kælderen altid?
   Men så bankede det på døren. Det lød ikke som det plejede... Faktisk plejede det ikke at banke på, børnene kom jo bare løbende ind når de havde fri fra skole.
   Den her banken var... Underlig. Men på den gode måde. Den var høj og klar, og alligevel lød det ikke helt som om det kom fra døren. Den kom ligesom fra... "Fra en anden tid", tænkte Anja. Kunne det passe?
   Anja rejste sig op for at åbne døren, men Peter vinkede hende ned igen. Han sagde ikke noget da han langsomt gik hen for at åbne. Bag døren var der et klart lys. En kvindestemme sagde: "Der er du jo, min skat! Jeg har sådan savnet dig!". Så blev Peter opslugt af lyset. Anja kunne et kort øjeblik mærke det skinne på sig, og aldrig havde noget føltes så godt, så varmt, så fuldendt, så fuld af kærlighed.
   Så forsvandt både lyset, stemmen og Peter. Anja sad tilbage i halvmørket og prøvede at finde hoved og hale i, hvad der lige var sket. Men inden hun kunne nå at tænke det igennem, kom det første barn løbende ind af døren. Det var Natasha fra 1.B. Hun stoppede op i døren da hun så Anja. "Anja, du ser ud som om du har set et spøgelse," grinede hun så. Anja smilede tilbage og svarede: "Det har jeg måske også."

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 18/08-2013 18:59 af Nina E. Kirkmand (Miniebsen) og er kategoriseret under Noveller for børn/unge.
Teksten er på 2024 ord og lix-tallet er 21.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.