Jeg svæver mod en lukket dør, og da jeg når den, åbner den sig af sig selv. Bag den er et lyst rum, så stort, at man ikke kan se væggene. Og der står han så. Han har ryggen til, men jeg ved at det er ham; fra hans udtrådte Allstars-sko til hans mørke krøller. Jeg mærker varmen stige op i mig, gensynsglæde og kærlighed. Jeg har virkelig savnet ham. Men så kommer kulden. Den mærkes først som kuldegys på mine arme, før den hurtigt forplanter sig til resten af min krop. Jeg har savnet ham, han har været væk. Men hvorfor? Jeg kan ikke huske det.

Jeg rækker hånden ud og lægger den på hans skulder. Han ryster den af sig. "Adam," stønner jeg lavt, såret. Han bliver stående med kroppen vendt væk, men drejer sit hoved lidt, så jeg kan se venstre side af hans ansigt; læbens bue jeg har kysset så mange gange, næsens bøjning, det ene af de brune øjne, jeg så tit er dykket ned i. Men han kigger ikke på mig. "Du elsker mig ikke mere," siger han så. "Jo, jeg gør, jeg vil altid elske dig," siger jeg åndeløst, mens tårerne begynder at rulle ned ad mine kinder. Så vender han sig om, og jeg gisper; huden på højre side af ansigtet er væk, tøjet er flænset og fuld af blod. Begge øjne kigger bebrejdende på mig, det højre fra hullet i hans kranie.

Så vågner jeg brat. Panisk, grædende, badet i sved. Og det hele rammer mig. Igen: Adam er væk og han kommer ikke tilbage.