Vejen fortsatte så langt deres øjne kunne se. Ørkenlandskabet for forbi dem. Solen var højt på himlen og brændte varmt. De sad på hver sit sæde foran i bilen, som kørte af sted. The Clash lød højt igennem bilens højtalere. Phillip, der sad bag rattet, førte øldåsen op til munden og drak. Mark, der sad ved siden af ham, plaprede løs. Han plaprede om studiet, piger og lærere han ikke kunne udstå. Phillip sagde små lyde af uengageret forståelse engang imellem. "...og Bent's undervisning går bare så langsomt og så samtidig kigger han på alle pigerne og selv dét gør han langsomt, så man bare sådan tænker, flot nu kan alle bare se det, prøv at være bare lidt diskret". Mark drak af sin øl. "Og øh..." fortsatte Mark. "Ja, jeg er med tror jeg" sagde Phillip og løftede det ene øjenbryn imens han kiggede over på Mark. Et lille smil kunne ses på hans læber. Ti sekunder var der stille. Phillip kiggede ligefrem på den lange vej, hvor ingen biler eller slutningen på vejen kunne ses. Ørkenlandskabet forsatte bare langs vejen, uændret, som om de ikke rigtig bevægede sig nogen steder. Mark kiggede ud af sit sidevindue på de grønne kaktusser og sandet. Han var på sin fjerde eller femte øl. Phillip var på sin tredje. Begge deres vinduer var åbne på grund af varmen. "White riot, I want a riot " sang The Clash. Mark bøvsede. Phillip kløede sig i skridtet. De ti sekunder var ovre og Mark begyndte at plapre igen. "Det også bare fordi han gør det så tydeligt, altså, hvis ikke jeg også havde lyst til at kigge på de samme piger som ham, så var der sgu ingen grund til overhovedet at dukke op, skål compadre!". For Mark, var hans filosofistudie en leg hvor han drak sig fuld, scorede tøser og høje karakterer uden at anstrenge sig. Hans speedsnakkende charme og svampelignede hjerne, der lynhurtigt sugede viden og de fleste piger han rendte ind i til sig, gjorde alt arbejdet for ham. Phillip måtte, som de fleste andre dødelige, arbejde hårdt for de gode karakterer på sit psykologistudie. Phillip løftede sin øldåse og skålede med Mark uden at sige noget. Mark var imidlertid allerede i gang med at snakke videre. "Det bli'r bare så fedt det her. Bare you and me and the open road". Phillip rømmede sig "Ja". "Nu skal du sgu ikke overanstrenge dig bare for min skyld" svarede Mark ham igen, grinende over hele hovedet og skålede igen hans øldåse med sin, så Phillip spildte øl på sit venstre bukseben. Phillip drejede hurtigt hovedet og stirrede med sammenklemte øjne på ham. Han mund smilede igen sit lille smil. "Ja....det bliver godt...med ferie". Han slap sin halvfyldte øldåse i samme bevægelse som han slog med sin knytnæve på Marks skulder, så den røg ned i skødet på Mark. "Arghh fuck dig og av for helvede" råbte Mark storgrinende og tog hurtigt øldåsen op og smed den ud af vinduet. "Ikke mere øl til dig, du bli'r så meget en dag den slags psykolog, der bare sidder overfor patienten med en lille fjollet blok og bare ikke siger en lyd, imens de bare snakker og snakker og du skovler penge ind". Mark åbnede en ny øl til Phillip fra den six-pack han havde stående imellem fødderne på gulvet. Phillip tog den og vendte blikket mod vejen. Mark skruede op for musikken og skrålede med. For Phillip havde " less is more" altid været konceptet for hvor mange ord han valgte at sige.

Mark havde en måde at styre pigerne i sin retning og tjek på hvad alle filosofferne mente, men han havde ikke en ren tone i livet. Og lige for øjeblikket var det Clash's "Guns of Brixton" sang, der blev maltrakteret. Phillip kiggede i bakspejlet, der var stadig ikke nogle andre biler at se på vejen, hverken foran eller bag dem. Mark tog hul på en ny øl, de havde rigeligt i bagagerummet. Mark skruede op for musikken igen og skrålede med endnu højere. Denne gang bevidst overdrevet med nakken tilbage som en hane der galede. Phillip førte, uden at fjerne øjnene fra vejen, sin øl over i venstre hånd og slog Mark i maven med den højre, lige da Mark ramte en ekstra høj og grim tone. Hårdt, men ikke så hårdt som han kunne have gjort. Mark bukkede sig frem som reaktion på slaget. "Silencio Pavarotti" sagde Phillip. Mark gav sig til at plapre igen, denne gang højere for at overdøve musikken. "Har jeg fortalt dig, at jeg fik en tøs med hjem ved at snakke om filosofi til hende? Det var her i fredags..." Mark fortalte videre om sin seneste erobring. Phillip tunede ham ud og koncentrerede sig om vejen. Mark var hans bedste ven. Nogle gange var det bare nødvendigt for Phillip ikke at lytte så meget, for ikke at blive for træt i hovedet omkring ham. "...og så skred jeg efter hun var faldet i søvn". "Vildt" svarede Phillip udtryksløst Mark, som nu var færdig med sin beretning. "Prøv at hør her, Hr. Silent partner in crime, nu skal du altså lige ta' og lukke op for godteposen og dele ud af charmen!" sagde Mark. Phillip kiggede på ham og smilede. Denne gang kunne man næsten se tænderne. Han stødte sin øl mod Marks. "Det bliver så fedt" sagde han. "Ja! Det bliver så fedt! Wuh wuh!" råbte Mark smilende og trykkede på bilens horn to gange. Phillip flækkede af grin.

"Sidder du godt nok?" "Ja Mor" svarede han med et barns vrængende - jeg er stor nu og kan godt selv - stemme. "Og spild nu ikke den Cola der udover hele bagsædet". "Jaer Mor". "Det var godt mors lille sukkertoppergris" hun drejede sig om imod ham og uglede hans hår. "Aaargh mor stop!" De grinede begge to. "Nu spilder han i hvert fald snart Cola udover det hele" sagde hans far gnavent bag rattet. "Din sure gamle mand" sagde hans mor smilende. Faren smilede tilbage. På bagsædet tog han en slurk af sin Cola. "Jeg keder mig far" råbte han. "Så sku' du ha' husket at tage dine tegneserier med" svarede hans far ham. Han kiggede ærgerligt i sin lille grønne taske ved siden af sig på bagsædet, som ganske rigtigt var helt tom. "Du kan få et stykke papir og en kuglepen og så skrive nummerpladerne ned på de biler der overhaler" foreslog hans far. "Hvorfor?" svarede han. "Så kan du samle på dem, det gjorde jeg dengang jeg var lige så gammel som dig". "Det lyder godt nok kedeligt" svarede han. "Mmm" sagde faren og tændte for radioen. Hans mor grinede. Han tog en tår mere af sin Cola og kiggede lidt ud på bilerne. Han fangede sin fars blik i bakspejlet. "Jeg gør det ik'!" svarede han. Faren smilede og begyndte at synge med på en sang i radioen. Han kendte den også godt og begyndte at sparke med til rytmen med sine små ben. Faren begyndte at nynne. Han begyndte også at nynne. Faren skruede op for musikken og nynnede højere. Han nynnede højere. Hans far smilede. Han smilede. De udvekslede blikke i bakspejlet. Hans far begyndte at synge. Han begyndte at synge. Hans far sang. Han sang lige så højt og sparkede endnu hårdere til rytmen. Hans mor prøvede at overdøve dem begge ved smilende at sige "I to altså!". Faren grinede lidt ind imellem ordene han sang. Han grinede også og kunne næsten ikke fortsætte med at synge. To sekunder efter så de bilen, der kørte frontalt ind i dem. I de sekunder nåede han at se sine mors smil forsvinde, hendes øjne og hendes mund der råbte "Mark!".

De havde stadig ikke set en bil på vejen og solen varmede. Mark var for en gangs skyld stille. Til gengæld sad han nu og trommede på instrumentbrættet til punk-rytmerne, der kom ud af bilens højtalere. Phillip rømmede sig. Mark så op i overraskelse, løftede det ene øjenbryn og smilede forventningsfuldt. "Skal vi andet inden vi når frem end at drikke øl og køre bil, har du noget planlagt?" sagde Phillip. "Wow, det var en lang sætning, hvor længe har du tænkt på den?". Phillip gav ham et påtaget træt blik. Mark fortsatte "Nej, the plan is, there is no plan! Vi skal bare køre og go with the flow og alt det er der pjat, skål!" Mark havde i mellemtiden åbnet en øl mere. "Skål" sagde Phillip og tog endnu en slurk. Han var ved at være lidt vissen. "Ok" sagde han. "Og så er vi tilbage i det monosyllabiske land igen" sagde Mark grinende og drak igen. Phillip drak sin øl ud, kastede dåsen ud af vinduet og kiggede Mark lige ind i øjnene. "Nej..." sagde Mark. "Neeeeej" råbte han, da Phillip trådte speederen i bund og bilen susede af sted. Mark glemte alt om sin øl. "Rock the Cashbah" sang The Clash i højtalerne. Mark holdt fast i bildøren og instrumentbrættet med et skræmt blik i ansigtet. Phillip sad foroverbøjet, kiggende på vejen med et vildt blik i øjnene. Bilen kørte hurtigere og hurtigere de næste tredive sekunder. Phillip slog pludselig bremsen i og drejede på rattet, så bilen snurrede rundt med voldsom fart. Mark skreg. Nu stod bilen stille. Bilen var slukket, musikken var stoppet. Bilen havde drejet en omgang og pegede nu i den retning de havde kørt hele tiden igen. Phillip lænede sig tilbage, veltilfreds. Han rakte over og tog en øl på gulvet i Marks side. Mark sad stadig og klamrede sig. Phillip åbnede øllen og drak. "Jeg hader! Når du gør det der" sagde Mark. Phillip klappede ham to gange på benet "Du skal jo lære det" sagde han. Mark flækkede af grin og åbnede en øl mere. De kørte videre.

"Kom ud af det skab!" I mørket så han et landskab med en regnbue på himlen og en bred lang flod omgivet af grønne græsmarker. Han så en gruppe mennesker komme gående i det fjerne. Han kunne ikke se deres ansigter på denne afstand. Der blev banket på døren. De kom stille og roligt nærmere. En varm, smuk sol skinnede ned over landskabet. Den ene af dem vinkede til ham, vinkede at han skulle komme hen til dem. Løbe ud til dem i landskabet. Der blev banket igen, endnu hårdere denne gang. "Kom så ud af det skab blev der sagt". Hans far åbnede døren indtil skabet, lyset kom ind i mørket, landskabet forsvandt. "Du skal ikke sidde og kukkelure derinde i det skab altid, løb udenfor og leg! Jeg gider ikke se på det blege ansigt!" Han far stod truende udenfor skabet og kiggede ind på ham med ligegyldige, opgivende øjne. "Kom så ud!" råbte hans far. Han kravlede ud af skabet og så op på sin far. Øjne uden særligt meget liv kiggede stadig ned på ham. "Hvorfor løber du ikke rundt udenfor og klatrer i træer eller sådan noget?" spurgte hans far. "Halloooo?" hans far vinkede en hånd foran hans ansigt. Han svarede stadig ikke. "Ud!" råbte hans far højt. Han løb ud af værelset. Han løb ud i gangen og fik hurtigt sko og jakke på og gik ud af hoveddøren. Solen skinnede udenfor, men det var koldt. Han løb om i haven, hvor han håbede på at finde sin mor. Heldigvis var hun der. Hun sad på hug og ordnede et blomsterbed. Han løb hen og krammede hende. "Hej min søde skat, hvad så?". Tårer løb ned ad hans kinder. Hun holdt hans ansigt i sine hænder, kyssede hans pande og kiggede ham ind i øjnene. Han stoppede med at græde. Hun smilede. Det hjalp, han fik det lidt bedre. Hun holdt sine arme på hans skuldre nu. Han kyssede hende på kinden og begyndte at gå. "Phillip" råbte hun. Han vendte sig om. "Kom nu ikke for sent hjem min sødeste lille skat" sagde hans mor. "Ok" sagde han og gik. Han gik over i parken og fandt et stort træ. Han stod helt tæt ved stammen og kiggede op i kronen. Han prøvede at hoppe, men grenene var for langt væk. Tårerne begyndte at løbe igen. Han blev rød i hovedet, han stampede i jorden. Han kiggede op og hoppede alt hvad han kunne. Han fik fat i en gren. Så hang han der. Hans arme havde ikke kræfter nok til at han kunne hive sig op. Han hang der lidt endnu, udtryksløst indtil han blev træt i armene og gav slip. Han satte sig med ryggen mod stammen. Han kiggede lige frem for sig. Han kunne se regnbuen igen og mennesker der vinkede.

Mark kørte bilen nu. Nu bankede han både på rattet og sang med. Phillip kiggede ud af bilens forrude. Han havde sine hænder på baghovedet. Mark holdt op med at synge. "Ved du hvad doktor P? Jeg tror sgu jeg er ved at være fuld" sagde Mark. Phillip kiggede på ham med halvalvorlige øjne. Han var også selv ret fuld, men når Mark begyndte at sige han var fuld, så var den gal. "Kør ind til siden" sagde Phillip. "Jeg så...øh jeg...jeg holder ind ved den store bunke sand derovre". Det var nærmere en bakke, et lille bjerg af sand der kom på deres venstre side. Det var sidst på eftermiddagen, solen var ikke så varm mere. Mark stoppede bilen et par meter foran bakken af sand. De steg ud af bilen og stod og kiggede op på den. Den var højere og bredere end de lige umiddelbart havde troet, omkring femten meter høj. Mark slingrede lidt. Omkring dem var kaktusser og grå, dødlignende, underligt formede træer. Phillip gik om og stillede sig foran Mark. Han lagde sin hænder på Marks skuldre og kiggede ham ind i øjnene. "Mark" sagde han. "Doktor P, Pil-Ib, Min kære blodbror" svarede Mark grinende. "Løb!" sagde Phillip, skubbede Mark ned på jorden og løb op af bjerget af sand. "Din fucking snyder!" råbte Mark, rejste sig op og spurtede efter ham. Phillip var langt foran ham. Halvvejs oppe faldt Mark forover og fik sand i ansigtet. "Satans" sagde han og tørrede sandet væk. Phillip havde nået toppen, Mark kunne ikke se ham mere. Mark gik langsomt den sidste vej op, hivende efter vejret. Da han nåede toppen havde Phillip sat sig i sandet. "Heeeey!" råbte Mark. Phillip svarede ikke. Mark gik hen og satte sig ved siden af ham. Ingen af dem sagde noget. Mark lagde sig på ryggen og faldt i søvn. Phillip sad stille og kiggede.