6Hvad brænder du for?
Ofte går jeg rundt med en følelse af, at jeg ikke helt slår til -... [...]
Essays · sociale medier, samfundsdebat
10 måneder, 27 dage siden
5Hormoner
"Hvorfor er du ikke bare glad?" · "Sæt dog pris på alle de ting du ... [...]
Noveller for børn/unge
11 måneder, 5 dage siden

Puls: 3,6

Publiceret: 0
Afgivet: 1
Modtaget: 0
Lærke Nielsen (f. 1990)
"Hvorfor er du ikke bare glad?"
   "Sæt dog pris på alle de ting du har heri livet!"
   "Du er heldig, Laura - tænk at være født med så mange muligheder!"

Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har hørt disse sætninger i en eller anden afskygning. Men det er mange. Så mange gange, at ordene ikke længere giver nogen mening: de går ind ad det ene øre og ud af det andet, som min mor ofte sukkende konstaterer. Men hvad ved de? Mine forældre, onkler, tanter og veninder. Er det måske ikke mange år siden, at mine forældre har oplevet, hvad det vil sige, at være teenager - at være pinligt bevidst om, at det er lige nu de store valg skal træffes, samtidig med at alt indeni en skriger? Og jo, har jeg alt. En sød familie. Ingen økonomiske problemer. Ingen problemer i skolen. Alle muligheder ligger for mine fødder. Jeg skal bare række ud og gribe dem, som far siger.
   Men nu sidder jeg altså her, og de muligheder, som før virkede så allestedsnærværende, at de var blevet en byrde er nu pludselig ikke helt så lette at få øje på. Måske skulle jeg sætte sig på alle fire, og gø som en hund, måske ruske en lidt i benet. Tanken kan af og til være fristende.
   Heldigvis er det ikke mange, som ved, at jeg er her, men snart vil det helt sikkert slippe ud: Laura er på den lukkede. Det er jeg nu ikke, Dr. Hansen har givet mig fri udgang, men det lyder ligesom lidt mere spændende og klinger bedre: den lukkede. Så det er helt sikkert det der bliver historien, når først den kommer i omløb.
   Jeg har siddet her på mit værelse og tænkt. Det har jeg gjort meget de sidste dage - der er ikke så meget andet at lave her på afdelingen, hvis man altså ikke er glad for at spille ludo eller at lave perleplader. For havde jeg egentlig alle muligheder? Og hvorfor var det egentlig så slemt - så pinligt, hvad jeg gjorde? Jeg ved det ikke. Jeg havde bare fået nok. Nok af alt det overfladiske, alt det falske, alle forventningerne. Alt det forstilte, legen om at vi alle er hele og gode mennesker, og ikke bare forskellige enheder af kemi - hormoner og nerveforbindelser, som reagerer på hver deres måde. Men slemt det var det åbenbart, for nu sidder jeg altså her på mit værelse og venter på mor og far, efter at have været en tur forbi kolbøttefabrikken. Jeg kommer lige fra Dr. Hansens kontor, hvor hun fortalte mig, at det er tid til at komme hjem igen. Jeg har været her i 4 dage, og det er vist ganske lang tid efter vore dages standarder. Ind og ud igen, det er idealet.

Hansen havde siddet og vippet frem og tilbage på sin kontorstol, mens hun kiggede på mig.
   "Er der ikke vigtigere ting at tænke på lige nu, Laura."
   Jeg havde lige spurgt, om ikke jeg kunne komme ud, så folk ikke ville få nys om at jeg sad herinde. Det er er sådan nogle spørgsmål psykiatere ikke kan lide, for der er jo ikke noget pinligt i at være psykisk dårlig. Og det er da rigtigt nok, men jeg tror dog ikke, at Dr. Hansen ville prale med det, hvis hun selv gik ned med flaget en dag. Så ville hun nok også ønske, at det kun var hendes nærmeste der vidste noget.
   Vi sad inde på hendes kontor, der var stakket til med bøger og jeg var sikker på, der også ville have stået et overfyldt askebæger, hvis den slags ellers stadig var tilladt. Hansen-var en levekvinde, en af dem der ikke tog så meget bullshit, og egentlig kunne jeg ret godt lide hende.
   Jeg kiggede på hende, og det gik op for mig, at hun på trods af sit ihærdige forsøg på at være nede på jorden og tale i øjenhøjde med de unge, som det hed, slet ikke forstod, hvordan det var at være teenager. At befinde sig midt i hormonkrigens kaos.
   Jeg trak på skuldrene, og mumlede så, at det hele nu slet ikke var så let endda.
   "Måske skulle du skrive om det. Du er et kvikt hoved."
   Det er sådan et råd man giver til pæne piger: skriv om dine følelser. Så det var selvfølgelig klart, at hun havde foreslået det til mig, Laura den pæne pige. Men jeg havde ikke længere lyst til at være en pæn pige. Jeg ville heller ikke finde mig i noget bullshit længere. Og jeg gad i hvert fald ikke til at nedskrive alle mine patetiske tanker i en dagbog, så ville jeg da først blive deprimeret!
   "Jeg skriver ikke dagbog," jeg kiggede ned på sine hænder, og håbede at samtalen snart ville slutte.
   "Så skriv en roman. Det er så moderne med autofiktion i dag. Skriv om alt det lort du oplever," grinte Hansen, så man kunne se hendes gule tænder.
   Jeg aner ikke hvad autofiktion er, og var egentlig også ligeglad, jeg ville bare ud derfra, så jeg smilte lidt, og nikkede. Damen er som sagt sød nok, og mener det vel godt, ældre mennesker bliver bare kiksede med tiden, og det kan de jo ikke gøre for. Lige nu var det eneste jeg ville i hvert fald bare at vide, hvornår jeg kunne komme ud herfra, og om jeg kunne komme ud, før jeg skal møde på arbejde på mandag. På hønsefabrikken, det er min første arbejdsdag, og så vil man selvfølgelig helst være i stand til at møde. Det sidste man har lyst til er i hvert fald at ringe og melde sig syg fordi man er indlagt på psykiatrisk skadestue.
   "Jeg starter jo på mit job på mandag."
   Dr. Hansen sukkede, "Jamen, jeg ønsker da heller ikke at holde dig her længere, Laura. Jeg ville bare ønske, at det var af andre grunde, du ville ud herfra."
   Samtalen varede ikke meget længere, og da vi sagde farvel i døren blinkede Hansen til mig;
   "Så glæder jeg mig til at modtage din roman med posten en dag."
   Jeg grinte tvunget - det bliver man nødt til, når ældre mennesker forsøger at være sjove - og så rendte jeg ned på mit værelse, for at pakke og ringe til mine forældre. Jeg havde heldigvis ikke så meget ragelse dernede - faktisk skulle jeg slet ikke have været her, hvis det stod til mig. I følge Hansen jeg også bare er en ganske almindelig lidt ekstra forstyrret teenager, og det er der i for sig ikke noget galt med. Det er jeg glad for, hvem ved - andre havde måske proppet mig med medicin; lykke på recept. Det er jeg trods alt glad for at jeg slap for. Men min mor havde altså kørt mig herud, efter hele misæren. Hun havde vel været bekymret, og ikke turdet tage ansvar for mig - hendes pæne pige, der pludselig ikke var så pæn endda. Men det var som sædvanligt fordi hun ikke forstod noget, lige som far for den sags skyld. Men i det mindste har far det okay, med at han ikke altid forstår alt af, hvad der foregår i mit hoved. For mor er det en anden sag; alt skalanalyseres og tales igennem, og når man ikke selv ved, hvad man føler ud over vrede og frustration kan det altså være rigtigt svært, at få en god snak i gang.

Men I skal få min historie: Laura Hansens livshistorie, uden filter, hele moletjavsen - eller i hvert fald de væsentligste højdepunkter.
Forfatterbemærkninger
Start til længere projekt

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 15/11-2017 12:43 af Lærke Nielsen (Larke) og er kategoriseret under Noveller for børn/unge.
Teksten er på 1261 ord og lix-tallet er 27.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.